Søgeresultater på "Lersøen"
Dato: august 28, 2021
Lersøen – idyl og uro
Foredrag den 28. august 2021 – Lersøtien 127- HF af 4. maj er blevet 100 år. Derfor fortalte jeg, hvad der var sket herude inden der var kolonihaver. Her var latrindepot, og her var losseplads. Man finder stadig efterladenskaber fra dengang. Her var også latrindepot. Lugten har ikke været særlig god herude. Så det var måske naturligt at stationsforstanderen på Lersø latrindepot fik et nyt arbejde på Svanemøllestation. Du skal møde Valdemar Skrubskider og alle de andre. Konge og dronning var Ferdinand Eriksen og Karen Spidsmus. Nej herude drak de ikke Bajersk Øl. De fik noget helt andet at drikke.
Det startede med en naturlig sø
Oprindelig lå der her en naturlig sø. I 1750 gik den fra nutidens Lyngbyvej til den nordlige ende af Nørrebrogade. Søens naturlige dræn blev blokeret og erstattet af en kanal kendt som Lygte Å. Og det for at forbedre Københavns vandforsyning. Søen blev omdannet til et slags marskland i 1800 – tallet.
Ja nogle steder var det ligefrem blevet til mose.
Vandforsyning
Meget tidligt var man klar over, at der skulle gøres noget for at sikre vandforsyningen i København. Man siger, at det var Frederik den Anden, der startede med dette i 1570, da han etablerede Kongevejen. Men det er nok ikke helt rigtigt for Lygteåen er gravet ud længe før. Og Ladegårdsåen var ligeledes en kunstig å.
Ved hjælp af dæmninger blev Esrum Å dannet. Den var højt beliggende. Vandet blev herfra ledt gennem Lersøen og Lygteåen. Ved Bispeengen blev Lygteåen forenet med Grøndalsåen, der fik vand fra Damhussøen. Herfra løb vandet videre gennem Ladegårdsåen til Peblinge Søen.
Allerede dengang mente man, at øl var sundere end vand. Måske var det derfor man drak så meget dengang.
Man plantede pilebuske
Kurvefletter fra København brugte området til at høste tagrør og siv. Mod slutningen af århundredet begyndte man at bruge søen som losseplads.
Man havde faktisk plantet en lange række pilebuske i mosen. Til brug til kurvemagerne. Om foråret arbejdede koner og mænd fra kvarteret med at fjerne ukrudt mellem buskene. På et tidspunkt skar man grenene af og samlede i bundter.
Derefter gik turen til Lygteåen, hvor grenene kom gennem en opblødningsperiode. Til sidst kom afbarkningen, hvor også børnene kunne være med. Så var det næsten som kurvemagerne ville have det.
På jagt efter sangfugle
Jo her foregik også fangst af sangfugle, som så blev solgt til dyrehandlere inde i byen. Det var ganske vist forbudt at indfange sangfugle i Danmark men import var tilladt. Da fuglene nu ikke skulle vise pas gav det ingen problemer.
Men politiet viste nu udmærket, hvad der foregik. Når de greb nogen på fersk gerning, vankede der en stor bøde. Og dyreværnsforeninger havde
Tilgroet morads
Søen var groet til som et vildt morads, hvor de forliste skæbner fra storbyen kunne gemme sig. De var vel efterhånden et par hundrede stykker – disse Lersø-bøller.
Man kan sige, at for 200 år siden var her pragtfuld idyl. Omkring 1900 var det et berygtet sted. Og nu er det yderst tiltalende og grønt.
Baptister blev døbt
Stedet herude var så tilpas, at der i 1839 blev udset til skueplads til den første baptistdåb her til lands. Det kan man i dag læse på en mindesten.
Biskop Münster havde på det skarpeste advaret mod baptisternes ”slette eksempel”. Men nu var det lige så stille opstået en lokal ”dåbsmenighed”. Her blev 11 personer hemmeligt døbt i søens vand.
En ung mand havde set det og var gået til politiet. Gennem årene blev baptisternes leder fængslet fem gange.
Madrasser med udyr
Lersøen strakte sig omkring 1900 fra Frederikssundsvejen over Tagensvej og Lyngbyvej i længden. I bredden var det fra Bispebjerg Hospital til Haraldsgade.
Her var det plantet masser af pilebuske. Pilene blev skåret og en eller to gange om året blev de solgt til Blindeinstituttet og til kurvemagere. Dengang gik man meget op i kurvearbejde.
Og derude i pilene boede Lersøbøllerne. Pilebuskene var bøjet foroven, og der ovenpå havde man så lagt noget voksdugspapir, for at regnen ikke skulle slå igennem. Mellem Bispebjerg Hospital og Hareskovbanen lå der en stor losseplads. Og her kunne man så hente alskens ting til at indrette sig med. Her var masser af køkkenudstyr og madrasser.
Men disse madrasser var nu ikke altid lige gode, for mange indeholdt udyr, som bed Lersøbøllerne i ryggen.
Når de frøs kunne de altid tage en flaske brændevin – det varmede.
De blev skam vasket
Det var jo herude, at Ladegårdsåen jo løb gennem Lersøen. Og bøllerne herude blev jo også vasket en gang imellem. Samtidig vaskede de deres linnedstøj strømper m.m. De tog bad i Ladegårdsåen i fælles forening – både mænd og kvinder. Man kunne endda købe et stykke sæbe for fem øre.
Når de så havde vasket sig, tog de solbad. Tøjet blev bare hængt op i pilene til tørring. Når det så var tørt kunne de igen indtage pladsen i deres villaer i pilene. Jo det var skam hyggeligt herude. Ja særlig om sommeren.
Rotter i titusindvis
Men en gang imellem gik det ild i lossepladsen. Og så stank det på det Yderste Nørrebro. Så kan det også godt være, at der kom gang i rotterne. De spænede ind over Lersøen i titusindvis. De var ikke glade for ilden.
Men det fandt beboerne da også en fordel i. For senere kunne man modtage 10 øre for hver afleveret rottehale. Man kunne også møde op med resten af rotten på brandstationen, så blev halen bare klippet af ved aflevering.
Om vinteren var rotterne forsvundet. Det vil sige, at det var de nu ikke helt. De tog ophold hos vognmand Klenz. De tog ophold på hans høloft.
Københavns underverden fandt herud
Herude boede blandt andet Ferdinand Eriksen og hans kæreste Karen Spidsmus. Og det var hende, der var den førende. Da Ferdinand var væk, trak hun på Åboulevarden. Karen Spidsmus var for resten datter af Den Glade Sandmand, hvis det skulle interessere nogen.
Nu havde Karen Spidsmus fået sit øgenavn på grund af sit udseende – den spidse næse. Men hvis man drillede hende med dette, kunne man risikere at få en på skrinet.
Hun havde begået noget småkriminalitet. Men ikke ifølge hende selv. Hun mente, at politiet blandende sig i noget, som de ikke burde. Hun var flygtet fra tvangsarbejderanstalten Ladegården.
Man skulle ikke vove sig herud
En af grundene til at man også flygtede herud var, at Lygteåen dengang var grænsen for Københavns Politis myndighed. Men dette forhold ændrede sig. Men i 1901 blev Københavns Kommune større.
Man skulle ikke selv vove sig ud i dette område og slet ikke ind af stierne i sivene. For det første så farede man vild og for det andet blev man overfaldet.
Man gik altid ned på Fællesbageriet og tiggede brød. Måske gik turen også til bagermester Pitzner på hjørnet af Gormsgade. Her kunne man for to øre få rigtig dejlige flødekager. Det gjorde ikke noget, at de var 3 – 4 dage gamle.
Så var det kaffe med surbrød
Det meste af tiden var Lersøbøllerne til at have med at gøre. Men det hændte også, at Københavns Underverden søgte tilflugt herude, så måtte politiet i gang med hunde og foretage razzia. Og så kunne man som regel tage en 14 – 16 stykker med ned til stationen i Lyngbygade. Det var den gade, der senere kom til at hedde Hillerødgade.
Men nogle af de arresterede gik dog alligevel og godtede sig. Det var de faste beboere, som glædede sig til kaffe og surbrød.
Ufleksible betjente
Ude i Lersøen måtte der ikke tændes ild af hensyn til brandfaren. En dag havde bøllerne tændt deres spritapparat. Nu ville de have hestefrikadeller.
En patrulje var i området og kunne lugte, at der blev lavet mad. Ikke alle betjente dengang var lige som i dag fleksible. Da de kom til hulen sparkede en af betjentene til spritapparatet for at få det slukket. Det var betjent Ørsted. Han fulgtes med en, der hed Kjærumgaard.
Dette var optakten til et større slag, som blev kaldt Lersø – Slaget. Det endte med, at bøllerne røg på betjentene. Og Ørsted blev mishandlet, med det resultat, at han senere døde efter sin mishandling.
Og Kjærumgaard løb sin vej. Det gik op gennem Rådmandsgade Der skar han sig lidt i frakken, for at det skulle se ud som om, at bøllerne havde knive. Senere i retten forklarede bøllerne, at det var ham, de skulle have haft fat i.
Men han fik nu alligevel sin straf. Han blev øjeblikkelig afskediget efter retssagen, fordi han havde ladt en kollega i stikken.
En god historie i medierne
Episoden var godt stof i datidens medier. Således skrev Politiken den 1. november 1901:
Stamværtshus i nærheden af Stefans Kirken
Her nede bag Stefans Kirken lå Brønshøjgade, som det hed dengang. Her lå et værtshus, der hed Lampekælderen. Den lå i en dyb kælder og her var et såkaldt snapseting. Se her kom Lersøbøllerne.
Stierne havde forskellige navne
Og herude, hvor det senere rangerterræn kom til at ligge lå i 1906 forskellige gange. De blev kaldt for Musens Gang, Harald Blåøjes Gang og for Peter Knæs Gang.
Hvad bestod et sæt af
Dengang drak de ikke moderne derude. Det, som de drak var et sæt, bestående en flaske brændevin og en skibsøl. De rundede så af med en skummet mælk – snaps og mælk var anset at drikke derude.
Bajersk øl var ikke noget for Lersø-bøller.
En betjent ved navn – Bølle Jørgensen
Det var også dengang, at der kom en meget upopulær politibetjent derud. De kaldte ham for Bølle Jørgensen. Han havde et langt skæg og var en stor knokkel. Han slæbte dem ikke med på stationen, men jog dem ind i en port, når de var ude på rov. Så fik de en regulær omgang øretæver – inde i porten.
De nye beboere
Nye beboere var kommet til derude, Musen og Karl Baj, Jo, så var det jo også Delle Frederik. Jo, Karl Baj var en pæn mand med et lille flot overskæg. Det var sat op til narrestreger, lige under næsen. Han brugte et opvarmet firetommer-søm til dette. Det blev så sat i skægget og rullet op. En gang imellem fik det også lidt fedt. Hans gode ven var Skæg Johannes.
Man sagde, at det gik disse to ret godt. Karl Baj blev storentreprenør, og Skæg Johannes fik en meget stor jernhandel.
Valdemar skrub-skider
Ja så var det Aage Svoger og Valdemar Skrub-skider. Og denne var fænomenal. Han kunne prutte – ligesom man hører fanemarchen inde på Amalienborg. Det ku’ han prutte med ræven. Vi skal lige have et vers fra en af de talrige viser, der eksisterer herude fra:
Og slog en skid fra fad
Og dette var signalet til
Vi sku´ ha’ middagsmad
Og vi fik svineøren
Belagt med lange hår
Og suppen blev serveret i
Et pissepotteskår
Områdets børn kom meget derude. De kunne tjene en lille skilling ved at hente skråtobak til beboerne henne fra Skråfabrikken på Fasanvejen. Og så blev der ellers hentet brændevin til Lersø-bøllerne.
Pigerne bidrog også til samfundsøkonomien herude. De udøvede verdens ældste erhverv til gavn for fællesøkonomien. Det havde de ingen moralske skrupler over.
Kongen var Frederik Eriksen
Kongen var absolut Ferdinand Eriksen, der efter det store slag flygtede til Århus. Han blev efter et langt strafferegister eksporteret til USA. Men han kom dog hurtig tilbage som blind passager.
Han var dybt kriminel og for resten skolekammerat med anarkisten og rabarberdrengen Christian Christensen. Han var en stor kleppert, som man ikke rigtig turde komme i nærheden af.
Ferdinand Eriksen og Karen Spidsmus blev udødeliggjort i viser og i revyer. Det er nok det bedste eksempel på Danmarks Bonnie og Clyde. I deres flugt gjorde de i den grad grin med politiet.
En gang tog bøllerne ind på Tranevej for at befri deres kammerater.
Lersø – bøllerne var frie fugle
De havde alle øgenavne herude. Man kunne møde Spiritus, Musen, Gloøje, Charles 5 – øre, Skæve Martin, Osen, Knokkeldrengen, Kro – Anders, Lange Hermann, Delle – Frederik.
Så var det også Sorte Petra. Hun var nærmest at betragte som fælleseje. Af andre piger var det også Anna 66, Guldåsen m.m. Også disse tjente penge på gaderne i København og bidrog på den måde til fællesskabet.
Lersø-bøllerne var frie fugle. De kunne ikke indordne sig efter samfundets normer.
De tømte lokumstønder
Når man senere skulle ind i Lersøen skulle man fra Frederikssundsvej. Så gik man ind ved Lygtekroen – ind til højre. Her var der en indgang, med bomme for. Om aftenen stod her blå gendarmer. Så kom man igennem en lang gennemkørsel. Er stykke nede til venstre lå forvalterboligen. Når man så gik længere ind, så kom man til Renovationsvæsenet. Det var dem, der tømte lokumstønderne.
Underlige Aftendufte
Der var store udgravninger fra det nedlagte Aldersro Teglværk. Disse udgravninger var hele kratere, hvor teglværket havde hentet ler op fra. Hver af dem var lige så store som Nørrebros Runddel og så dybe som et femtesals hus
. De lå ovre i nærheden af den senere Ørsteds Højskole i Haraldsgade. Når natrenovationsvognene kom hjem om morgenen med deres fulde laster, så hælde de det i nogen dybe kanaler som var gravet i forbindelse med de store kratere.
Stanken blev ved herude. Man sagde at en dansk sangskats store hits blev omdøbt til:
Eksplosionsfare
Det tykke bundfældede sig i kanalerne, mens det tynde løb ud i kraterne. Og det der så havde bundfældet sig oppe i kanalerne blev skåret ud i store blokke og sendt med jernbanen ud til landboerne som gødning.
Disse kanaler var overdækket med svære planker, for at regnen ikke skulle trænge ned i dem. Ja og så var det, at det særlig om sommeren kunne udvikles så meget gas, at det hele eksploderede.
Natrenovationen
Natrenovationen havde udviklet et specielt system, så det tykke blev skilt fra tynde. Kratersøen blev hældt på tønder og solgt til gartnere i Utterslev, Brønshøj og Vanløse. Det faste blev solgt i blokke for siden at blive sendt ud til bønder i hele landet. Kan I tænke jer, hvilket duft , det gav.
Det var ikke et særligt behageligt arbejde at skulle rydde op efter sådan en omgang. Ja, det var direkte sundhedsfarligt, at arbejde med natrenovationen dengang. Og det særlig om sommeren. Arbejderne fik da også alvorlige sygdomme – blodgang og tyfus.
I disse kratere eller kanaler havde vognmændene tidligere hentet ler.
Der lå også sådan en latrin sø eller opbevaring i nærheden af Nørrebros Runddel. Man sagde, at når politiet skulle patruljere her, så foregik det i løb. Man kunne simpelthen ikke holde stanken ud.
Lersø Latrinstation
Det såkaldte Lersø- depot blev i 1890 en rigtig station med sidespor til Nordbanen. Stanken blev ved. Mange af beboerne i nærheden var sikkert ikke tilfredse med en nye værdighed som latrinstation.
Jo her blev også ansat en stations – karl. Til stationen hørte en lille have på 365 kvadratalen. Det kunne man så have glæde af i fritiden. ”Gjødning” havde man jo nok af.
Han trængte til luftforandring
Hans begyndelsesløn var 900 kr. men han holdt kun i fore år. Hans efterfølger holdt i hele 9 år, men så blev han stationsmester på Svanemøllestation. Det lyder også bedre end stationsmester på Lersø Latrinstation. Det var måske også tiltrængt med luftforandring.
De vogne, som man opbevarede dette indhold i, var ikke altid lige tætte. Det betød at de efterlod en brun stribe. Og det havde kvarterets hunde så godt af. I de godt 15 år som Station Lersøen eksisterede, blev der afsendt 208.907 tons latrin.
Da man var blevet færdig på Kløvermarken på Amager til at modtage det duftende indhold blev Station Lersøen nedlagt. Tjenestestedet havde det fine navn Lersøhus ikke at forveksle med gården af samme navn.
Lersøen i Blæksprutten
På et tidspunkt kom Lersøen også i Blækspruten. Det var mens der på Nørrebro var en chokoladefabrik, der hed Cloetta i Hørsholmsgade. En tysker ville se Københavns lyksaligheder.
