Søgeresultater på "Lersøen"
Dato: august 28, 2021
Lersøen – idyl og uro
Foredrag den 28. august 2021 – Lersøtien 127- HF af 4. maj er blevet 100 år. Derfor fortalte jeg, hvad der var sket herude inden der var kolonihaver. Her var latrindepot, og her var losseplads. Man finder stadig efterladenskaber fra dengang. Her var også latrindepot. Lugten har ikke været særlig god herude. Så det var måske naturligt at stationsforstanderen på Lersø latrindepot fik et nyt arbejde på Svanemøllestation. Du skal møde Valdemar Skrubskider og alle de andre. Konge og dronning var Ferdinand Eriksen og Karen Spidsmus. Nej herude drak de ikke Bajersk Øl. De fik noget helt andet at drikke.
Det startede med en naturlig sø
Oprindelig lå der her en naturlig sø. I 1750 gik den fra nutidens Lyngbyvej til den nordlige ende af Nørrebrogade. Søens naturlige dræn blev blokeret og erstattet af en kanal kendt som Lygte Å. Og det for at forbedre Københavns vandforsyning. Søen blev omdannet til et slags marskland i 1800 – tallet.
Ja nogle steder var det ligefrem blevet til mose.
Vandforsyning
Meget tidligt var man klar over, at der skulle gøres noget for at sikre vandforsyningen i København. Man siger, at det var Frederik den Anden, der startede med dette i 1570, da han etablerede Kongevejen. Men det er nok ikke helt rigtigt for Lygteåen er gravet ud længe før. Og Ladegårdsåen var ligeledes en kunstig å.
Ved hjælp af dæmninger blev Esrum Å dannet. Den var højt beliggende. Vandet blev herfra ledt gennem Lersøen og Lygteåen. Ved Bispeengen blev Lygteåen forenet med Grøndalsåen, der fik vand fra Damhussøen. Herfra løb vandet videre gennem Ladegårdsåen til Peblinge Søen.
Allerede dengang mente man, at øl var sundere end vand. Måske var det derfor man drak så meget dengang.
Man plantede pilebuske
Kurvefletter fra København brugte området til at høste tagrør og siv. Mod slutningen af århundredet begyndte man at bruge søen som losseplads.
Man havde faktisk plantet en lange række pilebuske i mosen. Til brug til kurvemagerne. Om foråret arbejdede koner og mænd fra kvarteret med at fjerne ukrudt mellem buskene. På et tidspunkt skar man grenene af og samlede i bundter.
Derefter gik turen til Lygteåen, hvor grenene kom gennem en opblødningsperiode. Til sidst kom afbarkningen, hvor også børnene kunne være med. Så var det næsten som kurvemagerne ville have det.
På jagt efter sangfugle
Jo her foregik også fangst af sangfugle, som så blev solgt til dyrehandlere inde i byen. Det var ganske vist forbudt at indfange sangfugle i Danmark men import var tilladt. Da fuglene nu ikke skulle vise pas gav det ingen problemer.
Men politiet viste nu udmærket, hvad der foregik. Når de greb nogen på fersk gerning, vankede der en stor bøde. Og dyreværnsforeninger havde
Tilgroet morads
Søen var groet til som et vildt morads, hvor de forliste skæbner fra storbyen kunne gemme sig. De var vel efterhånden et par hundrede stykker – disse Lersø-bøller.
Man kan sige, at for 200 år siden var her pragtfuld idyl. Omkring 1900 var det et berygtet sted. Og nu er det yderst tiltalende og grønt.
Baptister blev døbt
Stedet herude var så tilpas, at der i 1839 blev udset til skueplads til den første baptistdåb her til lands. Det kan man i dag læse på en mindesten.
Biskop Münster havde på det skarpeste advaret mod baptisternes ”slette eksempel”. Men nu var det lige så stille opstået en lokal ”dåbsmenighed”. Her blev 11 personer hemmeligt døbt i søens vand.
En ung mand havde set det og var gået til politiet. Gennem årene blev baptisternes leder fængslet fem gange.
Madrasser med udyr
Lersøen strakte sig omkring 1900 fra Frederikssundsvejen over Tagensvej og Lyngbyvej i længden. I bredden var det fra Bispebjerg Hospital til Haraldsgade.
Her var det plantet masser af pilebuske. Pilene blev skåret og en eller to gange om året blev de solgt til Blindeinstituttet og til kurvemagere. Dengang gik man meget op i kurvearbejde.
Og derude i pilene boede Lersøbøllerne. Pilebuskene var bøjet foroven, og der ovenpå havde man så lagt noget voksdugspapir, for at regnen ikke skulle slå igennem. Mellem Bispebjerg Hospital og Hareskovbanen lå der en stor losseplads. Og her kunne man så hente alskens ting til at indrette sig med. Her var masser af køkkenudstyr og madrasser.
Men disse madrasser var nu ikke altid lige gode, for mange indeholdt udyr, som bed Lersøbøllerne i ryggen.
Når de frøs kunne de altid tage en flaske brændevin – det varmede.
De blev skam vasket
Det var jo herude, at Ladegårdsåen jo løb gennem Lersøen. Og bøllerne herude blev jo også vasket en gang imellem. Samtidig vaskede de deres linnedstøj strømper m.m. De tog bad i Ladegårdsåen i fælles forening – både mænd og kvinder. Man kunne endda købe et stykke sæbe for fem øre.
Når de så havde vasket sig, tog de solbad. Tøjet blev bare hængt op i pilene til tørring. Når det så var tørt kunne de igen indtage pladsen i deres villaer i pilene. Jo det var skam hyggeligt herude. Ja særlig om sommeren.
Rotter i titusindvis
Men en gang imellem gik det ild i lossepladsen. Og så stank det på det Yderste Nørrebro. Så kan det også godt være, at der kom gang i rotterne. De spænede ind over Lersøen i titusindvis. De var ikke glade for ilden.
Men det fandt beboerne da også en fordel i. For senere kunne man modtage 10 øre for hver afleveret rottehale. Man kunne også møde op med resten af rotten på brandstationen, så blev halen bare klippet af ved aflevering.
Om vinteren var rotterne forsvundet. Det vil sige, at det var de nu ikke helt. De tog ophold hos vognmand Klenz. De tog ophold på hans høloft.
Københavns underverden fandt herud
Herude boede blandt andet Ferdinand Eriksen og hans kæreste Karen Spidsmus. Og det var hende, der var den førende. Da Ferdinand var væk, trak hun på Åboulevarden. Karen Spidsmus var for resten datter af Den Glade Sandmand, hvis det skulle interessere nogen.
Nu havde Karen Spidsmus fået sit øgenavn på grund af sit udseende – den spidse næse. Men hvis man drillede hende med dette, kunne man risikere at få en på skrinet.
Hun havde begået noget småkriminalitet. Men ikke ifølge hende selv. Hun mente, at politiet blandende sig i noget, som de ikke burde. Hun var flygtet fra tvangsarbejderanstalten Ladegården.
Man skulle ikke vove sig herud
En af grundene til at man også flygtede herud var, at Lygteåen dengang var grænsen for Københavns Politis myndighed. Men dette forhold ændrede sig. Men i 1901 blev Københavns Kommune større.
Man skulle ikke selv vove sig ud i dette område og slet ikke ind af stierne i sivene. For det første så farede man vild og for det andet blev man overfaldet.
Man gik altid ned på Fællesbageriet og tiggede brød. Måske gik turen også til bagermester Pitzner på hjørnet af Gormsgade. Her kunne man for to øre få rigtig dejlige flødekager. Det gjorde ikke noget, at de var 3 – 4 dage gamle.
Så var det kaffe med surbrød
Det meste af tiden var Lersøbøllerne til at have med at gøre. Men det hændte også, at Københavns Underverden søgte tilflugt herude, så måtte politiet i gang med hunde og foretage razzia. Og så kunne man som regel tage en 14 – 16 stykker med ned til stationen i Lyngbygade. Det var den gade, der senere kom til at hedde Hillerødgade.
Men nogle af de arresterede gik dog alligevel og godtede sig. Det var de faste beboere, som glædede sig til kaffe og surbrød.
Ufleksible betjente
Ude i Lersøen måtte der ikke tændes ild af hensyn til brandfaren. En dag havde bøllerne tændt deres spritapparat. Nu ville de have hestefrikadeller.
En patrulje var i området og kunne lugte, at der blev lavet mad. Ikke alle betjente dengang var lige som i dag fleksible. Da de kom til hulen sparkede en af betjentene til spritapparatet for at få det slukket. Det var betjent Ørsted. Han fulgtes med en, der hed Kjærumgaard.
Dette var optakten til et større slag, som blev kaldt Lersø – Slaget. Det endte med, at bøllerne røg på betjentene. Og Ørsted blev mishandlet, med det resultat, at han senere døde efter sin mishandling.
Og Kjærumgaard løb sin vej. Det gik op gennem Rådmandsgade Der skar han sig lidt i frakken, for at det skulle se ud som om, at bøllerne havde knive. Senere i retten forklarede bøllerne, at det var ham, de skulle have haft fat i.
Men han fik nu alligevel sin straf. Han blev øjeblikkelig afskediget efter retssagen, fordi han havde ladt en kollega i stikken.
En god historie i medierne
Episoden var godt stof i datidens medier. Således skrev Politiken den 1. november 1901:
Stamværtshus i nærheden af Stefans Kirken
Her nede bag Stefans Kirken lå Brønshøjgade, som det hed dengang. Her lå et værtshus, der hed Lampekælderen. Den lå i en dyb kælder og her var et såkaldt snapseting. Se her kom Lersøbøllerne.
Stierne havde forskellige navne
Og herude, hvor det senere rangerterræn kom til at ligge lå i 1906 forskellige gange. De blev kaldt for Musens Gang, Harald Blåøjes Gang og for Peter Knæs Gang.
Hvad bestod et sæt af
Dengang drak de ikke moderne derude. Det, som de drak var et sæt, bestående en flaske brændevin og en skibsøl. De rundede så af med en skummet mælk – snaps og mælk var anset at drikke derude.
Bajersk øl var ikke noget for Lersø-bøller.
En betjent ved navn – Bølle Jørgensen
Det var også dengang, at der kom en meget upopulær politibetjent derud. De kaldte ham for Bølle Jørgensen. Han havde et langt skæg og var en stor knokkel. Han slæbte dem ikke med på stationen, men jog dem ind i en port, når de var ude på rov. Så fik de en regulær omgang øretæver – inde i porten.
De nye beboere
Nye beboere var kommet til derude, Musen og Karl Baj, Jo, så var det jo også Delle Frederik. Jo, Karl Baj var en pæn mand med et lille flot overskæg. Det var sat op til narrestreger, lige under næsen. Han brugte et opvarmet firetommer-søm til dette. Det blev så sat i skægget og rullet op. En gang imellem fik det også lidt fedt. Hans gode ven var Skæg Johannes.
Man sagde, at det gik disse to ret godt. Karl Baj blev storentreprenør, og Skæg Johannes fik en meget stor jernhandel.
Valdemar skrub-skider
Ja så var det Aage Svoger og Valdemar Skrub-skider. Og denne var fænomenal. Han kunne prutte – ligesom man hører fanemarchen inde på Amalienborg. Det ku’ han prutte med ræven. Vi skal lige have et vers fra en af de talrige viser, der eksisterer herude fra:
Og slog en skid fra fad
Og dette var signalet til
Vi sku´ ha’ middagsmad
Og vi fik svineøren
Belagt med lange hår
Og suppen blev serveret i
Et pissepotteskår
Områdets børn kom meget derude. De kunne tjene en lille skilling ved at hente skråtobak til beboerne henne fra Skråfabrikken på Fasanvejen. Og så blev der ellers hentet brændevin til Lersø-bøllerne.
Pigerne bidrog også til samfundsøkonomien herude. De udøvede verdens ældste erhverv til gavn for fællesøkonomien. Det havde de ingen moralske skrupler over.
Kongen var Frederik Eriksen
Kongen var absolut Ferdinand Eriksen, der efter det store slag flygtede til Århus. Han blev efter et langt strafferegister eksporteret til USA. Men han kom dog hurtig tilbage som blind passager.
Han var dybt kriminel og for resten skolekammerat med anarkisten og rabarberdrengen Christian Christensen. Han var en stor kleppert, som man ikke rigtig turde komme i nærheden af.
Ferdinand Eriksen og Karen Spidsmus blev udødeliggjort i viser og i revyer. Det er nok det bedste eksempel på Danmarks Bonnie og Clyde. I deres flugt gjorde de i den grad grin med politiet.
En gang tog bøllerne ind på Tranevej for at befri deres kammerater.
Lersø – bøllerne var frie fugle
De havde alle øgenavne herude. Man kunne møde Spiritus, Musen, Gloøje, Charles 5 – øre, Skæve Martin, Osen, Knokkeldrengen, Kro – Anders, Lange Hermann, Delle – Frederik.
Så var det også Sorte Petra. Hun var nærmest at betragte som fælleseje. Af andre piger var det også Anna 66, Guldåsen m.m. Også disse tjente penge på gaderne i København og bidrog på den måde til fællesskabet.
Lersø-bøllerne var frie fugle. De kunne ikke indordne sig efter samfundets normer.
De tømte lokumstønder
Når man senere skulle ind i Lersøen skulle man fra Frederikssundsvej. Så gik man ind ved Lygtekroen – ind til højre. Her var der en indgang, med bomme for. Om aftenen stod her blå gendarmer. Så kom man igennem en lang gennemkørsel. Er stykke nede til venstre lå forvalterboligen. Når man så gik længere ind, så kom man til Renovationsvæsenet. Det var dem, der tømte lokumstønderne.
Underlige Aftendufte
Der var store udgravninger fra det nedlagte Aldersro Teglværk. Disse udgravninger var hele kratere, hvor teglværket havde hentet ler op fra. Hver af dem var lige så store som Nørrebros Runddel og så dybe som et femtesals hus
. De lå ovre i nærheden af den senere Ørsteds Højskole i Haraldsgade. Når natrenovationsvognene kom hjem om morgenen med deres fulde laster, så hælde de det i nogen dybe kanaler som var gravet i forbindelse med de store kratere.
Stanken blev ved herude. Man sagde at en dansk sangskats store hits blev omdøbt til:
Eksplosionsfare
Det tykke bundfældede sig i kanalerne, mens det tynde løb ud i kraterne. Og det der så havde bundfældet sig oppe i kanalerne blev skåret ud i store blokke og sendt med jernbanen ud til landboerne som gødning.
Disse kanaler var overdækket med svære planker, for at regnen ikke skulle trænge ned i dem. Ja og så var det, at det særlig om sommeren kunne udvikles så meget gas, at det hele eksploderede.
Natrenovationen
Natrenovationen havde udviklet et specielt system, så det tykke blev skilt fra tynde. Kratersøen blev hældt på tønder og solgt til gartnere i Utterslev, Brønshøj og Vanløse. Det faste blev solgt i blokke for siden at blive sendt ud til bønder i hele landet. Kan I tænke jer, hvilket duft , det gav.
Det var ikke et særligt behageligt arbejde at skulle rydde op efter sådan en omgang. Ja, det var direkte sundhedsfarligt, at arbejde med natrenovationen dengang. Og det særlig om sommeren. Arbejderne fik da også alvorlige sygdomme – blodgang og tyfus.
I disse kratere eller kanaler havde vognmændene tidligere hentet ler.
Der lå også sådan en latrin sø eller opbevaring i nærheden af Nørrebros Runddel. Man sagde, at når politiet skulle patruljere her, så foregik det i løb. Man kunne simpelthen ikke holde stanken ud.
