I perioder var der stor opgangstider for Aabenraa. De rige blev rigere, men de fattige blev endnu fattigere. Flere gange blev tiggeri forbudt. Men fattigdommen kunne ikke bremses. Borgmesteren og provsten ville ikke sætte fattigskatten op af hensyn til borgerskabet. Man mente, at de havde byrder nok. To fattighuse hjalp heller ikke. En arbejderanstalt i Persillegade skulle skræmme de fattige!

 

En snæver del fik hjælp

I Middelalderen var fattigplejen overladt til kirken og private velgører. I byerne opstod halvgejstlige foreninger og institutioner som helligåndshuse, St. Jørgensgård, broderskaber og gilder. Men ofte var hjælpen kun bestemt for en snæver del af borgerskabet.

 

Tiggeri tåles ikke

Hovedparten af de fattige måtte søge deres underhold ved tiggeri. Dette tiggeri blev en stor ulempe for de fleste byer. Man forsøgte at komme tiggeriet til livs med forordninger.

I 1572 udsendte Frederik den Anden og hertugerne Hans den Ældre og Adolf en fællesforordning mod herreløse landsknægte og omstrejfende “leddiggængere”.

Det var nu ikke megen socialforanstaltning i dette. Der blev befalet, at tiggeri ikke måtte tåles, de skulle pågribes og bortvises.

 

Anden gang blev der straffet

Hans den Ældre gentog denne forordning i 1573 og 1579. Her nævnte han, at såfremt tiggerne kom igen, skulle de sættes i fængsel og straffes korporligt.

Præsterne skulle belære om, at gavmildhed mod de fattige var Gud velbehagelig.

De fattige, der ikke kunne optages på  hospitalerne, skulle have et tiggertegn af øvrigheden. De måtte kun søge almisse i den by, de var hjemmehørende i. I 1548 fastsatte Christian den Tredje at denne ordning skulle være gældende i Ribe Stift og dermed for Tønder by.

 I 1573 udsendte Hertug Hans den Ældre en lignende forordning for sit område. Men han indskærpede, at kun svagelig og legemligt skrøbelige personer, der havde hårdt brug for hjælp, skulle have tilladelse til at tigge.

 

Tiggeri til det daglige brød 

Før 1736 var der ingen offentlig administreret fattigforsorg i Aabenraa. Den af myndighedernes organiserede hjælp indskrænkede sig til provstens og borgmesterens nytårsuddeling af renterne af den kapital, der var indkommet fra kling-pungene.

Knap 20 fattige fik husly i to fattigstiftelser grundlagt af borgmester Jens Hansen og amtsforvalter Joachim Danckwerth i første halvdel af 1600 – årene.Men både disse og de øvrige trængende måtte tigge sig til det daglige brød.

Magistraten søgte at regulere tiggeriet med tiggertegn. Hver onsdag gik de i samlet flok under fattigfogedens ledelse gennem byen. Men ordningen kunne ikke forhindre at fremmede og tidligere soldater blandede sig i tiggeriet.

 

To fattighuse i Aabenraa

Efter reglerne i fattigforordningen af 1736 blev der nu oprettet en lokal fattigkasse, der skulle forsørge sine egne fattige. Købstaden hørte under magistraten,
mens det meste af Slotsgade og landsognet sorterede under amtet. Her sorterede amtmanden og herredsfogeden i Rise Herred. Men de to institutioner samarbejdede omkring fattigdommen.

Amtmanden og magistraten blev enige om, at ansætte en fattigforstander, der skulle modtage fattigkassens indtægter, uddele understøttelserne og føre regnskabet. Den første fattigforstander hed Johan Otto von Niendahl, der var regnskabsfører for to fattighuse. Indtil 1774 gik stillingen i arv fra far til søn.

Fra 1774 var det kirkeværgen, der var fattigforstander. Han var samtidig bedemand. I Aabenraa var arbejdet lønnet. Men det var nu ikke den bedste løn, der blev givet for dette hverv.