Militærnægtere herude
Herude i den dejlige duft, skjulte alle militærnægtere sig også. Og alle eftersøgte socialister var også søgt herude. Der var mange gemmesteder. Det var ikke altid politiet fik den fangst, som de gerne ville have.
Men hvad skete der egentlig med Lersø – bøllerne?
Ja civilisationen rykkede nærmere og nærmere på. Fabrikkerne kom længere ud i mosen. Og Slangerup – banen var blevet anlagt. De skønne dage var efterhånden slut. Omkring 1908 – 10 var området friseret for bøllerne.
Nu var politiet også blevet mere snu. De havde anskaffet sig politihunde. Dem tog politiinspektør Mollerup med, når han skulle ud til bøllerne. Adskillige af dem havde fået bidesår.
På Nørre Fælled
De flyttede så ud på Nørre Fælled. Her tog de navneforandring til Fælledbisser. Det var ude hos dem, at den unge tegner Robert Storm Petersen ofte kom på besøg. Han brugte bisserne som modeller.
Rangerstationen
Slangerup – Banen blev indviet. Og den store den rangerstation blev anlagt i 1920. Først i 1924 blev den færdig. Hensigten med rangerstationen var at aflaste godsbanegården.
I Lersøen skulle rangeres godsvogne fra Nord – og Kystbanen, Roskildebanen, Frihavnen, Østerbro og Godsbanegården.
Næppe var rangerstationen fuldført og kommet i gang før den var blevet overflødig.
Trafikken svandt ind. Der var stærkt stigende konkurrence fra lastbilerne. Snart lukkedes Lersøen som rangerstation. Men sporene var der brug for til de mange tomme godsvogne.
Men Anden Verdenskrig bragte en opblomstring. Men den 27. februar 1967 blev rangerbanegården lukket.
Lossepladsen bestod
Store arealer stod tomme i mange år. Kun lossepladsen bestod Skraldet blev tildækket af jord af hensyn til forrådnelse og for at lette sager ikke skulle blæse væk. Men det var nu ikke så effektivt. Derfor lod kommunen et stort areal inddæmme.
I 1910 – 12 købte kommunen resten af arealet. Det var blandt andet for at sikre sig mod mindre heldig form for boligspekulation som man har set på Nørrebro.
Kongen over Lersø-bøllerne, Ferdinand Eriksen døde allerede i 1919. Karen Spidsmus oplevede at blive 80 år gammel. I de sidste år var hun dog blevet lidt apatisk og nærmest en original. Hun døde op Vesterbro.
De fortsatte i anden sammenhæng
Men egentlig fortsatte sammenholdet, som Lersø – bøllerne havde startet. Nogle af dem bosatte sig på Fælleden. Og blev kaldt Fælled- bisser. Og bisser er opkaldt efter kvæg. Bøller er opkaldt efter en plante.
Derude på Fælleden var det Maja Robinson, der var dronning. Man sagde om hende, at hun havde været en meget smuk kvinde som ung. Hun skulle have været gift med en australsk læge. Og hver måned skulle hun modtage penge fra hendes forhenværende mand. Så gjaldt de om at være førstebajs hos hende.
Hun bidrog til fællesøkonomien ved at løfte op i kjolen. Det kostede fem skilling og så blev karlene inde fra Nørrebro røde i hovedet.
Men også her på Fælleden kom civilisationen for tæt på. Og man måtte opgive denne tilværelse.
Men der er endnu en fortsættelse. Det er Prinserne, Klunserne og Kræmmerne. Men nu har vi ikke flere timer. Men især Klunserne og Kræmmerne kom også tæt på stedet her. Men den historie kan i få en anden gang. Her var masser af triste skæbner.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: marts 7, 2015
Derude – på Lersøen
De boede herude under pilene. På den nærliggende losseplads kunne man finde mange spændende ting. Og så badede de i Ladegårdsåen. Normalt levede de fred og fordragelighed. Men en nat i 1901 gik det galt. Årsagen var to ufleksible politibetjente. De var herude til 1908 – 1910. Så kom civilisationen for tæt på. Så måtte Lersøbøllerne fortrække til Nørre Fælled. Her fik de så navneforandring til Fælledbisserne. Og det var her, at Fælleddronningen løftede op i skørterne – for en fem øre. Da det hele blev lidt for friseret på Fælleden gik turen til selve Nørrebro, hvor de delte sig i to grupper.
Madrasser med udyr
Lersøen strakte sig omkring 1900 fra Frederikssundsvejen over Tagensvej og Lyngbyvej i længden. I bredden var det fra Bispebjerg Hospital til Haraldsgade.
Her var det plantet masser af pilebuske. Pilene blev skåret og en eller to gange om året blev de solgt til Blindeinstituttet og til kurvemagere. Dengang gik man meget op i kurvearbejde.
Og derude i pilene boede Lersøbøllerne. Pilebuskene var bøjet foroven, og der ovenpå havde man så lagt noget voksdugspapir, for at regnen ikke skulle slå igennem. Mellem Bispebjerg Hospital og Hareskovbanen lå der en stor losseplads. Og her kunne man så hente alskens ting til at indrette sig med. Her var masser af køkkenudstyr og madrasser.
Men disse madrasser var nu ikke altid lige gode, for mange indeholdt udyr, som bed Lersøbøllerne i ryggen.
De blev skam vasket
Det var jo herude, at Ladegårdsåen jo løb gennem Lersøen. Og bøllerne herude blev jo også vasket en gang imellem. Samtidig vaskede de deres linnedstøj strømper m.m. De tog bad i Ladegårdsåen i fælles forening – både mænd og kvinder. Man kunne endda købe et stykke sæbe for fem øre.
Når de så havde vasket sig, tog de solbad. Tøjet blev bare hængt op i pilene til tørring. Når det så var tørt kunne de igen indtage pladsen i deres villaer i pilene. Jo det var skam hyggeligt herude. Ja særlig om sommeren.
Rotter i titusindvis
Men en gang imellem gik det ild i lossepladsen. Og så stank det på det Yderste Nørrebro. Så kan det også godt være, at der kom gang i rotterne. De spænede ind over Lersøen i titusindvis. De var ikke glade for ilden.
Men det fandt beboerne da også en fordel i. For senere kunne man modtage 10 øre for hver afleveret rottehale. Man kunne også møde op med resten af rotten på brandstationen, så blev halen bare klippet af ved aflevering.
Om vinteren var rotterne forsvundet. Det vil sige, at det var de nu ikke helt. De tog ophold hos vognmand Klenz. De tog ophold på hans høloft.
Københavns underverden fandt herud
Herude boede blandt andet Ferdinand Eriksen og hans kæreste Karen Spidsmus. Og det var hende, der var den førende. Da Ferdinand var væk, trak hun på Åboulevarden. Karen Spidsmus var for resten datter af Den Glade Sandmand, hvis det skulle interessere nogen.
Man gik altid ned på Fællesbageriet og tiggede brød. Måske gik turen også til bagermester Pitzner på hjørnet af Gormsgade. Her kunne man for to øre få rigtig dejlige flødekager. Det gjorde ikke noget, at de var 3 – 4 dage gamle.
Så var det kaffe med surbrød
Det meste af tiden var Lersøbøllerne til at have med at gøre. Men det hændte også, at Københavns Underverden søgte tilflugt herude, så måtte politiet i gang med hunde og foretage razzia. Og så kunne man som regel tage en 14 – 16 stykker med ned til stationen i Lyngbygade. Det var den gade, der senere kom til at hedde Hillerødgade.
Men nogle af de arresterede gik dog alligevel og godtede sig. Det var de faste beboere, som glædede sig til kaffe og surbrød.
Maja Robinson
Jo så var det jo også Maja Robinson. Man sagde, at hun var lægefrue fra Australien. Hun gik under navnet Fælledens dronning. Som unge havde hun været en billedskøn kvinde. Hun gik altid rundt med et billede af sig selv fra dengang, indtil det var slidt op.
Oppe hver en gang Aldersro Bryggeri lå, lå der dengang tobaksfabrikken A/S Lichtinger. Ja det var omkring Jagtvej 169. Her var en række kvindelige arbejdere, der flere gange forsøgte på, at bringe Maja Robinson på ret køl. De samlede ind til hende og klædte hende på fra inderst til yderst. Men det hjalp ikke. Engang imellem forsvandt hun. Når hun så vendte tilbage var det ballade derude. For alle ville være førstebajs hos hende. Men det var altid Proppen, der rendte af med sejren. Han var den stærkeste derude.
Ufleksible betjente
Ude i Lersøen måtte der ikke tændes ild af hensyn til brandfaren. En dag havde bøllerne tændt deres spritapparat. Nu ville de have hestefrikadeller.
En patrulje var i området og kunne lugte, at der blev lavet mad. Ikke alle betjente dengang var lige som i dag fleksible. Da de kom til hulen sparkede en af betjentene til spritapparatet for at få det slukket. Det var betjent Ørsted. Han fulgtes med en, der hed Kjærumgaard.
Dette var optakten til et større slag, som blev kaldt Lersø – Slaget. Det endte med, at bøllerne røg på betjentene. Og Ørsted blev mishandlet, med det resultat, at han senere døde efter sin mishandling.
Og Kjærumgaard løb sin vej. Det gik op gennem Rådmandsgade Der skar han sig lidt i frakken, for at det skulle se ud som om, at bøllerne havde knive. Senere i retten forklarede bøllerne, at det var ham, de skulle have haft fat i.
Men han fik nu alligevel sin straf. Han blev øjeblikkelig afskediget efter retssagen, fordi han havde ladt en kollega i stikken.
En god historie i medierne
Episoden var godt stof i datidens medier. Således skrev Politiken den 1. november 1901:
– Banden havde siddet og drukket på en beværtning i Gormsgade. Her blev ”Spiritus” uvenner med en arbejdsmand, som han i den anledning slog en skalle. Derefter brød de ind hos en detailhandler i Dagmarsgade og stjal øl og cigaretter. Tyvekosterne nød de på en mark ved Ægirsgade. Og i denne gade forøvede de derpå indbrud hos en detailhandlerske og stjal forskellige varer.
– Hos detailhandler Andersen i Baldersgade stjal de endelig en kasse øl, og da det var besørget, gik de ad Lersøvejen, hvor de overfaldt nattevagten ved kloakanlægget. Så kom sammenstødet med betjentene, og deres tilståelser herom er så nogenlunde i overensstemmelse med betjentenes fremstilling.
– Efter overfaldet drog de bort fra byen og nåede tidlig om morgenen Søborghus Kro, hvor de brød ind og stjal mad og drikke, som de nød i haven. En tømmersvend som kom til og gjorde en bemærkning om deres forbryderiske forehavende, fik prygl og flygtede.
– De tog nu vejen til Dyrehaven, og den påfølgende aften brød de ind i beværtningen ”Bakkens Hvile” på Dyrehavebakken og stjal vin og cigarer, hvorefter de søgte natteleje på høloftet i et foderhus i nærheden af Ulvedalene. Nogle af dem boede her i flere dage, mens andre søgte andre steder hen for at stjæle til livets ophold, bl.a. forøvede de to indbrudstyverier i Taarbæk.
– Men da kulden og sulten efterhånden gjorde dem landopholdet for ubehageligt, drog de i spredte flokke ad Hovedsatden til. De første to blev anholdt på Østerfælled, hvor de lå og nød spise – og drikkevarer, som de kort forinden havde stjålet fra detailhandlerske Scheuer i Kildevældsgade.
– Efter denne anholdelse har politiet efterhånden fanget dem alle ind – på nær én ved navn (Ferdinand) Eriksen, og efter mange anstrengelser er det nu endelig lykkedes assessor Schou at få de hårdnakkede forbrydere til at bekende………….
Denne Ferdinand Eriksen har vi tidligere berettet om. Han flygtede til Aarhus og brød ud af fængslet der.
Stamværtshus i nærheden af Stefans Kirken
Her nede bag Stefanskirken lå Brønshøjgade. Her lå et værtshus, der hed Lampekælderen. Den lå i en dyb kælder og her var et såkaldt snapseting. Se her kom Lersøbøllerne.
Og herude, hvor det senere rangerterræn kom til at ligge lå i 1906 forskellige gange. De blev kaldt for Musens Gang, Harald Blåøjes Gang og for Peter Knæs Gang.
Dengang drak de ikke moderne derude. Det, som de drak var et sæt, bestående en flaske brændevin og en skibsøl. De rundede så af med en skummet mælk – snaps og mælk var anset at drikke derude.
En betjent ved navn – Bølle Jørgensen
Det var også dengang, at der kom en meget upopulær politibetjent derud. De kaldte ham for Bølle Jørgensen. Han havde et langt skæg og var en stor knokkel. Han slæbte dem ikke med på stationen, men jog dem ind i en port, når de var ude på rov. Så fik de en regulær omgang øretæver – inde i porten.
De nye beboere
Nye beboere var kommet til derude, Musen og Karl Baj, Jo, så var det jo også Delle Frederik. Jo, Karl Baj var en pæn mand med et lille flot overskæg. Det var sat op til narrestreger, lige under næsen. Han brugte et opvarmet firtommersøm til dette. Det blev så sat i skægget og rullet op. En gang imellem fik det også lidt fedt. Hans gode ven var Skæg Johannes.
Man sagde, at det gik disse to ret godt. Karl Baj blev storentreprenør, og Skæg Johannes fik en meget stor jernhandel.
Valdemar skrupskider
Ja så var det Aage Svoger og Valdemar Skrupskider. Og denne var fænomenal. Han kunne prutte – ligesom man hører fanemarchen inde på Amalienborg. Det ku’ han prutte med ræven. Vi skal lige have et vers fra en af de talrige viser, der eksistere herude fra:
– Og Krykke Marie hun sad
Og slog en skid fra fad
Og dette var signalet til
Vi sku´ ha’ middagsmad
Og vi fik svineøren
Belagt med lange hår
Og suppen blev serveret i
Et pissepotteskår
Områdets børn kom meget derude. De kunne tjene en lille skilling ved at hente skråtobak til beboerne henne fra Skråfabrikken på Fasanvejen. Og så blev der ellers hentet brændevin til dem.
De rømte lokumstønder
Når man senere skulle ind i Lersøen skulle man fra Frederikssundsvej. Så gik man ind ved Lygtekroen – ind til højre. Her var der en indgang, med bomme for. Om aftenen stod her blå gendarmer. Så kom man igennem en lang gennemkørsel. Er stykke nede til venstre lå forvalterboligen. Når man så gik længere ind, så kom man til Renovationsvæsenet. Det var dem, der tømte lokumstønderne.
Der var store udgravninger fra det nedlagte Aldersro Teglværk. Disse udgravninger var hele kratere, hvor teglværket havde hentet ler op fra. Hver af dem var lige så store som Nørrebros Runddel og så dybe som et femte sals hus. De lå ovre i nærheden af den senere Ørsteds Højskole i Haraldsgade. Når natrenovationsvognene kom hjem om morgenen med deres fulde laster, så hælde de det i nogen dybe kanaler som var gravet i forbindelse med de store kratere.
Eksplosionsfare
Det tykke bundfældede sig i kanalerne, mens det tynde løb ud i kraterne. Og det der så havde bundfældet sig oppe i kanalerne blev skåret ud i store blokke og sendt med jernbanen ud til landboerne som gødning.
Disse kanaler var overdækket med svære planker, for at regnen ikke skulle trænge ned i dem. Ja og så var det, at det særlig om sommeren kunne udvikles så meget gas, at det hele eksploderede.
Det var ikke et særligt behageligt arbejde, at skulle rydde op efter sådan en omgang. Ja, det var direkte sundhedsfarligt, at arbejde med natrenovationen dengang. Og det særlig om sommeren. Arbejderne fik da også alvorlige sygdomme – blodgang og tyfus.
Militærnægtere herude
Herude i den dejlige duft, skjulte alle militærnægtere sig også. Og alle eftersøgte socialister var også søgt herude. Der var mange gemmesteder. Det var ikke altid politiet fik den fangst, som de gerne ville have.
Men hvad skete der egentlig med Lersø – bøllerne?
Ja civilisationen rykkede nærmere og nærmere på. Fabrikkerne kom længere ud i mosen. Og Slangerup – banen var blevet anlagt. De skønne dage var efterhånden slut. Omkring 1908 – 10 var området friseret for bøllerne.
På Nørre Fælled
De flyttede så ud på Nørre Fælled. Her tog de navneforandring til Fælledbisser. Det var ude hos dem, at den unge tegner Robert Storm Petersen ofte kom på besøg. Han brugte bisserne som modeller.
Det var henne i nærheden af to småøer, Holger Danskes Briller, de holdt til. Jo det var også her, at Fælleddronningen havde sine kronede dage.
En hver forbipasserende fik tilbudt – for fem øre – at se sol og måner. Og så trak hun ellers skørterne op, så selv hærdede mandfolk rødmede, nu gik hun for nemheds skyld kun sjældent med bukser.
