Danske Aviser under Besættelsen

Vi har delt artiklen i tre dele: De danske aviser før 1940 – Besættelsestiden – efter 9. april 1940 – De danske aviser syd for grænsen. Over 100 kammeratlige samtaler. Nazisterne satte i system. Mange Berlin – korrespondenter var tyskervenlige. Kronika. På P.R. – tur til Det Tredje Rige. Rosende omtale i Jyllands Posten. Blædel måtte gå på tvungen orlov Berlingske Tidende svingede meget. De Konservative delt i to. Han tænkte på avisens overlevelse. Læserne betragtede den som ”Nazisternes Hofavis”. Man rettede sig efter de tyske krav også længe før besættelsen. Mange kritiske redaktører blev fjernet. Sven Aage Lund blev ikke fyret. Det var Udenrigsministeriet, der opfordrede ham til at danne Den dansk – Tyske Forening. Fra 20. august 1943 direkte under tyskernes kommando. Modstandsbevægelsen krævede indflydelse på medierne. Lettelse for Udenrigsministeriet, da Kronika valgte at gå selv. Flensborg Avis var en mønsteravis.

 

 

Allerede i 1914 var der en form for censur i de danske aviser. Artikler skulle afspejle at Danmark var neutral. Og dette blev gentaget omkring 1930. Gennem 30’erne var det justitsminister K.K. Steincke, der under en heftig debat med pressens folk fik strammet retsreglerne omkring trykkefriheden.

 

De Danske Aviser – For 1940

Villigheden til at give efter startede længe før den 9. april 1940. I Tyskland blev pressen efter 1933 lagt i lænker. Men det nyoprettede Propagandaministerium fik allerede i 1933 også overdraget opgaven at påvirke udenlandsk presse.

 

100 kammeratlige samtaler

Det nye regime i Berlin var lige så så ømskindet over for negativ omtale, som det var aggressivt i sine klager til danske myndigheder og aviser, når nogen hvæssede pennen mod nazismen.

Det tyske gesandtskab i København orienterede regelmæssigt Udenrigs- og Propagandaministeriet i Berlin om, hvad danske aviser skrev om Tyskland. Negativ omtale medførte prompte diplomatiske protester, trusler af forskellig art.

Allerede i marts 1933 indkalder udenrigsminister P. Munch de danske redaktører til en af omkring 100 kammeratlige samtaler op gennem 30erne, hvor ministeriet appellerer til mådehold i kritikken af det, der nu er Hitlers Tyskland. Danmark er et neutralt land, og det skal dansk presse gerne afspejle.

 

Stauning blandede sig

Blev den politiske kontrol med pressen for tydelig for tyskerne, kunne Munch ikke fralægge sig ansvaret i prekære situationer med dansk pressefrihed som begrundelse. Så udenrigsministeren var på en vanskelig balancegang.

Det var især samtaler med tyske flygtninge og karikaturtegninger, der var på P. Munchs dagsorden i marts 1933. Det gik hårdt ud over tegneren Hans Bendix, som i 1934 blev indkaldt til en kammeratlig samtale med Stauning. Han fik at vide, at hvis han stadig ville fortsætte med at udgive sit antinazistiske tidsskrift ”Aandehullet”, så måtte han stoppe som fastansat tegner på Socialdemokraten, hvorefter Bendix lukkede bladet.

 

Nazisterne satte det i system

Isoleringen af udenrigskorrespondenterne blev sat i system. Goebbels propagandaministerium og von Ribbentrops udenrigsministerium afholdt separate pressemøder for tyske og udenlandske journalister. Sidstnævnte fik stillet presseklubber til rådighed. Så fik man mulighed for at telefonere rapporterne hjem. Og tyskerne fik forholdsvis let til at overvåge korrespondenterne.

