I 1909 døde en ældre dame i København. Hvis ikke det lige var for hendes efternavn, så var det sikkert sket i al ubemærkethed. Adelsslægten Urne var velanset blandt konger og bisper. De gik på bonede gulve og rigdommen var enorm. Men det gik ikke alle i slægten lige godt. Til sidst faldt det hele fra hinanden. Det hele starter med en sten i Bjolderup Kirke og slutter i Sølvgade i København.

 

En gammel dame dør

I 1909 døde en ældre dame i Sølvgade i København. Det er der vel så mange der gør i ubemærkethed. Hvis det ikke lige var for hendes navn. Hun hed Sofie Caroline Urne. Hun var den sidste person i Danmarks ældste adelsslægt.

Seks år før var den sidste mandlige person i slægten afgået ved døden. Det var Axel Urne. Han var fuldmægtig i postvæsenet. Ved hans begravelse blev skjoldet med den gyldne ørneklo i overensstemmelse med familie-traditionen og efter afdødes udtrykkelige ønske nedlagt i graven på kisten af højesteretssagfører
Bagger.  Axel Urne var bror til Sofie Caroline.

Den ældre dames død var en historisk begivenhed, der næppe er medtaget i nogen historiebøger, men faktum var, at her i 1909 var der ikke flere efterkommere til Danmarks ældste adelsslægt.

Axel (Frederiksen) Urne var sønnesøn af Københavns overpræsident Christian Joachimsen Urne (1749 – 1821).

Og se – undertegnedes udtalelse bliver kritiseret. Således er slægten indgift i andre adelsslægter. Så efterkommere findes stadig derude. Mere eller mindre lige efterkommere. Se engang vores kategori Akeleye Slægten – Historien om adelsslægten

 

Tilbage til Gorm den Gamle

Slægten Urne går tilbage til det 12. århundrede. Man mener dog at kunne spore slægten helt tilbage til Gorm den Gamle, men dette kan dog ikke dokumenteres.

Familien stammer fra landsbyen, Urne, der som bekendt ligger i nærheden af Aabenraa i Bjolderup Sogn. Våbenmærket – de gyldne ørneklør – med blå baggrund, skyldes lighed mellem Urne og det gamle ord Arne, der betyder ørn.

Da slægten bredte sig, fik den lige som mange andre adelsslægter sit tilnavn

• De stille eller De stolte Urner.

 

Stenen i Bjolderup

Den første Urne, der nævnes i historisk sammenhæng, er Kjehl (Ketil) Urne. Der er fundet forskellige stavemåder på navnet. Han ligger begravet på Bjolderup Kirkegård. På hans grav blev der rejst en runesten med indskriften:

• Ketil Urnæ ligir hir

Denne sten kaldes også Bjolderupstenen, og kan dateres til ca. år 1200. Runestenen er med et indhugget kors, og et træ med tre rødder (Livtræskors). Den blev i 1717 flyttet fra et ukendt sted til Bjolderup Kirke, hvor den var placeret som en trædesten ved indgangen. Siden blev den lagt ud på kirkediget.  I 1841 blev den solgt til Slesvig og opstillet i museet på Gottorp Slot. Stenen kom i 1987 tilbage til Bjolderup Kirke i forbindelse med Gottorp – museets 150 års jubilæum.

Det specielle ved stenen er, at runerne vender en vej, mens udsmykningen vender en anden vej. Måske var Ketil kirkens bygherre, siden man ville ofre så flot en sten til ham.

 

Masser af jord

Slægten Urne ejede jord på Bjolderup Mark og i byen Urne.

I 1313 møder vi Jacob Urne, der er ridder og knyttet til kongehuset. Slægten får besiddelser i det øvrige Jylland, Fyn og Sjælland. De gifter sig ind i landets bedste familier.

Glansperioden for slægten begynder dog med Store Hr. Jørgen fra hvem den ældre linje og med den de sidste Urner.

