Aabenraa – latrinære begivenheder 

Denne artikel kan forekomme uhumsk. Men den lugter ikke. Inden vi her når Aabenraa skal vi læse om den latrinære Danmarkshistorie. Det giver en bedre forståelse. Hvorfor hedder det ”das” og ”lokum”. Direkte ned i voldgraven. Man lagde bare nye brosten. Man kunne ikke blive ved at grave nye huller. Natmændene. Skyldende vandkloset blev opfundet. Og det gjorde vandlåsen også. I begyndelsen var det kun wc for de velhavende. Lokum og das blev udfaset – men ikke lige hurtig alle steder. Sidste tømning af latrinspande i 2008. Ikke mere ”ålesuppe”. 48 bagdele om et sæde. Hvordan kom man af med det? Stednavne vidner om det Latrinære. Latrinære forordninger allerede fra 1269. ”Det hemmelige hus” over Kastelsgraven. Toiletpapir var en lettelse. Afføring kan fortælle forskere meget. Svært at komme af med renovation. I Aabenraa var der møddinger på gaden. Renovationsbygning på farversmølle. God forretning for Aabenraa kommune at sælge ”Gødning”. Renovationsarbejdere i Aabenraa tjente godt. I 1902 kom det første wc til byen. Klager over forurening. En strejke i 1920. I 1940 var der 1.583 wc’er i Aabenraa. Optøning af frosne latrinspande første til brand i renovationsbygning. Badeanstalt blev lukket. Det førtes direkte ud i fjorden. Først i 1960 fremlægges en samlet plan over ordentlig kloakering. Ny rensningsanlæg i 1967.  

 

Artikel kan forekomme uhumsk

Denne artikel kan måske forekomme uhumsk. Og i begyndelsen vil du sikkert bemærke, at det ikke har meget med Aabenraa at gøre. Men vi går lidt tilbage for lige at få historien med. Og heldigvis lugter denne artikel ikke.

De ældste lokummer i Danmark var placeret over dybe huller som blev muret op eller træbeklædt indvendig. Hullerne blev jævnlig tømt men også dækkede man dem til og startede et andet sted.

 

Hvorfor hedder det ”das” og ”lokum”

Vi skal først lige have forklaringen hvorfor det hedder ”das”. Det kommer fra det tyske ”das Haus”. Og hvorfor hedder det så lokum. Ja se det kommer fra det latinske ”locus”. Det betyder ”sted”. Og det var selvfølgelig det sted, hvor folk beskyttet for vejr og vind kunne komme af med afføring og urin. Og det var dengang uden kloakering.

Ofte var det en træplade med et lille hul i. Ja dengang blev man nødt til at besørge med en tønde eller kasse neden under. Når den var fyldt op, ja så flyttede man bare et andet sted hen.

 

Direkte ned i voldgraven

På slotte og herregårde førtes ens efterladenskaber direkte ned i voldgraven. Sådan har det sikkert også været på Brundlund Slot. I samme voldgrav kunne man så fremelske karper. Og karper er som bekendt altædende.

På gårdene ude på landet blev nødtørften forrettet i stalden. Når så dyrenes afføring blev møget ud fulgte den menneskelige med dyrenes. Og mange landmænd tjente penge på det ved at sælge det som gødning.

Både på landet og i byerne gravede man brønde i samme område, hvor man både havde das og møddinger. Så skete der ofte, at der opstod en krydsforurening. Dette førte så til spredning af kolera, tyfus og meget andet.

 

Man lagde bare nye brosten

Meget lort havnede direkte i rendestenen, hvis der var sådan en. Og brostenene forsvandt i afføring efter nogle år. Så lagde man bare et nyt lag brosten oven over.

 

Man kunne ikke bare grave nye huller

Efterhånden kunne man ikke bare oprette nye lokummer, når kassen eller tønden var fuld. Nu blev man nødt til at ømme disse. Mange steder var dasset placeret i baggårde. I store ejendomme var det i den bagerste del af huset.