Kilde: Se
– Litteratur Nørrebro
Hvis du vil vide mere: Læs
– Prinser på Nørrebro
– Lokummer på Nørrebro
– Latriner og kloaker på Nørrebro
– Lersø Bisser
– Lersø Bøller og Bisser – nok engang
– Med tog over Lersøen og mange flere
Dato: maj 3, 2010
Lersøen var både idyllisk og berygtet. Men et latrindepot, bød på store lugtgener især om sommeren. Der skete eksplosioner i de såkaldte chokoladevogne om sommeren. Her kørte også Slangerupbanen. I starten var der voldsom interesse. Frihavnsbanen gik også her forbi. Og den store ranger – station med plads til 120 vogne blev etableret på den gamle Lersø.
Idyllisk og berygtet
For 200 år siden var her pragtfuld idyl. For lidt over 100 år siden var det et berygtet sted. I dag er det et tiltalende sted og et grønt område. I det 15. og 16. århundrede var Lersøen en af staden Københavns fire søer, som gav en hvis form for indtægt. Magistraten havde fiskeretten, mens kongen havde jagtretten.
Men krybskytter var der mange af dengang. Man kunne fristes til at tro at deres lange rør (bøsser) kunne have givet navnet til søen -Rørsøen. Men navnet skyldes utvivlsomt sivbevoksningen, der trivedes godt i de våde områder.
De latrinære begivenheder
I 1870´erne udtørrede Københavns Kommune delvis Lersøen. Cirka 25 ha blev udlejet til beplantning med pil, der tidligere var meget anvendt til for eksempel kurvefletning. Og var det så bare blevet ved det.
Men de hastigt voksende yderkvarterer blev snart misbrugt og mishandlet, da byen fik brug for lossepladser. Og det som var endnu værre – de latrinære begivenheder. Dette varede over flere år, til omkring 1906.
Udførslen af byens natrenovation ved de berygtede natmænd og natvogne – eller om man vil lokumstømningen – var i 1880`erne blevet et problem. Man måtte finde en løsning på dette problem. Det gjaldt først og fremmest om at få latrinen ført bort fra byen og solgt til landbrugerne. De fik på den måde en billig gødning. Kunstgødning, der knap lugtede så fælt blev latrinens afløsning.
Mange depoter
Københavns Kommune sluttede i 1889 kontrakt med Kjøbenhavns Renovationskompagni om at få de store latrinmængder bragt bort fra byens grund. Kompagniet havde dels mellem de længst forglemte lokaliteter – Raadmandsmarken og Brudesengsmarken et større latrinoplag med tilhørende bygninger
og fæcaliteter og dels tilsvarende anlæg ved Lersøen.
Kompagniet skulle ifølge kontrakten inden 4 år nedlægge de to nævnte depoter med gødningsudsalg, men det skete ikke.
Lersø – depotet blev i 1890 en rigtig station med sidespor til Nordbanen. Stanken blev ved. En af den danske sangskats smukkeste sange blev omdøbt til Underlivets Aftendufte.
Latrinære informationer
I november 1890 sås i københavnske dagblade følgende meddelelse:
Ikke meget status i en ”Latrinær Station”
DSB var tilfredse med betydelige indtægter. Men beboerne ved landstationerne var sikkert ikke tilfredse med deres stations nye ære og værdighed som Latrinstation. Mange nordsjællandske stationer fik efterhånden denne værdighed.
Nok af gødning
Station Lersøen blev af DSB betragtet som et privat sidespor og dels som en holdeplads. Der var opført et beboelseshus til den bestyrende ekspedient. Efterhånden blev en stations – karl også ansat.
Til stationen hørte en lille have på 365 kvadratalen. Den kunne man have meget glæde af i fritiden. Gødning havde man jo nok af.
Den ejendommelige station åbnede 1. februar 1891. Den omtalte transport med heste fra Lersøen til Nørrebro Station ville have været for langsom. Afstanden
var på 1,5 kilometer.
Eksplosion i sommervarmen
Latrinvognene var nu ikke så store som pressen gjorde dem til. De tre trætønder kunne tilsammen rumme 10.000 kg. Det varede ikke længe før bare synet af dem, kunne få folk til at holde afstand.
Man havde lavet en anordning så tøndevognene ikke eksploderede ved indholdets gæring i stærk sommerhede. Det skete inden denne anordning flere gange. En varm pinse eksploderede seks tønder på Hovedbanegården.
Desværre var vognene ikke altid tætte. Det betød at de efterlod en stribe, som godt kunne have interesse for hunde. I de godt 15 år som Station Lersøen
eksisterede blev der afsendt 208.907 tons latrin. Da man var blevet færdig på Kløvermarken blev latrindepotet på Lersøen nedlagt. Slangerup – banen kom til at gå gennem det famøse område.
Der stank om sommeren
Lersøen forvandlede sig til et moseområde. Men med pilebevoksningen blev det et tilholdssted for byens løse eksistenser. Utugtens eksistenser logerede
også her med eller uden alfonser. Her trivedes kriminelle, sprittere, subsistensløse og voldsmænd. Nutidens kriminelle skulle stå tidlig op for at hamle op med dem.
Men det var ikke kun det forhold, der gjorde stedet utrygt. Om sommeren stank der fra de åbne latriner, hvor natmændene havde tømt deres last.
Uhyggelig møde med latrinvognene
Det var noget uhyggeligt ved at møde de raslende og stinkende hestevogne med latrintønderne. De pjaltede natmænd kørte deres stinkende hestevogne tilbage til depoterne i morgentimerne, ja så raslede vognene endnu mere.
Natvogn var et fy – ord, så ofte blev de kaldt for chokolade – vogne.
En latrinær vittighed
Der er en vittighed fra den tid. En tysker ville gerne se Københavns lyksageligheder, så han blev slæbt med ud til Lersøen.
Vittigheden var gengivet i Blæksprutten og Cloëtta var faktisk en chokoladefabrik i Hørsholmsgade.
Kommunen køber hele Lersøen
Efter århundredeskiftet svandt de berygtede arealer ind. De blev ryddet til vej – og jernbaneanlæg. Tagensvej blev gennemført mod Bispebjerg
i 1904. desuden blev Slangerupbanen indviet. Tagensvej blev ført over banen.
I 1906 blev den berygtede latrinstation med oplag ved Lersøen nedlagt. Slangerupbanen var anlagt på en strimmel. Hele udformningen af Lersøen
var først færdig i 1930. Store dele af arealerne stod tomme i mange år, dog ikke lossepladsen, som fyldte en hel del.
Det var kommunens første kontrollerede losseplads. Skraldet blev tildækket med jord af hensyn til hurtig forrådnelse og for at lette sager ikke skulle blæse væk. Men det var nu ikke så effektiv. En masse skrald blæste alligevel væk. Derfor lod kommunen arealet indhegne.
Nye rangerbanegårde blev hele tiden udskudt. De københavnske stationer var efterhånden overbelastede. I 1910 – 12 købte kommunen resten af arealet. Det var blandt andet for at sikre sig mod mindre heldig form for spekulationsbyggeri. Det havde man tidligere set på Indre Nørrebro. Hensigten var at udlægge det hele til parkområde. Men det hele gik nu ikke så hurtig.
Rangerstationen påbegyndes
I 1916 påbegyndtes endelig anlæggelse af Lersøen Rangerstation men plads til 120 vogne. Der blev lagt en del spor mellem Tagensvej og Lyngbyvej og banen til Østerbro (Frihavnsbanen).
I 1918 blev byggeriet udbudt i licitation. Fra godsstationen skulle 4 spor føres under viadukten for Tagensvej ind i det område, hvor rangse-stationen blev anlagt.
Først i 1920 tog anlægsarbejdet fat. Den gamle Nordbane-spors bomme på Tagensvej kunne endelig forsvinde. Et nyt dobbeltspor blev anlagt mod Hellerup
helt over ved Slangerupbanens spor.
Godsstationens sporanlæg var fuldført i 1924. Det blev til 5 år for Nørrebros Godsbanegård og 14 år for Lersøen Rangerstation.
Sporanlæggene på den nye rangerstation, der blev taget i brug 1. juli 1930 var på 7 kilometer. Det hele virkede dog som en stor forvirring.
En sporgruppe på 4 spor var bestemt til opstillings – og rangerspor. Endvidere var der anlagt en stationsrist med 9 spor.
Store projektører på 30 meter master belyste området.
Ranger – stationen nedlægges
Men rangerstationen var næppe kommet i gang, før depressionen ramte. I Lersøen skulle der rangeres godsvogne fra Nord – Kystbanen, Roskildebanen, Frihavnen, Østerbro og Godsbanegården.
Men den 27. februar 1967 blev transit – rangerbanegården endelig nedlagt. En tid blev arealerne brugt til en slags godsterminal for lokaltogene til Nord – og Kystbanen. Og i forskellige udvalg kæmpede vi for at bevare fragtmandshallerne.
Slangerup – banen
Vi skal da heller ikke glemme Lygten Station og Slangerup Banen.
Kjøbenhavn – Slangerup Banen anlagdes efter lov af 13. april 1894 som en virkelig privatbane uden statstilskud. I 1903 stiftedes A/S Slangerupbanen. Jordarbejdet påbegyndtes i 1904, og de blev ret betydelig ikke mindst omkring Lersøen. Fra Emdrup Bakke blev der flyttet ikke mindre end 100.000 m3
fyld, som endelig gjorde det af med de sidste sumpede og mosede områder.
Et betydeligt areal blev planeret, strækkende fra Nørrebrogade forbi Tagensvej.
Lygten Station
Lygten Station skulle være en monumental banegård. Den måtte gerne ligne Østerbros. Ja det kom den også til, i hvert fald i starten. På søn – og helligdage myldrede folk til, for at tage i Hareskoven.
Fra sommeren 1906 kunne man på Lygten Station købe en rundrejsebillet gældende fra Lygten – Farum, med Baadfarten fra Fiskebæk over Frederiksdal til Lyngby med Lyngby – Vedbæk Jernbane over Ørholm til Vedbæk og hjem med DSB ad Kystbanen. Sådan en heldagstur kostede kun 2,05 kr. Man kunne også få billetter til kortere ture, men også med sejlads på Furesøen med tilstødende vande.
Ind og ud af samme ende
Togene kørte ind og ud af den samme ende. Der fandtes ingen drejeskive med omløbsspor. Togstammerne måtte rangeres ud på sporarealet, for at lokomotivet kunne løbe om, og derefter måtte stammen bakkes til afgangssporet.
Foruden afgangs – og ankomstsporet med hver sin perron, fandtes et mellemspor til vognopstilling.
Ude ved Tagensvej opførtes den ældste lokomotivremise. Med tilhørende kulgård, vandkran m.v.
I 1929 opførtes en tresporet vognremise med værksted. Her skulle KSB`s diesellokomotiver også anbringes, når de ankom i 1930. Der var også spor til tømmerplads og grus-silo.
Kæmpe interesse
I banens første driftsår var der ca. 300.000 passagerer, og tallet steg jævnt i årenes løb. Omkring 1920 lå tallet på omkring 800.000. Derefter gik det ned ad bakke. I 1929 var antallet af passagerer nede på 500.000.
DSB overtager
Om aftenen den 31. marts 1948 ventede personalet på det sidste tog. DSB havde overtaget strækningen, og alt skulle udskiftes. Pludselig skulle man have tre gange så mange blanketter og tryksager som før. Også biletterne skulle udskiftes.
I remisen blev lokomotivet pyntet med flag. Den skulle bruges til indvielsesturen næste dag.
Man forventede, at alt skulle moderniseres. Men viljen var større end evnen. På Lygten Station forsvandt garderobe, kiosk, reklamer m.m. efterhånden. Nu skulle der kun være en perron med spor på hver side. Og 1956 blev der opført et perrontag.
Sporvogn med kort levetid
Der blev lagt spor til den hurtige sporvognsrute 19x til Rådhuspladsen. Men ruten fungerede kun fra 1952 – 1958. Omstigningsforholdene mellem Slangerup
– banen og Nørrebros Stationer havde i mange år været utilfredsstillende. Omkring 1950 skete der en radikal forbedring. Et trinbræt blev etableret ved Tagensvej.
S – tog
Elektrificeringen til Farum havde været drøftet næsten fra KSB´s start, men først ved lov nr. 145 af 17. maj 1961, skulle det endelig blive til noget. Men der skulle gå endnu 16 år, før Hareskovbanen, som den nu kaldtes, blev S – bane.
I 1970 tog man fat på et anlæg af dobbeltspor til Svanemøllen. Det kunne man dog godt have sparet sig, for i 1971 blev det vedtaget at Hareskovbanen skulle have ændret linjeføring fra Emdrup til Svanemøllen. Dermed var Lygten Station nedlagt.
Nedlagt i 1976
Stationen blev nedlagt den 24. april 1976. Det sidste tog afgik under enorm opsigt og interesse. Efter at det sidste tog var ankommet slukkedes stationens udendørslys . Men i stationskontorerne var der stadig lys og stemning.
Hvad skulle der ske med bygningerne. Nogle mente, at bygningerne skulle fjernes, og der skulle indrettes til park. Andre mente, at her skulle være kro. Perronen skulle indrettes med krohave. Og stationsbygningen blev brugt til mange ting i årenes løb. Selv har jeg holdt foredrag i de flotte lokaler, men akustikken er ikke særlig god.
Frihavnsbanen
Frihavnsbanen gik også på en del af strækningen gennem Lersøen. Den fulgte den senere anlagte Rovsinggade parallelt til Lyngbyvejen og fortsatte langs Vognmandsmarken til Strandvejen, hvor første del af Svanemøllebroen opførtes. Der fra gik det videre til Frihavnsgitteret
ved Århusgade.
Indvielsen af Frihavnen måtte udskydes, da den russiske kejser Alexander den tredje var afgået ved døden den 1. november. Kongefamilien kunne ikke deltage. Det første egentlige godstog på ruten kørte den 9. november 1894.
I 1895/96 blev der transporteret 80.317 tons gods mellem Nørrebro og Frihavnen. I årenes løb skete der en del omlægninger. Sporet var gået fra Nørrebro Station, men fra 1. juli 1930 udgik sporet fra Lersøen Rangerstation.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 9.-03. – 2022
Dato: juni 1, 2023
Hvad der læses mest – maj 2023
Nedtur for Besættelsestiden og København – Fremgang for Sønderjylland. Læs om de mest populære kategorier. Og så er der De mest læste artikler- Læsernes Top – 100 maj 2023. Den alternative Hitliste. Landsdelens top – 5 og Byernes Top – 5. Ny debat om overvågning. 19 nye artikler i maj 2023. Nu 1.990 artikler til rådighed. Ikke alt er opdateret. Mange nye aktiviteter i vente Fra ”Den Gamle Redaktør” i Københavns – området. To nye foredrag meget snart. Dårlig net-forbindelse. En måned uden Facebook – restriktioner.
Dårlig Net – forbindelse
Vi har store udfordringer hver dag med vores net – forbindelse. Vi har haft besøg af vores udbyder. Det var en blandet fornøjelse. Problemerne har været der i årevis.
En måned uden restriktioner
Og så har det været en måned uden nogen som helst Facebook – restriktioner. Det er en helt ny fornemmelse. En glædelig nyhed, som vi håber varer ved.
19 NYE ARTIKLER I maj 2023
Det blev til 19 nye artikler i maj måned – det betyder, at vi nu har 1.990 artikler, du kan vælge imellem
NU 1.990 ARTIKLER TIL RÅDIGHED!
Hvis du ser et + og et tal betyder det, at du under andre kategorier kan se et antal artikler, der passer til det omtalte emne. Og hvorfor flytter vi så ikke bare artiklerne. Det gør vi ikke. Det vil skabe alt for meget forvirring. Det gælder kun for fire kategorier.
IKKE ALT ER OPDATERET
Vi har fået opdateret ”Om siden” og ”Uwe Brodersen” – denne sides redaktør. Men vi har endnu ikke fået opdateret Litteraturlisterne. Dem kan du finde opdateret andre steder på vores side. Det vil sige de er opdateret 2020.
MANGE HENVENDELSER
Igen har der været utrolig mange henvendelser med spørgsmål om de artikler, som vi har lagt ud. Og der har igen været spørgsmål om slægtsforskning. Og de eller fleste af henvendelserne har været positive.
MANGE NYE AKTIVITETER I VENTE
Der har været henvendelser fra flere steder i landet angående foredrag. Men foreløbig holder vi os til Københavns – området.
Nørrebrohallen har fødselsdag og det bevirker at jeg For Nørrebro Lokalhistoriske Forening og Arkiv holder to foredrag
Kl. 13: Nørrebro på skinner (1)
Kl. 15: Nørrebro på skinner – endnu mere (2)
Til foredraget vil der blive vist None-stop fotos af Nørrebro og sporvogne.
NY DEBAT OM OVERVÅGNING
Vi har hver måned med nogle få afbrydelser lavet diverse hitlister.
Det program, som vi anvender til dette, er mere eller mindre mistænkt for at overvåge. En opdatering af dette program er i vente. Vi har indtil videre ikke ønsket at opdatere. Derfor kan det være sidste gang du oplever vores hitlister.
