Lersøen var både idyllisk og berygtet. Men et latrindepot, bød på store lugtgener især om sommeren. Der skete eksplosioner i de såkaldte chokoladevogne om sommeren. Her kørte også Slangerupbanen. I starten var der voldsom interesse. Frihavnsbanen gik også her forbi. Og den store ranger – station med plads til 120 vogne blev etableret på den gamle Lersø.

 

Idyllisk og berygtet

For 200 år siden var her pragtfuld idyl. For lidt over 100 år siden var det et berygtet sted. I dag er det et tiltalende sted og et grønt område. I det 15. og 16. århundrede var Lersøen en af staden Københavns fire søer, som gav en hvis form for indtægt. Magistraten havde fiskeretten, mens kongen havde jagtretten.

Men krybskytter var der mange af dengang. Man kunne fristes til at tro at deres lange rør (bøsser) kunne have givet navnet til søen -Rørsøen. Men navnet skyldes utvivlsomt sivbevoksningen, der trivedes godt i de våde områder.

 

De latrinære begivenheder

I 1870´erne udtørrede Københavns Kommune delvis Lersøen. Cirka 25 ha blev udlejet til beplantning med pil, der tidligere var meget anvendt til for eksempel kurvefletning. Og var det så bare blevet ved det.

Men de hastigt voksende yderkvarterer blev snart misbrugt og mishandlet, da byen fik brug for lossepladser. Og det som var endnu værre – de latrinære begivenheder. Dette varede over flere år, til omkring 1906.

Udførslen af byens natrenovation ved de berygtede natmænd og natvogne – eller om man vil lokumstømningen – var i 1880`erne blevet et problem. Man måtte finde en løsning på dette problem. Det gjaldt først og fremmest om at få latrinen ført bort fra byen og solgt til landbrugerne. De fik på den måde en billig gødning. Kunstgødning, der knap lugtede så fælt blev latrinens afløsning.

 

Mange depoter

Københavns Kommune sluttede i 1889 kontrakt med Kjøbenhavns Renovationskompagni om at få de store latrinmængder bragt bort fra byens grund. Kompagniet havde dels mellem de længst forglemte lokaliteter – Raadmandsmarken og Brudesengsmarken et større latrinoplag med tilhørende bygninger
og fæcaliteter og dels tilsvarende anlæg ved Lersøen.

Kompagniet skulle ifølge kontrakten inden 4 år nedlægge de to nævnte depoter med gødningsudsalg, men det skete ikke.

Lersø  – depotet blev i 1890 en rigtig station med sidespor til Nordbanen. Stanken blev ved. En af den danske sangskats smukkeste sange blev omdøbt til Underlivets Aftendufte.

 

Latrinære informationer

I november 1890 sås i københavnske dagblade følgende meddelelse:

• Gjødning til Landet. Kjøbenhavns Renovations – Kompagni lader anlægge en Jernbane fra sine Oplagspladser til Statsbanernes Spor i nærheden af Nørrebros Station, en Strækning af omtrent af et Par Tusinde Alen. Anlægget af Sporet have Statsbanerne taget i Entreprise. Til Transport af Gjødningen har Renovationskompagniet i Malmø ladet forfærdige 12 store Jernbanevogne, der paa et par Egeplanker nær kun består af Jern og Staal. Paa hver af Vognene er der Lejer til 3 mægtige Tønder, hvis Forfærdigelse er taget i Enterprise af en kjøbenhavnsk Bødkerforretning.
• Det er da Meningen, at Gjødningsvognene pr. Hestekraft skal transporteres fra Renovations – Kompagniets Oplagspladser, hvor de fyldes, ad den ny Sporlinje til Nørrebros Station for at indrangeres i Togene og befordres til Landstationerne, hvor saa Gjødningen aftappes til Forbrugerne.

 

Ikke meget status i en ”Latrinær Station” 

 DSB var tilfredse med betydelige indtægter. Men beboerne ved landstationerne var sikkert ikke tilfredse med deres stations nye ære og værdighed som Latrinstation. Mange nordsjællandske stationer fik efterhånden denne værdighed.

 

Nok af gødning

Station Lersøen blev af DSB betragtet som et privat sidespor og dels som en holdeplads. Der var opført et beboelseshus til den bestyrende ekspedient. Efterhånden blev en stations – karl også ansat.

Til stationen hørte en lille have på 365 kvadratalen. Den kunne man have meget glæde af i fritiden. Gødning havde man jo nok af.

Den ejendommelige station åbnede 1. februar 1891. Den omtalte transport med heste fra Lersøen til Nørrebro Station ville have været for langsom. Afstanden
var på 1,5 kilometer.

 

Eksplosion i sommervarmen

Latrinvognene var nu ikke så store som pressen gjorde dem til. De tre trætønder kunne tilsammen rumme 10.000 kg. Det varede ikke længe før bare synet af dem, kunne få folk til at holde afstand.

Man havde lavet en anordning så tøndevognene ikke eksploderede ved indholdets gæring i stærk sommerhede. Det skete inden denne anordning flere gange. En varm pinse eksploderede seks tønder på Hovedbanegården.

Desværre var vognene ikke altid tætte. Det betød at de efterlod en stribe, som godt kunne have interesse for hunde. I de godt 15 år som Station Lersøen
eksisterede blev der afsendt 208.907 tons latrin. Da man var blevet færdig på Kløvermarken blev latrindepotet på Lersøen nedlagt. Slangerup – banen kom til at gå gennem det famøse område.

 

Der stank om sommeren

Lersøen forvandlede sig til et moseområde. Men med pilebevoksningen blev det et tilholdssted for byens løse eksistenser. Utugtens eksistenser logerede
også her med eller uden alfonser. Her trivedes kriminelle, sprittere, subsistensløse og voldsmænd. Nutidens kriminelle skulle stå tidlig op for at hamle op med dem.

Men det var ikke kun det forhold, der gjorde stedet utrygt. Om sommeren stank der fra de åbne latriner, hvor natmændene havde tømt deres last.

 

Uhyggelig møde med latrinvognene

Det var noget uhyggeligt ved at møde de raslende og stinkende hestevogne med latrintønderne. De pjaltede natmænd kørte deres stinkende hestevogne tilbage til depoterne i morgentimerne, ja så raslede vognene endnu mere.

Natvogn var et fy – ord, så ofte blev de kaldt for chokolade – vogne.

 

En latrinær vittighed

Der er en vittighed fra den tid. En tysker ville gerne se Københavns lyksageligheder, så han blev slæbt med ud til Lersøen.

• Was ist denn das?
• ”Schokoladewagen” var svaret.
• Ach so von Cloëtta
• Nein von Closetta.

Vittigheden var gengivet i Blæksprutten og Cloëtta var faktisk en chokoladefabrik i Hørsholmsgade.

 

Kommunen køber hele Lersøen

Efter århundredeskiftet svandt de berygtede arealer ind. De blev ryddet til vej – og jernbaneanlæg. Tagensvej blev gennemført mod Bispebjerg
i 1904. desuden blev Slangerupbanen indviet. Tagensvej blev ført over banen.

I 1906 blev den berygtede latrinstation med oplag ved Lersøen nedlagt. Slangerupbanen var anlagt på en strimmel. Hele udformningen af Lersøen
var først færdig i 1930. Store dele af arealerne stod tomme i mange år, dog ikke lossepladsen, som fyldte en hel del.

Det var kommunens første kontrollerede losseplads. Skraldet blev tildækket med jord af hensyn til hurtig forrådnelse og for at lette sager ikke skulle blæse væk. Men det var nu ikke så effektiv. En masse skrald blæste alligevel væk. Derfor lod kommunen arealet indhegne.

Nye rangerbanegårde blev hele tiden udskudt. De københavnske stationer var efterhånden overbelastede. I 1910 – 12 købte kommunen resten af arealet. Det var blandt andet for at sikre sig mod mindre heldig form for spekulationsbyggeri. Det havde man tidligere set på  Indre Nørrebro. Hensigten var at udlægge det hele til parkområde. Men det hele gik nu ikke så hurtig.

 

Rangerstationen påbegyndes

I 1916 påbegyndtes endelig anlæggelse af Lersøen Rangerstation men plads til 120 vogne. Der blev lagt en del spor mellem Tagensvej og Lyngbyvej og banen til Østerbro (Frihavnsbanen).

I 1918 blev byggeriet udbudt i licitation. Fra godsstationen skulle 4 spor føres under viadukten for Tagensvej ind i det område, hvor rangse-stationen blev anlagt.

Først i 1920 tog anlægsarbejdet fat. Den gamle Nordbane-spors bomme på Tagensvej kunne endelig forsvinde. Et nyt dobbeltspor blev anlagt mod Hellerup
helt over ved Slangerupbanens spor.

Godsstationens sporanlæg var fuldført i 1924. Det blev til 5 år for Nørrebros Godsbanegård og 14 år for Lersøen Rangerstation.

Sporanlæggene på den nye rangerstation, der blev taget i brug 1. juli 1930 var på 7 kilometer. Det hele virkede dog som en stor forvirring.

• Længst til venstre lå spor 1 og 2. Det var til hoved-tog-vejene for persontrafikken Frederiksberg – Hellerup
• Spor 3 og 4 var ankomstspor for tog fra Hellerup og Frihavnsbanen
• Spor 5 var åbenbart del af en stor græsplæne
• Spor 6 og 7 var ankomstspor for tog fra Flintholm
• Spor 8 var afgangsspor for tog mod Østerbro

En sporgruppe på 4 spor var bestemt til opstillings – og rangerspor. Endvidere var der anlagt en stationsrist med 9 spor.

Store projektører på 30 meter master belyste området.

Ranger – stationen nedlægges

Men rangerstationen var næppe kommet i gang, før depressionen ramte. I Lersøen skulle der rangeres godsvogne fra Nord – Kystbanen, Roskildebanen, Frihavnen, Østerbro og Godsbanegården.

Men den 27. februar 1967 blev transit – rangerbanegården endelig nedlagt. En tid blev arealerne brugt til en slags godsterminal for lokaltogene til Nord – og Kystbanen. Og i forskellige udvalg kæmpede vi for at bevare fragtmandshallerne.

 

Slangerup – banen

Vi skal da heller ikke glemme Lygten Station og Slangerup Banen.

Kjøbenhavn  – Slangerup Banen anlagdes efter lov af 13. april 1894 som en virkelig privatbane uden statstilskud. I 1903 stiftedes A/S Slangerupbanen.  Jordarbejdet påbegyndtes i 1904, og de blev ret betydelig ikke mindst omkring Lersøen. Fra Emdrup Bakke blev der flyttet ikke mindre end 100.000 m3
fyld, som endelig gjorde det af med de sidste sumpede og mosede områder.

Et betydeligt areal blev planeret, strækkende fra Nørrebrogade forbi Tagensvej.

 

Lygten Station

Lygten Station skulle være en monumental banegård. Den måtte gerne ligne Østerbros. Ja det kom den også til, i hvert fald i starten. På søn – og helligdage myldrede folk til, for at tage i Hareskoven.

Fra sommeren 1906 kunne man på  Lygten Station købe en rundrejsebillet gældende fra Lygten – Farum, med Baadfarten fra Fiskebæk over Frederiksdal til Lyngby med Lyngby – Vedbæk Jernbane over Ørholm til Vedbæk og hjem med DSB ad Kystbanen. Sådan en heldagstur kostede kun 2,05 kr. Man kunne også få billetter til kortere ture, men også med sejlads på Furesøen med tilstødende vande.

 

Ind og ud af samme ende

Togene kørte ind og ud af den samme ende. Der fandtes ingen drejeskive med omløbsspor. Togstammerne måtte rangeres ud på sporarealet, for at lokomotivet kunne løbe om, og derefter måtte stammen bakkes til afgangssporet.

Foruden afgangs – og ankomstsporet med hver sin perron, fandtes et mellemspor til vognopstilling.

Ude ved Tagensvej opførtes den ældste lokomotivremise.  Med tilhørende kulgård, vandkran m.v.

I 1929 opførtes en tresporet vognremise med værksted. Her skulle KSB`s diesellokomotiver også anbringes, når de ankom i 1930. Der var også spor til tømmerplads og grus-silo.

 

Kæmpe interesse

I banens første driftsår var der ca. 300.000 passagerer, og tallet steg jævnt i årenes løb. Omkring 1920 lå tallet på omkring 800.000. Derefter gik det ned ad bakke. I 1929 var antallet af passagerer nede på 500.000.

 

DSB overtager

Om aftenen den 31. marts 1948 ventede personalet på det sidste tog. DSB havde overtaget strækningen, og alt skulle udskiftes. Pludselig skulle man have tre gange så mange blanketter og tryksager som før. Også biletterne skulle udskiftes.

I remisen blev lokomotivet pyntet med flag. Den skulle bruges til indvielsesturen næste dag.

Man forventede, at alt skulle moderniseres. Men viljen var større end evnen. På Lygten Station forsvandt garderobe, kiosk, reklamer m.m. efterhånden. Nu skulle der kun være en perron med spor på hver side. Og 1956 blev der opført et perrontag.

 

Sporvogn med kort levetid

Der blev lagt spor til den hurtige sporvognsrute 19x til Rådhuspladsen. Men ruten fungerede kun fra 1952 – 1958. Omstigningsforholdene mellem Slangerup
– banen og Nørrebros Stationer havde i mange år været utilfredsstillende. Omkring 1950 skete der en radikal forbedring. Et trinbræt blev etableret ved Tagensvej.

 

S – tog

Elektrificeringen til Farum havde været drøftet næsten fra KSB´s start, men først ved lov nr. 145 af 17. maj 1961, skulle det endelig blive til noget. Men der skulle gå endnu 16 år, før Hareskovbanen, som den nu kaldtes, blev S – bane.

I 1970 tog man fat på et anlæg af dobbeltspor til Svanemøllen. Det kunne man dog godt have sparet sig, for i 1971 blev det vedtaget at Hareskovbanen skulle have ændret linjeføring fra Emdrup til Svanemøllen. Dermed var Lygten Station nedlagt.

 

Nedlagt i 1976

Stationen blev nedlagt den 24. april 1976. Det sidste tog afgik under enorm opsigt og interesse. Efter at det sidste tog var ankommet slukkedes stationens udendørslys . Men i stationskontorerne var der stadig lys og stemning.

Hvad skulle der ske med bygningerne. Nogle mente, at bygningerne skulle fjernes, og der skulle indrettes til park. Andre mente, at her skulle være kro. Perronen skulle indrettes med krohave. Og stationsbygningen blev brugt til mange ting i årenes løb. Selv har jeg holdt foredrag i de flotte lokaler, men akustikken er ikke særlig god.

 

Frihavnsbanen

Frihavnsbanen gik også på en del af strækningen gennem Lersøen. Den fulgte den senere anlagte Rovsinggade parallelt til Lyngbyvejen og fortsatte langs Vognmandsmarken til Strandvejen, hvor første del af Svanemøllebroen opførtes. Der fra gik det videre til Frihavnsgitteret
ved Århusgade.

Indvielsen af Frihavnen måtte udskydes, da den russiske kejser Alexander den tredje var afgået ved døden den 1. november. Kongefamilien kunne ikke deltage. Det første egentlige godstog på ruten kørte den 9. november 1894.

I 1895/96 blev der transporteret 80.317 tons gods mellem Nørrebro og Frihavnen. I årenes løb skete der en del omlægninger. Sporet var gået fra Nørrebro Station, men fra 1. juli 1930 udgik sporet fra Lersøen Rangerstation.

 

Kilde:

• Litteratur Nørrebro
• www.dengang.dk – diverse artikler

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.784 artikler
• Under Nørrebro finder du 304 artikler
• Under København finder du 191 artikler

 

• Den stinkende Kloak på Nørrebro (under Nørrebro)
• Nørrebros mange stationer
• Sporvogn på Nørrebro
• Tog til Nørrebro
• Tog til København (under København)
• Linie 18 (under København) og mange flere artikler

Redigeret 9.-03. – 2022

 

Ladegårdsåen og drikkevandet

Der var to små vandløb. Grøndalsåen og Lygteåen. Ladegårdsåen ændrede sit løb. Fra 1620 løb Ladegårdsåen det løb, som vi kender. Grøndalsåen var hovedløbet. Ålekistehus ved Vanløse Sluse. Ofte hærværk ved slusen. En krudtmølle ved åen. Vandvæsnet ville ikke reparere bro. ”Misbrug af bro”. Som regel for lidt vand i Ladegårdsåen. I 1719 var det hele næsten udtørret. Nu skulle der graves en dybere kanal. Bispeengen blev ofte oversvømmet. En ny forordning for retten. Pludselig var Ladegårdsåen ”anlagt ved Kunst”. Ikke noget ”propert Sted for Byens Drikkevand” Fabriksejer påberåbte sin uskyld. ”Dosseringer” og grøfter til at beskytte drikkevandet. Overgange over åen. Den høje sten. Drukneulykke i åen. Flere broer over åen. Kommunen overtog broerne. Man begyndte at overdække åen. Området var blevet et smukt landskabeligt billede fattigere.

 

Der var to små vandløb

Dette er vores artikel nr. 16 om Ladegården og åen. Se en liste efter artiklen. Her kommer vi til at bevæge os uden for de normale lokalhistoriske områder. Vi skal nemlig følge Ladegårdsåen fra Damhussøen til Peblingesøen og følge vandet fra Lersøen gennem Lygteåen til Ladegårdsåen.

Ja egentlig var det de to små vandløb – Grøndalsåen, der kommer fra Damhussøen og Lygteåen, der danner afløbet fra Lersøen – der løb sammen til Ladegårdsåen.

 

Grøndalsåen og Lygteåen

Grøndalsåen er en kunstig gravet kanal fra Christian den Fjerdes tid, mens Lygteåen og dens fortsættelse er et naturligt vandløb. Ja sidstnævnte blev det senere tvivl om.

Lygteåen har antagelig altid haft sit løb ned over Bispeengen og gennem Ladegårdsåens leje til Peblingesøen og Skt. Jørgens Sø, hvor den udmundede gennem en bred sænkning ud mod Søerne.

På den sidste del af sit løb fulgte åen oprindelig en noget sydligere retning end den senere Ladegårdså, idet den gik tværs over Ørstedsvej omtrent ved Svanemosegårdsvej og Sofievej, derpå tværs over den senere jernbanedæmning og ud i den sydlige del af Skt. Jørgens Sø.

 

Ladegårdsåen ændrede sit løb

På et eller andet tidspunkt er dette løb blevet spærret af en dæmning ved Bülowsvej og vandet tvunget til at tage en nordlige retning under den nuværende Åboulevard. Spærredæmningen var dog ikke højere, end at vandet ved forårstid kunne gå over den. Det sydlige løb vedblev derfor længe at holde sig fugtigt.

Rester af dette var Svanemosen eller Svanehaven, hvis navn endnu er bevaret i et gadenavn og fæstningsgravene omkring Ladegården. Disse fæstningsgrave stammer fra Christian den Fjerdes tid. Vodrofså blev også gravet som et led i den ydre befæstning om byen, da Grøndalsåen blev anlagt for at føre vand ind fra Damhussøen.

 

Fra 1620 løb Ladegården til det løb, vi kender

Omtrent 1620 kan det antages at Ladegårdsåen er opstået i den skikkelse, som vi kender. Dens nuværende navn var dog længe om at træne igennem. I Vandvæsnets dokumenter hed den officielt ”Kommunikationsåen” og Grøndalsåen. Den blev også kaldt for ”Grøften fra Langvaddam”.

Å-løbet havde ikke kun betydning for drikkevandet, men også for fæstningsværkerne. Således skulle stadsgravene være fyldte. Man ansatte i 1659 en officer, der skulle holde øje med dette.

 

Grøndalsåen var hovedkøbet

Det blev Grøndalsåen, der blev hovedstrømmen. Den var længere end Lygteåen og førte også en større vandmængde. Lygteåen fik lov til at passe sig selv mens Grøndalsåen blev reguleret og opstemt ved sluseværker og dæmninger.

Straks ved udløbet af Damhussøen måtte vandet passere den store Vanløse Sluse. Den var et af de vigtigste af de københavnske stemmeværker. Og det var et værk som bønderne konstant forsøgte at ødelægge. De ville have vand til deres marker.

 

Ålekistehus ved Vanløse Sluse

I 1682 byggede Vanvæsnet det såkaldte Ålekistehus ved slusen. En mand blev sat til at passe på, at bønderne ikke atter engang skulle ødelægge den. Siden 1694 boede her opsynsmand Niels Pedersen.

I 1716 fik han besøg af 4 russiske soldater, der var indkvarteret sammen med mange andre på Fælleden. De passede egentlig hestene på Hollændermarken. De brød ved nattetide ind i hans hus, slog vinduer og døre ind, bandt ham selv til en væv, pryglede ham og hans gamle kone.

