I en kniplestue

Entre i livets hårde skole. Store krav til tålmodigheden. Den humane behandling nåede ikke kniplestuerne. Åh jeg er så glad – så glad. Det daglige pensum skulle nås. Ret ensformigt arbejde. En plads i skammekrogen. Man brugte ikke så meget tid på at spise. Ikke gavnlig for sundheden. Det gik ud over skolen. En time om eftermiddagen. Der manglede kvindelig hushjælp. Kavringer med kaffe. Den strenge tugt og nøjsomheden.

 

Entre i livets hårde skole

Indsidderstuerne langs vestkysten var trange og lavloftede. Her var et sparsomt bohave med småbitte ruder. Gulvene var sandbestrøede. Det var også i sådanne rum i særlige knipleskoler småpigerne fik deres første oplæring i kniplingens svære kunst.

Her gjorde de deres entre i livets hårde skole, hvor lektierne var tunge og tugten streng. Der har sikkert også flydt mange barnetårer over knipleskrinet. De ville ikke være nået langt hvis ikke en mors myndighed havde holdt dem til. Det sømmede sig nu engang ikke at slippe på halvvejen.

Desuden var det en nødvendighed at få lært et erhverv gennem hvilket de senere kunne tjene det daglige brød og håndens gerning skulle omsættes i reelle værdier.

 

Store krav til tålmodigheden

I den tidligste morgenstund kunne man se pigerne fra småkårs-hjemmene tage af sted med de indhyllede knipleskrin mod det hus, hvor læremesteren – en ældre kone – skulle bibringe dem færdigheden.

Her sad de så bøjet over deres skrin, kastede de med perlesnor omvundne pinde mellem hverandre, flyttede nålene og så, hvordan det lille kunstværk voksede tomme for tomme på prikkebrevet. Arbejdet fordrede ikke så mange kræfter. Men til gengæld stillede det store krav til tålmodigheden, men det kunne det skorte på i så ung en alder.

 

Den humane behandling nåede ikke til kniplestuerne

Skolelovens instruktion om en human behandling af elever var ikke nået ind i disse kniplestuer. Der blev udøvet tugt og mangt et snøftende suk har afbrudt pindenes ensformige raslen på ”Skrøvlet”.

Behandlingen af de små piger kunne være både hård og hjerteløs. Der var mange ejendommelige straffemetoder, der blev taget i anvendelse. Læretiden var her som i datidens værksteder af en anden karakter end nu om stunder. Man tog ikke med fløjlshandsker på lærlingene.

 

Åh jeg er så glad – så glad

I deres ophidselse kunne læremestrene sommetider gå over gevind. Vi kan måske også godt forstå den lille pige, der en dag glædestrålende udbrød:

• Åh jeg er så glad, så glad

Hendes læremester var død. Det føltes for pigen selvsagt som en befrielse.

 

Det daglige pensum skulle nås

Det var med alt andet end blide følelser, disse små elever så på deres knipleskrin. Det for dem alt andet end legetøj, som de omfattede med kærlighed. Havde det stået til dem selv, havde de rent tidligt ladet ødelæggelsestrangen komme til udfoldelse over for det.

Trods denne uvilje ville det måske alligevel være gået de fleste som denne pige, der ofte havde vist mishag mod skrinet. Men hvis der nu udbrød brand i hjemmet ville det første, der ville blive reddet være knipleskrinet.

Tiden skulle udnyttes. Det daglige pensum skulle klares uanset hvad inden fingrene kunne få en hårdt trængt hvile og ryggen kunne komme i retstilling.

 

Ret ensformigt arbejde

For at fremskynde arbejdet, men vel også en afledning af tankerne fra dette ret ensformige arbejde taltes der højt under flytning af nålene.

Man havde forskellige talremser eller også nævne et personnavn for hver nål, der blev sat i mønstret. Det kunne jo godt vække morskab, når en af sognets originaler blev sat i.

 

En plads i skammekrogen

Men ve den elev, der ikke kunne vinde med eller kludrede med mønstret. Hun måtte da finde sig i kammeraternes drillerier og dette blev kraftigt understøttet af læremesterens forhånelse.