Lersø Latrinstation
Det såkaldte Lersø- depot blev i 1890 en rigtig station med sidespor til Nordbanen. Stanken blev ved. Mange af beboerne i nærheden var sikkert ikke tilfredse med en nye værdighed som latrinstation.
Jo her blev også ansat en stations – karl. Til stationen hørte en lille have på 365 kvadratalen. Det kunne man så have glæde af i fritiden. ”Gjødning” havde man jo nok af.
Han trængte til luftforandring
Hans begyndelsesløn var 900 kr. men han holdt kun i fore år. Hans efterfølger holdt i hele 9 år, men så blev han stationsmester på Svanemøllestation. Det lyder også bedre end stationsmester på Lersø Latrinstation. Det var måske også tiltrængt med luftforandring.
De vogne, som man opbevarede dette indhold i, var ikke altid lige tætte. Det betød at de efterlod en brun stribe. Og det havde kvarterets hunde så godt af. I de godt 15 år som Station Lersøen eksisterede, blev der afsendt 208.907 tons latrin.
Da man var blevet færdig på Kløvermarken på Amager til at modtage det duftende indhold blev Station Lersøen nedlagt. Tjenestestedet havde det fine navn Lersøhus ikke at forveksle med gården af samme navn.
Lersøen i Blæksprutten
På et tidspunkt kom Lersøen også i Blækspruten. Det var mens der på Nørrebro var en chokoladefabrik, der hed Cloetta i Hørsholmsgade. En tysker ville se Københavns lyksaligheder.
Militærnægtere herude
Herude i den dejlige duft, skjulte alle militærnægtere sig også. Og alle eftersøgte socialister var også søgt herude. Der var mange gemmesteder. Det var ikke altid politiet fik den fangst, som de gerne ville have.
Men hvad skete der egentlig med Lersø – bøllerne?
Ja civilisationen rykkede nærmere og nærmere på. Fabrikkerne kom længere ud i mosen. Og Slangerup – banen var blevet anlagt. De skønne dage var efterhånden slut. Omkring 1908 – 10 var området friseret for bøllerne.
Nu var politiet også blevet mere snu. De havde anskaffet sig politihunde. Dem tog politiinspektør Mollerup med, når han skulle ud til bøllerne. Adskillige af dem havde fået bidesår.
På Nørre Fælled
De flyttede så ud på Nørre Fælled. Her tog de navneforandring til Fælledbisser. Det var ude hos dem, at den unge tegner Robert Storm Petersen ofte kom på besøg. Han brugte bisserne som modeller.
Rangerstationen
Slangerup – Banen blev indviet. Og den store den rangerstation blev anlagt i 1920. Først i 1924 blev den færdig. Hensigten med rangerstationen var at aflaste godsbanegården.
I Lersøen skulle rangeres godsvogne fra Nord – og Kystbanen, Roskildebanen, Frihavnen, Østerbro og Godsbanegården.
Næppe var rangerstationen fuldført og kommet i gang før den var blevet overflødig.
Trafikken svandt ind. Der var stærkt stigende konkurrence fra lastbilerne. Snart lukkedes Lersøen som rangerstation. Men sporene var der brug for til de mange tomme godsvogne.
Men Anden Verdenskrig bragte en opblomstring. Men den 27. februar 1967 blev rangerbanegården lukket.
Lossepladsen bestod
Store arealer stod tomme i mange år. Kun lossepladsen bestod Skraldet blev tildækket af jord af hensyn til forrådnelse og for at lette sager ikke skulle blæse væk. Men det var nu ikke så effektivt. Derfor lod kommunen et stort areal inddæmme.
I 1910 – 12 købte kommunen resten af arealet. Det var blandt andet for at sikre sig mod mindre heldig form for boligspekulation som man har set på Nørrebro.
Kongen over Lersø-bøllerne, Ferdinand Eriksen døde allerede i 1919. Karen Spidsmus oplevede at blive 80 år gammel. I de sidste år var hun dog blevet lidt apatisk og nærmest en original. Hun døde op Vesterbro.
De fortsatte i anden sammenhæng
Men egentlig fortsatte sammenholdet, som Lersø – bøllerne havde startet. Nogle af dem bosatte sig på Fælleden. Og blev kaldt Fælled- bisser. Og bisser er opkaldt efter kvæg. Bøller er opkaldt efter en plante.
Derude på Fælleden var det Maja Robinson, der var dronning. Man sagde om hende, at hun havde været en meget smuk kvinde som ung. Hun skulle have været gift med en australsk læge. Og hver måned skulle hun modtage penge fra hendes forhenværende mand. Så gjaldt de om at være førstebajs hos hende.
Hun bidrog til fællesøkonomien ved at løfte op i kjolen. Det kostede fem skilling og så blev karlene inde fra Nørrebro røde i hovedet.
Men også her på Fælleden kom civilisationen for tæt på. Og man måtte opgive denne tilværelse.
Men der er endnu en fortsættelse. Det er Prinserne, Klunserne og Kræmmerne. Men nu har vi ikke flere timer. Men især Klunserne og Kræmmerne kom også tæt på stedet her. Men den historie kan i få en anden gang. Her var masser af triste skæbner.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: marts 7, 2015
Derude – på Lersøen
De boede herude under pilene. På den nærliggende losseplads kunne man finde mange spændende ting. Og så badede de i Ladegårdsåen. Normalt levede de fred og fordragelighed. Men en nat i 1901 gik det galt. Årsagen var to ufleksible politibetjente. De var herude til 1908 – 1910. Så kom civilisationen for tæt på. Så måtte Lersøbøllerne fortrække til Nørre Fælled. Her fik de så navneforandring til Fælledbisserne. Og det var her, at Fælleddronningen løftede op i skørterne – for en fem øre. Da det hele blev lidt for friseret på Fælleden gik turen til selve Nørrebro, hvor de delte sig i to grupper.
Madrasser med udyr
Lersøen strakte sig omkring 1900 fra Frederikssundsvejen over Tagensvej og Lyngbyvej i længden. I bredden var det fra Bispebjerg Hospital til Haraldsgade.
Her var det plantet masser af pilebuske. Pilene blev skåret og en eller to gange om året blev de solgt til Blindeinstituttet og til kurvemagere. Dengang gik man meget op i kurvearbejde.
Og derude i pilene boede Lersøbøllerne. Pilebuskene var bøjet foroven, og der ovenpå havde man så lagt noget voksdugspapir, for at regnen ikke skulle slå igennem. Mellem Bispebjerg Hospital og Hareskovbanen lå der en stor losseplads. Og her kunne man så hente alskens ting til at indrette sig med. Her var masser af køkkenudstyr og madrasser.
Men disse madrasser var nu ikke altid lige gode, for mange indeholdt udyr, som bed Lersøbøllerne i ryggen.
De blev skam vasket
Det var jo herude, at Ladegårdsåen jo løb gennem Lersøen. Og bøllerne herude blev jo også vasket en gang imellem. Samtidig vaskede de deres linnedstøj strømper m.m. De tog bad i Ladegårdsåen i fælles forening – både mænd og kvinder. Man kunne endda købe et stykke sæbe for fem øre.
Når de så havde vasket sig, tog de solbad. Tøjet blev bare hængt op i pilene til tørring. Når det så var tørt kunne de igen indtage pladsen i deres villaer i pilene. Jo det var skam hyggeligt herude. Ja særlig om sommeren.
Rotter i titusindvis
Men en gang imellem gik det ild i lossepladsen. Og så stank det på det Yderste Nørrebro. Så kan det også godt være, at der kom gang i rotterne. De spænede ind over Lersøen i titusindvis. De var ikke glade for ilden.
Men det fandt beboerne da også en fordel i. For senere kunne man modtage 10 øre for hver afleveret rottehale. Man kunne også møde op med resten af rotten på brandstationen, så blev halen bare klippet af ved aflevering.
Om vinteren var rotterne forsvundet. Det vil sige, at det var de nu ikke helt. De tog ophold hos vognmand Klenz. De tog ophold på hans høloft.
Københavns underverden fandt herud
Herude boede blandt andet Ferdinand Eriksen og hans kæreste Karen Spidsmus. Og det var hende, der var den førende. Da Ferdinand var væk, trak hun på Åboulevarden. Karen Spidsmus var for resten datter af Den Glade Sandmand, hvis det skulle interessere nogen.
Man gik altid ned på Fællesbageriet og tiggede brød. Måske gik turen også til bagermester Pitzner på hjørnet af Gormsgade. Her kunne man for to øre få rigtig dejlige flødekager. Det gjorde ikke noget, at de var 3 – 4 dage gamle.
Så var det kaffe med surbrød
Det meste af tiden var Lersøbøllerne til at have med at gøre. Men det hændte også, at Københavns Underverden søgte tilflugt herude, så måtte politiet i gang med hunde og foretage razzia. Og så kunne man som regel tage en 14 – 16 stykker med ned til stationen i Lyngbygade. Det var den gade, der senere kom til at hedde Hillerødgade.
Men nogle af de arresterede gik dog alligevel og godtede sig. Det var de faste beboere, som glædede sig til kaffe og surbrød.
Maja Robinson
Jo så var det jo også Maja Robinson. Man sagde, at hun var lægefrue fra Australien. Hun gik under navnet Fælledens dronning. Som unge havde hun været en billedskøn kvinde. Hun gik altid rundt med et billede af sig selv fra dengang, indtil det var slidt op.
Oppe hver en gang Aldersro Bryggeri lå, lå der dengang tobaksfabrikken A/S Lichtinger. Ja det var omkring Jagtvej 169. Her var en række kvindelige arbejdere, der flere gange forsøgte på, at bringe Maja Robinson på ret køl. De samlede ind til hende og klædte hende på fra inderst til yderst. Men det hjalp ikke. Engang imellem forsvandt hun. Når hun så vendte tilbage var det ballade derude. For alle ville være førstebajs hos hende. Men det var altid Proppen, der rendte af med sejren. Han var den stærkeste derude.
Ufleksible betjente
Ude i Lersøen måtte der ikke tændes ild af hensyn til brandfaren. En dag havde bøllerne tændt deres spritapparat. Nu ville de have hestefrikadeller.
En patrulje var i området og kunne lugte, at der blev lavet mad. Ikke alle betjente dengang var lige som i dag fleksible. Da de kom til hulen sparkede en af betjentene til spritapparatet for at få det slukket. Det var betjent Ørsted. Han fulgtes med en, der hed Kjærumgaard.
Dette var optakten til et større slag, som blev kaldt Lersø – Slaget. Det endte med, at bøllerne røg på betjentene. Og Ørsted blev mishandlet, med det resultat, at han senere døde efter sin mishandling.
Og Kjærumgaard løb sin vej. Det gik op gennem Rådmandsgade Der skar han sig lidt i frakken, for at det skulle se ud som om, at bøllerne havde knive. Senere i retten forklarede bøllerne, at det var ham, de skulle have haft fat i.
Men han fik nu alligevel sin straf. Han blev øjeblikkelig afskediget efter retssagen, fordi han havde ladt en kollega i stikken.
En god historie i medierne
Episoden var godt stof i datidens medier. Således skrev Politiken den 1. november 1901:
– Banden havde siddet og drukket på en beværtning i Gormsgade. Her blev ”Spiritus” uvenner med en arbejdsmand, som han i den anledning slog en skalle. Derefter brød de ind hos en detailhandler i Dagmarsgade og stjal øl og cigaretter. Tyvekosterne nød de på en mark ved Ægirsgade. Og i denne gade forøvede de derpå indbrud hos en detailhandlerske og stjal forskellige varer.
– Hos detailhandler Andersen i Baldersgade stjal de endelig en kasse øl, og da det var besørget, gik de ad Lersøvejen, hvor de overfaldt nattevagten ved kloakanlægget. Så kom sammenstødet med betjentene, og deres tilståelser herom er så nogenlunde i overensstemmelse med betjentenes fremstilling.
– Efter overfaldet drog de bort fra byen og nåede tidlig om morgenen Søborghus Kro, hvor de brød ind og stjal mad og drikke, som de nød i haven. En tømmersvend som kom til og gjorde en bemærkning om deres forbryderiske forehavende, fik prygl og flygtede.
– De tog nu vejen til Dyrehaven, og den påfølgende aften brød de ind i beværtningen ”Bakkens Hvile” på Dyrehavebakken og stjal vin og cigarer, hvorefter de søgte natteleje på høloftet i et foderhus i nærheden af Ulvedalene. Nogle af dem boede her i flere dage, mens andre søgte andre steder hen for at stjæle til livets ophold, bl.a. forøvede de to indbrudstyverier i Taarbæk.
– Men da kulden og sulten efterhånden gjorde dem landopholdet for ubehageligt, drog de i spredte flokke ad Hovedsatden til. De første to blev anholdt på Østerfælled, hvor de lå og nød spise – og drikkevarer, som de kort forinden havde stjålet fra detailhandlerske Scheuer i Kildevældsgade.
– Efter denne anholdelse har politiet efterhånden fanget dem alle ind – på nær én ved navn (Ferdinand) Eriksen, og efter mange anstrengelser er det nu endelig lykkedes assessor Schou at få de hårdnakkede forbrydere til at bekende………….
Denne Ferdinand Eriksen har vi tidligere berettet om. Han flygtede til Aarhus og brød ud af fængslet der.
Stamværtshus i nærheden af Stefans Kirken
Her nede bag Stefanskirken lå Brønshøjgade. Her lå et værtshus, der hed Lampekælderen. Den lå i en dyb kælder og her var et såkaldt snapseting. Se her kom Lersøbøllerne.
Og herude, hvor det senere rangerterræn kom til at ligge lå i 1906 forskellige gange. De blev kaldt for Musens Gang, Harald Blåøjes Gang og for Peter Knæs Gang.
Dengang drak de ikke moderne derude. Det, som de drak var et sæt, bestående en flaske brændevin og en skibsøl. De rundede så af med en skummet mælk – snaps og mælk var anset at drikke derude.
En betjent ved navn – Bølle Jørgensen
Det var også dengang, at der kom en meget upopulær politibetjent derud. De kaldte ham for Bølle Jørgensen. Han havde et langt skæg og var en stor knokkel. Han slæbte dem ikke med på stationen, men jog dem ind i en port, når de var ude på rov. Så fik de en regulær omgang øretæver – inde i porten.
De nye beboere
Nye beboere var kommet til derude, Musen og Karl Baj, Jo, så var det jo også Delle Frederik. Jo, Karl Baj var en pæn mand med et lille flot overskæg. Det var sat op til narrestreger, lige under næsen. Han brugte et opvarmet firtommersøm til dette. Det blev så sat i skægget og rullet op. En gang imellem fik det også lidt fedt. Hans gode ven var Skæg Johannes.
Man sagde, at det gik disse to ret godt. Karl Baj blev storentreprenør, og Skæg Johannes fik en meget stor jernhandel.
Valdemar skrupskider
Ja så var det Aage Svoger og Valdemar Skrupskider. Og denne var fænomenal. Han kunne prutte – ligesom man hører fanemarchen inde på Amalienborg. Det ku’ han prutte med ræven. Vi skal lige have et vers fra en af de talrige viser, der eksistere herude fra:
– Og Krykke Marie hun sad
Og slog en skid fra fad
Og dette var signalet til
Vi sku´ ha’ middagsmad
Og vi fik svineøren
Belagt med lange hår
Og suppen blev serveret i
Et pissepotteskår
Områdets børn kom meget derude. De kunne tjene en lille skilling ved at hente skråtobak til beboerne henne fra Skråfabrikken på Fasanvejen. Og så blev der ellers hentet brændevin til dem.