Byernes – TOP-30
Hvilke byer læser mest dengang.dk
Bedre held næste gang:
Landsdelens TOP – 5
Den alternative Hitliste
Det er alt det, der ikke kan kaldes ordinære artikler. Disse bliver her indordnet efter den placering, som det ville have haft, hvis det var en artikel
46 Gallery Sønderjysk kaffebord
51 Hvad læses der mest – marts 2023
DE MEST POPULÆRE KATEGORIER
Hver placering på Top – 100 giver et point. Er der to kategorier med samme point, så er det den bedste placering, der tæller.
Grænsen er overskredet 0 (12)
Akeleye – adelsslægten 0 (12)
Nedtur for Besættelsestiden og København. Fremgang for Sønderjylland.
DE MEST LÆSTE ARTIKLER – LÆSERNES TOP – 100 – MAJ 2023
Bedre Held næste dag:
Dato: maj 20, 2023
Ladegården og en populær å (11)
Vigtig for vandforsyningen. Peblinge Sø blev dannet. Ladegårdsåen – den onde bæk. Grænsekæl mellem Frederiksberg og Nørrebro. Broer over Ladegårdsåen. Også badested for Lersø – bøllerne. Ladegårdsåen brugt som kloak. Kongen krævede at personalet gik i kirke. 20 hollandske bønder skulle passe Ladegårdens jord. Københavnerne mente, at de var ude på landet. Fra 1897 blev Ladegårdsåen tildækket. Det var ikke et brudepar, der druknede. Druknestenen. Til bryllup hos Peter Mariboe. Mange gæster med jødisk baggrund. Kareten skred ud i åen. Beretning fra 1. oktober 1812. Mystikken om gravstenen. Piletræer blev efterhånden opsat. Den lille sporvogn på Ladegårdsvejen. Kongen nedlagde Solbjerg. Ladegården blev udlejet. Hjemløse på Ladegården. Krigshospital Claudi Rosset, en sand velgører. Hospitalsudstyr måtte lånes ude i byen. Masser af bryllupper i kirken. Skt. Hans Hospitalet flyttede. Tvangsarbejderanstalt. Branden den 14. august 1839. Poetisk skue fra jernbanen. De måtte ikke bruge penge. Pjaltehæren. Straffet fordi de fik fattighjælp. Omtalt i sommerrevyer. Sundholm indviet i 1908.
Vigtig for vandforsyning
Dette er vores 11. fortælling om en gård og en å, der er opkaldt efter denne gård. Der er store planer for fritlæggelse af dele af denne å. Den blev rørlagt i tidsrummet fra 1897 til 1969.
Egentlig opstod åen ved sammenløbet af de to åer, Grøndalsåen, der kom fra Damhussøen og Lygteåen. Sidstnævnte havde oprindelig en noget sydligere retning end den senere Ladegårdså, idet den gik tværs over H.C. Ørstedsvej, omtrent ved Svanemosegårdsvej, hvor tidligere Svanemosen eller Svanehaven lå.
Ladegårdsåen havde stor betydning for Københavns vandforsyning og fæstningsværker, idet den skulle holde stadsgravene fyldt.
Peblinge Sø blev dannet
Vandet i Emdrup Sø og i Lersøen blev tvunget mod syd. Samtidig blev Ladegårdsåen gravet. En dæmning ved Bülowsvej ledte vandet ind i den opgravede kanal. En dæmning langs Åboulevarden og Gyldenløvsgades sydlige sider hindrede vandet i at løbe ud i Kalvebod Strand. På denne måde blev Peblingesøen dannet. Den var forvandlet fra engdrag til sø.
Først senere opstod Sankt Jørgens Sø. I 1606 påbød Christian den Fjerde således byens vise fædre at lade vandet stige for derved at danne Sankt Jørgens Sø. Byen var nu ikke meget for det. Man mistede værdifulde græsningsarealer nær byen, men kongen insisterede af forsvarshensyn. I 1619 blev der anlagt en dæmning ved Gammel Kongevej.
Ladegårdsåen – den onde bæk
Ladegårdsåen blev hovedvandsforsyningen til søerne – det tidligere engdrag omkring byen Havn. Åen er gravet ned under Åboulevarden.
Der er lidt tvivl om søernes nøjagtige alder. Men der er en skrivelse fra 1543 til byens vognmandslaug. Her får man pålæg om at holde alle damme vedlige:
Ordet ”dam” har her betydning dæmning. Peblinge ”dam” må være før omtalte dæmning og er således første beskrivelse af Gyldenløsgade.
Den onde bæk ved Sancte Jørgen må være Ladegårdsåen, da den omtales samtidig med dæmningen, der skulle lede vandet ind i Peblingesøen. Hvorfor Ladegårdsåen skulle være ond, er det ikke lykkedes os at finde ud af.
Grænseskel mellem Nørrebro og Frederiksberg
I lang tid dannede Ladegårdsåen et uoverstigeligt grænseskel mellem Nørrebro og Frederiksberg. Først langt uden for byen fandtes overgange over åen – ved Falkonergården og ved Grøndal.
Broer over Ladegårdsåen
Omkring 1820 dannedes en ny overgang ud for Blågårdsgade, den såkaldte Blågårdsbro. Senere i 1852, fik rådmand Büllow tilladelse til for egen regning at måtte anlægge en kørsels – og gangbro mellem Dosseringen og Skt. Jørgens Sø. Büllows Bro, der lå tæt ved åens udløb.
Året efter fik kaptajn Bangert, der ejede Solitude med omliggende jorde ligeledes tilladelse til at måtte anlægge en bro, Bangerts Bro for enden af Büllowsvej. Senere blev Parcelbroen for enden Parcelvejen (nuværende Griffenfeldtsgade).
På begge sider af åen lå der villaer med store skyggefulde haver. Men alle disse herligheder er for længst forsvundet og har givet plads til gadeanlæg, høje huse og lejekaserner.
En kold ”fornøjelse”
Ladegårdsåen var en vidunderlig tumleplads på alle årstider for drenge. Det vidner en beskrivelse fra 1919 om. To brødre var gået hen til åen ved Bispeengen ud for Munkensvej for at ”lærke” isen”, som man kaldte det. Man sad med skohælene og hamrede mod den tynde is, sådan at vandet kom til syne.
Men en af knægtene, Hilmar gav nu lillebror et ordentligt skub. Lillebror rutsjede ned af brinken, gennem det hul som de havde lavet og ind under isen. Storebror fik hurtigt halet lillebror op igen og fik banket Hilmar.
De turde ikke at gå hjem. Storebror mente, at det var bedst at løbe, så lillebror igen kunne blive tør. Og så løb de rundt i flere timer i frostvejr. Da mørket faldt på, vendte de hjem. Spisetiderne skulle overholdes.
Også badested for Lersø – bøllerne
Mor fandt dog alligevel ud af, hvad der var sket. Og lillebror blev meget syg i et par uger. Vi har i tidligere artikler berettet om, hvad der skete omkring åen. Det var yndet badested for børn men også for Lersøens stamgæster.
Renligheden derude var forbavsende god, forholdene taget i betragtning. En sommermorgen kunne man se hele flokken tage bad i den nærliggende Ladegårdså. Det nyvaskede tøj hang til tørring i piletræerne.
Ladegårdsåen brugt som kloak
Nu var Ladegårdsåen ikke altid så idyllisk som det fremgår af diverse tegninger. Op omkring 1900 – tallet voksede København drastisk og byen voksede ud over de grønne områder langs åen. Åerne gik fra at være led i vandforsyningen til at være en del af kloaksystemet. Ladegårdsåen udviklede sig derfor i denne periode til en åben kloak.
Men heldigvis genvandt de københavnske åer deres status som vandløb
Kongen krævede, at personalet gik i kirke
Vi har tidligere beskrevet Ladegården, som i første omgang blev ødelagt af en kraftig storm. Det var en 100 fag lang bindingsværksbygning. Her var plads til 500 stk. kvæg i seks rækker. Man kørte foderet op i laden over stalden. Foruden kvæg var der svin, får og fjerkræ. Ladegården beskrives som omgivet af en voldgrav,
Kongen gik meget op i, hvad hans personale lavede. De skulle således også gå i kirke. Han ansatte selv personalet. Han forsøgte sig med en rugemaskine – en hønseovn. Men ak. Det gik med Ladegården som så mange andre af Christian den Fjerdes store planer – nemlig slet ikke.
20 hollandske bønder skulle passe Ladegårdens jord
Gården blev bortforpagtet. Hans søn Frederik den tredje indkaldte 20 bønder fra Amager, som fik besked på at anlægge en landsby og i øvrigt skulle de dyrke Ladegårdens jord. Landsbyen blev kaldt Ny Hollænder by eller Ny Amager.
Københavnerne mente at man var ude på landet
I ældre tid lå således tæt ved Skt. Jørgens Sø, ejendommen Mosendal, hvis grund stødte op til Ladegårdens territorium. I slutningen af det 18. århundrede befandt der sig her I.F. Foltmars Kattunfabrik.
Københavnerne mente, at man virkelig var på landet her. Således blev der i maj måned annonceret i Adresseavisen med at der var sommerværelser til leje på ”Mosendal”. På Ladegårdsvejen opførtes en høj bygning, som på grund af udseendet kom til at hedde ”Strygejernet”.
Fra 1897 blev Ladegårdsåen tildækket
Indtil 1897 var Ladegårdsåen synlig i hele dens længde. Men trafikken var stigende. Da der skulle skaffes ”større bevægelsesplads blev åen overdækket med en muret hvælving, som gik fra Peblingesøen til Hans Egedes Gade og samtidig fik de to gader langs åen, Ladegårdsvejen og Ågaden, fællesnavnet Åboulevarden.
Det var ikke et brudepar
Der er stadig folk, der tror, at der er rejst en sten for et brudepar, der på deres bryllupsaften i karet i bælgmørke var kørt i åen. For det første er det ikke rejst en sten på grund af dette. Og for det andet har der ikke fundet en drukneulykke sted med et brudepar.
Druknestenen
Den pågældende sten var en gammel vandstandsmåler, som ved Ladegårdsåens oprensning i juni 1827 var kommet til syne. I mange år havde den ligget skjult i mudderet på åens bund.
Det er ud for Åboulevarden 15, der står denne undseelige sten, der nok bliver overset af de fleste. Stenen kalder man ”Druknestenen”. Og den står der til minde om den tragiske begivenhed, der fandt sted natten til den 27. november 1812.
Til bryllup hos Peter Mariboe
Nej det var ikke et brudepar, der omkom. Det var gæster til et bryllup. Brudgommen Peter Mariboe var konverteret fra jødedom til kristendom og var blevet gift igen, efter at han året forinden havde mistet sin hustru. Festen blev holdt på det smukke landsted Rolighed på Frederiksberg, som Mariboe havde erhvervet et par år forinden.
Mange gæster med jødisk baggrund
Blandt gæsterne var en del med jødiske rødder. Således galanterihandler Falk Henriques, der var bror til brudgommens mor, Isabella Henriques. Hun var også kendt som Bella. Den københavnske bydel eller nok nærmere restaurant Bellahøj var opkaldt efter hende.
Med til festen var Falk Henriques hustru, Marie, for hvis skyls han havde forladt jødedommen og var konverteret til protestantismen, så de kunne gifte sig i 1809.
Falk Henriques søster, Lise Magnus, der var gift med glaslærredsfabrikant Jacob Morits Magnus, var også blandt de mange gæster.
Kareten skred ud i åen
Kort før midnat sker ulykken. Et par af selskabets damer, deriblandt Lise Magnus og Marie Henriques, vil gerne hjem. Marie Henriques har en lille søn, Edward, der et par dage forinden er fyldt et år, og som hun sandsynligvis gerne ville hjem til.
Sammen med tre andre kvinder og en halvvoksen dreng tager de plads i en karet, som sætter kursen mod Købmagergade 16, hvor Marie Henriques ægtemand har sin galanterihandel.
Kareten kører med fuld fart i den mørke november nat, ned ad det der i dag hedder Rolighedsvej og rundt om hjørnet ved Bülowsvej. Men da kusken skal have kareten rundt om det skarpe højresving mod det der i dag hedder Åboulevarden går det galt. Kareten skrider og styrter i det iskolde vand i Ladegårdsåen.
Beretning fra 1. december 1812
En af datidens aviser ”Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn” beretter den 1. december 1812:
Mystikken om gravstenen
Der et mysterium om Lise Magnus ”ekstra” gravsten. Marie Henriques og Lise Magnus blev begge begravet fra Falkonergården og kisterne nedsat i et fælles gravsted på Assistens Kirkegård den 2. december 1812.
Men Lise Magnus har også en gravsten på Mosaisk Nordre Begravelsesplads. Ifølge Mosaisk Troessamfunds optegnelser er hun ”død ved ulykkelig hændelse” og begravet på den jødiske begravelsesplads i Møllegade.
Ifølge protokollerne fra Assistens Kirkegård på den anden side af Nørrebrogade fik hun dog en kristen begravelse og er ikke siden blevet flyttet.
Piletræer blev efterfølgende opsat
Her var bælgmørkt. Ulykken var årsag til at en række piletræer blev plantet langs åens bredder. Da åen i 1897 blev overbygget, blev stenen taget op og bagefter anbragt på Åboulevarden med den simple indskrift ”26-27. novbr. 1812” indhugget i den. Ved reguleringen af Åboulevarden blev stenen midlertidig fjernet. Efter at indskriften blev slebet ud blev den gamle vandstandsmåler opstillet på sin nuværende plads.
Den lille sporvogn på Ladegårdsvejen
På hele Ladegårdsvejen kørte en lille sporvogn trukket af en enkelt hest. Den kærte hele Ladegårdsvejen igennem, drejede om ad Bûlowsvej for via Rolighedsvet at ende på Falkoneralleen.
Kongen nedlagde Solbjerg
Ladegården bestod af mange bygninger. Og vi skal helt tilbage til 1620, da Christian den Fjerde havde erhvervet Skt. Jørgens Gård med tilhørende mark. Kongen nedlagde Solbjerg By og lagde dennes jorder under Ladegården.
Denne blev stærkt befæstet med volde og grave. Men egentlig var det en kæmpe landejendom med kornavling og kreaturdrift, som var anlagt for at forsyne Københavns Slot og Hoffet med nødvendige landprodukter.
Ladegården blev udlejet
I 1658 – 1659 var ladegården besat af svenskerne. Herfra beskød de København. Og så ødelagde de gården. Rentemester Christoffer Gabel forpagtede gården i 1661, men den kom senere tilbage til Kronen. I 1683 udlejede Christian den Femte en del af gården ud til musikant Joh. Alter.
Ladegården var på et tidspunkt krigshospital. Og inspektøren fik værtshusprivilegium. I 1727 blev en større bygning tilbudt til leje enten som et anlæg af et manufaktur eller til brug for en traktør.
Hjemløse på Ladegården
Efter den store brand i 1728 boede der mange hjemløse på Ladegården.
De fleste var fattige. De fleste var indfanget af byens stodderkonger. Det var forbudt at betle uden tilladelse. I årene 1734 – 1738 var der ca. 1.300, arbejdsløse soldater. Ca. 300 var krigsinvalider. Mange af disse var på Ladegården beskæftiget med fremstilling af lærred.
Krigshospital
Ladegården blev ejet af ”Det kongelige danske Krigshospital”. Og den 10. juni 1769 tilmed ”Det kongelige Uldmanufakturs Vaskemølle”. Det blev solgt til ”Direktionen for det fattige Væsen” for 22.100 Rigsdaler. Købet omfattedes af selve Ladegårdens hovedbygning med vaskemøllen samt de øvrige bygninger indbefattet den daværende kirkesal med tilbehør.
Claudi Rosset – en velgører
Hertil flyttede også pest-huset. Og derefter var det en privatperson, der købte stedet. Så blev stedet igen omdannet til Skt. Hans Hospital og Claudi Rossets Stiftelse. Det var navnlig ”sindssyge”, der blev indlagt her. Men behandlingen af disse fik kritik. De fik det ikke bedre. De blev snarere mere ”afsindige”, end de var i forvejen.
Claudi Rossets var en rig københavnsk galanterihandler, der havde skænket store summer til pestramte og fattige. Han havde ved selvsyn set, hvordan disse levede på Ladegården.
Hospitalsudstyr måtte lånes i byen
Gennem 1780-ernevar der anbragt over 500 patienter på området. De faldefærdige bygninger var slet ikke beregnet til så mange. De syge lå i halmknipper, der kun blev skiftet to gange om året. Sengetøjet blev udskiftet med ca. 3 ugers mellemrum. Service måtte patienterne selv medbringe. Det måtte de låne hos medpatienter. Dette fremmede selvfølgelig forskellige sygdomme. Var man ikke syg, så blev man det, når man kom på Ladegården.
Der stod ikke noget med tavler på sengene, hvad patienten fejlede. Dette afstedkom mange fejltagelser. Hospitalet rådede ikke selv over redskaber. Det måtte de låne i byen.