 

Frivillig indsamling gav ikke nok

Et kollegie fungerede som en slags bestyrelse. Fra prædikestolen bad præsten hver søndag at man skulle yde frivillige bidrag. To skiftende borgere i Aabenraa samlede hver måned penge ind. På samme måde samlede to borgere i amtsdistriktet hver måned de frivillige bidrag ind til fattigkassen. Men blot efter et par måneder måtte man i amtet opgive. Der kom simpelt hen ikke nok penge ind.

I selve Aabenraa prøvede man længe med overtalelse. I 1748 klagedes der over, at midlerne var for små. Inspektørerne snakkede om, at der skulle bruges skrappere midler. Men først i 1763 indførtes der reelt fattigskat i Aabenraa.

 

Fattigkassen

Kling-pungene i kirken gav også en god indtægt. Men i 1780 – 1790 svandt denne indtægt i takt med aftagende kirkebesøg. I 1796 fik fattiginspektørerne derfor lov til at gå rundt til eftermiddagsgudstjenesterne. På værtshuse, kroer, posthuse og ved havnen blev der også opstillet bøsser til fordel for fattigkassen.

Ved årlige møder på rådhuset blev hvert enkelt fattigmedlems forhold undersøgt. De fattige, der ønskede hjælp, kunne også selv møde op.   Såfremt der var underskud i fattigkassen, måtte de straks dækkes med lån i kirken eller hos velhavende borgere.

 

Ingen kunne slippe for fattigskat

Nu var det ikke alle velhavere, der var lige vilde med at bidrage til fattigkassen. Således bosatte Jean de Young sig i Slotsgade. Der havde han erhvervet sig et
fri-hus, som var skattefrit og sorterede under Overretten. Han mente ikke at han havde pligt til at betale fattigskat, men en gang imellem gjorde det af fri vilje.

Overretten fastslog dog, at bidraget til fattigkassen ikke kan regnes til stats -, amts -, eller by-skatterne. men sådant bidrag skal betales at ethvert medlem af en menighed.

Fattigvæsen beskæftigede sig med mange ting. I 1751 fik 50 fattige børn gratis undervisning i Günderoths fattigskole. I århundredets slutning nød ca. 80 børn godt af denne undervisning.

 

Ingen penge til dem på  fattiggårdene

Byens økonomiske fremgang fra 1750 til 1750erne førte til, at fattigkassen kunne op-bære et overskud. Fremgangen skyldtes i høj grad den vældige vækst i skibsfarten. Fattigkassens kapital var i 1778, 5010 mk. I 1800 var den på 4910 mk.

Men selv om der var overskud fik ikke alle den hjælp, som de havde behov for. I 1737 havde kollegiet besluttet, at de personer, der befandt sig på de to fattiggårde ikke mere skulle have understøttelse, men udelukkende have andel i det overskud fattiggårdene selv kunne op-bære.

 

Tiggeri et stort problem for byen

I 1756 udviklede situationen sig i Aabenraa dårligt. Tiggeriet tog til samtidig med at byens økonomi var faldene. To nye fattigfogeder blev antaget. I 1765 indberettede pastor Bargum, at tiggeriet var et problem i Aabenraa. Mange fremmede havde bosat sig i byen, og mange var blevet efterladt, efter at deres slægtninge var forulykket på havet. Fattigvæsenet i Aabenraa viste sig på det tidspunkt, at være helt utilstrækkelig.

 

Beskæftigelse til de fattige

I 1766 lod magistraten for fattigkassens regning indkøbe hør, som mod beskeden betaling blev spundet af de fattige. Alle var dog klar over, at dette blev en betydelig udgift for kassen. Derfor skulle lønnen til de fattige være meget lav.

Efter Pastor Bargums død opstod der en langvarig strid omkring indflydelse eller ikke. Det hele endte med, at hoved-præst og magistrat for fremtiden skulle fastsætte fattigskatten og fordele pengene til de fattige, mens amtmand og borgmester (fattigkollegiet) reviderede regnskaberne og tog sig af klager over
inspektørerne. Denne praksis varede til 1811 – 12.

 

Frivillig hjælp

En kreds af borgere i byen var dog ikke tilfredse med den hjælp man ydede til de fattige. De lavede en sammenslutning, der skulle yde mere hjælp. Disse mennesker var bl.a. pastor Nissen, købmand og rådmand Hermann Frees, skipper P.T. Hübschmann, skipper Jürgen Frellsen og købmand Hans Kopperholdt. De fik en række andre borgere til at indhente oplysninger om de trængende i byens forskellige distrikter. To gange i vinterens løb blev der foretaget indsamlinger. I de første måneder af 1801 uddelte man henimod 1000 portioner af Rumfords suppe.

 

Presset på Fattigkassen vokser

I 1811 havde Aabenraa mistet 66 pct. af sin tonnage. Al handel og næring blev lammet og især håndværkerklassen og daglejerne mærkede tilbagegangen. Presset på fattigkassen voksede stærkt. Ved højtiderne drog 300 – 400 tiggere fra byen og det omliggende land gennem gaderne.

Borgmester Schow bakkede provst Petersen op i sine bestræbelser for at omorganisere fattigvæsnet.

 

Tiggeri atter forbudt

Byen blev delt op i 14 distrikter under 14 fattigplejere. Disse blev valgt blandt byens solide og agtede borgere. Den første mandag i hver måned skulle de mødes med fattiginspektørerne, magistrat og provst på rådhuset. Inspektørerne skulle nøje indberette om de fattige i deres distrikter, desuden skulle de sørge for, at ingen fremmede sneg sig ind.

I april 1812 blev alt tiggeri forbudt i Aabenraa.

 

Ordning fungerede ikke

Intentionerne var store. Desværre var udgifterne også store, og reformen fik slet ikke den tilsigtede virkning. Et spinderi blev også oprettet, men måtte ophøre i 1814. I den strenge vinter i 1814 foretog borgmester Schow og pastor Paulsen en indsamling af korn, penge og brændsel til de fattige.
Præsten begravede frivillig de fattige

Indtil Peter Paulsen blev provst i Aabenraa, ledsagede præsten ikke de lig, der blev begravet på fattigkassens regning til graven. Det fandt Paulsen uacceptabelt. Indtil den nye kirkegård blev anlagt ude på Forstallé deltog provsten frivillig i disse begravelser. Efter 1822 skete det på skift med diakon David Davidsen.

Efter 1826 da kirkegården lå på  Forstallé måtte præsten køres derud. Og der var uenighed om, hvem der skulle betale den køretur. Fattigkassen ville ikke og præsten kunne heller ikke af egen lomme.  Endelig i 1833 sejrede menneskeligheden over økonomien. Paulsen kunne nu indberette, at intet lig, heller ikke det fattigste nu blev begravet uden en lille gravtale.

Peter Poulsen arbejdede hårdt for forbedring af skolevæsenet. Det var ham, der stod bag anlæggelse af den nye kirkegård. Han oprettede en enkekasse samt
en sparekasse. Desuden blev han valgt til stænderforsamlingen i Slesvig. Og foruden dette ledede han med fast hånd fattigvæsenet i Aabenraa.

 

Forsynet med pas og papir

For at tiggeriet ikke igen blev et problem, blev fattig rejsende forsynet med et pas og papirer. De kunne så henvende sig til borgmesteren i den by, de rejste til. De kunne så få udbetalt rejsepenge, som derpå blev udbetalt af fattigforstanderen. Dette kom især af-takkede soldater, underofficerer, skibbrudne søfolk, og håndværkssvende på vandring, til gode.

Denne udbetaling af rejsepenge ophørte dog senere i Aabenraa på grund af besparelser.

 

Provsten klagede over stor arbejdsbyrde

Gentagende gange udtalte provst Poulsen, at han ikke fik nok støtte af befolkningen. I 1837 klagede han også over sin store arbejdsbyrde.. Ind imellem alle sine gøremål måtte han tage stilling til ansøgning om hjælp – i vinteren 10 – 12 tilfælde om dagen. Alligevel kunne han ikke fralægge sig ansvaret. Både borgmesteren og pastoren mente at privat velgørenhed var at foretrække frem for at belaste borgerskabet med forøgelse af fattigskatten.

 

Børn ”bortliciteres” 

I Allgemeines Wochenblatt i Aabenraa kan man i 1832 finde en annonce fra fattigkollegiet, undertegnet af borgmester Schou.

Der meddeles at nogle fattige børn fra den 6. oktober vil blive bortliciteret til de mindst bydende. Alle interesserede opfordres til at møde den nævnte dag kl. 14 hos regnskabschef Møller for at byde.

Det drejede sig simpelt hen om, at sætte børn i pleje og påtage sig opdragelsen af disse. Ofte drejede det sig om forældreløse børn. Men holdningen hos det bedre borgerskab var også, at fattige folks børn fik en dårlig opdragelse.

 

Fremgang for de rige – tilbagegang for de fattige

Godt nok havde skibsfarten fremgang. Det betød fremgang for skippere og skibsbyggere. Men efterhånden medførte det ikke den store fremgang for byens andre håndværkere og småhandlende. Den stærkt stigende befolkningsfremgang bevirkede også boligmangel. Det var svært at skaffe husly til de mange ubemidlede. Enkelte borgere oplevede betydelig fremgang, men det så størstedelen af byens befolkning ikke så meget til.

I 1830’erne afkortede man understøttelsen om vinteren. I stedet udeltes spisetegn, så de fattige kunne hente et måltid mad. Misfornøjelsen var stor. Man ville hellere være fri for spisebilletten og få understøttelsen tilbage. Men lige meget hjalp det.

 

Arbejdsanstalt

Allerede i 1821 havde provst Petersen fremsat ønske om et tvangsarbejderhus. I 1830erne var der planer om at indrette et arbejderhus uden for byen sammen med amtet, men først i 1851 fik Aabenraa en arbejde– og forsørgelsesanstalt.

En komité blev nedsat. Den foreslog, at det i 1847 – 48 nybyggede sygehus i Persillegade 8 blev ombygget til formålet. By-kollegierne accepterede planen. Sidst
på året 1851 kunne anstalten tages i brug.

En ny bygning opførtes i 1853 som sygehus i Persillegade 6.

Arbejdsanstalten betegnedes som en stramning i holdningen til de fattige. Formålet var at hindre tiggeri og sikre mod at Understøttelse ydes Personer, som ikkun af ulyst til Arbejde søge Hjælp af Fattigvæsenet. Understøttelsen skulle fremover hovedsagelig ydes i form af ophold i arbejdsanstalten. Her fik de indsatte fuld, men dog tarvelig forplejning (grød, ikke kød). Al nydelse af tobak eller brændevin blev forbudt.

 

Hensigten var at skræmme

De måtte ikke forlade anstalten uden tilladelse. Arbejdstiden var om sommeren 12 timer og beskæftigelsen bestod af blandt andet syning, fremstilling af trætøfler, nagler og andet træarbejde.

Hensigten var at begrænse udgifterne ved at skræmme arbejdsduelige personer, hvis trang, man mente blot skyldtes dovenskab.

 

En hård kurs

De fattige der bad om hjælp, fik straks den nye kurs at føle. I talrige tilfælde blev ansøgninger om understøttelser herefter mødt med det svar, at hvis de ønskede hjælp, måtte de indtræde i anstalten. Truslen skulle få dem til at klare sig selv, evt. skulle familien bidrage. Man skulle også sørge for, at børnene blev holdt regelmæssig i skole.

Den hårde kurs var ikke forgæves. Man kunne mærke at fattigkassen ikke mere var så belastet. Administrationen blev også billigere.

Kilde:

• Litteratur Aabenraa
• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• www.dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere om
Fattigdom i Sønderjylland

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 
• Under Aabenraa finder du 169 artikler 
• Under Tønder finder du 283 artikler 
• Husvild i Aabenraa
• Lov og ret i Aabenraa
• Udvandring fra Tønder 1 – 2
• De stakkels Kniplepiger
• En af Tønders patrioter
• Lov og ret i Tønder
• En af Tønders patrioter
• Sygdom og andre lidelser i Tønder
• Vajsenhuset i Tønder og mange flere 

Redigeret 21.01.2022