Artikler
Juni 11, 2025
Hvorfor blev De Hvide Busser beskudt?
Dette er den 8. artikel om De Hvide Busser og Karantænestationerne med udgangspunkt fra Padborg og Kruså. Der var mange, der satte deres liv på spil. Deportationerne begyndte allerede i 1940. 10 pct. nåede aldrig hjem. Hjælpeaktioner allerede fra 1943. Svenskerne kom med benzindrevne biler. De danske biler kørte på gengas. Friedrichsruh. Britiske jagere beskød de dansk – svenske konvojer. Flygtninge fra Pommern. 600 politifolk blev afhentet. 8 – 10 timers kørsel for syge var hårdt. Personalet kom til at ligne møllersvende. Man bestak SS’ er med dansk snaps. Chaufførerne fik opkvikkende midler. Gestapo – folkene i busserne fik cigaretter og Røde Kors – pakker. Man forsøgte at genere i Neuengamme. De var hurtige på karantænestationerne. Indrettede transporten efter formodede britiske angreb. Flere omkørsler. Overnattede ofte i Friedrichsruh. Busser kørte i bombehuller. Angrebet af natjæger. Englænderne kendte udmærket til de dansk – svenske redningsaktioner. Angrebet kom som en overraskelse. Ingen oversigt over, hvor mange døde og sårede de engelske angreb kostede. Mange dræbte og sårede i angreb i Schwerin og Plön. Tyske læger ville ikke hjælpe i begyndelsen. Tyskerne misbrugte Røde Kors – mærket. I Neuengamme døde halvdelen af alle fanger.
Der var mange, der satte deres liv på spil
Ja De Hvide Busser blev beskudt af de allierede, trods det at de udmærket vidste, at en humanitær aktion var i gang? Svaret gives sidst i denne artikel – om det er en undskyldning eller en forklaring. Ja det er op til læserne at bedømme.
De allierede fik også sunket to flygtningeskibe med 7.000 druknede til følge. Men se det har vi allerede skrevet om. Og vi har også skrevet flere artikler om, at vi burde takke flere end Folke Bernadotte for alle dem, der blev reddet ud af KZ – lejrene. Der var mange, der satte deres liv på spil.
Karantænestationerne blev også beskudt.
Deportationer allerede fra 1940
Det var ikke kun i krigens allersidste uger, at den store redningsaktion foregik. Længe før svensk Røde Kors mødte op med benzinbiler havde man fra dansk og norsk side været i gang.
Og allerede i begyndelsen af i 1940 var deportation af danskere til de tyske tugthuse. Den store deportationsbølge begyndte omkring 1. oktober 1943. Det var de fængslede kommunister fra Horserød og de jøder, der ikke nåede Sverige. Dertil kom politifolkene og grænsegendarmerne.
10 pct. nåede aldrig hjem
Vi kender alle aftalen med tyskerne, at danskerne kunne blive i Frøslevlejren. Men ak og ve. Også her brød tyskerne aftalen. Fra september 1944 skete deportationerne til Kz-lejrene. I en opgørelse fra Udenrigsministeriet i 1947 tales der om at 6.083 personer blev sendt syd på. 610 eller knap 10 pct. kom aldrig hjem igen. Denne optegnelse skal nok korrigeres. Mange døde efter hjemkomsten og andre var mærket for livet.
Hjælpeaktioner allerede fra 1943
Den første redningsaktion stod den danske admiral Carl Hammerich og hans norskfødte hustru for allerede i 1943. Der var forståelse i det danske socialministerium. Der opstod Det jyske Hjælpekorps, der blev til Dansk Hjælpekorps. Dette har vi allerede skrevet om.
Den svenske prins, Greve Folke Bernadotte blev sat i spil. På fortrinligvis fik han ført forhandlinger med Reichsführer Himmler. Denne var dengang Hitlers stedfortræder, indenrigsminister og øverstbefalende for SS og de tyske koncentrationslejre og Gestapo.
Glemmes skal det da heller ikke, at i december 1944 skete der en ren dansk aktion, hvor 200 syge politifolk og senere alle gendarmer blev hjemført.
Svenskerne kom med benzindrevne køretøjer
Den 9. marts 1944 kom svensk Røde Kors med 90 benzindrevne motorkøretøjer, busser, ambulancer og forsyningslastvogne med 250 mand, bl.a. læger og sygeplejersker. Men kort tid efter tog de tilbage til Sverige. Det var noget med, at deres orlov var udløbet.
Man havde i høj grad brug for de hurtigkørende svenske motorkøretøjer som supplement til de danske usikre gengasbiler. 80 pct. af fangerne fra Neuengamme blev hjemført ved dansk foranstaltning.
Den 4. april 1945 afgik der 52 køretøjer fra Padborg. Der var rutebiler, forsyningsvogne og ambulancer, De var alle gjort let synlige, hvidmalede, med et Dannebrog og et stort Røde Kors – mærke på taget.
De danske biler kørte med gengas
I Danmark var det svært at skaffe benzin. Gengas var erstatningsmidlet. Bagpå var der placeret et 1 ½ m højt tøndeliggende forbrændingsaggregat, en ”kakkelovn”, hvori der udvikledes generatorgas ved forbrænding af småtskåret træ, som man medbragte i sække på biltaget. En snes minutter efter, at man havde tændt op kunne man køre. Det var dog ikke særlig hurtigt – vel kun 30 – 45 km i timen.
Efter 40-50 km’ s kørsel måtte man gøre ophold, for så skulle kondensvand tappes af og nyt brænde påfyldes. Gengas var ikke bekvemt med brugbart,
Friedrichsruh
Mange gange måtte konvojen omdirigeres. Og så gik det gennem bomberamte områder. Friedrichsruh i Sachsenwald ca. 30 km syd for Hamborg, Her residerede fyrst Otto von Bismarck, en sønnesøn af den gamle jernkansler og hans svenskfødte fyrstinde. I skovene herom var hovedkvarteret for den svensk – danske hjælpeaktion.
Jagere beskød de dansk – svenske konvojer
Lavtflyvende allierede jagere beskød ganske uantastet mål på landevejen – også de dansk – svenske konvojer. De afpatruljerede hyppigt især landevejene.
Når allierede jager var i farvandet, blev der slået alarm. Transporten standsede. Alle løb bort fra bilerne og smed sig i gærder og i grøfter. 2 – 3 gange blev bilerne beskudt. Ofte udbrændte en masse biler i konvojen. Efter en snes minutter dukkede mandskabet op igen. Når bilvragene var kolde, blev de skubbet i grøfterne. Mandskab og afhentede fangere blev nu fordelt i de andre biler.
Flygtninge fra Pommern
Flere gange så man bedrøvelige billeder af flygtninge og den magre forslidte hest lå døende i vejgrøften. Familien stod grædende ved vognen. De lokale bad dem ikke velkommen. Tværtimod lød de hele tiden:
Alle kom de fra Pommern og som mål havde de fået angivet området omkring Husum – en virkelig lang rejse pr. heste- eller studevogn.
600 politifolk blev afhentet
Da de første 600 politifolk skulle afhentes, stod de parat i korrekt uniformering – dog lidt slidte. Andre havde tilbyttet sig amerikanske, franske eller andre allierede uniformsdele. Efter at de var blevet anerkendt som krigsfanger, havde de regelmæssigt modtaget Socialministeriets Røde Kors – pakker.
8- 10 timers kørsel for de syge
Konvojerne var forskellige i størrelser fra 25 til 40 vogne hver med to chauffører, desuden med 4-8 danske eller svenske sygeplejersker, der ofte havde en hård tørn med at pleje de meget syge under de vanskelige forhold. Med hver transport var der også læger.
De første sygetransporter var forfærdende plettyfustilfælde, åbne stærkt hostende tilfælde af tuberkulose, svære tilfælde af tarmsygdomme, folk med store operationssår for betændelse i arme og ben osv. oftest hos ”muselmænd”. Det var mennesker hos hvem fedtholdigt underhudsvæv og næsten al muskulatur på grund af sult er svundet. Huden sidder slapt over de overalt promenerende knogler. Øjnene synker tilbage i øjenhulerne, store og med en glasagtig næsten fanatisk glans.
Det var en stor anstrengelse for en meget syg at skulle sidde 8-10 timer i en bil. Og døden indtrådte dog også ofte på karantænestationen i Kruså.
Personalet lignede møllersvende
Personalet fik ofte insektdræbende pulver Ivoran eller D.D.T. hældt over sig, så de lignede møllersvende. Men så blev de ikke smittet. Men på karantænestationen i Padborg fik en ung CB – mand plettyfus og døde.
Man bestak med dansk snaps
De fortrinlige benzindrevne svenske busser var de bedst egnede til transporterne. Her kunne der på hver side arrangeres bårer i tre etager og så var der alligevel plads til at gå imellem.
Ved hjælp af dansk snaps blev åreknuder og platfod anerkendt som kronisk sygdom. Så kunne flere fanger transporteres siddende.
”Scheisserei” altså diare og bronkitis med stærk hose var dog lidelser, som de fleste ”raske” havde, så medicin mod dette var der på alle ture en rivende afsætning af. Men der var nu rig brug af det nødkloset, der var opstillet i hver bus.
Chaufførerne fik opkvikkende midler
Chaufførerne måtte ikke blive trætte eller søvnige. Og de lange ture om natten uden lys var krævende. Man måtte heller ikke bruge fodbremsen. Dette gav rødt stoplys. Det hændte dog også, at de måtte indtage koffeintabletter. Man havde ikke rigtig kaffe under krigen. Ja man brugte også amfetamin.
Gestapo-folkene fik cigaretter og Røde Kors pakker
Stemningen var for det meste god på hjemturen. Med hver transport fulgte en del Gestapo-folk – de såkaldte ”Begleitere” Disse skulle se at alt gik ordentlig til. Disse var almindeligvis skikkelige, når de blot fik deres pakke danske ”Hipo-cigaretter og en Røde Kors-pakke. Ja så forholdt de sig i ro. Pakken åbnede de kun for syns skyld. Størstedelen blev sendt hjem.
Man forsøgte at genere i Neuengamme
Ved Neuengamme var der altid en utrolig lang ventetid. Kun en chauffør med vogn ad gangen måtte komme ind i lejren. Det var en utrolig masse dikkedarer, man var utvivlsomt ude på at genere mest muligt.
De var hurtige på karantænestationerne
På karantænestationerne stod D.K.B. Danske Kvinders Beredskab – en organisation af frivillige klar med forplejningen. På karantænestationerne blev fangerne lægeundersøgt og behandlet, registreret, badet. Beklædningen blev varmelufts-desinficeret af hensyn til lusefaren. Endelig fik de et rigtigt måltid. Denne procedure skulle man også igennem, da ”Spøgelsestogene” kom.
Indrettede transporten efter formodede britiske angreb
Efterhånden fandt man ud af, hvornår de allierede angreb med deres fly. Man indrettede transporten efter det. Neumünster fik sit daglige bombardement tidlig om eftermiddagen. Det var klogest at vente til dette var overstået.
Flere omkørsler
Der opstod større og større omkørsler. Man så stadig større ruinhobe, hvor forgræmmede mennesker søgte efter deres tiloversblevne ejendele. Præfabrikerede skilte truede med dødsstraf ved plyndring.
Overnattede ofte i Friedrichsruh
Hamborg skulle passeres før aftenbombardementet der, hvorefter konvojen overnattede i den svenske teltlejr i skoven ved Friedrichsruh.
Lederen af den danske afdeling i Friedrichsruh var afdelingschef Hvass fra udenrigsministeriet. Ved en daglig konference blev alle orienteret om forhandlingerne.
Busser kørte i bombehuller
Engang havde man grundet den dårlige belysning ikke lagt mærke til, at der var omkørsel. De forreste busser kørte fast i bombehuller. Og pludselig blev der blæst luftalarm. Bombeformationer drønede over byen. Busser måtte efterlades. De store busser blev ledt op på fortove og ud ad en smal markvej, hvor der også fik en strøm af flygtende mennesker.
Angrebet af natjæger
Konvojerne var også udsat for natjagere. Det var som regel ”Moskitoer”, der drev piratvirksomhed. Og disse nøjedes ikke med et enkelt angreb.
Englænderne kendte udmærket til de dansk -svenske redningsaktioner
Antallet af allierede jagere var taget til efterhånden som krigen lakkede mod enden og dermed blev angrebene hyppigere. Langs vejene kunne man se et anseeligt antal af en voksende mængde af sønderskudte og udbrændte militærkøretøjer.
Englænderne kendte selvfølgelig til konvojerne og deres formål. De vidste også, at de svenske og danske biler og mandskab holdt til ved Friedrichsruh. Men en eftermiddag i strålende solskin dykkede der pludselig 2-3 maskiner af en eskadrille jagere, som i nogen tid havde kredset over lejren og beskød i flere bølger vognkolonnerne.