 

Mange korrespondenter for tyskervenlige

. Kronika, Hvidtfeldt og mindst et dusin danske korrespondenter udgjorde sammen et særligt miljø i Berlin. Ja så var det også Berlingskes Helge Knudsen, som blev erklæret for uønsket. Han blev erstattet af Poul von Stemann og den angivelig meget tyskervenlig Jens Tang. Han måtte se sig hængt til tørre i det illegale blad ”De Frie Danske” for sin:

• Usømmelige, altid tyskvenlige Tilrettelægning af Telegramstoffet.

Hvidtfeldt beskriver ham med følgende karakteristik:

• Tangs særegne mentale ballast bestod i, at han ikke blot var særdeles tyskvenlig, men derudover var anti-engelsk, anti-amerikansk, anti-fransk og anti-russisk, alt lige indædt. Hvilket på det givne tidspunkt var lidt rigeligt for meget af det mindre gode,

 

Kronika

Heller ikke Kronika gik ram forbi. Han var Højgaard-kredsens kontaktmand i Berlin. Han benyttede sine forbindelser til at videregive oplysninger til den klike af højre nationale erhvervsmagneter, heriblandt A.P. Møller og Knud Højgaard, om, at Berlin gerne så den danske samlingsregering udskiftet med et apolitisk fagministerium, hvilket kredsen forgæves forsøgte at få Christian den Tiende til at virke for,

Hvidfeldt beskriver Kronika som hjælpsom og:

• Ubetinget dansksindet, men alligevel var der så meget tyskeri tilbage i ham, at han aldrig selv ville kunne blive klar over det.

En del af det omtalte ”tyskeri” udsprang givet af Kronikas forfatterskab til bogen Revolution fra 1935, som var Hitlers projekt venlig stemt. Dette fortrød Kronika med årene bitterligt. Vi har senere meget mere om denne Kronika, hvor han ikke var særlig populær i det danske Udenrigsministerium.

Korrespondenterne i Berlin var ikke nødvendigvis venner.

Mange udenlandske korrespondenter blev efterhånden udvist og nogle også deporteret, hvis det ikke passede ind i nazisternes planer.

 

På P.R. – tur til Det tredje Rige

I 1937 mødtes 30 danske redaktører til reception på Kastelsvej i København. Alle havde taget imod en invitation til en 8-dages rundtur i Det tredje Rige. Allerede i 1933 havde der været en lignende tur. Ingen socialdemokratiske redaktører deltog. Og bag det hele stod Propagandaministerium.

De mest rosende artikler i den danske presse, blev videregivet i tysk presse.

 

Rosende omtale i Jyllands Posten

Der var skam også dem, der roste det nazistiske diktatur. Således træder redaktør H.C. Ulkjærs artikel frem i Jyllands Posten:

• Den enkelte tysker synes at være og også mere fri end de fleste danske, og at Tysklands diktatur kun er en moderne form for virkeligt folkestyre, endda med alle de dyder, man plejer at tillægge det såkaldte demokrati, men som dette så sjældent har.

Den stigende ensretning blev først almindelig kendt, da Socialdemokraten omtalte det i 1938 efter München-forliget.

 

Blædel måtte gå på tvungen orlov

Særligt Berlingske Tidende svingede meget i deres beretninger. Blædel kom med sine antinazistiske artikler. Men samtidig sendte bladet tyskvenligt nyhedsstof. Nic. Blædel advarede tidligt mod nazismen. Han var ilde lidt og dårlig betjent i Berlin. Snart var der også modstand mod ham på selve bladet.

Han er så vidt vides den eneste journalist der har haft samtaler med Hitler.

Fra 1938 var der en gruppe omkring redaktør Sven Aage Lund vundet overhånd. Artiklerne fra Blædel ophidsede tyskerne. Sammen med Statsradiofonien, hvor Blædel også var aktiv standsede de efterhånden hans virksomhed.

Blædel blev sendt på ufrivillig orlov i 1938. Læserne blev ikke informeret. Heller ikke, da han vendte tilbage. Her blev han så underlagt intern censur frem til den tyske besættelse. Han havde fået permanent indrejseforbud til Tyskland.

