Ladegården og Kirken

Masser af artikler om dette tema. Dette er 14. artikel. Et nyt Pest-hus ved Kalvebod Strand. Lemmerne flytter til Ladegården. Flytningen blev indført i Kirkebogen. Ingen behandling af ”Vanvittige og Gale”. Nu hed det Skt. Hans Hospital. Man kunne betale sig for en kur mon veneriske sygdomme. Inden for 31 år fandt her 151 fødsler sted. En optegnelse af Lemmer fra 1787. Englænderne ødelagde inventar for 22.000 Rigsdaler i 1807. Flytning af Lemmer til Borup Gods. Kongen bestemte i 1816. For dyrt at Ladegården skulle nedrives. Nedbrydningen blev standset – det blev for dyrt. Man forsøgte flere gange at sælge Ladegården. Fra 1822 – en Arbejderanstalt. I 1833 en Tvangsarbejderanstalt. Lemmerne satte ild til gården. Den 1., 2. og 3. kirke. Drabelige dødsfald – i kirkebogen. 30 lemmer, der ikke var ”vanvittige” eller ”gale”. Ordre til at ophøre med gudstjeneste. Oprettelse af tvangsskole.

 

Masser af artikler

Nogle kan måske undre sig over denne overskrift. Men man kan faktisk gå ind på kirkebogen fra kirken på Ladegården og finde nogle interessante ting. Efterhånden kan du vores serie omkring Ladegården finde mange artikler. På YouTube ligger der også to optagelser fra et foredrag i Stefans Kirken med en masse fotos. Dette er vores 14. artikel om gården og åen. Se i slutningen af denne artikel en fortegnelse over alle vores artikler.

Som bekendt var gården egentlig en kæmpe avlsgård, der blev ødelagt i en orkan/storm. Den blev bygget op igen. Men under belejringen i 1658 – 1659 blev gården ødelagt.

 

Et nyt Pest-hus ved Kalvebod Strand

Et nyt pest-hus blev opført i nærheden af Kalvebod Strand. Og ladegården stod tom i nogle år. Men under pesten i 1711 blev den indrettet til Pest-sygehus. Efter pestens ophør blev bygningerne givet til bage til ”Krigsbestyrelsen”. De havde udlånt dem til Sundhedskommissionen.

 

Lemmerne flytter til Ladegården

I 1733 blev Ladegården efter at være genopbygget benyttet til krigshospital. Den blev taget i brug 1. juli 1733. Derefter blev bygningerne brugt til fattighus, Sygehus og Straffeanstalt for Militæretaten. Ladegården blev derefter solgt til Københavns Kommune for 22.000 Rigsdaler.

Fra pest-huset, der lå ved Kalvebod Strand blev nu ”lemmerne” flyttet til Ladegården. Det fraflyttede sted havde været anvendt til ”Lazaret for smitsomme sygdomme” og senere ”Opholdssted for afsindige og uhelbredelige syge”.

 

Flytningen blev nedfældet i kirkebogen

Pest-huset havde i 1766 efter sin velgører Claudi Rosset fået navnet ”St. Hans Hospital og Claudi Rossets Stiftelse”. Dette navn blev nu overført til Ladegården. Det sjove er at det er indskrevet i en kirkebog. Det må enten være skrevet af degnen eller præsten. Vi skal her forsøge at gengive det på nogenlunde nudansk:

• Den 6. oktober 1769 blev lemmerne i Pest-huset mod Stranden ved Veste Fælled forflyttet til Krigshospitalet, som ellers blev kaldt Ladegården.
• De gamle invalider blev forflyttet til Christians Plejehjem som ligger mod Citadellet i Store Kongensgade i København.
• Hvem af pest-hus-lemmerne, der kunne gå, ja de gik.
• Dem der var syge, blev transporteret i rustvogne, som var forsynede med halm og sengeklæder eller i kareter.
• De ”tåbelige” eller dem, der ikke kunne finde vej eller kunne finde på noget andet. Det var dem, man frygtede. Disse blev lagt i rustvognene, så hænder og fødder blev bundne i lidser af klæde.
• De blev modtaget med rene opredte senge, varme og et måltid bestående af oksekød, suppe og svine-steg, som den gamle uforlignelige velgører velædle Hr. Rådmand Suhr havde ladet anrette.

 

Ingen behandling af de ”vanvittige og afsindige”

Søndag den 8. oktober 1769 var der igen gudstjeneste på Ladegården: Præsten fremover var Henric Becker, Degnen eller ”Sygetrøsteren” Peder Strange.

I 1770 var der på Ladegården 3 sygestuer med 25 lemmer og to stuer for 53 lemmer. Desuden var der to stuer for 53 lemmer. Men så var der også 2 stuer med 35 kister, 19 ”Dårekister” og 3 ” såkaldte ”honnette” ”Dårekister” samt 18 forvaringskamre.

Hvad er en ”Dårekiste” spørger læseren sikkert om? Det er tale om en burlignende kiste med ribber eller aflukke af tømmerværk. Her indespærte man de ”afsindige” Med dårekisten tilstræbte man ingen behandling af de syge. Og de sindssyge måtte heller ikke forlade området.

I 1770 havde Skt. Hans 200 patienter, som man benævnede ”vanvittige” og ”afsindige”. Man mente dengang at sindssygdom var et moralsk onde, der skulle undertrykkes med tvang og straf.

 

Nu hed det Skt. Hans Hospital

Der fandtes en kirke i Pest-huset. Men det var nærmest et aftrædelsesværelse for præsten, der tillige var præst ved Ladegården og havde bolig der.

Nu hed det St. Hospital på Ladegården. I en skrivelse fra 11. november 1784 fra inspektøren blev det bestemt til at modtage til forvaring og pleje:

• Vanvittige, aldeles afsindige og med ulægelige og væmmelige sygdomme belastede personer, hvilke når de ikke enten selv eller deres ven for dem betalte, kan nyde i hospitalet i fri hus, seng, lys, ildebrand og vask samt 28 skilling ugentlig.

 

Kunne betale for ”en kur mod veneriske sygdomme”

På sygestuerne modtoges en kur mod veneriske sygdomme for egen betaling. Kunne man ikke dette, betalte Fonden. Andre igen blev sat til arbejde for det, som det hele kostede.

 

Inden for 31 år fandt 151 fødsler til stede

Men åbenbart kom kvinder også her på Ladegården for at føde. Fra 1735 til 1766 er der således fundet 151 fødsler sted. Og uha i 33 tilfælde var forældrene ikke gifte. I 8 tilfælde var fædrene soldater. Muligvis har begge forældre været anbragt på hospitalet og tilhørt de fattigste. Men dog. Så vidt det kan ses, er der også optaget tatarer, som er kommet til landet.

 

En optegnelse af Lemmer fra 1787

Fra 1787 opførte man en ugentlig liste. Kigger vi på den ser vi:

• Ordentlige Lemmer: 65 mænd, 159 kvinder, 13 drenge
• I Dårekisterne: 24 mænd, 32 kvinder
• Ramt af venerisk sygdom: 8 mænd, 26 kvinder
• Af lemmer, der kunne arbejde: 80 kvinder med at spinde hør og Blår
• 5 mænd arbejdede som skræddere og skomager
• 2 kvinder spandt tråd
• 2 kvinder spandt uld
• 2 kvinder strikkede huer og strømper.

 

Englænderne ødelagde for 22.000 Rigsdaler

Ladegårdens bygninger havde i årenes løb lidt meget. I efteråret 1792 blev der foretaget en hovedreparation, som kostede 2.049 Rigsdaler. I 1807 forvoldte bombardementet stor skade på bygningerne. Den blev opgjort til 2.800 Rigsdaler. Men ak og ve skaden på inventaret var langt større, nemlig 22.000 Rigsdaler.

 

Flytning af Lemmer til Bistrup Gods

Efter krigens afslutning købte Københavns Kommune i 1808 Bistrup Gods ved Roskilde. Hertil blev St. Hans Hospital flyttet. Flytningen begyndte i 1814.

Der skulle transporteres:

• 40 læs af personer og inventarie-sager

Denne transport ønskede man foretaget med artillerivogne. Men problemet var bare at artilleriet ikke kunne afse de nødvendige heste. Kongen mente, at man passende kunne indskrænke befordringen med artillerivogne til de sindssvage lemmer, så det blev stillet så mange med 4 heste forspændte artillerivogne til rådighed til 40 personers transport. Desuden blev der sendt en bereden officer til at holde orden under transporten.

Hvorledes de øvrige lemmer er blevet befordrede, foreligger der intet om. De er forhåbentlig ikke gået – det er da godt nok et stykke vej?

 

Kongen bestemte i 1816, at Ladegården skulle nedrives

I 1816 bestemte kongen at Ladegårdens bygninger skulle nedrives på grund af hospitalets beliggenhed i nærheden af byens fæstningsværker. Nedbrydningen begyndte i februar måned med to – af de største og bedste længer, nemlig mellem – og kirkebygningen og den venstre ende-bygning.

Materialerne fra disse bygninger blev transporteret til Bistrupgård for at bruges ved opførelsen af to sidefløje. Senere blev også brænde – og sprøjtehusene nedbrudt.

 

Nedbrydningen standsede – det blev alt for dyrt

Hermed standsede nedbrydningen. Direktionen for Fattigvæsenet havde fundet ud af, at nedbrydningsomkostningerne var for store i forhold til materialernes værdi. Derfor kom der nu en kgl. Resolution for, at de endnu ikke nedbrudte bygninger indtil videre måtte blive stående. De måtte dog ved et angreb på Københavns Fæstning nedbrydes.

De lemmer, der var tilbage, blev nu anbragt i de ikke nedbrudte bygninger. I alt var der vel kun en 30 stykker tilbage. De var for størstedelen sengeliggende.

 

Man forsøgte flere gange at sælge Ladegården

Mange gange forsøgte man at udleje Ladegårdens bygninger og i 1821 forsøgte man at afhænde Ladegården ved at sætte den med dens bygninger til auktion. Der var i alt 7 bygninger.

Bygningerne blev efterhånden meget brøstfældige. Man havde efterhånden opgivet at få dem solgt. Den 25. september 1821 bestemte Kancelliet at bygningerne skulle sættes sådan i stand, at de kunne henstå uden at forringe dens nuværende værdi, hvilket efter et overslag ville koste 600 Rigsdaler.

 

Fra 1822 – en Arbejderanstalt

I 1822 blev bygningerne taget i brug som Arbejderanstalt, hvor Københavns Fattigvæsen:

• Beskæftigede en del af de individer, der nød understøttelse af Fattigvæsenet.

Ved en kongelig resolution blev det nu bestemt at Ladegården skulle omdannes til ”fabriksindretning” som i den anledning fik ”tilordnet et fabrikskyndigt medlem”. Endvidere blev det pointeret at ”her kunne Fattigvæsenet give arbejdsføre-trængende stadig og hensigtsmæssig beskæftigelse”.

 

I 1833 Tvangsarbejderanstalt

Nu fik stedet igen navneforandring, Nu hed det ”Kjøbenhavns Fattigvæsens Tvangsarbejderanstalt. Ved en plakat af 9. oktober 1833 blev der givet nærmere regler for dens benyttelse. Heri fastsættes det bl.a. at straffen for betleri, der hidtil havde været fængsel på vand og brød fremtidig skulle afsones med hensættelse i tvangsarbejderanstalten således at det nu blev en måneds tvangsarbejde trådte i stedet for 5 dages fængsel på vand og brød.

 

Lemmer satte ild til gården

Den 14. august 1839 forsøgte nogle ”Lemmer”, der også tidligere der var grebet på fersk gerning at sætte ild til bygningerne. De ville hævne sig. Nu var der nemlig opsat et plankeværk som adskilte mandlige og kvindelige ”Lemmer”.

En del varer og redskaber samt over 100 sengesteder blev dels fordærvede, dels opbrændte. Omtrent 50 af lemmerne blev flyttet til Vartovs loft.

 

Den første kirke

Det er nok ikke mange, der tænker over det, men da Ladegården den 1. juli 1733 blev taget i brug som krigshospital måtte der også søges for kirkelige forhold. Der var selvfølgelig ingen kirke fra starten.

Men allerede den 22. september blev hospitalet for første gang betjent af sognepræst for den danske Garnison mag. Sechmann. Gudstjenesten blev afholdt første gang i den store spindestue af student Nicolai Isenfeldt.

Den 28. november 1734 blev den første kirke på Ladegården indviet af biskop Christen Worm. Denne kirke holdt ikke så længe. Den 4. november 1753 blev den nye kirke indviet. De to kirker lå samme sted og den gamle eksisterede endnu i 1747. Cirka 12 præster havde i tidens løb tilknytning til denne kirke.

Til kirken fik man efterhånden foræret diverse ting. Der kom alterdug og klæde til prædikestol, messinglysestager og meget mere. Også ungdommen på Ladegården blev af præster, studenter m.m. undervist i ”undervisning af ungdommen”.

 

Drabelige dødsfald – i Kirkebogen

I den såkaldte ”ministerialbog” findes der oplysninger om dødsfald og andre oplysninger, som man normalt ikke finder i andre kirkebøger. Det minder om til tider et hårdt liv på Ladegården. Igen engang har vi tilladt os for gøre indholdet lidt mere nydansk:

• Den 18. december 1735 døde Christen Vægter. Han faldt om i porten. Han havde indtaget 1 ½ potte brændevin. Om aftenen ved 9 – tiden var han fundet af portneren på loftet. Han døde kl. 3 om morgenen.

 

• Den 13. august 1736 døde Peter Ericsen i Sygestuen. Han havde tilført sig selv en række stiksår med en kniv. Det var to gange på sit venstre bryst og et under halsen. Han afventede en dom hos Kongen.

 

 

• Den 17. november 1735 døde Birte Hansen, som efterlod sig 3 Rigsdaler og 3 Skilling. Hun påstod at være over 100 år, men det var der ingen, der kunne bevidne.

 

• Den 2. maj 1737 døde Andreas Petersen, 83 år gammel. Han druknede i åen lige ved gården. Han kom hjem med sergent Nicolai Feddersen, som havde fulgt ham ind til byen for at hente 20 Rigsdaler. Derefter var de begge blevet beskænket. Han var ellers kendt som ædruelig og skikkelig.

 

 

• Den 6. oktober 1738 døde Jens Mortensen, pryglet om morgenen og død om eftermiddagen. Han var inspektør Alexander Smits staldkarl

 

• Den 9. oktober 1738 døde Else Berg. Hun bar ”Den bedende kæde” (en bønnebog udgivet af præsten Hans Jacobsen Hvalsøe) med ”stor stil” til hospitalet.

 

 

• Den 10. november 1744 døde Cathrina Ditmars. Om formiddagen ”sprang hun i stranden”. Hun blev dog ”levende” bragt her til gården kl. 11. Men kl. 2 døde hun af et hjerteslag. Hendes liv var slet. Hendes døde overlader jeg Gud at drømme om.

 

• Den 14. august 1760 døde Ole Larsøn, 32 år, nordmand, som blev stukket ihjel med en kniv af Heinrich Bülou i Sygestuen.

 

 

• Den 8. januar døde Heinrich Bülou, en mand 67 år. For begået mord på Ole Larsøn blev han halshugget og ligger her i kirkegården.

 

• Den 3. august 1761 døde Margreth Ritse 47 år. Hun faldt ud af oversengen i barakken og brækkede halsen (brækkede sin hals itu)

 

30 lemmer, der ikke var ”vanvittige” eller ”gale”

Efter al ”Lemmerne” var flyttet til Bistrupgård blev kirken nedbrudt. Det blev oplyst, at der kun var 30 ”Lemmer” tilbage. Og de var hverken ”vanvittige” eller ”gale”.

 

Ordre til at ophøre med gudstjeneste

I en skrivelse af 3. februar gav Kancelliet ordre til at ophøre med gudstjeneste. Men præsten burde dog fortsat besørge det forfaldende arbejde for de syge. Der lød også en befaling til at indsamle alt ”kirkelige materiale”, der efter nærmere bestemmelse ville blive sendt videre til Bistrupgård.

 

Oprettelse af Tvangsskole

I 1834 blev der på Ladegården indrettet en ”Tvangsskole”. Der var blevet diskuteret om børnene på Ladegården fik den nødvendige viden til at blive konfirmeret:

• Den hidtidige fremgangsmåde svarede ikke til sin hensigt, da der i Forbedringshuset ikke fandtes en særlig skole, og det vanskeligt kunne undgås at jo disse uopdragende unge mennesker kom i berøring med forbrydere, hvis omgang måtte virke fordærvet på dem.

En lærer blev antaget til ”Undervisningsanstalten Ladegården”. Han forberedte børnene til konfirmation. Men han var ikke ordineret, så han måtte ikke konfirmere dem. Åbenbart var det vanskeligt at få dem transporteret ind til hovedstaden. Og Ladegården havde ikke mere et kapel. Nu blev kandidaten så ordineret, så han kunne konfirmere dem. Og det foregik i en sal på Ladegården.

 

En tredje kirkesal blev indviet

En ny kirkesal, som nok skal betegnes som den tredje var planlagt i 1848. Men den blev først indviet den 23. juni 1850. Rummet fik hovedsagelig lys fra fire store vinduer i bygningens gavl ud til vejen. I tværbygningens langmure fandtes et tilsvarende stort vindue i hver side som gav lys til kirken.

Den 12. februar 1853 blev en præst ved Døvstumme instituttet beskikket til at være præst på Ladegården. Men det var han kun i fire år.

I den sidste tid er et lokale som man kaldte bede-værelse blevet indrettet som kirkesal. Søn – og helligdage afholdtes her gudstjenester så længe der var mennesker i bygningerne indtil 1908.

 

 

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• danmarkskirker.natmus.dk
• Nørrebro – træk af en bydelshistorie
• Historiske Meddelelser fra København
• Nørrebrohistorier – Fra Fedtemadder til Fædregruppen

 

Hvis du vil vide endnu mere:

• dengang.dk indeholder 2.041 artikler
• Under Nørrebro finder du 325 artikler

 

• Ladegårdsåen – en grænse
• Arbejderanstalten på Ladegården
• De Fattiges Fabrik på Ladegården
• Ladegården og åen
• Livet på Ladegården
• Ladegården – dengang
• Fattiglemmer på Ladegården
• Ladegården (NørLiv 18)
• Christian den Fjerdes Ladegård
• En tur langs Ladegårdsåen
• Skal Ladegårdens vand atter flyde?
• Ladegården og en populær å

 

• På YouTube ligger to videoer med foredrag, som jeg holdt i Stefans Kirken. Videoerne er forsynet med masser af fotos fra Ladegårdsåen. Kig på YouTube efter ”Ladegården og Åen”.