Angrebet kom ganske overraskede
Angrebet kom fuldstændig overraskende. Man havde godt nok bemærket flyverne men ikke tillagt det nogen farlig betydning. Alle gik og drev omkring vognene eller ved at se dem efter. Rent refleksmæssigt smed man sig på maven og mellem hver salve krøb man længere og længere væk fra vognene.
Som ved et under blev kun 6 sårede og alle var kun lettere med granatsplinter i arme og ben. Det var mest chauffører, der i farten var krøbet ind under bilerne.
Derimod havde bilparken lidt betydelig skade. Over 20 vogne var beskadiget og nogle så grundigt, at de ikke kunne repareres. Næste dag blev en bus som skulle afhente fanger, på vejen lige uden for lejren skudt i brand og chaufføren såret.
Ingen oversigt over hvor mange dræbte og sårede flyangrebene bevirkede
Hvor mange der under krigen blev dræbt og såret i De Hvide Busser af de allierede jagerfly under krigen har vi ikke kunnet finde en fortegnelse over.
Vi har i en tidligere artikel berettet om, hvordan britiske fly angreb tre store skibe i Kieler Bugten. Det skete den 3. maj om eftermiddagen. Englænderne havde fået at vide, at der var flygtninge ombord. Men mellem 7.000 og 8.000 af de 10.000 flygtninge omkom.
Mange døde og sårede i Schwerin og Plön
Under en transport med kvinder fra KZ-Rawensbrück af en konvoj af Hvide Busser blevet angrebet ved Schwerin. Der var talrige dræbte og sårede.
Under tætte landevejstræer ved Plön blev endnu en konvoj angrebet. Her var atter talrige dræbte og sårede. De hårdest sårede blev indlagt på lazaretter i Plön.
De tyske læger ville ikke hjælpe i første omgang
I første omgang ville de tyske læger ikke hjælpe.
Problemet var også, at man næsten ingen lægemidler havde på lazaretterne i Tyskland. . Der var sendt ekstra ambulancer og busser ned efter dem. Og det absurde var, at man igen engang skulle tage sig i agt for de allierede fly.
Ca. 17.000 fanger var fra tyske straffelejre blev reddet, heraf 7.000 nordmænd og danskere.
Tyskerne misbrugte Røde Kors mærket
Og efter krigen fik man en forklaring på den massive beskydning af De Hvide Busser. Det tyske militær havde i den grad misbrugt Røde Kors mærket på deres transporter, at det i både presse og radio var blevet påtalt af selve gauleiter Kaufmann, den øverste civile myndighed i Hamborg.
Tyske militærbiler blev malet hvide og påført Røde Kors mørke og danske og svenske flag.
I Neuengamme døde halvdelen
I Neuengamme var der siden 1938 gået over 100.000 fanger, ca. halvdelen døde. 90 pct. var udlændinge, heraf omkring 4.800 danske og 2.200 nordmænd.
Her blev senere indrettet interneringslejr for SS’ er.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juni 7, 2025
Gamle Apotek Østergade 1 Tønder
Dette er historien om en flot bygning, hvor jeg har købt medicin og en julemand. To sammenhængende gavlhuse. R portalen fra Tønderhus? Borgmester Preuss begik underslæb. Fysikus Reinboth tvunget til at sælge. En flot have ned til Søndergade. Hans Iver Toft gjorde meget for bevarelse for gamle huse i Tønder. Tønders første apoteker. Eneret på salg af krydderier. Problemer med at drive vinstuer. Byen ville af med dette monopol. Filial-apotek blev nu selvstændig. Apoteket overtaget under aktion. Apoteket blev ombygget. ”Til glæde for Provisor og hans brud”. Der var ikke kundeunderlag til to apoteker. De to løver har aldrig brølet.
To sammenhængende gavlhuse
Her har vi en af de markante bygninger i Tønder. Den er opført i 1670 af borgmester Johan Preuss. Det er en grundmuret toetagers bygning med facader mod Østergade og Søndergade.
Egentlig er det to sammenbyggede gavlhuse.
Er portalen fra Tønderhus?
Det stod egentlig i blank mur af rød sten. Bygningen mindede om 1500-tallets herreboliger. Særlig pragtfuld er portalen med sine snoede søjler og brusk-barokke overdel.
Foran søjlerne sidder to løver med skjolde, der lige som indskrifts-felterne på overdelen nu er tomme. Man formoder at portalen skulle stamme fra det i 1750 nedbrudte Tønder Slot (Tønderhus).
Men selv om portalen virker ældre end huset er det næppe nogen grund til at antage, at den ikke altid har siddet her. Det jævngamle hus, Storegade 14 har et tilsvarende men dog ikke en helt så overdådig portal.
Sandstensportalen er også ældre end de sammenbyggede gavlhuse.
Borgmester Preuss begik underslæb
En sten med familien Preuss våben er nu indsat i havemuren. Dens oprindelige placering er dog ukendt.
Borgmester Preuss døde i 1674. Det viste sig at afdøde havde begået underslæb i vidt omfang. Familien måtte erklære boet for konkurs. Ejendommen blev solgt til dr. med. Johannes Reinboth. Denne var fysikus over Tønder Amt.
Borgmester Preuss havde især begået underslæb i sin egenskab af digegreve og landfoged over Horsbøl herred.
Fysikus Reinboth tvunget til at sælge
Men vi er da heller ikke færdig med fysikus Reinboth. Han levede i et ulykkeligt ægteskab med en datter af borgmester von Hutten. Han var forfalden og drak for meget. Han var tvunget til at sælge ejendommen.
Han måtte i 1697 sælge til apoteker Peter Langheim senior, der nu etablerede sig med sit ”Hausapoteke” på den ene side af indgangsdøren. På den anden side var der adgang til apotekets vinstue.
Man formoder, at sidehuset er blevet opført ved denne lejlighed. Rokokodøren er fra 1760 – 70.
Fra Langheims tid stammer antagelig det fine stukloft i det nuværende officin. Her kunne man i min ungdom se inventar fra ca. 1750. Det var helt enestående. Her var gamle reoler, skabe og skuffer.
Omkring 1830 er gadefacaderne blevet ombygget.
En flot have ned mod Søndergade
De spidse gavle afvalmedes, murene blev pudset. I tagfladen mod Søndergade har tidligere siddet to flagermuskviste. Disse er nu fjernet.
Dengang var der en flot have ned mod Søndergade inde bag muren. Her var det meget stemningsfuldt. Jo her en betydningsfuld start på Østergade, hvor der ligger en række ældre gavl – og længdehuse.
Hans Iver Toft gjorde meget for Tønders gamle huse
I 1945 overtog apoteker Hans-Iver Toft Tønder Apotek efter sin far, Peter Toft. Og Hans-Iver har i den grad kæmpet for de gamle huses bevarelse i Tønder.
Det er en elegant bygning – fornem og meget præsentabel. Og nu med julepynt.
Tønders første apoteker
Nu var dette ikke det første apotek i Tønder. Det blev allerede oprettet i 1623 af Hertugen på Gottorp. Det fik navnet ”Tønder Apotek”.
Den første apoteker hed Michael Frentzke. Han blev nu ikke modtaget med åbne arme af borgerskabet. Det var vel nærmest med misundelse. Og så fik han eneret på at sælge ”Gewürtz – krydderier og lignende.
Eneret på salg af krydderier
En henvendelse til Hertugen bad man om at ophæve disse privilegier. Andraget blev til dels imødekommet. Den 20. februar 1624 måtte byens kræmmere igen handle med:
Omkring 1650 blev byens andet apotek ”Nebenapotheke” oprettet og samtidig gik man over til at kalde det første apotek:
Problemer med at drive vinstue
Begge apoteker havde ret til at føre vinstue. Men de havde store problemer med rådmændene, der til dels havde vinprivilegium. Og så var det til dels smug-handlerne, der solgte vin og brændevin uden tilladelse.
Som allerede nævnt overtog apoteker Langheim i 1672 ”Hauptapotheke” og nedlagde året efter ”Nebenapotheke”, som var lukket til 1696. Da det atter åbnede. var det som en slags filial til ”Hauptapotheke”.
Ville stadig være under amtet
I 1673 ansøger apotekeren om stadfæstelse af bevillingen ligesom at må få overdraget bevillingen efter faderens død. Han bad os om at han og familien kunne blive fritaget for at stå under byens jurisdiktion og være beskærmet for alle borgerlige pligter og – som tidligere indehavere at stå direkte under amtet.
Byen ville af med apotekernes vinmonopol
Det fremgår af dokumenterne, at hovedapoteket stadig hørte under amtet, men det gjorde filialen ikke. Den stod under byen. Dette var et evigt stridsspørgsmål.
Det fik byen til i 1680 at sende et andragende til Hertugen om at få afskaffet:
Dette var omtrent samtidig med at apoteket flyttede til Østergade 1.
Filial-apoteket blev nu selvstændig
I 1710 blev ”Nebenapotheke” solgt til apoteker Schönemarck. Det blev nu et selvstændigt, privilegeret apotek, der fik navnet:
“Alte Apotheke”, som det senere skiltede med, var vel nok falsk varebetegnelse. Men det var nok for at hamle op mod navnet ”Hauptapotheke”, som det ældste kaldtes til 1856. Da blev det i bevillingen kaldt ”Store Apotek”. Og det var så under apoteker A. V. Ørnstrup.
Apotek overtaget under auktion
I årene 1736 – 1745 havde apoteker Tscherning bevillingen til ”Hauptapotheke”. Han og hans hustru døde under en af de hyppige tyfus-epidemier. De efterlod sig tre små børn. Børnenes bedstefar og to andre Tønder – borgere blev af Magistraten udnævnt som formyndere.
Under en offentlig auktion blev apoteket tilstået provisor på Løve-apoteket i København D.S. Grasewurm for 8.250 Rigsdaler. Det skete den 11. august 1745.
Apoteket blev ombygget
Han besluttede at ombygge apoteket. Så byttede han om på officin og vinstue. Man talte i Tønder under denne tid at indrette et tredje apotek. Det blev der ansøgt om i 1753. Tyske Kancelli afslog ansøgningen.
”Til glæde for provisor og hans brud”
Apoteker Grasewurm døde i 1761. Hans enke drev apoteket i to år, hvorefter apoteker August Hotzendorff overtog bevillingen. Hans søn nåede ikke at afslutte uddannelse før faderens død i 1784. Hans mor fortsatte nu driften med en provisor. Hun tog sønnens forlovede, jomfru Mette Maria Christina Nissen til sig, som var hun hendes egen datter.
Den unge pige blev nu i 1793 forlovet med apotekets provisor Peter Ludolph Bendixen. Da dette skete. besluttede enkefru Holzendorff at overlade ham apoteket:
Hun indsendte ansøgning herom til Tyske Kancelli og fik sit ønske opfyldt.
Der var ikke kundeunderlag til to apoteker
Hendrik Augsburg købte apoteket omkring 1. januar 1863. Men købekontrakten var dateret den 15. april 1864.
Sælger var Andreas Volkmar Ørnstrup, der havde købt apoteket i 1855 for 38.000 Rigsdaler.
I 1877 overtager Haastrup apoteket.
Ved genforeningen/indlemmelsen blev den ny grænse trukket så tæt ved Tønder, at byen mistede 2/5 af sit opland. Det var umuligt at opretholde to apoteker.
Apoteker Peter Toft, der have fået bevilling til at drive ”Store Apotek” i Tønder 27. oktober 1919 ansøgte derfor, med støtte fra amt og by, om tilladelse til at købe ”Alte Apotheke” og derefter nedlægge dette. Denne tilladelse blev givet.
De to løver har aldrig brølet
Min far kunne i timevis underholde om Tønders bygninger. Han fortalte at løverne skulle brøle, her gang, der gik en jomfru forbi. Man har dog aldrig hørt dem brøle.
Kilde:
Hvis du vil vide mere?
Juni 5, 2025
Gavlhuset, Torvet 11 i Tønder
Tønders ældste hus. Det var nok alligevel ikke præsten, der opførte det. Meget af det ældre er bevaret. Ejet af gamle patriciaslægter. Bageri fra 1778. Stor renovering i 1949. Et ældre vægmaleri. Bjælker, planker og gammelt muret kakkelovn. Ældre gulve og oprindelig tagkonstruktion. Beslægtede borgerhuse i Husum og Flensborg.
Tønders ældste hus
Nej, det er ikke byens ældste bygning, som man kan læse i forskellige kilder. Det er nu engang kirketårnet. Men dette smukke gavlhus er Tønders ældste hus.
Tønder har i forhold til mange andre sønderjyske byer flere ældre grundmurede huse fra 15- og 1600-tallet. Et af disse er gavlhuset, Torvet 11.
Med tre etager er det blandt landets største gotiske købstadshuse. Og huset er nok det mest fotograferede hus i Tønder. Man plejer så at få kirketårnet med.
Det var nok alligevel ikke præsten, der opførte det
I mange år gik huset under navnet ”Kalandhuset”. Man mente, at det var præsten Severin, der i 1517 havde opført det. Her skulle byens kalendegilde , et overvejende gejstligt gilde hører til. Men det er nu mere end usikkert. Arkitektoniske enkeltheder taler om en opførsel omkring 1550.
