Til Marked i Tønder

”Te mærken i Tynne”. Antallet af værtshuse efterhånden stærk begrænset i Tønder. Markederne befordrede musiklivet. Der var forbudt viser. Politiet holdt øje. Det vrimlede med musikere. De samme folk kom igen og igen. Mange forskellige slags markeder. Dengang markedsplads på Torvet. Uvedkommende skulle ikke færdes her. Mange havde fået fri. ”En mærkenskærest holle kun i tre daw”. Mændene kiggede på dyr. ”Studehovedet”. Masser af kager. En havfrue, der levede af chokolade. Sydtyske opkøbere sluttede med håndtryk. En enkelt kvinde blandede sig. Byens borgere havde vænnet sig til det. Pastor Koks mindeord. 3.000 – 4.000 stykker kvæg pr. dag. Mange sprog og dialekter. I 1930erne stoppede det på Torvet. Der var gang i Tønder. Skovrøys mindeord.

 

”Te Mærken i Tynne”

Det ville jo nok have lydt bedre, hvis over skriften havde lyst sådan:

• Te mærken i Tynne

Jo det var dengang, der var gang i den i Tønder. Vi har allerede berettet noget om disse markeder, bl.a. tjente min far som barn en masse penge ved at betjene en ismaskine dengang. Og Valdemar Rasmussen oplyste at hvert hus i Tønder dengang havde en kro. Det var på sangen Æ Punchsti. Det var en genvej ned til ”Æ Toch”.

 

Antallet af værtshuse var stærkt begrænset

Måske var det der med antallet værtshuse lidt overdrevet, men i hvert fald, så havde Tønder verdensrekorden i antal af værtshuse pr. indbygger. Og byen blev bl.a. omtalt i en brasiliansk avis for dette. Senere hed det sig at man drak tæt i Tønder. Da jeg for mange år siden forlod byen, var antallet af værtshuse efterhånden stærk begrænset.

 

Markederne befordrede musiklivet

Der var ret så store markeder dengang. Det var jo så til restaurationernes fordel. Og det er ikke rigtig nogen, der har knyttet Tønders rige musikliv sammen med disse markeder. Men gennem 1800- og 1900-tallet har Tønder haft et rigt og varieret musikliv.

Markederne var den livlige ramme for den meget musikudfoldelse, blandt andet gademusikanter og visesangere. Emsige politiembedsmænd gik rundt og lyttede. Man måtte sandelig ikke synge forbudte ting. Og på repertoiret var både krig, kærlighed og dramatiske begivenheder – mere eller mindre autentiske.

 

Der var forbudte viser

Politimester Poul Sibbern har sikkert haft en fortegnelse over, hvilke melodier, der var tilladt og hvilke, der ikke var tilladt. Politimesteren havde bedt lærer Clausen om at gennemgå, hvilke skillingsviser, der skulle forbydes. Den stakkels mand gennemgik således til Mikkels-markedet i 1830 hele 202 viser, hvoraf de 16 blev anset for at være forbudt. Der blev sunget både på dansk, tysk, plattysk og en enkelt svensk.

De viser, man sang solgte man også. Ofte var det invalide, der gik rundt med lirekasser. Man så på dem som tiggere. Der var også ofte benamputerede.  Som spillede på harmonika. Kasketten lå ved siden af så man kunne putte penge i.

Så var der spåkonerne, der ofte opholdt sig i et telt dekoreret med ugler og katte. Sommetider sad spåkonen i teltets dør med en sort kat på skulderen.

 

Der vrimlede med musikere

På Tønder markederne vrimlede det med musikere. Nej de fik ikke penge for at komme, det var nærmest modsat. De betalte for stade og for at have en medhjælper med. Der blev sandelig optrådt med obo og violin. Klarinetter og harper var der også i 1830. Der blev handlet ret så livligt. Mænd fra Anderlecht og Trummelsbach solgte skrivematerialer. Fra Flensborg kom modehandlere og optikere.

 

De samme folk kom igen og igen

Jernvarer og mekaniske kasser blev solgt. Fra Frederiksstad kom tre jøder og solgte tørv og ovne. Pilster fra Husum solgte keramikvarer. Han havde både karl og pige med. Karrusellen fra Arnis skulle man prøve, men hvem turde bestige gyngen? Jo, der gik sandelig en skriver rundt og tjekkede om alle havde betalt for deres stade.

Alenvarer, linned, drejl, flonel og strikkevarer blev handlet i stor målestok. Fra Sønderborg kom der kvindehuer.