Da englænderne belejrede København i sommeren 1807, besatte de Skt. Hans Hospital. Man evakuerede de ”sindssyge til Frederiksberg, hvis kirke blev omdannet til midlertidigt opholdssted for disse.
Masser af bryllupper i kirken
Kirken i Skt. Hans Hospital blev i slutningen af det 18. århundrede meget benyttet af københavnerne, når disse skulle vies. For da hospitalet lå uden for Københavns volde, var brudefolk ikke forpligtede til at betale for de ”stipulerede kapulationspenge”, som dengang blev opkrævet af Stadens Kæmnerkontor.
Det var særlig efter byens brand i 1795, at disse udenbys vielser næsten var blevet en modesag, fordi inden by – branden havde en af byens kirker, Vajsenhuskirken på Nytorv været der, hvor man søgte hen. Men de afbrændte bygninger blev ikke genopført.
Skt. Hans hospitalet flyttede
I 1816 og de påfølgende år flyttedes Skt. Hans Hospital og Claudi Rossets Stiftelse til Roskilde, hvor Københavns Kommune ejede Bistrup Gods, der var blevet skænket staden af Frederik den Tredje som tak for en heltemodig indsats mod svenskerne i 1658 – 1659.
I 1822 lå Ladegården nærmest i ruiner. Nu blev stedet taget i anvendelse som tekstilfabrik. Forgængeren havde ligget i Pustervig ved Vor Frue Kirke. Men var blevet ødelagt under englændernes bombardement.
Tvangsarbejderanstalt
Ladegården blev nu benyttet til en arbejderanstalt for fattige og husvilde. Men i henhold til en Kancelliskrivelse af 4. juni 1833 blev den udvidet til tillige at tjene som tvangsarbejderanstalt, der dog skulle afsondres fra de øvrige bygninger, da den skulle betragtes som et straffested, ligesom betlere og løsgængere kunne hensættes her.
Det var de mest urolige hoveder af såvel mænd som kvinder, der kom på Ladegården. Det var personer, der ikke ville underordne sig nogen tvang men gøre og lade, som de selv lystede.
Brand den 14. august 1839
Dette bevirkede også at de rottede sig sammen og stak ild til ”Gaarden” den 14. august 1839. Ved den lejlighed dukkede der foruden brandvæsnet også en deling husarer, en bataljon infanteri og artilleri. Mindre kunne ikke gøre det i Frederik den Sjettes tid. Ved denne brand nedbrændte den nordre længe, en del varer og redskaber.
Poetisk skue fra jernbanen
I 1863 fik København sin første banegård. Banens linjeføring gik over dæmningen ved Gyldenløvsgade. Jernbanen blev ført langs Sankt Jørgens Sø. Derefter blev den ført videre ad vores dages Rosenørns Alle for omkring Bülowsvej at dele sig mod Roskilde og Klampenborg. En udflugt til Klampenborg var meget populært blandt københavnere. En samtidig beskrivelse findes af en passager, da stedet endnu var tvangsarbejderanstalt:
Ladegårdslemmerne ville nok have byttet plads
Det var særdeles poetisk. Men det er ingen tvivl om, at fattiggårdsmedlemmerne godt ville have byttet plads med togpassagererne.
De måtte ikke bruge penge
Ladegårdslemmerne var temmelig fordrukne og der blev passet på, at de ikke smuglede deres yndlingsdrik ”brændevinen” ind på gården, ligesom de heller ikke måtte have rede penge mellem hænderne.
Da der var tilladt dem at købe forskellige genstande som bl.a. skråtobak på selve anstalten, havde denne udstedt bliktegn, gældende for diverse beløb, de såkaldte ”Ladegårdsspecier”. De blev udleveret lemmerne til at erhverve diverse delikatesser dog ikke brændevinen.
Pjalteherren
Blandt Ladegårdslemmernes arbejde var også den opgave at renholde byens torve og pladser. De kom gående i samlet trop med den lange rørfejekost under den ene arm og vandkanden under den anden. Påklædningen var så opsigtsvækkende som mulig:
Ladegårdslemmerne blev også kaldt for den 41. bataljon. (hæren havde dengang 40 bataljoner). Bataljonen bestod ikke af de bedste børn. Der var altid en betjent i nærheden, der skulle beskytte de fredelige borgere mod at blive forulempet af ladegårdslemmerne.
Straffet fordi de fik fattighjælp
”Lemmerne” var underkastet et bestemt reglement, der mindede om det regulativ, der gjaldt for fangerne i Vridsløselille, skønt mange lemmers eneste forbrydelse bestod i, at de havde modtaget fattighjælp.
De måtte stå op kl. 5 om sommeren og kl. 6 om vinteren. Derefter blev der serveret varmt øl. En time efter begyndte arbejdet. Arbejdsdagen sluttede først kl. 6 aften. Klokken halvni om aftenen var der tvungen sengetid.
Omtalt i sommerrevyer
Denne ynkelige skikkelse blev også taget humoristisk. Skikkelsen blev fremstillet i Sommerrevyen 1881 i ”Haabløse Slægter”, hvor ”Ladegaardslemmet” sang på melodien ”Marlborough er død i krigen:
har jeg immer boet paa ”Gaaren”
Jeg er født og klædt og baaren
I det bare Sengehalm
Harlem Harlem Harlem
Jeg er født og klædt og baaren
I det bare Sengehalm
Gaar vi rundt omkring og fejer
mens den glade Ungdom leger
i det bare Sengehalm.
Harlem – osv.
Visen gjorde lykke dengang blandt publikum. Ladegårdslemmet hørte til de figurer, man daglig så på de københavnske gader og stræder, men også andre viser fremkom omkring Ladegårdslemmerne.
Sundholm indviet i 1908
Allerede i 1903 var der påbegyndt opførelsen af en ny og tidssvarende anstalt, Sundholm på Amager. Den nye ”anstalt” blev indviet i april 1908.
Den gamle Ladegård blev udstykket.
Kilde:
Hvis du vil vide mere
På YouTube kan du finde to videoer, fra et foredrag som undertegnede holdt i Stefans Kirken. Videoen indeholder en masse fotos fra Ladegården og åen.
Dato: maj 1, 2023
Hvad der læses mest – april 2023
Byernes Top-30 – De mest populære kategorier – Den Alternative Hitliste – De mest læste artikler Top-100. 19 nye artikler i april 2023. Igen – masser af henvendelser. Vi holder pause fra endnu en gruppe. Mange medier bruger dengang.dk som kilde. Mange fortsatte restriktioner fra Facebook. Vi er blevet beskyldt for at udbrede terrorisme Mange læser kun brødteksten og reagerer kun på denne. Billedsamlinger overvejes på hjemmesiden.
19 nye artikler i april 2023
Vi har lagt 19 nye artikler på vores hjemmeside. Vi er nu oppe på 1.970 artikler
Nu er der 1.970 artikler
Og hvis du ser et + og et nyt tal bag ved, betyder det at det antal artikler befinder sig fordelt ud over andre kategorier. Og hvorfor det? Jo, alle 16 kategorier er ikke kommet på en gang.
Igen – masser af henvendelser
Vi har igen haft masser af henvendelser på Messenger, mail og via telefon. Det har været hyggeligt. Desværre har vi grundet vedvarende restriktioner fra Facebook ikke kunnet svare på alle henvendelser. Men vi må nok atter gentage
Kun antagelser
En læser menter, at vores artikel om ”Vikinger i Vadehavet” var for tyndbenet. Det kan vedkommende selvfølgelig godt synes. Læseren ville have haft flere beviser. Men nu kan vi jo ikke bare gå ind og opdigte beviser, der ikke findes. Men vi har efterhånden skrevet 17 artikler om Oldtid, Vikingetid m.m. og sammenlagt må vi da nok erkende, at der er beviser nok for vikingernes tilstedeværelse.
Vi holder pause fra endnu en gruppe
Vi har nu tre gange slettet en af vores artikler i en gruppe. Anledningen er, at jeg bliver tillagt en holdning, som jeg ikke har. Der bliver pludselig beskrevet forhold, som jeg slet ikke i artiklerne har taget stilling til. Formålet med dette at gøre min artikel til et eller andet politisk spørgsmål. Det har været den samme person, hver gang.
Det minder om det, som vi har hvert udsat for i en anden gruppe, hvor en person advarede brugerne hver gang, der blev lagt en artikel ind fra dengang.dk
Nu vil læserne sikkert mene, hvorfor svarer du ikke igen?
Det ville hurtigt danne sig for- og imod-grupperinger og ødelægge den gode tone i gruppen. Jeg har oplevet før, hvor jeg fik restriktioner af Facebook i sådanne situationer, hvor jeg blev beskyldt for at sprede ”hadefuld retorik”.
Selvfølgelig kan ikke alle have samme holdning til historie. Ofte er dette afhængig hvilket kildemateriale, man har anvendt.
Jeg vil ikke bruge særlig meget tid på sådanne enkeltsager. Jeg har nu slettet de sidste tre sager og meddelt administrator at jeg holder en pause og grunden til dette.
Mange medier bruger dengang.dk som kilde
Der er heldigvis mange medier, der bruger dengang.dk som kilde – både store og små. Vi opdager det efterhånden. Og det er jo positivt.
Mange fortsatte restriktioner fra Facebook
Vi har oplevet mange restriktioner fra Facebook i april. Det er sket op til hver anden og hver tredje dag, hvor der blokeres for artikler og andre delinger som vi ville have ind på siden. Igen engang har vi flere gange forsøgt at få fat i Facebook for at få en forklaring.
Vi har næsten halveret vores delinger men blokeringer forekommer stadig.
Vi udbreder terrorisme
Efter, at vi havde haft et indlæg om Eichm……(Forbudt Facebook – ord) fik vi at vide, at vi bl.a. udbredte terrorisme. Det var faktisk det modsatte vi gjorde. Vi skrev at diverse efterretningsvæsner vidste, hvor han befandt sig, men ikke gjorde noget for at få ham udleveret. Artiklen blev bragt, fordi temaet Besættelsestiden igen er på førstepladsen blandt de mest populære kategorier. Og det skyldes måske artiklerne om 9. april.
Da DR havde bragt noget om vedkommende var det naturligt for os at bringe artiklen. Vi kan så ikke finde ud af, om det var indholdet eller fotoerne, der var kriminelle, Det er ikke altid lige let af forstå en algoritme.
Men vi protesterede mod afgørelsen. Og højst overraskende blev disse restriktioner over denne artikel trukket tilbage. Det er sandelig ikke let at drive en historisk formidling på Facebook.
Kun Brødteksten læses
Der nogle, der kun ser fotoerne. Andre læser kun den sorte tekst og ikke hele artiklen. Det er sådan set også i orden. Men det er det så bare ikke alligevel, hvis indlægget bliver kritiseret. For det som så bliver anfægtet, står som regel i artiklen.
Billedsamlinger på hjemmesiden overvejes
Vi overvejer i øjeblikket, om der skal oprettes mapper med fotos på hjemmesiden. Vi har efterhånden samlet en del. Men vi er bange for at det måske tager opmærksomheden fra vores skrevne artikler. Og så er det hele tiden problemer med copyright. Det er meget tidskrævende at undersøge dette. Og hvis fotoerne er taget på eks. Facebook, så skal man i hvert tilfælde spørge om lov. Vores fotoer er heller ikke forsynet med særlig mange data. Også dette kan føre til negativitet.
Har du læst det før så spring bare over
Der er nogle af vores læser, der undrer sig over, at vi skriver dette på nogle vores indlæg under brødteksten. Svaret er, at nogle mener, at det er forkert, at vi med jævne mellemrum bringe den samme artikel. Ja det behøver det ikke engang at være – det kan være samme tema, som man bringer en artikel om. Nogle af læserne kan ikke skille det fra hinanden.
Nogle gange brokker læserne sig over dette. Det skaber med det samme en masse negativitet. Vi gør så det, at vi sletter artiklen. Det nytter ikke noget at skrive, at det er en helt anden artikel.
Tonen på Facebook kan være meget negativ. Nogle læsere føler sig direkte forulempet, hvis de skal læse det samme eller det samme tema flere gange. Det er ikke vores hensigt at skabe negativitet. Så vores opfordring bliver ikke altid fulgt.
Byernes Top-30
Vi har de sidste mange måneder brugt Facebooks liste. Men den er ikke retvisende, da den kun regner Facebook med. Nu er vi gået tilbage til hele vores hjemmeside. Med andre ord – i hvilke byer læser man mest dengang.dk
De mest Populære Kategorier
En placering på Top-100 giver et point. Er det point – lighed vinder den med den kategori med den bedste placering.
Indlemmelse. Afståelse, Genforening 0
1864 og De Slesvigske krige
Grænsen er overskredet 0
Akeleye – Slægten 0
Tallene i parentes angiver sidste måneds placering. Den store vinder er Besættelsestiden. Det skyldes nok 9. april. Og den store taber er Tønder
Den Alternative Hitliste
Denne omhandler de ikke ordinære ting som artikler. Tallene angiver den placering temaet ville have haft, hvis det havde været med på på hitlisten
48 Hvad læses der mest – marts 2023
56 Hvad læses der mest- februar 2023
Hvad læses der mest – april 2023-Top-100
De Nåede det næsten
Igen engang er mange af de nye artikler på hitlisten.
Dato: april 25, 2023
Lersø-bøllernes viser
Anders Enevig, en forfatter der beskrev vilkårene for dem, der var lavest i samfundspyramiden og dem, der ikke var bosatte, skrev en række fremragende bøger. Men han samlede også viser. Han talte med 200 mennesker og samlede 400 timers viser på sin båndoptager. Og det gjorde han i sin fritid. Han arbejdede ved politiet. Og man kan sige at disse viser også udgør en form for lokalhistorie. Arbejderne sang også Lersø-bøllernes viser. Vi skal da også kigge på visen om Lersø – slaget. En politibetjent døde efter at være mishandlet. Frederik Jensens store vise på Nørrebro teater i 1902. Anders Enevig drak håndbajere med Karen Spidsmus. Så var det lige Utterslev – prangerne. Vi kigger på visen om Valde og Fie. Lersø – bøllerne måtte flygte til fælleden. Storm P fandt sine modeller blandt Lersø – bøllerne. Igen engang måtte man flygte. En gruppe blev og gik rundt på Ydre Østerbro. En anden gruppe gik på Blågårds Plads. Og så var det dem, der tog tilbage til Lersø – kvarteret.
Anders Enevig samlede viser
Anders Enevig kan vi takke for, at kulturen og historien om Klunserne, Kræmmerne, Prinserne, Lersø-bøller og Fælled-bisser er bevaret. Han har skrevet nogle fremragende bøger om emnet. Men hvad de færreste sikkert ved, er at han også har samlet de viser, der hørte til disse grupper af mennesker.
Under besættelsen var han modstandsmand og måtte flygte til Sverige, hvor han blev soldat i den danske Brigade.
Arbejdede ved politiet
I 1945 blev han ansat i Rigspolitiet. Under sit arbejde i Københavns Politi fik han et indgående kendskab til Nørrebro-kvarteret. Han kom under sit arbejde i forbindelse med bl.a. Spritterne.
Dette resulterede at han i 1958 i sin fritid med båndoptager indsamlede historier og viser sunget i dette miljø af subsistensløse. Snart efter udvidede han sit indsamlingsarbejde og lignende og andre miljøer mange steder i landet.
400-timers båndoptagelse
Der er blevet indsamlet både eventyr, beregninger om overtro m.m. folkehistorisk traditionsstof samt miljøberetninger om det farende folk. Anders Enevig har skrevet et hav af artikler i fagtidsskrifter og udgivet bøger med ikke – bofastes folklore.
Han beskæftigede sig med de mere eller mindre omvandrende og dermed ofte ildesete og af myndighederne forfulgte minoriteter. Han var en respekteret debattør, vel nok fordi hans indlæg altid var deldokumenterede. Ja han var vel den fødte storsamler. Således overlod han sin store samling til diverse museer. Og alle hans båndoptagelser (ca. 400 timer) blev overladt til Dansk Folkemindesamling.
Nu er det nok ikke alle viser, der er lige stuerene. Det er folkeminder fra en tid og et miljø, hvor hårde livsbetingelser gjorde, at mange hurtigt faldt væk.
Viserne er et stykke lokalhistorie
I denne artikel dukker vi ned især i hans indsamlinger omkring Lersøbøller og Fælledbisser. Efter denne artikel kan du læse, hvad du kan finde om ”De Skæve Eksistenser” på Nørrebro og i Nordvest og vel også på Østerbro.
Vi har valgt et tilfældig udvalg af viser, som samtidig blev et lille stykke lokalhistorie fra Nørrebro/Nordvest/Ydre Østerbro. Det er historie – set nedefra.
Arbejderne sang også Lersø-bøllernes viser
”Krykke Maries Slagsang” er trykt på fint lyserødt papir. Visen handler om et vældigt gilde, hvor opvartningen bestod af suppe, kogt på svineører behængt med lange hår. Servicet var ikke særlig appetitligt og bohavet i hulen bestod af kasser. Hædersgæsten hed tilsyneladende Karl Baj. Denne person har vi omtalt i tidligere artikler.