De frastjal ham alt, hvad han ejede, nemlig 2 skjorter, et par bukser, 2 daler, en halv otting smør og 4 brød – i alt vurderet til 10 Rigsdaler.

Vandkommissionen godtgjorde ham dog dette. De lovede også istandsætte huset. To år senere søgte Niels Petersen sim afsked. Hans søn blev hans efterfølger. Den gamle fik hele 8 Rigsdaler i årlig pension. Sønnen fik en løn på 13 Rigsdaler 2 mark samt fribolig i Ålekistehuset.

 

Ofte hærværk ved slusen

Som navnet antyder var der ålekister ved Vanløse Sluse. De tilhørte Vandkompagnierne. Men disse førte også til ubehageligheder. I 1742 var lokale trængt ind til opsynsmanden og havde ødelagt disse ålekister og meget mere.

Opsynsmanden skulle også åbne og lukke sluserne. I 1797 valgte Vandkommissionen to nye opsynsmænd. Der blev lavet nye låse og meget mere efter uenigheder.

 

En krudtmølle ved åen

Så var det lige slusen Kalthuset. Dette hus var opkaldt efter tøjmester, Peter Kalthof, der her i 1656 havde indrettet en krudtmølle. Her fandt tøjmesteren resterne af en ganske forfalden sluse. Han opførte to store stemmeværker for at begrænse vandtilstrømningen fra Damhussøen. Nu havde en faktisk været nok. Også her forsøgte bønderne at sabotere værket.

 

Vandvæsnet ville ikke reparere bro

Over slusen lå en bro og vejen til Utterslev, den nuværende Godthåbsvej gik over denne. Denne bro var også brøstfældig i 1680. Men Vandvæsenet mente ikke at det tilkom dem at reparere den. Bønderne blev ved med at klage over slusen. I 1684 blev den afskaffet. Vandvæsenet sagde, at de ikke ville have mere med den at gøre.

Længere nede blev vandet standset af en dæmning ved Falkonergården, hvor en vej Falkoneralleen førte over åen. I 1719 spurgte vandinspektøren, hvem der skulle reparere broen. Efter en masse diskussion påtager Vandvæsenet selv at gøre det.

 

”Misbrug af vand”

Også her foregik der ”misbrug af vand”. Den kgl. Sølvpop havde her indrettet en voksbleg i 1742. Til denne havde man egenmægtig ledet vand fra Ladegårdsåen ad en bred og dyb grøft bag om gården. Vandkommissionen tilskriver indehaveren straks ar kaste renden til. Den gang fandtes der ikke andre overgange over Ladegårdsåen.

Helt inde ved Ladegården måtte vandet presse sig gennem et par riste af træ, som vel kunne tilbageholde de groveste af de uhumskheder, som åen førte med sig. Samme sted førte en sluse ind til gravene omkring Ladegården, hvor det overskydende vand gennem Vodrufså kunne ledes til Kalvebod Strand.

 

Som regel for lidt vand i Ladegårdsåen

Som regel var der dog snarere for lidt vand end for meget i Ladegårdsåen. Der var store udgifter forbundet med at holde vandet oprenset. Dette var således tilfældet i 1669 da samtlige borgere i byen inklusive hofembedsmænd, officerer, præster og professorer fik befaling til hver især at stille op med ”Skuffe og Spade” til oprensning af ”Gravene” ”imellem Staden og Langvbaddam” (i dette tilfælde Grøndalsåen).

 

I 1719 var det nærmest udtørret

Men aldrig havde det dog set så galt ud som i sommeren og efteråret 1719, da der var faldet ualmindeligt lidt regn. Peblinge- og Sortedamssøen var næsten helt udtørret.

For at skaffe hver dråbe vand til byen, som kunne skaffes, måtte ikke alene slusen ved Vanløse altid stå åben, men også plankerne i bunden måtte tages op.

 

Nu skulle der graves en dybere kanal

I 1727 havde man samme problem. Nu talte man om at grave en dybere kanal ved Grøndalsåen. De 12 pumpevandskompagnier fik den 30. september befaling om at stille med hver 15 mand ved Ålekistehuset den 2. oktober om morgenen kl. 7. Under ledelse af oberstløjtnant Häusser skulle de i gang med gravningen. Arbejderne fik hver 20 skilling i dagløn. De skulle så selv skaffe sig seng og natteleje i nærmeste by.

Den 16. oktober kunne det så meldes at arbejdet var udført og anlægget fungerede tilfredsstillende. Ved Ålekistehuset var der opstillet et apparat til ”Vandets udkastelse” så vandet kunne flyde over slusen ”og gennem grøfterne til byens render.

Vandkommission havde inviteret til en stolt forevisning den 20. oktober. 14 pumpevandsinspektører tog det nye anlæg i øjesyn. Forevisningen ville finde sted mandag den 20. oktober ved middagstid. Uheldigvis var det begyndt at regne meget kraftigt. Vandet var igen begyndt at flyde. Nu forlangte de sparsommelige pumpevandsinspektører derfor at udkastnings- apparatet ved Ålekiste-huset samt de 5 pumper i Peblingesøen straks skulle stoppes og det ansatte mandskab skulle afskediges.

 

Bispeengen blev oversvømmet

I regnfulde år skete det, at åen ikke kunne sluge alt det vand, der flød til den. Så skete der det, at først og fremmest hele Bispeengen blev oversvømmet. Egentlig burde åen jævnligt oprenses, men det havde ingen lyst til at betale.

 

En ny forordning for retten

Hidtil havde først kongen, senere vandvæsnet sådan nogenlunde sørget for vandløbet. Men da der i 1790 kom en ny forordning om ”skadeligt Vands Afledning til Forbedring af Agre, Enge og Moser i Danmark” skete der noget.

Da nu alle lodsejere havde nytte af vandets afledning, skulle de deltage i udgifterne ved dette. Og så væltede Vandkommissionen den byrde fra sig. Det havde man også før med ringe held forsøgt. Og det gik da hellere ikke bedre denne gang.

 

Pludselig var Ladegårdsåen ”anlagt ved Kunst”

I 1802 var sagen om udgifterne for retten. Og højst overraskende meddelte Landværnskommissionen at forordningen fra 1790 ikke kunne anvendes, da Ladegårdsåen ”ikke var nogen naturligt løb, men anlagt ved Kunst”. Derfor skulle oprensningen af åen også bekostes af Vandvæsenet.

Her ville man dog ikke bøje sig. Man var af den overbevisning at åen ”ikke var anlagt ved Kunst”. Vandinspektørerne måtte dog bøje sig. I 1804 tilbød de at bekoste åens oprensning.

 

Ikke noget ”probert Sted for Byens Drikkevand”

Nu var Ladegårdsåen ingenlunde noget ”propert Opbevaringssted ”for Byens Drikkevand”. I 1677 blev natmanden sendt ud for at borttage en død hund, som lå i vandet. I 1682 hed det at åen var forstoppet af ådsler og mudder.

Vandkommissionen kæmpede hårdt for at holde bandløbet nogenlunde rent. Vi har tidligere artikler beskrevet, hvad der alt sammen flød i åen. Et andet eksempel skal dog nævnes her.

 

Fabriksejer påberåbte sin uskyld

I 1802 anlagde justitsråd Christian Lange en berlinerblåt – fabrik på sin gård Nørre Alleenlyst på Frederiksberg. Fabriksbygningen lå ud til Falkoneralleen tæt ved ladegårdsåen. Gennem en grøft havde fabrikkens spildevand afløb lige ud til åen. Samme sted havde gårdens ”lokum” og gødningsplads også afløb.

Hvad er berliner blåt, spørger du sikkert? Det er et blåt pigment med meget stor farvekraft, bestående af diverse grundstoffer. Loftsmalerier på Frederiksberg Slot er malet af det. Malere som C.W. Eckersberg og Christen Købke anvendte farven. For sidstnævnte var det ikke altid lige heldig. I nogle tilfælde skete der en voldsom blegning eller falmning på lysets nedbrydning. Således fik Købkes. ”Udsigt fra Dosseringen” helt forkerte farver.

Lange hævdede efter klager, at det stof man anvendte til Berliner-blåt ikke var sundhedsskadelige. Desuden blev de ved stærk ild udbrændt til pulver. Han fremlagde en attest fra fysikus Scheel, der erklærede, at skyllevandet fra fabrikken ikke kunne indeholde mere end en ubetydelig del svovlsyre og kalium.

Med hensyn til afløbet fra gødningspladsen hævdede Lange, at sådan noget ikke kunne være farlig for drikkevandet, siden Vandkommissionen ofte ””stemmede” vandet så højt, at det gik op over møddingssteder og renovationspladser på de tilstødende jorder. Ligeledes tillod man, at kreaturer blev vandede i åen og trådte ud i den.

To ”Falkonersvende” – hans naboer på Falkonergården kunne bevidne, at den rende, som førte spildevand fra hans køkken, havde ligget der i 20 år.

 

Fabriksejer blev dømt

Vandvæsnet ville dog ikke lade sig nøje med disse forklaringer. Det kom til en retssag, som endte med at Lange mod dagbøder forpligtede sig til at fjerne alle de afløb som han havde lagt ud til Ladegårdsåen.

 

”Dosseringer” og grøfter til at beskytte drikkevandet

Først så sent som i 1813 blev der truffet foranstaltninger til at skærme byens drikkevand mod forurening fra de omkringliggende bebyggelser og marker, idet der blev opkastet ”Dosseringer” på begge sider langs Ladegårdsåen. Der blev desuden gravet grøfter til optagelse af overfladevandet.

Da ”Dosseringerne” blev besigtiget i 1815, fandtes de stærkt beskadigede af lækatte, rotter, mus og muldvarpe, som havde gravet huller i dem. Derimod havde vandet ingen skade gjort. Man mente at ”Dosseringerne” sagtens kunne stå for et større tryk.

 

Overgange over åen

Ladegårdsåen dannede et uoverstigeligt grænseskel mellem Nørrebro og Frederiksberg. Fra gammel tid eksisterede der overgange ved Falkonergården og Grøndal. Først omkring 1820 dannedes en ny overgang ud for Blågårdsgade.

Langs åens sydlige side gik Ladegårdsvejen. På nordsiden udviklede Dosseringen sig til den såkaldte Blågårds Ågade, der i 1870 blev overtaget som offentlig og fik navnet Ågade.

 

Den høje sten

Ud for Ladegården stod midt i åen en høj spids sten, hvis top ragede en eller halvanden alen op over vandet. Det var ingen indskrift på stenen, men man mente det var til minde om en frygtelig hændelse. Men det var det nu ikke. Det var en vandmåler. Senere blev stenen til en mindesten.

 

Drukneulykke i åen

Det var en mørk novemberaften 1812 et selskab kom kørende i karet ud fra grosserer Mariboes landsted, Rolighed /ved Rolighedsvej) ind mod byen. Da væltede kusken med vognen ud i Ladegårdsåen. Historien melder om fra to til fire druknede damer.

Ulykken gav anledning til, at en række piletræer blev plantet foran den førhen så nøgne åbred. De stod der endnu, da Ladegårdsåen begyndte at blive overdækket. Stenen blev ved samme lejlighed løftet op og anbragt på Åboulevarden. En simpel indskrift blev indhugget i den:

• – 27. Novbr. 1812

 

Flere broer over åen

Der var et stigende behov for overgange over Ladegårdsåen efterhånden som befolkningen steg. Den driftige rådmand Bülow, der ejede og bebyggede så mange grunde i dette kvarter, var den første der skaffede passage over åen, idet han i 1852 fik kommunalbestyrelsens tilladelse for egen regning at anlægge en kørsels – og gangbro mellem Blågårds jorder og Frederiksberg.

Broen fik navnet Bülows Bro. Den lå tæt ved åens udløb og dannede en forbindelse mellem Dosseringerne langs Peblingesøen og Skt. Jørgens Sø.

Året efter fik kaptajn Bangert på Solitude en lignende tilladelse og således fremkom Bangerts Bro, der lå ude ved Brohuset for enden af Bülowsvej. Senere kom også Parcelbroen for enden af Griffenfeldtsgade. Det var alle sammen lette træbroer, som skulle vedligeholdes af ejerne og fjernes igen, så snart Magistraten forlangte det.

 

Kommunen overtog broerne

De tre broer som lå nærmest byen, blev dog overtaget af kommunen samtidig med, at denne overtog de gader, der førte til den:

• Ewaldsgade, Blågårdsgade og Griffenfeldtsgade

Kun Bangerts Bro fik lov til at ligge og passe sig selv. Efter at kaptajn Bangert var død og Solitudes jorder udstykkede, var der ingen, der tog sig af den. I 1871 havde ejeren af Brohuset ladet den istandsætte. Men de efterfølgende ejere anerkendte ikke denne forpligtelse.

I 1884 var den da blevet så forfalden, at politiet lod den spærre som alt for farlig at passere. Men da en overgang over åen på dette sted var meget ønskelig, påtog Københavns Kommune at istandsætte broen selv om der på Nørrebro – siden ikke fandtes nogen offentlig gade, som gik ned til den.

 

Man begyndte at overdække åen

I 1887 begyndte forhandlingerne om at overdække Ladegårdsåen længst inde mod byen. Det skulle nu være en lukket ledning. Vandets forurening var blevet værre grundet mere byggeri.

Bülowsbro var blevet så forfalden at den skulle ombygges. Man foretrak dog at spare broen. Og så overdækkede man en strækning på 200 fod af åen ud for Ewaldsgade. I 1892 afløste man broen ud for Griffenfeldtsgade på samme måde med en jorddæmning.

I 1896 overdækkede man åen mellem Ewaldsgade og Blågårdsgade. I 1897 nåede man ud til Brohusgade med anlægget. Ved århundredskiftet var hele åen overdækket ud til jernbaneoverskæringen ved Bülowsvej.

 

Området var blevet et smukt landskabeligt billede fattigere

Et stort arbejde var tilendebragt. Byen var blevet en bred boulevard rigere og et smukt landskabeligt billede fattigere.

 

 

Kilde:

• dengang.dk – div. artikler
• Villads Christensen. Historiske meddelelser om København 1-3
• Adresseavisen
• Personalhistorisk Tidsskrift
• V. Ramsing: Københavns Historie og Topografi 1-3

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 2.227 artikler
• Under Nørrebro finder du 338 artikler
• Under København finder du 216 artikler

 

• Ladegården og kirken
• Ladegården – uden for Nørreport
• Ladegården – nok engang
• Ladegårdsåen – en grænse
• Arbejderanstalten på ladegården
• De fattiges fabrik på Ladegården
• Ladegården og åen
• Livet på Ladegården
• Ladegården – dengang
• Fattiglemmer på Ladegården
• Ladegården (NørLiv 18)
• Christian den Fjerdes Ladegård
• En tur langs Ladegårdsvejen
• Skal Ladegårdens å atter flyde?
• Ladegården og en populær å

 

• På YouTube ligger to video med foredrag, som jeg holdt i Stefans Kirken. Videoerne er forsynet med masser af fotos fra Ladegårdsåen. Kig på YouTube efter ”Ladegården og Åen 1-2”

 

• Epidemi på Nørrebro
• Et epidemihospital på Nørrebro
• At bo på Nørrebro
• En stinkende kloak og flere opløftende momenter på Nørrebro
• Byggespekulation på Nørrebro
• Kolera på Nørrebro 1853
• Lokummer på Nørrebro
• Latriner og kloaker på Nørrebro
• Pest på Nørrebro
• Nørrebro 1840-1880
• Da det lugtede på Nørrebro (foredrag)
• Det var trangt i København
• København var en skiden by
• Vesterbro 1840-1857
• Sådan boede arbejderne dengang
• Pustervig og Fattigvæsnet
• At være fattig
• Kvinderne i Peder Madsens Gang
• Pest i København
• København 1840-1880
• Drikkevand til København
• Urenligheder i drikkevandet og hygiejnen i København
• Guldalderens København – sådan var det også

 

 

Lersø-bøllernes minder

18 artikler om de skæve eksistenser. Svært at afgrænse et historisk område. Krykke Maries slagsang. Overfald på politimand. De boede i deres primitive huler. De havde det ellers meget hyggeligt ude på Lersøen. Aviserne svælgede i artikler om dem. Masser af revyviser. Et halvt år i Århus. Ferdinand Eriksen døde i 1919. De navnkundige Utterslev-kræmmere. Hvor blev Lersø – bøllerne af? De bevægede sig over et stort område. Spritflokken var stor. Klunserne. Amerikaner – Kaj.

 

En del om dette tema

Ja egentlig har vi efterhånden skrevet en del om dette emne og holdt en del foredrag om skæve eksistenser på Nørrebro. Lad dette være en slags afrunding. Det var ikke kun Lersø – Bøllerne. Det var også efterfølgerne ”Lersø – Bisserne”, Prinserne og Klunserne.

Det var folk man skrev viser om og som optrådte i revyer rundt omkring. Ja man skrev også skillingsviser om dem. Ja og egentlig hører Utterslev – prangerne også med blandt disse eksistenser.

 

Svært at afgrænse et historisk område

Og der findes de folk, der gerne vil dele de københavnske bydele ind i bestemte ”historie-områder”. Men det lader sig ikke rigtig gøre med disse mennesker. Her er der både tale om Ydre Nørrebro, Østerbro, Nordvest og Utterslev.

 

Vi har 18 artikler om ”De skæve eksistenser”

Og Anders Enevig var egentlig politibetjent. Han gik rundt med sin store Eltra båndoptager og optog folk og de skæve eksistenser på Nørrebro og Nordvest.

Du kan få uddybet minderne om Lersø-bøllerne og de andre skæve eksistenser ved at læse vores 18 artikler og foredrag om emne på vores side.

 

Krykke Maries slagsang

Anders Enevig – også folkemindesamler og forfatter har samlet omkring 1.500 viser om disse folk. Og det startede med at han fandt en vise, der hed ”Krykke Maries slagsang”. Og egentlig kunne indholdet synes at være lidt mærkelig.

Visen handler om et mægtigt gilde, hvor opvartningen bestod af suppe, kogt på svineører behængt med lange hår. Bohavet i den hule, hvor festen foregik, bestod af kasser. Hædersgæsten hed tilsyneladende Karl Baj. Denne Karl Baj blev senere entreprenør.

Og Karl Baj er nævnt i flere viser. Han var en rigtig Lersø – bølle.

 

Overfald på en politimand

Lersø-bøllerne levede som bekendt ude i sivene i den tørlagte Lersø. Man taler så meget om Lersø-slaget. Men egentlig var det tale om et brutalt overfald på en politimand natten mellem den 29. og 30. september 1901.

Man slog næsten politimanden halvt ihjel. Men i folketraditionen taler man stadig om selve slaget.

 

De boede i deres primitive huler

Jo Knokkeldrengen, Musen, Kno-Anders, Spiritus, Glo-øje og Lange-Herman levede ikke forgæves. Det var sandelig ikke bare anderumper og pigespejdere. Det var et fag og et erhverv at være Lersø-bølle. På grænsen mellem Københavns kommune og Utterslev Mark dengang holdt kærligheden op.

Området var omkring 1900 en stor nogenlunde tør mose. Den strakte sig fra Nørrebrogade til Lyngbyvejen og videre endnu over mod Ryvangen. Hele dette område var beplantet med pilebuske. Pilegrenene blev brugt af kurvemagerne i København – dengang.

Lersø-bøllerne boede derude i deres primitive huler. Her var fred og ingen fare for ikke engang politiet turde vove sig herud – i begyndelsen. Det var dog en, han var ikke bange. Det var ”Bølle-Jørgen”. Det fortælles, at han var knokkelstærk.

 

De havde det meget hyggeligt ud på Lersøen

Egentlig havde de mere eller mere kriminelle Lersø-bøller det meget hyggeligt herude i pilene. Hulerne møblerede de med møbler som de hentede over fra lossepladsen ”Mamrelund”. Opsynsmanden dengang hed Abrahamsen – og bohavet bestod af kasseret husgeråd og af gamle madrasser fyldt med basser, lus, lopper og tapethøns.

Den gamle folkesang om Lersø-slaget fik først melodien omkring 1918 og det var til den velkendte ”Den er fin med kompasset”. Det må have været en særlig stemning derude, når de sad i hulerne og sang deres kampsange.

 

Aviserne svælgede i artikler

Mange mælkedrenge på Mejeriet Enigheden lærte disse viser længe før 1910. Mon disse Lersø – bøller tænkte på, hvordan det gik politibetjent Ørsted? Sikkert ikke. Han blev mishandlet så grusomt, at han døde få år efter overfaldet som en ret ung mand.

Aviserne svælgede i artikler om bøllerne og mange små huspoeter blev inspireret. Den digteriske åre flød voldsomt – alt skulle være på tværs dengang.