Antagelig har bygningen haft en kamtakket gavl.
Meget af det ældre er bevaret
Bygningen ligger med frie facader ud til Østergade, Torvet og Kirkepladsen. Hovedfacaden ligger ud til Kirkepladsen. Bygningen havde forbindelse til en lavere bygning indeholdende en sal (pistel) og et kammer, der var tilføjet mod øst. Denne bygning blev revet ned i 1910.
Murværkets udformning har været særdeles rig og bemærkelsesværdig. Det er muligt at under den ældste indretning var et rum, hvor alle huslige gøremål foregik.
De forskellige opdelinger for stue (dørns), køkken og forstue (diele) med værksted først senere er etableret. En række kalkmalede draperier fra omkring 1600 er afdækket på stueetagens nordvæg.
Ejet af rige patriciaslægter
Gennem 1600- og 1700-tallet blev ejendommen ejet af rige patricierslægter.
Fra 1685 blev huset ejet af advokat Johan Christian de Behr. Efter hans død af sønnen, kniplingshandler Ludolph de Behr. Måske var det på grund af økonomiske problemer at han begik selvmord i 1738, hvorefter det var hans enke Marina, der beholdt ejendommen til 1750, da hun gik konkurs.
Bageri fra 1778
Efter et par ejerskifter kom det i 1778 i Momme Detlef Steffens besiddelse. Han var oldermand for Bagerlavet. Og så blev han kaldt hvedebrødsbager. Det var den første af en siden udbredt række af bagerier i huset.
Han indrettede allerede dengang et bageri, konditori og udskænkningssted i bygningen. I 1837 blev bageriet overtaget af Martin Petersen, og han og hans slægt drev bageriet og Klostercaféen helt frem til 1985.
Han indrettede en butik i en del af den store diele bag vinduet til venstre for indgangen. Senere har huset også fået den karakteristiske Tønder – karnap.
Stor renovering i 1949
I 1910 flyttede bageriet ind i naboejendommen og fra 1947 blev der indrettet gæstgiveri i bygningen. Efter en restaurering i 1925 blev gavlens blændinger afdækket. I 1949 blev bygningen restaureret.
Gavlen mod Torvet fremstår asymmetrisk. Bygningens nordside er to etager høj.
I stueetagen er der indrettet en café. I den nordlige udbygning er der indrettet en lille lejlighed. Gennem hoveddøren er der adgang til caféen. Rummet er indrettet med disk og kølemontrer og fremstår med vinylbeklædt gulv.
Et ældre vægmaleri
Væggenes bindingsværk er sort op-stolpet. Murværket er pudset og hvidmalet. Loftets svære bjælkelag med plankeloft er rødmalet. På den ene væg er bevaret dele af et ældre vægmaleri.
Bjælker, planker og gammel muret kakkelovn
Den ældre trappe har svære, drejede balustre af mørkt træ. Bagvæggen udgøres af en træ-væg med ældre fyldningsdøre. Her er ældre beslag på dørene, ældre dørgreb og beslags-værk. I lokalet langs Østergade er det bevaret et brændekomfur, vægbeklædning med blåmalede fliser. Her er også en muret kakkelovn med jernindsats. I loftet kan man se bjælker og planker.
Ældre gulv og oprindelig tømmerkonstruktion
I kælderen er bygningens oprindelige svære tømmerkonstruktion synlig. Væggene er let pudsede og kalkede. Gulvet er støbt eller har ældre gulv med gule klinker.
Bygningens fundament af munkesten og store markesten kan ses her. Gennem døren i nordsiden er det adgang til bygningens lejlighed, der er præget af nyindretning. Gennem hele ejendommen er der fyldningsdøre tilbage fra 1600 og 1700-tallet.
Oprindelig tagkonstruktion kan ses
I tilbygningen mod nord er der indrettet køkken og en mindre stue, badeværelse m.m. Tredje etage optages af et centralt depotrum med adgang til sove – og arbejdsværelser samt badeværelse. Spidsloftet fremstår uudnyttet og anvendes til opbevaring. Tagkonstruktionen er synlig og der er fast underlag.
Beslægtet med borgerhuse i Husum og Flensborg
Torvet 11 er stadig Torvets mest markante bygning. Bygningen er nært beslægtet med andre borgerhuse fra 1500 – tallet, der endnu kan ses i nordtyske byer som Husum og Flensborg.
Det er mange ting i og på huset, der er velbevaret og synlige. Det står endnu med sin oprindelige funktion. Huset er opført i en blanding af sengotik og tidlig renæssancestil og har egentlig ikke forandret sig nævneværdigt siden opførslen.
Tønder oplevede opblomstring i byens handelsliv i 1700-tallet
Tønder oplevede i 1700-tallet en stor opblomstring i byens handelsliv, hvor især produktionen af kniplinger er markant.
Kilde:
www.dengang.dk – diverse artikler
Allan Tønnesen; 833 danske borghuse
Slots- og Kulturstyrelsen
Allan Tønnesen: Bevaringsværdige huse i Tønder
H.I. Toft: Gamle huse i Tønder 1-9
Hans Henrik Engquist: Tønder – Hvem byggede hvad
Gustav Rorhe: Eine Wanderung durch Tondern (Nordfriesisches Bundesschiessen in Tondern)
Claus Eskildsen: Tønder 1243-1943
Tønder gennem Tiderne
Sigurd Schoubye: Huse I det gamle Tønder
Hvis du vil vide mere:
Maj 31, 2025
Efter kapitulationen i Sønderjylland
Jublen var stor i Frøslevlejren. Et håb opstod. Fangerne slap for en krigsret. Politimestrene forlod Frøslevlejren. Man måtte op ad en hønsestige på Politistationen i Aabenraa. Generalen stillede op i gallauniform. Modstandsbevægelsen havde anholdelsesret til 13. maj. Straffebestemmelser blev ivrig diskuteret. Skulle nazistpartier forbydes? Minimumsstraf på 4 år og dødsstraf blev indført. Sagen mod Asmus Jensen forblev lukket. Mange likvidationer efter 5. maj. Mange anholdte. Grundloven kunne ikke overholdes. De første fik de strengeste straffe. Straffen blev nedsat i juni 1946. En spionsag fra Tønder blev opklaret. Friedrich Wilhelm Schröder. Det var andre end Scavenius, der var tyskervenlig. Kantstein havde ikke sendt en anmodning. Werner Best var en mærkelig sammensat mand. Det tyske Mindretal kaldte dommer for ”Judenrichter”. Lange fængselsdomme blev nedsat.
Jublen var stor i Frøslevlejren
I Frøslevlejren var der en illegal radio. Her blev budskabet modtaget med stor glæde den 4. maj om aftenen. Man slog skodderne fra og enkelte steder kunne man feste med en kop erstatnings te.
Ved tilberedningen af teen mistede politimester Brix, Aabenraa 2.200 kr. Disse var gemt i kakkelovnen. Og disse gik nu op i røg. I tidligere artikler har vi beskrevet Brix, som en person, der tiltog sig flere beføjelser end ønskværdig. Han blev efter sin tid som politimester i Aabenraa chef for efterretningsvæsnet.
I Frøslevlejren var jublen stor, men man kunne endnu ikke føle sig sikker. Man var stadig fange hos tyskere.
Et håb opstod
Den 20. april 1945 kom en masse danske og norske fanger hjem fra tyske kz-lejre. Nogle af dem lignede muselmænd og var i miserabel tilstand. Men alligevel var der nu håb om at krigen snart var slut.
Fangerne slap for en krigsret
Der var dog stor usikkerhed omkring afslutningen. Om morgenen den 4. maj havde man på Dagmarhus bestemt at 17 fangere skulle bringes til København for at stilles for en krigsret. Ved gentagne appeller lykkedes det kun at finde de 14. De sidste tre kunne ikke findes.
Hen på dagen blev de 14 ført hen på Padborg station og anbragtes i en fangevogn. Næstkommanderende i den danske lejrledelse fik tilladelse til at ringe til Dagmarhus. Han fik også afblæst transporten, idet man i Dagmarhus var holdt op med at arbejde.
De 14 førtes tilbage til lejren. Lejrledelsen indskærpede at enhver form for demonstration skulle undgås. Man vidste ikke, hvordan den tyske ledelse ville reagere.
Politimestrene forlod Frøslevlejren
Efter modtagelsen af kapitulationsbudskabet gik den danske lejrleder, kaptajn Digmann og politimester Brix, der senere blev politikommandør i Sønderjylland til den tyske kommandant og krævede omgående løsladelse af lejrens fanger.
Kommandanten kunne dog ikke efterkomme kravet og afventede ordren fra højere sted. Man forlangte at løsladelse skulle ske senest den 5. maj kl. 12.00. Og så meddelte man, at Politimester Brix, Politimester Ivar Møller. Politimester Bøving og orlogskaptajn greve ville forladelejren kl. 11.30.
Fængselsvæsnet kørte ”de høje herrer” til Aabenraa. I lejren var alt pløre. Man måtte gå rundt i træsko eller træskostøvler. Intet var grønt undtagen granerne, der omgav lejren.
Man måtte op ad en hønsestige
Ved ankomsten til Aabenraa måtte man gå op af en hønsestige idet hovedtrappen ikke var repareret efter Peter-gruppens sprængningsaktion den 4. maj kl. 2 om natten.
Generalen nærmest i gallauniform
Politimestrene Brix og Ivar Møller fik deres flotteste påklædning på. Det havde været til aflusning ude i byen. De skulle til samtale med den tyske general von Blücher. De forsøgte først at finde ham i Vestergade i Stadttheater, der var tilholdssted for tysk militær, Gestapo m.v.
Han var i sit kvarter på Grand Hotel. Han mødte op med røde reversopslag og brede røde striber på bukserne.
Modstandsbevægelsen havde anholdelsesret til 13. maj
Efterhånden var de første engelske soldater dukket op. Og overalt i Sønderjylland kørte modstandsbevægelsen ud og anholdt folk, der havde samarbejdet med besættelsesmagten. De havde anholdelsesret frem til 13. maj, hvorefter politiet tog over.
Grundlaget for anholdelserne var dels udarbejdede lister og kartoteker, dels personligt kendskab. Der var et meget stærkt folkekrav om et hurtigt og strengt retsopgør med dem, der havde samarbejdet med besættelsesmagten.
Straffebestemmelser blev ivrig diskuteret
I straffeloven fra 1930 findes en regel i § 101 stk. 2 der siger, at
Der var almindelig enighed om, at denne lovbestemmelse ikke kunne danne grundlag for retsopgøret idet det kunne være tvivl om, hvorvidt der i alle fem besættelsesår forelå krig, eller om en sådan tilstand først indtrådte efter 29. august 1943.
Under besættelsen havde det selvsagt været umuligt at vedtage straffebestemmelser for samarbejde og hjælp til besættelsesmagten. I slutningen af besættelsestiden udarbejdedes der i justitsministeriet og i Frihedsrådet detaljerede lovforslag. Det var tvivl om, hvordan det strafbare skulle afgrænses.
Skulle nazistpartier forbydes?
Således var der i Frihedsrådet under overvejelse om et medlemskab i et nationalpolitisk parti – som i Norge – skulle være strafbart.
Dette ville i Sønderjylland have været uoverskueligt. Her havde vi både Frits Clausen med DNSAP og Det Tyske Mindretal med NSDAP – N.
Minimumsstraf på 4 år samt dødsstraf blev indført
Langvarige diskussioner førte til straf med tilbagevirkende kraft med et minimum på 4 år og så blev dødsstraf indført. Man ville undgå de lange knives nat. Men grundloven kunne ikke overholdes – tilstrømningen var or stor.
Sagen mod Asmus Jensen forblev lukket
Cirka 400 blev likvideret. De enkelte sager blev ikke undersøgt. Sagen mod Asmus Jensen blev først lukket i 1947. Han blev myrdet med to nakkeskud i en lade I Vilsbæk efter at være tortureret. Hans lig blev placeret ved grænsen, senere flyttet. Og så bildte man alt og alle ind at han var skudt under flugt ind i Tyskland. Der blev endda lavet en falsk rapport om episoden. Men de var ikke særlig populært at skrive om sagen. Også de lokale beboere vil helst bevare den officielle forklaring. Politimestrene måtte senere stå skoleret for englænderne i Wassersleben.
I forbindelse med vores bogudgivelse i 2017 henvendte vi os til politiet i Aabenraa og anmeldte mordet. Man behøvede bare at læse ligsynsrapporten. Men efter et par timer fik vi at vide, at sagen er lukket i 1947 og den forbliver lukket.
Mange likvidationer
Der foregik en del likvidationer sted og ikke kun 10 stykker som er den officielle forklaring efter besættelsestiden. I forbindelse med den overnævnte sag henvendte politimester Ivar Møller sig så sent som i 1971 til Folketinget og spurgte om, hvad han skulle gøre for nu, kom medierne lovlig tæt på.