Det var 8 vers og med lidt god vilje kunne den synges på den gamle folkemelodi ”I skoven skulle være gilde”.
Når man engang kom forbi en byggeplads på Nørrebro, kunne man fra arbejdsskuret høre arbejderne synge nogle af de gamle viser ude fra Lersøen.
Det var viser, der ikke stod i sangbøger og i visebøger.
Anders Enevig talte med 200 mennesker
Anders Enevig gik nu på jagt og talte med henved 200 mennesker på Nørrebro. Han omtaler det selv som en morsom og interessant opgave, som ofte resulterede i natteroderi. Arbejdet måtte gøres, når både han og sangerne havde tid.
Visen om Lersø – slaget
Og egentlig har vi tidligere i flere artikler berørt Lersøsalget. Slaget mellem Lersøbøllerne og politiet fandt sted natten mellem den 29. og 30. september 1901. Egentlig var det ikke tale om et slag. Det var snarere tale om et brutalt overfald på en politimand, som næsten blev slået halvt ihjel. Men i folkemunde taler man om Lersøslaget. Og vi har da også tidligere berettet om dette.
Jo Lersøbøllerne var et folkefærd ud over det sædvanlige. Andre grupperinger var næsten rene pigespejdere ved siden af de gamle Lersøbøller. Det var et fag og et erhverv at være Lersøbølle, og de kunne deres arbejde.
Visen om Lersøslaget er nu ved at smuldre i traditionen. Men det lykkedes dog for Anders Enevig at rekonstruere visen. Han måtte kigge i avisens referater for at få versene indpasset i den rigtige rækkefølge.
Melodien er kendt. Den minder om melodien til Hans Hartvig Seedorffs vise ”Den er fin med kompasset, slå rommen i glasset”.
Det må have været en ganske særegen stemning derude, når de lå i hulerne og sang viser og mindedes bedrifterne inde på landjorden. De har også sunget denne Lersøballade:
Den handler om de helte, der slog Ørsted til jord
Nu sidder vi alle bag lås og bag slå
Og det længe til var´, før vi friheden vil få
Tingving vallivalliving valliving vallivallivaj
Tingving valliving tingvingvallivallivaj
Vi var nogle fulde og folk fik på snuden
Den første vi traf på vor ensomme vej
En nattevagt det var, os en storslået galaj
For tørstig´ vi var, og vi skulle ud på livet
Dertil han svared` det ville han ej
Og vi havde jo bare at skrubbe vor vej
Det var jo nogle af Glorias` goder
En tog hans stok, han hamred` hans hud
Stodderen råbte: oh hjælp mig dog Gud
Vi skal vel ej løbe for disse krabater
Og straks han ind på panseren fòr
Og nak ham en skalle, så han segned` til jord
Og folk som vi mødte, ja de gik på kajen
Og vi standsed først ud for Søborghus kro
En stodder vi slog, og kyllinger tog
Et par dages tid efter denne ballade
Så blev Musen taget i Kildevældsgade
Der var han med Gloøjet ude på rov
Og da panserne kom, ja så blev det sgu sjov
og lommerne fyldte med fine cigarer
da panserne rykked´ nærmere frem
så smed vi sardiner i ho´ det på dem
Skønt varerne sa´ vi, at dem ha´ de vi fundet
Så kom vi alle på Vester en tur
Og nu sidder vi alle bag fængslets mur
for hver gang I træffer på Nørrebros helte.
En skål for de kæmper, som var med dengang
På Lersøens hulvej og dansed` can – can
Tingving vallivalliving valliving vallivallivaj
Tingving valliving tingvingvallivallivaj – go` morgen Karl Baj
Hvem ville ofre papir på Lersø-bøllerne?
Men hvem var denne Karl Baj egentlig. Han er nævnt i flere viser. Han er blevet en slags fællesnævner for en rigtig Lersøbølle. Vi har hørt, at han skulle være kommet ud af det hele og blevet entreprenør.
Teksten er interessant, fordi den har en virkelig historisk baggrund. Før Anders Enevig fik den på tryk, har den ikke været det. Hvem ville ofre papir og tryksværte på en rå Lersøballade?
En af de folk vores hovedperson fortalte, at han havde lært sangen før 1910, da han var mælkedreng på mejeriet Enigheden.
Politibetjenten døde – efter mishandling
Mon Lersøbøllerne siden tænkte på, hvordan det var gået deres offer, politibetjent Ørsted, Sikker ikke. Han blev mishandlet så grusomt, at han døde få år efter som en ret ung mand.
Lersøslaget var kun en lille lokal episode ude på Nørrebro, men der var sat en udvikling i skred, som ingen dengang havde forestillet sig. Aviserne svælgede i lange artikler om bøllerne og mange små huspoeter blev inspireret. Den digteriske åre flød voldsomt – alt skulle på vers dengang.
Komedier om Lersø – bøllerne
Digteren Carl Ewald boede et stenkast fra Lersøen i en herskabelig villa. Han gjorde knæfald for bøllerne i lange avisartikler, og raseriet kulminerede i, at Sønderbro Theater i både 1905 og 1909 satte folkekomedierne ”Lersøbøllerne” på programmet. I komedien fra 1905 blev der fra de skrå brædder på Sønderbro sunget ikke mindre end tolv grove viser, gendigtet over skelettet til nogle obskøne viser, som alle kendte. Viserne forsvandt lige op i den blå luft. Det kunne også blive for sølle.
Ferdinand Eriksen og Karen Spidsmus
Men Lersøbøllen Ferdinand Eriksen var jo flygtet. Han og Karen Spidsmus havde taget damperen til Aarhus. Hvor ingen kendte dem. Har boede de et halvt års tid, til de endelig blev snuppet af politiet og blev sat ind i den gamle arrest.
Det var sandelig ikke noget de brød sig om. Allerede første nat foranstaltede Ferdinand alle tiders største forsvindingsnummer. Tidlige morgenvandrene i gaden må absolut have moret sig. Ud for Karen Spidsmus` celle hang to sammenknyttede lagener og blafrede i morgenbrisen.
Man bør absolut bruge lagener, hvis man skal flygte fra spjæld med manér. Det må Ferdinand have vidst, for hele Danmark morede sig.
Frederik Jensens store vise i 1902
Skuespiller Frederik Jensens store vise i sommerrevyen 1902 på Nørrebros Teater gjorde grin med hele historien. Komponisten Olfert Jensen havde sat melodi på. Hele København, ja hele landet sang med på visen om Ferdinand og Karen Spidsmus.
Sad i arrest og læste i sin kattekissemus
og tænkte på sin Ferdinand
Lersøbøllen Ferdinand.
Så kom han midt om natten
Banked´ på så galant
Skønjomfru – luk op
udenfor står din ven
det er de lyse nætters tid
jeg véd du elsker dem!
Hun var der, det var kun et øjebliks værk
Hvor Ferdinand i skjorte, Karen Spids i særk
Gik glad ud i kulden
I kulden
I kulden
Mens fængslet lå i lullen
Og sov så sødt
Anders Enevig drak håndbajere med Karen Spidsmus
Lersøbøllen Ferdinand døde på Kommunehospitalet i 1919. Karen Spidsmus levede i bedste velgående på Vesterbro sammen med et par undulater. Anders Enevig besøgte hende og kaldte hende ”en elskelig gammel dame på ca. 80 år, og hun har ”glemt” Lersøtiden.
Men hun havde ikke glemt at drikke håndbajer. Således måtte Anders Enevig forbi høkeren på hjørnet efter en omgang øl. Han kaldte det for en oplevelse at skåle med Karen Spidsmus.
Utterslev – prangerne
Hvad bestod miljøet af omkring den gamle Lersø? Først og fremmest af meget fattige arbejderfamilier med mange børn og dernæst de navnkundige Utterslev- prangere. Disse var bestemt ikke til at spøge med. Disse gæve gutter satte vel nok deres største særpræg på Lersø-kvarteret og en af deres viser lyder sådan her:
Og vi har ikke spor a` penge
men leve længe
kan vi uden det.
Vi er her til verden kommen
For at nyde radiommen
Og vi har lidt i lommen
For det ska´ der til.
Vi kludemads` er
Vi rydder op i alle klasser
og hvad der passer
tilhører vos
Li` fra morgen til Kvælden
går vi rundt og fylder bællen
men det er så sjælden
at det ka`ses på vos!
Prangerne var stamgæster i den gamle Lygtekro. Der gik mange sagn om disse gamle prangere. Vi har tidligere berettet og Stærke – Harald og Luse – Laurids møde med Amager – slagterne i Lygte Kroen.
Visen om Valde og Fie
I Lersø-kvarteret var der også lige visen om Valde og Fie. En sjov vise om et stræbsomt ægtepar som var forbavsende uheldige en dag.
Hvad stedet det hedder, jeg husker ej mer’
der lå et skur med lidt halm og lidt andet
der havde to elskende slået sig ner
og Fie og Valde – som parret det hed
og Valde sa’ forbandet:
Du elsker da vel mig?
Hva’ Fanden ka’ jeg andet
sådn’ som du tamper mig.
Tag benene på nakken
som Fan’ var efter dig
tag en tur på Bakken
og skaf lidt skejs til mig
Hvordan hun ka’ skaffe lidt godt til sin ven
Da så hun en and på en krog at den hængte
uden for en slagter og hun snubbed’ den
og skyndte sig hjemad til Valde igen:
Er jeg ikke sød og villig
se hvad jeg har til dig
en and jeg købte billig
jeg tænkte kun på dig
Jamen hvor er snapsen henne?
Ak Gud den glemte jeg
men nu skal jeg rende
og hente brændevin til dig.
han var lige sendt hen for at hente den and
han nikker til Fie, hende han standser:
Jeg ku’ lige ha’ ha’ lyst til at tale med din mand.
Og Valde var i færd med at gøre anden i stand
Godda’ du kære Valde
du tar’ en tur med mig
når du får anden saltet
så følges du med mig
vi tar’ en tur i skoven
du kender vel den vej?
Og Valde bed på krogen
Han blev snydt for andesteg.
Lidt længere ude hvor Lersøen ligger
har Charles med knoen sit hyggelige hjem
han længe til Fie har gået og kikket
og da Valde er hugget, så møder han frem:
Oh elskede Fie, oh flyt til mig hjem
Ja når bare ej du slår mig
Jeg gerne tar’ med dig
Næ hvorfor Fanden sku’ jeg slå dig
når kun jeg elsker dig
når blot du skaffer skejsen
brændevin til mig
akkevit og majsen
så elsker jeg kun dig
Hun hyggede hjemmet som kvinden kun kan
Men en dag var hun kommet langt ud på broen
Hvem møder hun – Valde, sin forrige mand:
Og nu skal du få en tak for den dejlige and
imens jeg sad på Vester
så hørte jeg om dig
du gik og laved’ fest
du laved’ grin med mig
jeg sad og pilled’ tovværk
en stump den glemte jeg
og nu skal det være sjovt
at prøve den på dig
og sov mit barn sov længe
med min hakke og min skovl og min spade
og de drak som gale
de gamle hopsaka’ le. –
Lersø-bøllerne flygtede til Fælleden
Men der lyder også andre toner.
En ret almindelig vise fra Lersøkvarteret viser sig at være en sjælden gammel folkevise fra middelalderen. Kulturen får sit, uden at man spekulerer over det. Det er selve hverdagen i dette kvarter. Man synger til arbejdet, man synger i fritiden, og man synger på værtshusene.
Lersø-bøllerne kunne ikke mere være i fred for politiet. Slangerup-banen blev anlagt og fabrikkerne kom tættere på. Ja og så kom der politihunde. De var ikke bange for bøllerne. De flyttede så ud til Nørre Fælled. Det var derude at en ung tegner Robert Storm Petersen fandt sine berømte motiver. De lå i mange år og sang deres viser ude ved Holger Danskes Briller. Her er en af dem:
de bølger de ginge så høje
for det skete så uheldigt den sælsomme nat
at de mange måtte kulden døje
for det blæste gennem vinduer
og det regned’ gennem tag
men aldrig kan vi Rakkerbulen glemme
for intet er så dejligt som at sove under tag
med alle de fordrukne soldesvende
Mit hoved’ til en græstørv kan jeg hælde
Thi vinteren er hård at gå på du gamle dreng
men aldrig vil jeg mig på Gården melde
for i Holger-Danske sover man
så dejlig på en snor
så mange dejlig’ snapse kan man bælle
slut sammen kammerater la’ os splejse til en pægl
for otte graders såben er dog li’ godt mest reæl
Storm P fandt sine modeller på Fælleden
Efterhånden tog Storm P – figuren lidt efter lidt har taget form som den godmodige vagabond med jordbærtud og med hængelås på maven. Morsomt er det at tænke på, at det er de gamle Lersø – bøller har stået mål.
Efterhånden blev Fælleden også for friseret for dem. Rent galt gik det, da brændevin ikke blev til at betale lige efter første verdenskrig.
Du er min ven og min trøst
Lad andre kun prise champagne med skum
du slukker dog altid min tørst
du lille flaske – du er så rar
du følger altid trolig med far
selv om de værste skæve jeg slår
altid i lommen jag dig har
du er jo modbydelig varm
og sveder gør jeg osse fordi jeg må
jo stadig bøje min arm
du lille flaske – du er mig huld
når du er drukken ja så er jeg fuld
du går itu og jeg går omkuld
så bliver facit nul komma nul
Se nu har jeg drukket den sidste sjat
og nu kommer panseren herhen
ska’ vi nu ta’ og følges hjemad igen
men hvoddan pokker er det jeg står
benene siksak under mig slår
Gud ved hvordan vi hjemmet dog slår
For nu er der skid på – ligesom i går
Spritter-flokken blev igen delt
Spritterflokken var nødt til atter engang at dele sig. Nogle få blev på stedet og søgte mod Ydre Østerbro, nogle søgte til Blågårds Plads. Og andre søgte tilbage til Lersø – kvarteret – ud til den lille flok – som stod ude på Rebslagervej.
Anders Enevig indsamlede mindst 1.500 numre. En del af materialet er gammelt men fuldstændig ukendt stof.
Og inden læserne nu bekendtgøre stavefejl, så vil undertegnede lige gøre opmærksom på, at vi nogenlunde har afskrevet viserne, sådan som de stod med de i nutiden viste stavefejl.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: marts 29, 2023
Valdemar Skrubskider, Baptister, Knokkeldrengen og de andre
Dette er en af de artikler, hvor vi bevæger os over grænser. Ja vi bevæger os på Ydre Nørrebro, Nordvest og Ydre Østerbro. Der foregik mange ting ude i Lersøen dengang. Inden 1901 dannede Lygteåen grænsen for politiets myndighed. Over grænsen i Pilebuskene gemte kriminelle og småkriminelle sig. Fast arbejde var et fy – ord. Man badede kollektivt i Lygteåen samtidig blev ene støj vasket. Det hang til tørre inde ved bredden. Vi skal hilse på nogle af beboerne. Alle bidrog til fællesskabet, bl.a. nogle af pigerne, der trak på gaden. Vi skal også besøge Lygten Kro hvor kræmmerne fra Utterslev kom. Lersø-bøllerne havde deres stamkro bag Stefans-kirken. Efterhånden kom industrien for tæt på. Så blev de til Fælledbisser. Mens Karen Spidsmus og Frederik Eriksen var kongeparret ude i sivene var det Maja Robinson, der blev dronningen ude på Fælleden.
Drikkevand til københavnerne
Vi er ude ved den næsten udtørrede sø, Lersøen. Engang var det en del af Københavns Vandforsyning. Og det var Emdrup Sø og Utterslev Mose også engang. Vandet løb så via Lygteåen til Ladegårdsåen.
Lersøen var engang en naturlig sø. Søens naturlige dræn blev blokeret og erstattet af en kanal, som faktisk var Lygteåen. Man siger, at det var Frederik den Anden, der startede med at forsyne København med drikkevand. Men dengang var Lygteåen for længst anlagt.
Ved hjælp af dæmninger blev Esrum Sø dannet. Den var højt liggende. Og den brugte man en overgang til drikkevand. Men tidligt fandt man ud af, at det var sundere at drikke øl end vand.
Pilebuske
Man havde plantet en lang række pilebuske i mosen. Til brug for kurvemagere. Om foråret arbejdede koner og mænd fra kvarteret at fjerne ukrudt mellem buskene. På et tidspunkt skar man grene af og samlede dem i bundter. Kurvefletter fra København brugte området til at høste tagrør og siv. Md slutningen af 1800 – tallet begyndte man at bruge søen som losseplads
På jagt efter sangfugle
Jo der foregik også fangst af sangfugle, som så blev solgt til dyrehandlerne inde i byen. Det var ganske vist forbudt at indfange sangfugle i Danmark men import var tilladt. Da fuglene nu engang ikke skulle vise pas, gav det ingen problemer med at fange disse ude i Lersøen.
Baptister blev døbt
Stedet herude vakte allerede i 1839 opsigt. Her foregik den første baptistdåb her til lands. Biskop Münster havde på det skarpeste advaret mod ”baptisternes slette eksempel”. Men nu var der så opstået en lokal dåbsmenighed. Her blev 11 personer hemmeligt døbt i søens vand.
En ung mand havde set det og var gået til politiet. Gennem årene blev baptisternes leder fængslet fem gange.
Lygteåen var en kriminel grænse
Lygteåen udgjorde også en vigtig grænse på et tidspunkt. For lige hertil løb Københavns Politis myndighed. Var man på den anden side var man i Brønshøj Sognekommune. Og der havde politiet ikke noget at gøre. Men det ændrede sig i 1901.
Derfor var der mange, der her gemte sig i sivene for politiet. Det var dem, som ikke havde helt ren samvittighed.
Et stort område
Lersøen spredte sig over et ret stort område. Fra det nuværende Bispebjerg Hospital over til Haraldsgade. Og fra Nørrebrogade/Lygtevejen forbi Lyngbyvejen. Her var masser af pilekrat. Man kunne sagtens fare vild herude. De forskellige stier havde dog fået navne herude. De hed ”Musens gang – Harald Blåøjes Gang – og Peter Knæs Gang.
En præsentation af beboerne
Her kom de pæne mennesker ikke. Her regerede Lersø-bøllerne. Må vi præsentere Spiritus, Gloøje, Charles 5 – øre, Skæve Martin, Olsen, Knokkeldrengen, Musen, Kro-Anders, Lange-Hermann, Delle-Frederik og Valdemar Skrubskider. Og hvorfor hed han nu det. Jo han kunne med bagdelen spille Fanemarchen. Det var den man spillede inde på Amalienborg Slotsplads. Og når han gjorde det, var han særlig populær hos børnene.
Jo så var det jo også Sorte-Petra. Hun var nærmest at betragte som fælleseje. Af andre piger var det også Anna 66, Guldåsen m.m. De trak på gaderne i København og med deres indtægt bidrog de til fællesskabet.
Der var også kommet nye beboere herud. Musen og Karl Baj. Jo karl Bai var en køn mand med et lille flot overskæg. Det var sat op til narrestreger lige under næsen. Han brugte et opvarmet firetommer-søm til dette. Det blev så sat i skægget og rullet op. En gang imellem fik det også lidt fedt. Hans gode ven var Skæg Johannes.
Områdets børn kom også herude. De kunne tjene en lille skilling ved at hente skråtobak til beboerne henne fra Skråtobak-fabrikken på Fasanvej. Og så blev der også brændevin til dem.
Huler af pilekrat
De byggede deres små huler af pilekrat og overdækkede dem med voksdug. Deres indbo hentede de fra den nærliggende losseplads, kaldet ”Mimrelunden”. Den lå på bakken lige neden for Bispebjerg Hospital.
Her kunne man hente alskens ting. Her var masser af køkkenudstyr og madrasser. Men disse madrasser var nu ikke altid lige gode. For ofte indeholdt disse madrasser små dyr, der bed Lersøbøllerne i ryggen.
10 øre for en rotte
En gang imellem gik der ild i lossepladsen. Og så stank det på hele Ydre Nørrebro. Så kan det også godt være, at der kom gang i rotterne. De spænede ind over Lersøen i tusindvis. De var ikke så glade for ilden.
Men det fandt beboerne nu også en fordel i. For man kunne modtage 10 øre for hver afleveret rottehale. Man kunne også møde op med resten af rotten på brandstationen.
Om vinteren var rotterne forsvundet. Det vil sige, at de tog ophold hos vognmand Klenz – oppe på hans høloft.
Huslejen var gratis. Her var nogenlunde tørt og lunt. Man kunne altid varme sig på spritten.
Favorit – drikken
Favoritten herude var et sæt bestående af en flaske brændevin, der blev rundet af med en skibsøl eller en pot skummet mælk. Det var sundt og nærende.
Fast føde brugte man helst ikke penge på. I kvarteret var der altid en bager, der havde gammelt brød. Og var man vaks ved havelågen, kunne man altid rapse sig en høne eller et stykke flæsk.
Hos bagermester Pitzner på hjørnet af Gormsgade kunne man for 2 øre få dejlige flødeskumskager, så gjorde det ikke noget, at de var 3-4 dage gammel.
Bølle-Jørgensen var frygtet
Politiet vidste nu nok, hvem der befandt sig herude. Efter 1901 skete der også patruljeringer herude. Når man vidste, at farlige forbrydere var herude, gik den vilde jagt med hunde. Ikke alle betjente var lige populære
Særlig ham de kaldte for Bølle-Jørgensen var ikke særlig velkommen. Han havde lang skæg og var en rigtig knokkel. Han gad ikke at slæbe de anholdte med på stationen. Han slæbte dem med hen til den første port han kunne finde og så gav han dem en ordentlig øretæve.
Lersø-bøller var frie fugle
Lersø-bøllerne var frie fugle. De var nu ikke alle lige kriminelle. De ville ikke underordne sig samfundets regler. De levede af smårapserier, betleri og lidt kræmmerhandel. Og som vi har allerede nævnt så trak en del af pigerne i Københavns gader.
De havde en forholdsvis høj hygiejnisk standard herude. Således badede de kollektivt i Lygteåen. Deres tøj blev samtidig vasket og hang til tørre inde ved bredden. Og for fem øre kunne man købe et stykke sæbe.
De havde deres stam – værtshus. Nej det var ikke Lygte-kroen. Bag Stefans-kirken lå Brønshøjgade. Her lå et værtshus, der hed Lampekælderen. Den lå i en dyb kælder og her holdt Lersø-bøllerne deres snapse-ting.
Kongeparret
Kongeparret herude var absolut Ferdinand Eriksen og Karen Spidsmus. Ferdinand Eriksen var en stor kleppert. Han havde ikke den store fidus til manuelt arbejde. Ja han havde direkte modvilje mod det. Han var flere gange på kant med loven. Jorden brændte under ham. Derfor var han søgt herud. Han søgte ligesindede.
Karen Spidsmus hed egentlig Samuelsen. Det var hendes markante profil, der gav hende dette berømte navn. Og det skulle man absolut ikke drille hende med. Så fik man en ved siden af hovedet.
Hun kom egentlig inde fra Rabarberlandet, og var datter af ”Den Glade Sandmand” Hun havde nogle smådomme for overtrædelse af politivedtægten, Sådan opfattede hun det ikke selv. Hun betragtede det som aldeles indgreb i hendes privatliv. Hun var bl.a. stukket af fra Ladegården.
En masse viser
Man sang meget herude og skrev en masse viser. En af de mest populære var denne:
Det store Lersø-slag
Man kan vel sige at bøllevæsnet i Lersøen kulminerede i 1901. Her blev det store Lersø-slag udkæmpet. Banden havde delt sig i forskellige grupper og begik indbrud på Nørrebro. Det skete natten mellem den 29. og 30. september, hvor de hen på morgenen kom hjem belæsset med udbytte for at fejre det i hytterne.
Nu findes denne historie i forskellige udgaver. Den ene udgave handler om, at betjent Ørsted døde af sine kvæstelser, som han havde fået herude. Hans makker blev anklaget for at have svigtet sin kollega.
Der blev lavet hestebøffer på en primus. Og det var forbudt at bruge ild i Lersøen. Betjenten sparkede til primussen. Og så tog det ene ord det andet. Og åbenbart var kollegaen flygtet.
Politiken skrev følgende
Politiken skrev om episoden eller episoderne den 1. november 1901:
Danmarks Bonnie og Clyde
Kongen og dronningen fik politiet ikke fat i, men stort set alle andre. Ferdinand Eriksen og Karen Spidsmus var flygtet til Århus. Her havde de lejet en kvistlejlighed og optrådte som Mathilde og Valdemar Hansen, bror og søster. I et halvt år havde de gjort grin med politiet. Så blev de endelig fanget.
Men inden sagen kom for retten, var fuglene igen fløjet. Men de blev igen indfanget. Ferdinand Eriksen havde været udklædt som pige, men det passede ikke rigtig ind med hans lange skæg. De to blev helte i skillingsviser og i revyer.
Ferdinand og Karen
Ferdinand blev idømt 4 års tugthus for sin rolle i Lersø-slaget. I maj 1905 blev han benådet for resten af straffen mod at forlade landet og ikke vende tilbage til Danmark de næste 10 år. Han blev sendt til Amerika på politiets regning. Men han vendte snart hjem igen som blind passager. Allerede i 1911 døde han.
Karen Spidsmus slap med 30 dage på vand og brød. Hun levede herefter som en anstændig dame på Vesterbro til hun nåede op i firserne. I de senere år var hun blevet apatisk og nærmest igen en original.
Man blev til Fælled-bisser
Efterhånden kom bebyggelsen tættere på. De resterende ”bøller” trak ind til Nørre Fælled og skiftede navn til Fælledbisser. Men også her kom civilisationen tættere på. Og her kom dronningen til at hede Maja Robinson.
Hun tjente bl.a. penge ved at hale kjolen op for rødmende karle fra Nørrebro. Det skulle de bl.a. betale 5 skilling for. Man sagde om hende, at hun engang havde været gift med en rig læge, der hver måned sendte hende penge. Og på det tidspunkt var hun så meget ombejlet.
Fælleddronningen slået fordærvet
Hun gik altid rundt med et billede af sig selv som ung. Da havde hun været meget smuk. Ib Spang Olsen skriver i sine erindringer, at både Fælledbisser og Maja Robinson kom i kvarteret omkring Likørstræde ved Kristineberg.
I et ledvogterhus ved ”Holger Danskes Briller blev Maja og Julius vasket. Men Maja havde det ikke let. I aftenbladet den 14. september 1917 kunne man læse:
Endnu i 1940’erne kunne man se Julius luske rundt i Fælledparken. Men ellers var de sidste ”Stegt Sild”, ”Den Hvide Neger” og ”Krølle Charles”
Masser af bide-sår
Politiet fik efterhånden styr på de resterende Lersø-bøller. Man havde skaffet sig hunde, og disse var ikke bange for Fælledbisser. Der blev uddelt adskillige bide-sår.
Underlige aftendufte
Det må have været underlige aftendufte for Fælled-bisserne. Natrenovationen havde udviklet et specielt system, der kunne udskille det tykke fra det tynde. Kratersøen blev hældt på tønder og solgt til gartnere i Utterslev, Brønshøj og Vanløse.
Der var også sådan en latrin-opbevaring ved Nørrebros Runddel. Man sagde at politi – patruljeringen her gik i løb på grund af ”duften”
Station Lersøen
Det såkaldte Lersø – depot blev i 1890 en rigtig station med sidespor til Nordbanen. Stanken blev ved. Mange af beboerne i nærheden inklusive Lersø-bøllerne var ikke tilfredse med den nye værdighed eller status.
Stationsforstanderen havde gratis gødning, men holdt kun i få år. Hans efterfølger holdt i ni år, men så trængte han også til ”Luftforandring” Og så blev han stationsforstander på Svanemøllen Station.
De vogne som man opbevarede dette indhold i, var ikke altid tætte. De blev kaldt for chokoladevogne. Det betød at de efterlod en brun stribe. Og det havde kvarterets hunde så godt af. I de godt 15 år som station Lersøen bestod, blev der afsendt 208.907 tons latrin. Men mon det tal passer. Det lyder voldsomt!
I Blæksprutten
På et tidspunkt kom Lersøen også i Blæksprutten. Det var en tysker, der skulle se på Københavns lyksaligheder. Og det var dengang Nørrebro havde en meget kendt chokoladefabrik, der hed Cloetta.
Så skal vi jo lige huske – at Lersø-bøller er opkaldt efter en plante ”bøller” Og Fælled-bisserne er opkaldt efter bisser som også var navnet ”bisser”
Masser af historier
Og der er også meget mere historie om disse skæve eksistenser som Prinserne, Klunserne og kræmmerne. Men dem må vi tage en anden dag. Der var også mange triste skæbner at finde her. Men nu er det ikke mere tid. Så disse historier må I hære en anden gang.
Da Lygteåen Brændte
Lørdag morgen galede den røde hane igen over den gamle Lygtekro. Ved ni-tiden slog pludselig flammer op fra åen, der løber for kroens nordre gavl, kun adskilt fra denne ved en smal vej, som fører op til den berygtede Lersø.
Et par trætoppe blev antændt og hoppede over på kroens tag. Brandvæsnet blev hurtig alarmeret, men inden sprøjterne var noget frem, havde et par vakse telefonarbejdere, der arbejde i nærheden fået slukket ilden i kroens tag.
Brandvæsnet fik slukket ilden i plankeværket og i træerne. Snart kunne Lygteåen pludre videre.
Lersø-bøllerne fik her i 1903 skyld for det. Men antagelig var der nogle fabrikker i nærheden, der havde udledt syre i åen, og nogle knægte, der kom forbi havde smidt tændstikker eller brændende papir ned i åen.
Året før nedbrændte hestestalden på Lygtekroen. Også dengang blev Lersø-bøllerne beskyldt for dette.
Luse-Laurids og Stærke Harald
Lige så berygtet/berømt som Lersø-bøllerne var ”Utterslev-kræmmerne”. De bar en slags uniform, der bestod af en sort bowlerhat, halsklud bundet i den typiske prangerknude. Og så gik de altid i et par blankpolerede ”køjetræsko”. De havde også et flot cykelstyreskæg sat op til narrestreger.
Der gik mange historier om disse prangere. Nogle af dem var nogle forfærdelige børster. To af dem sad engang ned på Lygtekroen. Det var Luse-Laurids og Stærke-Harald. Der sad de så og fik et par runde og et par spidser.
Pludselig dukker der et pat slagtere ude fra Amager op. De kommer ind og siger:
De fik så en tår øl på bordet. Så siger den ene slagter, der også havde cykelstyrskæg og bowlerhat:
Stærke- Harald svarede:
Og de fik endnu en omgang. Så siger den ene slagter henvendt til Luse-Laurids:
Stærke-Harald rejste sig op:
Slagteren rejste sig også
Og Stærke-Harald huggede ham i skægget og gav ham en skalle. Slagteren røg gennem vinduet og tog sprossen med, helt ud i åen – og der lå han så ude og skreg. Og den anden slagter skreg ud til staldkarlen derude:
De røg afsted til Amager i en vis fart. Men Stærke-Harald – han stod med slagterens skæg i hånden.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: marts 1, 2023
Hvad der læses mest – i februar 2023
Ton nye foredrag og anden aktivitet i marts. Dengang.dk ramt af restriktioner fra Facebook. Nogle grupper kan vi slet ikke komme ind på. Se vores ”alvorlige” overtrædelser. Andre må, men vi må ikke. Robotter bestemmer. En administrator truer med udelukkelse. Andre har udelukket os. Sådan noget vil vi slet ikke have med at gøre. ”Din side er i risiko”, siger Facebook. De foreslår at fyre administrator. Derfor vil vi forsat lave P.R. for vores hjemmeside. 12 nye artikler i februar – nu er vi oppe på 1.939 artikler. Se også Månedens Top-100 – Læsernes Favorit-kategori.
Din side er i risiko
Facebook har advaret os. På grund af vedvarende overtrædelser af fællesskabsreglerne er siden i risikogruppe. Eventuelle yderligere overtrædelser kan fjerne siden permanent.
Men hvad er det dog, som vi har begået af farlige forbrydelser?
Ja vi har på et tidspunkt nævnt et folkefærd, der starter med N, som befinder sig på Facebooks forbudt – liste. Det var i forbindelse med en beskrivelse af Vesterbro i 1914. Da hang en sprællemand i en søndagsskole formet som sådan en person, som vi ikke må nævnte.
Anden gang, hvor vi begik en forbrydelse var, da vi delte en ældre artikel om en lejr i Blushøj. Her var en lejr med mange campingvogne. Og her boede en folkefærd, der starter med S. Det befinder sig også på forbudt-listen. Vi skulle i stedet have skrevet Romaer.
Disse to overskridelser blev betegnet som ”Hadefuld Retorik”.
Og så viste vi en tegning indeholdende nogle vagter i en KZ – lejr, der skulle til at skyde tre mænd. Her overtrådte vi igen ”Fællesskabsreglerne”. Vi overtrådte reglerne om farlige individer eller organisationer. Men det var jo ikke en reklame for disse mennesker. Tvært imod så skrev vi om de rædselsfulde ting, der skete i KZ – lejrene.
Den omtalte tegning havde vi delt fra en gruppe fra Auschwitz – museet. De har ikke fået fjernet deres tegning tværtimod har de brugt tegningen igen og igen i deres gruppe. Tegningen er også forside på en bog.
Med andre ord – Facebook vurderer, hvem der må bringe sådanne tegninger og hvem der ikke må.
Dette betyder, at vi fremover ikke kan bringe ret meget fra vores kategori om Besættelsestiden.
