Nørreport – dengang

Dengang blev alt uden for porten betragtet som forstad – altså Nørrebro. Er det så Nørrebro – Historie? Det var den største af byens porte. En familie boede over porten. Kirsebærgangen. Det var sjældent, man greb synderne. En ”pyntelig” kagekone. En vis aromatisk duft. Den fantastiske udsigt fra volden. Volden var godt vedligeholdt. Omvæltning da port og vold blev nedrevet. Broen var sikret i tilfælde af krig. Et lille bomhus. Alt skulle kontrolleres. En krig mellem posekiggere og bønder. Man kunne falde ned i muddergrøften. Gæstgiveriet ”Tre Hjorter” Da bønderne agerede som vognmænd. Acciseboden var en anseelig bygning. Tømrermester Kellermann. Da fæstningen blev overdraget.

 

Den største af byens porte

Lige ud for Frederiksborggade lå Nørreport. Det var den største af stadens porte. Det var også her fæstningsvolden nåede sin største højde. Det var en anseelig bygning opført i 1671. Men to vogne havde svært ved at passere hinanden.

På hver side af kørebanen var det enkelt fortovsrække til gående. Så også her var det smalt. Porten var i alle henseende en mærkelig bygning. Det var grænsen mellem land og by. Og egentlig blev alt uden for porten regnet for forstaden – altså Nørrebro.

Et nogenlunde stort halmlæs kunne lige til nød klemme sig igennem. Om aftenen oplystes portrummet af en enkelt i loftet anbragt tranlampe.

 

En familie boede over porten

Oven på porten boede der en familie. Her boede en af fæstningsofficererne. Her var tre temmelig små firkantede værelser. Adgangen til boligen var fra selve volden. Der gik døre ind fra begge sider.

 

Kirsebærgangen

Det var rødmalede jernbeslagene døre eller nærmere porte. De forblev lukkede den 3. december 1839. Da var Frederik den Sjette død. De åbnedes først kl. 5 om eftermiddagen.

Fulgte man turen ind mod byen kom man til begyndelsen af vindebroen over stadsgraven. Til begge sider var der Jerngitterporte, der førte ind til ”Kirsebærgangen”, der fulgte hovedvoldens retvinklede bastioner og adskilte denne fra den lavere forvold, som atter sænkede sig ned til Stadsgraven.

Al passage i Kirsebærgangen var forbudt for dem, der ikke havde fået et særligt tegn udstedt af ”fæstningens kommandant”.

Stedet var et yndet opholdssted om sommeren og foråret for utallige sangfugle og et specielt voksested for violer.

 

Det var sjældent de greb synderne

Man så dog ikke nogen kirsebærtræer men en del valnøddetræer. Små kommandoer og en ”Gefreiter” gjorde strejftog for bl.a. at sikre at ungdommen ikke tog den forbudte frugt. I så fald skulle synderen anbringes bag lås og slå i vagten.

Men til publikums morskab ankom styrken først efter at den forbudne frugt var uddelt. Mandskabet var lidt længe om at komme ud. De letfodede ugerningsmænd var allerede langt væk.

 

En ”pyntelig” kagekone

Den indhegnede plads var atter forsynet med en jerngitterport. Den var dog aldrig lukket. Her sad i mange år en gammel pyntelig kagekone med sit bord tæt op til muren – både sommer og vinter, så længe der var lyst, altid med en ren hvid dug over sine herligheder. Hun solgte bl.a. kirsebær.

Her opholdt sig også en lille jøde med store stikkende øjne med en vældig høj gammel silkehat på hovedet. Han stod der fra tidligt forår til sent om efteråret. Nogle gange også på en søndag om vinteren i det yderste hjørne. På sit lille bord tilbød han cigarer.

 

En vis aromatisk duft

Ved Frederiksborggade havde hr. Halberg sit udsalg af garvet skind og læder. Her i nærheden lå også selve garveriet. Når garveren åbnede for sine i kulerne værende skind bredte der sig over hele arealet en vis aromatisk duft.

 

Den fantastiske udsigt fra volden

Gik man op på volden var det en fantastisk udsigt over det omgivende område. Man kunne mod øst se det blinkende sund med de mange sejlere. I klart vejr skimtede man den svenske kyst. Mod nord så man Hveen’ s stejle sydlige skrænt med Sjællands kyst og Svanemøllebugten i forgrunden, Charlottenlund, Dyrehaven med Fortunens hvide bygninger og Bernstorffs slotskuppel trædende ud af skovens dunkle baggrund.

Længere mod nord og nordvest det flade land med enkelte bondegårde og småbyer. Der var den højtliggende Bispebjerg Mølle ved Frederikssunds landevej. Endnu lidt længere til venstre den ligeledes højtliggende avlsgård ”Bellahøj”.

Folk med gode øjne kunne i klart vejr skimte Roskilde Domkirkes slanke spir i den retning. Endnu lidt længere til venstre knejsede Frederiksberg Slot med Søndermarkens træer som baggrund.