De rømte lokumstønder
Når man senere skulle ind i Lersøen skulle man fra Frederikssundsvej. Så gik man ind ved Lygtekroen – ind til højre. Her var der en indgang, med bomme for. Om aftenen stod her blå gendarmer. Så kom man igennem en lang gennemkørsel. Er stykke nede til venstre lå forvalterboligen. Når man så gik længere ind, så kom man til Renovationsvæsenet. Det var dem, der tømte lokumstønderne.
Der var store udgravninger fra det nedlagte Aldersro Teglværk. Disse udgravninger var hele kratere, hvor teglværket havde hentet ler op fra. Hver af dem var lige så store som Nørrebros Runddel og så dybe som et femte sals hus. De lå ovre i nærheden af den senere Ørsteds Højskole i Haraldsgade. Når natrenovationsvognene kom hjem om morgenen med deres fulde laster, så hælde de det i nogen dybe kanaler som var gravet i forbindelse med de store kratere.
Eksplosionsfare
Det tykke bundfældede sig i kanalerne, mens det tynde løb ud i kraterne. Og det der så havde bundfældet sig oppe i kanalerne blev skåret ud i store blokke og sendt med jernbanen ud til landboerne som gødning.
Disse kanaler var overdækket med svære planker, for at regnen ikke skulle trænge ned i dem. Ja og så var det, at det særlig om sommeren kunne udvikles så meget gas, at det hele eksploderede.
Det var ikke et særligt behageligt arbejde, at skulle rydde op efter sådan en omgang. Ja, det var direkte sundhedsfarligt, at arbejde med natrenovationen dengang. Og det særlig om sommeren. Arbejderne fik da også alvorlige sygdomme – blodgang og tyfus.
Militærnægtere herude
Herude i den dejlige duft, skjulte alle militærnægtere sig også. Og alle eftersøgte socialister var også søgt herude. Der var mange gemmesteder. Det var ikke altid politiet fik den fangst, som de gerne ville have.
Men hvad skete der egentlig med Lersø – bøllerne?
Ja civilisationen rykkede nærmere og nærmere på. Fabrikkerne kom længere ud i mosen. Og Slangerup – banen var blevet anlagt. De skønne dage var efterhånden slut. Omkring 1908 – 10 var området friseret for bøllerne.
På Nørre Fælled
De flyttede så ud på Nørre Fælled. Her tog de navneforandring til Fælledbisser. Det var ude hos dem, at den unge tegner Robert Storm Petersen ofte kom på besøg. Han brugte bisserne som modeller.
Det var henne i nærheden af to småøer, Holger Danskes Briller, de holdt til. Jo det var også her, at Fælleddronningen havde sine kronede dage.
En hver forbipasserende fik tilbudt – for fem øre – at se sol og måner. Og så trak hun ellers skørterne op, så selv hærdede mandfolk rødmede, nu gik hun for nemheds skyld kun sjældent med bukser.
Kilde: Se
– Litteratur Nørrebro
Hvis du vil vide mere: Læs
– Prinser på Nørrebro
– Lokummer på Nørrebro
– Latriner og kloaker på Nørrebro
– Lersø Bisser
– Lersø Bøller og Bisser – nok engang
– Med tog over Lersøen og mange flere
Dato: maj 3, 2010
Lersøen var både idyllisk og berygtet. Men et latrindepot, bød på store lugtgener især om sommeren. Der skete eksplosioner i de såkaldte chokoladevogne om sommeren. Her kørte også Slangerupbanen. I starten var der voldsom interesse. Frihavnsbanen gik også her forbi. Og den store ranger – station med plads til 120 vogne blev etableret på den gamle Lersø.
Idyllisk og berygtet
For 200 år siden var her pragtfuld idyl. For lidt over 100 år siden var det et berygtet sted. I dag er det et tiltalende sted og et grønt område. I det 15. og 16. århundrede var Lersøen en af staden Københavns fire søer, som gav en hvis form for indtægt. Magistraten havde fiskeretten, mens kongen havde jagtretten.
Men krybskytter var der mange af dengang. Man kunne fristes til at tro at deres lange rør (bøsser) kunne have givet navnet til søen -Rørsøen. Men navnet skyldes utvivlsomt sivbevoksningen, der trivedes godt i de våde områder.
De latrinære begivenheder
I 1870´erne udtørrede Københavns Kommune delvis Lersøen. Cirka 25 ha blev udlejet til beplantning med pil, der tidligere var meget anvendt til for eksempel kurvefletning. Og var det så bare blevet ved det.
Men de hastigt voksende yderkvarterer blev snart misbrugt og mishandlet, da byen fik brug for lossepladser. Og det som var endnu værre – de latrinære begivenheder. Dette varede over flere år, til omkring 1906.
Udførslen af byens natrenovation ved de berygtede natmænd og natvogne – eller om man vil lokumstømningen – var i 1880`erne blevet et problem. Man måtte finde en løsning på dette problem. Det gjaldt først og fremmest om at få latrinen ført bort fra byen og solgt til landbrugerne. De fik på den måde en billig gødning. Kunstgødning, der knap lugtede så fælt blev latrinens afløsning.
Mange depoter
Københavns Kommune sluttede i 1889 kontrakt med Kjøbenhavns Renovationskompagni om at få de store latrinmængder bragt bort fra byens grund. Kompagniet havde dels mellem de længst forglemte lokaliteter – Raadmandsmarken og Brudesengsmarken et større latrinoplag med tilhørende bygninger
og fæcaliteter og dels tilsvarende anlæg ved Lersøen.
Kompagniet skulle ifølge kontrakten inden 4 år nedlægge de to nævnte depoter med gødningsudsalg, men det skete ikke.
Lersø – depotet blev i 1890 en rigtig station med sidespor til Nordbanen. Stanken blev ved. En af den danske sangskats smukkeste sange blev omdøbt til Underlivets Aftendufte.
Latrinære informationer
I november 1890 sås i københavnske dagblade følgende meddelelse:
Ikke meget status i en ”Latrinær Station”
DSB var tilfredse med betydelige indtægter. Men beboerne ved landstationerne var sikkert ikke tilfredse med deres stations nye ære og værdighed som Latrinstation. Mange nordsjællandske stationer fik efterhånden denne værdighed.
Nok af gødning
Station Lersøen blev af DSB betragtet som et privat sidespor og dels som en holdeplads. Der var opført et beboelseshus til den bestyrende ekspedient. Efterhånden blev en stations – karl også ansat.
Til stationen hørte en lille have på 365 kvadratalen. Den kunne man have meget glæde af i fritiden. Gødning havde man jo nok af.
Den ejendommelige station åbnede 1. februar 1891. Den omtalte transport med heste fra Lersøen til Nørrebro Station ville have været for langsom. Afstanden
var på 1,5 kilometer.
Eksplosion i sommervarmen
Latrinvognene var nu ikke så store som pressen gjorde dem til. De tre trætønder kunne tilsammen rumme 10.000 kg. Det varede ikke længe før bare synet af dem, kunne få folk til at holde afstand.
Man havde lavet en anordning så tøndevognene ikke eksploderede ved indholdets gæring i stærk sommerhede. Det skete inden denne anordning flere gange. En varm pinse eksploderede seks tønder på Hovedbanegården.
Desværre var vognene ikke altid tætte. Det betød at de efterlod en stribe, som godt kunne have interesse for hunde. I de godt 15 år som Station Lersøen
eksisterede blev der afsendt 208.907 tons latrin. Da man var blevet færdig på Kløvermarken blev latrindepotet på Lersøen nedlagt. Slangerup – banen kom til at gå gennem det famøse område.
Der stank om sommeren
Lersøen forvandlede sig til et moseområde. Men med pilebevoksningen blev det et tilholdssted for byens løse eksistenser. Utugtens eksistenser logerede
også her med eller uden alfonser. Her trivedes kriminelle, sprittere, subsistensløse og voldsmænd. Nutidens kriminelle skulle stå tidlig op for at hamle op med dem.
Men det var ikke kun det forhold, der gjorde stedet utrygt. Om sommeren stank der fra de åbne latriner, hvor natmændene havde tømt deres last.
Uhyggelig møde med latrinvognene
Det var noget uhyggeligt ved at møde de raslende og stinkende hestevogne med latrintønderne. De pjaltede natmænd kørte deres stinkende hestevogne tilbage til depoterne i morgentimerne, ja så raslede vognene endnu mere.
Natvogn var et fy – ord, så ofte blev de kaldt for chokolade – vogne.
En latrinær vittighed
Der er en vittighed fra den tid. En tysker ville gerne se Københavns lyksageligheder, så han blev slæbt med ud til Lersøen.
Vittigheden var gengivet i Blæksprutten og Cloëtta var faktisk en chokoladefabrik i Hørsholmsgade.
Kommunen køber hele Lersøen
Efter århundredeskiftet svandt de berygtede arealer ind. De blev ryddet til vej – og jernbaneanlæg. Tagensvej blev gennemført mod Bispebjerg
i 1904. desuden blev Slangerupbanen indviet. Tagensvej blev ført over banen.
I 1906 blev den berygtede latrinstation med oplag ved Lersøen nedlagt. Slangerupbanen var anlagt på en strimmel. Hele udformningen af Lersøen
var først færdig i 1930. Store dele af arealerne stod tomme i mange år, dog ikke lossepladsen, som fyldte en hel del.
Det var kommunens første kontrollerede losseplads. Skraldet blev tildækket med jord af hensyn til hurtig forrådnelse og for at lette sager ikke skulle blæse væk. Men det var nu ikke så effektiv. En masse skrald blæste alligevel væk. Derfor lod kommunen arealet indhegne.
Nye rangerbanegårde blev hele tiden udskudt. De københavnske stationer var efterhånden overbelastede. I 1910 – 12 købte kommunen resten af arealet. Det var blandt andet for at sikre sig mod mindre heldig form for spekulationsbyggeri. Det havde man tidligere set på Indre Nørrebro. Hensigten var at udlægge det hele til parkområde. Men det hele gik nu ikke så hurtig.
Rangerstationen påbegyndes
I 1916 påbegyndtes endelig anlæggelse af Lersøen Rangerstation men plads til 120 vogne. Der blev lagt en del spor mellem Tagensvej og Lyngbyvej og banen til Østerbro (Frihavnsbanen).
I 1918 blev byggeriet udbudt i licitation. Fra godsstationen skulle 4 spor føres under viadukten for Tagensvej ind i det område, hvor rangse-stationen blev anlagt.
Først i 1920 tog anlægsarbejdet fat. Den gamle Nordbane-spors bomme på Tagensvej kunne endelig forsvinde. Et nyt dobbeltspor blev anlagt mod Hellerup
helt over ved Slangerupbanens spor.
Godsstationens sporanlæg var fuldført i 1924. Det blev til 5 år for Nørrebros Godsbanegård og 14 år for Lersøen Rangerstation.
Sporanlæggene på den nye rangerstation, der blev taget i brug 1. juli 1930 var på 7 kilometer. Det hele virkede dog som en stor forvirring.
En sporgruppe på 4 spor var bestemt til opstillings – og rangerspor. Endvidere var der anlagt en stationsrist med 9 spor.
Store projektører på 30 meter master belyste området.
Ranger – stationen nedlægges
Men rangerstationen var næppe kommet i gang, før depressionen ramte. I Lersøen skulle der rangeres godsvogne fra Nord – Kystbanen, Roskildebanen, Frihavnen, Østerbro og Godsbanegården.
Men den 27. februar 1967 blev transit – rangerbanegården endelig nedlagt. En tid blev arealerne brugt til en slags godsterminal for lokaltogene til Nord – og Kystbanen. Og i forskellige udvalg kæmpede vi for at bevare fragtmandshallerne.
Slangerup – banen
Vi skal da heller ikke glemme Lygten Station og Slangerup Banen.
Kjøbenhavn – Slangerup Banen anlagdes efter lov af 13. april 1894 som en virkelig privatbane uden statstilskud. I 1903 stiftedes A/S Slangerupbanen. Jordarbejdet påbegyndtes i 1904, og de blev ret betydelig ikke mindst omkring Lersøen. Fra Emdrup Bakke blev der flyttet ikke mindre end 100.000 m3
fyld, som endelig gjorde det af med de sidste sumpede og mosede områder.
Et betydeligt areal blev planeret, strækkende fra Nørrebrogade forbi Tagensvej.
Lygten Station
Lygten Station skulle være en monumental banegård. Den måtte gerne ligne Østerbros. Ja det kom den også til, i hvert fald i starten. På søn – og helligdage myldrede folk til, for at tage i Hareskoven.
Fra sommeren 1906 kunne man på Lygten Station købe en rundrejsebillet gældende fra Lygten – Farum, med Baadfarten fra Fiskebæk over Frederiksdal til Lyngby med Lyngby – Vedbæk Jernbane over Ørholm til Vedbæk og hjem med DSB ad Kystbanen. Sådan en heldagstur kostede kun 2,05 kr. Man kunne også få billetter til kortere ture, men også med sejlads på Furesøen med tilstødende vande.
Ind og ud af samme ende
Togene kørte ind og ud af den samme ende. Der fandtes ingen drejeskive med omløbsspor. Togstammerne måtte rangeres ud på sporarealet, for at lokomotivet kunne løbe om, og derefter måtte stammen bakkes til afgangssporet.
Foruden afgangs – og ankomstsporet med hver sin perron, fandtes et mellemspor til vognopstilling.
Ude ved Tagensvej opførtes den ældste lokomotivremise. Med tilhørende kulgård, vandkran m.v.
I 1929 opførtes en tresporet vognremise med værksted. Her skulle KSB`s diesellokomotiver også anbringes, når de ankom i 1930. Der var også spor til tømmerplads og grus-silo.
Kæmpe interesse
I banens første driftsår var der ca. 300.000 passagerer, og tallet steg jævnt i årenes løb. Omkring 1920 lå tallet på omkring 800.000. Derefter gik det ned ad bakke. I 1929 var antallet af passagerer nede på 500.000.
DSB overtager
Om aftenen den 31. marts 1948 ventede personalet på det sidste tog. DSB havde overtaget strækningen, og alt skulle udskiftes. Pludselig skulle man have tre gange så mange blanketter og tryksager som før. Også biletterne skulle udskiftes.
I remisen blev lokomotivet pyntet med flag. Den skulle bruges til indvielsesturen næste dag.
Man forventede, at alt skulle moderniseres. Men viljen var større end evnen. På Lygten Station forsvandt garderobe, kiosk, reklamer m.m. efterhånden. Nu skulle der kun være en perron med spor på hver side. Og 1956 blev der opført et perrontag.
Sporvogn med kort levetid
Der blev lagt spor til den hurtige sporvognsrute 19x til Rådhuspladsen. Men ruten fungerede kun fra 1952 – 1958. Omstigningsforholdene mellem Slangerup
– banen og Nørrebros Stationer havde i mange år været utilfredsstillende. Omkring 1950 skete der en radikal forbedring. Et trinbræt blev etableret ved Tagensvej.
S – tog
Elektrificeringen til Farum havde været drøftet næsten fra KSB´s start, men først ved lov nr. 145 af 17. maj 1961, skulle det endelig blive til noget. Men der skulle gå endnu 16 år, før Hareskovbanen, som den nu kaldtes, blev S – bane.
I 1970 tog man fat på et anlæg af dobbeltspor til Svanemøllen. Det kunne man dog godt have sparet sig, for i 1971 blev det vedtaget at Hareskovbanen skulle have ændret linjeføring fra Emdrup til Svanemøllen. Dermed var Lygten Station nedlagt.
Nedlagt i 1976
Stationen blev nedlagt den 24. april 1976. Det sidste tog afgik under enorm opsigt og interesse. Efter at det sidste tog var ankommet slukkedes stationens udendørslys . Men i stationskontorerne var der stadig lys og stemning.
