1. Opneraas skrå

Sidste år publicerede jeg en analyse af Aabenraa købstads skrå fra 1335, der er det ældste kendte dokument fra byens arkiv.
Den viste, at skråen var et dokument, der refererede indholdet af ældre dokumenter. Skråens mest særegne del,- midterstykket, – med 53 paragraffer falder i to hoveddele. Første del med 22 paragraffer hænger nøje sammen og definerer borgernes rettigheder i Opneraa overfor dem, der ikke var borgere, især fremmede købmænd. Denne del opfatter jeg som Opneraas oprindelige skrå, som jeg daterer til 1234 – 1241. Tidligere har historikere også ment, at mulige forgængere til skråen 1335 var sædvaneret, ikke en nedskrevet ret. Jeg ser anderledes på skråen, og min fremstilling bygger i øvrigt på en grundforestilling af et rige ledet af en moderne kongemagt.
I slutningen af 1230erne etablerede den næsten 70 år gamle kong Valdemar Sejr købstaden Opneraa. Måske sammen med sin søn og medregent Erik Plovpenning. Det skete ved en særlig statut, en såkaldt skrå. Udtrykket blev brugt i datidens handelskredse, og betød oprindelig et ’tørt skindstykke, en pergamentsbog’, dvs noget skrevet.

Skråen var aftalt på gammeldansk med nogle købmænd, – formentlig fra en handelsplads på Varnæs hoved, som allerede betalte afgifter til kongen. Kongens kancelli formulerede og nedskrev skråens 22 paragraffer på latin. Det var ikke let, og hele 29 udtryk om nordiske retsforhold og handelsudtryk måtte overtages på gammeldansk i den korte latinske tekst.

Kancelliet blev ledet af bisp Niels Stigsen, der i 1234 havde afløst bisp Niels af Slesvig som kansler. I over fire årtier havde Kancelliet fungeret som et moderne sekretariatskontor for kongen. Det havde betydelige administrative kompetencer. Det ses af bl.a. dets internationale korrespondance og den detaljerede opgørelse af rigets økonomiske ressourcer i Kong Valdemars Jordebog 1231-40.

Kanonisk ret var det naturlige arbejdsgrundlag for kancelliets virksomhed, og den krævede skriftlighed og dokumentbevis. I datidens testamenter lyder begrundelsen bl.a. : Fordi menneskenes hukommelse er svag, og for at det der sker i tiden, ikke skal svinde hen sammen med tiden, plejer det at blive foreviget med skriftens vidnesbyrd. Skråen var skriftlig og den regnede i øvrigt selv i § 14 om gæld med skriftlighed som afgørende bevis.

2. Anlæggelsen af købstaden som led i kongens administrerede handel
Vi må forstå Opneraas opståen ud fra den måde, handelen blev administreret af kongen. Særkendet for en købstad var, at den havde handelsmæssige aktiviteter på et marked. Oprettelsen af handelsknudepunkter var en del af Valdemar Sejrs handelspolitik.
Varetransport ad søvejen var usikker i 1200 tallet, men kongen havde magten til at skabe sikkerhed. På handelsstederne overvågede kongen aktiviteterne ved sin stedlige foged, advocatus. Kongen fastlagde karakteren af varehandelen, dens omfang og bestemte, hvor den måtte finde sted og på hvilke betingelser. . Den administrerede handel havde også andre aspekter, f.eks. begunstigelser af enkelte udenlandske byers købmænd eller sammenslutninger af byer. F.eks. den tyske Hanse med Lübeck i spidsen, der trængte kraftigt frem på den sydlige vendiske Østersø kyst i 1200 tallet.

Der var kun ét internationalt marked i riget, nemlig Skånemarkedet i eftersommeren, der primært var baseret på de store forekomster af sild. Her havde de hanseatiske byer egne områder med egen lybsk ret. I løbet af århundredet opstod i Danmark mange nye markedsbyer, men her skulle de fremmede købmænd skulle følge dansk ret og stadsretterne beskyttede i stadig højere grad den lokale detailhandel. De hanseatiske købmænd arbejdede i et fleksibelt netværk med kontakt til såvel små som store danske købstæder.

Det var den nye skibstype koggen, der sejlede de mange tunge laster ad den hanseatiske hovedrute i Østersøen op til Gotland og Novgorod med massevarer som, – sild, klæde, jern, øl, salt og meget mere. Omkring 1250 dukkede de hanseatiske købmænd op overalt, hvor der fandtes købstæder, og Opneraa lå tæt på deres øst-vestlige rute.