Der var salg af fint brød, sukkerbrød, jødebrød, vafler m.m. Den slags fik man nu ikke hver dag. Meget af dette brød blev taget med hjem og gemt i lang tid. Men af de tretten koner, der handlede med det, var der kun, der selv havde bagt det. Resten var kagesælgersker, der hovedsagelig kom fra Flensborg.

Handelsmønstret har sikkert været det samme år for år. Og de samme folk er sikkert gået igen. Men lidt upraktisk kunne det godt blive – tænk, man skulle vente et helt år med at klage over sine briller.

 

Mange forskellige slags markeder

Fatter skulle helst have et klædningsstykke med hjem til mutter og en lommekniv til sønnike, en kysse til datteren. Og hvis han ikke blev for fuld, skulle han da også have kage med hjem til hele familien.

Bønderne kom kørende til byen og stillede deres vogne inde i gården hos de forskellige købmænd gik gennem skænkestuen og ud på hovedgaden, hvor markedet foregik.

Der var mange slags markeder, der blev afholdt. Mange af disse varede flere dage. Gøglere og bods-ejere overnattede der, hvor der var billigst. Heste – og kreaturhandlere overnattede på kroer og hoteller.

 

Dengang – markedsplads på byens torv

Tønder var fra gammel tid blevet samlingssted for de mange studedrifter. År efter år blev de fra nær og fjern ført hertil. Hver fredag morgen i forårsmånederne fik byen rykind af det såkaldte magerkvæg, der sommeren igennem skulle opfedes på marskens frodige græsgange.

Dengang havde byen ingen markedsplads. Studene blev derfor anbragt på Torvet. På kort afstand fra rådhuset blev der opsat et rækværk. Også de tilstødende gader blev taget i brug.  Man stillede dem på begge fortove. Man bandt dem til jernringe inde i muren. Hvor der var fare for, at et dyr kunne øve ravage på ruderne, garderede man sig ved at anbringe brædder for vinduerne.

 

Uvedkommende skulle nok ikke færdes her

Det var ikke tilrådeligt for uvedkommende at færdes ad disse gader med de opstaldede kreaturer. Elever, der havde deres skolegang på seminariet, valgte på sådan en markedsdag, klogeligt at benytte sidegaderne. Sælger og køber måtte nok være indstillede på, at de slap helt pletfri fra sådan en dag.

Hvis det var en regnfuld dag, blev gaderne forvandlet til pløre. Det hændte ikke så sjældent at man måtte skovle snavset ud af butikslokalerne og krostuerne. Men det måtte man tage med. En markedsdag gav en god omsætning og det var af stor betydning for de næringsdrivende.

 

Mange havde fået fri

Til Kræmmermarkederne mødte hele Tønder op. Hele familien var der. Karle og piger fik fri. Børnene havde skolefri og det havde de også i omegnskommunerne. Tjenestefolk og karle havde fået fri. Ofte fik de lidt ekstra og det gjorde børnene også,

 

”En mærkenskærest holle kun tre dav

Forlystelserne skiftede efterhånden, men der var nogen, der gik igen år efter år. På markedsdagen gik børne fra bod til bod. Så var det jo Lykkehjulet og andre lykkespil.  Og balloner blev sendt til vejrs – måske med en hilsen.

Børnene var blevet advaret mod gøglerne, fordi man frygtede de ville stjæle børnenes penge. Og børnene kunne finde på spilopper. Sådan en var min far. Og så var der eller dans på diverse kroer. Her kunne man så betale for enkelt dans eller man kunne simpelthen købe et dansekort og med det kunne man danse fra start til slut. Dengang havde man et slogan:

• En mærkenskærst holle kun tre dav!

Det var nu ikke tradition for, at de skulle have en særlig gave eller trakteres på en bestemt måde. Men derfor kunne man jo godt:

• gå långs æ dich

 

Mændene havde andre interesser

Mændene var først og fremmest interesseret i heste, kreatur-, fåre- og grisemarked. Kvinderne gik sammen med de mindste langs boderne og talte med slægtninge og bekendte. Traditionen tro var der mange familier, der til sådan et marked blev forsynet med nye sko.

 

Studehovedet

Jo her var også en karrusel, der blev trukket af en hest. På drejepladen var der sat små heste og svaner. Studehovedet – æ stuehoej – var en kraftprøve. På tysk blev den kaldt ”Haut den Lukas”. Man slog på en træklods. Hvis slaget var hårdt nok, for der noget til vejrs op ad en stang, og det kunne få en lille mand af træ til at dreje sig en eller flere gange. Den lille mand var anbragt i 5-6 meters højde.