Mange anholdte
Antallet af anholdte i Tønder i maj-juni 1945 var ca. 1.100. I Aabenraa var der ca. 700. Man måtte prioritere. Mindretalsledelsen, dem der havde forrettet tysk krigstjeneste, samt stikkere og Gestapo-medhjælpere.
I Aabenraa blev de anholdte bragt til det tyske gymnasium, hvor de blev registreret og derefter ført til Fårhuslejren. Det var ikke let at overholde Grundloven. Tilstrømningen var ganske enkel for vildsom. I begyndelsen kunne man kun nå 30 grundlovsforhør pr. dag.
De første fik de strengeste straffe
De fleste blev dømt for tysk krigstjeneste i Waffen SS men der var også ”freiwillige” marinevægtere og andre vagtmænd som bevæbnede brandmænd.
Løsladelser forekom kun meget sjældent.
Rets-behandlingen skete med få undtagelser ved domsmandsret, idet man ikke ønskede sagerne behandlet som tilståelsestaler. Der kunne behandles fire – fem dommandsretter hver dag. ”Seriesagerne” kom først for retten. De, der blev dømt først, fik de strengeste straffe.
Straffen blev nedsat i juni 1946
I juni 1946 nedsattes minimumsstraffen fra fire til to år med mulighed for yderligere nedsættelse. SS – sagerne blev afgjort med 2 – 3 års fængsel. Marinevægtere ofte med fire år. Zeitfreiwillige med 2 ½ år.
Mindretallet påstod at den danske regering havde givet tilladelse til dette. Men Kanstein havde aldrig sendt sådan en forespørgsel som aftalt.
Behandlingen af ledelsen af Mindretallet har vi allerede omtalt i en artikel (Anklaget for Højforræderi). For at få disse mennesker dømt skulle man have fat i en række personer, der sad interneret rundt om i Tyskland.
Modstandsbevægelsen ville have et par stykker dømt til døden
Således sad Gauleiter Hinrich Lohse i en tidligere KZ – lejr i Esterwegen i Ostfriesland. Overborgmester Kracht fra Flensborg sad i Neuengamme. Statssekretær Ernst Freiherr
Mangvon Weizsäcker sad i Nürnberg. SS General Lorenz (leder af Volkdeutsche Mittelstelle) sad i Landsberg – fængslet, der hvor Hitler havde siddet i 1923.
Alle disse mennesker blev afhørt i forbindelse med retssagen mod medlemmer af mindretallet. Modstandsbevægelsen mente, at et par stykker af dem, skulle dømmes til døden. Det var ikke altid, at man ved afhøringerne fik den fulde sandhed.
På et tidspunkt fik man adgang til et arkiv i Berlin. Man tog afskrift af en del af dokumenterne. Kopimaskiner var ikke til rådighed dengang.
En spionsag fra Tønder kunne opklares
Pastor Højgaard fra Rise havde været i USA og i Pentagon i forsvarsministeriet fik han et større antal dokumenter, der havde en væsentlig betydning for behandling af 10 spionsager fra Tønder. Det var i forbindelse med tyskernes indmarch den 9. april 1940.
Mange af folkene fra Det Tyske Mindretal fortsatte deres virke i mindretallet efter afsoning af straf. Ja mange vendte tilbage.
Friedrich Wilhelm Schröder
Formand for bestyrelsen for Nordshleswigsche Zeitung, Friedrich Wilhelm Schröder var en magtfuld person. Han var en slags mellemmand mellem rigstyske myndigheder og mindretallet. Man kaldte ham ”Der politische Weichenstelle”. Han fortalte åbent og ærligt, hvad han vidste. Og så var han i besiddelse af en udpræget humoristisk sans. Han nåede desværre ikke at skrive sine erindringer.
Der var andre end Scavenius, der holdt med tyskerne
Mange kendte mennesker fra besættelsestiden blev afhørt i Aabenraa. Det var bl.a. den tidligere gesandt Cecil von Renthefink. Han kunne ikke forstå at Erik Scavenius var ”lagt på is”. Han mente ikke at denne var bestemt tyskervenlig, men nævnte i stedet en række navngivne erhvervsfolk.
Kantstein havde ikke sendt en anmodning
SS – Brigadeführer Paul Kantstein afgav en meget væsentlig forklaring om ”Zeitfreiwilligenkorps”. Han forklarede at han før Werner Best havde fået tilbudt stillingen som Rigsfuldmægtig. Men Kantstein havde sagt nej tak.
Werner Best – en mærkelig sammensat mand
Werner Best blev også afhørt. Han var en mærkelig sammensat mand, der var svær at blive klog på. Han var gennemgående forsigtig og svær at blive klog på. Man kunne heller ikke blive klog på ham.
Det tyske Mindretal kaldte dommer for ”Judenrichter”
Men hvad var det nu medlemmerne af ”Kleiner politischer Rat” blev dømt for:
Peter Larsen og Jens Møller blev også dømt for højforræderi – bestræbelser på indlemmelse af Sønderjylland i Tyskland.
Lange fængselsdomme, der blev nedsat
Det Tyske Mindretal beskyldte dommer Levinsen for at være ”Judenrichter”. Processen varede 88 rets-dage. Den 10. september 1948 blev dommen afsagt:
Landsretten brugte så 66 rets-dage til at nedsætte straffen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere
Maj 26, 2025
Rostock – myten – nok engang (2)
Mange tror stadig at Rostock – mødet fandt sted. Churchill mente, at Danmark lå så ”frygtelig tæt” på Tyskland. Masser af aktivitet i Nordtyskland. Der er ikke beslaglagt dokumenter, der beviser Rostock-mødet. Myndigheder har gemt sandheder. Disse fol skulle have været med. Andre forslag. Munchs søn skulle være anholdt i Hamborg. Skulle mødes med ”Højde Danske Herrer”. Er det tophemmeligt, når færgen kaldes tilbage? Katastrofe, hvis englænderne havde fået det at vide. Fantasien kender ingen grænser. Hemmelig ordre? Kongen skulle have truet med retssag! Historikere skulle have været med i en sammensværgelse! Mistro og konspirationstanker. Danske nazister talte om landsforræderi. To vidner ”overværede” Rostock – mødet. Bladet Revision skrev om mødet i 1948. I 1950 kunne Rudolf Jacobsen huske at han var i Rostock. Masser af skriverier om mødet. Erik Haaest troede på Rostock -myten. Endnu et vidne, Grupperingers forskellige historiesyn, Sandheden om nødlandingen.
Mange tror, at Rostock -mødet fandt sted
Vi kan godt se, at ikke alle fortolker historien, som vi selv gør. Men det er også i orden, hvis man så vil/kan begrunde det. En af de begreber, der har været flest reaktioner på, det er, hvad der skete den 9. april 1940. Mange mener stadig at Rostock – mødet fandt sted.
En ting er at man ikke altid kan få adgang til de arkiver, man gerne vil. En anden ting er at dokumenter pludselig er bortkommet og så som i denne artikel mere eller mindre forvansker de begivenheder som har fundet/ikke har fundet sted.
Churchill mente, at Danmark lå så ”frygtelig tæt” på Tyskland.
Har man nu også fundet hele sandheden frem? Er det nu ikke noget om det? Er de nu ikke også sammenspist i toppen? Churchill sagde allerede to måneder før besættelsen, at Danmark ligger så frygtelig tæt ved Tyskland, at de ikke kan hjælpes. Og snart ville Danmark blive overrumplet af tyskere.
Masser af aktivitet i Nordtyskland
Allerede 14 dage før talte tyske fiskechauffører i Tønder om, at der lå masser af soldater i Nordtyskland ”parat til at rykke over grænsen”. Tyske chauffører fortalte det. Trods dette kom besættelsen som en overraskelse.
I de nordtyske havne havde det længe været masser af aktivitet.
Det er ikke beslaglagt dokumenter
Hemmeligheden var alfa og omega for Hitler. Rostock – mødet har ikke kunnet gennemføres uden forudgående drøftelser inden for Hitlers kreds. Men intet sted i de tyske arkiver som de allierede har beslaglagt findes der mødereferater, dagbogsnotater eller andet, der indikerer at sådan et møde har fundet sted.
Himmler har ikke deltaget i Rostock – mødet den 17. marts. Han fik først at vide den 9. april, hvad der ville ske. Og da var aktionen som bekendt i gang.
Myndigheder har gemt sandheder
Dygtige skribenter har været med til at fastholde begrebet om Rostock – myten. Og en ting er sikkert. Myndighederne har været gode til at gemme sandheder, der ikke må lomme frem.
Den 15. marts er en de datoer, der er nævnt, hvor der foregik tophemmelige forhandlinger i Bad Doberan nær Rostock mellem danske og tyske politikere og militærfolk. Her skulle der være truffet aftale om besættelse af Danmark uden kamp.
Disse folk skulle have været med
Tyskerne sendte straks efter en flyvemaskine til Danmark med resultatet af forhandlingerne optaget på stålbånd – de såkaldte ”Lorenz – ruller” For at det skulle være ekstra hemmeligt lavede flyet en fingeret nødlanding på Lolland nær landsbyen Købelev. Her ventede danske efterretningsfolk på båndene, der straks blev kørt til København.
De danske politikere, der var indviet i sagen var
Dertil kom en række efterretningsfolk og diplomater.
Andre forslag
Der er så også andre forslag på, hvem der var med i Rostock. Kigger man i Himmlers tjenestedagbog for den 17, og 18. marts 1940 så var han i Vewelsburg – SS´ ceremonielle hovedkvarter.
Munch mener at han var i udenrigsministeriet klokken 10 0m formiddagen den 18. marts til ministermøde.
Munchs søn anholdt i Hamborg
Søndag den 17. marts blev udenrigsminister P. Munch hentet af et tysk fly i København og fløjet til Rostock. I februar 1940 var hans søn Ebbe Munch blevet arresteret af tysk politi i en homoseksuel bule i Hamborg.
Heinrich Himmler besluttede sig for at fængsle ham. Han var bl.a. leder af det tyske politi. På den måde skulle man ifølge myten lægge pres på faderen. Han ville blive løsladt hvis faderen indvilligede i at undgå modstand, når tyskerne besatte Danmark den 9. april.
Skulle mødes med ”Høje Danske Herrer”
Den 18. marts 1940 mener det tidligere folketingsmedlem Pastor Johannes Schmidt-Vodder at have mødt Munch flere gange i Rostock. Han mødte ham ude i en skov og endnu senere på banegården.
Pastoren mødte sin slægtning, der var Heinrich Himmlers adjudant SS- manden dr. Rudolf Jacobsen. Her skulle denne have fortalt at Himmler mødtes med visse ”høje danske herrer”.
Ifølge andre kilder var pastor Johannes Schmidt – Vodder til konfirmation i Celle flere hundrede kilometer fra Rostock på denne dato.
Er det tophemmeligt, når færgen blev kaldt tilbage?
Munch kom ikke med fly fra Rostock den 18. marts 1940, hvor flyet var gået i stykker. I stedet måtte han tage færgen – han måtte nødvendigvis hjem for at have alibiet i orden. Som allerede nævnt var mødet top – hemmeligt – men alligevel måtte Munch tage med tog og færge hjem. Da han nåede færgen, var en sejlet. Men den blev på den top – hemmelige tur kaldt tilbage.
Katastrofe, hvis englænderne havde fået det at vide
Åbenbart ville Herman Gôring fortælle englænderne om den hemmelige aftale, hvis Danmark ikkemakkede ret. Alligevel var englænderne blevet orienteret. De havde så brugt deres viden til at få gennemført nogle fordelagtige handelsaftaler med Danmark.
Et engelsk kendskab til planerne ville have fået katastrofale følger for tyskerne. Den engelske flåde kunne have gjort det af med den tyske flåde.
Fantasien kender ingen grænser
Også modstandsbevægelsen havde kendskab til aftalen. De fik så gennemført, at hvis de ville holde tæt, så ville deres stikkerlikvideringer ikke blev undersøgt. Den danske regering skulle også give afkald på Sydslesvig. Det skulle være derfor Wilhelm Buhl var hurtig ude med at konstatere at grænsen lå fast efter 1945.
Jo fantasien kendte ingen grænser.
Hemmelige ordre?
Der blev åbenbart udsendt nogle ultra-hemmelige ordre, men nogle blev man nødt til at indvie i planerne.
Jon Galster havde opregnet ikke færre end 64 besynderligheder og mystiske hændelser.
Kongen truede med retssag
Åbenbart skulle kong Christian den 10. have truet Thorvald Stauning og P. Munch med en rigsretssag efter krigen. Erik Scavenius blev truet med at få frataget pension, hvis han fortalte, hvad han vidste.
Historikere var med i sammensværgelse
Og åbenbart skulle flere historikere også have vidst besked. Men ingen turde skrive om det.