 

Masser af revyviser

Digteren Carl Ewald boede et stenkast fra Lersøen i en herskabelig villa. Han gjorde knæfald for bøllerne i lange avisartikler, og raseriet kulminerede på Sønderbro Teater i både 1905 og 1908. Komedierne om Lersøbøllerne blev sat på programmet. I komedien fra 1905 blev der på de skrå brædder på Søndertorv sunget ikke mindre end 12 grove viser gendigtet over skelettet til de obskøne viser, som alle kendte. Viserne forsvandt lige op i den blå luft. De kunne også blive for sølle.

 

Et halvt år i Århus

I aviserne kunne man læse at Lersø – bøllen Ferdinand Eriksen og Karen Spidsmus var flyttet. Sidstnævnte havde taget damperen til Århus.  Her boede de et halvt års tid inden de blev snuppet af politiet. De blev indsat i den gamle arrest.

Allerede første nat foranstaltede Ferdinand det første forsvindingsnummer. Tidlige morgenvandrer i gaden må absolut have moret sig, da der fra en celle hang to sammenknyttede lagener og blafrede i morgenbrisen. Man bør absolut bruge lagner, hvis man skal flygte fra et spjæld med maner. Det må Ferdinand have vidst, for hele Danmark morede sig.

 

Ferdinand Eriksen døde i 1919

Skuespiller Frederik Jensens store vise i sommerrevyen i 1902 fra Nørrebro Teater gjorde grin med hele historien. Komponisten Olfert Jespersen havde sat melodi på og hele København, ja hele landet sang med på visen om Lersø-bøllen Ferdinand og Karen – Spidsmus.

Ferdinand døde på Kommunehospitalet i København i 1919. Men Kren Spidsmus levede i bedste velgående i en hyggelig lille lejlighed på Vesterbro endnu da hun var 80 år sammen med et par undulater. Dengang havde hun dog ikke glemt at drikke håndbajer.

 

De navnkundige Utterslev-kræmmere

Hvad betød dette miljø for det gamle Lersø? Først og fremmest af meget fattige arbejderfamilier med mange børn og dernæst de navnkundige Utterslev – prangere, som handlede over det meste af Sjælland.

De bar næsten en slags uniform. Ingen var i tvivl om, hvem man havde for sig. Et par værdige herrer med sorte bowlerhatte, halsklude bundet i den typiske prangerknude og iført et par blanke ”køjetræsko” kom de kørende ad landevejen på bukker og enspænderkørertøj.

De havde også alle sammen et stort cykelstyreskæg sat op til narrestreger med ”bajuskisnot”. De var skam ikke til at spøge med. Disse gæve gutter satte også deres særpræg på Lersøkvarteret.

Prangerne var stamgæster i den gamle Lygtekro. Jo der går mange fortællinger om Stærke-Harald og Luske-Laurids ude i kvarteret. Nogle af dem har vi allerede fortalt.

 

Hvor blev Lersø-bøllerne af?

Hvor blev Lersø-bøllerne af? Omkring 1908 – 10 blev hele området for friseret til Lersøbøllerne. De store fabrikker rykkede længere og længere ud i mosen og Slangerupbanen blev anlagt.

 

De blev til Lersøbøllerne

Man havde heller ikke mere fred for politiet. De var så snedige, at de havde fået anskaffet sig politihunde og de var ikke bange for Lersø-bøller. Nej, nu var det ikke så rart at være Lersø – bølle mere. Tiden gik, og selv de værste af bøllerne var blevet tamme. Alderen og brændevinen var ikke gået sporløst over dem.

De flyttede så ud til Nørre Fælled og tog navneforandring til Fælledbisser. Det var ude hos dem den unge tegner Robert Storm Petersen fandt sine modeller. De lå i mange år og sang deres viser ude ved søerne ”Holger Danskes Briller”.

En af hovedpersonerne blev den legendariske Maja Robinson. Man sagde, at hun en gang havde været gift med en australsk læge. Hver måned fik hun penge af ham. Og så var der ellers kamp om Majas gunst.

 

De bevægede sig over et stort område

Og Robert Storm Petersens tegninger tog nu form som den godmodige vagabond med jordbærtud og med hængelås på maven, som alle kender og holder så meget af.

Fælledbisserne bevægede sig over et stort område på Østerbro. Men efterhånden blev også Nørre Fælled for friseret for dem. Den ny Fælledpark var blevet anlagt og resten af Fælleden var blevet bebygget. Nu var Fælledbisserne blevet hjemløse herude. Rent galt blev det, da brændevin ikke blev til at betale efter første verdenskrig. Selv Nørrebro Handelsforening kritiserede mod de nye afgifter.

 

Spritterflokken var stor

De viser, der blev sunget dengang, var dog ikke uden selvironi og humor:

• Du dejligste flaske med radium

Du er min ven og min trøst

lad andre kun prise champagne med skum

du slukker dog altid min tørst

du lille flaske – du er så rar

du følger altid troligt med far

selv om de værste skæv jeg slår

altid i lommen jeg dig dog har

Spritterflokken delte sig, for den var stor. Den ene halvdel tog ophold på Blågårds Plads. Den anden halvdel søgte igen ud til den lille flok på Rebslagervej. Disse tog steder stod spritterfolket som også blev kaldt Prinserne i lang tid.

De blev ikke gamle. Man holdt dog traditionerne stærkt i hævd fra generation til generation – også i viserne.

Mange af disse sprittere mødte man ude på landevejene om sommeren. Og mange cyklede med deres slibercykel rundt. På Blågårds Plads blev de ofte brugt som barnepiger.

 

Klunserne

1.500 viser samlede Dansk Folkemindesamling. Og Anders Enevig stod for en stor del af disse. Klunserne blev også en del af folkefærdet som vi også tidligere har berettet om. Han dukkede også op i Klunsermiljøet som især holdt til i Blytækker-kvarteret.

Her besøgte Enevig især to produkthandlere på Blytækkervej, bl.a. Alvi. Her var indrettet et lille klunserskur, hvor klunserne mødtes forskellige tidspunkter af dagen og fik sig en lille dram. Her fik de også mulighed for at lave sig lidt og mad og få vasket sig. Her kunne man også sove dagens rus ud.

 

Amerikaner-Kaj

Klunserviserne var præget af respektløshed og ironi. Særlig indtryk efterlader Amerikaner-Kaj med sin vise en søndag i Vridsløse Statsfængsel:

• Frihed, ja det er min drøm

Oh lad mig drømme ud!

Lad fængslets porte åbne stå

Så at jeg min frihed kan få.

”Amerikaner-Kaj” havde en smuk død på en varm røgkanal i en kælder, lænet op mod et skråtstillet skraldespandslåg med ryggen mod den lune mur i varmekælderen.

Han ville have frydet sig i levende live, hvis han havde vidst, at han også døde med begge hænder begravet i bukselommerne. Rundt omkring ham stod der 3 halve flasker kogesprit.

 

 

 

 

 

 

Kilder:

• dengang.dk/diverse artikler
• Anders Enevig: Lersøbøller og Fælledbisser (artikel)
• Anders Enevig: Klunsere og kræmmere
• Anders Enevig: Prinser og Vagabonder
• Sven Nielsen: Go’ morgen Karl Baj

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 2.223 artikler
• Under Nørrebro finder du 337 artikler
• Under København finder du 216 artikler
• Under Østerbro finder du 113 artikler

 

• Lersøbøllernes viser
• Valdemar Skrubskidder, Baptister, Knokkeldrengen og de andre (Foredrag)
• Derude på Lersøen
• Lersø-bøller og Bisser- nok engang
• Lersø – bisser
• Klunser og Kræmmer på Nørrebro
• Prinser på Nørrebro
• Fattiglemmer, Bøller og Bisser på Nørrebro
• Med tog over Lersøen
• Fælledbisser og Prinser (NørLiv 16)
• Valdemar Skrubskidder og de andre (NørLiv 17)
• Klunsere (NørLiv 20)
• Klunsere, Kræmmere og Sprittere i Nordvest
• Lersøen – idyl og Uro (Foredrag)
• De skæve eksistenser på Nørrebro (Foredrag)
• Fra Søerne til Nordvest
• Frederik Eriksen, Karen Spidsmus og de andre

Da det lugtede på Nørrebro – Foredrag

Foredrag den 22.10.2014 på Støberiet, Blågårds Plads. Dette handler om de forhold beboerne på Nørrebro blev budt, da portene åbnede og voldene brudt ned. Dårligt ildelugtende drikkevand forstærkede epidemierne. Åbne kloaker forstærkede den dårlige lugt. Lejligheder blev etableret uden vand og lys. Byggespekulanter havde gode kår. Deres motto var ”Byg Højt – Byg Tæt – Byg Billigt. Hør, hvor mange, der skulle dele toiletsæde. Og hvordan fik Fru Hansen på Fjerde tømt hendes natpotte. Børnenes indtægt var vigtig. 70 pct. af en arbejderindtægt gik til fødevarer. Skatteregler prioriterede lejligheder under 29 m2. Så skulle byggespekulanter ikke betale afgift.

 

500 brønde

Allerede i 1682 var der 500 brønde i hovedstaden. Vandet i disse brønde var også en sand smittekilde.

 

Pesten 1710

Under pesten i 1710 fandt man ud af, at man måtte gøre noget for at forbedre sundhedstilstanden i København. Pesten var brudt ud. Dengang var der ganske få, der boede på Nørrebro. Lazaretternes funktionærer døde som fluer. Patienterne lå der i flere dage uden at få hjælp. Af de 36 ligbærere, sygebærere og kuske var der efter 4 dage kun 6 i live på Vodrufgård.

Vågekonerne bestjal de syge og udplyndrede dem. Barbersvendene gjorde ligeså. Portneren forsømte sin pligt og tog de syge med på strejftur, så de kunne smitte andre.

Fangerne på Bremerholm fik lovet deres frihed, hvis de ville begrave ligene. Men ikke mange fik glæde af dette. Ganske få overlevede.

 

Ingen forbedringer

Vi begyndte dette indlæg med en epidemi. De kloge dengang vidste godt, at sådan en blev forstærket af de forhold der herskede i København – dengang. Myndighederne lovede, at der skulle ske forbedringer, men faktisk skete der intet. Og hvad skal det ellers handle om i aften. Ja faktisk fandt vi en artikel fra bladet Fædrelandet fra den tid som beskriver det ganske glimrende:

• Naar alle vi andre i den Vestindiske Varme lider under en utaaelig Stank, der som saa godt som fra alle Kanter omgiver København i denne Tid, fra syd og vest, blandt andet udgaaende fra masser af forraadnet Tang, en stank der næsten gaar til tortur at besøge Runesteds-Badene fra nord og øst bla.a fra garverierne, gamle forraadnede spækhøker-oplag, stillestaaende Rendestene, Fiskebløderier, Sumpe, Svovlstikkefabrikke, Latrintømninger og andre uhumskheder, hvoraf Købenanhavn flyder over – saa skulle man synes, at Byens Bestyrelse og Politi at have glemt Koleraens fremmarch, saa skulle man tro, Byen ville foretage sig ekstraordinære Ting.

Masser af husdyr inden for portene

 

Folk myldrede til storbyen. Fugtige kældre og utætte loftsrum blev taget i anvendelse. Egentlig burde drikkevandet sies og koges inden man drak det. Men det glemte folk. Rotter og løse hunde var glade var glade for de åbne kloaker på Nørrebro.

Tænk engang inden for murene var der 2.777 heste, 1.435 køer, 739 svin og 45 søer.

 

Befolkningen blev seksdobbelt

På 200 år var befolkningen blevet seksdobbelt på den samme plads inden bag voldene. Nye etager var sat på ejendommene. Brænde- og hønseskure blev taget i anvendelse. Forældet lovgivning var en fordel for grundejerne. Og politikerne turde ikke at gribe ind i grundejernes rettigheder.

 

Det gamle grubbesystem

Byens latriner var i mange år indrettet efter det gamle grubbesystem. Indholdet blev samlet i fordybninger i kælderen. Så kunne man nøjes med at tømme det to gange om året. Der blev oprettet depoter på Amager. Og graven omkring Rosenborg Slot var blevet en renovationskule.

 

Landevejen blev gjort til ”Møddingsplads”

Man tog det ikke så nøje i de udenbys kvarterer som Nørrebro og Vesterbro. Man tog det meget let med hensyn til renovation. Enhver grøft måtte gøre tjeneste som kloak eller som en ”Røst fra Blaagaardsbyen” på Nørrebro skriver i 1855:

• Vi skændes ikke som Hovedstadens agtbare Borgere om Tønder – og Grubesystem – thi hvor intet af disse gør sig gældende, behjælper man sig med det allerældste System og gør ugenert Gaden eller Landevejen til sin Møddingsplads.

 

Jerichau indførte tøndesystemet

Man havde ellers forsøgt sig med transportable tønder i stedet for gruberne. Men dette system vandt ikke den store udbredelse.

Den mand, som først fik tøndesystemet indarbejdet i København i noget større udstrækning, var en landmand Jerichau fra Fredensborg. Han ansøgte i 1848 Indenrigsministeriet om tilladelse til at udføre latringødning fra København. Med rette kunne han indlede med disse vise ord:

• Den uendelige Stank, de store Gødningsbeholdere foranlediger, har længe været Genstand for Klage.

 

København er en skiden by

I et skrift fra 1847 siger Dr. Hornemann:

• København er en meget skiden By og enhver der fra Landet kommet ind gennem dens Porte, bliver straks slaaet af dens slette Lugt.

Ved en anden lejlighed sagde han:

• Jeg beder enhver, der muligvis ikke kender disse mangler i hele dens Udtrækning om at besøge nogle af vores Smaagader og vove sig ind i de fattige og smudsige Huse og Gaardrum og spadsere langs vores aabne Kloaker og indaande den ved Sommeren og Solstraalernes varme fordampede Slam, for ej at tale om Nattens giftige Dunster. Disse kan dog ogsaa om Dagen spores hele Dagen gennem Byen, som den natlige Kørsel for øjeblikket er henvist til.

Det som Hornemann henviser til, var renovationskørsel, som var henvist til at foregå om natten.

 

Forening for Natrenovationens Forbedring

Jerichau tilbød nu at indsætte transportable tønder i ”Priveterne” (sådan kaldte man toiletterne dengang). Så ville han skifte dem to gange om ugen. Alternativet var de såkaldte gruber, der kun blev tømt ca. to gange om året.

Gødningen ville han afsætte til landmænd på Sjælland. Derfor ønskede han tilladelse til udførsel gennem Nørreport og til at lave oplag ude i Forstæderne (Nørrebro).

En ”Forening for Natrenovationens Forbedring”, som på den tid var blevet stiftet, anbefalede Jerichaus forslag. Borgerrepræsentanterne viste deres interesse for opgaven ved at bevillige en understøttelse af 300 Rigsdaler.

 

En jordlod ved Nørre Allé

Han fik bevillingen den 26. juli 1849. Den gjaldt for tre år og gav ham tilladelse til at udføre renovationen gennem alle stadens porte samt fri passage uden betaling af bropenge. Han ville have oplagspladser ”uden for søerne” efter politiets nærmere anvisning. Og betalingen måtte han selv opkræve hos husejerne. Kørslen skulle være tilendebragt klokken 9 om sommeren og klokken 10 om vinteren.

Jerichau anskaffede det nødvendige materiel – foreløbig dog ingen tønder men firkantede kasser og indrettede sin oplagsplads på en jordlod ved Nørre Allé i nærheden af de gamle sandgrave.

Næsten alle Nørrebro-borgere var fra 1850 plaget af ildelugtende dunster fra Nørre Alle.

 

Hygiejnen forbedret for 18.000 beboere

I løbet af den treårige periode fik han sit tøndesystem indført i 400 huse foruden i Frederiks Hospital og Fødselsstiftelse. Stadsfysikus kunne i 1852 erklære at Jerichau havde forbedret de hygiejniske forhold for ca. 18.000 mennesker.

Men der var dog omkring 3.000 ejendomme tilbage, som benyttede sig af det gamle grubesystem. Da Jerichau i 1852 søgte om en forlængelse af sin bevilling fik han en konkurrent i urtekræmmer Mygind, der en tid arbejde sammen med Jerichau. Men så var de blevet uenige.

Autoriterne valgte så at give bevillingen til dem begge.

 

Mygind blev alvorlig konkurrent

Og Mygind havde fart på. Allerede i 1853 kunne han meddele at nu havde han entreprise på 700 ejendomme og at der var gang i tilmeldingerne.

Men nu begyndte klagerne at indløbe fra Myginds oplagsplads ved Nørre Allé. De begyndte allerede i 1850. Og også militæret, der anvendte Fælleden klagede.

 

”Forholdene er ubeskrivelige i deres væmmelighed”

De forholdsregler, der skulle tages ved at bestrø gødningen med bark eller melkalk blev kun dårligt udført og viste sig utilstrækkelig. Oplagspladsen var på alle sider omgivet af en fire alen højt plankeværk. Men ak – de flydende dele af renovationen løb ud under plankeværket og bredte sig helt hen til Nørre Allé og tilstødende ejendomme. Det flød også ned i sandgravene og blev liggende i hullerne. Stanken herfra blev utålelig.

Beboerne klagede både til Magistraten og Justitsministeriet. I 1854 hed det sig:

• Forholdende er ubeskrivelige i deres Væmmelighed

Ude på Jagtvejen kunne man ikke åbne vinduerne i flere dage.

 

Oplagspladsen blev flyttet til Rådmandsmarken

Til sidst kunne autoriterne ikke længere undgå at tage hensyn til de mange klager, der bare fortsatte. Da bevillingerne for Jerichau og Mygind igen skulle fornyes i 1855, blev det gjort til en betingelse at de flyttede deres oplag en andetsteds hen.

Forskellige forslag fremkom. Jerichau forsøgte at få den tørlagte Lersø overladt. Stadsfysikus foreslog marken mellem Lundehuset og Strandvejen. Men det endte med at både Jerichau og Mygind fik overladt pladser i Rådmandsmarken, hvor renovationsoplagene derefter forblev i en lang række år.

 

To hovedvandløb, der ikke fungerede

Afledningsforholdene ude i forstæderne var endnu dårligere end inde i byen, Der var to hovedvandløb som førte spildevandet henholdsvis til Øresund og til Kalvebod Strand nemlig Blegdamsgrøften, der havde tilløb fra Blegdammene. Fællederne og Østerbro og Rosenåen, der løb fra Ladegården bag om Vodrufsgård over Vesterbro ud til stranden ved ”Enighedsværn”.

Længere ude fandtes et lille vandløb, der havde udløb ved Belvedere, og som afvandede den yderste del af Vesterbro og Frederiksberg.  På en del af denne strækning var det omdannet til en lukket kloak. Vandet blev ledt under jorden af tjæretønder.

Vandskellet mellem øst og vest gik omtrent ved Skt. Hans Gade, hvoraf fulgte, at Nørrebro slet intet afløb havde for sit spildevand.

Vandet fra Blegdamsgrøften måtte ikke gerne løbe i Vandvæsnets søer. For disse søer leverede drikkevand til Københavns befolkning. Denne grøft var alt andet end lugtfri.

 

En sump i Ravnsborg Have

I Store Ravnsborg Have var der en sump på over 1000 kvadratalen (1 alen er lig med 0,39 m) Og en langs Nørrebrogades sydside havde vi igen en meget ilde berygtet grøft. Den nåede lige inden Peblingesøen at dreje af til Blågårds marker. Hvor den så blev af, er ikke noget man talte højt om.

Vandinspektør Colding omtalte dette som en afskyelig pøl. Under oversvømmelser forsvandt en masse af dette ud i Søerne.

En ældre rende under Ladegårdsåen var ganske ude af stand til at afhjælpe Nørrebro med sit spildevand, selv om den i 1851 var blevet forandret til en virkelig lukket ledning.

 

Urinskabe

Den Hygiejniske Kommission forslog ”Offentlige Urinkroge”, der jævnligt skulle skylles rene. De to første så dagens lys i 1852. De blev officielt kaldt urinskabe. De var ganske små kun en kvadratalen.

 

Blegdamsgraven udsat for mange klager

Hovedvandløbene magtede slet ikke deres opgave. Og særlig Blegdamsgrøften var udsat for mange klager. Det var en dyb bred kanal fuld af mudder og aldeles livsfarlig for dem, der faldt derned.

Der gik rygter om, at så mangen en soldat er faldet ned i denne grøft efter øvelser på Fælleden i ikke helt ædru tilstand.

Da der engang var forslag om at sløjfe digerne omkring Fællederne holdt kæmneren på at man skulle bevare diget langs Blegdamsgrøften for at hindre at kreaturerne fra at styrte ned i den dybe grøft.

Der var overordentlig stinkende uddunstninger grundet det stillestående vand.

 

En sundhedsfarlig stank

Sommeren igennem udbredte den en sundhedsfarlig stank. Grundejerne værgede sig hele tiden ved at holde den oprenset, da de med rette hævdede, at opgaven var umulig, eftersøm grøften næsten intet fald havde på den lange strækning, og den trods sin store dybde 10 – 16 fod (1 Fod er =0,3048 m). dog ikke kunne aflede vandet fra de lavere liggende blegdamme.

En gang om året blev grøften dog oprenset. Da stod arbejderne barbenede i grøften og øste mudder op flere uger i træk. Så lød klagerne fra beboerne endnu højere. Kæmneren mente, at netop denne grav var den vigtigste i hele byen.

 

Spildevand løb ud i Sortedamssøen

Ofte stod derfor blegdammene under vand, så man kunne sejle over dem med både. I Skt. Hans Gade løb spildevandet den gale vej lige ud i Sortedamssøen. Og det vand brugte man også som drikkevand i København.

 

Patrulje foregik i løb 

Der var ikke meget bebyggelse fra Nørrebros Runddel til Lyngbyvejen – dengang i 1890erne. Bag ved lå der en natrenovation. Inde på pladsen tømtes latrinen i dybe overdækkede kanaler. For at bundfældes blev kanalerne ført ud til et stort hul på størrelse med Runddelen.

I det stille vejr hændte det ofte at gassen fra latrinen samlede sig i rørene. Dette førte til større og mindre eksplosioner.

Latrinen blev afhentet af omegnens bønder og brugt som mødding.

Når betjente skulle patruljere fra Nørrebros Runddel ud ad Jagtvejen så løb de for at få det hurtigt overstået. Når vinden havde en bestemt retning, var det en ubehagelig oplevelse.

 

Underlivets aftendufte

I 1889 sluttede Københavns Renovationskompagni kontrakt med kompagniet med hensyn til et ”større oplag” på Rådmandsmarken og Brudengsmarken med tilhørende bygninger. Her kunne man sagtens lugte sig frem til stedet.

 

Ved Lersøen havde man også et større depot. Depotet blev i 1890 til en rigtig jernbanestation med sidespor til Nordhavnen.

Stanken blev ved. Vittige sjæle havde omdannet en af dansk sangkunsts smukkeste melodier til ”Underlivets Aftendufte”.

Til stationen derude, hørte 365 kvadratalen. Karlen havde gratis gødning, men det var nok ikke videre rart at skulle tage solbad derude.

 

Eksplosioner i sommervarmen

Både ved Lersøen og Nørrebro Station skete der eksplosioner i sommervarmen. Desværre var disse ”chokoladevogne” ikke altid lige tætte. Dette betød at de efterlod sig en brunlig stribe, som de omstrejfende hunde viste stor interesse for.

I de 15 år Station Lersøen eksisterede blev der herfra afsendt 208.907 tons latrin.

 

Blæksprutten gjorde grin med latrin-vognene

Dette afstedkom også en vittig tegning i Blæksprutten. En tysker ville gerne se noget specielt. Og en københavner viser en af disse latrin-vogne – kaldet ”Chokolade – vogne. Og for at forstå det sjove skal man nok lige vide, at der på den tid lå en chokoladefabrik på Nørrebro, der hed Cloetta.

• Wass ist den das? spurgte tyskeren
• Das sind Chokoladewagen, svarede københavneren
• Ach so, von Cloetta? spurgte tyskeren
• Nein von Closetta, svarede københavneren.

 

Kolera og Tyfus blev befordret af åbne kloaker

Først i Koleraåret begyndte man at kigge på problemerne. Man fik ansete læger til at erklære at de åbne kloaker var til fare for sundheden. Disse har også været medvirkende til at tyfus – epidemien bredte sig. I løbet af 1854 blev den store Blegdamsgrøft dækket med tætsluttende planker.

 

Der kom gang i byggeriet

Selve voldens funktion som fæstning sluttede 30. juni 1856. Først faldt Nørreport. I 1857 forsvandt Vesterport og samme år fulgte den 1. november – Østerport. På Volden havde 50 rød-kjolede soldater passet på.

Og så gik det ellers løs med byggeriet på Nørrebro. Det var nu kun langsomt at militæret gav slip på deres restriktioner. Nu var det Langelinie, der blev borgerskabets samlingssted.

Senere kom fabrikkerne. Det skete i sådan hast, at det overraskede Københavns Kommune. Man var slet ikke forberedt. Således var der ikke engang lagt en vandledning, da Titan brændte.

Da Anker Heegaard startede, måtte arbejderne inde fra København betale for at komme på arbejde. De skulle gennem portene morgen og aften.

 

Lugtgener i den kollektive trafik

Det kneb også med den kollektive fabrik. De var slet ikke gearet til den store tilstrømning. Og når vi nu er ved lugtproblemer, ja så havde både sporvogne og bådene på Søerne lugtproblemer.

 

I den beklageligste forfatning

I perioden 1850 – 57 opførtes der 296 nye bygninger uden for portene. En stor del af disse på Nørrebro. Moralske, etiske og hygiejniske forhold gik man ikke så meget op i. Brygger Jacobsen, der ofte kom på Nørrebro, udtalte således:

• I Reglen er Gaden i den beklageligste Forfatning uden Brolægning, uden Fortove og hvad der er endnu værre – uden Rendestene.

 

Byg Højt – Byg Tæt – Byg Billigt

Byggespekulanternes motto var:

• Byg Højt – Byg tæt – Byg billigt

Vinduer fandtes kun til den ene side, så udluftning var det ikke rigtig mulighed for. Byggespekulanterne var enige om at lys og luft havde fattigfolk ikke brug for. Derfor havde forhus, baghus og sidehus ikke brug for mere gårdsplads end det var nødvendigt for at komme til og fra ejendommen.

På et tidspunkt var kun 1/6 af Københavns rendestene overdækkede.

 

Skatteloven begunstigede bygning af små lejligheder

Skatteloven af 1802 fritog byggespekulanter for at betale afgift, hvis lejlighederne var under 27 kvm. I perioden omkring 1885 var alle lejlighederne 27 – 31,5 kvm.

 

Logerende – for at redde økonomien

I 1880 havde 10 pct. af lejlighederne logerende. Fødevarer og husleje fyldte det meste af lønnen. Derfor skulle hele familien bidrage inclusive kone og børn.

Professor Wilkens klagede over, at der i brokvarterene var 26 ”Fattigkasser”, hvor der boede 20-45 mennesker på 100 kvadratalen.

 

Boede over en kostald

En del beboere boede oven over en kostald. Det forekom også på Nørrebro. Afløbet fra stalden gik direkte ud i rendestenen. Kloge mennesker påpegede også, at man i husstanden havde alt for mange husdyr, bl.a. hunde. De forøgede urenligheden og ”fordærvede luften”.

Et hundetegn kostede 2 rigsdaler. Først i 1856 blev det forøget til 5 Rigsdaler. Forvildede hunde sig til volden så blev de skudt.

En cigarmager havde et bord, to stole, en gyngestol, en seng og nogle få havde et klædeskab.

 

Store lugtgener

Man kunne risikere at naboen opkøbte klude og ben og opbevarede dette i lejligheden. Dette forårsagede også en meget ilde lugt. Adskillelsen bestod af meget tynde vægge. Lugtgenerne bredte sig hurtigt.

Andre steder var der kældre, der nærmest mindede om en åben sump. Rendestene, hvis sådanne overhovedet fandtes, blev ikke gjort rene i ugevis. Det flød med snavs og urenligheder. Retiradetønderne flød ofte over og dannede ubehagelige pytter på gulvet.

Hvis det ellers var et køkken i lejligheden, kunne dette være behængt med snegle.

 

Politiet tog ikke imod klager

Klagede arbejderne over forholdene til politiet blev de ignoreret. Sådan en klage blev ikke taget alvorlig. Det var samfundets bund, så deres klager behøvedes man ikke at tage seriøs.

 

Slagtere skabte problemer på Vesterbro

På Vesterbro havde de et specielt problem med de mange slagterier. Ofte var der her blodige rendestene, blodplettede fortove. I forbindelse med slagterierne opstod der også tarm-skraberier og garverier. Disse virksomheder forurenede også meget. Rester blev smidt ud på veje og i grøfter eller i de åbne kloaker.

Ofte manglede der vandlås. Det stod ellers i en bekendtgørelse fra 1871. Men kiggede man så nærmere efter så gjaldt det kun nyere køkkener.

 

At have lus

Under disse forhold var det ikke så mærkeligt, at familierne havde besøg af irriterende dyr og mider. At have lus var den største skam, der kunne overgå børnene, Var man så uheldig, ja så gik man i gang med olier, der havde en kraftig stank af petroleum. Et dejligt universalmiddel, der fik hovedbunden til at boble.

 

At have fnat

Det var yderst uheldigt, hvis skolelægen fandt ud af, at man også havde fnat. De små kløende mider var yderst irriterende, Så måtte alle børnene i familien en tur på Kommunehospitalet. Det var en barsk omgang. Man blev smurt ind i fed substans, der skulle sidde en del tid. Så blev man sænket ned i et kæmpe badekar med meget varmt vand.

Efter endt opblødning blev man skrubbet med sæbe og træuld. Det gik ikke stille for sig. Børnene skreg. Derhjemme måtte sengetøjet skiftes og alt andet tøj vaskes.

 

Lopperedder

De fleste lejligheder var rene lopperedder. Det var fugtigt. Pludselig følte man det krible og krable op af sig. Gulve og paneler blev vasket af i salmiakspiritus og møblerne skoldet. Det kunne holde lopperne i skak et stykke tid, indtil de atter kravlede igennem gulve, vægge og lofter.

 

De små kom til sidst

Hver lørdag skulle hele familien i bad. En stor balje blev placeret i stuen og vandet blev varmet i fløjtekedlen på kakkelovnen. Baljen blev kun fyldt en gang. De små måtte vente til allersidst. Det kunne jo være de kom til at tisse og det der var værre i baljen. Der blev skrubbet og håret vasket i brun sæbe. Så måtte man have en klud for øjnene ellers gik det galt.

 

Lad ikke de faldne blive liggende

I Sølvgade og Rosengade-kvarteret blev de syge lagt op på lofterne. Her kom lægerne kun sjældent. Mange var fattige. Og tiggeri slog samfundet hårdt ned på. Således blev en 72 – årig tigger dømt 4 år på vand og brød for netop tiggeri.

• Lad ikke de faldne blive liggende

Ja sådan lød en opfordring fra en kirkelig forening i 1876. Livet i København var farlig sagde made. Men man skulle ikke ledes i fordærv. Det var kirkerne, der udførte det sociale arbejde. Man ville gøre fattige mennesker fra de lave sociale klasser til gode samfundsborgere. På Nørrebro var Nørrebros Bespisningsforening en af de frivillige hjælpeorganisationer.

 

En pastor skrev en selvhjælpsbog

Arbejderne ville ikke ende på Ladegården. Det var aldeles ydmygende for dem. Og dengang var holdningen som nu at fattigdom er selvforskyldt. Og noget af denne fordom møder vi også i en bog fra 1869 af pastor Peter Holck. Titlen var:

• Om Godgjørenhed og frivilligt Fattigvæsen i København

Pastoren inviterede sine læsere på et hjemmebesøg:

• Hvis du bevæger dig rundt i de fattiges boliger, skal du vænne dig til en ejendommelig i høj grad ubehagelig luft. Den er meget vanskelig at beskrive men meget let at kende.
• Her er lidet indbydende, så meget smuds er der på gulv, vægge og loft – kort sagt – overalt i den fattige stue.

 

• Du tager altså mod til dig og træder ind ved sengen, der er uredt, skønt det er temmelig højt på dagen, og det er ikke meget at rede. Konen sidder på en stol, som engang har haft betræk og udstopning, meget løseligt påklædt med et barn på brystet mens fire pjaltede endnu mere smudsige børn tumler sig på gulvet.

 

• Pastoren gjorde opmærksom på at man ikke skulle lade sit gode hjerte løbe fra sig over at se en stak pantelånssedler.

 

• Man skulle undersøge mandens forhold. Det kunne jo være at han brugte alle sin penge hos værtshusholderen i kælderen, hvor han drak brændevin og spiste sine måltider, fordi hjemmet ikke var så indbydende.

 

Fabrikkerne oprettede selv værtshuse

Nu skal det dertil siges, at fabrikkerne på Nørrebro selv oprettede værtshuse, så de kunne få nogle af deres udgifter igen de brugte til lønninger. Og ofte blev denne løn udbetalt på dette værtshus.

 

Blågårdskvarteret – uden lys og vand

 

 

 

 

Inde i København grinede man af kvarteret. For i 1855 sad en hestevogn med tørv fast i mudderet i en af gaderne. Først måtte man spænde hestene fra. Tørven måtte man også læse af. Så kunne man først trække vognen fri,

I Blågårdskvarteret var der ikke indlagt vand. Det måtte man hente i brønde. Der var nogle, der mente, at vandet lugtede noget så frygtelig. Så fandt man ud af at vandet kom fra kirkegården. Man fik så etableret en ledning fra Søerne, men det blev kvaliteten nu ikke bedre af.

Der var ingen lygter, ingen vægter, ingen renovationsvæsen.

 

En sløv byggelov

Bülow byggede slum fra starten. Regnvand og kloakslam omdannede vejene til ælte. Byggeloven af 1856 stillede nu ikke mange krav til bygherren:

• Var det tale om etagebyggeri skal mindst en fjerdedel udlægges som gårdrum.
• Mindste krav til byggehøjde skulle være 2,5 meter

Ikke engang disse to krav blev opfyldt.

 

En stinkende grøft med spildevand

En stinkende grøft med spildevand ville Magistraten ikke gøre noget ved. Det var ikke deres bord sagde man. Blågårds-kvarteret var privat område. Her var overhovedet ikke lagt rendestene og slet ikke byggemodnet. Spildevandet fra denne grøft blandede sig med drikkevandet.

 

Drikkevand ind i træ-rør

Og drikkevandet fik man fra gammel tid fra den højtliggende Esrum Sø. Det blev bl.a. ført ind med træ-rør til brønde i København. En af de poster med den bedste kvalitet var på Gammel Torv. Herfra fik de rige og de adelige ført ledninger hjem til deres gård. Private vandkompagnier op stod. Men også disse var af svingende kvalitet.

Man gravede ikke dybt nok. Trærørende blev utætte og ofte var vandledninger meget tætte på kloakledninger. Og så kunne man få et alvorligt problem.

Hvert år blev der brugt 40-50.000 rigsdaler af Vandvæsenet til vedligehold af disse vandledninger. 200 alen nye ledninger blev der lagt hvert år.

 

Langs Blågårdsvejen

Den stinkende grøft langs Blågårdsvejen gav konstant grobund for klager. Men parcelejerne værgede sig ved at lade den oprense, Vejene var som nævnt, private. Dem ejede grundspekulanterne også.

Blågårdvejens grøft var nu ikke så dårlig. Den var endda brolagt. Men meget af spildevandet blev ledt videre fra gruber i gårdene og disse lå meget tæt på vandbrøndene

Kommunen havde tilbudt at sætte grøfterne i stand efter et stykke tid. Men grundspekulanterne havde sagt nej.

Det idylliske vandløb, der i slottets tid løb langs alleen var nu blevet en slimende og stinkende grøft.

 

Politiet forbød at bruge vand fra Søerne

Efterhånden forbød politiet at man brugte drikkevand fra nogle af Søerne. Nye ledninger blev lagt til Ladegårdsåen og Peblingesøen. Senere tillod man igen at bruge Skt. Jørgens Sø som drikkevand. Spørgsmålet er så om kvaliteten var blevet meget bedre.

Inden man forbød drikkevandet fra Søerne, kunne man opleve en masse urenheder. Det skete også ofte at der var døde fisk med. På nogle af skolerne brugte man drikkevandet i undervisningen ”De lavere dyreliv i naturen”. Myggelarver var der masser af. Dukkede der ål op i drikkevandet skulle ”Vandkiggeren” tilkaldes. Så skulle pumpen skilles af.

Om sommeren måtte man anskaffe sig et filter-apparat og en vandafkøler inden man skulle drikke vandet. I folkemunde kaldte man ”drikkevandet” fra Søerne for ”Den kendte Ålesuppe”.

Vandkommissionen forsøgte at advare folk mod at drikke vandet, hvis det lugtede alt for fælt. Særlig i tidsrummet 1840 – 1844 blev der klaget over dårlig lugt af drikkevandet i Bredgade – kvarteret. Især i 1842 rasede en alvorlig tyfus – epidemi. Man kaldte den for Amaliegade – feberen.

 

Afløb fra Frederiks Hospitals Lighus

Da man endelig tog sig sammen for at undersøge forholdene, så opdagede man et hul på fire tommers diameter fra den underliggende vandrende til den overliggende kloak, der bl.a. modtog afløbet fra Frederiks Hospitals lighus.

 

En tung lugt fra Anker Heegaard

Heegaards Jernstøberi lå på den nuværende Blågårds Plads og spyede sod, røg og kulstøv ud. I 1856 udvidede man. En virksomhed for tilvirkning af tarmstrenge til musikinstrumenter måtte dog lukkes af myndighederne. Dette havde afstedkommet en meget stærk stank. Lugten hang længe tungt over Nørrebro.

De lokale beboere ville ikke leve med åbne grubber med betydelige mængder af råddent tarmaffald.

Langt derfra i Ventegodts have havde afløbet udviklet sig til små bassiner. Herfra fortsatte det af snørklende veje til Ladegårdsåen.

 

Grøfterne blev ikke renset

Vandinspektør Colding indrapporterede hvert år at forholdene blev dårligere. Grøfterne blev slet ikke renset. Grunde blev fyldt med affald blev der bygget i en fart, bemærkede vandinspektøren.

I 1855 var der planer fremme om en byggelov, men så længe der ikke forelå en vandplan. Så var det håbløst med en byggeplan.

 

Ladegårdsåen blev kaldt for Pølleåen

Før havde man læsset kloakvand i Ladegårdsåen, som lokale efterhånden kaldte pøleåen. Når man i dag viser billeder af Ladegårdsåen, ser man en meget idyllisk å, men sådan har det bestemt ikke altid været.

Allerede i 1600-tallet meldes der om forurening af Ladegårdsåen. Dengang kaldte man den for ”Den onde bæk”. En masse døde heste og kreaturer forstoppede flere gange åens løb.

 

At drikke kirkegårdens vand er ikke ufarlig

I 1833 stod kister under vand på Assistens Kirkegård. Vandet blev ledt ud i Ladegårdsåen som dengang blev brugt til drikkevand. I 1879 kunne man i ”Blade fra Kirkegården” læse at beboere nede i et hus ved Ladegårdsåen alle var døde efter at have drukket vand fra Ladegårdsåen.

 

Der skete ting og sager i åen

Der er også frygtelige historier om en bankrøver, der begik selvmord i åen. Og der er flere historie om Marie og hendes lidelsesfælder, der druknede deres førstefødte i åen. Prinsen på den hvide hest havde forladt dem.

 

Nu vaskede læger og sygeplejerske hænder

10 pct. af alle børn dengang var født uden for ægteskab. De blev kaldt ”Horeunger”. Mere end halvdelen af kvinderne døde en overgang på Fødselsstiftelsen. En markant ændring fandt sted i 1870erne og 1880erne, da havde læger og sygeplejersker fundet ud af, at det måske var en god ide at vaske hænder.

 

En ledning skulle gå under Ladegårdsåen

Colding ville føre kloakvand under Ladegårdsåen og lægge en ledning ud til Kalvebod men Frederiksberg Kommune ville ikke give tilladelse.

I Griffenfeldsgade kunne man leje sig ind for en meget billig husleje. Man glemte dog lige at nævne at vandet silede ned fra væggene.

 

Man kunne se rotternes muntre liv

Retirader og skarnkasser stod på rad og rækker i den sort baggård. Ofte var det lige under vinduerne. I skumringen kunne man ofte fra lejlighedens vinduer se rotternes muntre liv. Ved benyttelsen af retiraderne skulle man sørge for at banke sine træsko eller lignende for at sikre sig adgang. Der var rotter mange steder. De havde fundet hele vejen op til 5. sal. Klagede man over disse rotter kunne man risikere at blive opsagt i løbet af 14 dage.

 

72 delte et toiletsæde

Hygiejnekommissionen fandt ud af, at i Ryesgade 156 A var der 72 personer, der brugte det samme toiletsæde. Jo man stod i kø. Man havde som regel også et pissoir. Om vinteren, hvor disse retirader ofte var frosset til, kunne det være top på.

Dengang vidste man også at disse retirader var smittebærer.

 

Gamle fru Hansen på fjerde

Gamle fru Hansen oppe på fjerde kunne aldrig nå ned til retiraderne. Så hun placerede både stort og småt i vaskekummen. Resultatet var så at dette kunne dukke op hos naboen og stoppe rørene. Der kunne også opstå nogle herlige dunster en varm sommerdag.

