Begravelsesskikke i Sønderjylland

Man lettede på hatten. Man sang og dansede ved liget. Mange gilder ved en begravelse. Beværtningen var speciel. Gennem lig-porten. Man drak Ær-øl. På Rømø gik Æ Bøjmand rundt. Kiste-læg. I Frøslev gik man fra hus til hus. Snedkermesteren tog mål. Liget lå utildækket. Ligvogn i Frøslev fra 1882. Man blev i Hanved. Der blev serveret vinsuppe. En udbredt skik med ligvogne. 60 medlemmer i Frøslev. Ligvognen i Højer fra 1870. Skik og brug. Tak for mad. En speciel lig-dør. Masser af overtro knyttet til en begravelse. Når en gravid kvinde døde. Grås og klage hindrede afdøde i at få fred.

 

Man lettede på hatten

Det var skik dengang i Sønderjylland, at straks nogen var død, blev der ringet med kirkeklokken. Alle mænd, der hørte klokkeklangen, lettede på hue eller hat.

 

Man sang og dansede ved liget

Man vågede over den døde. Det blev kaldt Ligvejt (Lig-vagt). Går vi et par hundrede år tilbage gik det således til:

• Når de unge folk om aftenen var samlet faldt de alle på knæ og bad Fadervor, derpå opstod de at lege. Der blev og sagt, når de samledes og en efter en kom ind i stuen, hvor liget stod:
• ”Gud give det saglige Lig en glædelig Opstandelse”

Ja det kan virke mærkelig. Men man begyndte at danse og synge. Og så spillede man kort på kistelåget. Sådan hedder det sig i en erindring fra Agerskov i 1772.

På Rømø var der endnu i 1840 at brænde lys i lig-stuen og våge i et sideværelse. Man forsøgte at fastholde en glæde omkring liget.

 

Mange gilder ved en begravelse

Der var mange gilder ved et dødsfald. Således var det noget der hed ”Strålæg”. Det var, når den døde var blevet lagt på strå.

Så var det ”Kistelæg”, når liget klædtes på og lagt i kisten. Det strå som afdøde havde ligget på, blev brændt på gaden. Så skulle man kigge efter om asken viste spor af en stor eller lille fod. Heraf kunne man så udlede, om det var et voksent eller et ungt menneske, der skulle følge efter (Agerskov)

Hvis nu asken viste sig at være en hestefod, skulle en kvinde dø først. Viste det sig at være en ko-fod, blev det en mand (Valsbøl).

 

Beværtningen var til tider speciel

I Borrig i Brede Sogn foregik ved Kistelæg beværtningen på en meget speciel måde. Tre – fire piger gik rundt med en skål fuld af sirup og brændevin. De puttede en skefuld af hver i munden på gæsterne.

Alle fik desuden en skive grovbrød og en skive ost, som vedkommende dog stak i lommen og tog med hjem. Til sidst fik man varmt øl.

 

Gennem lig-porten

Og i Bedsted ved Haderslev drak man ved kistelæg ”det saglige ligs skaal”. Og man skålede flittigt med glassene.

Ved begravelsen førtes liget ikke lige ind i kirken, men først en gang omkring den. Præsten og degnen gik i spidsen. Den sidste syngende (Kegnæs).

I den vestlige del bar man kisten ind til kirken ikke ad den almindelige indgang, men gennem Lig-porten, den store port på kirkegårdsdiget.

 

Man drak Ær-øl

I Felsted og Varnæs uddelte degnen ved begravelser i kirken kobbermønter til følget. Når lig-prædiken var til ende, ofrede følget de samme penge til præst og egn.

Var der flere døde i perioden drak man undertiden Ær-øl for flere på en gang.

Den afdødes enke sad det første år efer dødsfaldet i kirken altid med hovedet indhyllet i ”Rænklæ’ (Regnklæde), et stort sort, uldent klæde.

Omtrent et år efter dødsfaldet holdtes i gammel tid ”Ærøl” (Arveøl) – således på Als omkring 1750. I Varnæs holdt denne skik sig til omkring 1820. Hele lenets mandspersoner kom sammen for at drikke øl under en såkaldt Øl-provst.

 

På Rømø gik Æ Bojmand rundt

Når en person var død på Rømø, blev det ikke ringet med klokkerne. ”Æ Bojmand” – en ung pige klædt i sort med paraply i hånden gik rundt til hvert hus på øen med en hilsen, der lød nogenlunde sådan:

• Æ Klok fem i gåe døe Peter Slaute

 

Kiste-læg

Et par dage før begravelsen samledes de nærmeste slægtninge til ”Kest-læg”. (Kiste-læg). Samme dag gik Æ By-mand, denne gang en ung mand og indbød slægtninge og bekendte. Somme tider var hele øens befolkning med til at følge

• Den slig Hensovende til hans sidste Sovekammer og Hvilested.