 

Nogle af Danmarks ældste adelsfamilier 

Det var ikke kun familien Ahlefeldt, der var de store grundbesiddere i Sønderjylland. Det var også storbønderne Snubbe og Urne. Noget tyder på at disse to slægter kender hinanden. begge er nævnt i et ældgammelt testamente. I Dansk Adels Årbog fra 1904 nævnes den nu forsvundne landsby Urne, som også relatere sig til landstinget Urnehoved.

Adelsårbogen fra 1918 nævner tre slægter med navnet Snubbe. Åbenbart er den sønderjyske gren ikke så kendt.  Vi ved, at Ketil Urne protesterede mod Knud Snubbes testamente.  Det lykkedes for Ketil Urne at få den jord i Bolderslev, der var tiltænkt klostret i Løgum. I en artikel, som vi har begået kan du læse hele teksten i dette testamente.

Vi har også fundet ud af, at i kirkebogen i Hjordkær, er der markeret en fugleklo hver gang slægten Arnkiel på Toldsted blev nævnt. Og tolderfamiliens våben har stor lighed med Urne – familiens våben.

 

 

Store Hr. Jørgen

Slægten deles i to linjer. Den ældre og den yngre. Den ældre udgik fra Store Hr. Jørgen og den yngre fra Lille Niels Urne. Der var åbenbart mere kraft i den store. Den yngre del uddøde allerede i 1626 med Hans Urne til Tidselholdt.

Just Urne fulgte Christian den Anden i landflygtighed. Han kom dog atter tilbage, men måtte igen forlade landet. Han døde også i landflygtighed og måtte efterlade sig kone og børn i fattigdom.

Store Hr. Jørgen til Hindema, Brolykke, Søbysøgaard, Bondemosegaard m.fl. Han var en mægtig herre og en meget lærd mand. Han ejede 9 gårde og var gift tre gange. Efter sigende havde han 23 børn, andre kilder nævner dog \”kun\” 17 børn. De elve af disse var sønner. De fleste af disse giftede sig, og ligesom faderen var der nogle, der giftede sig flere gange. Herved kom der flere gårde til, og en uoverskuelig masse børn. Slægten voksede sig meget stor. Hr. Jørgen´ s
børn og børnebørn gjorde slægten ære.

Jørgen Urne var ridder og formentlig søn af Lage Nielsen Urne. Han døde den 21. maj 1480.

 

Bispen Hr. Lage Urne

Vi husker den berømte bisp Hr. Lage (Jørgensen) Urne, der gjorde meget for at bevare de historiske minder i Roskilde, Sorø og Ringsted. Det var også ham, der første gang lod Saxos Danmarkshistorie trykke i Paris. Han tilsvor i 1523 Christian den Anden huldskab og troskab, men sluttede sig efter kongens flugt til Frederik den Første.

Han døde på Bidstrupgaard og ligger begravet i Roskilde Domkirke, hvor hans stol med slægtens våben stod.

I 1511 var han Kong Hans’ sendebud til kejser Maximilian i Tyskland for at få kejseren til at tage Danmarks parti i en strid med Lübeck, hvilket dog ikke lykkedes. Snart blev han kansler hos den udvalgte prins (senere Christian den Anden).

Fra sit slot Hjortholm dekreterede han i sin egenskab af Danmarks øverste kansler, at ingen måtte høre teologiske forelæsninger med mindre han var baccalaur eller præst eller på anden måde havde godtgjort, at han havde tilstrækkelig dømmekraft.

Som biskop i Roskilde Stift, hvortil Rugen på det tidspunkt hørte, besad han mindst 20 hovedgårde, som han bortforlenede til slægt og venner.

Hans forhold til Christian den Anden blev dårlig. Kongen lagde automatisk flere byrder over på kirkens personer. Han lagde også nye byrder på kirkens ejendomme for at kunne skaffe midler til sit felttog mod Sverige.

Lage Uhre tog også afstand til kongens fremfærd i fængslingen af Odense – bispen Jens Andersen Beldenak og henrettelsen af adskillige svenske bisper.