 

Berlingske Tidende svingede meget

En anden af Berlingskes korrespondenter var Cai Shaffalitzky de Muckadell, der bragte pro – tyske reportager.

Også Stockholm-korrespondent Ebbe Munck blev afskediget i 1942 for hans beretninger med anti – tysk indhold. Igen en gang var man tilfreds på tyske side. Der kom ingen repressalier fra tyskernes side denne gang.

Også den international anerkendte journalist Franz von Jessen skulle have skriveforbud, mente tyskerne.

 

De Konservative delt i to

Berlingske Tidende havde tætte forbindelser til Det Konservative Folkeparti. Langt inde i de borgerlige partier herskede der herhjemme en opfattelse af at nazismen var en konservativ bevægelse. Men efterhånden gjorde Christmas Møller op med Victor Pürschels mere pro-tyske fløj. På den ene fløj dyrkede man den italienske fascisme og Tysklands nationalsocialisme. Den anden fløj gik ind for demokrati.

 

Besættelsestiden – efter 9. april 1940

Censuren blev skærpet efter 9. april 1940. Besættelsens militære forhold måtte ikke omtales. Anti-tysk propaganda var forbudt. Egentlig var det de danske myndigheder, der måtte foretage censuren. Opgaven var igen Udenrigsministeriets Pressebureau, der som sin fornemste opgave skulle forhindre tysk indgriben.

Nu kunne det være svært at finde ud af, hvad tyskerne mente, hvad antitysk propaganda var?

I de besatte lande blev pressen underlagt stram kontrol som led i selve besættelsesproceduren.

 

Han tænkte på avisens overlevelse

På Berlingske Tidende var kursen efter 9. april en mere tyskorienteret kurs end de andre hovedstadsblade. Om dette hang sammen med Sven Aage Lunds rolle i Den Dansk – Tyske Forening. Han var faktisk en af initiativtagerne til foreningen. Måske var det virksomhedens overlevelse og oplagstal, som han kiggede på. De store hovedstadsblade oplevede massiv tilbagegang i oplagstal.

 

Læserne betragtede den som ”Nazisternes Hof-avis”

Længe før havde Berlingske tilpasset sig. Man mente, at protysk dækning med adgang til solohistorier og eksklusive interviews var vigtig. Nej det betød ikke at Berlingske Tidende bar nazistisk. Det betød blot at ”noget for noget” – arrangementer ofte flød i avisen. Men læserne opfattede vel denne avis som ”Nazisternes Hof-avis”

I juli 1940 fik direkte kritik af besættelse og samarbejdspolitik deres eget straffelovstillæg. Man kunne blive dømt med fængsel i et år:

• hvis mn på skrift eller anden måde giver meddelelser, der er egnede til at skade landets interesser.

 

Man rettede sig efter de tyske krav

Avisredaktørerne blev holdt i ave af den ”frivillige selvcensur” som de fleste accepterede lettere modvilligt. Dertil kom frygten for tyske repressalier, hvis nogen eller noget blev opfattet som antitysk.

I den følgende tid efter invasionen fulgte en stribe tyske overgreb mod pressefolk. Flere blev arresteret og en enkelt døde i arresten.

Dette skulle stabilisere det dansk-tyske forhold samt sikre at en selvstændig dansk presse kunne fortsætte. Men det betød også, at man skulle rette sig efter de tyske krav. Rettede aviserne sig ikke efter disse krav kunne det kollegiale pressenævn tildele bøder. I grovere tilfælde kunne sagerne indklages for domstolene.

Både før og efter krigen bøjede hovedstadsbladene sig.

 

Mange kritiske redaktører blev fjernet

Pressen fandt denne ordning utålelig. De imødekom den dog modvilligt. De enkelte blade skulle også drive en forretning og hole deres ansatte beskæftigede. De mest vidtrækkende tyske krav indebar også fjernelse af redaktører på konkrete blade. Således måtte redaktøren af Social – demokraten, H. P. Sørensen i 1941 forlade sin post, da han nægtede at optrykke kronikker med stærkt positivt indhold om det nazistiske Tyskland.