En anden overtrædelse skete for ca. 2 ½ måned siden. Vi brugte et foto, som vi har brugt mange gange før – badenende børn i Sortedamssøen. Efterfølgende har vi set samme foto bragt i en anden gruppe. Her er fotoet ikke blevet fjernet. Vi har masser af fotos med badende børn i Ladegårdsåen, Vidåen og Søerne i København. Vi har fotos af børn, der sopper i Nørrebroparken – disse fotos har vi bragt mange gange. Men dem sletter vi nu. Vi tør ikke at bruge dem mere.
Det mærkelige er, at vi har overtrådt ”reglerne om voksnes nøgenhed og seksuel aktivitet”. Det mærkelige er bare at der ingen nøgne mennesker var på fotoet, hverken børn eller voksne. Der foregik heller ikke nogen seksuel aktivitet.
Og som skrevet. Vi har igen set dette foto, som vi er straffet for, bragt i en anden gruppe.
Man bliver jo nærmest betragtet som pædofil. Og selv om vi har klaget til Facebook, så forholder de sig tavse.
Man kan jo ikke lave en historisk gruppe med sådanne beskyldninger. Facebooks robotter har jo heller ikke forståelse for, at vi bedriver en historisk gruppe.
Facebook foreslår endda, at man finder en ny administrator. Det vil sige, at de mener, at det er en gevinst, hvis den nuværende bliver fyret, så vil restriktionerne og advarslerne ophøre. Den nuværende administrator er undertegnede.
Vi har kørt et tema med diverse artikler om oplevelser på Facebook contra ytringsfrihed. Indrømmet vores temasider havde ikke den største bevågenhed.
På en eller anden måde er vi sikkert kommet under skærpet opsyn siden vi kan straffes for sådanne forseelser. Og for den sags skyld kunne det jo være lige meget , at vi blev smidt ud eller at vi selv valgte at gå. Men den sidste måling viste at søgningen til vores hjemmeside via links fra Facebook nu er oppe på 56 pct. Det er mange, når man betænker, at vi sidste år havde ca. 240.000 besøgende.
Men nu tænker vi også på alle vores tilfredse læsere og for den sags skyld også på de utilfredse læsere.
Allerede nu har vi mærket repressalier fra Facebook. Således har de spærret for vores tilgang til visse grupper, så vi ikke kan dele vores artikler. Facebook kalder denne straf for ”Reduceret distribution”. Og Facebook kalder straffen skærpet på grund af ”fortsatte overtrædelser af vores fællesskabsregler”.
Hvis vi forbliver på Facebook, vil det betyde en del ændringer.
Det vil sikkert komme flere ændringer. Desværre kan Facebook ikke håndtere den måde, at vi kører dengang.dk på nu. Facebooks robotter kan ikke håndtere historiske hjemmesider. Og robotterne accepterer fotos i en grupper men ikke i en anden gruppe.
En administrator truer med udelukkelse
Som det nok efterhånden vil være læserne bekendt, så har fotos for os ikke den største prioritet, selv om vi hver dag i gennemsnit deler 50 fotos i forbindelse med vores artikler. Disse artikler har vores første prioritet.
Fotoerne deler vi for at skabe ekstra interesse for artiklerne. Det er enkelte, der savner, at vi skriver ned, hvad man ser, hvornår fotoerne er taget m.m. Vi forsøger at svare på alle forespørgsler.
De fotoer, som vi bruger, er til dels ”lånt” fra andre grupper og ligger nu i vores eget arkiv. Og de fleste af disse er ikke angivet med hvilket arkiv, hvilken fotograf, hvilket år, hvilket sted m.m.
Nu forlanger en administrator, at vi påfører alle disse ting, ellers bliver vi smidt ud. Ja så går vi jo hellere selv. Vi har simpelthen ikke tid til at finde alle disse data på nettet. Vi bruger vores tid til at skrive artikler. De fleste andre grupper fokuserer næsten udelukkende på fotos. Vi fokuserer på beskrivelse af historien.
Det er flere grupper, som vi er blevet udelukket fra. Om dette skyldes Facebooks restriktioner, vides ikke. Men hvis det er den lokale administrator, der har udelukket os, vender vi selvfølgelig ikke tilbage. Når vi hver dag ligger en artikel ind, og andre ikke gør det, kan det hurtigt virke dominerende.
Nu har vi aldrig haft intentioner for at ville virke dominerende. Og vi foretrækker da i stedet for udelukkelse, at administrator kontakter os direkte for at fortælle hans mening:
Vi har da forståelse for begrebet ”mæthed”.
Vi vil fortsat lave PR for hjemmesiden
Grundet vores udsatte situation vil vi fortsat lave PR for vores hjemmeside. For selv om vi bliver smidt ud eller selv går, vil man fortsat kunne læse vores artikler på nettet. Og vi vil selvfølgelig lave nye artikler.
Vi er selvfølgelig klar over, at vi i den situation vil miste en masse læsere. Men vi kan nu engang ikke stille noget op overfor Facebook. Det kan vores politikere åbenbart heller ikke. Godt nok får vi Facebook gratis, men det må da være noget rimelighed i deres afgørelser. Således kommer det også til at gå ud over en forening, som jeg laver Facebook for. Nej vi har ikke pyntet på historien – hvorfor skulle vi det?
Vi vil i fremtiden gøre endnu mere reklame for vores hjemmeside.
Hitlisterne denne gang er uretfærdige
Med de repressalier, som vi mødt fra Facebook, kan hitlisterne i denne måde være retfærdige. Således har man sørget for at vi var udelukket fra forskellige grupper. Vores egne delinger blev placeret allernederst i feeds. Plus en del andre repressalier. Alt sammen på grund af vores alvorlige overtrædelser.
Andre skriverier
Vi er blevet bedt om at levere artikler i et par års publikationer. Og så skal der skrives nye foredrag. En masse nye artikler er på vej.
Vi har ikke kunnet svare
Der er sikkert nogle, der undrer sig over, at vi ikke har svaret på deres henvendelser. Men grundet diverse restriktioner har dette ikke været muligt.
Vi er igen blevet anfægtet at vi ikke holder os inden for et bestemt geografisk område, når vi deler nogle af vores artikler. Nu er det sådan at historien dengang var lidt anderledes. Og det var de forskellige inddelinger også. Det gælder både by-inddeling, sogne, m.m. Det ville ødelægge hele lokalhistorien, hvis vi skulle omformulere dette til det passer ind i en bestemt gruppe.
Igen er vi blevet bebrejdet, at vi ikke skriver, hvor fotoet er taget osv. Vi må igen engang beklage. Det er et spørgsmål om prioritering. Masser af grupper er specialister på billedsiden. Det er vi ikke. Her ligges der vægt på historiefortællingen.
To Foredrag og andre aktiviteter
12 Nye artikler i februar
I februar måned lagde vi 12 nye artikler ind:
NU MED 1.939 ARTIKLER PÅ VORES HJEMMESIDE
Artiklerne fordeler sig således:
Hvad betyder + xxx artikler? Det betyder, at der rundt om på hjemmesiden ligger artikler i samme kategori, der bare ikke er overført til denne.
Facebook – statistik
Vi kan godt se på disse tal, at vi har været udsat på repressalier, men det kan vi faktisk ikke, når vi lægger det hele sammen – så har vi haft fremgang. Facebook er nu oppe på 61,6 pct.
Facebook – Top-10 – Byer
Februar – Læsernes Top-100
Vi kan nok endnu ikke mærke restriktioner fra administratorer og Facebook på denne liste. Det mærker vi nok på den næste. Og dog denne gang er der ingen Haderslev –
artikler med. Det har jo også sin forklaring. Overraskende er så mange Als – artikler. Og så mange af de nye artikler også kommet med.
Den alternative Hitliste
Denne liste indeholder de tema, som ikke er en almindelig hitliste, men som du også kan finde på vores hjemmeside. De får en placering svarende til den placering, den ville have kunnet opnå i Top – 100:
De mest populære kategorier
Hver artikel på Top-100 giver et point. Er der to, der har samme point-antal, er det den bedste placering, der afgør.
Historier fra Nørrebro Handelsforening 0
Grænsen er overskredet 0
Akeleye- slægten – Historie om adelsslægten 0
Dato: februar 1, 2023
Hvad der læses mest i januar 2023
14 nye artikler i januar 2023. Nu 1.926 artikler. 230.000 læsere har kåret Top-3 2022. Alt for meget Tønder. Mere om projekt Tønder Statsseminarium. For mange slåfejl. Du skriver noget vrøvl. En ommer – dine fotos er ikke større end et frimærke. Vil du hjælpe med information om vores familie? Ofte står svar på spørgsmål i artiklerne. To nye foredrag i vente. Utrolig mange henvendelser. Facebook statistik. Facebook fylder mere og mere. Facebook-byer Top-10. De mest populære kategorier. De mest læste artikler – januar 2023. Den alternative Hitliste.
15 nye artikler i januar 2023
Nu er der 1.926 artikler på www.dengang.dk
De 1.926 artikler fordeler sig således
Året 2022 – Top-3
Blandt 230.000 læsere i 2022 kan vi præsentere en Top – 3:
Alt for meget Tønder
En læser menter, at vi bringer alt for meget om Tønder. Vi er godt nok i gang med ”Projekt Tønder Statsseminarium”, der allerede nu fylder flere artikler. I alt er der nu 307 Tønder – artikler.
Men det er måske nok mere det, som vi deler på Facebook, der irriterer vores læser. Det er sådan, at vi har 16 kategorier på Vores hjemmeside. Og de 14 er meget aktive. Når man er fra København. kan det måske være irriterende at se en masse Tønder – ting. Så har man også glemt at vi samme dag har bragt 10 ting fra København, Østerbro og Nørrebro.
Men nu er det sådan at Facebook – gruppen bare skulle være et supplement til hjemmesiden. Og på hjemmesiden kan man jo selv gå ind og vælge. Det kan du ikke på Facebook. Af vores egne artikler vi hver dag bringer på Facebook, er der i hvert fald ikke en overvægt af Tønder – artikler.
Vi må se om vi kan fordele indslagene noget bedre i fremtiden.
Mere om Projekt Tønder Statsseminarium
Artiklerne beskriver problemerne for seminariet i Tønder. Det blev i den grad brugt i germaniseringen af Nordslesvig. Men der var sandelig også mange andre problemer. Artiklerne rummer også interessant Tønder – Historie. Hold ud og læs også de sidste artikler som følger.
For mange slåfejl
Det er for mange slåfejl i artiklerne. Vi har selv observeret, at særlig i indledningen er den gal. Disse har rettefunktionen ikke lige fanget. Vi havde ellers lige gennemgået næsten alle artikler for fejl. Det tog lang tid. Men vi må i gang igen. Det bliver så, når der indtræffer en stille-periode eller en skriveblokering.
Du skriver noget vrøvl
Ja vi har hørt det før. Det er en lokalhistoriker fra Haderslev, der advarer gruppens medlemmer, når jeg har nogle indlæg i en bestemt gruppe. Og det er uanset om jeg har 8 – 9 kilder. Så nu holder vi os væk fra denne gruppe, selv om der var mange læsere.
Men denne gang drejede det sig om Prinserne (Spritterne) på Nørrebro. Vi skrev dengang, at de ofte blev brugt som babysitter. Læseren skrev, at det var noget vrøvl for hun og andre var bange for dem. Og straks var der 3-4, der likede vedkommendes indlæg.
Men straks var der 4-5 stykker, der havde prøvet at være passet af dem dengang. Se dette kan man ikke rigtig gardere sig imod. Men læserne skal lige være opmærksom på, at når vi skriver vores historier, så har vi jo lavet vores research.
En ommer – dine fotos er ikke større end et frimærke
Vi har sagt det mange gange før. Vi bruger ikke så meget tid på at finde de rigtige fotos. Det er det så mange andre grupper, der er eksperter i. Og vi går heller ikke så meget op i om vores fotos har den rigtige opløsning.
Som vi har sagt hele tiden, så bruger vi vores tid på at finde og skrive spændende historier.
Men her på det sidste er det sandelig også mange, der har rost vores fotos.
Vi kunne måske godt have ofret mere tid på fotoerne med at finde ud af årstal og hvem de personer, der er på billedet er. Men det ville så gå ud over tidsforbruget på artiklerne. Igen en gang, der er grupper, der har specialiseret sig i sådanne fotos.
Vil du hjælpe med mere information?
Undertegnede får ofte henvendelser om vi kan hjælpe med at finde informationer om en person, der har deltaget i krig eller været interneret. Og ofte bliver der spurgt, om vi vil/kan hjælpe med slægtsforskning.
Et må vi desværre sige nej til. Det kan være meget tidskrævende. Jo vi har været i arkiver. Og det har ikke altid været lige spændende. For pludselig bliver man nægtet adgang med en eller anden mærkelig begrundelse.
Og så findes der jo også folk, der mod betaling påtager sig sådanne opgaver. Disse er også specialister. Det kan man ikke just sige, at undertegnede er. Måske kan jeg finde ud af, hvor man skal begynde!
Svaret står i Artiklerne
Der bliver stillet mange spørgsmål – men ofte står svaret i artiklerne. Man kan jo nu engang ikke få det hele med i brødteksten. Ofte hentydes det til, at undertegnede har begået fejl i artiklen. Men den tidsperiode som spørgeren hentyder til er ikke nævnt i artiklen.
For så ikke at gøre forvirringen større på Facebook, bliver der et kort svar herfra.
To nye foredrag undervejs
Torsdag den 9. marts kl. 14 – 16 optræder jeg i Kingos Kirke. Det er hvis nok fjerde gang. Emnet denne gang er ”Fra Urtekræmmer til Shawarmabar” Vi skal kigge på handel gennem tiderne. Vi kigger på markederne inde i byen og dengang urtekræmmere på Nørrebro blev enige om, at nu skulle hele bydelen bekæmpe fænomenet ”Tilgift”. Eller med andre ord. De ville ikke mere give rabat. Derfor oprettede de Nørrebro Handelsforening. Og dette udviklede sig til Danmarks største handelscentrum. På et tidspunkt havde foreningen over 800 medlemmer.
Nørrebrogade bliver også kaldt for Shawarmastreet – og det er ikke uden grund. Vi kigger på, hvornår denne Fast Food kom til Danmark.
Du kommer forhåbentlig. Hvis du giver et bidrag til kaffekassen, så er der i pausen mulighed for kaffe og kage.
Tirsdag den 28. marts er emnet ”Valdemar Skrubskider og alle de andre i Lersøen” Men se dette er et lukket foreningsmøde. Her vil du, hvis du er medlem af denne forening få en skriftlig indbydelse.
Utrolig mange henvendelser
Der indløber mange mails, telefonopkald m.m. hertil. Og de allerfleste henvendelser er positive. Vi får en masse opfordringer til at gøre det og det. Nu har et døgn kun 24 timer, så ofte må vi skuffe folk, men vi forsøger at svare alle. Det er ikke altid vi når det.
Facebook – Statistik (de sidste 28 dage)
Facebook fylder mere og mere
Hver dag lægger vi mellem 10 og 15 af vore egne artikler på Facebook. Det er derfor vi i nogle grupper skriver ”Har du læst den før – så spring bare over”. Vi deler vores artikler med en række grupper. Vi holder ikke regnskab med hvornår og hvad vi har delt i diverse grupper. Derfor kan gentagelser forekomme.
For nogle læsere er det åbenbart meget irriterende. Der forekommer bemærkninger som
Man glemmer, at der er kommet nye læsere. Og selv om vi efterhånden har 1.925 artikler at vælge imellem ikke kan undgå gentagelser.
Og vores delinger af artikler har betydet at Facebooks andel efterhånden er vokset til 45,8 pct.
Facebook – Byer Top-10
Det er ikke helt de samme byer, som når vi kigger på vores hjemmeside. Men her er de mest populære byer på Facebook:
De mest populære kategorier
Der gives et point, for hver placering i Top – 100. Såfremt to kategorier har lige mange point er det den bedste placering, der er afgørende.
1864 og de Slesvigske krige 0
Grænsen er overskredet 0
Akeleye Slægten 0
Måske kan noget af denne placering skyldes, at vi har holdt pause med at dele med Nørrebro – grupperne, grundet forskellige ting. Vi er nu startet igen efter en længere pause. Vi hæfter os også ved at Besættelsestiden, der før lå suverænt på førstepladsen er faldet ned på tredjepladsen.
De mest læste artikler – januar 2023
Det er tydeligt, at vi ikke har delt med Haderslev – gruppen, da Haderslev plejer at have 4- 5 artikler med på listen.
Den Alternative Hitliste
Skulle vi nu regne andet end rene artikler med på hitlisten ville disse ting have fået følgende placering:
Grundet tekniske problemer er nogle af disse sider ikke blevet opdateret. Det må vi s, om vi kan få løst. Således står der at den gamle redaktør stadig arbejder – og det er faktisk 7 – 8 år siden, han holdt op med dette. Ligeledes er litteratur – listerne heller ikke opdateret. Der findes artikler under de enkelte kategorier, der er bedre opdateret – men også i dag nogle år gamle. Det vil ”den Gamle Redaktør” også kigge på, når han fåren skriveblokering.