Ifølge Jon Galster skulle historikerne være med i en sammensværgelse, der skulle holde Rostock – myten hemmelig. Ja selv den bog, som jeg udgav i 2017 om mordet på Asmus Jensen skulle være med i den sammensværgelse. Hvordan – ja det ved jeg ikke rigtig.
Under Rostock – mødet skulle Danmark være gået med til at stille mindst 60.000 borgere til rådighed for tyskerne som erstatning for dem der skulle til fronterne.
Mistro og konspirationstanker
Allerede den 9. april 1940 var der mistro og konspirationstanker mod den danske regering. Man stillede det meget rimelige spørgsmål:
Den 9. april 1940 føles af mange som en dyb ydmygelse på hele nationens vegne. Man krævede en forklaring. For mange var forklaringen, at der havde været humbug med i spillet.
Der havde været masser af advarsler til den danske regering, som man ikke tog videre alvorlig.
Nazisterne talte om landsforræderi
Den 16. november udsendte de danske nazister 100.000 eksempler af en pjece med titlen:
Efter befrielsen i 1945 opstod der atter rygter om en ”aftalt besættelsen”. Det var blandt danske landsforrædere, nazister og hjemmetyskere rygerne tog form. Det var blandt andet i Fårhuslejren at sladderen tog form. Jo man talte om den såkaldte ”Fårhus – mentalitet”
To vidner havde overværet ”Rostock – mødet”
Alex Hartel havde fået konfiskeret store dele af sit gods og formue henviste til Rostock – mødet. Han havde fået en landsforræderdom. Det ville gavne hans sag, hvis han kunne henvise til dette møde.
Han kunne henvise til en anden nazist, Ove Leif Guldberg, der i 1945 i en engelsk interneringslejr kunne henvise til to mænd, der havde deltaget på tysk side i Rostock – mødet. Det var dr. Brandt og en dr. Grothmann.
Bladet ”Revision” skrev om mødet i 1948
Sagen kom frem i 6. maj tidsskriftet Revision i 1948. Ove Leif Guldberg blev afhørt flere gange. Han skiftede forklaring hver gang. Man fik afhørt den ene af de to, der forklarede at han havde været i Wevelsburg ved Padderborn – sammen med Heinrich Himmler den 17. marts 1940 – så sidstnævnte havde heller ikke været i Rostock.
Ove Leif Guldberg viklede sig ind i alle mulige selvmodsigelser og endte med at begå selvmord i 1953.
Den parlamentariske kommission som blev nedsat af Folketinget undersøgte omstændighederne. Men inden P. Munch blev rigtig afhørt, døde han i 1948.
I 1950 kunne Rudolf Jacobsen huske, at han havde været i Rostock.
I 1950 tog den gamle nazist redaktør Aksel Olesen sagen op igen. Han fandt frem til Himmlers adjudant SS – manden Rudolf Jacobsen erklærede at han havde været i Rostock den 17. marts 1940. Han havde en vis viden om mødet.
Også Pastor Schmidt, der nu var 80 år gammel kunne huske mødet med udenrigsminister Munch i Rostock på den pågældende dag.
Masser af skriverier om mødet
Jon Galster kom ind i sagen i 1952 og skrev i tidsskriftet Slesvigeren. Han virkede overbevisende. Han rejste land og rige rundt og holdt foredrag om temaet. Han udsendte masser af artikler, pjecer og bøger, hvori han anklagede flere danske politikere for landsforræderi.
I 1957 måtte Jon Galster fire måneder i fængsel. Helt til sin død i 1992 forsøgte han at overbevise den danske befolkning om ”Det store bedrag”. Efter hans død var det journalisten Ole Hans Jensen, der fortsatte.
Erik Haaest troede på Rostock – mødet
Ofte var der tale om ren fantasi og direkte fup med enkelte konkrete data lånt fra seriøse kilder. Jon Galster havde en stor fan i Erik Haaest, der også troede på Rostock – mødet. Haaest mente, at Galster mistede flere jobs, fordi han fortalte ”sandheden”.
Under retssagen måtte Galster ”kun” føre 20 vidner i stedet for de 100 han havde forestillet sig. Anklagemyndigheden skulle angiveligt have påvirket den daværende forsvarsminister Hans Hækkerup til at erklære Galster sindssyg.
Endnu et vidne
Hofjægermester Jørgen Sehestedt, Broholm på Fyn, der selv havde været fængslet og var blevet straffet efter landssvigerlovene, havde gode kontakter til Tyskland. Bl.a. til SS – officer Jochen Peiper som efter sigende under hele Himmler/Munch mødet var anbragt i ry sideværelse til mødelokalet med døren på klem for at gøre notater.
Grupperingers forskellige historiesyn
Når myterne alligevel kan overleve, skyldes grupperingers historiesyn. Rostock -myten lever videre. Fortalerne hævder også, at man ikke kan regne med historikerne, der af angst for at miste deres job, undertrykker sandheden.
Nødlanding på Lolland
Jo der var en nødlanding på Lolland. Men det havde nu ikke noget med Rostock – mødet at gøre. Det var midt i marts efter et togt til Scapa Flow at et moderne JU 88 styrtede ned. Fra tysk side havde man planlagt at sende folk over og sprænge det i luften. Flyet var meget moderne og medbragte moderne udstyr, som fjenden ikke måtte få kendskab til.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 22, 2025
Jomfru Fanny – Fakta eller Myte
Ubesvarede spørgsmål. Brændte dokumenter? Jomfru Fanny var gjort et år ældre. Nu brugte man ordet ”måske” om forældrene. Pigen fra det ”fremmede”. Prinsesse Charlotte havde en affære med en fransk syngelærer. Mølleren var sikker på, at Jomfru Fanny var kongelig. Studerede Fanny – myterne gennem en menneskealder. Redaktøren gav ikke noget for kvindernes udgivelser. Hvis nu bare pastorerne havde nedfældet det, som Jomfru Fanny fortalte. Havde hun tysk sindelag. Forudsigelser forsøgt modbevist. Skeptikerne er ikke imponeret. ”Håndbog i Kaninavl” langet under disken. Hun fandt smykkerne. Hendes forudsigelser bragte tro. Tilknytning til bedre kredse, En grevekrone over sit navn? Hun får plads i den sønderjyske historie – med et smil.
Ubesvarede spørgsmål
Der er mange myter og sagn i forbindelse med Jomfru Fanny. Men der også myter, der er groet fast som sandhed. Og det er stadigvæk ubesvarede spørgsmål:
Brændte dokumenter
Selv mente Jomfru Fanny at tidspunktet for hendes fødsel er forkert. Hun mente heller ikke, at hendes mor, var hendes rigtige mor. Et vigtigt dokument, der viste hendes rigtige herkomst blev brændt under en sygdom. Desuden kom et andet dokument med ned i kisten, da hendes mor døde.
Christine Heise skulle have sagt, at det dokument, som blev brændt indeholdt oplysninger om Fannys herkomst, men at der dog ikke ville være nogen til nytte, om hun havde vist, hvem hun var. Om denne begivenhed har fundet sted, vides ikke.
Jomfru Fanny var gjort et år ældre
Jomfru Fanny mente, at hun var gjort et år ældre, end hun egentlig var
Nej, vi ved heller ikke, om de forældre, der er angivet i kirkebogen, er de rigtige. Og disse var Christine Heise og skovrider Friedrich Enger.
Og når vi er ved kirkebogen. Dengang var der påbudt at nyfødte skulle døbes så hurtigt som muligt efter fødslen – det vil sige inden for ganske få dage. Sådan gjorde man også i Aabenraa. Men Jomfru Fanny blev først døbt tre uger efter fødslen.
Nu bruges ordet ”måske” om forældrene
Og så er det lige det faktum, at der i kirkebogens dødsregister står at Jomfru Fanny ”angeblich” er datter af Christine Heise og Friedrich Enger og en anden ting er bemærkelsesværdig. Nu er hendes fødested pludselig ukendt.
Pigen fra det fremmede
Og efter at det var tilføjet at fødestedet var Slotsgade i kirkebogen så citerede provsten nu Friedrich von Schillers digt ”Das Mädchen aus der Fremde”
Prinsesse Charlotte Frederikke havde en anden affære
Jo det var den senere Christian den Ottende og Prinsesse Charlotte Frederikke af Mecklenburg-Schwerin, der havde et kærlighedsforhold. Nu blev Charlotte dog aldrig dronning, da hun havde en affære med en fransk syngemester ved hoffet.
Mølleren var sikker på, at Fanny var ”kongelig”
Møller Jørgen Fausbøl skrev i den 28. november1908 i avisen Heimdal. Her blev der skrevet at den senere Christian den Ottende og Prinsesse Charlotte Frederikke af Mecklenburg – Shwerin blev forlovet under prinsens besøg i efteråret 1804, men først gift juni 1806. Jomfru Fanny blev født den 31. august 1805. Det vil sige før forældrene blev officielt gift. Så kunne hun ikke anerkendes som deres datter.
Studeret Fanny – myterne gennem en menneskealder
Redaktør Morten Kamphøvener har gennem en menneskealder studeret Fanny – myterne og har fundet bevis for i prins Christians dagbogsoptegnelser, at han ikke kan være faderen. Denne blev i 1943 udgivet af rigsantikvar Linvald.
Redaktøren mener heller ikke at det er med forsæt at pastor Regensburg med forsæt skulle have forvansket tidspunktet for Fannys fødsel i kirkebogen. Det er tydeligt at fødselsstedet i Slotsgade er tilføjet senere. Nogen forklaring på dette er ikke givet.
Redaktøren gav ikke meget for damernes udgivelser
Kamphøvener har forsøgt at bevise, at prins Christian Frederik forlod Mecklenburg 10 ½ måned før Jomfru Fannys fødsel.
Kamphøvener gav heller ikke meget for fruerne Marie Thomsen og Helene Rud’ s små udgivelser om Jomfru Fanny.
Hvis nu bare pastorerne havde nedfældet det!
Hvis nu provst Paulsen og efter 1837 provst J.A. Rehhoff havde nedfældet det som Jomfru Fanny nedfældede til dem, var hendes syner måske været lettere at sluge for alle skeptikere. Hver gang hun fik nye syner, betroede hun sig til pastorerne.
Havde Jomfru Fanny tysk sindelag?
Jo, når Jomfru Fanny talte med hendes mor (plejemor?) benyttede hun sig af det tyske sprog. Men er dette et kriterium for hendes sindelag? I et brev den 21.3.1865 fortæller fru Anna Junggreen, at Fanny har sagt, at preusserne skal ”udslås” og hun håber ikke det skal vare længe. En neutral person ville næppe have sagt det sådan.
Fannys tro på den danske sag gik som en rød tråd gennem fortællingerne. Det kan da godt være, at hun omgikkes embedsmændene på Brundlund Slot, som gik ind for Slesvig – Holstenerne.
Forudsigelserne forsøgt modbevist
Gennem årene fremkom en del eksempler på synske evner som Kamphøvener har forsøgt at modbevise. Han påstod at de fleste var konstrueret til lejligheden. Fanny forudså også Genforeningen og hele historien med den Hvide Hest. Det var så H.P. Hanssen, der sørgede for at det blev en hvid hest.
Skeptikerne gør opmærksom på, at allerede fra 1870 skulle den danske konge være kommet ridende på en hvid hest over grænsen. Indrømmet – det er ikke altid at tidspunktet har været rigtigt.
Men trods alt forudså Jomfru Fanny at fru Junggreen først ville få en lys pige og dernæst en mørk pige. Det kom til at holde stik.
Museumsleder Holger Jacobsen var en fortalerne for Jomfru Fanny. Han påstod at Jomfru Fanny fik apanage fra hoffet. Han var en af dem, som Kamphøvener var efter.
Skeptikerne var ikke imponeret
Alle disse syner er blevet tilpasset virkeligheden og gentaget gang på gang. Efterhånden er de blevet tilpasset virkeligheden. Adskillige enkeltheder, som ikke var den mest livlige fantasi og den mest velvillige fortolkning blev bragt i overensstemmelse med virkelige senere tildragelser.
Fanny var barn af en tid, da det overnaturlige spillede en ganske anden dominerende rolle end i vore dage. Skeptikerne var ikke imponeret.
Håndbog i Kaninavl – langet under disken
Ja sådan siger kritikkerne. Og så er det som om, man skal være for og imod. Personligt synes jeg selv, at historierne om Jomfru Fanny er herlige – både som fakta og myte. Men jeg undrer mig over, at det er mange spørgsmål vi endnu ikke har fået besvaret.
Fru Marie Thomsens bog om Jomfru Fanny blev forbudt. Men den blev solgt under titlen ”Håndbog i Kaninavl” og langet under disken.
Hun fandt smykkerne
Redaktør Herman Hunger fortalte, at han kunne huske at hans mor havde fortalt om en begivenhed fra dagligdagen. Hungers mor var sammen med andre Aabenraa – koner på besøg i det lille hus, Persillegade 3.