Grundlæggelsen af nye danske købstæder og markeder eller eventuel en flytning af bestående byer til et nyt sted var et naturligt led i den administrerede handel. Kongemagten gav mange købstadsprivilegier, de fleste til byer ved åbent vand. I middelalderen blev omtrent tre fjerdedele af de danske købstæder placeret ved kysten, hyppigt så langt inde i en fjord som det var muligt at færdes med skib. Skibstransport var billig, og fra slutningen af 1200 tallet fortælles det, at en tønde øl ville koste 50 % mere i en handelsby i indlandet (en akselstad) end i en havneby.

Kongen havde ikke vanskeligt ved at anlægge eller flytte en by. Købstaden Opneraa blev anlagt det mest egnede sted, ved åen for enden af fjorden. Det blev en købstad med eget retsområde til vands ud til Skarrev, halvvejs ud til Varnæs. Måske markerede det, at stedet derude ikke længere havde nogen berettigelse.

3..Byfredens udstrækning
Kongens repræsentant, fogeden, fra begyndelsen havde den største betydning i købstaden. Meget tidligt er der sikkert blevet anlagt en lille befæstning på den vestlige side af bakken, ved Nybro. Den er ikke fundet endnu, men nok en bred voldgrav og en træ belagt gade sydfor.

Fra fjorden var der let adgang til borgen ved at sejle op ad den brede å, sådan som det skete i århundreder derefter. Hvor Nybro udmunder i Slotsgade er fundet en række kraftige, tilspidsede egetræspæle, en form for bolværk til åen. Der mangler dog en datering af dem, om de hører til den tidlige befæstning eller til det senere Brundlund.

Fra begyndelsen havde Opneraa tilsyneladende sine egne repræsentanter, rådmænd (consules), et råd og et byting. Intetsteds defineres rådmændenes antal og stilling, lige så lidt som det sker med fogeden (advocatus). Fællesskaberne: St Knuds gilde, St Nikolajs gilde og hvirving er nævnt i den oprindelige skrå. Men det er vanskeligt at sige, hvilken betydning, de har haft i købstadens første tid.

Skråen indleder med et fællesskab af borgere, og nævner, at ansøgere om borgerskab blot skulle betale kongens foged 2 kobber øre og tilsvarende 2 øre til rådmændene. Borgerne havde begunstigende rettigheder over for de fremmede.

Adgangsbetingelserne blev dog strammede i den følgende tid. Der synes at være kommet mindre heldige personer fra landet. De ville også være borgere, fordi en mand her frit og let kunne handle jord, hus og gods uden at skulle spørge sine slægtninge. Det var ikke tilfældet i landsbyerne. Opneraa fik da sin byherre til at udfærdige en supplerende bestemmelse. Fremover skulle ansøgeren fremlægge et åbent brev fra sit herredsting om sin rosværdige vandel, eller et tilsvarende vidnesbyrd fra troværdige og gode mænd.

Opneraas store retsområde til vands er nævnt. På landjorden har historikere opfattet byfreden som et mærkeligt lille område, faktisk kun Opner bakken. Det svarer efter min mening ikke til skråens ordlyd. I det følgende må I følge stederne på kortet.

Kongen definerede byfreden til lands til den nærmeste bæk ved Kongslund. Stedet Kongslund kendes ikke, men det må nok tolkes således, at der var en lille skov (lund) ved kongsgården, og her løb der en bæk. Følger vi den oprindelige å, dvs. Lille Mølleå ind i landet gennem kongens (?) særjord Ornum til bækhulningen ( kaldt Holbæk), når vi til Hesselgårde. Det må oprindelig have været kongens gård. Endnu i vores tid findes her skov og bæk. Det gælder ikke Brundlund (fra 1400) eller forgængeren, befæstningen ved Nybro, hvor der ikke fandtes skov og bæk, men vådområder og en stor å.

Byfreden gik til Gunnetveds led. På det ældste kendte kort fra 1641 er det området mellem Mølleåen ved den nuværende Nymøllevej. Mølleåen har i øvrigt også i nyere tid været afgrænsningen til Søst. Når gærdeleddet er nævnt, kan det skyldes, at der ud for den nordligste del af Gunnetved fandtes en kort vej til hovedvejen fra Brunde, Kolstrup Stenbro. Udtrykket Kolstrup stenbro skal efter min mening forstås som en brolagt vej, ikke en bro.