Lage Uhre flygtede i 1523 først til sit slot Dragsholm og siden til Jylland. Her fra skrev han den 28. marts til kongen og advarede ham mod en sammensværgelse.

Den 13. april flygtede Lage Urne væk fra Danmark efter, at han havde erfaret at to af hans herregårde på Sjælland var blevet hærget og plyndret af kongens mænd.

Da Frederik den Første blev konge havde Lage håbet på bedre tider for den katolske kirke i Danmark. Kongens håndfæstning, der blev udsendt den 3. august
1523 indeholdt en forpligtigelse til at

• aldrig at tilstede nogen Kætter, Luthers Disciple eller andre, at prædike eller lære lønlig eller åbenbarlig imod den hellige Fader Paven eller Romerkirken.

I 1536 blev det katolske bispegods i Danmark overtaget af staten.

 

Hans Urne

Hans Urne blev magister på universitetet i Rostock i 1462. I 1475 blev han domprovst på Sankt Knuds Kloster i Odense. Han mistede dog titlen, da Benediktiner – munkene vendte tilbage. Han var provst ved Vor Frue Kirke i Odense. En stor interesse for datidens litteratur fik ham til at trykke flere bøger. Han var medstifter af Jomfru Psalters Broderskab i Odense. I Vor Frue Kirke i Odense stiftede han et kapel. Og det var også her, han blev begravet i 1503.

 

Johan Urne

En anden af Den Store Hr. Jørgens sønner var Johan Urne til Ryesgaard og Engetofte. Han blev Hoveds-mand på Københavns Slot, som han senere måtte overgive til Grev Christoffer, hvorefter han kom i fangenskab på Mecklenburg. Han var en meget rig mand og forlenet med Kalundborg, Skælskør og Borreby.

Blandt Johan (Jørgensen) Urnes brødre var domprovst Hans (Jørgensen) Urne, Landsdommer Jørgen (Jørgensen) Urne, Biskop Lage (Jørgensen) Urne og rigsråd Knud (Jørgensen) Urne.

Han nævnes i 1503 i sin bror Hans testamente. I 1516 nævnes han som ridder. I 1523 svor han på Ringsted Landsting på Christian den Anden troskab. Men det forhindrede ham dog ikke i at bakke Frederik den Første op. Han blev belønnet ved at blive optaget i Rigsrådet og udnævnt til lensmand på Kalundborg.

Grevefejden blev ikke godt for Johan. Oprøret i Malmø i maj 1534 og Grev Christoffers landgang på Sjælland bragte ham i en vanskelig stilling i København. Byen sluttede sig til greven, men Johan forsvarede slottet. Den 24. juli måtte han dog overgive slottet.

Efter frigivelsen fra fængslet i Mecklenburg, blev Johan overgivet i Christian den Tredjes varetægt. Han blev derefter fængslet i Haderslev, før han blev løsladt, måtte 6 rigsråder borge for, at han ville tage direkte til København og opholde sig her, til kongen var tilfreds. Han måtte opgive sit sæde i rigsrådet og alle sine forleninger. I 1537 døde han.

Han var gift to gange. De fik sønnen Lave Johansen Urne.

 

Jørgen Urne

Jørgen Jørgensen Urne arvede efter faderen herregården Hindemae, hvor han dog først måtte købe et par af sine brødre ud. Han var landsdommer på Fyn i årene 1494 – 1508. I 1497 var han lensmand på Hagenskov.

 

Knus Urne

Knud (Jørgensen)Urne til Søgård og Knuthenborg var rigsråd 1523. Han var en Store Hr. Jørgens sønner. Han deltog i 1534 i den fynske adels hyldning af hertug Christian i Hjallese Kirke.

Årsmarke som Knud også ejede, blev plyndret af Maribos borgere og Knud Urne blev selv fanget i 1535 af Grev Christoffers tropper under Bastian von Jessen,
men netop på grand af hans sympatier for Christian den Anden gik Ærkebisp Gustav Trolle i forbøn for ham hos greven.