Hvis man slog meget kraftigt, fik man som præmie en stor papirblomst til at fæstne på jakkekraven.

Finere folk deltog ikke i at slå på studehovedet. De vittigheder manden ved Studehovedet kom med, var ikke altid lige pæne. Det skete også at man slog på Studehovedet for at finde ud af, hvem der skulle give den næste omgang.

Der var også forskellige kastespil, hvor man kunne vinde forskellige spil. Man kunne vinde små gaver som dukker, gummibolde eller små figurer. Der var masser af skydetelte.

 

Masser af kager

Et ældre ægtepar solgte kager fra en vogn, der havde buet sejldugstag. De solgte også honningkager ”Echte Braunschweiger” . Der var masser af kager. Kager i hjerteform hang og dinglede.

Spadserestokke, piber og tovvarer var her også. Æbler, pærer, røget fisk og stegt ål kunne købes. Jo, her var en duft af lidt af hvert.

En lokal bødker tilbød vaskebaljer og malkespande af træ. Grydeskeer – træskeer kunne også købes. En saddelmager havde udstillet seletøj til salg. Kasketter, legetøj og billige smykker kunne også købes.

Man havde udkommanderet ekstra vagtmandskab. Slagsbrødre dukkede garanteret op. Det var ikke kun i Tønder, der var marked. Også i den nærmeste omegn var der jævnlig marked bl.a. Nibøl, Skovlund, Hanved, Læk m.m.

 

Man kunne genkende dem

Der kom opkøbere helt nede fra Sydtyskland, Jo en rigtig handelsmand havde en hvid kittel på og en stok i hånden. Hestehandlere havde desuden en pisk med. Kreaturhandleren havde en saks i den ydre brystlomme. Den måtte gerne stikke lidt op over lommens kant, så enhver kunne se det.

 

Sydtyske opkøber afsluttede med håndtryk

Når en køber kom for at syne en hest, blev den først forestillet stående, så blev den travet indtil 50 meter frem og tilbage, så førtes den ”i skridt” ca. 25 – 30 meter frem og tilbage. Hesteopkøbere havde næsten altid agenter. De skulle kigge på hestens tænder for at fastslå dens alder. Hovedopgaven var dog at få prisen ned. Senere på dagen skulle han hjælpe med at ”tage hestene af”. Selv om hestene blev købt om morgenen blev de først overtaget henimod middag.

Når kreaturerne blev synet, skulle man altid trække dem fra rækværket for at køberen rigtig kunne se dem. Når dyret var synet, forlangte sælgeren en pris som måske lå i nærheden af dyrets værdi. Der blev altid tinget så meget som muligt.

Det blev altid fejret med en lille en og et håndslag. Sydtyske opkøbere afsluttede som regel med et håndtryk. Mange sluttede på beværtning. Efter et stykke tid kørte de hjemad bare for at stoppe i næste by på næste beværtning.

 

En enkelt kvinde blandede sig

Hele postyret var et mandfolkeforetagende. Og dog – en kvinde dristede sig ind i laget. Det var Ulrikke Auguste Jessen, som altid gik under navnet Ulrikke fra æ Kog. Hun lejede engarealer, som hun lod pløje og tilså korn. Det var en dyrkningsmåde som var ny i marsken dengang. Udbyttet var meget indbringende. Hun var en ofte set skikkelse på markederne i Tønder. Efterhånden blev hun næst efter lensgreve Schack den største grundskyldsyder i det gamle Tønder Amt.

Hun ydede et lån på 10.000 mark ved oprettelse af Ballum Mejeri i 1901 og hun dækkede den største part af byggeudgifterne ved opførelsen af Ny Gamsbøl Kirke. Hun viste også stor interesse for fåreavl. Hun døde i 1907. På kirkegården er der rejst en stor sten til ære for hende.

 

Byens borgere havde vænnet sig til det

Byens borgere havde vænnet sig til de ugentlige markedsdage, det hørte nu engang til. Men mon ikke det hilstes med glæde, da man i slutningen af 1880erne havde besluttet at henlægge en markedsplads uden for byen. I 1886 var vest-banen blevet åbnet. Flere mente, at det ville være passende at lægge en ny markedsplads der i nærheden. Meget af kvæget skulle jo syd på med banen. Ja denne historie har vi allerede skrevet en artikel om.

Hestemarkederne, der tidligere blev afholdt vest for byen skulle nu også afholdes her. Anlæggelsen af det nye kvægtorv var nu ikke helt billig – prisen var 122.200 mark. Det var efter datidens forhold en betydelig sum.

 

Pastor Koks mindeord

Hele Søndergade var tætpakket dengang. På markedspladsen var det gæster i alle aldre – lige fra drenge, der havde fir fra skole for at agere trækkere for en løn på et par mark til de aldrende landmænd, der stavrede afsted med stokken. Pastor Kok, der var præst i Burkal mellem de to slesvigske krige, skrev engang i en egnsbeskrivelse:

• Kvægmarkeder, af hvilke, der holdes en utrolig mængde i Tønder og Husum spiller en overordentlig stor rolle i bøndernes liv og koster dem både megen tid og mange penge. Men det er nu engang for dem i det mindre næsten hvad de olympiske lege var for grækerne og festerne i Jerusalem for jøderne, derfor forsømmer en nogenlunde velhavende mand sjældent noget marked, selv om han hverken har i sinde at købe eller sælge. Markedsdagene benyttes ofte i tidsregningen, og handlens udfald på et marked giver i lang tid stof til behagelig underholdning ved selskabelige sammenkomster.

 

3.000 – 4.000 stykker kvæg pr. dag

På markedsdagene blev velstanden vist frem. Men også slatne pengepunge og den aldrig svigtende brændevinsbottel blev vist frem. Her var storbønder, husmænd, opdrætter, hestetrækker og studedrivere. Her var håndværkere som rebslagere, kurve – og sadelmagere med deres frembringelser, men her var først og fremmest kreaturer og heste. På de store dage kunne der godt være mellem 3.000 og 4.000 stk. kvæg.

 

Mange sprog og dialekter

På pladsen kunne man høre sønderjysk, plattysk, frisisk og højtysk. Det samme var tilfældet inde i krostuerne. De danske bønder holdt mest til på Humlekærren. Friserne tog ind på Weisser Schwan, hvor den kendte te-punch satte stemningen i vejret.

 

I 1930erne stoppede det på Torvet

Det brogede folkelivsbillede på en markedsdag hører fortiden til. I 1921 opførtes der eksportstalde og handelen med slagtekvæg gik nu gennem disse. Bil og tog kom til at besørge transporten. De to krammarkeder Pinse- og Mikkels-marked, har lidt samme skæbne. Det var i 1930erne at den sidste karruselmusik lød på Torvet. Børn og unge flokkedes ved de mange telte.

 

Der var gang i Tønder

Ved at læse dommer Gjessings barndomserindringer får vi kendskab til, hvordan det foregik. Han skriver at når klokken slog fire onsdag eftermiddag stod der to række telte gennem hele Storegade. Når det kneb, blev der også placeret telte i Vestergade og Østergade. På Torvet var der samlet skydetelte og her var der kraftprøver, vaffeltelte og en levende havfrue, der blev fodret med chokolade. På Svinetorvet stod en ”Pracht – und Reisekarusell” som var belyst på to etager og trukket af en hest.

I Søndergade på hjørnet af Apoteket stod nogle jødiske købmænd og solgte det utroligste kram. Der herskede travlhed for byens fire natvægtere. De havde besvær med at dæmpe ungdommens overstadige lystigheder.

 

Skovrøys mindeord

Der blev spillet, råbt og trommet. Råb og spektakel varede til langt ud på natten. Skovrøy udtrykker sine indtryk på en lidt vel overdreven måde:

• Mirakelmagernes glade vanvid er forbi. Slaget er endt, de faldne er båret bort, man valpladsen bærer endnu spor af kampens hede. Knækkede påfuglefjer, som det svage køn kildrede det stærke under næsen og i nakken med for at vække livsånden og en snemark af konfetti dækker gaderne, hvor den hidsige fægtning nu har stået på i tre døgn, ledsagende karnevalslurens gjaldende musik

 

 

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• Paul Tapper: Det gamle Læk
• Hakon Gjessing: Drengeår og Manddomsvirke i Tønder
• Werner Christiansen: Tønder Huse – Tønder Slægter
• Sønderjysk Månedsskrift

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 2.043 artikler
• Under Tønder finder du 332 artikler
• Under Sønderjylland finder du 245 artikler

 

• Drengestreger i Tønder 1920-1935
• Det nye kvægmarked i Tønder
• Studehandel i Tønder
• Kliplev Marked
• Kloster Marked
• Ringridning i Sønderjylland