I samtalens forløb udtrykte en af damerne stor sorg over et kært smykke, der var blevet stjålet. Hun beskyldte sin tjenestepige for at have stjålet det.
Sådan spurgte en af konerne. Da konen så bedyrede, at hun havde gennemsøgt alt, så sagde Jomfru Fanny stille og roligt:
Og der fandt hun smykket.
Hendes forudsigelser bragte tro
Jomfru Fanny har fået plads i den sønderjyske historie – ganske vist af nogen betragtet med et overbærende smil. Til gengæld er hun blevet elsket og forgudet af dem for hvem hendes spådomme har betydet noget. Hendes forudsigelser har bragt tro til mange tvivlende om retfærdighedens sejr sidst.
Jo, den sønderjyske pige med sine drømmesyn vakte opsigt – landet over for eftertiden.
Tilknytning til de finere kredse
Hun havde tilknytning til finere kredse, hvilket står i grel modsætning til hendes bevislige sociale status som en ugift tjenestepige, der ernærede sig ved vask og strygning af finere tøj.
Christine Heise optrådte som fadderrepræsentant for fru von Qualen ved en dåb den 22. maj 1803. Ifølge traditionen fik Jomfru Fanny undervisning på Brundlund Slot sammen med amtmandens børn og sandsynligvis kærte hun også her kunstbroderi til perfektion. Måske skyldtes disse forbindelser til familierne von Qualen og von Blücher– funktionen som tjenestepige.
En grevekrone over sit navn?
Men hvad med efterladenskabet på et lommetørklæde – grevekronen over sit navn? Og hvorfor kaldte hun sig hele livet Jomfru Fanny trods sin beskedne sociale status?
Der er kommet en del litteratur om Jomfru Fanny. Her digtes der videre på romancen mellem kongen og hans yndige kusine. Det kan man nu engang ikke laste vores hovedperson for. Og stadigvæk. Det er nogle spørgsmål.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 18, 2025
Spøgelsestogene på Padborg Station
Stor hjælp til kvinderne. Lidelser af dimensioner. Udhungrede, mishandlede og syge. Kastede sig over alt spiseligt. Der var døde imellem. Kvinderne havde alskens sygdomme. Et nyt tog på Padborg station – dagen efter. Livlig allieret aktivitet. Her kom kvinderne fra Ravensbrück. 132.000 kvinder havde været gennem lejren. Slavearbejde i lejren. Tilintetgørelse var hovedformålet. Direkte i krematoriet hvis man ikke var arisk. Over 45.000 kvinder i en lejr beregnet til 6 – 7. 000. Op til tre kvinder i en seng. Dagen startede kl. 4 om morgenen. Mange appeller i løbet af dagen. En arbejdsdag på 10-11 timer. De fleste havde problemer med maven. Skandinaviske fanger havde særstatus. Man udvalgte 50 fanger ad gangen. Lejr-personalet krævede gasning. 90.000 fanger døde i Ravensbrück. En tysk officer havde bare dirigeret toget til Padborg.
Stor hjælp til kvinderne
TV – syd har lige bragt nogle programmer om et spøgelsestog – men faktisk var der tale om to tog, der ankom både den 2. og den 3. maj 1945. Det var et storstilet stykke hjælpearbejde der blev iværksat. De to tog var slet ikke ventet. Flere virksomheder hjalp til med at brødføde de mange kvinder fra KZ – Ravensbrück
Og det var ikke mindst sygeplejerskerne fra Karantænestationerne, der trådte i funktion. Man havde ellers besluttet sig at lukke karantænestationerne ned på det tidspunkt, men pludselig fik man voldsom travlt.
Lidelser af dimensioner
Blandt de 17.300 var der de mange tusinder, der kom med de to tog til Padborg. Det var masser af sygeplejerstuderende fra Aarhus Universitet, der havde deltaget i kurser, så de kunne arbejde på karantænestationerne i Kruså og Padborg.
Det første tog havde 4.300 kvinder med – fordelt i 53 godsvogne. Det var en kæmpe arbejdsbyrde at skulle stå med disse rent psykisk. Man blev konfronteret med menneskelige lidelser af dimensioner
Udhungrede, mishandlede og syge
De kvinder, der kom fra Ravensbrück var udhungrede, mishandlede og syge hele 7.000 ankom til Padborg. De havde været undervejs i 11 timer uden mad og drikkevarer. De var udhungrede, mishandlede og syge.
Ud af alle åbninger stak menneskearme, der vred sig ud. Ud humpede, krøb og løb de syge kvinder. De var i forvejen svage. De gravede læg-kartofler op i de omkringliggende haver og spiste dem på stedet. De sloges om skraldeposer og vandposter. De satte sig midt på perronen. Til sidt fik man skaffet grød til dem alle sammen.
Kastede sig over alt spiseligt
De for ud af godsvognene og stormede affaldsspande på banegården og haver på Jernbanegade. De kastede sig over alt spiseligt. Efterhånden fandt man ud af at lukke dem ind i hold for at undgå tumult. Der opstod masser af slåskampe.
Nogle af kinderne var halvnøgne hylende af sult. De kastede sig over alt, der kunne mistænkes at væres spiseligt – ja selv græs.
Der var også døde imellem
De var samlet i godsvogne og sendt nordpå
Ikke alle kvinder var i stand til at røre sig. Der var også døde i mellem. Kort før ankomst fik man at vide at toget ville komme kl. 2 om natten. Men det kom først kl. 5 om morgenen. I ventesalen havde DKB været parat med brød og mælk i lang tid. Der var ikke plads til alle kvinderne på karantænestationerne så man måtte i hast skaffe togvogne til kvinderne.
Mange af dem blev straks efter bespisningen sendt videre nord på.
Kvinderne havde alskens sygdomme
Da mange af dem senere blev tilbudt bad, var de bange. De var bange for at det var en fælde og deres sidste time var kommet. Man forsøgte også at give dem lægekonsultation; mange gange var det kun mulighed for at give dem trøst.
Kvinderne havde alskens sygdomme. De havde også voldsomme sår efter hundebid. Selv om de var kommet til endnu en lejr, befandt de fleste sig godt, at de ikke ville afsted, da de skulle videre til Sverige. Personalet måtte lede barakkerne igennem for at finde dem, der havde gemt sig for at kunne blive i Danmark.
Et nyt tog holdt på Padborg Station
Mens man planlagde afskedsfest og nedlukning af stationerne, kom der pludselig melding om at nu holdt der yderligere et tog med 3.000 kvinder på Padborg Station. Man måtte i første omgang nøjes med at give dem knækbrød.
De fleste syge Ravensbrück – kvinder blev kørt til Kruså – lejren. Men arbejdet blev vanskeliggjort, da man kun havde en ambulance til rådighed.
Livlig allieret aktivitet
Og så var der ellers luftkampe og strømsvigt den aften. Syv unge hollændere hjalp med registreringen. Klokken 11 blev alle kvinder samlet ude for barakken, Da var der madpakke til dem. Toget afgik kl. 17. Det næste tog blev afsendt 18.30 nord på.
De togstammer som skulle sørge for den videre transport, var ikke ankommet til den lovende tid, angiveligt på grund af sabotageaktioner.
Den allierede flyaktivitet var blevet stærkere. Man var bange for at jernbanen omkring Padborg ville blive angrebet. Til alles lettelse kom togvognene. Kvinderne var blevet mætte og faldet til ro. Og endelig var der afgang mod Sverige.
Hvor kom kvinderne fra – Ravensbrück
Men hvor kom disse kvinder fra?
132.000 kvinder havde været gennem lejren
Lejren bestod af en hovedlejr med et beboelses- og industriområde, omkranset af en tre meter høj mur med elektrisk pigtrådshegn øverst. Desuden var her Jugendlager Uckermark samt en gruppe arbejdslejre og en mindre lejr for mænd.
Hovedlejren var den største kvindelejr nogensinde. Fra åbningen i foråret 1939 til løsladelsen af fangere i slutningen af april 1945 havde mindst 132.000 kvinder og et ukendt antal spæde om unge været gennem lejren.
Slavearbejde i lejren
Da den tyske krigsindustri manglede arbejdskraft, var hovedformålet med straffen først og fremmest slavearbejde. Nogle af fangerne udførte slavearbejde i en nærliggende ammunitionsfabrik. Andre byggede kondensatorer i en Siemens-fabrik i lejren.
Hårdt udendørsarbejde, f.eks. at bygge veje og bære kornsække fra både i en nærliggende flod – Havel op til lejren – hørte også til dagens orden.
Tilintetgørelse var hovedformålet
De unyttige, altså uarbejdsdygtige var en byrde for lejrpersonalet. Efterhånden fik lejrens ældre, svage, syge og små børn og spæde ingen chance. Tilintetgørelsen blev med tiden lejrens hovedformål.
Fangerne havde en lang arbejdsdag og fik meget lidt ernæring i betragtning af deres hårde fysiske arbejde.
Direkte i Krematoriet
Mange af lejrens indsatte blev tvangssteriliseret uden lokalbedøvelse. Fangerne blev brugt som forsøgskaniner i medicinske eksperimenter under opsyn af Tysklands førende forskere og videnskabsmænd.
Mange af de ikke ariske blev sendt direkte i døden uden at deres arbejdskraft blev udnyttet. Lejren var træningslejr for SS-kvinder. Den var bemandet af Allgemiene SS og med brutale og sadistiske over-fanger.
Over 45.000 kvinder – beregnet til 6 – 7.000
Disse såkaldte ”Aufseherinner” bar sorte kåber og arrige hunde og pisk og stok i hånden. De pryglede de fanger, der var så uheldige at komme i nærheden af. Og så talte de ikke til fangerne – de råbte og skreg.
Den 31. december 1945 var der registreret 45.637 fanger i lejren, der var beregnet til 6-7.000 kvinder. Lejrens forfatning var blevet endnu værre.
Op til tre kvinder i en seng
11 kvinder sov i tre senge i tre – etagers køjer. Sengen var 170 cm lang og 70 cm bred. Der var 40 cm mellem den øverste køje og loft. Madrasserne var beskidte stråsække. Man var nødt til at sove med sine få ejendele gemt under hovedet. Alting blev stjålet. Der var ingen plads mellem sengene. Man havde hverken tæpper eller nattøj. Man sov med det, man havde på om dagen.
Når man skulle forrette sin nødtørft, måtte man sætte sig på en spand i barakgaden.
Dagen startede kl. 4 om morgenen
Barakkens kvinder blev vækket kl. 4 om morgenen. Man skulle stå til appel en halv time enere. I denne tid skulle man nå at vaske sig, hvis man blandt de heldige, der kunne få noget af den sparsomme vand. Man skulle redde sengen og nå at drikke et halvkrus surrogat kaffe, som var den eneste morgenkaffe som man fik.
Der var pladsmangel. Derfor måtte man tage deres måltider stående. De delte deres krus og ske med dem, der ikke havde nogen.
Madrasserne, hvis man kunne kalde dem det, var snavsede og behængt med utøj.
Mange appeller i løbet af dagen
Dagens første appel af mange varede en til to timer. Ude i mørket stod lejrens kvinder i rækker af fem for at blive talt. Det var så koldt at det næsten ikke kunne beskrives. Det var forbudt at bevæge sig eller pudse næse. Stampen var også forbudt.
Der var straffeappeller, der godt kunne tage mange timer. Engang manglede der en. Hun lå inde i barakken og var død. Der var en appel, der varede 8 timer.
En arbejdsdag på 10 – 11 timer
Arbejdsdagen varede 10 – 11 timer afbrudt af en halv times middagspause. Fangerne fik i begyndelsen tre kartofler til middag. Senere blev det kun til et krus suppe. Inden arbejdet igen gik i gang, var der igen appel. Sidst på dagen var der igen appel. Så fik man igen suppe. Så hylede sirenen og så skulle der være nattero
De fleste havde problemer med maven
De fleste var syge og havde problemer med maven. Man kunne ikke undgå at få Dysenteri. Afføringen rendte fra fangerne. Man turde ikke beholde benklæderne på om natten. Man var bange for at svine dem til. Men det kunne være en kold fornøjelse
Skandinaviske fanger have særstatus
Røde Kors – pakkerne, som næsten alle skandinaviske fanger fik, gav dem en særstatus blandt fangerne. Om det så lykkedes de enkelte fanger, at få deres pakker er en anden sag. Ofte fik de kun en mindre del af pakken efter at SS og overfangere havde taget deres del.
Lejrens overbefolkning, umenneskelige arbejdsvilkår, underernæring, utøj og ubeskrivelige forhold samt straffene og torturen gjorde, at sygelejligheden i lejren var næsten 100 pct.
Man udvalgte 50 fanger ad gangen
Vejen til tilintetgørelsen kom gradvis, først prøvede SS at udvælge 50 fanger ad gangen, skyde dem og brænde ligene i krematoriet. Dette skabte dog flere store problemer.