Med en krans af evighedsblomster på hovedet og et ris af malurt på ryggen fik hun anvist plads i skammekrogen. Her kunne hun så sidde resten af dagen dom ”skaldet munk”. Og det var ingen udmærkelse.

 

Man brugte ikke så meget tid til at spise

Der levnedes kun lidt plads til spisningen. I stuen kunne man se anbragt en spand med drikkevand, hvor tørsten kunne læskes. Læremesteren var da fri for pigernes rend til pumpen. Samtidig forhindrede det, at den sparsomme varme blev lukket ud.

Middagsmaden kunne bestå i et par skiver brød med sur fløde som pålæg. Det kunne ikke afses tid til madlavningen. I disse stuer fik den friske luft heller ikke adgang.

 

Ikke gavnlig for sundheden

Degn Hansen fortæller i sine optegnelser fra Emmerlev:

• Mange blev skæve og svindsottige og bærer følgerne af den idelige sidden til en tidlig Grav

En anden siger således:

• Til denne håndterings ubekvemmelighed hører også, at den uophørlige stillesidden ikke kan være gavnlig for Sundheden

 

Det gik ud over skolen

Men der hvilede en anden skygge over knipleriet. Det ses gennem indberetninger fra skolerne. Præsten i Ballum klagede i 1816 over at

• Kvindekønnets Ungdom ved deres vante Syssel afholdes fra Skolen

Vi hører da også at mange forsømte undervisningen i ugevis, når et nyt mønster skulle indlæres. Så var det ikke unormalt at man blev væk fra skole i tre fire uger.

I Emmerlev besøgte de sjældent skolen oftere end 1-2 dage om ugen. I en skrivelse fra degn Asmussen i Abild hedder det fra 1836:

• Det daarlige Skolebesøg har sin Grund i Knipleriet. Tre Fjerdedel af Beboerne er Smaakaarsfolk og ernærer sig ved Knipleriet og skal dette lykkes, maa Arbejdet læres fra Ungdommen af og stadig drives. Begyndelsen sker, hvis ikke før, saa med det skolepligtige 6. Aar.

 

En time om eftermiddagen

Fra Hjerpsted berettes samme år, at selv de allernødvendigste fordringer i skolen kan vanskelig nås. Børnene besøgte på grund af fattigdom kun skolen et kort tidsrum om året. Det manglede dog ikke på god vilje fra forældrenes side.

Flere børn, som havde lært at kniple, mødte daglig en time om eftermiddagen. Man anså det ikke som en fornødenhed at pigerne fik boglig lærdom.

 

Der manglede kvindelig hushjælp

Da pigerne så efter endt læretid foretrak det mere magelige indbringende arbejde ved skrinet, blev følgen ret stor mangel på kvindelig hushjælp. Dette blev så afhjulpet ved tilstrømningen af unge piger nordfra, navnlig fra Fanø og det vestlige kystland.

 

Kavringer med kaffe

Som afslutning på vinterens aftensæde, og den tog sin begyndelse 14 dage før Mikkelsdag og varede til Pers dag (awten) eller Fruedag, blev der holdt et ”Standerhøtte”

Standeren var et træstativ, hvorpå lampen eller lyset havde været anbragt, bkev omviklet med reb og under pigernes kåde råb og latter slæbt op på loftet. Så trakteredes der med ”kavringer” (tvebakker) og kaffe. Tugtens ris fik denne aften lov til at hvile.

En fattig fornøjelse, ja men børnene var ikke overmættet og forvænte med glæder og godter.

 

Den strenge tugt og nøjsomhed

Man kan mindes deres flid med respekt. Ja også deres nøjsomhed. Men vi må heller ikke glemme den strenge tugt og mange af disse pigers skader af deres arbejde.

 

 

 

Kilde:

• dengang.dk – div. Artikler
• Litteratur Tønder (se liste)
• Sønderjysk Månedsskrift
• Dagbladet Vestkysten (1947)

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.969 artikler
• Under Tønder finder du 313 artikler
• Under Højer finder du 81 artikler

 

• Tønder Kniplinger – den sjette historie
• Tønder Kniplinger
• Tønder Kniplinger – endnu mere
• Tønder Kniplinger – fra husflid til industri
• De stakkels Kniplepiger
• Kniplinger – nord for Højer