 

Sven Aage Lund blev ikke fyret

Efter besættelsestiden kom regnskabets time. Mange forventede at Sven Aage Lund skulle dømmes. Hans ”kompas” virkede ikke altid. Der var lidt for mange pro-tyske artikler i Berlingske. Og da det kom til opgøret om Den Dansk – Tyske Forening, viste det sig at det var Det danske Udenrigsministerium, der havde opfordret ham og DSB – generaldirektør Peter Knutzen at etablere foreningen. Lund blev ikke dømt. Han måtte gå fra topposten i Berlingske men fik dog alligevel en betydelig post på avisen.

 

Under tyskernes direkte kommando

Efter 29. august 1943 kom Pressebureauet og dermed også redaktionerne under direkte tysk kontrol med forøgede begrænsninger til følge.

Mange aviser formodede at skrive mellem linjerne. Men det kunne ikke undgås, at pressens troværdighed led skade. Derfor måtte alternative informationskanaler tages i brug. Først og fremmest lyttede man til svensk radio og BBC. Senere kom alle de illegale blade.

 

Modstandsbevægelsen krævede indflydelse på medierne

I efterkrigstiden måtte også Berlingske Tidende sadle om. Nye redaktører blev ansat for at markere dette kursskifte. Og nogle af disse var kendt i modstandskredse. Ja modstandsbevægelsen krævede afgørende indflydelse på efterkrigstidens presse.

Danmark var kommet i en slags økonomisk afhængighed til Tyskland med hensyn til landbrugseksport. Og Udenrigsministeriets hensigt var at hindre at Danmarks alliancefrihed eller neutralitet blev anfægtet.

 

De danske aviser syd på

Syd på var der også fokus på Det danske Mindretals aviser – Flensborg Avis og de tre tysksprogede Neue Flensburger Zeitung, Nue Schleswiger Zeitung og Der Schleswiger. Den redaktionelle linie gav anledning til overordentlig panderynken. I løbet af 1925 var de tysksprogede aviser blevet til en – Der Schleswiger.

 

Lettelse, da Kronika valgte at gå

Et pacifistisk tidsskrift Die Menschheit blev hyppigt citeret i Der Schleswigers spalter. Det virkede på de nationalsocialistiske tyskere som en rød klud på en olm tyr. Det var ikke noget Udenrigsministeriet så på med blide øjne. Man mente også at visen skulle kappe båndene til Friserne. Dem anerkendte tyskerne overhovedet ikke som et mindretal.

Og bladets redaktør, Kronika glemte ofte den linie han var pålagt. I Udenrigsministeriet var man glade for rygter om, at han snart ville afgå som redaktør. Kronika havde altid været et smertensbarn for Udenrigsministeriet. Han blev korrespondent for Dagens Nyheder og Nationaltidende.

Flensborg Avis havde ført en meget besindig politik. Allerede i 1933 var det tyske kredse i Grænselandet, der forsøgte at lukke den

 

 

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• tidsskrift.dk
• information.dk
• danmarkshistorien.dk
• kristeligt-dagblad.dk
• Berlingske Tidende
• Tradition og kaos – festskrift til Henning Poulsen
• Bindsløv Frederiksen: Pressen under besættelsen – Hovedtræk af den danske dagspresses vilkår og virke i perioden 1940-45
• Rasmus Kreth: Pilestræde under pres – De Berlingske Blade 1933 – 45
• Sven Thorsen: Den danske dagspresse 1-2 (1947-51)
• Lars-Martin Sørensen: Sidste nyt fra Berlin
• Jacob Kronika: Revolution
• Ebbe Dal: Den stræbsomme bjørn

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 2.097 artikler
• Under Besættelsestiden (før. under, efter) finder du 411 artikler

 

• Outze og Information
• Dansk Filmkritik under besættelsen
• Revision – en avis og dens redaktør