Og så blev det forbudt selv at tømme disse kasser eller tønder. Christian den Anden indførte en lov i 1522, der bestemte dette. Det skulle være de såkaldte natmænd. I Helsingør blev en man, der i 1568 faktisk blev smidt ud af byen, fordi han selv tømte tønden.

 

Natmændene

Natmændene udførte et job, som borgerskabet ikke ville se eller tænke på. Disse natmænd blev også socialt udstødte. Det var ofte tatarer eller jøder, der fik disse jobs.

 

Skyldende vandkloset blev opfundet

Det var en englænder, der opfandt det skyldende vandkloset. Men han opfandt ikke vandlåsen. Der lugtede derfor stadigt. Derfor skal vi helt op til 1700 – tallet før det vandskyllende toilet – wc/waterclosetet blev populært.

Omkring 1900 tog vandskyllende toiletter over. Der kom også kloakering.

 

Vandlåsen blev opfundet

Og det var heldigt at skotten Alexander Cummings ”opfandt” vandlåsen. Det tog han selvfølgelig patent på. Det var omkring 1800. at de første WC’ er nåede til Danmark. Det var dog på det tidspunkt ikke installeret kloakering, så afføringen løb ud i rendestenen. Derfor blev WC’ er forbudt.

Man fandt ud af, at der var noget, der hed bakterier.

 

I begyndelsen var det kun WC for de velhavende

Nakskov var den by i Danmark, der var først med kloakering. Der var kloaknet, men det var ikke tilsluttet WC. I begyndelsen var det kun de rige, der fik installeret rigtig WC og til kloaknettet. Det var i velhaverkvarteret omkring Stockholmsgade, man var først. Og her kom der marmor.

 

Lokummer og Das blev udfaset – men ikke lige hurtig alle steder

I løbet af 1900-tallet blev det lovpligtig at installere et WC, hvis ens ejendom lå op ad et kloaknet. Det fik man ikke lige med det samme ude på landet. Her fortsatte man med at sætte sig ud i stalden eller på et udendørs lokum.

Dasser/lokummer og latriner blev efterhånden udfaset. Dog ikke lige hurtigt alle steder.

I byejendomme kunne det være svært at finde plads til de nye toiletter. Det blev ofte tjenestepigens værelse, der blev brugt til dette. Det vil sige det værelse, der lå ud til bagtrappen.

 

Sidste tømning af latrinspande i 2008

Først i 2008 blev den sidste organiserede tømning af gammeldags das foretaget i kolonihaver og fiskerhuse i København. Det blev foretaget af Renholdningsselskabet af 1898. Spandene blev kørt til Amager. Derfor kalder man denne ø endnu for Lorteøen. Ja man byggede ligefrem en ”Latrinjernbane”.

Men nu var det ikke lige med det samme at alt lort blev sendt til Amager. Meget af tøndernes indhold blev smidt i vandet. Det ildelugtende vand dannede en brun bræmme helt ned til Køge.

 

Borgerne fik ikke mere ålesuppe

Efterhånden anlagde man et rigtigt vandværk i Kløvermarken efter at det første vandværk blev anlagt i 1854. Nu kunne man begynde at rense vandet. Nu fik borgerne ikke mere ålesuppe. Det hed ålesuppe, for nogle gange sneg der sig fisk og ål med i rørene.

Mange steder fik man installeret et såkaldt bak-ud-toilet. Det hed det, fordi toiletterne var så små, at man var nødt til at bakke ind og ud.

 

48 bagdele deltes om et sæde

I gårdene fik man de såkaldte retirader. Disse blev hjemsted for masser af rotter men også et arnested for smitte. Nogle steder skulle man stå i kø. Der var ofte 48 bagdele, der skulle deles om et sæde.

I byerne kunne der være lidt barsk at skulle gå ned fra femte sat i bælgmørke af bagtrappen, hvis man om natten skulle besørge. Og når det så var frostvejr, var det måske endnu hårdere.

 

Hvordan kom man af med det på 5. sal

Så var det godt at man kunne gøre det på natpotten. Her var det ofte den ældste knægt som skulle sørge for at indholdet blev tømt. Og det skete også hustruen gemte potten inde bag forklædet. Men det var skam ikke altid der var tid eller tålmodighed til dette. Så var det tros alt lettere lige at åbne vinduet og smide indholdet ud på gaden eller ned i baggården.