Hvad skulle der ske med bygningerne. Nogle mente, at bygningerne skulle fjernes, og der skulle indrettes til park. Andre mente, at her skulle være kro. Perronen skulle indrettes med krohave. Og stationsbygningen blev brugt til mange ting i årenes løb. Selv har jeg holdt foredrag i de flotte lokaler, men akustikken er ikke særlig god.
Frihavnsbanen
Frihavnsbanen gik også på en del af strækningen gennem Lersøen. Den fulgte den senere anlagte Rovsinggade parallelt til Lyngbyvejen og fortsatte langs Vognmandsmarken til Strandvejen, hvor første del af Svanemøllebroen opførtes. Der fra gik det videre til Frihavnsgitteret
ved Århusgade.
Indvielsen af Frihavnen måtte udskydes, da den russiske kejser Alexander den tredje var afgået ved døden den 1. november. Kongefamilien kunne ikke deltage. Det første egentlige godstog på ruten kørte den 9. november 1894.
I 1895/96 blev der transporteret 80.317 tons gods mellem Nørrebro og Frihavnen. I årenes løb skete der en del omlægninger. Sporet var gået fra Nørrebro Station, men fra 1. juli 1930 udgik sporet fra Lersøen Rangerstation.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 9.-03. – 2022
Dato: juli 1, 2023
Hvad læses der mest – i juni 2023
Problemer med sikkerhedskoden. Vi kan ikke lægge nye artikler ind. Du må foreløbig nøjes med 2.008 artikler. Vi nåede at lægge 18 nye artikler ind. Vi præsenteret juni-måneds Top-100. Den alternative Hitliste. Hvilke byer læser dengang.dk. Facebook vil ikke anbefale vores side. Det har vi også skrevet en artikel om. Fremgang for København og Andre Historier. Mindre fremgang for Aabenraa og Padborg/Kruså/Bov. Forsat tilbagegang for Besættelsestiden. Voldsom tilbagegang for Nørrebro og Østerbro. Ikke den helt store tilstrømning til tre foredrag i Nørrebrohallen men vi mødte nogle interessante mennesker.
18 nye artikler i juni måned
Det blev til 17 nye artikler i maj måned. Det kunne sagtens være blevet til flere artikler. Men i øjeblikket kan der ikke der ikke lægges flere artikler ind. Der problemer med vores kode i vores sikkerhedssystem.
NU 2.008 artikler
Vi er nu op på 2008 artikler i 16 kategorier. Du vil opleve, at der står et plus i nogle kategorier. Det betyder, at du i andre kategorier vil opleve artikler, der godt kunne placeres i den pågældende artikel
Din side er ikke anbefalelsesværdig
Ja den besked har vi nu fået af Facebook. Nogle af vores overtrædelser, hvis de var overtrædelser, går efterhånden tilbage. Men Facebook fortæller mig hver dag, at jeg er i fare med at miste min side.
Som jeg tidligere har fortalt læserne, var det en forside fra en bog lagt op af Auschwitz-museet, som jeg bragte. Om det også var den eller badende børn i Sortedamssøen, der nærmest beskrev mig som seksuel afvigende, vides ikke.
Men vi har beskrevet alle vores ”alvorlige” overtrædelser gennem tiderne i artiklen ”Din side er ikke anbefalelsesværdig”. Gennem en periode mente Facebook, at jeg delte for meget. Men det var nu ikke mere som vi gør nu.
Når en side ikke anbefalelsesværdig betyder det et mindre antal besøg. Men som vi nu igen engang har benyttet lejligheden til, så har vi anbefalet læserne til at gå direkte ind på vores side.
Dette er måske de sidste hitlister
Vi har valgt ikke at forny vores nye Google program. Efter sigende er det ikke lovligt at bruge. Vi vil heller ikke udsætte vores læsere for unødvendig overvågning. Om det er så galt vides ikke. Det er der faktisk ingen, der kan oplyse os om.
Vi fortæller ikke om fotoerne
Når vi lægger fotoer, fortæller vi ikke, om hvad der ses, og hvornår de er optaget. Det er ikke for at være uhøflig. Men det ville være uhyre tidskrævende at skulle ud og finde data over alle disse fotos Den tid vil vi hellere bruge på nye artikler. Og når folk forespørger om disse fotoer kigger vi selvfølgelig efter, om vi har skrevet noget. Men vi går ikke og undersøger fotoet. Der findes mange grupper, der er meget bedre til dette.
Måske den allersidste TOP-100 juni 2023
Vi har ikke kunnet finde garanti for, at info ikke bliver misbrugt ved anvendelse af dette program, derfor er dette måske allersidste gang vi bringer en TOP – 100 med de allermest læste artikler.
Bedre Held – næste gang:
Nu er det vel ikke overraskende, at det lige er denne artikel, der ligger på førstepladsen. Midt ude i Vadehavet har man fundet rester af en gammel kirke. Og den kan stamme fra Rungholt.
Den alternative Hitliste
Dette er en hitliste, der ikke kigger direkte på artikler, men på andet på vores hjemmeside. Placeringen er den, der ville være gældende, hvis det var en artikel
Hvilke Byer læser dengang.dk? – juni 2023
De mest populære kategorier
Hver placering på Top – 100 giver 1 point. Er der to kategorier med samme pointtal, er det den bedste placering, der tæller.
Nørrebro Handelsforening 0
Akeleye – Historien om adelsslægten 0
Der var stor fremgang for København og for Andre Historier. Der var mindre fremgang for Aabenraa og Padborg/Kruså/Bov. Der var fortsat tilbagegang for Besættelsestiden og voldsom tilbagegang for Nørrebro og Østerbro.
Dato: juni 18, 2023
Nørrebro på skinner (2) Jernbanen
Dette er 2. del af vores foredrag i Nørrebrohallen i anledning af hallens 50-års fødselsdag den 18. juni 2023. I første del koncentrerede vi os om sporvogne. Her skal vi høre om jernbanen på Nørrebro. Borgerne på Nørrebro måtte kigge længe efter toget. Man forsøgte at spare sammen til et skur. Station A og B i den nuværende Nørrebropark. På Nørrebro ville man også på skovtur. Uheld kunne ikke undgås. Byggespekulanter ventede på stationen. Damer fik ødelagt sko og klæder. Behovet for godsstationer voksede. En sneplov til Rusland. Klampenborg – banen. Trafikproblemer på Nørrebrogade. Koppernes paradis. Ikke plads til svæklinge og pattebørn, når man var ansat hos jernbanen på Nørrebro. Cigaretter over hegnet til Ladegården. Da Slangerup – banen blev indviet. Et barn blev født på Lygten Station. Ulykker med rangermaskiner. Man talte om at nedlægge Nørrebro Station allerede i 1921. Da jyderne bosatte sig i Nordbanegade. Gødning til landet. Da tyskeren så en chokoladevogn. Rangerstationerne. 79 gange i døgnet gik bommene ned på Nørrebrogade. Station A og B lukkede. Trafikken ophørte på Lersøen Station men vi fik Højbanen.
Borgerne på Nørrebro måtte kigge længe efter toget
I 1847 startede det hele med Danmarks første jernbane. Den gik fra København til Roskilde. I 1863 kunne Nordbanen indvies. I første omgang gik den til Lyngby over Hellerup. Fra Hellerup gik der en lige linje til Klampenborg. Den blev meget populær. Nordbane-togene havde samme linje som Vestbanen i det første stykke.
Sporene gik så i en bue over Sankt Jørgens Sø på en dæmning parallel med Gyldenløvsgade. Derefter til Rosenørnsalle Allé, hvor Radiohuset lå. Her skiltes sporene. Vestbanen fortsatte mod Roskilde, mens Nordbanen krydsede Ladegårdsåen ved Bülowsvej. Så kørte man videre ad Nørrebros marker syd for Assistens Kirkegården over Havremarken og Rådmandsmarken uden stop til Hellerup.
I mange år måtte beboerne på Nørrebro kigge langt efter toget, der bare kørte igennem. Imens steg befolkningsantallet eksplosivt. Et større areal syd for Nørrebrogade blev eksproprieret. Det var stort set det nuværende Nørrebroparken.
Man forsøgte at spare sammen til et skur
Beboerne på Nørrebro begyndte at samle penge sammen til en station. Man ville opføre en station i form af et skur. Prisen var 25.000 kr. Det lykkedes kun at samle 6.000 kr. ind. Meningen var at man ville lave en slags privatbane.
Station A og B
Den 1. juli 1886 blev Nørrebro Station åbnet. Allerede fra starten var stationen underdimensioneret. Stationen fik en speciel udformning med to selvstændige ekspeditionsbygninger, Station A og B.
Station A kom til at ligge ved Bjelkes Alle. Station B kom til at ligge ved Lyngbygade (Hillerødgade)
På Nørrebro ville man også på skovtur
Det var hovedsagelig biletter til Nordbanen, der blev solgt. Skulle man ind til byen var det lettere at tage sporvejen fra Nørrebrogade. Også det med biletterne var kaotisk. De var ofte udsolgte hen ad formiddagen.
I begyndelsen var toggangen beskeden. Men man havde undervurderet Nørrebro-borgenes interesse for skovudflugter.
Uheld kunne ikke undgås
Uheld kunne ikke undgås. Da det sidste aftentog fra Klampenborg kørte ud fra stationen, kolliderede det med det ankommende tog mod Klampenborg Datidens medier kunne dog berolige befolkningen:
Byggespekulanter ventede på stationen
Nu kom der ellers gang i byggeriet i området. Der var masser af spekulationsbyggeri. Men det førte nu ikke til en egentlig adgangsvej til stationerne. De daværende medier skrev:
Damer fik ødelagt sko og klæder
Terrænet var ikke godt. Man havde ikke fået afvandet ordentlig. Det var heller ingen brobelægning. Om sommeren skulle man vade i flyvsand fra Nørrebrogade til stationen. Om vinteren var det bare at tage de lange støvler på, hvis man skulle ud at køre tog, Man sank nærmest i bund i dynd og smadder. Damerne fik ødelagt sko og klæder.
Behovet for godsstation voksede
Behovet for en godsstation voksede. I perioden 1870-1890 blev godsmængden på Nordbanen femdobbelt. Al godstrafik til og fra Nordhaven og Frihavnen foregik via Nørrebro station. Flere gange måtte Nørrebro Station udvides for at kunne klare presset.
Godstogene spærrede også for de rejsende og ikke mindst på Nørrebrogade brød trafikken helte tiden sammen, fordi godstogene skulle over Nørrebrogade. Og så skulle der hele tiden rangeres.
I 1890erne foretog man store udvidelser på stationsarealet og nye spor kom til i anledningen af Frihavnsbanens anlæg.
Efter at Slangerupbanen meget senere blev indviet var der forbindelse til Station B via ”Stensporet” til Lygten Station.
En sneplov til Rusland
I slutningen af 1890erne kunne man på Nørrebro se en kæmpe sneplov, der med banen skulle fragtes til Rusland. Det var direktionen på Kiev – Odessa banen, der havde bestilt den. Og det var Firmaet Smith & Mygind på Nørrebro, der havde bygget den.
Klampenborg-banen
I 1897 anlagde man Klampenborgbanen. Den fulgte Nordbanen til Hellerup, og her drejede den mod Klampenborg. Den var udelukkende anlagt som forlystelsestog for københavnere, der ville til skov og strand. Den første kørerdag afsendtes ikke mindre end 34 tog med 16.000 passagerer. De skulle også hjem igen. Det sidste tog kørte kl. 4 om morgenen.
Den nye kystbanestrækning blev prøvekørt den 11. juni 1897. Toget bestod af et let lokomotiv, et par salonvogne og en pakkevogn. Man afgik kl. 11 om formiddagen fra Hovedbanegården over Nørrebro ad Frihavnen til Østbanegården. Herfra afgik toget klokke 13 og ankom til Helsingør kl. 16.
I 1897 var dele af Ladegårdsåen blevet overdækket. Og så var det vanskeligt at anbringe den gamle vittighed, når toget var forsinket:
Jo det var dengang Frihavnen skulle åbne. Men det måtte udskydes. Kongeparret skulle til begravelse i Rusland. Og man blev også lige nødt til at fylde havnen med nogle skibe, som man lige skulle have fat i. Man kunne sandelig ikke indvie en havn uden skibe!
Trafikproblemer på Nørrebrogade
Allerede i 1900-tallet var der problemer med trafikken på Nørrebro. For de gående fik indrettet en gangbro. Og det var en yndet og farlig legeplads for knægtene. Man brugte en hest som rangermaskine. Men det varede ikke længe før motorkraft var nødvendig
Loppernes paradis
På godsbanegården havde man også et lagersted – pakhus m.m. som man kaldte for Varehuset. Det blev udvidet mange gange. Og det blev simpelthen ”Loppernes Paradis”.
Ikke plads til svæklinge eller pattebørn
I 1894 var der ansat ti mand på Nørrebro station. I 1901 var det vokset til 35 mand. Der var ikke plads for svæklinge eller pattebørn. Arbejdet skulle gøres og helst hurtigt. Ellers vankede der lussinger. For at holde det hårde arbejde ud, blev der indtaget mange snaps.
Cigaretter over hegnet via jernbanen
Banen kom lige forbi Ladegården. I den fløj af bygningerne, der lå ned mod Vodroffsvej, boede byens ”lette garde”. De blev med jævne mellemrum sat ind på ”tvangen”, som man kaldte det.
Om morgenen var der gårdtur i gården, hvis plankeværk vendte lige ud til banelinjen. Det var ikke ualmindeligt, at de pågældende ”damers opvartende kavalerer” tog en tur med første Klampenborg – tog om morgenen. Fra øverste etage i en af de høje skovvogne kunne de få lejlighed til at kaste en pakke cigaretter ind over plankeværket til ”den elskede”.
Jo og sandelig var Statsbanerne så storsindede, at dem der havde vagt nytårsaften blev betænkt med punch og æbleskiver.
Da Slangerup-banen blev indviet
Den 16. juli 1905 blev der arrangeret en præsentationstur på den nye Slangerup – bane for pressen. En masse pressefolk var mødt op på Lygten Station. Det var en kæmpe succes. En af overskrifterne lød sådan:
Lygten Station er tegnet af Heinrich Wenck. Han var statsbanernes overarkitekt. Tre dage efter var den officielle indvielse. Et flagsmykket tog begav sig kl. 11.30 fra Lygten Station med 100 indbudte honoratiores om bord. Politiken kunne dagen efter skrive følgende:
Et barn blev født på Lygten Station
I maj 1906 var Lygten Station igen på forsiden. En ung kvinde nedkom med et barn på stationen:
Et par ulykker med rangermaskiner
I 1907 forårsgade en rangermaskine en stor ravage. Ca. 50 meter fra remisen faldt fyrbøderen, der kørte maskinen, at denne. Formentlig havde hans jakke grebet fat i regulatoren som gav maskinen ”hele armen”. Maskinen for afsted, ind i remissen og ned i skydebroens grav, tværs over denne og op på sporene med forhjulene – langt nok til at give en anden rangermaskine sådan en tyr, at den røg gennem remisemuren. Denne væltede udenfor. Begge maskiner blev noget ramponeret og bygningerne led alvorlig skade. Fyrbøderen, der faldt af maskinen, brækkede et par ribben og fik hul i hovedet.
15 år senere fik stationen atter besøg af en herreløs maskine. På Østerport Station skulle den have kul. Fyrbøderen kørte den til kulkranen og lagde dens kæde på trækkrogen. Da han kørte maskinen frem for at trække kul-kassen op, sprængtes et damprør i førerhuset. Strålen ramte en oliedunk, hvis låg fyrbøderen fik i hovedet. Blændet af damp og olie faldt den arme mand ned ad førerhuset uden at få lukket for regulatoren.