Til sin død i 1543 førte han en tilbagetrukken tilværelse.

 

Lave Urne

Lave Johansen Urne til Rygård var søn af Johan Jørgensen Urne. Han var 1548 – 51 hof-sinde og i samme periode kannik i Roskilde. I 1557 fik han Lundegård i Skåne. Det ombyttede han i 1559 med Landskrone, hvor han kort tid efter døde.

 

Christoffer Urne

Knuds sønnesøn Christoffer Urne til Knuthenborg (Aarsmark) og Raarup var lensmand på Akershus og statholder i Norge. I 1645 deltog han i fredsforhandlingerne i Brømsebro.

Han fulgte i 1646 med Christian den Fjerde til Norge. Han var modstander af landkommissionens stigende magt. Under forhandlingerne om Frederik den Tredjes håndfæstning blev han regnet blandt dem, der ikke ønskede kongens magt begrænset alt for stærkt. Men allerede i 1658 blev han regnet for at høre til en af dem, der så med mistillid til kongens enevælds-planer.

Samme år fik han Lyse Kloster Len i Norge i stedet for Dragsholm.

På Stænder-mødet i 1660 overgav han den 17. oktober adelens krav om dens privilegier til kongen og bar kronen ved arvehyldningen den følgende dag. Han trådte tilbage som rigskansler og døde i 1663.

 

Sivert Urne

Sivert Knudsen Urne var søn af lensmand Knud Axelsen Urne og Margrethe Eilerts-datter Grubbe og dermed bror til kansler Christoffer Knudsen Urne, til
Eiler Urne til Rudbejerggård, landsdommer Axel Knudsen Urne til Rugård, rigsmarsk Jørgen Knudsen Urne til Rårup og rigsråd Frederik Knudsen Urne til Bregentved.

Han blev i 1624 hofjunker hos Christian den Fjerde og tillige kammerjunker hos prins Christian. I 1628 blev han overskænk hos kongen, hvilket han var til 1632. Da fik han Roskildegård i forlening. Denne ombyttede han i 1641 med Tryggevælde Len. Han fratrådte og fik i stedet Bratsberg Len og Gimsø Kloster I Norge. I 1655 blev han lensmand på Odensegård, denne byttede han senere med Dragsholm.

I 1632 blev han løjtnant ved Niels Trolles kompagni. I 1644 deltog han som oberstløjtnant i krigen mod Sverige. I 1660 blev han optaget i Rigsrådet. Desuden var han ridder af elefantordenen og rigsstaldmester, et embede der ved hans død i 1661 atter blev nedlagt.

 

Jørgen Urne

En anden af Knud’ s sønnesønner var Jørgen Urne til Alslev. Han var nok den rigeste af dem alle.  Allerede som barn var han tilknyttet hoffet. Han fik den ene ærespost efter den anden og steg efterhånden i graderne. Han blev rigsråd og Marsk samt lensmand på Kronborg, Frederiksborg og Abrahamstrup.
Han var Ridder af Elefanten og af den væbnede Arm.

Jørgen (Knudsen)Urne var med på Christian den Fjerdes rejser i England i 1614 og til Brunsvig i 1615. Han deltog i flere krige. Han var modstander af krig
mod Sverige og anbefalede venskab med Nederlandene. Det var også forgæves, at han i 1640 gik i forbøn for Kirsten Munk.

I 1633 blev han sendt til Saksen, hvor han sluttede aftale om prins Christians ægteskab med Magdalena Sibylla. Han blev far til Christian og Otto.

 

Frederik Urne

Frederik (Knudsen) Urne til Aslevgård og Bregentved var søn af Knud Axelsen Urne. Han var sekretær i Kancelliet og derefter hofjunker. Han fulgte Christian
den Fjerde på en rejse til Tyskland i 1625. Han blev sendt på diplomatisk rejse til Frankrig og Nederlandene. I 1627 blev han lensmand over Kronborg og Frederiksborg Len.