Gamle Fru Hansen oppe på sjette sal pakkede det store ind i avispapir og så ellers også ud af vinduet. Da vaskekummen kom, kunne man så smide det i denne også det store. Men det var nu ikke altid faldstammen kunne klare dette. Om sommeren opstod der en ulidelig stank.

 

Stednavne vidner om det latrinære

Mange stednavne minder om de latrinære begivenheder dengang. Vi har for eksempel gaden ”Skidenstræde”. Her ville beboerne ikke bo, så de fik stedet omdøbt til det lidt mere velklingende navn ”Krystalgade”.

Ja så er det også ordet ”Mag” (Magstræde). Det minder os om det ”at have sin mag”. Det betyder at have afføring eller forrette sin nødtørft.

Hysken (Hyskenstræde) betyder ”lille hus” (efter tysk: Häuschen).

 

Forordninger allerede fra 1269

Meget tidligt kom der forordninger om, hvor man måtte placere et latrin eller hvad man ellers kaldte det. Den ældste skriftlige kilde om dette finder vi i Ribe Stadsret 1269 § 57:

• Når nogen vil bygge en svinesti eller ”en hemmelighed”, er det ham ikke tilladt at bygge nærmere gaden end 5 fods afstand eller nærmere end 7 fods afstand eller 5 fod, hvis det er nødvendigt.

Det har også tidligt været fokus på lugten. Dette ses i en kilde fra Bogense fra 1514:

• Hvis man skal udgrave til ”et hemmeligt hus”, så ingen ond lugt udbredes, så må huset ikke anbringes over byens grave eller bække.

 

Det hemmelige hus direkte over Kastelsgraven

Se dette rettede man sig ikke efter på Kastellet. Her anbragtes ”et hemmeligt hus” direkte over voldgraven, så de mange soldater kunne komme af med deres afføring. Og det skete et par hundrede år efter forordningen fra Bogense. Og så klagede man over en forfærdelig lugt på Kastellet.

 

Toiletpapiret var en lettelse

Man brugte mos, hø, græs, pinde, klude og sne til at tørre sig med. Der fældes hver dag 27.000 træer til at lave toiletpapir af. Dette svarer til 15 pct. Af Verdens afskovning. Hver person brugte i 2005 i gennemsnit 3,8 kg toiletpapir. Ja man siger at en gennemsnitsdansker bruger 51 ruller om året.

Kineserne var de først, der brugte papir i stedet for blade. Det nævnes i år 589. Det første toiletpapir, som vi cirka kender det i dag dukkede op i 1800- tallet. Men det er amerikaneren Joseph Gayetty, der står som opfinder af det kommercielle toiletpapir. Det var i 1857.

Men først i 1928 kom det på ruller, som vi kender det i dag.

 

Afføring kan fortælle forskere meget

Afføringen fra fortiden fortæller ikke kun nogen om, hvad vores forfædre spiste. Det giver også en viden om, hvordan de handlede og rejste. Et fund af ekskrementer er aldrig et glansbillede – man kunne komme ganske tæt på.

Efter denne lange indledning nærmer vi os endelig til Aabenraa. Ja her sad mange også ved møddingen og forrettede deres nødtørft. Men som vi allerede har skrevet, så fandt Louis Pasteur ud af bakterierne i 1857.

 

Svært at komme af med renovation

Byernes vækst gjorde det også mere vanskelig at komme af med renovationen efterhånden som byerne voksede. Nu forsvandt kreaturer og andre dyr også fra gadebilledet sammen med de store købmandsgårde, der blev erstattet af detailforretninger i løbet af de første årtier af det tyvende århundrede.

 

I Aabenraa var der møddinger på gaden

Byerne blev et oplevelsesrum, hvor spadserende og flanøren kunne kurtisere eller se på de varer, som blev falbudt i de nye butiksvinduer. Den slags fornøjelser var slet ikke forenelige med åbne rendestene og beskidte gader. Også i Aabenraa lå der møddinger på gaderne.

I Sønderjylland var Sønderborg først ude med kloakering i årene 1870-73, men først fra 1890erne kom der alvor gang i gravearbejdet og ellers

• Altona 1890
• Flensborg 1890/91
• Rendsborg 1892
• Haderslev 1899-1900
• Husum 1900
• Slesvig 1902
• Tønder først 1923/25

 

Renovationsbygning på Farversmølle

I Aabenraa afventede man tydeligvis udviklingen i de øvrige byer. Oprindelig blev natrenovation kørt på åbne spande ud af byen. Indholdet blev spredt på byens jorder. Men den 24. februar 1910 påbød en ny ”Ortsstatut”, at de åbne vogne skulle erstattes af dagrenovation med lukkede spande, først af træ siden af zink. Jo bødkerne i Aabenraa tjente godt dengang på at levere lukkede lokumsspande i træ.

Samtidig blev der opført en renovationsbygning i træ ved Farversmølle, Her blev spandene tømt i en aflang cementbeholder, hvor det flydende blev drænet væk til ajlebeholder. De resterende fækalier blandet med tørvestrøelse for at opsuge fugten.

 

God forretning for Aabenraa at sælge ”gødning”

Efter godt 14 dage blev denne masse kørt ud på en mark i nærheden af bygningen, hvor ”gødningen” lå til afhentning hos køberne. Og dette var bestemt ikke en dårlig forretning for kommunen. I 1925/26 gav salg af gødning m.m. 2.195 kr. Dette dækkede rigeligt udgifterne til hesteholdet. Hovedindtægten stammede dog fra gebyrerne for tømning af spandene, som dette år gav 33.422 kr. Dette gjorde renovationsanstalten til en særdeles lukrativ forretning med et samlet overskud på 9.717 kr.

To gange om ugen kørte renovationsvognen gennem byen fra marts til oktober mellem 7 og 19. I de øvrige måneder var det mellem 8 og 17. I nødstilfælde kunne der også køres om søndagen. Men i givet fald skulle det ske inden kl. 9 om morgenen. Samtidig blev det forbudt byens borgere at udlede deres spildevand i rendestenen.

 

Renovationsarbejdere i Aabenraa tjente godt

Byens renovationsvæsen blev i 1919 klaret af vognmand Clausen samt seks renovationsarbejdere. Disse renovationsarbejdere tjente ganske godt. Det lå væsentlig over, hvad en lærer på en af de sønderjyske landsbyskoler kunne tjene.

På dette tidspunkt var man for længst begyndt at tænke i andre baner. Allerede i 1888 begyndte man at diskutere en ”kanalisering” af Aabenraa, som af uafklarede årsager ikke blev til noget.

 

I 1901 kom det første wc til Aabenraa

Fra 1901 er der bevaret en tegning af Aabenraas første ”træk og slip” Det var hos købmand Hans Danielsen. Storegade 35. Og så kunne borgerne i Aabenraa bidrage med frivillige bidrag til kloakering af Aabenraa. Den største bidragsyder var senator Gustav Raben med et beløb på 450 mark. Herfra var der et godt stykke ned til den næststørste bidragsyder købmand F.A. Jensen, Storegade 36, som donerede 150 mark.

Det var dog først i 1916, at der generelt blev givet tilladelse til at installere vandklosetter i byen. I 1921 var der 1.221 renovationsspande men kun 76 wc’ er i byen. Det havde sine gode grunde. Aabenraa havde på dette tidspunkt et helt utilstrækkeligt kloaksystem.

 

Klager over forurening

Frem til Første Verdenskrig kørte der flere sager vedrørende manglende vedligeholdelse og tilstoppede slamkister og kloakker, bl.a. på Tondering Lederwarenfabrik, Nygade 12. I 1919 var problemerne med kloakvandet så slemt, at redaktør Jens Frost klagede til kommunen over at der ikke længere var laks i Tøgesbach (efter al sandsynlighed Tyvkærbæk).

Det var forbudt ifølge den preussiske fiskerilov at udlede spildevand i fiskefarvand. Forureningen havde fuldstændig ødelagt laksebestanden og givet redaktør Jens Frost et betydeligt tab i forhold til fiskeriet i efteråret 1918. Også her var den store synder ifølge klageren P. Tondering Lederwarenfabrik.

 

En strejke i 1920

Den 3. – 12. juni 1920 deltog renovationsarbejderne i den store generalstrejke i Nordslesvig. I Aabenraa medvirkede en del borgere i den såkaldte ”samfundshjælp”, der bl.a. bestod af kørsel med latrinspande. Hos mange arbejdere var fortørnelsen stor over dette skruebrækkeri.

 

I 1940 var der 1.583 wc’er i Aabenraa

I løbet af mellemkrigsårene blev wc’ er stadig mere almindelige. I 1940 var der 1.583, som hovedsagelig var installeret i nybyggeri i de nyere kvarterer omkring Bybakken. Sideløbende med wc’ernes indtog forsvandt de gamle dasser. Men i 1940 var der stadig 797 tilbage i Aabenraa.

 

Brand grundet frosne latrinspande

I 1946 gik byrådet ind med et tilskud på 100 kr. til det første wc, som blev installeret i en ejendom og 50 kr. til de efterfølgende. På dette tidspunkt blev latrinspande stadig kørt ud til renovationsbygningen. I 1947 brændte bygningen, da man havde fyret ekstra godt op for at tø de frosne spande op. Kommunen opførte i stedet en ny på Sønderskovvej. Ved samme lejlighed fik man en lokal landmand til at afhente gødningen.

Tilskudsordningen blev ikke den store succes. Først i løbet af 1960’erne forsvandt ”lokumsspandene”. I 1969 var der 51 renovationsspande tilbage. Først den 1.oktober 1974 forsvandt byens sidste das.

 

Det førtes direkte ud i fjorden

Tilsvarende gik det sindigt med kloakeringen og etableringen af et rensningsanlæg. En vedtægt for anbringelse af klosetter fra 1921 påbød, at wc’erne enten var forbundet med hovedkloakken eller førtes direkte ud i fjorden eller åen gennem en lukket ledning.

Konsekvenserne udeblev ikke. I 1947 konstaterede embedslægen, at afløbet til fjorden burde flyttes eller føres længere ud i fjorden. Det følgende år blev byens badeanstalt lukket som følge af sundhedsfare.

 

Først i 1960 fremlægges en samlet plan om kloakering

Først i 1960 kunne stadsingeniør S.E. Gundestrup fremlægge en samlet plan for en kloakering af byen og opførelsen af et rensningsanlæg. Oprindelig skulle rensningsanlægget have været placeret ved Brundlund Slot, men denne vakte modstand hos Det særlige Byggetilsyn, I stedet blev detailprojektet godkendt af byrådet i 1863 med en placering af rensningsanlægget ved Stegholt.

 

Ny rensningsanlæg i 1967

Kloakeringsarbejdet strakte sig over 12 år. Men allerede i 1967 kunne formanden for Teknisk Udvalg, Dycke Hoff indvie det nye rensningsanlæg. Det bestod af et mekanisk bundfældningsanlæg, hvorefter spildevandet blev ført 800 meter ud i fjorden. Åh ja i mine 15 år i Aabenraa har jeg ofte badet ved Sønderstrand.

 

Det gik temmelig lang tid

Oprindeligt havde man planer om et biologisk rensningsanlæg, men disse planer blev skrinlagt. Nok fik Aabenraa sit første kendte ”træk og slip” i 1901. Men det var først med den økonomiske vækst i 1960’erne, at der for alvor blev skabt et samlet kloaknet og rensning af spildevandet i byen.

Og så tror jeg vi nåede hele vejen rundt.

 

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• bohus.dk
• wikipedia.dk
• tidsskrift.dk
• videnskab.dk
• ugeskrift.dk
• Sønderjysk Månedsskrift
• Henrik Becker-Christensen, Jørgen Witte: Aabenraa bys historie bd. 4
• Ulrich Lange (red): Geschichte Schleswig-Holstein

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 2.091 artikler
• Under Aabenraa finder du 216 artikler