Mod sydvest kunne man endelig over Vesterbros lave huse møde havet repræsenteret ved Kalvebod Strand. Dette var den yderste linje.

Mod øst yderst til højre kunne ses Østerbros enkelte huse og haver. Classens Have, Vibenshus og Fællederne indhegnet af lange snorlige alléer. Her var Tagens Hus, Jagtvejen, Blegdamsvejen, hvis bygninger med røde tage kunne skimtes mellem træerne. Det meste var dog haver. Derefter var det Blegdammen med små bassiner og de hvide tøjstrimler. Så var det Manchesterfabrikken umiddelbart ved bredden af Sortedamssøen med sit brudte tags blå glaserede sten blinkende i sollyset, Feilbergs tørrehus.

Ligefor lå Nørrebro med sine få huse med lave tage som kunne skimtes mellem træerne. Fabrikant Goltzes anseelige ejendom, der bestod af to aldeles ens opførte smukke bygninger lige over for Assistens Kirkehård på Nørrebros Runddel.

Så var det kirkegårdens lange hvide mur, Ølunds Mølle og længere ude Lygten Kro og lystgården Ventegodt, tilhørende den ansete familie Melchior.  Nærmere mod byen kom træerne på Blågård til syne. Man kunne se boghandler Steens ejendom, Selve Blågård lå i grus.

Mere vestlig over kirkegården kunne ”Roligheds” store træer skimtes. Så var det Falkoneralleens og piletræernes bugtede linje langs Ladegårdsåen. Desuden sås Mosedal, derefter statelige Vodruffgård med sine parklignende anlæg. Og lige for var det søerne. Her var små broer, hvor der lå en del småskibe. De tilhørte de velhavende, der havde fisketegn.

Efterhånden som det blev bygget blev udsigten mere begrænset.

 

Volden var godt vedligeholdt

Selve hovedvolden var beplantet med træer. I årenes løb har de udviklet sig smuk og kraftigt. Samtlige voldsskråninger såvel som køreveje og gangstier på volden var altid i god og vedligeholdt stand. De var under stadig opsyn fra militærets side, idet patruljer på to – tre mand hele tiden patruljerede her.

De anholdt enhver, der på nogen måde overskred de på pladerne ved voldbakkerne opslåede færdselsreglement. Man måtte under ingen omstændigheder gå udenfor de afstukne veje og i ældre tider ikke ryge tobak på volden.

De på skråningerne forefaldende reparationer såsom græstørvspålægning m.m. blev under militær opsigt udført af slaverne (stokhus-fangerne) fra Stokhuset ved Østervold, iført særlig afstikkende halvt gule og halvt grå dragter.

 

Omvæltning da portene og volden blev nedrevet

Det var en stor omvæltning, da fæstningen blev opgivet. Portene blev opgivet for ikke at hæmme færdslen. Nye boulevarder blev anlagt. Demarkationslinjen blev opgivet.

Stadsgraven strakte sig i en bue fra Østerport, i hvis nærhed den stod i forbindelse med Kastelsgraven til Kalvebod Strand.

 

Broen var sikret i tilfælde af krig

Allerede tidligt om morgenen holdt der lange vognrækker med alskens fødevarer. Midt på den bro, disse vogne skulle over var der anbragt klapper som i krigstid kunne hejses op. I graven under broen var der anbragt store jernpigge. Ligeledes var det på bredden anbragt ”Spanske Ryttere”.

 

Et lille bomhus

Straks ved enden af broen var et lillebitte bomhus til brug for bommanden, der skulle opkræve den befalede afgift (bompenge) af kørende og ridende og desuden af fodgængere.

I tiden fra kl. 12 nat til kl. 4 om morgenen (Vinter kl. 5) var bommen sænket. Passagen måtte i disse timer betales af fodgængere med 2 sk.

 

Alt skulle kontrolleres

Vejen gjorde en svingning mod vest. Lige efter svingningen lå en lille bygning, beboet af en underordnet funktionær ved kommandantskabet og en større, hvor Told- og Accise – eftersynet havde station.

Al til førelse til staden af visse bestemte varer var dengang forsynet med en ”Accise”. Alt skulle kontrolleres. Bygningen var en lang et – etagers bygning, der i de senere år fik et langt tag, under hvilket eftersynet fandt sted i alskens vejr uden at varer og mennesker blev våde.

 

En lille krig mellem ”posekiggere” og bønder

Denne ”accise-pligt” gjaldt al tilførelse til hovedstaden af landmandens produkter. Det var til stor gene og gav ofte anledning til en lille krig mellem ”posekiggerne” og landmændene.

Selve afgiften blev betalt i Acciseboden. Her blev varerne også vejet. Lange jernsøgere blev på lykke og fromme jaget ned i Hø – og halmlæs og ind i sække med ærter, kartofler m.m.