Tyske soldater ved fronterne manglede ammunition og SS blev pålagt at spare på ammunitionen. Desuden ringede præsten i Fürstenberg bykirke med kirkeklokkerne hver gang, han hørte de 50 skud for, han hørte de 50 skud for at få menigheden til at bede. Sidst men ikke mindst var skydning for langsom en måde, når man tog antallet af fanger, der skulle dræbes i betragtning.
Lejr-personalet krævede gasning
Lejrpersonalet krævede gasning som en billig og nem hurtig løsning. To husvogne blev brugt til formålet indtil lejrens permanente gaskamre var færdige i december 1944. Dertil kom endnu et problem. Alle KZ – lejrene øst på blev tømt efterhånden som den sovjetiske hær nærmede sig.
90.000 fanger døde i Ravensbrück
Mindst 90.000 fanger døde i Ravensbrück som følge af sult, sygdom, mishandling, tvangsarbejde eller henrettelse.
Mange døde også kort efter deres befrielse.
En tysk officer dirigerede toget til Padborg
I TV-Syd fik at vide, at de døde og dødeligt syge på togtransporterne ofte blev smidt omkring Flensborg.
Det var en SS- officer, der hed Franz Göring, der bestemte at toget skulle nord på uden at informere nogen som helst. Efterfølgende blev han efterretningsofficer. Om denne også arrangerede det næste tog – den næste dag vides ikke
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 14, 2025
Frøslevskrinet
En forkert person er opgivet som finderen. Ellund-bønderne ejede det område, hvor skrinet blev fundet. Frøslev plantage og – mose. Mosen blev fredet i 1985 og afvandet. Man kunne ikke finde findestedet. Forkerte oplysninger i bogen ”Bov Sogn”. Det var sønnen, Rasmus, der fandt skrinet. Nej, Hans Jørgensen var ikke fra byen Vestre. Barnebarnet til Rasmus vidste nøjagtig, hvor findestedet var. En ege-obelisk er opsat på stedet. Hvad skete der i 1872? Findeløn på 10 Rigsdaler og 4 bøger. Skrinet er ikke fra Spanien eller Sydeuropa. Det er fra Hildesheim. Benediktinere. Hvordan så skrinet ud? Var det røverhøvdingen Elfing? Et rejsealter. Kopi findes på Sønderborg Slot.
En forkert person er opgivet
Man har længe været i tvivl om hvor Frøslevskrinet kom fra og hvor det nøjagtig blev fundet. Ja man har endda opgivet en forkert mand som ham, der fandt dette berømte skrin.
Ellund – bønderne ejede det område
Det var en bonde fra Ellund, der fandt det – ikke fra Frøslev. Vi er lidt nord for den nuværende grænse – i Ellund Mose, som er navnet på den del af Frøslev mose, som Ellund-bønderne ejede.
Ejede er det helt korrekte udtryk, for efter 1945 beslaglagde Kommissarius for konfiskation af tysk og japansk ejendom de moseparceller som tyske statsborgere ejede, deriblandt den parcel, i hvilket Frøslevskrinet var fundet af en Ellund-bonde, som forærede det til Nationalmuseet.
Frøslev Plantage og mose
Frøslev Plantage og Frøslev Mose er beliggende vest for motorvejen og lige nord for grænsen. Frøslev Plantage er på ca. 1.500 ha. Det er en typisk nåletræsplantage med rødgran som dominerende art.
Frøslev Mose er beliggende vest for plantagen, Mosen med omliggende enge er på ca. 400 ha. Sydvest herfor ligger Jardelund Mose på tysk side. Naturmæssigt er Frøslev Mose og Jardelund Mose reelt samme mose. Jardelud Mose er ligeledes på ca. 400 ha.
Mosen blev fredet i 1985
Frøslev Mose er en højmose. Mosen blev fredet i 1985. Siden er der gennemført en omfattende naturpleje. Mosen er hjem for spændende planter som porse, benbræk og den insektædende soldug. Også ualmindelige fugle som trane og sortstrubet bynkefugl ses her. I gamle dage var dette sted et eldorado for ulve.
Man kunne ikke finde findestedet
Det har været tvivl om, hvor skrinet blev fundet. Således skrev den kendte R.P. Sørensen i et læserbrev onsdag den 19. marts 1980 i Jydske Tidende:
Forkert oplysning i Bogen ”Bov Sogn”
I bogen Bov Sogn kan vi finde følgende:
Nu er det ikke kun i denne bog men også i Nationalmuseets protokol og for øvrigt mange steder, hvor fundet omtales, at Hans Jørgensen nævnes som finderen.
Det var sønnen Rasmus, der fandt skrinet
Det var ganske vist i hans moseparcel, at skrinet blev fundet, men det var hans døn Rasmus, der fandt det.
Hans Jørgensen var heller ikke fra Vestre.
Hans Jørgensen blev ikke kaldt Vesten, fordi han skulle stamme fra Vestre. Det gjorde han nemlig ikke. Han stammede fra Ellund. Grunden til at han hed Vestre, var en helt anden. Hans Jørgensens far hed nemlig det samme. Den ældre boede i den østlige del af Ellund og den yngre i den vestlige del.
Barnebarnet kendte til findestedet
Rasmus Jørgensen finderen var omkring 29-30 år, da han fandt skrinet. Og findestedet er nu udpeget helt nøjagtigt. Det er barnebarnet Asmus Petersen, der har helt nøjagtigt har udpeget stedet. I dag er der anbragt en ege-obelisk på stedet.
Hvad skete der i 1872?
Det var under arbejdet her i mosen i 1872, han pludselig fik øje på noget på skovlen, der skinnede blankt og han råbte over til Lorenz Post, der stod og gravede i et hul i nærheden:
Lorenz kom til, og da han så, hvad han havde fundet, sagde han:
Der må åbenbart have været mere guld på skrinet dengang, end der er i dag.
Findeløn på 10 rigsdaler og 4 bøger
Rasmus Jørgensen og hans far var godt klar over, at det de havde fundet, var noget særligt. De mente, at det skulle på Nationalmuseet så via en kontaktperson fik de skrinet smuglet over Kongeåen. Området tilhørte Preussen på den tid.
Findelønnen var på 10 rigsdaler og fire bøger. Disse bøger var
Skrinet er fra Hildesheim
Frøslevskrinet var usædvanligt. Nogle mener, at det er produceret i Sydeuropa. Måske i Spanien. Men det er nok snarere fremstillet i Hildesheim (1100-1150). Og det kan være at det kan tilskrives Benediktiner munkeordenen, der ekspanderede i Norden omkring 1050 e.Kr.
Benediktinerne
Forbillederne stammer i høj grad fra Benediktinerklostre, Klostret i Walbek. Benediktinerklostret knyttet til St. Mikaelskirken i Hildesheim og Benediktinerklostrene i Wolfenbüttel og Rode.
I 1050 blev det første Benediktinerkloster oprettet i Slesvig i Lund før 1089 og Odense 1095. Det var derfor behov for transportable altre, så den ny lære kunne forkyndes vidt omkring.
Hvordan ser skrinet ud?
Skrinet er 19 cm langt, 14 cm bredt og 8 cm højt og belagt med 5 kobberplader. Pladerne er belagt med stærkt farvet grubeemalje. På kanter, kugler og konturer ses rester af forgyldning. Desuden er skrinet forsynet med et aftageligt krucifiks.
Farverne er hvid, grøn og blå i mange nuancer, ultramarin, pariserblå og lyseblå Vi finder også farverne grøn, gul og rødbrun.
Dekorationen forestiller en fremstilling af bl.a. Kristus som verdensdommer, korsfæstelsen samt helgener og apostle. Den oprindelig træ – kerne – æske er gået til.
Var det røverhøvdingen Elfing?
Men hvorfor og hvordan skrinet er endt i Frøslev Mose, vides ikke, da tørgravningen har slettet alle spor. Var det røverhøvdingen Elfing, der har overfaldet nogle munke?
Et rejsealter
Frøslevskrinet er et relikvieskrin, hvor særlige religiøse kostbarheder blev opbevaret. Det har formentlig fungeret som rejsealter, i så fald uden den forskrevne altersten. Der findes en halv snes tilsvarende skrin rundt om i Europa, men Frøslevskrinet er det eneste, hvor krucifikset er bevaret.
Kopi findes på Sønderborg Slot
Ved Kronprins Frederik og Kronprinsesse Marys bryllup i 2004 modtog parret en kopi af skrinet i bryllupsgave. Gaven var finansieret via en folkeindsamling i Sønderjylland. Originalen kan ses på Nationalmuseet. Kopien findes på museet på Sønderborg Slot.
Kilde:
Hvis du skal vide mere:
Maj 10, 2025
Sønderjyden bag jødelisten
Han forsynede Gestapo med lister over jøder. Han kommunikerede med Werner Best. Lister brugt i 1943. Ingen tegn på anger bagefter. En ledende figur i det tyske mindretal – også efter sit fængselsophold. Han blev idømt seks års fængsel men sad kun et år. Han udstedte arie-attester. Og så skrev han hovedværket i dansk antisemitisme. Han mente at være udsat for justitsmord. Ansat på Der Nordschleswiger. Han forsvarede den preussiske fortysknings-politik
Han forsynede Gestapo med lister over jøder
Lorens Christensen, en af de ledende folk i det tyske mindretal forsynede Gestapo med lister over jøder. Han udarbejdede lister over jødiske personer i Danmark og videregav deres navne og aktiviteter til den tyske besættelsesmagt.
Lister brugt i oktober 1943
Disse jødeister kom i brug, da 481 af omkring 7.500 danske jøder i oktober 1943 blev arresteret og deporteret til tyske koncentrationslejre.
Ingen tegn på anger
Deutsches Museum i Sønderborg mener, at listerne blev sendt direkte til Werner Best. Museet har en stak af breve, som han skrev efter sin løsladelse. Museet har en stak på ca. 5 cm. De viser ikke tegn på anger.
En ledende figur i Det tyske mindretal
Kilder beskriver hans navn som både Lorenzo og Lorenz. Vi bruger det sidste. Fra 1930 var Lorenz Christensen en ledende figur i det tyske mindretal. Han havde en doktorgrad i statskundskab. Han stiftede sammen med Wilhelm Deichgräber – Nordschleswigsche Front i 1933.
Han udstedte arie – attester
I 1935 blev han leder af Deutsche Wirtschaftsberatungsstelle i Aabenraa. Her oprettede han et Sippenkanzlei (afstamningskontor), som udstedte arie attester. I 1936 meldte han sig ind i nazistpartiet NSDAP – N. Og i 1939 blev han valgt ind i byrådet i Aabenraa.
Hovedværk i dansk antisemitisme
1941 blev han af det tyske gesandtskab i København ansat til at efterforske herboende jøder og udarbejde et personregister. På baggrund af Christensens arbejde var den tyske besættelsesmagt forberedt på deportationen af de danske jøder i oktober 1943.
I 1943 udgav han bogen ”Det tredje Ting” (kan læses på Nettet), hvori han kortlagde jødiske kredse, organisationer og erhvervsinteresser. Bogens påstand var at ved siden af folketinget og landstinget fandtes en usynlig magtfaktor, en jødisk domineret højfinans. Bøgerne (to bind) er blevet beskrevet som dansk – antisemitismens hovedværk.
De blev i uddrag oplæst i dansk radio i marts 1944. Han var blandt andet nået frem til at P.A. Alberti var ”ottendels – jøde”.
Løsladt allerede efter et år
Under retsopgøret blev han i Østre Landsret i 1948 idømt seks års fængsel efter straffelovens racismeparagraf af 1939. Men allerede efter et år blev han løsladt.
Selv efter dom blev han valgt som en af de ledende
Selv efter dommen blev han af medlemmer af det tyske mindretal i Aabenraa valgt som by-formand. I 1953 blev han medlem af hovedbestyrelsen for Bund Deutscher Nordschleswiger.
Han mente at være udsat for justitsmord
Han var meget utilfreds med den danske regering og kæmpede for rehabilitering af de dømte i retsopgøret.
Lorens Christensen mener selv at han var udsat for justitsmord. Han havde været udsat for ordrer, befalinger og instruktioner, påstod han.
Om der er andre folk fra mindretallet, der har været med til jødeforfølgelse, vil Deutsches Museum undersøge.
Ansat på Der Nordschleswiger
Fra 1958 til sin død i 1965 var han ansat på mindretallets avis Der Nordschleswiger i Aabenraa, primært som korrekturlæser, men lejlighedsvis også som anmelder og kronikør. Lorens Christensen rejste rundt og holdt foredrag om retsopgøret og et revisionistisk foredrag om Rostockmyten.
Han forsvarede den preussiske fortyskningspolitik
Han sidestillede de danske sprogreskripter med den preussiske fortyskningspolitik:
Han forsvarede også Ernst Köllers hårdhændede politik (1898 – 1903).