I 1641 blev han lensmand på Silkeborg og fik det store Trondhjems Len. I 1656 vendte han tilbage til Danmark og blev lensmand på Roskildegård og i 1657 på Halsted Kloster.

I 1658 døde han i sin gård i København. Hans enke, Karen Hansdatter Arenfeldt, datter af Hans Arenfeldt og Anne Marsvin, og dermed Kirsten Munks kusine, overlevede ham til den 9. juni 1673.

Altertavlen i Lille Lyngby kirke(1630) og prædikestolen i Bistrup Kirke (1640) bærer Frederik Urnes og Karen Arenfeldts våben.

 

Axel Urne

Axel Jørgensen Urne til Brobygård, Viffertsholm og Kjellerup var foruden godsejer også matematiker. Hans forældre var Jørgen Axelsen Urne til Brobygård.
Han blev begravet den 4. februar 1653 i Svenstrup.

 

Christoffer (Johansen) Urne

Christoffer (Johansen) Urne havde kun to sønner, hvoraf den ene dør som barn. Den anden søn dør barnløs.

Han var søn af Johan(Jørgensen) Urne. I 1546 var han hofs-inde. I 1548 opstod der en strid mellem ham og Jørgen Clausen Urne til Hindema. De nærmere omstændigheder kendes ikke, men noget tyder på at kongen tog parti for Christoffer. Men året efter vendte vinden sig.

I forbitrelse over at have fået afslag på en ansøgning om egen sognepræst til sin sognekirke i Langå var Christoffer så uforsigtig under et drikkelag på Gudme
Herredsting at beskylde den kongelige kansler Johan Friis til Hesselagergård for at have ladet Christoffers morbror, Roskildebispen Joachim Rønnov forgive i fængslet. Dette kom kansleren for øre, og det kom til at koste Christoffer dyrt. Han blev tiltalt og dømt af rigsrådet for at være løgner. Han blev ført til Gotland og blev holdt fanget i 10 år.

Efter Christian den Tredjes død søgte han om frigivelse, og blev da flyttet til Kalundborg. Men først i 1562 blev han på sin hustrus og sin mors forbøn løsladt.
Han måtte dog forpligte sig til herefter at optræde som en lydig undersåt og ikke klage over sin fængsling. For denne forpligtigelse måtte 20 af hans slægt og venner stille kongen en kaution på 10.000 jochims-dalere.

Så let, var det ikke at knække en Urne. Kort efter overfusede han på Viborg Landsting, landsdommeren Axel Juul til Villestrup i Himmerland, der i sin tid som kongelig ordre havde fængslet ham.

Christoffer blev dog ikke straffet yderligere, idet han blev fanget i et slag ved Svarterå og måtte gå med i et fangetog i Stockholm den 29. januar. Han er antagelig død kort efter i et svensk fangehul.

 

Håbløs gæld og mord

Som det hændte Christoffer så gik det ikke godt for alle i slægten. En af dem kommer i håbløs gæld og ender i fængsel. En anden flygter ud af landet efter at have begået et drab.

 

Gemt væk på et kloster

Et par af søstrene blev gift. Margrethe med en kræmmersøn fra Randers. Han var løjtnant og hed Anders Winther. De bosatte sig senere i Stevns.

Sofie Urne var nok den mest kendte på kvindesiden i slægten. Hun blev hemmelig gift med Ulrik Frederik Gyldenløve, med hvem hun fik to sønner. Kongen ville dog ikke godkende ægteskabet. Derfor blev hun gemt væk i Itzehoe Kloster, for ikke at være til Spot og Spe for sin slægt.

I romanen Marie Grubbe har I.P. Jacobsen skildret dette pars kærlighedshistorie.

 

Lod sig lokke af en bonde

Og tænk en sønnedatter af Hr. Jørgen lod sig lokke af en bonde, og blev gift med denne. Og så var det Dorthe Sofie Urne, der var jomfru hos Leonora Christine. Siden kom hun i stor fattigdom og døde i et jordløst hus i Rønninge, hvor hun ligger begravet.

