Kalvø – en ø i Genner Bugt

Vi har delt denne lange artikel i hovedafsnit: 1. Den smukke ø 2. Jørgen Bruhn-hans skibe og værft 3. Den sidste Skipperfamilie 4. Det sker noget på Kalvø. 5. Forbindelse til Kalvø. En fast forbindelse til øen skabte problemer. Tænk engang, der blev bygget 230 skibe i Aabenraa fra 1820 til 1870. Mange oldsager gik tabt på Kalvø. Familien Bruhn var en anset familie. Han flygtede fra engelsk fangenskab. I 1817 havde han andel i 35 skibe. Hans byggeri på Kalvø skabte mishag i Aabenraa. Han købte Kalvø for 6.400 Rigsdaler sølvmønt. Hvad mente man om ham? Et familieværft blev etableret på Kalvø. To skibe startede et rederi. Det var De Seks Brødre og ”De To Søstre”. Miljøministeriet købte øen. Vi skal høre om de besværligheder, der var med at etablere en dæmning og en bro. En bus var ved at køre i vandet. I dag er der også museum på øen. Der kan du se en masse af det, som vi her skriver om

 

Den smukke ø

 

Omegnens bønder havde kalve gående på øen

Det er sandelig mange år siden, jeg har været her. Dengang var jeg meget betaget af det jeg så. Hvad skal øen huskes for? Ja et navn som Jørgen Bruhn fylder meget i øens historie. Her er både natur og kultur. Men ikke mindst historie. Når man nu skal placere sådan en artikel, skal det være under Genner, Løjt eller Aabenraa. Eller måske et helt andet sted. Når man nu vil beskrive historien, er det jo mange muligheder.

I 1200 – tallet blev øen kaldt ”Calf ø. Man siger, at navnet skyldes, at omegnens bønder havde haft kalve gående græssende på øen om sommeren.

 

Dannebrog kom i land i Genner Havn

I 1219 fortæller sagnet, at krigerkongen Valdemar Sejr kom sejlende ind i noret med sin flåde, hvor han gik i land, ved det der senere blev kaldt Genner Havn medførende Dannebrog.

Til minde om denne landgang opførte egnens bønder monumentet ”Dannebrogsskibene” på højdedraget i bunden af Genner Bugt over for Kalvø.

 

Svenskerne huggede værdigenstande på Kalvø

I 1627 nåede krigens alvor til egnen, da Christian den Fjerdes tropper under deres tilbagetog plyndrede, hvor de nåede frem, og hvad de kongelige tropper ikke havde plyndret og ødelagt, tog de forfølgende svenske tropper sig af.

Sagnet siger at beboerne fra Genner sejlede deres værdigenstande over til Kalvø og begravede dem der. Til ingen nytte. Svenskerne opsporede gemmestederne og tog alt hvad de fandt.

 

Mange oldsager gik tabt

Kalvø blev nævnt første gang i 1232 i Valdemar Sejrs jordebog. Åbenbart skulle øen have været ubeboet, men det tyder fund, som man har gjort nu ikke på. Jørgen Bruhns søn, Hans Bruhn fortæller, at

• mange oldtidssager, som vel vedligeholdte stenkilder, hamre og mønter, samt mange andre ting, som blev opbevaret i ”Herrehuset”, men samlingen er nu under krigen i 1864 blevet splittet ad og til dels plyndret af militæret.

Noget havnede i Kiel. I dag er det kun et billede af en bronzeøkse tilbage.

En senere ejer af Kalvø og husene på øen fortsatte indsamlingen af oldsager. Hans indsamling af oldsager og hans stensamling, der nu er udstillet, fortæller at øen har haft besøg af mennesker i jægerstenalderen, og at der både i bondestenalderen og bronzealderen har været beboelse og landbrugsdrift.

 

Jørgen Bruhn – hans skibe og værft

Jørgen Bruhn var datidens matador på Aabenraa – egnen. Med sin mangesidede virksomhed var han i høj grad med til at præge en del af Aabenraas store sejlskibsperiode., som varede fra ca. 1820 – ca. 1880. Han blev lidt af en myte. Han var sin tids rigeste mand i Aabenraa. Han opnåede at blive den største skibsreder i hele Danmark. Og han tilhørte overklassen i byen.

 

En anset familie

Den 14. maj 1791 blev han født på Strågård på Løjtland. Som den ældste blev han opkaldt efter sin farfar, der var den første Bruhn på gården. Den næste Bruhn var Hans Bruhn, det var Jørgen Bruhns far. Strågård var 120 tdr. land, hvoraf en del var god skov. Hans Bruhn havde også forpagtet to møller, Slotsmølle og Nymølle. Han drev også stor handel med strå, hø og kvæg. Han var også medarbejder af flere sejlskibe.

Han tilhørte således kredsen af storbønder, kaptajner og købmænd, der forbandt Løjt med Aabenraa by. Jørgen Bruhns mor hed Maren Bargum og var datter af provsten i Aabenraa.

Jørgen Bruhn gik lige som sine søskende i landsbyskolen i Skovby. Senere gik de på privatskole og havde huslærere. Alle hans brødre og søstre slog sig senere hen ned på egnen. De indgik også senere i den ledende elite. Ludolf blev kaptajn og døde ung. Jacob Adolf kaptajn, skibsreder og ejer af gården Dahlholt. Hans Detlev blev skibsfører, reder og ejer af kancelligodset Høgebjerg. Margrethe blev gift med en kaptajn og reder, der tillige havde Stolliggård. Anna blev gift med en kaptajn.

 

Oplært i egnens søfartstraditioner

Gennem sin opvækst på Strågård blev Jørgen Bruhn oplært i egnens søfartstraditioner. Da han blev konfirmeret, kom han ligesom mange andre unge fra Løjt ud at sejle. I løbet af de næste fem år avancerede han efterhånden til 2. styrmand. Sin styrmandseksamen tog han i 1800 i København.

Det var nu ikke uden risiko, at de unge meget tidligt tog på søen. Men det fortælles at mindst ¼ af de unge, der gik til søs, mistede livet inden de var 40 år. Mange omkom enten ved at falde overbord eller ved forlis, lige som søfolkene var udsat for stor smittefare, når skibene anløb fremmede havne.

I 1801 blev han ved Gibraltar på den spanske side opbragt af en engelsk orlogsfregat og sammen med resten af mandskabet tvunget i engelsk tjeneste.

 

Det første skib – Flora

I 1906 – 1807 byggede han sammen med 22 andre et lille fregatskib Flora. Tilsyneladende har familie og venner hjulpet til med andel i skibet. Med skibet sejlede Jørgen Bruhn til Vestindien for at fragte kaffe, sukker, rom og tobak. På vej hjem i 1807 var Danmark kommet i krig med englænderne. Flora blev opbragt af den engelske flåde i Kanalen. Sammen med andre danske søfolk kom han i engelsk krigsfangenskab.

 

Flygtede fra engelsk fangenskab

I løbet af krigen tog englænderne 1.400 dansk – norske skibe. Og alene i 1807 kaprede englænderne 10 Aabenraa – skibe.

Efter halvanden års fangenskab flygtede Jørgen Bruhn fra fangenskab. Hjemme i Aabenraa fik han næringsbrev, der tillod at redere og kaptajner udrustede deres skibe med kanoner og mandskab til erobringskamp. De erobrede skibe og deres last blev efter retsligt forhør solgt på en auktion. Det var ikke ualmindeligt at et enkelt kaperi kunne indbringe 100.000 rigsbankdaler.

 

Han fandt sin kone i Norge

Jørgen Bruhn deltog antagelig kun i et kaperi, men det indbragte ham 7.000 rigsbankdaler. For dette beløb anskaffede han sig et skib. Han gik nu i engelsk tjeneste. Og indtil 1814 sejlede han i konvojer mellem Østersøen og England.  Under en af disse ture i 1809 eller 1810 måtte de søge ly i Norge grundet dårligt vejr. Her mødte han sin tilkommende kone, Marie Margrethe Borse.

 

Den norske familie flytter til Løjt

I 1813 overtog Jørgen Bruhn fødegården. Hans kone drog sammen med sine forældre, en falleret storkøbmand og et par andre slægtninge fra Norge ind på Strågård.

 

Som 40 – årig forlod han søen

Fra 1816 – 21 sejlede Jørgen Bruhn for et københavnsk handelshus. Han gennemførte flere indbringende sejladser til Ostindien. Hans sidste rejse endte med et forlis ved Kap det Gode Håb. Det endte med et stort tab for Jørgen Bruhn, da han mistede en masse varer, som han medførte for egen regning. Det var anledningen til, at han i 1821 som 40 – årig opgav søen.

 

Investerede i skibe

Allerede 3-4 år før var han så småt begyndt at investere i skibe. Gennem det handelshus, som han sejlede for, købte han og 15 andre en brigantine i København. Gennem de næste år, blev der købt fire skibe mere.

Jørgen Bruhn havde alle forudsætninger for at kende sammenhængen mellem skibsbygning, sejlføring og manøvrering. I 1820 lod han på Paulsens værft bygge Caravane efter sigende efter model af et havareret amerikansk skib som han havde hjemført fra København.

 

I 1817 havde han andel i 35 skibe

I alt har Jørgen Bruhn haft andel i 35 skibe, der i årene 1817 – 58 hørte hjemme i Aabenraa. Heri indgik kun de skibe, han ikke selv førte. men som han var reder for eller som han i slutningen af sit liv lod bygge på sit eget værft.

I den periode blev han som Aabenraas dominerende reder og den, som ved nye initiativer gav byens opblomstrende skibsbyggeri og skibsfart form.

 

I 1847 blev Kalvø købt

I 1847 købte Jørgen Bruhn Kalvø for 6.400 Rigsdaler Sølvmønt. Årsagen til købet skal findes i uoverensstemmelser med magistraten i Aabenraa vedrørende manglende plads på skibbroen.

 

Hvordan startede det på Kalvø?

I 1848 byggede han et træskibsværft bestående af bedding og saluthøj. Om opbygningen af værftet skriver hans søn, Hans:

• På øen blev først bygget et lidet Skur, hvor 2 Heste og Arbeidsfolk havde Huuslye, indtil Huuse bleve byggede. Det første Huus var det ligeoverfor Herrehuset beliggende….det næstfølgende var Herrehuset, derefter Vaaningshuusene til Tømmermændene, Smedien og senere Stalden og Damms Huus. Fader anlagde 1848 Halligen til Skibsbygningen som ogsaa Planhuuset og begyndte at bygge Skibet Calløe…

Protester mod værftet

Det var nu ikke uden problemer at dette skete. Jørgen Bruhn havde ikke søgt om tilladelse til at oprette et værft uden for købstaden. I september 1850 rejste det offentlige sag mod Jørgen Bruhn efter anmodning fra en række aabenraaer, der frygtede at købstaden ville lide tab på grund af Kalvø – værftet.

Herpå fulgte en strøm af redegørelser og betænkninger. Jørgen bruhn hævdede, at han ikke havde søgt om tilladelse:

• Fordi Skibsbyggeriet stedse har været anseet som en frie borgerlig Haandtering.

Værftets placering begrundede han med, at det var pladsmangel på havnen i Aabenraa, og at værfterne, der var anlagt på opfyldt grund, der ikke kunne bære skibe af den størrelse, som han ønskede at bygge. Det lokale småborgerskab frygtede, at Jørgen Bruhn ville oprette en handelsstation. På amtmandens anbefaling endte sagen dog med, at tilladelsen blev givet i oktober 1851.

Jørgen Bruhn skulle dog årligt betale en afgift på 160 rigsbankdaler til byen og 8 rigsbankdaler til amtstuen.

 

I 1855 havde Kalvø 87 indbyggere

I 1855 boede der i alt 87 personer på øen. Af disse arbejdede de 45 på værftet. De overordnede samt nogle få af arbejderne havde deres familier hos sig og dannede således selvstændige husstande.

27 ugifte og gifte arbejdere boede i den lange længe og spiste hos værftets ”Øconom”, som boede i samme hus sammen med sin kone, deres to børn og to tjenestefolk.

Jørgen Bruhn kom næsten dagligt på øen.

 

Store både efter amerikansk model blev bygget

Jørgen Bruhn begynder at bygge de såkaldte clippere på hans værft på Kalvø. Det største af dem var Cimber, der blev bygget 1854, 56 og hvis 570 CL. Overgik alle andre skibe i Skandinavien. Det vakte opsigt og beundring over alt i verden. Og specielt blev det omtalt for en rekordrejse fra Liverpool til San Francisco på 103 dage.

Ganske vist var Jørgen Bruhn eneejer af flere skibe end nogen anden Aabenraa-reder på hans tid. Men langt de fleste skibe ejede han dog sammen med en eller flere andre. I begyndelsen var der især hans to brødre, Hans Detlef og Jacob Adolf Bruhn, samt hans to svogre, Jacob Bendixen og Hans Richelsen, som han delte skibene med. Efterhånden som hans egne børn voksede til, overtog hans sønner og en svigersøn pladserne som medejere.

 

230 skibe bygget i Aabenraa mellem 1820 og 1870

Da sejlskibene forsvandt i Aabenraa, forsvandt også de store arbejdspladser. I midten af 1850-erne var Aabenraa den betydeligste søfartsby i Slesvig. Det var også her de største værfter var I 1860 var der fem træskibsværfter i Aabenraa inklusive Bruhns skibsværft på Kalvø

• Reimers værft havde 60 ansatte
• Paulsen værft havde 50 ansatte
• A. Andersens værft havde 46 ansatte
• Bruhns værft havde 36 ansatte
• Jacobsens værft havde 30 ansatte

I 1862 grundlagde Gustav Raben et værft, der beskæftigede mellem 80 og 90 ansatte. Paulsens værft var det ældste. Det blev grundlagt allerede i 1700-tallet. I perioden mellem 1820 og 1880 blev der bygget i alt 230 skibe i byen.

Andre kilder hævder imidlertid, at der på Kalvø i gennemsnit var beskæftiget ca. 100 mand. Halvdelen af disse boede på fastlandet.

 

Jørgen Bruhn investerede også i andre ting

I 1823 købte Jørgen Bruhn de to vandmøller, Slots – og Nymølle. Han boede tre år på Nymølle. Derefter flyttede han til Redergården på Storetorv og ombyggede den. Han investerede også i meget mere.

 

Hvem var han?

Men hvordan var han? Han var en fremtrædende personlighed med både tilhængere og modstandere. Alle havde en mening om ham. Da der i 1838 skulle vælges rådmand, sagde borgmesteren:

• Han er rig og sørger for på den forskelligste måde at gøre sine penge frugtbringende. Derfor er denne mand af den største betydning for communen, og det er ønskeligt at knytte ham så nær som muligt til byen. jeg vil derfor gerne frem for nogen anden bringe ham i forslag som en af dem, der skal præsenteres.

De deputerede var bestemt ikke alle lige begejstret. Nogle mente, at grunden til at han byggede værftet på Kalvø var for at slippe for overvågning og eftersyn. De beskyldte ham også at have sympatier for den Slesvig – Holstenske bevægelse.

 

Der var mange, der tog afsked med ham

Derimod støttede Frederik Fischer ham. I den lokale avis Freja, hvor han fremmede den danske sag, skrev han:

• I forgårs mistede vor By en af sine mest ansete og driftigste Mænd Agent J. Bruhn, som efter et sjældent virksomt Liv i sit 77 år afgik ved Døden. Det er navnlig hans varme Interesse for Handelsskibenes Forbedring, som vor By kan takke for det store Opsving, Skibsbyggeriet her har vundet mere end på andre Steder.

I bladet Freia var der også en beretning om Jørgen Bruhns begravelse. Der var et følge på omtrent 300 mennesker, der havde indfundet sig. I spidsen var to Dannebrog. Tømrer fra Kalvø og fra byen bar kisten fra Redergården til byens udkant, hvor den blev overtaget af håndværksmestre, som igen overlod den til kaptajner, da man nåede kirkegården.

 

Hvad mener historikere om ham?

Historikeren Johan Hvidtfeldt siger om Jørgen Bruhn:

• Der er vel ingen enkelt mand, der gennem sit virke har betydet så meget for byen som ham. Hans store virksomhed gav brød til adskillige, og han mere end nogen anden skyldtes det, at der kom storhedstid for Aabenraa – drivkraften for hans mægtige initiativ, hans aldrig formindskede arbejdsindsats var måske ikke så meget hensynet til den by, hvis borger han var. Han arbejdede uden tvivl for at blive rig, få indflydelse og magt. Måske var det også hans slægt og børn han tænkte på.

En mere kritisk vurdering af Jørgen Bruhn leveres af historikeren Gottlieb Japsen, der skriver:

• Han var idealet af en kapitalist – dristig, pågående og køligt beregnende på samme tid, indifferent i national henseende, men umættelig i sin ekspansionstrang. Da han var omkring de 70, giver han sig i lag med sit livs største projekt – Kalvø – værftet benytter sig af krigstidens retsløse forhold til at få planen ført ud i livet uden om myndighederne.

I sin efterfølgende behandling af egnens værfter konkluderer Japsen:

• Værftsejerne falder altså i to tydeligt adskilte grupper. Den ældste – består af solide håndværksmestre af den gamle skole – Skibsbyggeriets håndværksmæssige karakter kom til udtryk i disse skibsbygmestres forholdsvis små i9ndtægter – De andre folk er af en helt anden støbning – det er pengestærke mænd, der vejrer profit i skibsbyggeriet – Denne type repræsenteres tydeligst af Jørgen Bruhn.

 

Værftet lukkede i 1868

Efter 1858 blev værftet ført videre af Jørgen Bruhns sønner, indtil det sidste skib løb af stablen i 1868.

Da værftet lukkede i 1868, blev arbejderboligerne lejet ud til fiskerne. I 1898 solgte Jørgen Bruhns arvinger Kalvø samt en hel del tilhørende jord på begge sider af fastlandet Ganske kort tid efter solgte den nye ejer Hans Jebsen fra Aabenraa til P. Beck fra Stollig for 55.000 mark.

På øen var der dengang foruden det nedlagte skibsværft, en gård til to heste og en halv snes køer, et større antal lejeboliger, samt et værtshus. Den samlede lejeværdi for hele herligheden udgjorde sammen med bropengene cirka 1.500 mark årligt.

Havnen og Genner Bugt blev bl.a. brugt af den tyske krigsmarine og den tyske kejser Wilhelm den Anden brugte Becks lade som garage under en militærøvelse.

Senere overtog sønnen Chr. Beck ejendommen inkl. Broen.

 

Den sidste Skipper-familie

 

Et familieværft blev etableret

Vidste du, at i 1930-erne var Kalvø hjemsted for et lille familierederi, der havde sine småskibe. Herfra opererede de til frem i 1950-erne.

Det var skibsfører og skibstømrer Niels Hansen Petersen fra Sønderballe, der ligger på den nordlige side af Genner Bugt. Han slæbte to gamle træskibe til Kalvø. De blev sat i stand med egetræstømmer fra de omkringliggende skove.

 

”De Seks Brødre”

Den første blev døbt ”De Seks Brødre”. Da Niels Petersen havde seks sønner. Den anden galease som han købte i 1934, blev døbt ”De To Søstre” efter hans to døtre.

I en periode var ejerens næstældste søn, Albert Petersen, skipper på De Seks Brødre”. Han blev senere en betydningsfuld person i Aabenraas historie. Han var i 1963 blandt stifterne af Aabenraa Maskinfabrik og Flydedok – det senere Aabenraa Værft A/S. Båden blev renoveret og forsynet med en motor på 38 hk.

Martin Paulsen, der sejlede med ”De Seks Brødre fra november 1937 fortæller, at det gik fra havn til havn med al slags gods. Det gik også til svenske havne. Sejlet blev hejst for at støtte motoren.

Skibet var også hjemmehørende på Kalvø i 1950, da det blev forsynet med en motor på 100 hk. Skibet blev solgt til en ”rig” mand i Skotland.

 

Kalvø blev i 1957 købt for 324.000 kr.

Albert Petersen købte i 1957 Kalvø af landmand Christian Beck for 324.000 kr. Meningen var, at nu skulle det igen være et rigtigt skibsværft på øen. Men han opgav sit forehavende, da det viste sig vanskeligt at få myndighedernes tilladelse.

Derfor solgte han i 1975 øen til Junckers Savværker i Køge. De ville lave en cellulosefabrik på øen. Men heller ikke dette projekt vandt genklang hos myndighederne. I 1975 blev øen så solgt til Miljøministeriet.

 

Eget værft i Aabenraa

Albert Petersen fik alligevel sit skibsværft. Den kom til at ligge på havnen i Aabenraa. Selv bosatte han sig i en villa ved Genner strand. Derfra kunne han kigge til Kalvø. Til at begynde med sejlede Albert Petersen fortsat som skipper på et af sine egne skibe.

I 1965 gik han i land for at påtage sig hvervene som direktør og dokmester for værftet. I 1969 nybyggede man det første skib, men ellers var man specialiseret i forlængelse af skibe. Alberts søn – Robert Petersen, blev en af hovedkræfterne på Aabenraa Værft, som var i familiens eje frem til 1990.

 

”De To Søstre”

Skipper på ”De To Søstre” af Kalvø var ejerens ældste søn, Hans Peter Petersen. Det var egentlig bygget i nærheden af Wilhelmshaven og havde heddet Aline og Iduna.

Da Niels Petersen købte det, lå det med brændt agterende i Grenå. Han fik også skibet for kun 15 kr. Under renoveringen på Kalvø blev det forlænget, fik styrehus og ilagt motor. Det ødelagte skib gennemgik en betydelig forvandling.

 

På bunden af havnen i København

I 1952 blev skibet solgt til Lorens S. Schwartz i Egernsund. Nu kom det til at hedde ”Kirsten”. Senere blev det solgt til København. Efter længere tids forfald sank skibet ned på bunden af havnen. Gad vide, om det stadig ligger der?

Efter salget af ”De To Søstre” købte Hans Peter Petersen skibet ”Passant”. Under en rejse fra Horsens til København i 1960 grundstødte det på Sveriges vestkyst.

I 1965 blev skibet solgt. Det endte som husbåd i Københavns Sydhavn. I 1967 købte Hans Peter Petersen skibet ”Evanna” af Nørresundby som han omdøbte til Solita. I modsætning til forgængere blev det aldrig hjemmehørende på Kalvø eller Aabenraa.

 

Fru Solita

I 1978 gav Astrid Anna Petersen eller ”fru Solita”, som hun hed blandt parrets venner et interview til ”Hendes Verden”. Her fortæller hun også om, hvordan parret begik deres livs dumhed, da de engang solgte en af deres skibe og købte en pølsebar i land.

• Arbejdsdelingen om bord var klar- Vi har delt arbejdet op sådan, at Hans Peter har kommandoen over skibet og jeg over beboelsen, og i øvrigt taler vi os til rette.

Da den sidste bedstemand afmønstrede tilbage i 60-erne, havde kaptajnsfruen dog måttet tage duelighedsbevis, da der skulle være ”to mand med papirer om bord”

 

Der sker noget på Kalvø

 

På Kalvø kan du endnu se en masse

Mester- og arbejderboliger, smedjer og hovedbygningen er bevaret. Her er også et museum og andre aktiviteter.

 

Miljøministeriet køber øen

Øens centrale del ”*Ørkenen” blev i 1960erne udnyttet til grusgravning. Dette medførte en sænkning af øens højeste partier med 8 meter.

I 1974 erhvervede som allerede skrevet Miljøministeriet størstedelen af Kalvø for at bevare havnemiljøet og naturen. Og frem for alt for at sikre offentlig adgang til øen. Efter grusgravningen blev området tilplantet. Skov og Naturstyrelsen har opstillet en stensamling med vandreblokke, som blev ført hertil i istiden.

Herrehuset og Badehotellet er blevet købt af Stenbjerg Ejendomme A/S.

 

Vikingelauget

Chr. Beck’ s hus – det første hus vi møder, når vi kommer over dæmningen, ejes i dag af Vikingelauget, som har bygget en kopi af Ladbyskibet. Det ligger ”på svaj” ved Kalvø og anvendes til sejlads om sommeren.

Øen er i dag et populært mål for lystsejlere, vandrere og cyklister. Her er et meget fint og veludbygget skisystem, der går hele vejen rundt.

 

Forbindelsen til Kalvø

 

I begyndelsen måtte alt sejles til øen

I diverse brochure m.m. kan man læse, at dæmningen, der forbinder Kalvø med fastlandet stammer fra værftets tid. Men det er nok lidt for forenklet bare at beskrive det på den måde. Det er nu heller ikke sandheden.

I de første år, hvor skibsværftet eksisterede, måtte alting sejles derover – også mandskabet.

 

En bro blev bygget fra Løjt – siden

Af praktiske grunde fik Jørgen Bruhn bygget en bro fra Løjt – siden. Denne bro var en stor lettelse for de mange håndværkere, der efterhånden havde fået arbejde ved skibsværftet. De fleste var faktisk bosiddende på Løjt Land.

 

Ødelagt af havis

Broen var bygget af svære, nedrammede pæle og stod i nogle år. Men det hele blev ødelagt af havis. Herefter måtte man færges over til øen fra Bredsten.

 

En fast dæmning skabte masser af problemer

Fra Genner – siden til Kalvø var afstanden betydelig mindre. Men også herfra skulle mandskab og materiale færges over til øen. Jørgen Bruhn besluttede nu, at han ville anlægge en fast dæmning for at undgå de samme problemer med isen om vinteren.

Der blev gravet en masse jord ud på Genner – siden. Men det fyldte kun lidt og arbejdet trak ud. Da dæmningen efter store anstrengelser endelig nåede op i højden, blev der lagt en masse sten for at befæste vejen.  På begge skråninger mod vandet blev der lagt store mængder groft grus, for at dæmningen kunne modstå bølgerne. Det havde været en ret bekostelig affære for Jørgen Bruhn at nå så vidt.

En tidlig morgen få dage efter at dæmningen var færdig og taget i brug, var hele arbejdet spildt. Dæmningen med dens store vægt var forsvundet i dybet. På begge sider stod mudderet op over vandspejlet.

 

På midten skulle der bygges en træbro

Jørgen Bruhn var en mand, der ikke gav op. Han besluttede sig nu for, at der på det midterste stykke af resterne af dæmningen skulle bygges en træbro. Der blev anvendt meget svært tømmer, for at kunne modstå havisen. Denne gang lykkedes det at få en fast forbindelse over til øen. Det er denne bro, der med utallige reparationer op til sidst i 1930-erne har været fast forbindelse mellem fastlandet og Kalvø.

 

Da bussen var ved at skride i vandet

Ved hjælp af mindre kommunale tilskud holdt Chr. Bech broen i rimelig stand gennem årene. Men midt i 1930-erne var omkostningerne ved broens vedligeholdelse blevet for store. Man begyndte igen at drømme om en dæmning.

Da damerne fra smedemestrenes årsmøde i Haderslev i fire store busser og 15 personbiler var på udflugt den 24. juli 1937, gik den første af busserne igennem broens planker med begge baghjul og blev hængende på karosseriet. De øvrige biler blev på fastlandet og deltagerne måtte gå over til fods. Ingen kom til skade.

Efter at bussen var blevet halet i land og broen udbedret, blev der sat advarselstavler op. De fortalte at al færdsel fremover var på eget ansvar.

 

Højvande skyllede dæmningen væk

En måned før denne dramatiske begivenhed havde Haderslev amt færdiggjort et projekt til en ny dæmning. Udgifterne skulle deles ligeligt mellem Hoptrup og Øster Løgum Sogn. Projektet var anslået til at koste 25.000 kr. Den fremtidige vedligeholdelse skulle ejeren af dæmningen, gårdejer Chr. Beck årligt modtage et tilskud på 4.000 kr.

Det gik dog flere år inden formaliteterne var i orden. Opfyldningen var meget besværligt, da højvande flere gange skyllede jorden bort.

 

Da kongen vovede at tage bilen hjem

Den 24. maj 1939 skulle Christian den Tiende aflægge besøg på Kalvø. Da var man først lige påbegyndt arbejdet med dæmningen, så de kongelige måtte benytte den gamle træbro. Politimester Hartmann fra Haderslev anbefalede at man passeren broen til fods. Men på hjemturen turde de kongelig godt at passere broen kørende.

Flere gange forsvandt dæmningen. Først den 1. oktober 1939 kunne dæmningen tages i brug.

Det blev en lang artikel, som kunne have blevet meget længere.

 

 

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• Sønderjysk Månedsskrift
• Sønderjyske Årbøger
• Benjamin Asmussen: Småskibsfarten i Danmark i tiden omkring verdenskrigene
• Claus Ellehauge: Skibe fra Egernsund og Gråsten – center for sønderjysk småskibsfart
• Svend Aage Faaborg: Aabenraa Værft gennem 25 år
• Hoptrup Sogns Lokalhistoriske Forening
• Dragsbo: Mennesker og huse i Aabenraa
• Det Gamle Løjt
• Erland Møller, Johan Hvidtfeldt: Hans Bruhns erindringer
• Sønderjyske Årbøger
• Schlaikier: Aabenraa Søfarts Historie
• calloe.dk
• siks.dk
• wikipedia.org
• Skov og Naturstyrelsen: Kalvø
• Maritim Kontakt

 

Hvis du vil vide mere: Om Søfart i Aabenraa/Løjt

• dengang.dk indeholder 1.996 artikler
• Under Aabenraa finder du 199 artikler

 

• Aabenraaer og gråspurve træffer man overalt i verden
• Briggen Gazelle af Aabenraa
• Fra skibsdreng til reder
• Da briggen Chico blev overfaldet (b)
• Aabenraa som søfartsby
• Flere skibe fra Aabenraa
• Skibe fra Aabenraa
• Familien Fischer fra Aabenraa
• Søens Folk fra Aabenraa Skibsbyggeri og industri i Aabenraa
• Sømandsslægten Fischer i Aabenraa
• Aabenraa, skibe og Søfart
• Aabenraas storhedstid med søfart
• Søfartshistorier fra Aabenraa
• Sømænd fra Løjt og Aabenraa