Adskillige sønderjyder skjulte jøder, bl.a. dem, der lykkedes at flygte over grænsen. Det gik ikke lige godt for alle. Mange måtte gå under jorden eller blev taget af Gestapo og sendt i KZ – lager
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 5, 2025
Pionererne Pio, Brix og Geleff
De blev hurtig glemt. Deres korte tid var rig på handlinger, begejstring og dramatik. Louis Pio. Kapitalisterne hadede ham. Grove anklager mod Socialisten. En mere vittig fremstilling finder vi også. Harald Brix påfaldende bleg og alvorlig. Brix overfaldet flere gange. Han tilbragte det meste af tiden i fængsel. Og så blev han kun 40 år. Politiet bemægtigede sig liget. Poul Geleff – en skolelærer fra Bredebro. Han fornærmede Kongen af Preussen. Grove krænkelser af pressefriheden og Grundloven. Socialisten måtte trykkes i Sverige og Tyskland. Politiet truede bogtrykkerne. Aftenmøde i Kirkestræde. ”Pio længe leve”. De tre pionerer anholdt Skarpladte patroner udleveret. En folkevandring. Københavns ballademagere var dukket op. Husarerne havde mistet tålmodigheden. 5 – maj mødet slået ned. Folkemøder blev også forbudt. ”Pio var nær ved at dø”. Politidirektøren rapporterede til justitsministeren. Begge var enige. Begge tilsidesatte Grundloven. Pio fik valget mellem fængsel og udvisning til Amerika. Han forlod landet som en meteor. Politidirektør: ”De vil ikke forlade fængslet levende”.
De blev hurtig glemt
De tre pionere var fortaler for socialismen, men de blev hurtig glemt af deres lidelsesfælder. Ja man skrev viser om dem. Men hvem var de egentlig.
Deres mål var at skabe et parti af sociale arbejdere i hovedstaden. De tre var Pio, Brix og Geleff. Et større selskabslokale i Kirkestræde blev lejet. Her samledes ofte hundredvis af kvinder, dels at høre foredrag af overnævnte tre førere og dels for at deltage i ugentlige aftenunderholdninger, koncerter eller en lille dans.
Deres korte tid var rig på handlinger, begejstring og dramatik
Perioden, hvor de tre var fremme var vel kun i seks år. Og dog – de tre år tilbragte de i fængsel. Det var fra maj 1872 til april 1875. Den korte tid var rig på handlinger, begejstring og dramatiske perioder. Pio sagde bl.a.:
Louis Pio
Pio var en høj elegant skikkelse – måske en charmør. Han var en vindende personlighed – der gjorde indtryk på mange. Han var en udmærket taler. Han havde været løjtnant, men nu ansat i postvæsnet.
Pio smilede altid og var i godt humør. Han smittede andre. Men han kunne nu også være aparte, selvoptaget og selvfølende. Han havde et uroligt og lidenskabeligt temperament.
Kapitalisterne hadede ham
Kapitalisterne hadede ham dybt og inderligt. Dette blev bekræftet af den uretfærdige og brutale straffedom dom ramte ham og sine kampfæller.
Hr. Rimestad, der repræsenterede Højre både i pressen og i Folketinget forsøgte at lokke Pio hen i Arbejdsgiverforeningen til en diskussion. Det var efter at Socialisten 1 og 2 var udkommet. Men dengang var Pio stadig anonym.
Grove beskyldninger mod Socialisten
Da det ikke lykkedes, skrev Rimestad at artiklerne i Socialisten var:
En mere vittig fremstilling
Mens chefredaktør Rimestad var grov var redaktør Carl Ploug vittig. Han skrev i det dengang mægtige blad ”Fædrelandet”:
Harald Brix var påfaldende bleg og alvorlig
Harald Brix var tidligere musik- og boghandler på Amagertorv. Han var en smuk mand med et velplejet fuldskæg men påfaldende bleg og alvorlig. Han var faktisk Louis Pios fætter. Han deltog som frivillig i 1864 i kampen om Als.
I 1869 forsøgte han sig som udgiver af en annonceavis ”Dags-avisen”. Men den overlevede kun et par måneder. I 1871 gik han konkurs med sin forretning.
Boghandler Ree turde ikke mere at udgive Pio’ s socialistiske blade, så blev Brix nu udgiver. Hele livet var Brix angrebet af en hjertesygdom og var ofte svagelig.
Brix overfaldet flere gange
Hans agitation vakte vrede i storborgerkredse, således blev han overfaldet i et konditori af en prokuratør Lundager med skældsord og stokkeprygl. Senere blev det oplyst at denne ivrige højre-mand var en tarvelig person.
Også en beruset løjtnant Conrad Mathiesen kastede sig en aften over Brix og sparkede ham. Disse sager kom frem i offentligheden, men dertil kom et hav af fornærmelser og forulempelser.
Endnu 10 år efter var en socialdemokrat udsat for mishandlinger af Højre – bøller.
Brix tilbragte det meste af tiden i fængsel
Af de ti år fra 1871 til 1881, hvor Brix døde tilbragte han 7 år og 3 måneder i arresten. Han var en bitter mand og kunne ikke forsone sig med den ny ledelse. Han mente at have brugsretten til Social – Demokraten.
Han blev kun 40 år
Brix blev kun 40 år. Han savnede Pio’ s evner som journalist, hans smidighed og behændighed i at omgås og vide folk.
Politiet bemægtigede sig liget
Som vi i tidligere artikler har beskrevet. bemægtigede politiet sig liget. De var bange for optøjer til hans begravelse.
Paul Geleff – en skolelærer fra Bredebro
Paul Geleff var skolelærer, ”tyk og trind” med et gemytlig blink i øjet – han var fra Bredebro nord for Tønder. Hans valgsprog var:
Dette citerede han ofte med sin sønderjyske accent. Hans far havde tjent mange penge som kniplingskræmmer. Men disse penge gik tabt efter 1807. Geleff havde korte jobs på forskellige aviser. Han udgav Ribeposten, der blev smuglet over grænsen.
Egentlig var han slet ikke socialist men nok en oprører.
Han fornærmede Kongen af Preussen
Han afsonede en bøde på 100 kr. i Københavns Gældsfængsel. Men dette var et ganske muntert sted. Fra et hotel i nærheden fik han leveret mad og drikke. Rigsdagsmændene kom om aftenen og spillede kort med ham. Der blev drukket toddyer og der blev røget piber. Hans forbrydelse var, at han havde fornærmet Kongen af Prøjsen.
Han var en god journalist men ellers tjente han penge ved at oversætte romaner til boghandler Jordan i Silkegade.
Pio kaldte sig stormester. Brix blev sekretær og Geleff kasserer
Grove krænkelser af pressefriheden
Magthaverne forsøgte i den grad at forfølge dem. Politidirektøren henvendte sig til krigsministeriet og ville have dem til at retsforfølge Pio, da denne jo var løjtnant.
Forfølgelserne udvidedes til grove krænkelser af pressefriheden. Socialisten kunne ikke forbydes, men politiet truede bogtrykkerne med at de ville blive ramt ved første lejlighed.
Pio klagede til justitsministeren, der gav politidirektør Crone medhold.
Socialisten måtte trykkes i Sverige og Tyskland
Socialisten måtte trykkes i Sverige og Tyskland.
Resultatet blev at Socialdemokratiet selv oprettede bogtrykkeri. Man fik lokaler i Ravnsborggade 18.
Brix havde været ansvarende redaktør for ugebladet Socialistens første 36 numre. Pio havde redigeret bladet i fem uger.
Aftenmødet i Kirkestræde
Den 4. maj 1872 var der aftenmøde i Kirkestræde. De tre pionerer havde i forvejen søgt tilladelse til at afholde et folkemøde søndag den 5. maj på Nørre Fælled. Men de havde fået et bestemt afslag.
Brix og Geleff, der var de første talere havde raset mod politiet. Forsamlingen råbte og skreg i munden på hinanden. Men så kom Pio på talerstolen. Han blev modtaget med øredøvende hurraer og klapsalver.
Han var ganske rolig under hele sin tale. Men til sidst råbte han:
Her bredte han armene ud mod forsamlingen.
Pio længe leve
Salen var en sydende heksekedel. Oppe i vinduerne, ja helt ude på gaden fra Kirkestræde til Amagertorv stod folk og råbte hurra:
Søndag morgen var der røde plakater over hele byen. Det stod med kæmpestore bogstaver:
De tre pionerer blev anholdt
Myndighederne måtte naturligvis træde til, og de havde ikke sovet. Natten til den 5. maj blev Pio, Brix og Geleff arresterede og afhentede de Pio, Brix og Geleff – revet ud af sengene.
Skarpladte patroner udleveret
Infanteriet i Kastellet og i Sølvgadens Kaserne var alarmeret. De fik udleveret skarpladte patroner. Garden var parat i Gothersgades eksercerhus. I Husarkasernen på Toldbodvejen stod mandskabet ved siden af deres heste, parat til øjeblikkelig udrykning.
En folkevandring
Ved middagstid begyndte en stor folkevandring ud over Dronning Louises bro. På selve Fælleden så man kun få politibetjente. Resten af politistyrken såvel ordens- som opdagerkorpset lå skjult i alle gårde og gadedøre på Blegdamsvejen. Cirka 400 betjente var udkommanderet.
Københavns ballademagere var mødt op
Efter førernes arrestation havde skrædder Holm, Monberg og murer Grøn overtaget ledelsen. Den lille gemytlige Grøn mødte ridende på en gammel krikke, en droskehest, han havde lejet.
Arbejderne var mødt op i tusindvis og de forholdt sig rolige og passive. Men Københavns ballademagere var også mødt op. Ved synet af en hel eskadron husarer, der var opmarcheret ved Trianglen fik ballademagerne til at huje, råbe og pifte i fingrene.
Husarerne havde mistet tålmodigheden
Husarerne med deres officererne foran fronten, sad ganske rolige. Men der skete desværre det, at en af de værste bøller tog en stor sten, som han kastede. Den ramte den forreste premierløjtnants hoved. Blodet piblede ned ad hans ansigt og hesten stejlede.
Nu var tålmodigheden forbi. Eskadronchefen kommanderede:
Husarerne spredtes nu i en vild fart ud over Fælleden huggende med den flade klinge til højre og venstre.
5-maj mødet var slået ned
Folk styrtede som afsindige ud på Blegdamsvejen. Fra porte og gadedøre strømmede politiet ud. Med løftede stave huggede de løs på skyldige og uskyldige, I løbet af få minutter er hele Blegdamsvejen og Fælledvejen renset lige ned til Nørrebrogade.
5-majmødet var slået ned så grundigt, at man heldigvis hverken fik brug for infanteriet eller garden. Men Pio, Brix og Geleff tilbragte mange år i tugthuset, Efterfølgende blev de mere eller mindre forvist til udlandet med arbejdsgivere som sponsorer.
Folkemøderne blev forbudt – et åbent grundlovsbrud
Justitsministeren Hr. Klein tilkaldte politidirektøren Hr. Crone og i et statsrådsmøde besluttedes det at fremtidige folkemøder som Socialdemokratiet ville sammenkalde, skulle være forbudt. Det var et åbent grundlovsbrud.
Det var det også da man forbød ”Den Internationale Arbejderforening”.
”Pio var nær ved at dø”
Ja faktisk blev Pio dømt 5 års ”Forbedringshusarbejde” Brix og Geleff ”slap” med tre år.
Den 8. april 1875 blev Pio, Brix og Geleff løsladt. Venstrebladet ”Sorø Amtstidende” skrev følgende:
Kun Geleff var så rask at han kunne holde en tale. Det gjorde han så på Gimle til Socialdemokratiets første kongres med 75 delegerede.
Politidirektøren rapporterede til justitsministeren
Politidirektøren rapporterede til justitsminister Klein:
Valget mellem fængsel og Amerika
Pio lagde grunden til store arbejderorganisationer. Han forsvandt pludselig. Han fik valget mellem yderligere fængsel eller at forlade Danmark i al evighed ved at blive sendt til Amerika. Sponsor til dette var arbejdsgivere, der ikke ønskede socialismen.
Men egentlig var det Estrup, der ønskede at Pio ikke skulle forblive i landet. Han ønskede ikke et statskup.
Han forlod landet som en meteor
En trist tåget morgen styrtede arbejdere ind på Social – Demokratens sætteri i Ravnsborggade og spurgte om det var sandt at Pio og Geleff havde forladt landet. I hundreder af hjem blev Pios portræt revet ned af væggene og brændt. Han forlod landet som en meteor.
Kort før Pios bortrejse var Brix blevet idømt ”Forbedringshusarbejde” og andre fængselsstraffe i 6 år for nogle artikler og tegninger i ”Ravnen”.
Politimester: ”De vil ikke forlade fængslet levende”
Politimester Hertz besøgte Pio og opfordrede ham til at følge emigranterne til Kansas. Han tilføjede at efter den nye dom over Brix at Pio kunne vente en lignende straf, og at han da ikke ville komme til at forlade fængslet levende.
Pio døde 1894. Han var kun 53 år gammel. Han segnede under slaget og fik aldrig oprejsning. Han blev landflygtig og følte sig ensom i det fjerne.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: