Hvorfor blev De Hvide Busser beskudt? 

Dette er den 8. artikel om De Hvide Busser og Karantænestationerne med udgangspunkt fra Padborg og Kruså. Der var mange, der satte deres liv på spil. Deportationerne begyndte allerede i 1940. 10 pct. nåede aldrig hjem. Hjælpeaktioner allerede fra 1943. Svenskerne kom med benzindrevne biler. De danske biler kørte på gengas. Friedrichsruh. Britiske jagere beskød de dansk – svenske konvojer. Flygtninge fra Pommern. 600 politifolk blev afhentet. 8 – 10 timers kørsel for syge var hårdt. Personalet kom til at ligne møllersvende. Man bestak SS’ er med dansk snaps. Chaufførerne fik opkvikkende midler. Gestapo – folkene i busserne fik cigaretter og Røde Kors – pakker. Man forsøgte at genere i Neuengamme. De var hurtige på karantænestationerne. Indrettede transporten efter formodede britiske angreb. Flere omkørsler. Overnattede ofte i Friedrichsruh. Busser kørte i bombehuller. Angrebet af natjæger. Englænderne kendte udmærket til de dansk – svenske redningsaktioner. Angrebet kom som en overraskelse. Ingen oversigt over, hvor mange døde og sårede de engelske angreb kostede. Mange dræbte og sårede i angreb i Schwerin og Plön. Tyske læger ville ikke hjælpe i begyndelsen. Tyskerne misbrugte Røde Kors – mærket. I Neuengamme døde halvdelen af alle fanger.

 

Der var mange, der satte deres liv på spil

Ja De Hvide Busser blev beskudt af de allierede, trods det at de udmærket vidste, at en humanitær aktion var i gang? Svaret gives sidst i denne artikel – om det er en undskyldning eller en forklaring. Ja det er op til læserne at bedømme.

De allierede fik også sunket to flygtningeskibe med 7.000 druknede til følge. Men se det har vi allerede skrevet om. Og vi har også skrevet flere artikler om, at vi burde takke flere end Folke Bernadotte for alle dem, der blev reddet ud af KZ – lejrene. Der var mange, der satte deres liv på spil.

Karantænestationerne blev også beskudt.

 

Deportationer allerede fra 1940

Det var ikke kun i krigens allersidste uger, at den store redningsaktion foregik. Længe før svensk Røde Kors mødte op med benzinbiler havde man fra dansk og norsk side været i gang.

Og allerede i begyndelsen af i 1940 var deportation af danskere til de tyske tugthuse. Den store deportationsbølge begyndte omkring 1. oktober 1943. Det var de fængslede kommunister fra Horserød og de jøder, der ikke nåede Sverige. Dertil kom politifolkene og grænsegendarmerne.

 

10 pct. nåede aldrig hjem

Vi kender alle aftalen med tyskerne, at danskerne kunne blive i Frøslevlejren. Men ak og ve. Også her brød tyskerne aftalen. Fra september 1944 skete deportationerne til Kz-lejrene. I en opgørelse fra Udenrigsministeriet i 1947 tales der om at 6.083 personer blev sendt syd på. 610 eller knap 10 pct. kom aldrig hjem igen. Denne optegnelse skal nok korrigeres. Mange døde efter hjemkomsten og andre var mærket for livet.

 

Hjælpeaktioner allerede fra 1943

Den første redningsaktion stod den danske admiral Carl Hammerich og hans norskfødte hustru for allerede i 1943. Der var forståelse i det danske socialministerium. Der opstod Det jyske Hjælpekorps, der blev til Dansk Hjælpekorps. Dette har vi allerede skrevet om.

Den svenske prins, Greve Folke Bernadotte blev sat i spil. På fortrinligvis fik han ført forhandlinger med Reichsführer Himmler. Denne var dengang Hitlers stedfortræder, indenrigsminister og øverstbefalende for SS og de tyske koncentrationslejre og Gestapo.

Glemmes skal det da heller ikke, at i december 1944 skete der en ren dansk aktion, hvor 200 syge politifolk og senere alle gendarmer blev hjemført.

 

Svenskerne kom med benzindrevne køretøjer

Den 9. marts 1944 kom svensk Røde Kors med 90 benzindrevne motorkøretøjer, busser, ambulancer og forsyningslastvogne med 250 mand, bl.a. læger og sygeplejersker. Men kort tid efter tog de tilbage til Sverige. Det var noget med, at deres orlov var udløbet.

Man havde i høj grad brug for de hurtigkørende svenske motorkøretøjer som supplement til de danske usikre gengasbiler. 80 pct. af fangerne fra Neuengamme blev hjemført ved dansk foranstaltning.

Den 4. april 1945 afgik der 52 køretøjer fra Padborg. Der var rutebiler, forsyningsvogne og ambulancer, De var alle gjort let synlige, hvidmalede, med et Dannebrog og et stort Røde Kors – mærke på taget.

 

De danske biler kørte med gengas

I Danmark var det svært at skaffe benzin. Gengas var erstatningsmidlet. Bagpå var der placeret et 1 ½ m højt tøndeliggende forbrændingsaggregat, en ”kakkelovn”, hvori der udvikledes generatorgas ved forbrænding af småtskåret træ, som man medbragte i sække på biltaget. En snes minutter efter, at man havde tændt op kunne man køre. Det var dog ikke særlig hurtigt – vel kun 30 – 45 km i timen.

Efter 40-50 km’ s kørsel måtte man gøre ophold, for så skulle kondensvand tappes af og nyt brænde påfyldes. Gengas var ikke bekvemt med brugbart,

 

Friedrichsruh

Mange gange måtte konvojen omdirigeres. Og så gik det gennem bomberamte områder. Friedrichsruh i Sachsenwald ca. 30 km syd for Hamborg, Her residerede fyrst Otto von Bismarck, en sønnesøn af den gamle jernkansler og hans svenskfødte fyrstinde. I skovene herom var hovedkvarteret for den svensk – danske hjælpeaktion.

 

Jagere beskød de dansk – svenske konvojer

Lavtflyvende allierede jagere beskød ganske uantastet mål på landevejen – også de dansk – svenske konvojer. De afpatruljerede hyppigt især landevejene.

Når allierede jager var i farvandet, blev der slået alarm. Transporten standsede. Alle løb bort fra bilerne og smed sig i gærder og i grøfter. 2 – 3 gange blev bilerne beskudt. Ofte udbrændte en masse biler i konvojen. Efter en snes minutter dukkede mandskabet op igen. Når bilvragene var kolde, blev de skubbet i grøfterne. Mandskab og afhentede fangere blev nu fordelt i de andre biler.

 

Flygtninge fra Pommern

Flere gange så man bedrøvelige billeder af flygtninge og den magre forslidte hest lå døende i vejgrøften. Familien stod grædende ved vognen. De lokale bad dem ikke velkommen. Tværtimod lød de hele tiden:

• Weiter, Weiter

Alle kom de fra Pommern og som mål havde de fået angivet området omkring Husum – en virkelig lang rejse pr. heste- eller studevogn.

 

600 politifolk blev afhentet

Da de første 600 politifolk skulle afhentes, stod de parat i korrekt uniformering – dog lidt slidte. Andre havde tilbyttet sig amerikanske, franske eller andre allierede uniformsdele. Efter at de var blevet anerkendt som krigsfanger, havde de regelmæssigt modtaget Socialministeriets Røde Kors – pakker.

 

8- 10 timers kørsel for de syge

Konvojerne var forskellige i størrelser fra 25 til 40 vogne hver med to chauffører, desuden med 4-8 danske eller svenske sygeplejersker, der ofte havde en hård tørn med at pleje de meget syge under de vanskelige forhold. Med hver transport var der også læger.

De første sygetransporter var forfærdende plettyfustilfælde, åbne stærkt hostende tilfælde af tuberkulose, svære tilfælde af tarmsygdomme, folk med store operationssår for betændelse i arme og ben osv. oftest hos ”muselmænd”. Det var mennesker hos hvem fedtholdigt underhudsvæv og næsten al muskulatur på grund af sult er svundet. Huden sidder slapt over de overalt promenerende knogler. Øjnene synker tilbage i øjenhulerne, store og med en glasagtig næsten fanatisk glans.

Det var en stor anstrengelse for en meget syg at skulle sidde 8-10 timer i en bil. Og døden indtrådte dog også ofte på karantænestationen i Kruså.

 

Personalet lignede møllersvende

Personalet fik ofte insektdræbende pulver Ivoran eller D.D.T. hældt over sig, så de lignede møllersvende. Men så blev de ikke smittet. Men på karantænestationen i Padborg fik en ung CB – mand plettyfus og døde.

 

Man bestak med dansk snaps

De fortrinlige benzindrevne svenske busser var de bedst egnede til transporterne. Her kunne der på hver side arrangeres bårer i tre etager og så var der alligevel plads til at gå imellem.

Ved hjælp af dansk snaps blev åreknuder og platfod anerkendt som kronisk sygdom. Så kunne flere fanger transporteres siddende.

”Scheisserei” altså diare og bronkitis med stærk hose var dog lidelser, som de fleste ”raske” havde, så medicin mod dette var der på alle ture en rivende afsætning af. Men der var nu rig brug af det nødkloset, der var opstillet i hver bus.

 

Chaufførerne fik opkvikkende midler

Chaufførerne måtte ikke blive trætte eller søvnige. Og de lange ture om natten uden lys var krævende. Man måtte heller ikke bruge fodbremsen. Dette gav rødt stoplys. Det hændte dog også, at de måtte indtage koffeintabletter. Man havde ikke rigtig kaffe under krigen. Ja man brugte også amfetamin.

 

Gestapo-folkene fik cigaretter og Røde Kors pakker

Stemningen var for det meste god på hjemturen. Med hver transport fulgte en del Gestapo-folk – de såkaldte ”Begleitere” Disse skulle se at alt gik ordentlig til. Disse var almindeligvis skikkelige, når de blot fik deres pakke danske ”Hipo-cigaretter og en Røde Kors-pakke. Ja så forholdt de sig i ro. Pakken åbnede de kun for syns skyld. Størstedelen blev sendt hjem.

 

Man forsøgte at genere i Neuengamme

Ved Neuengamme var der altid en utrolig lang ventetid. Kun en chauffør med vogn ad gangen måtte komme ind i lejren. Det var en utrolig masse dikkedarer, man var utvivlsomt ude på at genere mest muligt.

 

De var hurtige på karantænestationerne

På karantænestationerne stod D.K.B. Danske Kvinders Beredskab – en organisation af frivillige klar med forplejningen. På karantænestationerne blev fangerne lægeundersøgt og behandlet, registreret, badet. Beklædningen blev varmelufts-desinficeret af hensyn til lusefaren. Endelig fik de et rigtigt måltid. Denne procedure skulle man også igennem, da ”Spøgelsestogene” kom.

 

Indrettede transporten efter formodede britiske angreb

Efterhånden fandt man ud af, hvornår de allierede angreb med deres fly. Man indrettede transporten efter det. Neumünster fik sit daglige bombardement tidlig om eftermiddagen. Det var klogest at vente til dette var overstået.

 

Flere omkørsler

Der opstod større og større omkørsler. Man så stadig større ruinhobe, hvor forgræmmede mennesker søgte efter deres tiloversblevne ejendele. Præfabrikerede skilte truede med dødsstraf ved plyndring.

 

Overnattede ofte i Friedrichsruh

Hamborg skulle passeres før aftenbombardementet der, hvorefter konvojen overnattede i den svenske teltlejr i skoven ved Friedrichsruh.

Lederen af den danske afdeling i Friedrichsruh var afdelingschef Hvass fra udenrigsministeriet. Ved en daglig konference blev alle orienteret om forhandlingerne.

 

Busser kørte i bombehuller

Engang havde man grundet den dårlige belysning ikke lagt mærke til, at der var omkørsel. De forreste busser kørte fast i bombehuller. Og pludselig blev der blæst luftalarm. Bombeformationer drønede over byen. Busser måtte efterlades. De store busser blev ledt op på fortove og ud ad en smal markvej, hvor der også fik en strøm af flygtende mennesker.

 

Angrebet af natjæger

Konvojerne var også udsat for natjagere. Det var som regel ”Moskitoer”, der drev piratvirksomhed. Og disse nøjedes ikke med et enkelt angreb.

 

Englænderne kendte udmærket til de dansk -svenske redningsaktioner

Antallet af allierede jagere var taget til efterhånden som krigen lakkede mod enden og dermed blev angrebene hyppigere.  Langs vejene kunne man se et anseeligt antal af en voksende mængde af sønderskudte og udbrændte militærkøretøjer.

Englænderne kendte selvfølgelig til konvojerne og deres formål. De vidste også, at de svenske og danske biler og mandskab holdt til ved Friedrichsruh. Men en eftermiddag i strålende solskin dykkede der pludselig 2-3 maskiner af en eskadrille jagere, som i nogen tid havde kredset over lejren og beskød i flere bølger vognkolonnerne.

 

Angrebet kom ganske overraskede

Angrebet kom fuldstændig overraskende. Man havde godt nok bemærket flyverne men ikke tillagt det nogen farlig betydning. Alle gik og drev omkring vognene eller ved at se dem efter. Rent refleksmæssigt smed man sig på maven og mellem hver salve krøb man længere og længere væk fra vognene.

Som ved et under blev kun 6 sårede og alle var kun lettere med granatsplinter i arme og ben. Det var mest chauffører, der i farten var krøbet ind under bilerne.

Derimod havde bilparken lidt betydelig skade. Over 20 vogne var beskadiget og nogle så grundigt, at de ikke kunne repareres. Næste dag blev en bus som skulle afhente fanger, på vejen lige uden for lejren skudt i brand og chaufføren såret.

 

Ingen oversigt over hvor mange dræbte og sårede flyangrebene bevirkede

Hvor mange der under krigen blev dræbt og såret i De Hvide Busser af de allierede jagerfly under krigen har vi ikke kunnet finde en fortegnelse over.

Vi har i en tidligere artikel berettet om, hvordan britiske fly angreb tre store skibe i Kieler Bugten. Det skete den 3. maj om eftermiddagen. Englænderne havde fået at vide, at der var flygtninge ombord. Men mellem 7.000 og 8.000 af de 10.000 flygtninge omkom.

 

Mange døde og sårede i Schwerin og Plön

Under en transport med kvinder fra KZ-Rawensbrück af en konvoj af Hvide Busser blevet angrebet ved Schwerin. Der var talrige dræbte og sårede.

Under tætte landevejstræer ved Plön blev endnu en konvoj angrebet. Her var atter talrige dræbte og sårede. De hårdest sårede blev indlagt på lazaretter i Plön.

 

De tyske læger ville ikke hjælpe i første omgang

I første omgang ville de tyske læger ikke hjælpe.

Problemet var også, at man næsten ingen lægemidler havde på lazaretterne i Tyskland. . Der var sendt ekstra ambulancer og busser ned efter dem. Og det absurde var, at man igen engang skulle tage sig i agt for de allierede fly.

Ca. 17.000 fanger var fra tyske straffelejre blev reddet, heraf 7.000 nordmænd og danskere.

 

Tyskerne misbrugte Røde Kors mærket

Og efter krigen fik man en forklaring på den massive beskydning af De Hvide Busser. Det tyske militær havde i den grad misbrugt Røde Kors mærket på deres transporter, at det i både presse og radio var blevet påtalt af selve gauleiter Kaufmann, den øverste civile myndighed i Hamborg.

Tyske militærbiler blev malet hvide og påført Røde Kors mørke og danske og svenske flag.

 

I Neuengamme døde halvdelen

I Neuengamme var der siden 1938 gået over 100.000 fanger, ca. halvdelen døde. 90 pct. var udlændinge, heraf omkring 4.800 danske og 2.200 nordmænd.

Her blev senere indrettet interneringslejr for SS’ er.

 

 

 

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• Medicinsk Historisk Årbog
• Årsskrift Politihistorisk Forening – Myten Bernadotte
• Hans Sode Madsen: Rædsler fra Hitlers helvede
• Johannes Holm: Sandheden om De Hvide Busser
• Jørgen H. Barfod: Helvede har mange navne
• Bo Lidegaard: Redningsmænd
• Gads Leksikon om dansk besættelsestid

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 2.248 artikler
• Under Besættelsestiden (Før/Under/Efter) finder du 438 artikler
• Under Padborg/Kruså/Bov finder du 63 artikler

 

• Sandheden om de hvide busser
• De hvide busser – nok engang
• Myten om de hvide busser
• En mindepark i Kruså
• Dem, man glemte
• Karantænestationerne ved grænsen
• Sandheden om karantænestationerne
• Da Royal Air Force sænkede 7.000 KZ-fanger

 

• Hos os i Auschwitz
• Auschwitz – en udryddelseslejr
• Auschwitz og Thalidomid-skandalen
• Chelmo – en udryddelseslejr
• Holocaust-fornægteren fra Kollund
• Jagten på det perfekte menneske
• Sort Jord – Holocaust
• I ondskabens skygge af Holocaust
• Holocaust – aldrig igen
• Ladelund – og beskyttelse af for brydere
• Ladelund – hvorfor og hvordan
• Sydslesvig den 9. og 10. november 1938
• Dødsmarch
• De danske hjælpepakker til Kz-fanger
• Adolf Eichmann- manden bag jødernes død
• Buchenwald – Lægen Værnet er stadig aktuelt
• Buchenwald – rædsler og lidelser
• Værnet – Lægen man lod flygte
• Danske Jøder i Theresienstadt
• Skal ældre krigsforbrydere ikke straffes?
• De asociale skulle i KZ – lejre
• Josef Mengele – dødens engel
• Bag KZ – lejrens pigtråd
• KZ – lUdelejr – Husum Schwesing (Svesing)
• Død over Babi Jar
• Hvad skete der med Barbruisk?
• SS-absurde grusomheder
• Den polske historietolkning
• Dansk vaccine i Buchenwald
• De svenske forbindelser under Anden Verdenskrig
• Tvangsarbejde i Det Tredje Rige og mange fere