Afgrænsningen af byfreden sluttede ved bækken nord for byen, Tyvkjærbæk. Den nordlige grænse for Opneraas byfred svarede altså til hovedvejen, Kolstrup Stenbro, og den vestlige grænse var Mølleåen ude ved den senere Nymølle. Den sydlige afgrænsning må have været ved Skelbæk, til Kliplev (dvs Lundtoft) herred.
Købstadens byfred skar kongen ud af det eksisterende Rise herredstings jurisdiktion. Opneraa skulle have sine egne institutioner til at bedømme overtrædelser. Svarende til herredet fik købstaden 8 sandemænd med bopæl i byen, udpeget af kongen til at afgøre alvorligere sager som manddrab, voldtægt og lignende. Sandemændene samledes på bytinget, der årligt mødtes første gang efter hellig trekongers dag. Antallet af fremmødte mænd på bytinget var næppe stort, men mindst syv skulle der nok være.

Til behandling af mindre alvorlige sager som brud på husfred, hærværk og tyveri, skulle rådmændene på det første møde i tinget vælge fire nævninge, bosat i Opneraa, som fogeden skulle tage i ed. De skulle afgøre sagerne efter rådslagning med byens ældste og klogeste mænd.

Bytinget var helt centralt for købstadens selvstyre. Hertil skulle borgerne stævne deres medborgere med rets klager, inden for bestemte tidsfrister og hvor de kunne forsvare sig med 12 mands ed. Medlemmerne af St Knuds gilde og St Nikolaj gilderne havde særlige sociale, kultiske og økonomiske fællesskaber. De var sikkert få i Opneraa, og af den grund kunne de i indbyrdes stridigheder nøjes med at forsvare sig med 6 mands ed, modsat ellers 12 mands..

Inden for byfreden kom rådmændene til at styre købstadens udvikling. I slutningen af 1200 tallet fik de byherrens godkendelse af, at det kun var dem, der havde kompetence til at sælge eller afhænde en grund (toft) i købstadens område. Hverken fogeden eller nogen anden havde ret dertil. Hvis nogen ville bebygge en øde toft, skulle han opnå rådmændenes accept. Økonomisk ville byherren dog stadig have sin del, – ansøgeren skulle betale fogeden 122 penning i bolafgift.

4. Opneraa havn

Opneraa havde med sin beliggenhed ved å og åben strand ideelle forhold for de traditionelle nordiske skibe. Et tænkt eksempel på et hurtigt kystskib kunne være Skuldelev 3 fra Roskilde fjord. Det var 14 m langt og 3,3 m bredt, førte sejl og kunne ros. Besætningen var 5-8 mand. Det kunne laste ca 4 tons og stak kun 1 m dybt. Disse skibe havde brug for sikre havne, hvor de kunne ligge beskyttet mod vinden, eller blive trukket op på stranden. Måske anvendtes denne type, da den oprindelige skrå blev skrevet. Det hed her, at en fremmed skipper kunne forsvare sig med en 12 mands ed ved sine søfolk, hvis han havde så mange mand. Han satte da foden på sit skibsbord, ’skips borth’. Med færre sømænd, kunne de stadig sværge sammen med ham.

Skibstyperne ændrede sig i løbet af 1200-tallet. Behovet lå i transport af massevarer, bulk varer. Det skete med den langsomme, men rummelige kogge, som de hanseatiske købmænd brugte. Koggen havde en flad bund, der muliggjorde de tunge laster. I begyndelsen af 1200-tallet kunne et sådant skibet tage i hvert fald 40 til 60 læster, altså op til 70 m3 ! Dybgangen var et problem, for mindste gennemsejlingsdybde til en havn synes at have været ca 3,0 meter. Købmændene kan have lejet et sådan skib med en aftalt hyre til skipperen og hans søfolk. Hvis den ikke blev betalt, skulle de heller ikke åbne skibsladningen, bunkæ, for dem.

I Opneraa må der efter et par årtier være blevet etableret en slags havn, som dækkede det nye behov. I 1257 fritog kong Christoffer munkene i Løgumkloster for at betale told, hvis de kom til ’vor havn i Aabenraa’. Det samme indtryk af en havn, hvor tunge kogger fortøjede ved skibbroen, får vi af en lidt senere tilføjelse til skråen. Her hedder det, at en fremmed, som kommer med sit skib, må fortøje det til skibbroen uden at spørge om lov, når han blot betaler den skyldige told. Det er sandsynligt, at havnen med pæle er blevet placeret lidt mod nord, på dybere vand og bort fra åens udmunding. Skibenes større dybgang fik følger for købstadens gadestruktur. Der blev behov for en direkte forbindelse fra Skibbroen op til en åben plads ved Fiskergade, lige ved kirken.

Indtægterne fra tolden var afgørende for kongens kasse. Der var strenge bøder for at undlade at betale kongens told, og fogeden arbejdede nært sammen med rådmændene. Omgåelser af tolden kostede 720 penninge (= 3 mark) til foged og tilsvarende 720 penninge til Opneraas rådmænd.

Straffene kan sammenholdes med toldsatserne, der startede med at fastlægge taksten for bulk produkter i rummål:
30 penninge for 1 læst, vel svarende til nutidens 1,24 m3, eller 40 små tønder (à 31 l),. Indholdet var uspecificeret, – det kunne sikkert både være tysk øl, salt, vin, stoffer, genstande af jern, osv.. En udenbys købmand, der medførte såkaldte ’korsbundne pakker’, mindre pakker , skulle betale 6 penninge for hver.

Nogle særlig værdifulde produkter blev nævnt for sig selv, i første række 6 penninge for et pund humle. Tolden for et pund humle, som jo fyldte ret meget, var også 6 penninge. Tolden gjaldt både import og eksport af varer. Der skulle betales 4 penning for en hest, hvis den ikke førtes i tømme, det samme for andre trækdyr som en okse eller en ko. For et får eller et svin var satsen derimod helt nede på 2 penninge.

Nogle lettelser fik den udenbys købmand dog, idet han måtte arbejde uagtet de gældende hviletidsbestemmelser. Der skulle ellers herske ’Gudsfred’ i de helligdage som jul, faste, påske, pinse. På de korte helligdage måtte der principielt heller ikke arbejdes. Men reglerne var i opbrud og den fremmede i Opneraa havde ret til uden bødeafgift at oplagre , samle og borttransportere sine varer.

5.Handel i Opneraa og købstadens økonomiske ydeevne

Byen var lille, men vi kan ikke vide, hvor mange mennesker, der boede. Måske ikke mere end 100-200 personer. Den oprindelige bebyggelse lå sikkert tæt ved åens udløb og stranden, dvs mod øst i Fiskergade fra det nuværende Søndertorv. Fra torvet førte en nyanlagt vej nordpå, den senere Søndergade. Veje skulle ifølge Jydske Lov være 14 alen brede, altså 8-9 meter.

Fiskergade har sikkert været udstykket i et antal hustofter, der strakte sig ned til det lave område ved åen. Borgeren skulle hvert år den 30. november betale en afgift på 30 penninge for toften til kongen, men borgeren kunne have flere. Manglende betaling kostede dyrt, 720 penninge til kongens foged. Hvorledes husene var byggede, kan måske engang konstateres ved udgravninger.

Torvet var købstadens handelsområde. Den fremmede, der ville handle i købstaden, skulle årligt betale en afgift 10 penninge, en torveørtug, i overværelse af sin husvært. Fra begyndelsen var der klare mængdemæssige begrænsninger på de fremmedes handel. Undtagelsen var heste, som Opneraa åbenbart havde rigeligt af. (§§ 11,12).
I løbet af århundredet beskyttede byherren borgernes eneret til detailhandel stadig mere. Hvis man overtrådte bestemmelserne, vankede der store bøder. De fremmede måtte ikke sælge humle i skæpper (20 liter), men kun i store mål (drømt), ca 300 liter. Den importerede humle kom måske fra hansebyen Wismar, hvor den dyrkedes meget i haverne.

Hvis de fremmede medbragte klædestoffer, måtte de ikke sælges i mindre stykker i alen, men kun i hele stykker. Det importerede klæde kom primært fra Nederlandene og det nordlige Frankrig. Salt måtte de kun sælge i store mængder i tønder, men ikke en detail til skade for borgerne. Hvis det drejede sig om det gode trave-øl fra Lübeck eller sild fra Skånemarkedet skulle det sælges i hele tønder. Ved køb af omfangsrige eller dyre produkter som brænde eller tømmer, samt vogne, skulle der være vidner på handelen, så køberen ved retskrav kunne holdes sagesløs.
På torvet har kræmmerne slået deres telte op med varer. Lübsk øl er blevet udskænket af en krovært, sommetider uden betaling, men ved at givet noget i pant. Øllet fra Lübeck var bedre, mere holdbart og dyrere, fordi det var brygget med humle. Borgerne i Opneraa søgte åbenbart også at brygge øl på den nye, men vanskelige måde. De handlende kunne åbenbart fristes til at snyde med skæppe og alen målene, og kroværterne til at bruge forkerte øl mål, – begge dele straffedes hårdt med bøde til fogeden og rådmændene.

På torvet talte man det lokale gammeldansk og middelnedertysk med de fremmede. Ved torvet lå Søndergade, der åbenbart ikke var bebygget i 1200-tallet, men i det efterfølgende århundrede har der åbenbart på nr 2-4 været en bager med ovne og måske en pottemager med ovn i en bod eller anden åben konstruktion.

Også borgere fra Opneraa er måske rejst ud som købmænd. Deres navne kender vi desværre ikke, som de mænd fra nabobyerne Flensborg, Haderslev, Svendborg, der nævnes i Rostocks stadsbog 1254-73. Hvis borgerne ikke ejede skib, kunne de leje sig ind. Lejemålet var en dyr sag, så indgåelsen skulle bevidnes af gode mænd. Hvis lejeren sprang fra aftalen, skulle udlejeren alligevel have halvdelen af lejesummen.

Borgerne fra Opneraa kunne f.eks. i eftersommeren tage til det internationale marked på Skanør. Rejsen kunne tage længere tid, og være tvingende grund til, at han ikke kunne møde på tinget i Opneraa i en retssag. Hans repræsentanter garanterede så for, at det ville ske senest fem dage efter hans hjemkomst.

Vi ved ikke, hvor stor byen var, men der findes en vurdering af købstadens økonomiske ydeevne i forhold til andre. Kong Valdemars Jordebog rummer en Indkomstliste fra ca 1240 over købstæderne med provenuet af en møntskat. Den mangler dog oplysninger fra Sønderjylland. Men skråen (§ 6) bestemte, at købstadens rådmænd maksimalt skulle betale 8 mark (= 1920 penninge) til kongens foged i møntpenge. Beløbet fra Opneraa svarede til den lille købstad Helsingør, mens den betydningsfulde købstad Vordingborg skulle af med 15 ½ mark penge, Svendborg 30 mark, den gamle by Roskilde 80 mark, og storbyen Ribe 900 mark. Nogle købstæder inde i landet havde dog væsentlig mindre økonomisk pondus end Opneraa.

Datidens danske og europæiske konger rejste rundt i landet med deres omfattende følge. Under Valdemar Sejr og hans sønner synes de politiske interesser i Nordtyskland at have betydet, at de tit besøgte de store købstæder Slesvig og Ribe. Også Opneraa fik besøg. Christoffer 1. befandt sig her i marts eller april 1259, hvor han udstedte et brev til domkapitlet i Roskilde. Muligvis har han ved denne lejlighed også ’lånt’ penge i Opneraas kirkes bygningsfond. Gæsteriet var en økonomisk belastning for købstaden, men det har også været en festlig begivenhed med de fint klædte kongelige og deres følge. I 1265 var det kongesønnen Erik 1. Abelsøn, der var blevet sønderjysk hertug, som besøgte byen.

6. Spedalskhedshospitalet St Jørgensgård

Rejsende fra byer sydpå kan have bragt tidens farligste smitsomme sygdom med sig. Det var infektionssygdommen lepra eller spedalskhed, der smittede ved langvarig, nær hudkontakt, dråber fra smittede personers næse, ved beskadiget hud osv. De syge fik vævsskader f.eks. sammenfaldet næse og strube, med hæshed og vejrtrækningsproblemer. Betændelsen i fingre og tæer førte til, at de blev deforme, svandt hen og faldt af.

Sygdommen bredte sig i 1200-tallet voldsomt over hele Europa. Lægerne vidste, at sygdommen var smitsom. I alle lande oprettedes hospitaler, hvor de syge blev isolerede. De blev behandlet som levende døde, der uden for byens område skulle leve afsondret fra de raske.
I hansestaden Lübecks nærområde og ved dets handelslinjer etableredes også ’leprosorier’, der her hed Skt. Jürgen (Georg) på nedertysk og havde den dragebekæmpende ridder som skytshelgen Uden for de fleste købstæder i hertugdømmet Slesvig etableredes også leprosorier. Det gjaldt også Opneraa, hvor der senest i 1270erne fandtes et Skt Jørgen hospital ved hovedvejen mod nord. Det var sikkert kirken, der sørgede for at bygge og drive huset og kapellet med en lille kirkegård for de spedalske. Dets godgørende formål blev omkring 1280 støttet af stormanden Knud Snubbe , der testamenterede det 240 penninge (1 mark).

7. Landsbyen Opner og jorderne
Den nøjagtige lokalisering af Opner har været meget diskuteret. Her skal den bestemmes ud fra de skriftlige kilder. Dens torp, udflytterlandsbyen Kolstrup, lå nok i nærheden, da de havde et fælles areal, det såkaldte Kongskøb. (se kort) Når landsbyen senere kun huskes som Gl. Opner, kan det forklares med, at alle dens bønder flyttede ud til torpen og at dens bymark er blevet overtaget af købstaden, der så at sige blev det Ny Opner. (se kort)

Landsbyer skulle i følge Jydske Lov ligge ved fire veje, men gjorde det næppe altid. Gl. Opner må have ligget ved en vej, formentlig den, der fra Opner-bakken via Kolstrup førte til Hærvejen. Ved bakkens fod drejede vejen skarpt mod nord, til Bodum og Haderslev. Her må landsbyen Opner have ligget. Skråen omtaler (§ 3) ’bækken norden by’. Bækken er identificeret som det lille vandløb, der sammen med Tyvkærbæk løb ud i den nordligste del af fjorden. Begrebet ’by’ må forstås som landsby. Dvs. at Opner må have ligget lige syd for vandløbet, dvs syd for det senere Kilegård.

Nogle dyrkede arealer havde landsbyen fælles med Kolstrup, ovre ved Østerskov, men adelbyens egne arealer må primært have ligget mod vest og syd ud til Rise og Søst skove. Store dele af område vest for Opner-bakken var våde enge, men muligvis har landsbyen haft nogle dyrkede arealer i Rugkobbel, hvor et område i 1609 kaldtes ’Gammeljord’. I bymarken havde Opner også nogle særligt indhegnede jordstykker, der senere kaldtes Gl. Øbening løkker, dvs Gl Opner løkker). Til landsbyens jorder hørte også stort engområde, Ornum, der var afmærket ved pæle o.l.. Det havde fra gammel tid havde været i særeje og har sikkert tilhørt kongen.

8.Fædriften i Jørgensgårdskov
Opneraa havde visse funktioner svarende til en landsby. Dens gade eller åbne plads kaldtes en forte ligesom i en landsby, den ejede fritgående heste, hopper og kreaturer, og borgerne havde agerbrug, hvor de pløjede deres jorder, som må have ligget på Opners bymark, stort set syd for Mølleåen. Nord for åen var det Kolstrups.

Købstaden manglede dog overdrevsarealer, men det løste kong Valdemar med to mindeværdige donationer. Som det skete i andre købstæder støttede kong Valdemar også Opneraa med adgang til ’fægange’ . Det skete i syv landsbyers overdrev, der lå i en stor halvkreds rundt om købstaden : Hostrup, Stubbæk, Årup , Hessel, Gl. Opner, Løjt og Brunde. Opneraa har nok haft en hyrde til at drive kvæget ud til overdrevene. Bønderne dér har nok accepteret det efter let pres, fordi kongen selv ejede ejendomme i flere af landsbyerne.

Den anden donation var meget mere storslået. Kong Valdemar skaffede nemlig endda (quatenus) med egne penge Opneraas borgere fægang i Østerskov (dvs. Jørgensgårdsskov). Han købte nogle jorder (det såkaldte Kongskøb) på Gl. Opner og Kolstrups mark af deres ejere. Derpå tilbagegav kongen uden betaling jorden til dens oprindelige ejere, for at borgerne i Opneraa til evig tid skulle have deres fægang i Østerskov.

Når Østerskov indgik i en underlig økonomisk transaktion med udgifter for kongen, lå sikkert følgende bag. Det ældgamle ord ’fæ’ omfattede også småkvæg og grise. Østerskov var almindingskov, hvor kongen ejede jorden, mens bønderne i Opner og Kolstrup ejede selve skoven. Skoven gav olden, bog og agern, der var en meget værdifuld ressource til opfodring af bøndernes oldensvin. Det kunne ikke kunne tåle en for kraftig udnyttelse. Kongen købte derfor for egne penge et stykke agerjord af nogle bønder i Opner og Kolstrup, og lod brugsretten gratis vende gå tilbage til dem, mod at de lod købstaden få andel i skovens nedfaldne rigdomme.

9. Den første kirke i Opneraa
Kong Valdemar Sejr lod givetvis en kirke bygge samtidig med etablering af købstaden. Landsbyerne Opner og Kolstrup havde ingen egen kirke, men må have hørt til Rise kirke, et par timers gang derfra. Opneraas første kirkesogn være blevet skåret ud af det oprindelige Rise storsogn. Den kristne tro gennemsyrede alt i menneskelivet, så en købstad måtte have en kirke. Såvel fastboende som tilrejsende købmænd eller søfolk havde behov for at kunne komme i kirke: – til gudstjeneste, gå til nadver, skrifte synder, gøre bod, indgå ægteskab, få foretaget dåb, og for de døende få den sidste olie og blive begravede i indviet jord.

Kirken var lille og lå på den lille bakke tæt på den første bebyggelse, bag ved den nuværende Skibbrogade 7. Hen over den lille by har der i 1200 tallet lydt dens klokker, der også kunne bruges til at alarmere borgerne ved ildebrand. Efter de kanoniske regler skulle en kirke og kirkegården indvies af biskoppen selv, der festligt klædt og med bispestav rituelt vandrede tre gange om kirken og syv gange om alteret. Kirkeadministrativt hørte købstaden under provstiet Præpositura Ellumsyssel i Slesvig bispedømme. Derfor har det været biskop Tyge eller hans efterfølger fra 1238, biskop Jens, der i slutningen af 1230erne foretog dedikationen af den lille kirke. Ellers så man kun bispen sjældent i byen.
Købstadens borgere var analfabeter i modsætning til deres præst og til en vis grad hans diakon. Præsten) havde inden ordination bestået en eksamen, og han skulle kunne forvalte kirkens sakramenter, kunne belære lægfolket om trosartiklerne og den kristne moral. Når han prædikede eller talte med menigheden var sproget købstadens gængse gammeldanske. Præsten skulle kende skriftemålspraksis og vide, hvilke forseelser, hans overordnede provst skulle afgøre. Degnen (diakonen) havde kun en beskeden viden, og skulle kun kunne læse, synge og følge med i de liturgiske bøger.

Befolkningen betalte tiende og bakkede økonomisk op om kirken. En tredjedel af tienden gik til at vedligeholde kirken (fabrica). Også rige fremmede testamenterede beløb til kirken, som stormanden Knud Snubbe fra Bolderslev omkring 1280 med 240 penninge til dens bygningsvedligeholdelse, og 120 penninge til præsten, der holdt messe, samt til messetjeneren (diakonen) 60 penninge. Pengene blev vel givet for der skulle holdes sjælemesse i Opneraa og på hans dødsdag bedes for hans sjæl. Dagen må være blevet indført i kirkens dødebog.

Når provsten kom på visitation var det bl.a. for at dømme alvorlige overtrædelser af kirkens bestemmelser og at pålægge de skyldige straf, mest i form af bøder. Overtrædelserne kunne være menneskelige synder som – åger, hor, samleje uden for ægteskab, blodskam, mened. Nogle alvorlige sager var dog forbeholdt biskoppen selv og skulle derfor foregå i hans gårde i Sydslesvig, altså efter en lang rejse. Det ændrede sig allerede i 1259, hvor biskoppen lovede at nøjes med at stævne de anklgede til sin gård i landsbyen Hessel kun 3 km uden for byen, mod at hver husstand i Opneraa betalte en skat på 2 kobberpenninge. Derefter må de alvorlige kriminalsager må være blevet pådømt der.

10. Kirkebyggeriet på bakken
Efter et par årtier havde byen økonomisk kraft og ambition om en større kirke, øverst på Opner bakken, et projekt der må være blevet godkendt i domkapitlet i Slesvig. Det var en enskibet korskirke i tegl, og byggeriet begyndte med koret og tværskibet. Der må at have været en del penge i fabrica fonden, for kong Christoffer tilegnede sig til sine egne formål 462 mark (= 110.966 penninge) fra tienden i Opneraa! Det skete fra tid til anden i 1200-tallet, at konger lod sig friste til at tilegne sig fabrica tienden fra rige kirker. Efter kongens død 1259 havde hans enke Margrethe Sambiria imidlertid brug for politisk støtte fra biskop Niels i Slesvig i den store kirkekamp. Hun indgik en aftale med bispen om at tilbagebetale beløbet finansieret af de kongelige indtægter af byen. Som sikkerhed fik bispen også købstaden Opneraa i pant.

Af kirkens murværk ses, at byggeriet standsede i en række år, og det blev nok først færdig efter år 1300. Bag byggestoppet lå nok kirkekampen mellem kongehuset og ærkebiskop Jakob Erlandsen. I august 1266 kom kardinal Guido til Danmark for at løse konflikten. Han lagde band og interdikt på den kongehusets side. Det betød, at al kirkelig aktivitet standsede. Af sakramentale handlinger var kun to tilladt, – dåb og skrifte ved død. Biskop Bonde gennemførte interdiktet i sit stift, og dermed også i Opneraa. Kardinalens påbud blev fastholdt i hele Slesvig stift fra 28. oktober 1266 til 11. april 1275, altså hele 8 ½ år og det må have lammet hele livet i Opneraa.

Under interdikt var transaktioner med kirkeligt gods ulovligt, og byggeriet af den store kirke på bakken må længe have ligget stille. Et kvart århundrede senere, i 1297, forkyndtes der atter interdikt i en strid mellem konge og ærkebiskop. Den varede i hele seks år. I næste århundrede led købstaden under krigeriske handlinger i 1318. Det har sikkert taget lang tid før den nye kirke var færdigbygget.

11. Købstadens konsolidering – afslutning

Købstaden voksede, men ikke hurtigt. Op over Opner bakkens vange havde der sikkert allerede fra købstadens startfase været anlagt en særlig, vedtaget vej op til vejknækket ved den gamle landsby Den førte forbi kirkebyggeriet, men ellers lå bakketoppen ubebygget i århundreder.

Det bebyggede område i Opneraa blev i begyndelsen af 1300 tallet afgrænset mod nord ved en bred øst-vestlig voldgrav vendt mod kirkebjerget, og vejen nordpå måtte passere den via en træbelagt bro. Vandet løb vådområderne vest for bakken og ud i fjorden nord for havnen. Vejen nede fra havnen førte via Østergade tværs over begyndelsen til et nyt torv, videre til en ny Vestergade. Her lå der lidt bebyggelse, men det var ellers i lange tider øde.

Herredømmet over købstaden skiftede jævnligt i det 1200 tallet, fordi kongerne forlenede efterkommere af den yngre kongesøn Abel med Sønderjylland som hertugdømme. Når det var muligt, søgte rådmændene at skaffe sig byherrens accept på nødvendig lovgivning for købstaden. Det var vigtigt for Opneraas rådmænd at markere deres købstads særlige rettighed som retsområde. I den oprindelige skrå fra Valdemar Sejr var det bl.a. fastlagt at ingen borgere måtte stævnes til et andet ting, men en klager skulle komme til Opneraas byting for at få afgørelsen. Det måtte igen slås fast.

Der var i de følgende årtier også en bestræbelse fra rådmændenes side for at øge købstadens selvstændighed over for fogeden. Det accepterede byherren tilsyneladende, men med hensyn til det økonomiske holdt byherren åbenbart på sin ret,

Den seneste styrkelse af det gamle Opneraas rettigheder kan være sket med den kendte udgave af skråen 1335. Dens sidste paragraf gav rådmændene den egentlige indflydelse i de alvorlige retssager, der straffedes med døden.

1.maj 1335 bekræftede og beseglede hertug Valdemar Opneraa borgernes skrå med alle deres opsamlede rettigheder fra det første århundrede. Det er et enestående dokument, der fortolket på rette måde tillader os at kaste et langt blik tilbage i købstadens historie.

Tak til Jørgen Witte, fordi han vil overlade foredraget til www.dengang.dk
Noter til Aabenraa’s oprindelse (denne artikel) vil komme som et særskilt indlæg.

På www.dengang.dk kan du læse 96 artikler om Det Gamle Aabenraa