Maskinen sprængte kæden og begav sig ud af Frihavnsbanen mod Nørrebro. Heldigvis i et adstadigt tempo. Hurtigt blev overskæringernes bompassere advaret. Den herreløse maskine med fyrbøderen i hælene – lavede ikke andre ulykker undervejs end at vælte bagerste vogn i et kul-tog ved Østre Gasværk. Det herreløse tog nåede Nørrebro station i skridtgang. Lokomotivføreren fra et andet tog på Frihavnsbanen sprang på og fik lukket for dampen. I mellemtiden nåede en meget forpustet fyrbøder- stationen.
Nørrebros knægte var nogle skarnsunger. De fandt ud af, at det var sjovt at drille personalet ved at pille ved sporskifterne og andre ting. I begyndelse var det de såkaldte ”Lersø-bøller”, der fik skyld for det. Disse knægter fandt også på at kaste sten efter passagererne.
I 1921 talte man om Nørrebro Stations nedlæggelse
I 1913 var udgravningerne til Boulevardbanen allerede gået i gang. Det var et projekt, der skulle gå fra Hovedbanegården til Østerport. I Nørrebro Handelsforening var man utilfreds med denne beslutning. Dette betød nemlig nedlæggelse af Nørrebro Station. I 1921 blev Nordbane og Klampenborgtogene omlagt til den nye linjeføring.
Ja egentlig havde man allerede i 1911 begyndt at tale om en nedlæggelse efter at en ny hovedbanegård var opstået. Sporene til Frederiksberg forsvandt. Allerede dengang var der voldsomme protester på Nørrebro.
I 1923 talte man om Ringbane
Allerede i 1923 var den nye højbane tegnet ind på kortene. Men Nørrebro – borgerne måtte vente syv år før det blev en realitet.
Den 1. juli 1930 blev højbanen med den nybyggede Nørrebro – station indviet. Den er tegnet af overarkitekt K.T. Seest. Den blev modtaget med en del skepsis. Og de to station A og B forsvandt for altid.
Da Jyderne bosatte sig i Nordbanegade
Navnet Nordbanegade forblev som et minde. Denne gade var på et tidspunkt en ghetto for alle jyder på Nørrebro. Disse jyder talte et mærkeligt sprog, gik mærkeligt klædt, spiste mærkeligt (kartofler). De havde en mærkelig religion (Indre Mission). Først da de begyndte at gå på værtshus og bordeller blev de anerkendt af Nørrebro – borgere.
Gødning til landet
Det var jo også en glemt station – Station Lersøen som var en latrinstation. I de 15 år, der eksisterede blev der herfra sendt 208.907 tons latrin. Her var ansat en stations – betjent, der til sin forhave havde gratis gødning! Det har måske ikke været et særlig eftertragtet job. Ja stationen åbnede i februar 1891.
Allerede i 1890 var den kommende latrinære station omtalt i medierne:
Man havde lavet en anordning på tøndevognene så de ikke eksploderede. Ja disse latrinærvogne blev også kaldt for chokoladevogne. Men i stærk sommervarme kunne de nu godt eksplodere. Og det skete da også flere gange på Nørrebro station.
Da tyskeren så en chokoladevogn
I Blæksprutten var der lavet en tegning og et ordspil dengang. For at forstå den, skal man lige vide at der i Hørsholmsgade lå en chokoladefabrik, der hed Cloetta.
I de 15 år Station Lersøen eksisterede, blev der afsendt 298.907 tons latrin. Da man var færdige med et nyt anlæg ude ved Kløvermarken på Amager (Lorteøen) blev latrinstation Lersøen nedlagt.
Det var heller ikke altid, at disse vogne var tætte. Det betød, at de efterlod en stribe som Nørrebros hunde nød godt af.
Man kan vel godt forstå at stationsforstanderen på Latrinstation Lersøen trængte til luftforandring. Han blev stationsforstander på Svanemøllen Station. Det var så travlt, at der blev ansat en latrinær – karl på stationen.
Man kan også sige, at det første stykke af Slangerup – banen ikke var særlig velduftende.
Rangerstationerne
I 1916 påbegyndtes endelig anlæggelse af Lersøen Rangerstation med plads til 120 vogne. I alt blev det til 14 år for Lersøen Rangerstation. Her blev der lagt i alt 7 km spor.
79 gange i døgnet gik bommene ned på Nørrebrogade
I 1924 blev der foretaget målinger på Nørrebro og også på Nørrebrogade. Her viste det sig at bommene var nede 79 gange i løbet af et døgn. Det svarede til 212 minutter. Det kunne i den grad mærkes på trafikken.
Indtil 1929 var Slangerup – banen ejet af private aktionærer. Allerede i 1915 opstod tanken om en elektrisk bane. Men man måtte vente i 62 år.
Station A og B lukkede
Den 30. juni 1930 lukkede de to gamle stationer A og B. Hele det gamle terræn blev overtaget af Københavns Kommune og indrettet til Nørrebroparken. De to stationsbygninger var i den grad medtaget og misligholdt.
Og nu var det så Højbanen, det gjaldt.
Trafikken ophørte til Lygten Station
I begyndelsen af 1945 var KSB (Slangerupbanen) nærmest et fallitbo. Sidste gang banen kørte under privat drift var den 31. marts 1048. DSB overtog driften og personalet. Man startede med at gå tilbage til damptog indtil man havde fået renoveret andre tog.
Den 25. april 1976 kunne togene fra Ryparken føres til Svanemøllen. Nu var det ikke mere trafik til denne station. Stationen har været brugt til mange formål. Jeg skal hilse og sige, at det er en meget dårlig akustik i den smukke bygning.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: juni 18, 2023
Nørrebro på skinner (1) – Sporvogne
Dette er et foredrag i Nørrebrohallen den 18. juni 2023 som led i Nørrebrohallens 50 – års fødselsdag. I denne kigger vi på ”Rumlekasserne” og Sporvognene. Det var sorgens dag den 22. april 1972. Napoleon og Victoria. Politiet sagde stop til 50 passagerers – omnibusser. Hestesporvogne. I 1867 startede Nørrebros Sporvejsselskab. En remise, der blev udvidet flere gange. Det var meget mørkt på Nørrebro. Fra 7.30 til 22.30. Elendige arbejdsforhold. Det havde fagbevægelsen ikke fundet sig i – i dag. Ni forskellige selskaber Medlem af en fagforening var fyringsgrund. En sporvogn til Titan. Heste kan også få influenza. Ingen faste stoppesteder i begyndelsen. Masser af passagerer. Mange ulykker. Den første elektriske sporvogn. Syrevogne og Dampvogne. Man måtte leje sig til heste. Advarsel til damerne. Prærielinjen og Luselinjen.
Sorgens dag den 22. april 1972
Den 22. april 1972 var sorgens dag. Da kørte den allersidste sporvogn – en linje 5 fra Nørrebro.
Napoleon og Victoria
Det pæne borgskab brugte drosker, og de første så dagens lys i 1828. Men den kollektive trafik startede med de såkaldte rumlekasser, hvor passagererne i bogstaveligste forstand blev kastet over hinanden.
Men se allerede i 1842 kørte der en omnibus fra Østerport via Blegdamsvejen og Lygtevejen (Nørrebrogade) tilbage til byen igen via Nørreport. Gennem årene skete der mange ændringer. Men i 1864 eksisterede der to omnibuslinjer til Nørrebro. Ja og de to omnibusser, der kørte, hed Napoleon og Victoria.
Men disse omnibusser var hele tiden overfyldte. Konduktøren behøvede ikke engang at bruge sit horn som signal til afgang. Disse omnibusser blev ikke uden grund kaldt rumlekasser. En spand heste trak dem over de toppede brosten. Alt imens væltede passagerne over hinanden. Så var det sandelig noget andet med de senere sporvogne.
Politiet sagde stop
Men rumlekasserne forsvandt ikke lige med det samme. Der kom større vogne med bredere fælge og bedre affjedring. Men arbejderne havde ikke rigtig råd til disse. Og det gjaldt også for de såkaldte hestedrosker. De første kom i 1828. Her var det kun det pæne borgerskab, der brugte disse. Men da disse rumlekasser blev bygget til at kunne rumme 50 passagerer så politiet stop.
Hestesporvognene
De første hestetrukne sporvogne havde kun plads til 10 passagerer. Det kunne en sund hest sagtens klare. Den sidste hestesporvogn kørte i 1915.
Den allerførste linje i København gik fra Tivoli ad Vesterbrogade til Frederiksberg Runddel.
I 1867 startede Nørrebros Sporvejsselskab
I 1863 startede det første sporvognsselskab, men allerede i 1867 startede Nørrebro Sporvejsselskab. Det var C. Wolfhagen, der etablerede dette selskab. Men Anke Heegaard havde også en stor andel i selskabet. Stort set hvert år fik aktionærerne et stort overskud. Man havde mange planer, der dog aldrig blev ført ud i livet. Selskabet havde ikke deres egne heste. De blev lejet hos forskellige vognmænd. Og i medierne dengang kunne man læse:
Vognmanden solgte senere grunden til selskabet.
På et tidspunkt overtog man en bygning Baldersgade 8, hvor man anlagde tre spor
En remise, der blev udvidet flere gange
Man anlagde i flere omgange en remisse på Lygtevejen (Nørrebrogade) og indrettede nogle kontorbygninger i Baldersgade. Til sidst var der plads til hele 200 vogne. Remissen på Nørrebro blev brugt helt frem til 1972. Det hele blev til det vi i dag kender som Nørrebrohallen.
Nørrebro Remise blev udvidet flere gange. Til sidst var der plads til hele 200 vogne. Et friluftsareal uden for blev brugt til opstillingsplads.
Efter Anden verdenskrig talte man allerede om, at remissen skulle nedlægges og erstattes af en ny remise på Stærevej. Økonomien rakte dog ikke til dette. Derfor var remissen i brug til 1972.
Det var meget mørkt på Nørrebro
Dengang, da sporvognene begyndte at køre, var det ikke altid lige sjovt at befinde sig på Nørrebro. Således var Parcelvejen hverken brolagt eller forsynet med belysning. Det var en ubehagelig oplevelse at befinde sig i bydelen efter et regnskyl. Ved hjørnet af Korsgade stod områdets eneste lygte, men den var af uransagelige grunde ikke tændt.
Nåede man Parcelbroen kunne man se Frederiksberg i et sandt lyshav. Et dagblad i 1878 beskrev forholdene således:
Fra 7.30 til 22.30
I begyndelsen betragtede mange københavnere det at køre sporvogn som ren underholdning i stedet for et transportmiddel.
Kørslen startede kl. 7.30 om morgenen. Der blev kørt hver 12. minut frem til kl. 22.24. Helt oppe, ubeskyttet mod vejret kostede det kun 4 skilling. Masser af arbejdere benyttede sig af dette. Imponerende var det at man kørte hver 12. minut indtil 22.24.
Fra 1. februar 1868 fik man overenskomst med konditor Bolt, Nørrebrogade 13, hvorefter publikum. Som ventede på sporvognen ved vigesporet på hjørnet af Dosseringen kunne tage ophold i Konditoriet. På et tidspunkt kunne betjente rejse gratis. Det samme gjaldt for vovsen.
Elendige arbejdsforhold
Arbejdsforholdene var elendige. Arbejdsdagen var på 16 – 17 timer. Og spisepauserne begrænsede sig til 5 – 10 minutter ved endestationerne. Opstod der forsinkelser på turen, hvori kusken kunne gøres skyldig, måtte denne betale 4 mark for hver 3 minutters forsinkelse.
Lønnen for konduktør og kuske var 4 mark daglig. Dertil kom konduktørens løn. Han kunne få 2,5 skilling for hver rigsdaler, der var indkørt. Andelen blev i 1869 forhøjet.
Det havde nutidens fagbevægelse ikke fundet sig i
Det var sandelig ikke enhver der kunne blive ansat i et sporvejsselskab. Det normale var, at man blev ansat som reservekusk eller reservekonduktør. Man kunne så avancere, hvis man opførte sig ordentlig. Faktisk var der mange af de ansatte i begyndelsen, der var bønder og karle eller havde tjent som infanterister eller dragoner. Der var en del strejker dengang. I reglement for Kjøbenhavns Omnibuskompagni kunne man i § 19 læse følgende:
Og nutidens fagbevægelse havde næppe accepteret § 20:
Når konduktøren endelig havde fri, skulle han ikke forvente at sove længe. Nej han skulle stå op som sædvanlig. Se bare hvad der stod i § 21:
Egentlig var hestene en af de største udgifter, derfor forsøgte man sig med damp, men det blev en fiasko.
Ni forskellige selskaber
På et tidspunkt i slutningen af 1880erne var der ikke mindre end ni forskellige selskaber. Der var overhovedet ikke nogen koordination og der var stor forskel i kvaliteten og takstsystemer. Der var forskellige uniformer og ingen havde styr på kørerplanen. Der var ingen stoppesteder. Et nik til vognstyreren var nok og så stoppede han.
Medlemskab af fagforening var fyringsgrund
I et forsamlingslokale på Nørrebro dannede 200 fremmødte konduktører i 1890 en forening for sporvognskonduktører. Dagen efter blev den valgte formand kaldt op til direktøren. Denne mente ikke, at arbejde i frisk luft var særlig anstrengende. Medlemskab af en fagforening ville føre til øjeblikkelig fyring, blev det pointeret.
Sporvognslinje til Titan’ s medarbejdere
Fabrikant Sophus Hauberg kæmpede i mange år for en sporvognslinje til Nørrebro. Han oprettede den fabrik, der senere fik navnet Titan. Han havde brug for, at mandskab kom rettidigt ud til maskinfabrikken.
Han søgte koncession til at drive Sølvgades sporvognslinje. Efter tre års forhandlinger fik han endelig et ja. Men så var det lige Fælleden. Det var et gammelt militært område. Man kunne ikke bare have at civilister krydsede frem og tilbage to gange om dagen.
Så var det noget med at sporvognskonduktøren måtte ud af sporvognen for at åbne og lukke en port i Fælledparken.
Heste kan også få influenza
I 1891 opstod der problemer idet der udbrød en kraftig influenzaepidemi blandt hestene. Det blev nødvendigt at indskrænke driften. Konstant var der ca. 40 heste syge.
Ingen faste stoppesteder
I begyndelsen var der ikke faste stoppesteder. Dette betragtede sporvognsselskaberne som en ekstra service, så kunne man transportere de ældre til deres hoveddør. Men det var vel kun hvis de var så heldig lige at bo på en linje. Når man så skulle med en sporvogn skulle man blot løfte sin hat, stok eller paraply.
Masser af passagerer
Den 26. maj 1892 oplevede man den hidtil største indtægt på en enkelt dag, nemlig 2.024 kr. Det var den dag, hvor Kong Christian den Tiende og Dronning Louise fejrede guldbryllupsdag.
I 1895 befordrede man 18 millioner passagerer. Det svarer i gennemsnit til at hver beboer brugte sporvognen 57 gange.
Mange ulykker
For børn var det en yndet sport at hænge på vognene. Dette forårsagede mange uheld. Der forekom også mange uheld i form af påkørsler af drosker og arbejdsvogne
I 1897 skete der en tragisk ulykke. Den 6 – årige Ole Jensen søn af detailhandler Jensen, Slotsgade ville lige som de andre drenge hænge på den elektriske sporvogn. Han havde sat sig på det påhængsapparat, der var anbragt foran på sporvognen. Vognstyreren havde ikke set ham. På et tidspunkt faldt drengen ned på skinnerne og sporvognen kørte helt over ham.