Nu kunne det jo også være at vaskekummen ikke var dukket op endnu. Det varede længe inden der blev lagt vand ind. Byggespekulanter havde travlt. Fru Hansen pakkede så bare det store ind i avispapir og hælde det sammen med indholdet af natpotten ud ad vinduet. Hun var sådan set ligeglad med om hun ramte nogle.

 

Pølsedrengene

Det var de ældste knægte i lejligheden, der skulle bære familiens overfyldte natpotte ned om morgenen og hælde i retiraden. Det skulle ske inden de gik i skole. Men det høstede ikke særlig mange point hos kammeraterne. Så ofte blev det indhold hældt ud et helt andet sted. Jo disse knægte blev kaldt Pølsedrengene

 

70 pct. af lønindkomsten gik til fødevarer

For arbejderfamilien var børnenes indtægt vigtig. Dengang brugte arbejderfamilien 70 pct. af deres løn til fødevarer.  Det var næsten vigtigere end at gå i skole.

Men ofte brugte arbejdsgiverne dem som billig arbejdskraft og tænkte ikke meget på arbejdsmiljø. Værst var det nok på Tændstikfabrikkerne, hvor børnene arbejdede med fosfor- dampe, som var farligt.

Sundhedskommissionen gav glat væk tilladelse til at oprette svovlstikkefabrikker i bebygget område og endda uden skorsten. Men brandvæsnet gik und og lukkede tændstikfabrikker, da de var oprettet midt på Indre Nørrebro og der lå bindingsværkshuse lige i nærheden.

 

 

Børnearbejde – udbredt på Nørrebro

Der kom efterhånden lovgivning på dette område. Til sidst måtte børnene slet ikke arbejde på fabrikkerne mere. I begyndelsen var forældrene sure over dette. En beskeden indtægt. Men også arbejderne fik efterhånden bedre vilkår.

Mælkedrengene var også populære. De måtte meget tidligt op om morgenen. Ofte faldt de i søvn i skolen. Og for de flestes vedkommende, måtte de gå skoleåret om. Særligt på Rådmandsgades Skole brød man sig ikke om disse mælkedrenge.

Tænk engang 16 pct. af børnearbejderne i København var dengang under 10 år. Dr. Hornemann mente dog, at det var sundt og lærerigt for børn at komme ud at arbejde.

Den første fabrikslov kom i 1873 og fastsatte en max. arbejdstid for børn på 6,5 timer pr. dag. Nogle af fabriksejerne truede med at lukke deres fabrik, hvis de skulle forholde sig til nye regler.

I Socialisten kunne man så læse, at Staten havde ansat hele to mænd, der skulle tjekke at alle fabrikker i Danmark overholdt reglerne. Når de så endelig mødte op på en fabrik, sad de og drak portvin med fabriksejeren.

På Tagensvej 7 lå Københavns Hesteskofabrik. Man producerede 20.000 hestesko om dagen. Der stod knægtene med glødende jern kun en halv meter fra kroppen. Sokker og bukser var konstant gennemhullet af brændende metalstykker.

 

Vederstyggelig lugt

I 1991 dukkede ti kister med rester af skeletter begravet i 1853 under koleraepidemien midt i skolegården på Hans Tavsensgades Skole. Allerede i 1833 advarede bladet ”Politivennen” om en kommende epidemi. En sådan en ville medføre en ”vederstyggelig lugt” eller nærmere ”stank”.

I 1710 var der 22.535 mennesker i København, der døde af pest.

 

Dæmp dit temperament

Datidens kloge mennesker i 1853 mente, at man skulle dæmpe ens hidsige temperament. Dette blokerede for ens væskeafsondring fra kroppen og kunne udløse et koleraanfald. Man skulle vogte sig for at få forkølelse. Man skulle også passe på vekslen mellem kulde og varme.

 

Man advarede mod ”giftige dunster”

Man advarede mod ”giftige dunster”. Urenligheder var den bedste leder af kolera. Op mod 200 døde i København om dagen. Og i alt døde i alt 4.731 i København dengang. Men alene ca. 1.800 blev begravet på Assistens Kirkegård.

Alene på Ladegården døde 25 kvinder og 31 mænd.

Man gravede en bred grøft og læssede kisterne ned efterhånden som de kom ind. Herefter strøede med læsket kalk over.

 

Undgå diarre

Dr. Høegh-Guldberg – en anerkendt læge opfordrede til at man øjeblikkelig fik behandlet diarre. Det kunne føre til Kolera. Og det kunne man nu let få af det drikkevand, som man indtog.

 

Lægerne anbefalede

Og hvordan behandlede man kolera eller forhindrede at man blev smittet – korrekt diæt, amerikansk ole, rabarber, Hoffmanns -, kamfer og opiumsdråber. Varm beklædning til underlivet. Hyppig udluftning, hvis dette overhovedet var muligt, rensning og hvidtning af stuerne, ugentlig udluftning af sengeklæder og månedlig udskiftning af sengehalm.

Egentlig var lægerne magtesløse. De brugte også de sædvanlige metoder som åreladning, lavement og opkastning. Havresuppe, grød og kamillete blev også anbefalet,

Ved svære anfald, anbefaledes klude dryppet i brændevin, salt og peber. På den kolde hud skulle man lægge poser med varmt vand, sand og aske.

 

Udbygget kloaksystem først i 1898

Et udbygget kloaksystem så først dagens lys i København i 1898. Indholdet blev ledt direkte ud i Øresund.

 

I 1900 boede der 105.000 på Nørrebro

Endnu i 1900 boede der 105.000 mennesker på Nørrebro. De boede i lejligheder fra før 1890. Her var sjældent et køkken. Man lavede mad i små rum, hvor man også sov og opholdt sig.

 

Ikke kun dårlige arbejdsgivere

Der var skamikke kun dårlige arbejdsgivere på Nørrebro. Holger Petersen på Tagensvej gjorde meget godt. Men ham skal vi høre om i et kommende foredrag. Vi kan jo også nævne Atlas. De indførte bonusordninger for deres medarbejdere. Da A.P. Møller hørte om dette sendte han et brev til Atlas:

• Som eftertænksom dansk Borger beklager jeg at Deres Koncern har taget dette Skridt, som mig står som letsindigt. Man bør være varsomt med sligt.

 

Med denne advarsel vil jeg sige tak for jeres opmærksomhed.

 

Kilde:

• dengang.dk – div. artikler
• Erik Nicolaisen Høy: Mens vi ventede på Koleraen (bibliotek.kk.dk)
• Sune Hundebøl: Barber og pest-mestre
• Den ukendte kirkegård (artikel Historiens Kunst)
• Skeletter i skolegården (artikel Historiens Kunst)
• dk
• Villads Christensen København 1840 – 1857
• Carøe: Københavns Natrenovation 1800-1870 (Særtryk af Tidsskrift for Sundhedspleje
• Wilhelm Bergsøe: krigen og Koleraen
• Fædrelandet
• Danmarks Folkeblad
• Knudsen: Nørrebro og dens omgivelser i sanitær henseende
• Carøe: Stadsfysikatet i København (Særtryk af Hist. Medd. Om København)
• Gerda Bonderup: Det medicinske politi – Sundhedspolitikken i Danmark 1750-1860
• Tim Knudsen: Storbyen støbes – København mellem kaos og byplan 1840 – 1917
• Wilhelm Bergsøe: Fra Piazza del Popolo
• Arbejderhistorie (2001)
• Trap – Danmark (1879)
• Erichsen, Jensen: Rammerne sprænges 1830 – 1900
• Olde Hyldtoft: Det industrielle Danmark 1840 – 1914
• Axel Steensberg: Dagligliv i Danmark i det 19. og 20. århundrede (1)
• Årbog for Arbejderbevægelsens Historie (SFAH 1984)
• København Før og Nu
• Richard Willerslev: Sådan Boede vi – Arbejdernes boligforhold 1880
• Den svenske indvandring (Gyld. 1983)
• Axel Pontoppidan: Omkring Københavns Volde og Stokhuse
• Kai Flor: De Gamle Volde
• Da voldene stod
• Fortid og Nutid (Peter Henningsen – juni 2004)
• Rasmussen: Almindelig Hospitals Historie
• Peter Henningsen: Patrioter og Fattigfolk (Fattigvæsnet i København 1500 – 1850)
• Dansk Biografisk Leksikon
• Karin Lützen: Byen tæmmes – Kernefamilier, sociale reformer og velgørenhed i 1800 – tallets København
• Søren Mørch: Den ny Danmarkshistorie 1880 – 1960
• Tine Wammen: Rent og urent – Hovedstadens piger og fruer 1880 – 1920
• Sigurd Jensen, Claus M. Schmidt: Rammerne sprænges
• Helge Paludan: Københavns historie fra Absalon til Weidekamp
• Peter Michaelsen: Vandhul og brød (Budstikken 1960)
• Holger Rasmussen: Folk og Vand (1960)
• Københavns Vandforsynings historie (1959)
• Aage Jørgensen: Brød og vand – glimt fra svundne tider (1966)

 

 

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 2.185 artikler
• Under Nørrebro finder du 331 artikler

 

• At bo på Nørrebro
• Blegdamme på Blegdamsvej
• Epidemi på Nørrebro
• Et epidemihospital på Nørrebro
• En stinkende kloak og flere opløftende momenter på Nørrebro
• Byggespekulation på Nørrebro
• Blågårds-kvarteret gennem 400 år
• Kolera på Nørrebro 1853
• Lokummer på Nørrebro
• Latriner og kloaker på Nørrebro
• Pest på Nørrebro
• København var en skiden by
• Det var trangt i København
• Vesterbro 1840 – 1857
• Sådan boede arbejderne dengang
• Da voldene forsvandt
• Pustervig og Fattigvæsnet
• At være fattig
• Det lugtede i København
• Kvinderne i Peder Madsens Gang
• Guldalderens København – sådan var det også
• Pest i København
• København 1940-1880
• Drikkevand til København

 

Padborg-Tørsbøl Banen

Denne artikel er inddelt i tre afsnit. Først lidt om den 12 kilometer lange bane og grus-og skærvefabrikkerne i Smedeby og Fladbjerg. Dernæst Grænsestationen Padborg og til sidst skal vi på en kongelig køretur. Selv gik jeg forbi Padborg Station gennem syv år. Den lille bane blev nedlagt i 1932. Dengang var Smedeby den største station. 20 lokomotiver havde fabrikken. Ulykker på fabrikken. En ti – årig kontrakt. Dødsulykke i 1939. Man flyttede til Flakbjerg. Sidebanernes kvalitet var ringe. Meget få huse i Smedeby dengang. Den nye Grænsestation Padborg kom til at ligge 600 meter nordligere. Sagsanlæg med den danske stat. Den nye station blev taget i brug i 1928. Grænsestationen satte gang i Padborgs udvikling. I Valdemarsgade. Tekniske undersøgelser på vognene. Transporterhvervet blev den vigtigste vækstmotor. Restaurant på banegården. Masser af aktiviteter. I fritiden gik de unge medarbejdere på Zur Krone. I 2006 var der 4.534 indbyggere i Padborg. Togturen måtte omlægges. Padborg stillede en sovevogn til rådighed for kongen. Og denne blev sulten.

 

Forbi Padborg Station gennem syv år

Jeg kan endnu huske en stationsbygning i Smedeby. Om den ligger der endnu ved jeg ikke. Det er godt nok lang tid siden, jeg har været her. Det er ikke meget tilbage af denne bane. Der findes også en historie om, at en person omkring Bommerlund, der så et lysglimt mod sydvest. Denne beretning er fra 1890. En tilsvarende historie findes omkring Valdemarstoft/Oldemorstoft.

I denne artikel beskæftiger os også med, hvad der skete med Padborg Banegård. I syv år gik jeg forbi stationen hver dag til og fra arbejde.

 

Tørsbøl

Tørsbøl fik sin jernbanestation ved åbningen af strækningen Padborg – Sønderborg den 15. juli 1901. Samtidig blev strækningen (sidebanen) mellem Tørsbøl og Tinglev åbnet. Stationen lå i byens udkant og havde et ret pænt opland. Der er kun ca. to kilometer til både Hokkerup og Kværs.

Ved indlemmelse i 1920 havde Tørsbøl by ca. 135 indbyggere. Det var ikke de store forhold. Stationen blev overtaget af De Danske Statsbaner natten mellem den 16. og 17. juni. Samtidig blev banen til Padborg nedsat til en sidebane og hovedstrækningen blev nu Tinglev – Sønderborg.

 

Banen nedlagt 1932

Kørslen på strækningen på Padborg-Tørsbøl udgik det første års tid fra Tørsbøl. Men i løbet af foråret 1921 blev trafikken ”vendt”. Nu udgik togene fra Padborg. Dette fortsatte ind til nedlæggelsen den 21. maj 1932. Stationen blev i 1969 nedgraderet til et trinbræt. Og stationen blev helt nedlagt den 26. maj 1974.

 

Holbøl

I kilometer 3,9 fra Tørsbøl finder vi næste station, Holbøl. Stationen lignede de andre i området. Gennem Holbøl løb banen øst-vest. – Lige efter station drejer den mod syd. Her har ligget temmelig store grusgrave.

 

Smedeby – dengang den største station

Smedeby eller rettere Nørre Smedeby var banens største station. Især på godstrafikken var den stor.  Grusgravene nord på gav i mange år en del transporter. Der var også et stort spor-net i gravene. Her havde man egne lokomotiver. Her var ikke smalsporsbaner.

Men det havde man ned til Kobbermøllen. Denne blev benyttet frem til Første Verdenskrig. Men hvornår den blev anlagt, vides ikke. Under Første Verdenskrig blev denne bane flittig benyttet Det var til transport af messing- og kobbersager, der ankom fra Frankrig og Belgien til omsmeltning i Kobbermøllen.

 

Stenbrud – og Skærvefabrik

Aktieselskabet Stenbrud & Skrævefabrik Nørre Smedeby var en ret markant virksomhed. Firmaets aktiviteter var både i Smedeby og Fladbjerg. Skærvefabrikken arvede smalsporede damplokomotiver fra deres forgænger. De indkøbte også selv brugte normalsporede damplokomotiver fra forskellige privatbaner samt nye smalsporede lokomotiver.

I tysk tid hed det Norderschmedeby for at undgå forveksling med den 30 kilometer sydligere beliggende Süderschmedeby. Ved indlemmelsen i 1920 kom byen til at hedde Nørre Smedeby, men da ”den anden” Smedeby nu lå i Tyskland droppede man i 1924 ordet Nørre. Nu hed det bare Smedeby. DSB – stationen i byen skiftede dog først navn i 1928

Vi skal tilbage til 1910, hvor Johan Goy fik entreprisen på landevejen fra Kruså til Sønderborg. Til det formål etablerede han Stein- & Kieswerk Norderschmedeby nord for stationen.

I begyndelsen blev sten og grus kørt til stationen i Nørre Smedeby af omegnens bønder. Men i 1915 blev der etableret ca. 1 km langt sidespor fra stationen mod nord – parallelt med banen til Tørsbøl – til skærveværket.

I 1920 solgte Johan Goy værket til det nystiftede aktieselskab Stenbrud & Skærvefabrik til sønnen, Heinrich Goy.

 

Virksomheden havde 20 lokomotiver

Virksomheden omkring 20 smalsporede damp – og diesellokomotiver i drift. De tilhørte alle sammen fabrikken. Op gennem 1920erne var der ansat 100 mand på skærvefabrikken. Gravningen rykkede langsomt længere og længere nord på.

 

Ulykker på fabrikken

Der skete også uheld på fabrikken.

• Flensborg Avis den 3.9. 1929:
• Klemt mellem to tipvogne. I grusgraven ved Nørre Smedeby er arbejder Max Helmer fra Sosti blevet klemt mellem to tipvogne. Bækkenpartiet, ribbenene og lungerne er beskadigede. I hårdt såret tilstand førtes han først til sit hjem og siden til Diakonisse-stiftelsen.

 

• Flensborg Avis 20.12.1929:
• Styrtet ned med tipvogn. Ved Smedeby Skærveværk er der i går sket en ulykke, idet en mand, der ville stoppe en af tipvognene, der går oppe på et stillads, bremse alt for hårdt, således at tipvognen kippede over og styrtede ned fra stilladset sammen med manden, hvorved denne fik sår i hovedet samt pådrog sig en lettere hjernerystelse. Dr. Lorenzen fra Bov b lev straks tilkaldt og forbandt den sårede, som så blev ført til sit hjem ved Kobbermøllen.

 

En ti – årig kontrakt

I 1932, da DSB besluttede at nedlægge Padborg Tørsbøl banen, og da skærvefabrikken fortsat skulle afsende ca. 2.000 vognladninger årligt, indgik man en 10-årig kontrakt med DSB om at bevare sporet fra Padborg til Smedeby som et 5 kilometer langt sidespor til Padborg. Rangerafgiften blev fastsat til 4 kr. pr. læsset vogn. Der skulle ikke betales noget for tomme vogne.

Fabrikken måtte selv hjælpe til ved rangeringen, så længe den havde et køreklart normalsporet lokomotiv. Ved den nedlagte Smedeby station blev der anlagt et 205 meter langt omløbsspor, mens sporet fra Smedeby til Tørsbøl blev pillet op.

Stentransporterne fortsatte herefter næsten frem til kontraktens udløb. Ud over vognladninger afsendtes der i perioder op til 200 lastbiler med anhænger – ofte helt ned til Hamborg.

 

Dødsulykke i 1939

• Vestkysten 10.05.1939
• Kvæstet mellem to tipvognstog og død. I Nørre Smedeby Grusværk i nærheden af Kruså blev den 32 – årige gifte arbejder Emil Siegen, Lundtoft i går kvæstet mellem to tipvognsstammer. Han knuste begge ben og kvæstede højre hofte. Den tilskadekommende indlagdes på Amtssygehuset i Aabenraa, hvor han i aftes er død.

 

Man flyttede til Fladbjerg

I 1943 udløb kontrakten med DSB om driften af sidesporet. Da det store grusgrave-område alligevel var ved at være tømt, valgte man at flytte fabrikken ca. 8 kilometer nordpå til Fladbjerg ved Vilsbæk.

Man opkøbte Marius Sivertsens landejendom, der bestod af store uudnyttede sten- og grus forekomster under dårlig landbrugsjord. Allerede i tysk tid var der blevet gravet efter sten og grus ved Fladbjerg som blev borttransporteret til Lundtoft Station.

De danske statsbaner var fortsat en af selskabets største kunder og anlagde et 3 kilometers langt sidespor fra Kliplev station på Tinglev – Sønderborg banen til den nye grusgrav i Fladbjerg syd for Kliplev.

I 1965 blev Fladbjerg stengrav solgt til Sønderborg Skærve og Grusværk. Da det sidste grus og sand var kørt bort i slutningen af 1970erne blev området udjævnet og tilplantet. Der blev gravet en fiskesø. Et gammelt smedjeværksted blev omdannet til jagthytte

 

Sidebanernes kvalitet var dårlig

Den første køreplan for banen efter indlemmelsen viser, at der kørte, tog mellem Tørsbøl og Smedeby. Dette forhold bestod til februar 1921. Sidebanernes kvalitet dengang var meget dårlige. Hastigheden blev nedsat til 45 km/t på samtlige strækninger. Og mange steder var man helt nede på 25 km/t.

 

En lille station – Padborg

Banens sidste og fjerde station var lige så lille som Tørsbøl Station, nemlig Padborg. Men denne station blev efterhånden bygget større end Tinglev. Men det fik en del tid. I den tid fik andre stationer udliciteret arbejdsopgaver indtil grænsestationen var færdig.

Fårhus Station skulle tage sig af godstransport. Det varede til årsskiftet 1920/21. Og Tinglev fik til opgave at foretage told – og paseftersyn. På strækningen Padborg- Smedeby hensatte man nu godsvogne, der skulle til toldbehandling.

 

Meget få huse i Smedeby

Smedebys befolkning tog nu denne udvikling meget rolig. Dengang var der kun meget få huse i Smedeby Den nærmeste by var Bov, hvorfra der var lige langt til Padborg og Smedeby.

Sporet fra Smedeby til Padborg blev her liggende længe efter banens nedlæggelse. I Bov har vi som bekendt ”Den Krumme vej” med forbindelse til Flensborg. I ældre tid var byen et trafikknudepunkt. Her gik veje til Sønderborg og Løgumkloster.

 

Grænsestationen Padborg

Man måtte bygge en helt ny station i Padborg. Den gamle station var ikke i stand til at kunne klare den forøgede trafik, når Padborg skulle være grænsestation.  Det var ikke muligt at udvide den gamle station, der kun bestod af tre perronspor, nogle stikspor og et maskindepot. Lige ved siden af sporet løb Oksevejen med toldkontrol.