Birgitte Urne, datter af Knud Urne til Ryesgård, blev gift med en svensk landkommissær ved navn Bengt. Han blev dog siden adlet, hvilket var et stort plus for slægten. Men de forblev meget fattige, og ved Bengts død giftede hun sig igen med en Walkendorf.

 

Problemer med jomfruerne

Men når vi nævner spindesiden, må vi ikke glemme Margrethe Urne, der fra 1665 til 1682 var abbedisse på Maribo Kloster. Her blev blandt andet abbedens overskud af døtre placeret, så han ikke ved giftermål skulle sprede familie-godserne.

Det var en stor stilling og meget gods at tage vare på. Men det værste var at styre alle jomfruer på klosteret.

 

Bortført og forført

Og i en gammel slægt findes der også bortførelseshistorier. Det var Palle Urne til Gyllebo og Bontofte, der bortførte Jomfru Thale Ulfstand, fordi hendes mor ikke ville sige ja til et giftermål. Men Palle Urne giftede sig alligevel med sin jomfru.

Ja og så var det Lage Urne til Bontofte, der måtte rømme landet for sin frues skyld. Johanne Mogensdatter som han havde forført og siden ægtet måtte ikke få sin fars samtykke.

 

Godserne forsvinder

Hvor mon alt det gods og de store jordbesiddelser blev af. Urne – slægten tilhørte den rigeste adelsslægt i landet.

Claus Urne der var sønnesøns søn af Store Hr. Jørgen og forbindelsesleddet mellem den ny og den gamle slægt ejede dog endnu ved sin død Valsø, Tullesbo og Gyllebo. Men hans børn arvede ikke noget af godserne. Mange af slægtens sønner tjente nu i hæren.

 

Slægten skrumper ind

I midten af det gamle århundrede skrumpede slægten ind, og der var kun få til at fortsætte slægten. Joachim Frederik Urne født 1708 og død 1788 tjente også i hæren, men blev i 1740 afskediget som kaptajn. Han boede sine sidste leveår på Skjoldemose og havde to døtre og to sønner, hvoraf den ene søn døde barnløs.

Far til sidste

Den anden søn levede op til slægtens ry, det var Gehejmeråd Christian Urne, der døde i 1809. Han var en meget fin og meget anseelig mand. I en alder af otte år var han allerede knyttet til hoffet som page hos Juliane Marie. Han blev senere hofjunker og studerede jura. I en alder 27 år blev han konstitueret amtmand over Hald Amt.
Året efter blev han midlertidig stiftamtmand over Viborg Stift. Siden blev han stiftamtmand over Ribe Stift, og før sin død blev han justiarius i Højesteret, overpræsident i København og hvid ridder. Han var gift med en baronesse Gyldenkrone.

De fik syv børn, hvoraf de tre var sønner. En af disse døde som barn, en var ugift, og den tredje var Frederik Urne, der døde 1835 som amtmand over Skanderborg Amt. Han blev far til de sidste af slægten.

Fra bonede gulve til en to – værelses

Og således gik det til at slægten Urne fra Sønderjylland gik hele vejen gennem godser og kongesale til en lille toværelses lejlighed i Sølvgade i København. Dermed afsluttedes den stolte Urnes saga.

Kilde: 

• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• Litteratur Aabenraa
• www.dengang.dk – diverse artikler
• V. Gregersen: Bjolderup Sogns Historie
• Sønderjyske Månedsskrifter (div. udgaver)
• Sønderjyske Årbøger (div. udgaver)
• Adels Årbogen (Div. udgaver

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Aabenraa finder du 169 artikler
• Bjolderup, Bolderslev, Snubbe og Urne
• Aabenraas oprindelse
• Mere om Urnehoved
• fra Bjerndrup til Hellevad
• Aabenraa – en by der hed Opnør
• En Tolder – familie fra Toldsted
• Toldsted på Hærvejen
• Urnehove – et Tingsted ved Aabenraa
• Fra Hjordkær til Rødekro
• Adelsslægten Akeleye 1-9

Redigeret 24. – 01 – 2022