Den 19. april skete der en eksplosion på Kongens Nytorv, netop da vogn 8 skulle oplades. Ruder knustes og en del inventar i vognen blev ødelagt. Det var en række gasarter, der var blevet antændt.
Det var svært at bremse de tunge vogne. En 70 – årig kvinde blev nervøs og snublede. Hun blev kørt over, før vognen kunne standses. Hun var død ved ankomsten til hospitalet.
Ja vidste du at den berømte Alberti blev kørt over en sporvogn ved Fælledvej. Nogle dage efter indlæggelsen døde han.
Den første elektriske sporvogn
Den 4. marts 1897 kørte den første elektriske sporvogn. Ja man reklamerede nu med lysture ned ad Nørrebrogade.
Om formiddagen var repræsentanter fra hovedstadens blade inviteret. Klokken 14 afgik de ordinære vogne fra den gamle endestation i Baldersgade. På Kongens Nytorv var mange mennesker for at se ”Dyret”. De gamle takster blev bibeholdt, dog havde man sænket prisen fra Kapelvej til Nørre Voldgade fra 10 til 5 øre.
Syrevogne og Dampsporvogne
Man havde forsøgt sig med akkumulatorer. De var ophængt under passagersæderne og vejede temmelig meget. Så gik der ellers derud af uden heste. På Kongens Nytorv fik man så ladet op. Der blev dog udsendt en meget generende syrelugt. En indsamling mod disse resulterede i 8.618 underskrifter.
Man forsøgte også med dampsporvogne og dampomnibusser. Det var nærmest et lille damplokomotiv. Den hvæssede, dampede, savede og peb. Lokomotivet blev fremstillet på Nørrebro hos Schmidt og Mygind. Og det var prøvekørsel om natten. Det gik ikke stille for sig. Beboerne var bestemt ikke begejstret. De smed kartofler, gamle tøfler og en enkelt død kat efter lokomotivet.
Disse dampsporvogne kom aldrig til at køre på Nørrebrogade. Men kortvarig kørte de på Blegdamsvej. Og så kørte de også på Strandvejen. Og det gik ud over dem, der kørte med hestevogn. For hestene blev aldrig glade for disse dampsporvogne. Og da birkedommer skulle behandle sådan en ulykke med en hestevogn, så konstaterede han at kvinder aldrig havde lært at køre med enspændervogn.
Det hændte også at beboerne måtte hjælpe med at skubbe op ad bakker eller i snevejr. Så forlangte politiet, at der skulle være klokker på sporvognene. Dette spolerede så mange borgeres søvn.
Man måtte leje sig til heste
Ved Nørrebro Sporvejes ophør rådede man over 24 to – etagers vogne, 3 sporomnibusser og en saltvogn. Selskabet rådede ikke selv over heste. De måtte leje dem hos diverse vognmænd. Det var også det første selskab, der gik over til elektrisk drift.
Advarsel til Damerne
Der var nu ikke let for alle med de nymodens elektriske sporvogne. Således kunne man i 1902 læse denne besked til damerne:
Og så gik det ud over nattesøvnen. Politiet havde påbudt at forsyne vognene med en klokke. Det kunne godt gå ud over dem, der sov længe eller gik tidligt i seng.
Forhandlinger om sammenslutninger
Da det hele nu skulle overtages af et selskab, foregik der forhandlinger. Fra Frederiksbergs side mente man, at deres sporvogne havde større motorkraft end de andre selskabers sporvogne. Men fra Københavns Sporvejsselskab kunne man ikke acceptere de to – etagers vogne. Man mente, at det tog for lang tid ved stoppestederne.
Præriebanen
Man havde sandelig også en bane, som man kaldte ”Præriebanen”. Det var den gamle linje 19. Den ændrede linjeføring mange gange. Og blev en såkaldt aflastningsrute. Efterhånden var trafikken af især sporvogne på Nørrebrogade blevet for meget. Derfor havde man indført såkaldte aflastningsruter.
Lusebanen
Strækningen gennem Den Sorte Firkant – det tætbefolkede Nørrebro var et problem. Især i Blågårdsgade kneb det med fremkommeligheden. Den blev omlagt i 1949, så linjen gik mod Sydhavnen. Den kørte ad Elmegade, Stengade, Korsgade og Griffenfeldsgade. I den modsatte retning kørte man ad Blågårdsgade og Fælledvej. Strækningen, der gik gennem arbejderkvarteret kaldte københavnerne for Lusevognen. Man kørte med meget gammelt materiel på ruten. Det skyldtes den skarpe kurve i Nørrebrogade – krydset.
I 1963 lavede man et eksperiment. Man forsøgte med en moderne ledbus. Forsøget faldt heldigt ud. De skarpe sving havde ofte ført til afsporing.
I næste afdeling skal kigge på flere skinner, nemlig Jernbanen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: juni 18, 2023
En ulykke på Nordbanen
Foredrag Nørrebrohallen den 18.06.2023, Det var en smuk sommerdag den 11. juli 1897. En ulykke kommer sjældent alene. Togdriften blev ramt resten af dagen. Han blev en af hovedpersonerne. Kørte toget for hurtigt? Trafikassistentens vidneudsagn. Socialdemokrater på tur. Et hjælpetog med flere journalister end læger. Hvem havde ansvaret? Statsbanerne mente at vakuumbremserne fungerede. Lokomotivfører fyret – uden pension. Der er jo en rød lygte. Retten tog ikke hensyn til, at der tidligere havde været problemer med bremserne. Skærpet dom i Landsretten til 6 måneders fængsel. Lokomotivføreren følte sig som offer for manglende sikkerhed.
En smuk sommerdag
Det var en smuk sommerdag den 11. juli 1897. Der var væddeløb på Eremitagen. Mange mennesker skulle i skoven eller på landet. Alle ”Samfærdselsmidler” var taget i brug og alle ”Jernbanetog” var fyldt op. En journalist oplevede en af de største katastrofer, hvis ikke den allerstørste i Dansk Jernbanehistorie:
Resultatet blev 40 omkommende og mere end hundrede sårede.
Der kom senere to store ulykker ved Bramminge i 1913 og Vigerslev i 1919 har været med til at justere sikkerheden i jernbanedriften.
En ulykke kommer sjældent alene
Allerede fra morgenstunden var det klart, at der blev en travl dag på de sjællandske jernbaner. På de københavnske banegårde var sporene fyldt med de tog, som i løbet af morgenen og formiddagen skulle sendes ud til alle afkroge af Sjælland. En af de første tog, som skulle afgå vest på, var Tog 43. 20 vogne var klar til at tage imod de rejsende. Men ak en ulykke kommer sjældent alene. Pludselig blev sporskiftet ved en fejl omstillet under toget, så rangerlokomotivet under den forreste vogn blev afsporet.
Togdriften ramt resten af dagen
Togene fra Nordbanen blev i den grad påvirket af dette uheld fra morgenstunden. Alle tog på Vest-banen skulle nu passere Nord – og Klampenborgs togveje.
Nu begyndte tog at hobe sig op både i København og på stationerne Frederiksberg og Nørrebro. Stationsforstander Skovsted havde rigeligt at gøre med at få ekspederet toggangen på Sjælland på den mest effektfulde måde resten af dagen.
Men ingen tog måtte aflyses. Heller ikke en længere fastlagt prøvekørsel på Kystbanen mellem København og Helsingør.
Han blev en af hovedpersonerne
En af de jernbanemænd, der passerede det afsporede og væltede tog inde på Københavns Hovedstation var lokomotivfører Carl Peter Valdemar Hansen. Han skulle blive den mest omtalte person i Danmarks værste jernbaneulykke. Carl Hansen blev blandt kollegaerne kaldt Pariser-Hansen, fordi han i sin ungdom havde arbejdet 11 måneder på en symaskinefabrik i Paris. Han var født ind i en jernbanefamilie.
Et dubleringstog
Han blev kommanderet til ved 17 – tiden til at køre et ekstratog til Helsingør og returnere det til København samme aften. Aftentoget var et dubleringstog for det ordinære aftentog fra Helsingør til København. I køreplanen havde det betegnelsen Tog 834.
Der var mange mennesker på mellemstationerne mod København. Navnlig i Holte var det en del rejsende, der ikke var kommet med det foregående Holtetog mod København.
De rejsende ville absolut ind i de tomme vogne forrest i toget. Men da det var plads længere nede i toget, lod konduktør Petersen de forreste vogne aflåse.
Kørte toget for hurtig?
Stationsforstander Knudsen var til stede på perronen i Lyngby, da Helsingør – toget passerede forbi. Han bemærkede senere at det var påfaldende, at toget kørte langt stærkere, end det egentlig må, når det kørte forbi en station.
Men andre kilder nævner dog, at Helsingør-toget standsede i Lyngby for at tage rejsende med.
Forsinkelserne for det forangående Tog 36 fortsatte på vej ind mod København. Egentlig skulle Holte-toget være ankommet allerede 23.03. Men viserne på stationsuret passerede netop 23.24, da toget rullede ind på perronen.
Trafikassistent
Trafikassistent Ely Stenberg har senere erklæret:
Socialdemokrater på tur
Socialdemokratiets 13. Kreds befandt sig foran i Holte – toget. Feststemningen blev afløst af sorg og rædsel:
Antallet af omkomne, døende og svært kvæstede var stort. Ved sammenstødet havde Helsingørtogets lokomotiv pløjet sig igennem de fire bagerste vogne i Holte – toget og var selv landet oven på en af en af passagervognene, der var knust til pindebrænde.
Der manglede læger
Man var begyndt at tage de lemlæstede frem af vragene. Det værste var mangel på læger. I over en time måtte en enlig læge sammen med to medicinske studenter forsøge at gøre alt det de kunne.
Folk fra de uskadte vogne hjalp til med redningsarbejdet. De mange omkomne blev i første omgang lagt ved siden af hinanden ude på perronen, ligesom de også blev bragt ind i ventesale og på stationskontoret sammen med flere af de kvæstede.
Et hjælpetog
Rygtet om den store ulykke i Gentofte spredte sig som en ildstorm via telegrafen. Det varede ikke længe før de københavnske journalister hastede mod Gentofte. Nogle af dem tog med hjælpetoget. Toget stoppede i Hellerup, hvor pionerer fra kasernen i Hellerup kom løbende. Det var et frygteligt syn, der mødte dem i mørket på Gentofte Station.
Ulykken blev det store samtaleemne. Allerede ved 6-tiden om morgenen var prins Valdemar og prinsesse Marie mødt op. Ifølge bladet København var hun mødt op i ”en tarvelig Morgendragt”.
Hovedparten af de omkommende var deltagere fra Socialdemokratiets sommerfest og ansatte fra Magasin du Nord.
Hvem havde ansvaret?
Interessen samlede sig hurtigt om, hvem der havde ansvaret for ulykken. Var det statsbaneledelsen eller lokomotivfører Carl Hansen, som havde ført Helsingør-toget. Han påstod, at da han så det røde lys, gjorde han brug af Vakuumbremsen. Konduktør Andersen nåede aldrig at få drejet på skruebremsen før ulykken indtraf.
Birkedommer Oldenburg kom til at stå i spidsen for undersøgelsen. Der blev foretaget mange prøvekørsler mellem Lyngby og Gentofte.
Statsbanerne mente, at vakuumbremserne havde fungeret
Statsbanernes generaldirektorat var ikke i tvivl. De mente, at vakuumbremserne havde fungeret. En anonym statsbaneembedsmand udtalte til Aftenbladets Journalist:
Lokomotivfører – fyret uden pension
Statsbanerne mistænkte fyrbøderen og lokomotivføreren i at samordne deres forklaringer.
Den 9. august 1897 fremsendte generaldirektoratet et brev til lokomotivfører Carl Hansen, hvori de meddelte ham, at direktoratet på grund af hans:
havde afskediget ham uden pension. Allerede den 13. juli 1897 var både fyrbøder og lokomotivfører midlertidig fritaget for tjeneste.
Der er jo en rød lygte
Under retsmødet forklarede fyrbøder Søren Knudsen, at han i sekunder inden ulykken havde hørt lokomotivføreren udbryde:
Carl Hansen havde i det samme taget fat i grebet om vakuumbremsen uden at det skete noget.
Der var ikke taget hensyn til tidligere ulykker
I oktober 1897 blev lokomotivfører Hansen idømt fængsel i fire måneder. Dertil kom at han skulle udrede statsbanernes udgifter i forbindelse med ulykken, der blandt andet dækkede de materielle skader, fjernelse af blodpletter i ventesale og kontorer i Gentofte samt udskiftning af perronplanker på stationen
Ved afsigelse af dommen blev der ikke taget hensyn til tidligere uheld, hvor denne bremse havde svigtet. Dommeren mente simpelthen, at lokomotivføreren havde overset den røde lampe.
Skærpet til seks måners fængsel
Dommen blev anket til Den kongelige Landsover – og Hof og Stads-ret. Her blev straffen den 20. september 1898 skærpet til seks måneders fængsel. Sagen gik videre til Højesteret. Her mente man, at der ikke var fremkommet nye oplysninger.
Løsladt efter kongelig resolution
Den 22. juni 1899 lukkede fængselsporten sig bag Carl Hansen. Men allerede den 24. oktober 1899 blev der udstedt en kongelig resolution om frigivelse af den forhenværende lokomotivfører. To dage senere var Carl Hansen atter ude i friheden.
Offer for manglende sikkerhed?
I fængslet havde Carl Hansen haft tid til at nedskrive sin biografi, hvor han gav udtryk for, at han gruede for sin fremtid og håbede at hans ulykkestid var forbi. Gennem livet bevarede han dog opfattelse af, at han var blevet et offer på grund af et sikkerhedssystem, der ikke fungerede.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: juni 1, 2023
Hvad der læses mest – maj 2023
Nedtur for Besættelsestiden og København – Fremgang for Sønderjylland. Læs om de mest populære kategorier. Og så er der De mest læste artikler- Læsernes Top – 100 maj 2023. Den alternative Hitliste. Landsdelens top – 5 og Byernes Top – 5. Ny debat om overvågning. 19 nye artikler i maj 2023. Nu 1.990 artikler til rådighed. Ikke alt er opdateret. Mange nye aktiviteter i vente Fra ”Den Gamle Redaktør” i Københavns – området. To nye foredrag meget snart. Dårlig net-forbindelse. En måned uden Facebook – restriktioner.
Dårlig Net – forbindelse
Vi har store udfordringer hver dag med vores net – forbindelse. Vi har haft besøg af vores udbyder. Det var en blandet fornøjelse. Problemerne har været der i årevis.
En måned uden restriktioner
Og så har det været en måned uden nogen som helst Facebook – restriktioner. Det er en helt ny fornemmelse. En glædelig nyhed, som vi håber varer ved.
19 NYE ARTIKLER I maj 2023
Det blev til 19 nye artikler i maj måned – det betyder, at vi nu har 1.990 artikler, du kan vælge imellem
NU 1.990 ARTIKLER TIL RÅDIGHED!
Hvis du ser et + og et tal betyder det, at du under andre kategorier kan se et antal artikler, der passer til det omtalte emne. Og hvorfor flytter vi så ikke bare artiklerne. Det gør vi ikke. Det vil skabe alt for meget forvirring. Det gælder kun for fire kategorier.
IKKE ALT ER OPDATERET
Vi har fået opdateret ”Om siden” og ”Uwe Brodersen” – denne sides redaktør. Men vi har endnu ikke fået opdateret Litteraturlisterne. Dem kan du finde opdateret andre steder på vores side. Det vil sige de er opdateret 2020.