Det var i 1866 at Padborg fik et beskedent billetsalgssted med ekspedition fra ledvogterhus nummer 110. Dette billetsted var placeret et meget øde sted. I begyndelsen steg billetsalget kun ganske langsomt. Da Tørsbøl -Padborg banen opstod fik Padborg en ny station af preussisk standardtype. Der blev åbnet et år før Tørsbøl – Padborg banen opstod.

Efter 1920 blev der lagt nye sveller på den 12 km lange bane. Dette krævede en arbejdsstyrke på 100 mand.

 

Den ny station – 600 meter nordligere

Den nye station blev anlagt 600 meter nordligere. Og så havde man alligevel problemer med at holde sig inden for landets grænser. Det lykkedes dog heller ikke helt. Indkørselssignalerne fra syd ligger faktisk syd for grænsen – men dog på dansk grund. Man købte et areal på 4 kvm, hvor signalet blev opstillet.

Det var en kile, der var 145 meter lang med en bredde på 50m indrammet af grænsesten 50 til 53.

I et tegningsforslag fra 1923 indgik også bygning af to nye viadukter, nyanlæg af amtsvejen (Nørregade til Bovvejen) samt elementer i en ny nødvendig byplan for den ny Padborg by i meget større rammer.

 

Sagsanlæg mod den danske stat

Behovet for ekspropriation mødtes med voldsom modstand og kraftige reaktioner fra de lokale lodsejere. Disse tilhørte den lokale tysksindede bondestand. Antagelig på disses samlede vegne anlagde en enkelt lodsejer sag mod den danske stat med påstand om, at ekspropriationen af de ekstra 8 ha savnede lovgrundlag og derfor måtte kendes ulovlig. Men Ministeriet for Offentlige arbejder blev frikendt.

I 1924 skiftede stationen navn fra Paddeborg til Padborg og Faarehus til Faarhus.

To nye store stationsbygninger og et omfattende sporanlæg blev etableret. I 1928 blev den gamle stationsbygning, men den gamle tjenestebolig fik lov til at bestå

 

Den ny station taget i brug i 1928

Den ny station stod færdig i 1927/28. Derefter skete ikke de store omvæltninger i de næste 50 år. Man udvidede efterhånden spornettet på vestsiden til brug for en række speditionsfirmaer

Officielt blev den nye Padborg station taget i brug med tog 2907 den 28. maj 1928 kl. 5 om morgenen til Lunderskov.

Først i 1975 skete der større forandringer på stationen.

 

Grænsestationen satte gang i Padborgs udvikling

Da grænsestationen blev etableret, satte det gang i Padborgs udvikling. Toldvæsen og politi rykkede til byen.  I 1930 var der således 150 ansatte på banegården. Banefolk og øvrige offentligt ansatte udgjorde da halvdelen af alle erhvervsaktive. Indbyggertallet voksede betydeligt. I 1925 var indbyggertallet på 714 men 25 år efter var den på 2.292. Byen fik et rimeligt handelsliv men udviklede sig kraftigt og fik en såkaldt købstadsordning med mellemskole i 1933. Året før var der kommet en tysk privatskole i byens modsatte ende.

 

Valdemarsgade

For enden af Valdemarsgade på hjørnet mod postbygningen lå en pæn købmandsforretning ejet af købmand Fleggaard, hvis søn var kommis i butikken. De gik begge rundt i hvide kitler. Jo det var skam en ”rigtig” købmandsforretning.

I denne gade lå også Danexim. Det var et speditionsfirma, der ikke alene varetog spedition af gods i almindelighed, men også stod for eksporten af levende dyr til udlandet. De var opstaldet i karantæne i Padborg ved den store kvægrampe med tilhørende stalde. Der var mange ting, der skulle overholdes.

 

Tekniske undersøgelser

Det kunne være et vanskeligt arbejde at få det hele til at gå op i en større enhed. Ofte manglede der danske kølevogne. Når der kom godstog fra nord og syd blev togets vogne gennemgået i en teknisk undersøgelse. Man kunne da se vognmesteren gå rundt og banke på alle godstogets hjul.

Hvis et godstog fra Tyskland havde tekniske fejl, blev det afvist og tilbagesendt til Flensburg Weiche. Vogne med tekniske fejl blev repareret i Padborg, der have de rette faciliteter til opgaverne.

 

Transporterhvervet – den vigtigste vækstmotor

Under besættelsen skete der meget på og omkring stationen. Ja det er nok til en selvstændig artikel. Ned mod viadukten byggede tyskerne en barak til en militærkommando. Her holdt cirka 50 soldater til. Man skulle sikre og hjælpe tyske militærtransporter over grænsen. Man sagde at vagtmesteren var en korpulent herre på ca. 100 kg.

Efter besættelsen voksede banegården yderligere. Nu blev det private transporterhverv den vigtigste vækstmotor. Allerede fra 1920erne havde speditører etableret sig i byen. Det udviklede sig efter 1945 til en betydelig erhvervsgren. Villakvarterne voksede frem på begge sider af jernbanen. Padborg voksede efterhånden sammen med Frøslev og Bov.

 

Restaurant på banegården

Det var dengang, der var restaurant på banegården. Her kunne personalet ved hjælp af særlige kuponer også købe til daglige middags – og aftenretter. I 1950erne var denne restaurant vel besøgt. Restauratøreren hed Ravn. Han var en rar mand med en vis lune. Hans egen favorit-ret var brunkål, så den stod ofte på menuen.

 

Masser af aktivitet

I 1950erne kørte alle internationale eksprestog fra og til de sydlige lande vis grænsen i Padborg. Dette medførte at kontoret var døgnbetjent. Der skulle skiftes lokomotiv, toldbehandles, foretages paskontrol m.m.

Der var ikke ret mange stationer, der kunne udstede internationale jernbanebilletter, men det kunne man i Padborg

På førstesalen lå den egentlige administration. Her var fjernskriverrum, telegraf-borde og telefoner. Flere skriveborde blev samlet i det store lokale.

 

En tur på Zur Krone

I fritiden var det tilflyttede ofte på den anden side af grænsen i Zur Krone. Så skulle man lige huske at toldstedet lukkede kl. 22. Hvis man ikke nåede det, måtte man over Kruså. Jo der var mange arbejdere samlet her fra hele landet.

 

I 2006 var Padborg vokset til 4.534 indbyggere

Padborg blev et af landets vigtigste knudepunkter for international landevejstransport. Derimod svandt jernbanens betydning efterhånden ind, selv om der i 1986 blev etableret en station for kombineret transport med veksellad.

I forbindelse med kommunalreformen i 1970 blev Padborg det administrative centrum i Bov Kommune. Dette medførte nyt rådhus og centralskole. Padborg fik dog aldrig betydning som handels – og serviceby for oplandet. I 1970 var indbyggertallet på 3.658. I 2006 var det vokset til 4.534.

 

En Kongelig Togtur

Vi slutter vores lille artikel med en kongelig historie midt i byggerodet på Paddeborg Station.

Stationsforstander R.G.E. Brandtholtz kom til Paddeborg fra Gedser i 1920. Han var her indtil sin pensionering den 1. april 1933. Han blev udsat for en kongelig udfordring. Det var november 1925 i en værre snestorm.

Baggrunden var sørgelig. Enkedronningen af Storbritannien, Christians den 9’ s datter Alexandra, var afgået ved døden. Kong Christian den Tiende havde besluttet at deltage i bisættelsen i England. Han var rejst med salonvogn fra København via Fredericia til Esbjerg. På selve rejsedagen blev det et aldes forrygende uvejr med voldsom snestorm ledsaget af et tungt islag.

 

Turen måtte omlægges

Dette bevirkede, at et betydeligt antal telegrafstænger med ledninger væltede ud over banelinjen mellem Lunderskov og Esbjerg, hvor vejret var særlig slemt. I Fredericia måtte statsbanernes ansvarlige togledelse meddelte kongen, at det ikke ville være fysisk muligt at gennemføre toget til Esbjerg. I samråd med kongen blev det besluttet at rejsen i stedet skulle ledes via Padborg.

Herefter blev 10. Trafiksektion i Aabenraa og Padborg station part i sagen. Informationen herom kom, grundet de mange nedfaldne ledninger, ret sent igennem til Aabenraa. Stationsforstanderen i Padborg blev informeret inden der blev ilet til Rødekro.

 

Padborg stillede sovevogn til rådighed

Trafiksektionen og Padborg stations chef ville stille en helt speciel ”Kongevogn” til rådighed. Denne meddelelse glædede kongen. Vognen ville blive stillet til rådighed fra Padborg på den videre rejse. Det var den normale sovevogn ”Padborg – Aalborg”. Vognen var den pågældende nat meget tyndt belagt. Nu blev den så opgraderet til kongelig salonvogn salon-vogn Padborg – Flensborg – Hamborg – ???

 

Kongen blev sulten

Undervejs fra Rødekro mod Padborg spurgte kongen om det var muligt at skaffe noget mad fra Padborg til fortæring undervejs sydpå. Først da toget var i Tinglev blev der igen taget kontakt til stationsforstander Bandtholz. Denne blev bedt om at skaffe noget spiseligt evt. smørrebrød i Padborg. Det blev smørrebrød, smurt i hast. Mon ikke Papa Las (jernbanerestauratør i Padborg) har lavet ”klemmerne” lidt mere solide, end kongen var vant til.

Selv midt i byggerodet og en snestorm kræver pligten noget af sin grænsestation og deres mænd.

 

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• danskejernbaner.dk
• jernbanen.dk
• avlg.dk
• trap.lex.dk
• da.wikipedia.org
• Sønderjysk Månedsskrift
• Sønderjyske Årbøger
• De Danske Statsbaner 1847-1947
• Flensborg Avis
• Thomassen: Tørsbøl-Padborg Banen
• Historisk Årbog for Bov og Holbøl Sogne
• Niels Jensen: Hjælpen til Sønderjylland

 

Andre Artikler – især for Banenørder:

• Padborg/Kruså/Bov (67 artikler)
• Vognmænd og speditører i Padborg
• Padborg – fra begyndelsen
• Kobbermøllen ved Kruså

 

• Tønder (350 artikler)
• Tondern Station
• En bane gennem Tønder
• Sagen om lokomotivfører Anders Andersen, Tønder
• Tog til Tønder

 

• Aabenraa (217 artikler)
• Æ Kleinbahn i Aabenraa Amt
• Et Gammelt Jernbaneprojekt
• Tog til Aabenraa
• Aabenraa – Rødekro Banen

 

• Højer (92 artikler)
• Sidste tog fra Højer

 

• Sønderjylland (259 artikler)
• En meget lang jernbanestation (Vedsted – Vidding – Hvidding)
• Byen med de mange jernbanestationer (Haderslev)
• Hjælpen til Sønderjylland
• En jernbanestrækning i Sydslesvig

 

• Nørrebro (329 artikler)
• Nørrebro på skinner (1) Sporvogne
• Nørrebro på skinner (2) Jernbane
• Lygten Station
• Toghistorier fra Nørrebro (1)
• Den gamle jernbane på Nørrebro
• Jernbanen satte sine spor (NørLiv 7)
• Gå ikke over Sporet – der kommer tog
• På sporet af Nørrebro
• Flere spor på Nørrebro
• Der kommer altid en sporvogn (NørLiv 12)
• Dengang, der kom en sporvogn på Nørrebro
• Sporvogn på Nørrebro
• Tog over Lersøen

 

• Østerbro (112 artikler)
• Sporvogn på Østerbro

 

• København (207 artikler)
• Tog til København
• Københavns Sporvogne – dengang
• Katastrofen i Gentofte
• Amagerbanen
• Der kommer altid en sporvogn (A)
• En ulykke på Nordbanen

Urenligheder i drikkevandet

Vandet var stillestående. Træ-render i dårlig stand. Flere steder manglede man vand. Vandkiggeren skulle tilkaldes, når ål viste sig. Den kendte ålesupper. Vandkommissionen forsøgte at berolige folk. Man skulle ikke drikke vand, der lugtede. ”Amaliegade-feberen”. Vandet var urent fra starten. ”Stinkende og ubrugeligt” – denne betegnelse fik drikkevandet fra Skt. Jørgens Sø. Der var kø foran de brønde med godt drikkevand. Man ville have kildevand til København. Vandvæsenet brede efter vand. Vanding af gader og veje. Privat initiativ inde i Indre By. Ved regnskyl skete store oversvømmelser. En åben kloak var sundhedsfarlig sagde de lærde. Den stinkende Rosenå. Slagtermesteren havde altid oversvømmelse. Kolera udstillede elendigheden. Millioner af mennesker er blevet reddet. Natmændene kørte daglig ud med 80 læs menneskeafføring. Epidemierne i København havde gode kår. Disse var mest udbredt i de lavere klasser. Den store klakplan. Man lærte at vaske hænder.  

 

Vandet var stillestående

Vandet til Københavnerne kom i træ-render. I den inderste ende af disse var vandet næsten altid stillestående og som følge deraf nærmest udrikkeligt. Således blev der hele tiden klaget fra Stadens Materialegård i Hestemøllestræde.

 

Træ-render i dårlig stand

Der blev godt nok brugt 40 – 50.000 Rigsdaler hvert år til Vandvæsenet og der blev nedlagt næsten 2.000 alen nye træ-render hvert år. Men andre træ-render var altid i dårlig stand.

 

Flere steder manglede man vand

I tørre somre kunne vand-tilførelsen svigte. Særlig den østre ledning var utilstrækkelig. Det fornemme kvarter omkring Bredgade og Amaliegade lige som Kongens Slot manglede ofte vand. Et andet sted var renderne gerne rådne eller halvrådne. Og det var lige i nærheden af de utætte latringruber.

 

Vandkiggeren skulle tilkaldes

Vandet indeholdt en masse urenligheder. Det skete også ofte at døde fisk blev pumpet op sammen med vandet. Ål kunne man ikke holde ude af renderne. På Borgerdyds Skole på Christianshavn brugte man drikkevandet til at undervise i ”De lavere dyrs liv” i naturhistorie. De dukkede op i drikkevandet. Der var myggelarver og lignende smådyr i overflod.

Man kunne også være heldig i at pumpe en igle op, salamander eller et par små haletudser var også almindelig. Som regel skulle ”Vandkiggeren” tilkaldes, hvis en ål var pumpet op. Så skulle pumpen skilles ad.

 

Den kendte Ålesuppe

Om sommeren kunne vandet fra Søerne godt være halvlunken 16 – 18 grader. Hvis man skulle drikke Vandvæsenets vand, så matte man både anskaffe sig filtrerapparat og vandafkøler.

• Den kendte Ålesuppe

Ja dette var et yndet kælenavn for det københavnske drikkevand. Der blev flere gange gjort forsøg med rør af jer eller ler. Det var særlig jern-støber Lunde, der var en ivrig modstander af de gamle træ-render. Men der blev ikke gjort nogle forbedringer før det nye vandværk blev taget i brug.

 

Vandkommissionen forsøgte at berolige folk

Vadkommissionen forsøgte hele tiden at berolige folk:

• Hvad de befundne mangler bed vandet angår, må det bemærkes, at de tilfælde, hvori en væmmelig smag og lugt af rådne fisk har vist sig, have været aldeles lokale.
• Når en fisk trænger ind i renderne, vil den vist nok sjældent blive i hoved-renden og ikke let dø der, da den altid vil få frisk vand. Men hvis den gik i forrådnelse, ville resterne af denne forrådnelse sprede sig ud i de store vandmængder, der bliver tilført. Så ville man ikke i længden kunne mærke den påfaldende lugt og smag.
• Det er i bi-renderne fiskene dør eller er døden nær. De rådner også her. Her kan vandet have en afskyelig lugt og smag.

 

Man skal ikke drikke vand, der lugter

Om dette så var en trøst for befolkningen, ja det kan diskuteres. Men Vandkommissionen havde dog også et godt råd:

• Man skal lade være at drikke vandet, når det lugter alt for galt.

I slutningen af 1840erne kom det ene tyfusudbrud efter det andet. Men det var bare det problem, at Vandkommissionen ikke kunne love andet drikkevand.

 

Amaliegade-feberen

Særligt i årene i 1840 – 44 blev der klaget over dårlig lugt af drikkevandet i Bredgade – kvarteret. Især i 1842 rasede en alvorlig Tyfus-epidemi, som man kaldte Amaliegade-feberen.: Men man gjorde ikke noget ved renderne før i 1844. Så fandt man ud af at tage renderne op. Man opdagede et hul af fire tommers diameter, der førte fra den underliggende vandrende til den overliggende kloak, der blandt andet modtog afløbet fra Frederiks Hospitals lighus.

 

Vandet var urent fra starten

Allerede ude fra reservoirerne var vandet urent. Man havde endnu ikke begyndt at bore efter frisk kildevand. Man nøjedes med det overfladevand, der gennem de forskellige tilløb samledes i Vandvæsenets Søer.

Vand fra engdrag og marker, der ved regnskyl og tøbrud førte alle uhumskheder fra gødning, grøfter m.m. med sig ned i Søerne. Gennem åbne grøfter og kanaler førtes vandet fra Emdrup Sø til Lersøen og Damhussøen, hvorfra det gennem Lygteåen og Grøndalsåen/Ladegårdsåen nåede indtil Peblingesøen.

 

Stinkende og ubrugeligt

Trods forbud smed byens borgere alt muligt affald i Søerne. Værst var vandet i Skt. Jørgens Sø, fra hvilken Vesterbro fik sit drikkevand. Vandet i denne sø var i stille vejr grønligt på grund af den frodige planteverden i den. I uroligt vejr kom det tykke lag mudder på Søens bund op til overfladen. Så var vandet grå. Vandmester Jens Sørensen erklærede i sommeren 1847, at vandet på Vesterbro var:

• Stinkende og ubrugeligt

Mange ville hellere bruge de offentlige brøndpumper. Dem fandtes der der cirka 4.500 af i byen. Men det var nu langt fra at vandet i alle byens brønde var godt. I 1852 foranstaltede ”Kommissionen til de hygiejniske Forholds Forbedring” en undersøgelse. Dette resulterede i at ikke mindre end 50 brønde blev tilkastet, fordi vandet var sundhedsfarligt. Vandet var simpelthen sundhedsfarligt.

Allerede i 1847 foretog Vandkommissionen en undersøgelse. Kun fire ud af seksten brønde fik her en attest, at de indeholdt godt drikkevand.

 

Der var kø foran de gode brønde

Omkring de vandposter som indeholdt godt drikkevand udfoldede der sig i sommertiden et broget folkeliv. Der var sammenstillen omkring disse brønde af bude og tjenestepiger, der sendtes efter vand. De måtte vente i timevis for at komme til.

Men disse tjenestepiger opsøgte ofte den nærmeste brønd og brugte tiden til at besøge kæresten. Nu ville det bedre borgerskab have vandet bragt for en lille skilling. Det skulle helst være den brønd, der stod ved Nørrevold ved Gothersgade. Det var denne brønd som lægerne anbefalede.

Brandkommissionen gjorde nu opmærksom på, at denne brønd ofte tømtes. Og de var betænkelige ved at en enkelt person skulle have tilladelse til at bruge alt vandet i denne brønd.

 

Kildevand

I 1843 fik en mand tilladelse til at hente vand fra Kirsten Pils Kilde. Vandet skulle hentes mellem kl. 5 og 7 om morgenen. Men dette projekt kom aldrig i gang. Et andet forslag gik på at hente vandet fra kilder i Roskilde og sende med toget ind til København. Ved ankomsten skulle vandet så ligges i is-kælder.

 

Vandvæsenet borede efter vand

Vandvæsenet havde allieret sig med videnskabsmænd i forbindelse med boringer. Tre gange gik det galt. Da havde boret sat sig fast. Man søgte nu kommunen om tilskud. Men her var man i tvivl om man nogensinde ville finde vand. Man havde været nede i en dybde på 660 fod uden at finde vand. Man enedes dog om at give et årligt tilskud på 1.000 Rigsdaler. Arbejdet blev fortsat, men der kom ikke noget resultat ud af dette.

Men efterhånden fandt man dog nogle kilder i byens yderkanter, der kunne dække halvdelen af byens vandforbrug. Men alligevel var det ved at gå galt. I 1846 og 1847 havde det været vandmangel, hvis ikke man havde en reserve i Lersøen.

Først ved anlæggelse af det nye vandværk fik man orden i drikkevandet til københavnerne.

 

Vanding af gader og veje

Vandvæsenets træ-render under gaderne var evig og altid i uorden. Det var galt med brolægningen. Asfalt og træbrolægning var på tale. Men politikerne mente at det var for dyrt. Men der kom dog mere styr på det efterhånden. Rendestenene blev mere flade.

Man begyndte også at kigge på vanding af gaderne. Man startede ude på Strandvejen i 1843. I 1845 skulle man så lade Østerbrogade fra lille Vibenshus til Østerport vande af Vejvæsenet. på offentlig bekostning.

 

Privat initiativ inde i byen

Inde i byen havde en aktiv person, Kukkenbager Dethmer i Skindergade taget initiativ til at vande i byens gader. Det var så grundejere på Kongens Nytorv, i Gothersgade ind til Kronprinsessegade, på Østergade, Købmagergade, Højbro Plads, Amagertorv og flere steder der skulle have penge op af lommen. Betalingen udgjorde 1 skilling daglig for ti alen facade. Han vandede tre gange dagligt fra 1. maj til 30. september.

Under Brolægningsvæsenet sorterede Stadens elendige rendestene. De var ganske ude af stand til at optage vandet i gaderne så snart et nogenlunde stærkt regnskyl indtraf.

 

Ved regnskyl – store oversvømmelse

Indtraf der et regnskyl om natten hændte det ofte at beboerne i kældrene vågnede ved at vandet stod alenhøjt i deres stuer.  Store Købmagergade var særlig udsat. Her samledes afløbet fra mange gaders rendestene. Hele gaden fyldtes derfor øjeblikkelig med vand.

 

En åben kloak var sundhedsfarlig

Rendestene kunne hurtigt udvikle sig til en bred og dyb grøft. Afløbet fra de mange kostalde udbredte en fæl stank. Om aftenen kunne dette være livsfarligt.

Så var det også lige de åbne kloaker, der heller ikke var ufarlige for børn. Professor Fenger udtalte at den åbne kloak er:

• Til skade for sundheden og at den navnlig har været medvirkende årsag til udbruddet af den tyfus-epidemi, som i sidste måned har angrebet flere beboere.

Flere kloaker blev overdækket med tætte planker.

 

Den stinkende Rosenå

Så var det Rosenåen, der også stank. Det var nærmest blevet en kloak. Og her var det Vesterbro, det gik ud over. Åen blev aldrig renset. Det var uenighed om, hvem der skulle gøre det. Det førte til at å-løbet blev stoppet til. Det kunne ikke mere føre vandet bort. Følget var massive oversvømmelser.

 

Slagtermesteren havde altid oversvømmelse

Det var navnlig slagtermester Møller, der gik ud over. Han klagede i 1841, at vandet stod otte tommer over gulvene i hans stuer. Endnu i 1850erne lyder de samme klager fra slagtermester Møllers enke.

Men også ejeren af Vodrofs Mølle klagede, når vandløbet groede til. Det betød at hans vandmølle gik i stå.

 

Kolera udstillede elendigheden

Vi har som du kan se under ”Hvis du vil vide mere” skrevet en del om hygiejnen i København. Det er med en vis humor, man i dag kan se på det. Men alligevel har det været et alvorligt problem, så vi i hvert fald i Danmark har taget ved lære af.

Kolera udstillede elendigheden. Lægerne blev aktive. I løbet af 1800 – tallet fik København en ren vandforsyning og toiletter, der var forbundet til en kloak.

 

Millioner af mennesker er blevet reddet

Adskillelsen af latrin fra drikkevand har reddet millioner af menneskeliv. Herhjemme var det Hornemann, der gik forrest i sin kamp. Det var dengang, da der inden for murene var 130.000 mennesker, der husede 5.000 heste, køer og svin i baggårde og hestestalde. Disse dyr skulle også af med deres afføring.

 

Natmændene kørte ud med afføring

Natmændene kørte efter mørkets frembrud ud med 80 læs menneskeafføring ud af byen. I dagslyset var der så affald fra rendestene, der blev kørt ud af byen.

Som vi tidligere har skrevet, så var husenes latriner et træsæde over et hul i jorden. Og tænk det blev kun tømt to gange årligt. Man siger, at der var et sæde for hver 50 brugere. Men vi har i en af vores artikler hvis nok skrevet, at der var over 100, der skulle dele et sæde.

Man kan godt forstå, at de velhavende forlod byen om sommeren. Og man sagde dengang, at København befandt sig på et lavere kulturtrin end andre hovedstæder.

 

Epidemierne havde gode kår

I 1853 ramte Koleraen en 19 – årig knægt i Nyboder. Og epidemierne havde ret gode vilkår i København.

 

Mest udbredt i de lavere klasser

Cirka 100 læger i København deltog i såkaldte husvisitationer. Her fandt de ud af at mere end to tusinde familier boede i kældre med tre – fire børn. De havde cirka 4 kvadratmeter til rådighed. Endelig vågnede politikerne op. Man fandt ud af at epidemierne var mest udbredt i de lavere klasser.

 

Den store kloakplan

København fik sit første vandværk i 1859. Året efter begyndte den første kloakering i byen – i første omgang til afløb for spildevand og regnvand. Omkring 1900 fulgte ”den store kloakplan” I 1905 var der 5.000 wc’er og i 1965 havde 83 pct. af København lejligheder med eget WC.

Kolera giver stærk diarre og smitter hyppigt fra afføring til drikkevand eller fødevare. Man fandt ud af at samfundshygiejne var en vigtig faktor til at hindre epidemiers udbredelse.

 

Man begyndte at vaske hænder

Og som vi også tidligere har nævnt så begyndte jordemødre og fødselslæger at vaske hænder, hvilket aflivede de tragiske epidemier med barselsfeber, som indtil da hærgede Europas fødselsstiftelser med høje dødstal.

Under Covid-19-epidemien øvede danskerne sig i at vaske hænder og holde afstand for at inddæmme virussen.

 

 

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• altinget.dk
• Villads Christensen: København 1840 – 1857
• Sommer: Københavns Drikkevand
• Vilhelm Bergsøe: Krigen og Koleraen
• Dansk Tidsskrift

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 2.107 artikler
• Under København finder du 206 artikler
• Under Nørrebro finder du 329 artikler
• Under Østerbro finder du 112 artikler

 

• København var en meget skiden by
• Det var trangt i København
• Sådan boede arbejderne dengang
• Da voldene forsvandt
• Pustervig og Fattigvæsnet
• At være fattig
• Det lugtede i København
• Kvinderne i Peder Madsens Gang
• Guldalderens København – sådan var det også
• Pet i København
• København 1840-1880
• Nørrebro 1840 – 1880
• At bo på Nørrebro
• Arbejderanstalten Ladegården
• Epidemi på Nørrebro
• Et epidemihospital på Nørrebro
• En stinkende kloak og flere opløftende temaer
• Kolera på Nørrebro 1853
• Lokummer på Nørrebro
• Latriner og kloaker på Nørrebro
• Pest på Nørrebro og flere artikler

 

Nørrebro 1840-1857

En af de største og mest forsømte forstad. Knud Mikkelsen ville ikke flytte. I 1841 blev hvert andet træ fældet på Nørrebrogade. Barrierehuset. Indkørslen til Blågården. Store haver og marker. En beskrivelse fra 1853. Fritaget for vej-, vægter- og lygteskat. Ulrichsens stiftelse. Derfor hedder det Rabarberlandet. Store Ravnsborg. Blegdamme. En nøgle var nødvendig. Fælledvejen var berygtet. Kirkegårdene. Jagt på Assistens Kirkegård. Klager fra graverne. Masser af vand på kirkegården. Brøndene var forurenede. Stadsingeniør opfordrede til nedlæggelse af Assistens kirkegård, hvis der ikke kom en vandledning. Det yderste stykke. Militæret havde taget magten på Fællederne. Byens kreaturer sultede. Militæret kunne ikke undvære noget som helst. Politidirektør advarede Magistraten flere gange. Selskabet til Hesteavlens fremme afholdt væddeløb. Grundtvigs Højskole  

 

En af de største og mest forsømte forstad

En af de største forstæder dengang var Nørrebro. Og det var også den mest forsømte. Her var det altid noget at klage over. Sammen med Østerbro dannede Nørrebro:

• Udenbys Klædebo Kvarter

I 1840 havde de to bydele 3.309 indbyggere. Dette tal voksede hastigt i løbet af fyrrerne og navnlig i halvtredserne.

 

Knud Mikkelsen ville ikke flytte

Det første hus, som man stødte på når man kom over Peblingebroen var det såkaldte ”Stenhuggerhus”, der lå til venstre for broen. Det var en lille forfalden hytte. Den lå lige ved siden af Druknehuset, der tilhørte ”Selskabet for Druknedes og andre Skindødes Redning.

I Stenhuggerhuset boede en gammel mand, Knud Mikkelsen, der havde opsyn med redningsapparaterne i skuret. Han skulle også passe på, at der ikke blev smidt skidt i søen.

Da det nu blev tale om bebyggelse af forstæderne var det første skridt at fjerne Stenhuggerhuset og skuret. Men Knud Mikkelsen ville ikke flytte. En opsigelse fra kommunen brød han sig ikke om. Han gjorde kommunen opmærksom på, at han var fæster (lejer) og ikke ejer af grunden. Huset stod på kommunens jord. Dette stod i Fæsterbrevet. Dette var i sin tid blevet ham meddelt.

Knud svarede også, at han hverken kunne læse eller skrive og ikke kendte noget til, hvad der stod i papirerne.

Kommunen anlagde derfor sag mod ham. Overrets-dommen pålagde Knud til under en daglig mulkt af en Rigsdaler at rive huset ned.

 

I 1841 blev hvert andet træ fældet

Dengang var Nørrebrogade en træbeplantet vej. I 1841 måtte man lade hvert andet træ fjerne i begge sider af gaden.

 

Barrierehuset

Kun i den nordlige af gaden var der et fortov. Men dette blev stoppet af de såkaldte ”Barrierehus” omtrent ved Fælledvej. Fra husrækken sprang den frem i gaden.

Dette hus tilhørte kommunen og havde i sin tid været benyttet til bolig for opsynsmanden ved bommene på Stadens Fælleder. Nu var den udlejet til en gammel enke, der nødig ville flytte. Magistraten lod da huset stå for hendes skyld.

Men huset hindrede passage. Og det så ikke godt ud i gadebilledet. Først i 1847, da enken selv bestemte sig til at flytte, blev huset solgt til nedrivning. Det blev betalt med 830 Rigsdaler, mens Magistraten kun havde forlangt 12 rigsdaler årligt af enken.

 

Indkørslen til Blågården

På den sydlige side af gaden fandtes ingen fortov. Her var kun få bebyggelser. Gaden gik langs Blågårdens og Solitudes store haver og langs Assistens Kirkegård.

Blågården var den største ejendom på Nørrebro. Den strakte sig fra Nørrebrogade til Ladegårdsåen og fra Peblingesøen til nuværende Griffenfeldtsgade. Der stod på det udstrakte terræn en del ret herskabelige bygninger og pavilloner fra ”Slottets” tid alle med det blå tag af glaserede sten. Hovedbygningen var revet ned.

Ud mod Nørrebrogade stod to svære stenpiller, kronede af en gesims og en mægtig stenkugle, som i sin tid havde dannet indkørslen til den herskabelige indkørsel til den herskabelige bolig.

 

Store haver og marker

Omkring pavillonerne lå store haver – en af disse tilhørende krigsassessor Koop var kendt som samlingsstedet for adskillige af den tids selskabelige foreninger. Men også marker og fiskeparker, ja hele kornmarker fandtes inden for Blågårds porte. Terrænet ud imod Peblingesøen lå hen som uopdyrket land – et stykke forvildet natur uden for hovedstaden.

Vildanden rugede i sivene, hare, væsel og mår færdedes i haver og marker. Ja en rævegrav fandtes også på Blågårds marker. Og midt i vildnisset ud mod søen stod som en glemt levning fra slottets fornemme dage en forvitret stenstatue med en hovedløs krop af en Sfinx.

 

En beskrivelse fra 1853

Vi kigger på en beskrivelse af Blågård fra 1853:

• Man behøver ikke at være ret gammel for at mindes den tid, da de såkaldte Blågårds – jorder udgjorde en god jagtbane., hvor man kunne forlyste sig med at skyde ræve, harer, Vagtelkonger og andet fuglevildt – en tid, da man uden at frygte for forstyrrelse kunne tage sig et bad i en nærliggende lille sø, og da man endelig ikke kunne gå over markerne uden fare for at synke i sumpe og moradser.

 

• Når man bare et lille stykke fra Nørrebrogade kunne afgive et bøsseskud, var det som om, at man var milevidt fra civilisationen. Dette var unægtelig pikant, når man betænker at man befandt sig få hundrede meter fra hovedstadens volde.

 

Det var i Frederik den Sjettes tid. Senere, da der blev bygget en del derud, opstod en hel lille koloni på Blågård, hvis forhold i kommunal henseende var ret ejendommelige. Grundene tilhørte det privilegerede borgerskab. Beboerne gjorde derfor fordring på jagtret som en af det gamle Blågårds herligheder.

 

Fritaget for vej-, vægter-, og lygteskat

Vejene var private og beboerne var fri for vej-, vægter- og lygteskat. Da de heller ikke fik vand fra søerne, skulle de heller ikke betale vand-skat. De styrede selv deres fælles anliggender, holdt Generalforsamling og valgte sig en formand.

 

Ulrichsens Stiftelse

Blågårdsvej og Korsvej gennemskar den store have og langs disse veje lå adskillige nyere anlæg. Her var Heegaards Jernstøberi, et par lysstøberier og en voksdugsfabrik. På hjørnet af Blågårdsvej og Nørrebrogade lå Peter Hansens store og vidt bekendte Blomstergartneri. Ved Blågårdsvej lå også Ulrichsens Stiftelse. Den blev nedrevet i 1902.

 

Derfor hed det Rabarberlandet

Uden for Blågård lå Solitude – ligeledes en stor, herskabelig ejendom med marker og enge, der strakte sig helt ned til Ladegårdsåen. Den tilhørte i fyrrerne kaptajn Bangert. Den blev efter hans død udstykket af arvingerne. En gartner benyttede en del af jordene ned mod åen til dyrkning af rabarbere. Navnet Rabarberlandet blev hængene ved dette kvarter efter dette blev bebygget.

Parcelvejen senere Griffenfeldtsgade førte hen over Solitudes jorder og ned til ”Percelbroen over Ladegårdsåen. Mellem Solitude og kirkegården lå beværtningen ”Lille Ravnsborg”, der havde sin væsentligste søgning fra de forfrosne ”Sørgeskarer”, der vendte hjem fra begravelserne på Assistens.

 

Store Ravnsborg

På den modsatte side af Nørrebrogade lå Store Ravnsborg. En ejendom på over 5 tdr. land med en gammel hovedbygning og store gartnerier. Hele ejendommen blev på et heldigt tidspunkt købt af ”Den bestandig borgerlig Forening”, der havde sit klublokale her, indtil de stigende grundpriser, satte den i stand til at udstykke det hele i byggegrunde til stor fordel for Foreningens medlemmer.

 

Blegdammene

Hvor Ravnsborg Have endte begyndte blegdammene, der i nummerorden fra nr. 1 til 23 strakte sig helt ud til Østerbro. Det var små grønne jordpletter, hver med en lille dam, der fik vandet ledet ind fra Sortedamssøen. Her lå de lange hvide lærredsstykker på bleg. De blev bevogtet om natten af vægtere, der tudede i kohorn for at skræmme tyvene bort.

Enkelte af disse blegdamme, var allerede taget i brug som byggepladser, således til Feilbergs Voksfabrik og den såkaldte Manchesterfabrik. Men en gennemført bebyggelse af dem begyndte først i halvtredserne, da Skt. Hans Gade blev anlagt hen over første blegdam. På anden blegdam opførtes Ting- og Arresthuset i 1847-48. På 12. blegdam opførtes Blegdammens Skole.

På en af blegdammene boede bager Købke, hvis søn, maleren Chresten Købke herfra havde hentet motivet til flere af sine stemningsfulde billeder. Disse motiver viser den stille skønhed, der kunne hvile over Søerne, så længe de endnu ikke var blevet ”regulerede” til deres nuværende kunstige form. Disse billeder er en kilde til brokvarterenes historie.

 

En nøgle var nødvendig

Dosseringen langs Sortedamssøen forbi Ravnsborg Have og blegdammene tilhørte Vandvæsnet. Der gik en fodsti hen ad dem. Den var ved begge ender lukket med en aflåst låge. Beboerne på blegdammene kunne med et depositum af fem mark få en nøgle til lågene udleveret hos Vandvæsnet. Dem, der ikke havde en nøgle kunne mod en lille drikkeskilling få manden i Stenhuggerhuset til at åbne lågen.

Efterhånden som bebyggelsen på Nørrebro blev tættere, blev tættere, blev misfornøjelsen med dette afspærringssystem stedse stærkere. Ofte var disse låger udsat for hærværk og var brudt op.

Da Skt. Hans gade blev anlagt 1851 -53 blev det umuligt at opretholde afspærringen, eftersom denne gade blev lukket i den ene ende. Lågerne blev omsider fjernet og Dosseringen blev til en offentlig gangsti.

På den anden side af blegdammene førte Blegdamsvejen ud til Østerbro. Den henlå i en forsømt tilstand. Her var ingen lygter eller vægtere. Og her lugtede det også fra den dybe og brede Blegdamsgrøft.

 

Fælledvejen var berygtet

Fælledvejen var temmelig berygtet. På hjørnet lå Kaptajn Grams Have, der var et stærkt besøgt traktørsted. Her var Christian Winther, der dengang boede på Nørrebro en flittig gæst. Mindre anset var danseboden ”Det gamle Testamente, der lå ved Jødevejen, den nuværende Møllegade.

 

Kirkegårdene

Jødevejen førte til den mosaiske kirkegård. I forhold til sin størrelse krævede den jødiske menighed en stor begravelseshed. Den jødiske religion tillod ikke nogensinde at opgrave et lig, der engang var nedlagt. Gang på gang blev denne kirkegård udvidet.

Kommunalbestyrelsen ønskede ikke at få begravelserne alt for tætte på de allerede dengang bebyggede grunde. Menighedens udholdenhed var større end Sundhedspolitiets påpasselighed. Det ene jordstykke efter det andet blev inddraget under kirkegården. Et tilbud om at overlade den mosaiske menighed en begravelsesplads på Assistens Kirkegård ville menigheden ikke modtage.

Den store Assistens Kirkegård på Nørrebro havde et areal på 30 tdr. land i areal, var stadens vigtigste begravelsesplads. Alle byens sognekirker havde andel i den.

 

Jagt på Assistens Kirkegård

I 1852 skulle kirkegården atter udvides. Grunden var at der nu var forbudt at begrave lig inde i byen. Inde på kirkegården så man ofte krybskytter, der var på jagt efter harer og agerhøns.

Over for dette forhold klagede distrikt jæger Fonseca fra Valby i 1848. Han klagede ikke fordi, at sådan en jagt var usømmelig på kirkegården. Men han klagede fordi:

• Kongens Vildtbane derved tilføjes ikke ringe Skade

Der blev i den forbindelse foretaget forhør. Men Fonseca var draget i krig med det ridende frivillige Jægerkorps. Derfor kunne han ikke afhøres. Åbenbart blev sagen stillet i bero.

 

Klager fra Graverne

Der foregik mange ulovlige ting på kirkegården uden at kirkeværgen og de efterhånden tre gravere kunne gøre noget. Det hedder i en klage fra graverne i 1851:

• Det er næppe tænkeligt, at der nogensinde har været sket større og flere uordener på kirkegården end for øjeblikket, da graverne eller deres folk næsten dagligt finder individer, som gør sig skyldige i forskellige forseelser. For ikke at omtale utallige tilfælde hvor folk gribes, berøvende de forskellige gravsteder, deres prydelser eller sidde spisende og drikkende på de skønneste steder på kirkegårdene, henkastende levninger hist og her, tillader os kun at anføre et par enkelte tilfælde, som ville være tilstrækkelige til at give en ide om gravernes stilling, når de, overholdende den givne instruks, søge at afværge stedfindende u-ordener.

Graverne stod magtesløse og udsatte sig selv for overlast. De bad derfor om at få et politiskilt. Men der blev nu ikke taget hensyn til graverne. Og allerede i 1858, kom der en ny klage:  

• En anden uorden, som finder sted på kirkegården, kan heller ikke lades upåtalt. Og det er at Kirkegården kun er omgivet af en mur på en tredjedel. Resten ligger åbent for alle og enhver. Dette foranlediger at en mængde individer af laveste klasse (for eksempel Ladegårdslemmer) såvel mænd som kvinder, søn – og festdage indfinder sig på kirkegården, hvor de nedtræder alt, hvad de møder på deres vandring til de mest bevoksede steder, hvor de mest uforstyrret kunne tilfredsstille deres sanselige tilbøjeligheder. Der ofte udartede sig til skandale og dyb bekymring for den nedbøjede, der ofte fandt herhen for at være ene med sin kummer.

Graverne foreslog lige som i 1851, at kirkegården blev forsvarligt indhegnet, at graverne får eneret på vedligeholdelse af gravsteder, og at der tildeles dem politimyndighed på kirkegården.

 

Masser af vand på kirkegården

Der var også andet, der vakte kirkegårdens bekymring. Det var problemet med dræning. I den forbindelse var man bekymret for sundhedstilstanden i området. Kirkegården var lavtliggende og fugtig, og da et fast lerlag under i den forhindrede vandet i at synke, stod det ofte højt i gravene eller oversvømmede hele strækninger af kirkegården.

Polyteknisk Læreanstalt blev taget på råd. Jordbundsforholdene blev undersøgt. De kom til det resultat at vandet fra kirkegården let kunne skaffes bort ved på passende steder at bore huller gennem lerlaget ned til det underliggende sandlag.

Men de anså dog dette for uforsvarligt til at gribe til dette middel. Det ville bevirke at kirkegårdsvandet gennem det vandførende sand ville spredes ud over hele det lavere liggende terræn syd og sydvest for kirkegården og det ville forurene brøndene.

 

Brøndene var forurenede

Undersøgelser af brøndene i de lavere liggende brønde viste, at vandet her indeholdt kulbrinte og organiske stoffer. Dette fandtes ikke på det højere liggende terræn nord og nordøst for kirkegården.

Det eneste forsvarlige middel var at aflede kirkegårdsvandet til en underjordisk kloak, der førtes under Ladegårdsåen og helt ud til stranden. En sådan kloak ville koste 15.000 Rigsdaler. Men indtil den var anlagt, måtte man lade alt blive, som det var.

 

Stadsingeniør opfordrer til nedlæggelse af kirkegården

Vor Frue og Trinitatis Kirke spurgte Magistraten om de ville være med til at bekoste sådan en kloak. Men der kom aldrig noget svar på denne henvendelse. I 1859 var alt ved det gamle.

Det var igen tale om en udvidelse af kirkegården, men stadsingeniør Colding modsatte sig dette. Hvis ikke den forslåede vandledning blev etableret kunne man lige så godt lukke Assistens Kirkegården.  Og flytte byens begravelsesplads et andet sted hen.

 

Det yderste stykke

Det yderste stykke af Nørrebro, fra kirkegården ud til Lygten bar navnet Lygtevejen. Herude lå gårdene Ventegodt, Petersminde og petersdal. Og så endelig ude ved bymarkens grænse lå traktørstedet Lygten.

 

Militæret havde taget magten på Fællederne

Fladt og trøstesløst strakte sig de store fælleder – 293 tdr. land sig fra Nørre – til Østerbro. Den triste flade ensformighed blev afbrudt af melankolske vandhuller, hvis folkelige navne var det eneste opløftende i det store øde.

Gåseparken lå tæt ved Blegdamsvejen, Holger Danskes Briller ved Nørre Alle, – det gamle navn på det tredje vandhul var Kammerpotten

Fællederne tilhørte kommunen. Men efterhånden havde militæret taget magten. Troppeøvelser og revyer afholdtes stadig herude. Eleverne ved den militære højskole blev undervist i minearbejder. Stadens sandgrave blev brugt til skydeøvelser.

Byens kreaturer skulle om sommeren søge deres føde fælleden om sommeren. Men alt blev mere og mere trampet sammen af soldaternes støvlehæle. Græsset visnede efterhånden bort. Det blev efterhånden tarveligere føde, som de firbenede kunne finde herude.

 

Byens kreaturer sultede

Militærets herredømme over det store terræn havde udviklet sig gradvis i løbet af hundrede år. I 1737 og de følgende år udstedte kongen det ene påbud efter det andet, sigtende til at reservere fællederne mere og mere til militære øvelser og skansearbejder. Samtidig blev stadens ret til disse arealer skudt i baggrunden.

Så længe Frederik den Sjette levede kunne ingen tænke på at røre hans kære militærvæsen. Men efter hans død vovede borgerrepræsentanterne at forlange det spørgsmål undersøgt, med hvilke rettigheder og forpligtelser staden ejede disse fælleder. Resultatet blev en historisk oversigt. Andet kom det ikke ud af dette, hverken den gang eller senere.

 

Militæret kunne ikke undvære noget som helst

I 1847 blev sagen taget frem på ny. Fællederne var da blevet endnu mere ufrugtbare siden sidst. Der voksede snart ikke mere græs på dem, kun mos. Kreaturerne gik og halvsultede. Og dog vidste man, at jordbunden var god nok. Byens indtægt af det store terræn var ca. 1.370 Rigsdaler. Men hvis det nu blev opdyrket, kunne det give over 2.000 tdr. byg i årlig afgift.

Kommunalbestyrelsen tænkte nu ikke på muligheden for at få militæret fjernet fra fællederne. De mente, at militæret måtte nøjes med mindre end de henved 300 tdr. land. Så ville der måske være arealer, der kunne tilsås med kløver.

Foruden våbenøvelser var her ofte væddeløb. Der var også mange tilskuere. Og så var der ellers telte, tribuner, marketenderier, cirkus og meget mere. Jorden blev ikke kun nedtrampet og afslides. Men man afbrændte også herude på Fælleden.

Kommunalbestyrelsen skrev til militæret at græsset på fællederne trængte til hvile og de måtte begrænse deres plads. Krigsministeriet svarede omgående tilbage, at de ikke kunne undvære noget som helst.

 

Politidirektør advarer flere gange

I 1857 måtte politiet tage affære. Politidirektør Brædstrup skrev i slutningen af juni 1857 til magistraten, at der i flere uger ikke har været tilstrækkelig føde til græsning. Og grundet tørke var der så godt som intet foder til kreaturerne, som man måtte antage, sultede.

Atter i juli måned skrev politidirektøren til magistraten at der snarest burde sikres at kreaturerne fik føde. Atter engang skrev man til Krigsministeriet og fik igen samme svar. Men nu var det ikke kun militæret, der var skyld i manglende græs.

 

Selskabet til Hesteavlens Fremme

Selskabet til Hesteavlens Fremme havde første gang i 1832 fået tilladelse til at afholde væddeløb på fælleden på en bane, der var indhegnet med plankeværk. Et andragende om gentagelse i 1833 blev afslået, der af hensyn til manglende græsvækst ikke ville give denne tilladelse hvert år.

I 1840 mente Selskabet, at det var særlige omstændigheder til at der nu skulle gives tilladelse. Og disse omstændigheder var, at Christian den 8 skulle krones. Da Magistraten tøvede med sin tilladelse, begyndte Selskabet at true. Man udbad sig at sagen måtte blive forelagt hans Majestæt Kongen, da man havde grund til at tro, at den ansøgte tilladelse i så fald ville blive givet. Efter denne meddelelse skyndte Magistraten sig at give tilladelsen.

Selskabet undlod ikke at forfølge sin sejr. Da væddeløbet var afholdt den 21. og 22. juni 1840 indgav Selskabet et andragende om hvert år mellem den 1. og 10. juni at få Blegdamsfælleden overladt til hestevæddeløb.

Men sådan en tilladelse fik man dog ikke. Men de fik lov til indtil 1847 hvert år at afholde væddeløb på fælleden. Grunden til at man begunstigede Selskabet var, at arrangementet gav penge til byen. Desuden var denne sport velset i de allerhøjeste kredse. Og så var det jo også lige Prins Ferdinand, der flere gange havde været dommer ved væddeløbene.

 

Grundtvigs højskole

Ud mod Lersøen strakte sig den store Rådmandsmark med Kløvermarken og Brudesengen. Herude lå Tagenshus nær ved Stadens Sandgrave. Dette landsted blev i 1855 købt af biskop Grundtvig for 21.000 Rigsdaler. Det var på hans 70-års fødselsdag. Han havde fået noget kapital stillet til rådighed til oprettelse af en højskole.

Gården i Rådmandsmarken blev nu kaldet Marielyst efter Grundtvigs anden hustru. Højskolen blev åbnet den 3. november 1856. Forstander var C.J. Brandt med Jeppe Tang og Morte Eskesen som medhjælpere.

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• Villads Christensen: København 1840 – 1857

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 2.099 artikler
• Under Nørrebro finder du 328 artikler
• Under Østerbro finder du 111 artikler

 

• Søerne foran Nørrebro
• De skønne søer
• En tur på Nørrebrogade i 1870
• Dronning Louises bro
• Blågårdens storhedstid
• Støvlet Cathrine og en Jagthytte i Utterslev
• Slottet med det blå tag
• Blågården på en anden måde
• Det var gang i den – på Fælleden
• Bydelen med de primitive broer
• Ravnsborggade – kort fortalt
• Latriner og kloaker på Nørrebro
• Solitude – en lystgård på Nørrebro
• Blågårdskvarteret – gennem næsten 400 år
• Hændelse på Nørrebro
• Flere hændelser på Nørrebro
• Anker Heegaard og hans jernstøberi
• Derude på Nørrebro
• Lokummer på Nørrebro
• Omkring Skt. Hans Plads
• Røde faner på Assistens Kirkegård
• Genforenet på Assistens Kirkegård
• Assistens Kirkegård – en oase
• Assistens Kirkegård- 250 år
• Under jorden på Assistens Kirkegård
• Begravelse på Assistens Kirkegård
• Livet på Assistens Kirkegård
• Johanne fra Lille Ravnsborg
• For mange år siden – en vandring på Nørrebro
• Mosaisk Nordre Begravelsesplads på Nørrebro
• Blegdamme på Blegdamsvej
• Kampen på Fælleden
• Det store slag på Nørre Fælled
• Fælledparkens Historie og mange flere

 

 

 

 

 

 

Hvad læses der mest – i juni 2023

Problemer med sikkerhedskoden. Vi kan ikke lægge nye artikler ind. Du må foreløbig nøjes med 2.008 artikler. Vi nåede at lægge 18 nye artikler ind. Vi præsenteret juni-måneds Top-100. Den alternative Hitliste. Hvilke byer læser dengang.dk. Facebook vil ikke anbefale vores side. Det har vi også skrevet en artikel om. Fremgang for København og Andre Historier. Mindre fremgang for Aabenraa og Padborg/Kruså/Bov. Forsat tilbagegang for Besættelsestiden. Voldsom tilbagegang for Nørrebro og Østerbro. Ikke den helt store tilstrømning til tre foredrag i Nørrebrohallen men vi mødte nogle interessante mennesker.

 

18 nye artikler i juni måned

Det blev til 17 nye artikler i maj måned. Det kunne sagtens være blevet til flere artikler. Men i øjeblikket kan der ikke der ikke lægges flere artikler ind. Der problemer med vores kode i vores sikkerhedssystem.

• En helt fra Kollund
• Rørkær – den 6. historie
• Højer Bønderkommune
• Lærer i Løjt i 25 år
• Nørrebro på skinner (1) Sporvogne
• Nørrebro på skinner (2) Jernbanen
• En ulykke på Nordbanen
• Din side er ikke anbefalelsesværdig
• Kalvø – en ø i Genner Bugt
• Visby Kirke – og et par præster
• Tyskerpiger – den fjerde historie
• Arbejderanstalten på Ladegården
• En meget lang jernbanestation
• En præstefamilie fra Abild
• Musik i Tønder (7)
• Var Varnæs ikke i ældgammel tid en købstad?
• Da Sønderjylland fik hjælp
• Ingen Kaiser Wilhelm Denkmall i Aabenraa

 

NU 2.008 artikler

Vi er nu op på 2008 artikler i 16 kategorier. Du vil opleve, at der står et plus i nogle kategorier. Det betyder, at du i andre kategorier vil opleve artikler, der godt kunne placeres i den pågældende artikel

• Tønder 323 artikler
• Nørrebro 320 artikler
• Besættelsestiden/Før/under/efter 252 + 150 artikler
• Sønderjylland 245 artikler
• Aabenraa 202 artikler
• København 198 artikler
• Østerbro 108 artikler
• Andre Historier 93 artikler
• Indlemmelse, Afståelse og Genforening 31 + 118 artikler
• Nørrebro Handelsforening 29 artikler
• 1864 og De Slesvigske Krige 20 + 26 artikler
• Industri på Nørrebro og i Nordvest 19 + 26 artikler
• Grænsen er overskredet: 9 artikler
• Akeleye – Historien om Adelsslægten 9 artikler

 

Din side er ikke anbefalelsesværdig

Ja den besked har vi nu fået af Facebook. Nogle af vores overtrædelser, hvis de var overtrædelser, går efterhånden tilbage. Men Facebook fortæller mig hver dag, at jeg er i fare med at miste min side.

Som jeg tidligere har fortalt læserne, var det en forside fra en bog lagt op af Auschwitz-museet, som jeg bragte. Om det også var den eller badende børn i Sortedamssøen, der nærmest beskrev mig som seksuel afvigende, vides ikke.

Men vi har beskrevet alle vores ”alvorlige” overtrædelser gennem tiderne i artiklen ”Din side er ikke anbefalelsesværdig”. Gennem en periode mente Facebook, at jeg delte for meget. Men det var nu ikke mere som vi gør nu.

Når en side ikke anbefalelsesværdig betyder det et mindre antal besøg. Men som vi nu igen engang har benyttet lejligheden til, så har vi anbefalet læserne til at gå direkte ind på vores side.

 

Dette er måske de sidste hitlister

Vi har valgt ikke at forny vores nye Google program. Efter sigende er det ikke lovligt at bruge. Vi vil heller ikke udsætte vores læsere for unødvendig overvågning. Om det er så galt vides ikke. Det er der faktisk ingen, der kan oplyse os om.

 

Vi fortæller ikke om fotoerne

Når vi lægger fotoer, fortæller vi ikke, om hvad der ses, og hvornår de er optaget. Det er ikke for at være uhøflig. Men det ville være uhyre tidskrævende at skulle ud og finde data over alle disse fotos Den tid vil vi hellere bruge på nye artikler. Og når folk forespørger om disse fotoer kigger vi selvfølgelig efter, om vi har skrevet noget. Men vi går ikke og undersøger fotoet. Der findes mange grupper, der er meget bedre til dette.

 

Måske den allersidste TOP-100 juni 2023

Vi har ikke kunnet finde garanti for, at info ikke bliver misbrugt ved anvendelse af dette program, derfor er dette måske allersidste gang vi bringer en TOP – 100 med de allermest læste artikler.

 

1. Rungholt – mandedrukning et og to
2. Gader og Veje på Frederiksberg (a-j)
3. Legemsdele i Kastelgraven
4. Mandelejren på Livø
5. Flere gader og veje på Frederiksberg (k-å)
6. Nørrebros mange stationer
7. Sønderjyske Drikkeopskrifter
8. Hvem var H.P. Hanssen?
9. Da Janne døde i den store Rockerkrig (NørLiv27)
10. Gestapo i Danmark
11. Henrettelser i Undallslund
12. En meget lang jernbanestation
13. Højer Tæppefabrik
14. Lygter og Lygtemænd i København
15. Nyhavns historie
16. Stormflod 1976
17. Flammen og Citronen, en mere sand historie
18. Hvordan blev tyskheden fastholdt?
19. Bankrøver fra Østerbro
20. Dengang på Nørrebro og Lygten Kro
21. Hvor gammel er Tønder egentlig?
22. Schwennesen – slægt-ejendom og stiftelse i Aabenraa
23. Bondeslægten fra Trøjborg
24. Klunsere, Kræmmere og sprittere i Nordvest
25. Da man lavede biler på Nørrebro
26. En herredsfoged fra Hajstrupgård
27. Endnu mere brand i Tønder
28. Kloster Marked
29. Kruså Vandmølle
30. Løjt Land i begyndelsen
31. Ture i Tønder 1
32. Tyskerpiger – den Fjerde Historie
33. Vognmænd og speditører i Padborg
34. De tre makreller fra Aabenraa (2)
35. En brand i Stengade
36. Gamle detailhandelsforretninger på Nørrebro 1920
37. Hestholm – syd for Tønder
38. Musik i Tønder (6)
39. Paul Fischer – en ikke helt anerkendt maler
40. Det drikker vi i Sønderjylland
41. Michael Falch i Tønder
42. Padborg og nabobyerne
43. Strøgets Historie (1)
44. Æ Fissemand, høstfest, pinse og Mikkelsdag
45. Anekdoter fra det gamle Bov Sogn
46. August og Marie
47. Emdrup – for lang tid siden
48. En mølle ved Sønderport i Aabenraa
49. Gårde i Højer
50. Historie om en gade – Jægersborggade
51. Med tog over Lersøen
52. Mord i Padborg 1945
53. Nyhavns historie
54. Østerbro – den fortsatte historie
55. Sådan boede arbejderne – dengang
56. Sønderjysk Kaffebord – opskrifter
57. Steder på Nørrebro
58. Til Mærken – i Sønderjylland
59. Turen går til Holbøl og Bov
60. Det var på Nørrebro, det foregik
61. Dupont-slægten – ophav og historie
62. Et kloster – 15 km fra Tønder
63. Gader og veje på Østerbro
64. Historisk vandretur fra Torvet i Højer
65. Kalvø – en ø i Genner Bugt
66. KZ – lejr Ladelund
67. Livø – en mandelejr – endnu mere
68. På Vesterbro
69. Papir, Senneps-tændstik- og motorfabrik
70. Aabenraas historie
71. Begravelsesskikke i Sønderjylland
72. Dæmningen – syd for Højer
73. En præstefamilie fra Abild
74. Et slot i Løgumkloster
75. Fra Bellahøj til Husum
76. Gamle butikker og erhverv i Aabenraa
77. Henrettelse i Aabenraa (2)
78. Hvornår opstod Hertugdømmerne?
79. Kartoffeltyskere
80. Løjt Land – masser af Historie og Kultur (7)
81. Norden for lands lov og ret
82. Satan – Kulten fra Anholt
83. Søfartshistorie fra Aabenraa
84. Vidåen – et stort vandløb
85. Besættelsestiden på Bispebjerg Hospital
86. Da Voldene forsvandt
87. Dansk raceforskning
88. Gamle huse på Christianshavn
89. Hermann Göring og hans bror
90. Historien om Københavns Havn
91. Højer – Stormflod og Diger
92. Husker du dengang – i 60erne og 70’erne
93. Kastellet 9. april 1940
94. I fængsel i Tønder
95. Mord i Nyhavn
96. Mordet på Heden
97. Munkemølle i Rinkenæs Sogn
98. Nørrebro på Skinner 2 – Jernbaner
99. Pastor Jacobsen fra Skærbæk
100. Republikken Sofiegården

Bedre Held – næste gang:

• Utterslev dengang og nu
• På Vesterbro
• Aabenraa i de onde tider
• Blegdamme på Blegdamsvej
• Carl Beuck – en modig pastor fra Mindretallet

Nu er det vel ikke overraskende, at det lige er denne artikel, der ligger på førstepladsen. Midt ude i Vadehavet har man fundet rester af en gammel kirke. Og den kan stamme fra Rungholt.

 

Den alternative Hitliste

Dette er en hitliste, der ikke kigger direkte på artikler, men på andet på vores hjemmeside. Placeringen er den, der ville være gældende, hvis det var en artikel

• Gallery Tommyguns
• Gallery Nørrebro
• Hvad læses der mest – april 2023
• Uwe Brodersen
• Gallery Aabenraa 1959
• Om siden

 

Hvilke Byer læser dengang.dk? – juni 2023

1. København (1)
2. Århus (2)
3. Ballerup (5)
4. Odense (3)
5. Aabenraa (4)
6. Haderslev (10)
7. Sønderborg (6)
8. Tønder (7)
9. Esbjerg (8)
10. Ribe (9)
11. Aalborg (16)
12. Roskilde (22)
13. Nordborg (19)
14. Kolding (20)
15. Slagelse (NY)
16. Rødekro (12)
17. Vojens (14)
18. Vejle (15)
19. Frederiksberg (NY)
20. Fredericia (NY)
21. Hillerød (NY)
22. Rødovre (21)
23. Næstved (11)
24. Bramming (NY)
25. Herning (13)
26. Rømø (NY)
27. Herlev (NY)
28. Søborg (NY)
29. Horsens (26)
30. Holbæk (17)

 

De mest populære kategorier

Hver placering på Top – 100 giver 1 point. Er der to kategorier med samme pointtal, er det den bedste placering, der tæller.

1. København 17 (7)
2. Sønderjylland 14 (1)
3. Tønder 14 (3)
4. Aabenraa 10 (6)
5. Andre Historier 9 (8)
6. Nørrebro 9 (2)
7. Padborg, Kruså, Bov 6 (9)
8. Besættelsestiden 6 (4)
9. Østerbro 5 (5)
10. Højer 5 (10)
11. Industri på Nørrebro og Nordvest 2 (11)
12. Grænsen er overskredet 1 (14)
13. Indlemmelse, Afståelse og Genforening 1
14. 1864 og De Slesvigske Krige 0

Nørrebro Handelsforening 0

Akeleye – Historien om adelsslægten 0

Der var stor fremgang for København og for Andre Historier. Der var mindre fremgang for Aabenraa og Padborg/Kruså/Bov. Der var fortsat tilbagegang for Besættelsestiden og voldsom tilbagegang for Nørrebro og Østerbro.