Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Sønderjylland

Et tredobbelt mord i Øster Gasse

Juli 25, 2023

Et tredobbelt mord i Øster Gasse

Hvor og hvad er Øster Gasse? God udsigt fra Gasse Høje. En trold på Gasse Høje. Vi er tilbage i vinteren 1847. Det gik 12 timer inden mordene blev opdaget. Skolelærer Thornum udgav et flyverskrift. Et frygteligt syn. Hvem var ofrene? Dannevirkes omtale Man var hurtig på sporet. Amtmand fra Haderslev udsender efterlysning på mistænkt. Den ene morder var nordmand. Begge mordere blev hurtig pågrebet. De skyldige blev ført til gerningsstedet. Nordmanden begik selvmord. Forbrydelsen var planlagt i tugthuset.

 

Hvor og hvad er Øster Gasse

Vi er syd for Skærbæk i Sønderjylland.

Og læser vi om Gasse får vi at vide, at det er et udpræget landområde med gårde og enkelte håndværkere. Øster og Vester Gasse havde fælles skole, som lå midt mellem de to landsbyer. Første gang Gasse omtales er i 1756. Skolen blev fornyet i 1788 og bygningen ligger stadigt ved indkørslen til Gasse fra vest.

I 1872 blev der opført en ny skole med 2 klasseværelser og plads til 60 elever i hver klasse. Skolen blev nedlagt i 1959. Midt i byen lå købmandsgården. I 1939 blev her brugsforening og i kroens kørerstald blev der i 1948 indrettet forsamlingshus. Brugsen blev nedlagt i 1970. Derefter var der købmand i en mindre årrække. I dag er det privat beboelse i bygningen. Ja sådan skriver forfatteren H.E. Sørensen.

 

God udsigt fra Gasse Høje

I en artikel (Det Vestlige Sønderjylland) skriver vi selv, at der på Gasse Høje, der ligger 51 meter over havets overflade er der en enestående udsigt. Mod syd skimtes Vadehavet og Ballum – marsken. Mod nord skimtes landskabet omkring Brøns Å. Mod vest skimter man Skærbæk og mod øst Lovtrup Skov og skovene ved Arrild.

Her ligger også 11 gravhøje fra sten – og bronzealderen.

 

En trold på Gasse Høje

Og så siger man at på Gasse Høje levede der en gang trolde. Og det er ganske vist. Man kan se det i Skærbæk Kirke.

  • Trolden blev så gal på klokkeren i Skærbæk Kirke, at han engang slyngede en kæmpesten efter kirken, dog uden at ramme. Imidlertid havde trolden knuget stenen så fast, at man kunne se aftrykket af hans fingre i den. Den blev indmuret i kirken, hvor den endnu befinder sig. Desværre er den dog skjult bag de store gravsten, som dækker en del af nordmuren i Skærbæk Kirke.

Men vi skal fra myter og sagn til en frygtelig sandfærdig historie

 

Det gik 12 timer inden mordene blev opdaget

Natten mellem den 11. og 12. marts 1847 rasede en stærk snestorm over det vestlige Sønderjylland. Folk holdt sig inden døre. Kun dem, der var nødt til det, færdedes af de gamle landeveje, som bugtede sig gennem landskabet. Efterhånden var disse veje ufremkommelige.

Således gik det til at det gik omkring 12 timer før man opdagede, at der var sket en frygtelig forbrydelse. Denne var foregået i et afsidesliggende aftægtshus syd for Gasse. Rygtet om udåden nåede ud over hele sognet. En følelse af uhygge og rædsel bredte sig fra by til by.

Gerningsmændene havde fået et temmelig stort forspring.

 

Skolelærer Thornum udgav et ”Flyverskrift”

Om selve mordet beretter den daværende skolelærer N.J.K. Thornum i Øster Gasse. Skolelæreren var kendt som forfatter af salmer og lærebøger. Han fremstillede et ”Flyveskrift” med følgende titel:

  • Nogle Guds Ord, sammenskrevne i anledning af det gyselige, det forfærdelige, det tredobbelte Mord, forøvet i Øster Gasse, Skjærbæk Sogn, paa en 81 – aarig Olding og hans 48-aarige Kone og deres 12 – aarige Datter Natten før 12te Marts 1847.
  • Til opbyggelig Overvejelse for Ældre og Yngre, dog nærmest for Ungdommen i Gasse Skoledistrikt, at dens velmenende, alt godt tilønskede Lærer
  • J.K. Thornum

 

Et frygteligt syn

Hans skildring begynder således (redigeret og oversat til nydansk):

  • Fredag eftermiddag ved 15 – tiden den 12. marts 1847. efter at det om formiddagen havde været snestorm, fandtes aftægtsmand Villads Pedersen og kone og datter myrdet i deres hus
  • Det ligger umiddelbart ved landevejen mellem Ribe og Tønder omtrent 210 favne fra sønnens gård eller byen.
  • Alle tre havde på den mest bestialske vis fået halsen overskåret. Datteren lå inde på sengen i sit kammer. Faderen og moderen lå på dagligstuegulvet i deres tøj. Disse havde desuden utallige sår og slag og stik og snit på hoved, krop og hænder.
  • Et vindue i en stue var brækket op. Yderdøren var haspet udefra. Lyset var slukket på køkkenbordet. Her lå en blodig gaffelkniv. Et lille pengeskrin fandtes brækket op og tømt i faderens seng. Her havde der været 10 Mk. lybsk
  • Morderne havde medtaget en masse klædningsstykker, et bundt hør, en ny kaffemølle og faderens sølv-knæspænder m.m.

 

Hvem var ofrene?

Åbenbart kendte læreren udmærket de myrdede. Han fortsætter sin beretning:

  • Villads Petersen er født i Høm By i Seem Sogn tæt ved Ribe den 28. april 1766. I omtrent 40 år var han en af de dygtigste og mest aktive bønder i Øster Gasse indtil han i år 1830 overlod gården til sin søn, Hans Christoffer Villadsen, som nu bor på den.
  • Da tog han med sin kone til det landbohus, som han for nylig havde købt, Han havde forsikret sig og hende en anstændig pension.
  • I 1831 døde denne godmodige hustru med hvem han var blevet far til 8 børn – 4 sønner og 4 døtre. Tre af børnene døde dog tidligt. De overlevende kom til at bo i nærheden.
  • I 1832 giftede han sig igen. I dette ægteskab blev det til to børn, en søn var dog dødfødt.

 

Dannevirkes omtale

I avisen Dannevirke den 13. marts findes en kort omtale af mordene. Der tilføjes denne meddelelse:

  • Omtalte Olding, der samme dag havde været i Toftlund hos herredsfogeden, var endnu iført sit rejsetøj.

 

Man er allerede på sporet

Allerede et par dage efter var der en ny omtale i avisen. Den er dateret:

  • Vestkysten den 15. marts

Og lyder således:

  • Efter sigende skal manden for nogle dage siden have modtaget 800 Rdlr., men som allerede var ude af huset. Røverne fik kun nogle få penge og andre ting. Man skal være på spor efter dem, en gammelagtig og en ung person, som begge var i Ulv-Mølle, men gik derfra efter at have spist. Den unge skulle have fået et mærke i ansigtet. Gid de må blive fanget.

Den 17. marts udlover Hvidding og Nørre Rangstrup Herreder i samme blad en belønning for den eller dem, der vil pågribe dem og aflevere dem til nærmeste politimyndighed.

Bladet fortæller at de rejsende var ude i stalden ved Uhlmølle Kro, hvor de tabte de myrdedes brødkniv. Derpå var de inde i et hus mellem Kirkeby og Roager for at hvile sig.

 

Amtmand i Haderslev udsender efterlysning af mistænkt

Disse og andre oplysninger fra øvrigheden viser, at man meget hurtigt har fundet gerningsmændenes spor. Efter yderligere otte dage indeholder Dannevirke følgende ”Efterlysning”, udstedt på Haderslev Amtshus den 26.  marts 1847 af selve amtmanden Fr. Johannsen:

  • Den nedenfor genkendte person ved navn Søren Christensen Bjert fra Flynder i Ringkøbing Amt, der den 22. februar sidenhen er løsladt fra Glückstadt Tugthus er i høj grad mistænkt for den 11./12. i denne måned på Øster Gasse Mark at have begået mord.
  • Alle anmodes om at holde øje med denne person. Han formodes at have begivet sig til Jylland (over Kongeåen). I givet fald skal vedkommende anholdes.
  • Den sigtede skildres som en mand på 51 år ”middelhøj og med mørkeblond hår og skæg”

 

Man tabte sporet

Det varer ikke mange dage før ”Ribe Stiftstidende kan bringe udførlige oplysninger om den ene forbryders anholdelse. Den 30. marts meddeler bladet, at morderne om morgenen efter forbrydelsen var inde i et hus i Kirkeby i Roager Sogn:

  • De passerede derpå op på formiddagen omtrent kl. 11 før mordene endnu var kendt. De havde hver en sæk fuld af de på gerningsstedet røvede tyvekoster. Uden at man endnu kendte mordernes navne eller adresse blev disse forfulgt af nogle mænd fra Skærbæk som ankom dertil natten mellem den 13. og 14. marts. En politibetjent fulgte også med.

 

Den ene morder er nordmand

Sporet blev fulgt et godt stykke op i landet men desværre tabte man sporet. Mændene kom tilbage med uforrettet sag. Den lokale politimester havde været inde hos en købmand, der fortalte, at den ene af mændene talte med norsk dialekt.

Man fandt ud af at denne mand havde været bosat i Ditmarsken, men nu var flyttet til Fåborg Sogn i Skads Herred, hvor han drev handel. Han blev nu eftersøgt og anholdt den 18. marts i et hus. Man fandt på stedet en del af de røvede sager. Nogle af disse var nedgravet ved huset.

Den anholdte, som hed Niels Bjerregaard var født i Bergen i Norge. Han havde også siddet indespærret i Tugthuset i Glückstadt og forskellige andre steder. I forbryderalbummet blev han genkendt.

 

Begge mordere blev hurtig pågrebet

De myrdedes venner og bekendte kunne genkende en masse tyvegods. Man havde nok af beviser mod ham. Men han ville ikke tilstå. Han blev transporteret til Haderslev.

Den 3. april udsender amtmand Johannsen en bekendtgørelse i Dannevirke:

  • Hermed bekendtgøres, at den efterlyste Søren Christensen Bjert fra Flynder nu er blevet pågrebet og arresteret.

Myndighederne havde været hurtige og heldige.

Om de nærmere omstændigheder har Villads Beier i Gesing, der var barnebarn af den myrdede Villads Pedersen fortalt lærer J.A. Jensen. Dette har denne nedskrevet blandt sine optegnelser fra Skærbæk Sogn.

 

De skyldige blev ført til gerningsstedet

Man kan bl.a. takke sognefogeden i Skærbæk, den myndige og ansete Hans Timmermann, som styrede sognet enevældigt i en menneskealder for sin hurtige indgriben. Ligeledes skal herredsfoged Krogh i Varde også udvist megen snildhed ved forfølgelsen.

Efter mordene blev ligene lagt i kister. Disse blev henstillet i en åben grav på Skærbæk Kirkegård. Lærer Thornum fortæller:

  • Den første ganske forhærdede arrestant, Niels Bjerregård førtes hen til gerningsstedet den 26. marts og den anden anholdte den 14. april

I Skærbæk blev der først hos Hans Timmermann foretaget en foreløbig afhøring af synderne. Pastor Koch holdt en indtrængende tale til dem, hvorefter de blev konfronteret med deres ofre.

 

Nordmanden begik selvmord

Nordmanden, den gamle tugthuskandidat, lykkedes det aldrig at få til at tilstå. Da han alligevel indså, at hans liv var forspildt, begik han selvmord i undersøgelsesarresten i Haderslev.

Den yngre Søren Christensen Bjert gik som nævnt til bekendelse og gav en udførlig skildring af den rædselsfulde forbrydelse.

 

Forbrydelsen planlagt i tugthuset

I Glückstadt Tugthus havde de begge lært en person at kende, som havde tjent hos Hans Christoffersen Villadsen i Gasse og fortalt om de mange penge, den gamle aftægtsmand i reglen lå inde med. Ved denne fortælling var tanken om mordet opstået hos de to løsladte fanger.

For at udføre dette forsæt gik de den lange vej gennem Holsten og Slesvig til Øster Gasse. Det fremgår af den yngre morders forklaring at den gamle havde været ophavsmanden. Det var ham, der først slog oldingen til jorden med en stok. Og det skulle være ham, der var skyld i, at man til sidst dræbte den unge pige.

Søren Christensen Bjert døde i tugthuset.

Beretningen om det tredobbelte mord i Gasse har levet i folkemunde på egnen og fortælles fra generation til generation. Men historien er sand.

 

(Vi har i avisomtale og beretninger redigeret en lille mule og oversat det til nogenlunde nutidigt sprog).

 

Kilde:

  • dengang.dk – diverse artikler
  • Dannevirke – forskellige numre
  • Sønderjysk Månedsskrift
  • E. Sørensen: Vadehavet og Vesteregnen

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 2.021 artikler
  • Under Sønderjylland finder du 247 artikler

 

  • På vores side kan du finde masser af artikler om forbrydelser – vi laver snarest en oversigt

 

 


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Sønderjylland