MANGE HENVENDELSER
Igen har der været utrolig mange henvendelser med spørgsmål om de artikler, som vi har lagt ud. Og der har igen været spørgsmål om slægtsforskning. Og de eller fleste af henvendelserne har været positive.
MANGE NYE AKTIVITETER I VENTE
Der har været henvendelser fra flere steder i landet angående foredrag. Men foreløbig holder vi os til Københavns – området.
Nørrebrohallen har fødselsdag og det bevirker at jeg For Nørrebro Lokalhistoriske Forening og Arkiv holder to foredrag
Kl. 13: Nørrebro på skinner (1)
Kl. 15: Nørrebro på skinner – endnu mere (2)
Til foredraget vil der blive vist None-stop fotos af Nørrebro og sporvogne.
NY DEBAT OM OVERVÅGNING
Vi har hver måned med nogle få afbrydelser lavet diverse hitlister.
Det program, som vi anvender til dette, er mere eller mindre mistænkt for at overvåge. En opdatering af dette program er i vente. Vi har indtil videre ikke ønsket at opdatere. Derfor kan det være sidste gang du oplever vores hitlister.
Byernes – TOP-30
Hvilke byer læser mest dengang.dk
Bedre held næste gang:
Landsdelens TOP – 5
Den alternative Hitliste
Det er alt det, der ikke kan kaldes ordinære artikler. Disse bliver her indordnet efter den placering, som det ville have haft, hvis det var en artikel
46 Gallery Sønderjysk kaffebord
51 Hvad læses der mest – marts 2023
DE MEST POPULÆRE KATEGORIER
Hver placering på Top – 100 giver et point. Er der to kategorier med samme point, så er det den bedste placering, der tæller.
Grænsen er overskredet 0 (12)
Akeleye – adelsslægten 0 (12)
Nedtur for Besættelsestiden og København. Fremgang for Sønderjylland.
DE MEST LÆSTE ARTIKLER – LÆSERNES TOP – 100 – MAJ 2023
Bedre Held næste dag:
Dato: maj 20, 2023
Ladegården og en populær å (11)
Vigtig for vandforsyningen. Peblinge Sø blev dannet. Ladegårdsåen – den onde bæk. Grænsekæl mellem Frederiksberg og Nørrebro. Broer over Ladegårdsåen. Også badested for Lersø – bøllerne. Ladegårdsåen brugt som kloak. Kongen krævede at personalet gik i kirke. 20 hollandske bønder skulle passe Ladegårdens jord. Københavnerne mente, at de var ude på landet. Fra 1897 blev Ladegårdsåen tildækket. Det var ikke et brudepar, der druknede. Druknestenen. Til bryllup hos Peter Mariboe. Mange gæster med jødisk baggrund. Kareten skred ud i åen. Beretning fra 1. oktober 1812. Mystikken om gravstenen. Piletræer blev efterhånden opsat. Den lille sporvogn på Ladegårdsvejen. Kongen nedlagde Solbjerg. Ladegården blev udlejet. Hjemløse på Ladegården. Krigshospital Claudi Rosset, en sand velgører. Hospitalsudstyr måtte lånes ude i byen. Masser af bryllupper i kirken. Skt. Hans Hospitalet flyttede. Tvangsarbejderanstalt. Branden den 14. august 1839. Poetisk skue fra jernbanen. De måtte ikke bruge penge. Pjaltehæren. Straffet fordi de fik fattighjælp. Omtalt i sommerrevyer. Sundholm indviet i 1908.
Vigtig for vandforsyning
Dette er vores 11. fortælling om en gård og en å, der er opkaldt efter denne gård. Der er store planer for fritlæggelse af dele af denne å. Den blev rørlagt i tidsrummet fra 1897 til 1969.
Egentlig opstod åen ved sammenløbet af de to åer, Grøndalsåen, der kom fra Damhussøen og Lygteåen. Sidstnævnte havde oprindelig en noget sydligere retning end den senere Ladegårdså, idet den gik tværs over H.C. Ørstedsvej, omtrent ved Svanemosegårdsvej, hvor tidligere Svanemosen eller Svanehaven lå.
Ladegårdsåen havde stor betydning for Københavns vandforsyning og fæstningsværker, idet den skulle holde stadsgravene fyldt.
Peblinge Sø blev dannet
Vandet i Emdrup Sø og i Lersøen blev tvunget mod syd. Samtidig blev Ladegårdsåen gravet. En dæmning ved Bülowsvej ledte vandet ind i den opgravede kanal. En dæmning langs Åboulevarden og Gyldenløvsgades sydlige sider hindrede vandet i at løbe ud i Kalvebod Strand. På denne måde blev Peblingesøen dannet. Den var forvandlet fra engdrag til sø.
Først senere opstod Sankt Jørgens Sø. I 1606 påbød Christian den Fjerde således byens vise fædre at lade vandet stige for derved at danne Sankt Jørgens Sø. Byen var nu ikke meget for det. Man mistede værdifulde græsningsarealer nær byen, men kongen insisterede af forsvarshensyn. I 1619 blev der anlagt en dæmning ved Gammel Kongevej.
Ladegårdsåen – den onde bæk
Ladegårdsåen blev hovedvandsforsyningen til søerne – det tidligere engdrag omkring byen Havn. Åen er gravet ned under Åboulevarden.
Der er lidt tvivl om søernes nøjagtige alder. Men der er en skrivelse fra 1543 til byens vognmandslaug. Her får man pålæg om at holde alle damme vedlige:
Ordet ”dam” har her betydning dæmning. Peblinge ”dam” må være før omtalte dæmning og er således første beskrivelse af Gyldenløsgade.
Den onde bæk ved Sancte Jørgen må være Ladegårdsåen, da den omtales samtidig med dæmningen, der skulle lede vandet ind i Peblingesøen. Hvorfor Ladegårdsåen skulle være ond, er det ikke lykkedes os at finde ud af.
Grænseskel mellem Nørrebro og Frederiksberg
I lang tid dannede Ladegårdsåen et uoverstigeligt grænseskel mellem Nørrebro og Frederiksberg. Først langt uden for byen fandtes overgange over åen – ved Falkonergården og ved Grøndal.
Broer over Ladegårdsåen
Omkring 1820 dannedes en ny overgang ud for Blågårdsgade, den såkaldte Blågårdsbro. Senere i 1852, fik rådmand Büllow tilladelse til for egen regning at måtte anlægge en kørsels – og gangbro mellem Dosseringen og Skt. Jørgens Sø. Büllows Bro, der lå tæt ved åens udløb.
Året efter fik kaptajn Bangert, der ejede Solitude med omliggende jorde ligeledes tilladelse til at måtte anlægge en bro, Bangerts Bro for enden af Büllowsvej. Senere blev Parcelbroen for enden Parcelvejen (nuværende Griffenfeldtsgade).
På begge sider af åen lå der villaer med store skyggefulde haver. Men alle disse herligheder er for længst forsvundet og har givet plads til gadeanlæg, høje huse og lejekaserner.
En kold ”fornøjelse”
Ladegårdsåen var en vidunderlig tumleplads på alle årstider for drenge. Det vidner en beskrivelse fra 1919 om. To brødre var gået hen til åen ved Bispeengen ud for Munkensvej for at ”lærke” isen”, som man kaldte det. Man sad med skohælene og hamrede mod den tynde is, sådan at vandet kom til syne.
Men en af knægtene, Hilmar gav nu lillebror et ordentligt skub. Lillebror rutsjede ned af brinken, gennem det hul som de havde lavet og ind under isen. Storebror fik hurtigt halet lillebror op igen og fik banket Hilmar.
De turde ikke at gå hjem. Storebror mente, at det var bedst at løbe, så lillebror igen kunne blive tør. Og så løb de rundt i flere timer i frostvejr. Da mørket faldt på, vendte de hjem. Spisetiderne skulle overholdes.
Også badested for Lersø – bøllerne
Mor fandt dog alligevel ud af, hvad der var sket. Og lillebror blev meget syg i et par uger. Vi har i tidligere artikler berettet om, hvad der skete omkring åen. Det var yndet badested for børn men også for Lersøens stamgæster.
Renligheden derude var forbavsende god, forholdene taget i betragtning. En sommermorgen kunne man se hele flokken tage bad i den nærliggende Ladegårdså. Det nyvaskede tøj hang til tørring i piletræerne.
Ladegårdsåen brugt som kloak
Nu var Ladegårdsåen ikke altid så idyllisk som det fremgår af diverse tegninger. Op omkring 1900 – tallet voksede København drastisk og byen voksede ud over de grønne områder langs åen. Åerne gik fra at være led i vandforsyningen til at være en del af kloaksystemet. Ladegårdsåen udviklede sig derfor i denne periode til en åben kloak.
Men heldigvis genvandt de københavnske åer deres status som vandløb
Kongen krævede, at personalet gik i kirke
Vi har tidligere beskrevet Ladegården, som i første omgang blev ødelagt af en kraftig storm. Det var en 100 fag lang bindingsværksbygning. Her var plads til 500 stk. kvæg i seks rækker. Man kørte foderet op i laden over stalden. Foruden kvæg var der svin, får og fjerkræ. Ladegården beskrives som omgivet af en voldgrav,
Kongen gik meget op i, hvad hans personale lavede. De skulle således også gå i kirke. Han ansatte selv personalet. Han forsøgte sig med en rugemaskine – en hønseovn. Men ak. Det gik med Ladegården som så mange andre af Christian den Fjerdes store planer – nemlig slet ikke.
20 hollandske bønder skulle passe Ladegårdens jord
Gården blev bortforpagtet. Hans søn Frederik den tredje indkaldte 20 bønder fra Amager, som fik besked på at anlægge en landsby og i øvrigt skulle de dyrke Ladegårdens jord. Landsbyen blev kaldt Ny Hollænder by eller Ny Amager.
Københavnerne mente at man var ude på landet
I ældre tid lå således tæt ved Skt. Jørgens Sø, ejendommen Mosendal, hvis grund stødte op til Ladegårdens territorium. I slutningen af det 18. århundrede befandt der sig her I.F. Foltmars Kattunfabrik.
Københavnerne mente, at man virkelig var på landet her. Således blev der i maj måned annonceret i Adresseavisen med at der var sommerværelser til leje på ”Mosendal”. På Ladegårdsvejen opførtes en høj bygning, som på grund af udseendet kom til at hedde ”Strygejernet”.
Fra 1897 blev Ladegårdsåen tildækket
Indtil 1897 var Ladegårdsåen synlig i hele dens længde. Men trafikken var stigende. Da der skulle skaffes ”større bevægelsesplads blev åen overdækket med en muret hvælving, som gik fra Peblingesøen til Hans Egedes Gade og samtidig fik de to gader langs åen, Ladegårdsvejen og Ågaden, fællesnavnet Åboulevarden.
Det var ikke et brudepar
Der er stadig folk, der tror, at der er rejst en sten for et brudepar, der på deres bryllupsaften i karet i bælgmørke var kørt i åen. For det første er det ikke rejst en sten på grund af dette. Og for det andet har der ikke fundet en drukneulykke sted med et brudepar.
Druknestenen
Den pågældende sten var en gammel vandstandsmåler, som ved Ladegårdsåens oprensning i juni 1827 var kommet til syne. I mange år havde den ligget skjult i mudderet på åens bund.
Det er ud for Åboulevarden 15, der står denne undseelige sten, der nok bliver overset af de fleste. Stenen kalder man ”Druknestenen”. Og den står der til minde om den tragiske begivenhed, der fandt sted natten til den 27. november 1812.
Til bryllup hos Peter Mariboe
Nej det var ikke et brudepar, der omkom. Det var gæster til et bryllup. Brudgommen Peter Mariboe var konverteret fra jødedom til kristendom og var blevet gift igen, efter at han året forinden havde mistet sin hustru. Festen blev holdt på det smukke landsted Rolighed på Frederiksberg, som Mariboe havde erhvervet et par år forinden.
Mange gæster med jødisk baggrund
Blandt gæsterne var en del med jødiske rødder. Således galanterihandler Falk Henriques, der var bror til brudgommens mor, Isabella Henriques. Hun var også kendt som Bella. Den københavnske bydel eller nok nærmere restaurant Bellahøj var opkaldt efter hende.
Med til festen var Falk Henriques hustru, Marie, for hvis skyls han havde forladt jødedommen og var konverteret til protestantismen, så de kunne gifte sig i 1809.
Falk Henriques søster, Lise Magnus, der var gift med glaslærredsfabrikant Jacob Morits Magnus, var også blandt de mange gæster.
Kareten skred ud i åen
Kort før midnat sker ulykken. Et par af selskabets damer, deriblandt Lise Magnus og Marie Henriques, vil gerne hjem. Marie Henriques har en lille søn, Edward, der et par dage forinden er fyldt et år, og som hun sandsynligvis gerne ville hjem til.
Sammen med tre andre kvinder og en halvvoksen dreng tager de plads i en karet, som sætter kursen mod Købmagergade 16, hvor Marie Henriques ægtemand har sin galanterihandel.
Kareten kører med fuld fart i den mørke november nat, ned ad det der i dag hedder Rolighedsvej og rundt om hjørnet ved Bülowsvej. Men da kusken skal have kareten rundt om det skarpe højresving mod det der i dag hedder Åboulevarden går det galt. Kareten skrider og styrter i det iskolde vand i Ladegårdsåen.
Beretning fra 1. december 1812
En af datidens aviser ”Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn” beretter den 1. december 1812:
Mystikken om gravstenen
Der et mysterium om Lise Magnus ”ekstra” gravsten. Marie Henriques og Lise Magnus blev begge begravet fra Falkonergården og kisterne nedsat i et fælles gravsted på Assistens Kirkegård den 2. december 1812.
Men Lise Magnus har også en gravsten på Mosaisk Nordre Begravelsesplads. Ifølge Mosaisk Troessamfunds optegnelser er hun ”død ved ulykkelig hændelse” og begravet på den jødiske begravelsesplads i Møllegade.
Ifølge protokollerne fra Assistens Kirkegård på den anden side af Nørrebrogade fik hun dog en kristen begravelse og er ikke siden blevet flyttet.
Piletræer blev efterfølgende opsat
Her var bælgmørkt. Ulykken var årsag til at en række piletræer blev plantet langs åens bredder. Da åen i 1897 blev overbygget, blev stenen taget op og bagefter anbragt på Åboulevarden med den simple indskrift ”26-27. novbr. 1812” indhugget i den. Ved reguleringen af Åboulevarden blev stenen midlertidig fjernet. Efter at indskriften blev slebet ud blev den gamle vandstandsmåler opstillet på sin nuværende plads.
Den lille sporvogn på Ladegårdsvejen
På hele Ladegårdsvejen kørte en lille sporvogn trukket af en enkelt hest. Den kærte hele Ladegårdsvejen igennem, drejede om ad Bûlowsvej for via Rolighedsvet at ende på Falkoneralleen.
Kongen nedlagde Solbjerg
Ladegården bestod af mange bygninger. Og vi skal helt tilbage til 1620, da Christian den Fjerde havde erhvervet Skt. Jørgens Gård med tilhørende mark. Kongen nedlagde Solbjerg By og lagde dennes jorder under Ladegården.
Denne blev stærkt befæstet med volde og grave. Men egentlig var det en kæmpe landejendom med kornavling og kreaturdrift, som var anlagt for at forsyne Københavns Slot og Hoffet med nødvendige landprodukter.
Ladegården blev udlejet
I 1658 – 1659 var ladegården besat af svenskerne. Herfra beskød de København. Og så ødelagde de gården. Rentemester Christoffer Gabel forpagtede gården i 1661, men den kom senere tilbage til Kronen. I 1683 udlejede Christian den Femte en del af gården ud til musikant Joh. Alter.