Enhver pakke kunne forlanges åbnet. Ikke engang damers håndtaske eller syposer var fredet.

 

Man kunne falde ned i muddergrøften

Man kom nu til en lavere vold (Ravelinen) og man passerede en træbro over en tør grav. Broen her kunne ligeledes hejses i fredstid. Vi befinder os nu omtrent hvor Nørregade udmundede i Nørrevoldgade. Her udvidede vejen sig til en bred kørebane med ridesti i midten. Her var kun 6 svagt brændende tranlygter – 3 på hver side.

Her var en dyb muddergrøft. Folk, der havde fået lidt for meget kun let falde ned i den. Det var meget naturligt at de vejfarende var forsynet med en tændt håndlygte.

 

Gæstgiveriet ”Tre Hjorter”

På det nordlige hjørne af Øster Farimagsgade og ”Aleén” lå gæstgiveriet ”Tre Hjorter” med en rejsestald. Det var en lang lav et etagers bygning med trappe midt på. Stedet var ret godt besøgt, et slags ”Slukefter” for den hjemvendende kulsvierbonde, som her fik sin sidste Københavner-snaps før næsen, vendte hjemad.

Det skete dog ofte, at staldmesteren måtte hjælpe bonden op i hans sæde og så ellers give ham tømme og pisk i hænderne. Og et hyp måtte han også sige til hestene. Så luntede de ellers afsted. Det skete også, at de nåede hjem med far sovende bagerst i vognen.

 

Da bønderne agerede som vognmænd

Mest liv var det om sommeren i kildetiden – det var de 3-4 uger omkring Skt. Hans. Dengang var det tilladt amtets bønder at agere vognmænd og kapre gæster. De vogne, som der blev kørt med, var meget umagelige to-, tre eller firestolede vogne uden fjedre.

En tur til Bakken kostede 1 Rbm. Pr. person. Familier, der tog alle sæder, fik rabat. Om søndagen, når efterspørgslen var større var det en højere pris. Det gik meget livligt til ved Tre Hjorter lige fra den årlige morgenstund.

Kuskene lige frem trak i deres kunder. Hvis familiens overhoved ikke tog det helt roligt, kunne det blive en forfærdelig oplevelse for familien.

 

Acciseboden var en anseelig bygning

Op til Tre Hjorters rejsestald lå føromtalte Acciseboden med det store skur med ind- og udkørselsport i gavlene. Jo Acciseboden var en ret anseelig 1 – etages bygning med en bred trappe, der førte op til en åben forhal, prydet med søjler.  Som Råd- og Domhuset bare i lidt mindre målestok. Gennem en række luger i bagvæggen afgjorde man forretningerne. Det var en ret langsommelig affære og det var et stort problem på de store torvedage. Den lange vognrække kom kun langsomt frem. Det var strengt forbudt at bryde vognrækken.

Det var kun enkelte privilegerede, der kunne køre lige igennem. Ja og vognrækken kunne strække sig fra Acciseboden helt ud til Nørrebros Runddel. Ja nogle gange endnu længere.

 

Tømrermester Kellermann

I 1830erne eller 1840erne opførtes der ved siden af Acciseboden et stateligt forstadshus. Det var tømmerhandler Kellermann, der her anlagde en tømmerplads, der strakte sig helt ned til Sortedamssøen. Tre Hjorter forsvandt først da fæstningsværkerne blev solgt til kommunen.

 

Da Fæstningen blev overdraget

I 1852 var demarkationslinjen trukket tilbage til Falkoneralléen og Jagtvejen til søerne, hvorved hele terrænet beliggende uden for søerne blev overladt til fri bebyggelse.

Lovgivningen var hastet igennem. Planlægningen af de kommende kvarterer var stort set ikke eksisterende. Spekulation blev grundlaget for byggeriets udformning og boligerne var præget af det.

Den 30.6. 1856 betragtes som den dag da København ophørte at være en fæstning. Men først i 1870 blev fæstningsværkerne omkring selve København overdraget til Københavns Kommune. Nu blev planerne over fæstningsarealets bebyggelse udarbejdede og efterhånden gennemført.

Teknologien var efterhånden blevet så avanceret, at demarkationslinjen ikke forhindrede et bombardement af byen. Vi så det jo allerede i 1807.

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• Carl Bruhn: Kjøbenhavn
• Nielsen: Kjøbenhavns Historie og Beskrivelse 1-6
• Otto B. Wroblewski: Nørrebro i Trediverne
• Borgstrøm: Beskrivelse af det gamle voldterrain mellem Nørreport og Langebro i årene ca. 1858-60 (artikel)

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 2.209 artikler
• Under København finder du 215 artikler
• Under Nørrebro finder du 336 artikler
• Under Østerbro finder du 113 artikler

 

• Da voldene forsvandt
• Uden for voldene
• Østerport 1-2
• Ballade ved portene
• Ture gennem Nørrebro 1820 – 1867