Ladegården var på et tidspunkt krigshospital. Og inspektøren fik værtshusprivilegium. I 1727 blev en større bygning tilbudt til leje enten som et anlæg af et manufaktur eller til brug for en traktør.
Hjemløse på Ladegården
Efter den store brand i 1728 boede der mange hjemløse på Ladegården.
De fleste var fattige. De fleste var indfanget af byens stodderkonger. Det var forbudt at betle uden tilladelse. I årene 1734 – 1738 var der ca. 1.300, arbejdsløse soldater. Ca. 300 var krigsinvalider. Mange af disse var på Ladegården beskæftiget med fremstilling af lærred.
Krigshospital
Ladegården blev ejet af ”Det kongelige danske Krigshospital”. Og den 10. juni 1769 tilmed ”Det kongelige Uldmanufakturs Vaskemølle”. Det blev solgt til ”Direktionen for det fattige Væsen” for 22.100 Rigsdaler. Købet omfattedes af selve Ladegårdens hovedbygning med vaskemøllen samt de øvrige bygninger indbefattet den daværende kirkesal med tilbehør.
Claudi Rosset – en velgører
Hertil flyttede også pest-huset. Og derefter var det en privatperson, der købte stedet. Så blev stedet igen omdannet til Skt. Hans Hospital og Claudi Rossets Stiftelse. Det var navnlig ”sindssyge”, der blev indlagt her. Men behandlingen af disse fik kritik. De fik det ikke bedre. De blev snarere mere ”afsindige”, end de var i forvejen.
Claudi Rossets var en rig københavnsk galanterihandler, der havde skænket store summer til pestramte og fattige. Han havde ved selvsyn set, hvordan disse levede på Ladegården.
Hospitalsudstyr måtte lånes i byen
Gennem 1780-ernevar der anbragt over 500 patienter på området. De faldefærdige bygninger var slet ikke beregnet til så mange. De syge lå i halmknipper, der kun blev skiftet to gange om året. Sengetøjet blev udskiftet med ca. 3 ugers mellemrum. Service måtte patienterne selv medbringe. Det måtte de låne hos medpatienter. Dette fremmede selvfølgelig forskellige sygdomme. Var man ikke syg, så blev man det, når man kom på Ladegården.
Der stod ikke noget med tavler på sengene, hvad patienten fejlede. Dette afstedkom mange fejltagelser. Hospitalet rådede ikke selv over redskaber. Det måtte de låne i byen.
Da englænderne belejrede København i sommeren 1807, besatte de Skt. Hans Hospital. Man evakuerede de ”sindssyge til Frederiksberg, hvis kirke blev omdannet til midlertidigt opholdssted for disse.
Masser af bryllupper i kirken
Kirken i Skt. Hans Hospital blev i slutningen af det 18. århundrede meget benyttet af københavnerne, når disse skulle vies. For da hospitalet lå uden for Københavns volde, var brudefolk ikke forpligtede til at betale for de ”stipulerede kapulationspenge”, som dengang blev opkrævet af Stadens Kæmnerkontor.
Det var særlig efter byens brand i 1795, at disse udenbys vielser næsten var blevet en modesag, fordi inden by – branden havde en af byens kirker, Vajsenhuskirken på Nytorv været der, hvor man søgte hen. Men de afbrændte bygninger blev ikke genopført.
Skt. Hans hospitalet flyttede
I 1816 og de påfølgende år flyttedes Skt. Hans Hospital og Claudi Rossets Stiftelse til Roskilde, hvor Københavns Kommune ejede Bistrup Gods, der var blevet skænket staden af Frederik den Tredje som tak for en heltemodig indsats mod svenskerne i 1658 – 1659.
I 1822 lå Ladegården nærmest i ruiner. Nu blev stedet taget i anvendelse som tekstilfabrik. Forgængeren havde ligget i Pustervig ved Vor Frue Kirke. Men var blevet ødelagt under englændernes bombardement.
Tvangsarbejderanstalt
Ladegården blev nu benyttet til en arbejderanstalt for fattige og husvilde. Men i henhold til en Kancelliskrivelse af 4. juni 1833 blev den udvidet til tillige at tjene som tvangsarbejderanstalt, der dog skulle afsondres fra de øvrige bygninger, da den skulle betragtes som et straffested, ligesom betlere og løsgængere kunne hensættes her.
Det var de mest urolige hoveder af såvel mænd som kvinder, der kom på Ladegården. Det var personer, der ikke ville underordne sig nogen tvang men gøre og lade, som de selv lystede.
Brand den 14. august 1839
Dette bevirkede også at de rottede sig sammen og stak ild til ”Gaarden” den 14. august 1839. Ved den lejlighed dukkede der foruden brandvæsnet også en deling husarer, en bataljon infanteri og artilleri. Mindre kunne ikke gøre det i Frederik den Sjettes tid. Ved denne brand nedbrændte den nordre længe, en del varer og redskaber.
Poetisk skue fra jernbanen
I 1863 fik København sin første banegård. Banens linjeføring gik over dæmningen ved Gyldenløvsgade. Jernbanen blev ført langs Sankt Jørgens Sø. Derefter blev den ført videre ad vores dages Rosenørns Alle for omkring Bülowsvej at dele sig mod Roskilde og Klampenborg. En udflugt til Klampenborg var meget populært blandt københavnere. En samtidig beskrivelse findes af en passager, da stedet endnu var tvangsarbejderanstalt:
Ladegårdslemmerne ville nok have byttet plads
Det var særdeles poetisk. Men det er ingen tvivl om, at fattiggårdsmedlemmerne godt ville have byttet plads med togpassagererne.
De måtte ikke bruge penge
Ladegårdslemmerne var temmelig fordrukne og der blev passet på, at de ikke smuglede deres yndlingsdrik ”brændevinen” ind på gården, ligesom de heller ikke måtte have rede penge mellem hænderne.
Da der var tilladt dem at købe forskellige genstande som bl.a. skråtobak på selve anstalten, havde denne udstedt bliktegn, gældende for diverse beløb, de såkaldte ”Ladegårdsspecier”. De blev udleveret lemmerne til at erhverve diverse delikatesser dog ikke brændevinen.
Pjalteherren
Blandt Ladegårdslemmernes arbejde var også den opgave at renholde byens torve og pladser. De kom gående i samlet trop med den lange rørfejekost under den ene arm og vandkanden under den anden. Påklædningen var så opsigtsvækkende som mulig:
Ladegårdslemmerne blev også kaldt for den 41. bataljon. (hæren havde dengang 40 bataljoner). Bataljonen bestod ikke af de bedste børn. Der var altid en betjent i nærheden, der skulle beskytte de fredelige borgere mod at blive forulempet af ladegårdslemmerne.
Straffet fordi de fik fattighjælp
”Lemmerne” var underkastet et bestemt reglement, der mindede om det regulativ, der gjaldt for fangerne i Vridsløselille, skønt mange lemmers eneste forbrydelse bestod i, at de havde modtaget fattighjælp.
De måtte stå op kl. 5 om sommeren og kl. 6 om vinteren. Derefter blev der serveret varmt øl. En time efter begyndte arbejdet. Arbejdsdagen sluttede først kl. 6 aften. Klokken halvni om aftenen var der tvungen sengetid.
Omtalt i sommerrevyer
Denne ynkelige skikkelse blev også taget humoristisk. Skikkelsen blev fremstillet i Sommerrevyen 1881 i ”Haabløse Slægter”, hvor ”Ladegaardslemmet” sang på melodien ”Marlborough er død i krigen:
har jeg immer boet paa ”Gaaren”
Jeg er født og klædt og baaren
I det bare Sengehalm
Harlem Harlem Harlem
Jeg er født og klædt og baaren
I det bare Sengehalm
Gaar vi rundt omkring og fejer
mens den glade Ungdom leger
i det bare Sengehalm.
Harlem – osv.
Visen gjorde lykke dengang blandt publikum. Ladegårdslemmet hørte til de figurer, man daglig så på de københavnske gader og stræder, men også andre viser fremkom omkring Ladegårdslemmerne.
Sundholm indviet i 1908
Allerede i 1903 var der påbegyndt opførelsen af en ny og tidssvarende anstalt, Sundholm på Amager. Den nye ”anstalt” blev indviet i april 1908.
Den gamle Ladegård blev udstykket.
Kilde:
Hvis du vil vide mere
På YouTube kan du finde to videoer, fra et foredrag som undertegnede holdt i Stefans Kirken. Videoen indeholder en masse fotos fra Ladegården og åen.
Dato: maj 1, 2023
Hvad der læses mest – april 2023
Byernes Top-30 – De mest populære kategorier – Den Alternative Hitliste – De mest læste artikler Top-100. 19 nye artikler i april 2023. Igen – masser af henvendelser. Vi holder pause fra endnu en gruppe. Mange medier bruger dengang.dk som kilde. Mange fortsatte restriktioner fra Facebook. Vi er blevet beskyldt for at udbrede terrorisme Mange læser kun brødteksten og reagerer kun på denne. Billedsamlinger overvejes på hjemmesiden.
19 nye artikler i april 2023
Vi har lagt 19 nye artikler på vores hjemmeside. Vi er nu oppe på 1.970 artikler
Nu er der 1.970 artikler
Og hvis du ser et + og et nyt tal bag ved, betyder det at det antal artikler befinder sig fordelt ud over andre kategorier. Og hvorfor det? Jo, alle 16 kategorier er ikke kommet på en gang.
Igen – masser af henvendelser
Vi har igen haft masser af henvendelser på Messenger, mail og via telefon. Det har været hyggeligt. Desværre har vi grundet vedvarende restriktioner fra Facebook ikke kunnet svare på alle henvendelser. Men vi må nok atter gentage
Kun antagelser
En læser menter, at vores artikel om ”Vikinger i Vadehavet” var for tyndbenet. Det kan vedkommende selvfølgelig godt synes. Læseren ville have haft flere beviser. Men nu kan vi jo ikke bare gå ind og opdigte beviser, der ikke findes. Men vi har efterhånden skrevet 17 artikler om Oldtid, Vikingetid m.m. og sammenlagt må vi da nok erkende, at der er beviser nok for vikingernes tilstedeværelse.
Vi holder pause fra endnu en gruppe
Vi har nu tre gange slettet en af vores artikler i en gruppe. Anledningen er, at jeg bliver tillagt en holdning, som jeg ikke har. Der bliver pludselig beskrevet forhold, som jeg slet ikke i artiklerne har taget stilling til. Formålet med dette at gøre min artikel til et eller andet politisk spørgsmål. Det har været den samme person, hver gang.
Det minder om det, som vi har hvert udsat for i en anden gruppe, hvor en person advarede brugerne hver gang, der blev lagt en artikel ind fra dengang.dk
Nu vil læserne sikkert mene, hvorfor svarer du ikke igen?
Det ville hurtigt danne sig for- og imod-grupperinger og ødelægge den gode tone i gruppen. Jeg har oplevet før, hvor jeg fik restriktioner af Facebook i sådanne situationer, hvor jeg blev beskyldt for at sprede ”hadefuld retorik”.
Selvfølgelig kan ikke alle have samme holdning til historie. Ofte er dette afhængig hvilket kildemateriale, man har anvendt.
Jeg vil ikke bruge særlig meget tid på sådanne enkeltsager. Jeg har nu slettet de sidste tre sager og meddelt administrator at jeg holder en pause og grunden til dette.
Mange medier bruger dengang.dk som kilde
Der er heldigvis mange medier, der bruger dengang.dk som kilde – både store og små. Vi opdager det efterhånden. Og det er jo positivt.
Mange fortsatte restriktioner fra Facebook
Vi har oplevet mange restriktioner fra Facebook i april. Det er sket op til hver anden og hver tredje dag, hvor der blokeres for artikler og andre delinger som vi ville have ind på siden. Igen engang har vi flere gange forsøgt at få fat i Facebook for at få en forklaring.
Vi har næsten halveret vores delinger men blokeringer forekommer stadig.
Vi udbreder terrorisme
Efter, at vi havde haft et indlæg om Eichm……(Forbudt Facebook – ord) fik vi at vide, at vi bl.a. udbredte terrorisme. Det var faktisk det modsatte vi gjorde. Vi skrev at diverse efterretningsvæsner vidste, hvor han befandt sig, men ikke gjorde noget for at få ham udleveret. Artiklen blev bragt, fordi temaet Besættelsestiden igen er på førstepladsen blandt de mest populære kategorier. Og det skyldes måske artiklerne om 9. april.
Da DR havde bragt noget om vedkommende var det naturligt for os at bringe artiklen. Vi kan så ikke finde ud af, om det var indholdet eller fotoerne, der var kriminelle, Det er ikke altid lige let af forstå en algoritme.
Men vi protesterede mod afgørelsen. Og højst overraskende blev disse restriktioner over denne artikel trukket tilbage. Det er sandelig ikke let at drive en historisk formidling på Facebook.
Kun Brødteksten læses
Der nogle, der kun ser fotoerne. Andre læser kun den sorte tekst og ikke hele artiklen. Det er sådan set også i orden. Men det er det så bare ikke alligevel, hvis indlægget bliver kritiseret. For det som så bliver anfægtet, står som regel i artiklen.
Billedsamlinger på hjemmesiden overvejes
Vi overvejer i øjeblikket, om der skal oprettes mapper med fotos på hjemmesiden. Vi har efterhånden samlet en del. Men vi er bange for at det måske tager opmærksomheden fra vores skrevne artikler. Og så er det hele tiden problemer med copyright. Det er meget tidskrævende at undersøge dette. Og hvis fotoerne er taget på eks. Facebook, så skal man i hvert tilfælde spørge om lov. Vores fotoer er heller ikke forsynet med særlig mange data. Også dette kan føre til negativitet.
Har du læst det før så spring bare over
Der er nogle af vores læser, der undrer sig over, at vi skriver dette på nogle vores indlæg under brødteksten. Svaret er, at nogle mener, at det er forkert, at vi med jævne mellemrum bringe den samme artikel. Ja det behøver det ikke engang at være – det kan være samme tema, som man bringer en artikel om. Nogle af læserne kan ikke skille det fra hinanden.
Nogle gange brokker læserne sig over dette. Det skaber med det samme en masse negativitet. Vi gør så det, at vi sletter artiklen. Det nytter ikke noget at skrive, at det er en helt anden artikel.
Tonen på Facebook kan være meget negativ. Nogle læsere føler sig direkte forulempet, hvis de skal læse det samme eller det samme tema flere gange. Det er ikke vores hensigt at skabe negativitet. Så vores opfordring bliver ikke altid fulgt.
Byernes Top-30
Vi har de sidste mange måneder brugt Facebooks liste. Men den er ikke retvisende, da den kun regner Facebook med. Nu er vi gået tilbage til hele vores hjemmeside. Med andre ord – i hvilke byer læser man mest dengang.dk
De mest Populære Kategorier
En placering på Top-100 giver et point. Er det point – lighed vinder den med den kategori med den bedste placering.
Indlemmelse. Afståelse, Genforening 0
1864 og De Slesvigske krige
Grænsen er overskredet 0
Akeleye – Slægten 0
Tallene i parentes angiver sidste måneds placering. Den store vinder er Besættelsestiden. Det skyldes nok 9. april. Og den store taber er Tønder
Den Alternative Hitliste
Denne omhandler de ikke ordinære ting som artikler. Tallene angiver den placering temaet ville have haft, hvis det havde været med på på hitlisten
48 Hvad læses der mest – marts 2023
56 Hvad læses der mest- februar 2023
Hvad læses der mest – april 2023-Top-100
De Nåede det næsten
Igen engang er mange af de nye artikler på hitlisten.