I lighuset blev man beværtet med kaffe og smørrebrød og to eller højst tre kaffepunche.

En gammel pebermø havde ønsket, at hendes begravelse blev fejret som et bryllup. Dette ønske fik hun opfyldt. På vejen til kirken, skulle to af de nærmeste ”sidde på kisten”. De sad dog bag en stol umiddelbart foran kisten. Udtrykket blev dog bibeholdt. Efter begravelsen var der for de særlig indbudte såkaldt ”Ær-øl”.

 

I Frøslev gik man fra hus til hus

Når en mand var død i Frøslev, gik to store drenge fra hus til hus og sagde omtrent følgende:

• Vi sku hils fra Trine Clausen å sej te Peter va døe e nat

Til de nærmeste blev det sagt:

• Vi sku hils å sej, om I vil kom å klej e lig e daw klok tow

 

Snedkermesteren tog mål

De vaskede liget og klædte det i lig – skjorten og lagde på frisk halm i sengen. De lagde liget på skrå. Så kom snedkeren og tog mål til kisten. Den blev lavet af 1 1/4-tommers u-høvlede brædder, som blev malet sort af kulstøv. Håndtag og skruer blev købt og forsølvet. Når kisten var færdig, gik man til slægtninge og naboer og sagde:

• Vi sku hils å bej jer om I vil følle e lig te e ligstej i Hanved å så tæ kaffe e klok ått.

En ældre kone gik til slægt og venner og bød til ”edelse”. Hun sørgede for bærere og to ”skrammelpiger”. Hun inviterede skafferen og lånte forskellige sager, især sølvskeer. Disse blev viklet i forskellige farvede tråde, så de kunne komme tilbage til de rette ejermænd.

 

Liget lå utildækket

På begravelsesdagen samledes følget kl. 8 om morgenen i den afdødes hjem. Bønderkonerne havde alle en pot fløde med. Dengang var der endnu ikke et mejeri i Frøslev. I alle rum i hjemmet var det dækket til kaffe. Når et hold var færdig, blev kopperne byttet op og et nyt hold kom til.

På bordet stod små skåle med grov-tobak, så piben kunne stoppes. Ved siden af stod kandis til kvinderne. Når alle havde fået kaffe, stod lærere og 10 store børn parat til at synge liget ud. De sang et par salmer og en lærer bad Fadervor. Liget lå ofte utildækket så alle kunne se det, lige til kisten skulle bæres ud i ligvognen.

 

Ligvogn i Frøslev fra 1882

Frøslev by fik en ny ligvogn i 1882. Den blev brugt helt til 1940. Førhen brugte man en almindelig kassevogn.

Klokken 10 kørte man så mod Hanved Kirke. Det tog ca. 2 ½ time. Ligfølget bestod af 10 – 25 vogne. Hver vogn var forspændt med to heste. Alle havde sort tøj på, mændene med høj cylinderhat, kvinderne med skulderdug (sjal). I vognen var der fodposer af fåreskind eller også teglsten, der var varmet i kakkelovnen og indsvøbt i papir, så fødderne kunne holdes varme på den lange kirkevej.

Mændene havde gerne en tyk ulden kørekappe. Bagefter ligvognen kørte en vogn med to ”skammelpiger”. De havde et sort kors som var 1,30 meter lang og en perlekrans.

Man ofrede så i reglen 20 pf. til præsten og 5 eller 10 pf. til degnen. Og det var så pakket ind i papir.

 

Man blev i Hanved

Når begravelsen var forbi, kørte de som skulle til spisning straks hjem. De fleste andre blev en tid i Hanved. De ordnede grave på kirkegården eller besøgte venner og familie. De kom først hjem om aftenen. Det skete også at nogle gik til kros. En stor grog kostede 20 pf. Men de blev ikke hængende. Det var ikke velset at komme fuld hjem fra en begravelse.

 

Der blev serveret Vinsuppe

Når de indbudte var samlet ved bordene, bad skafferen bordbøn, først på dansk og så på tysk. De fik overalt samme ret ved en begravelse. Vinsuppe kogt på store byggryn med svesker, rosiner eller blommer med flere flasker rødvin og rom i. Dertil friskbagt hvedebrød med et godt lag hjemmekværnet smør. En herlig ret som smagte godt efter den lange køretur. Som det også var tilfældet ved et bryllup, fik syge og gamle bragt mad ud i en ”hengeljot”.

 

Frøslev by havde ”Boels begravelser på nordsiden af Hanved Kirke. Det var indført i grundbogen for hver ejendom med 8 – 14 begravelsespladser”. I traktaten mellem Danmark og Tyskland i 1920 står der, at der endnu er tilladt slægter i lige linjer at benytte dem fremover. Og efter indlemmelsen blev flere borgere fra Frøslev begravet der.

 

En udbredt skik med ligvogne

Dengang i slutningen af 1800 – tallet var det især i Sønderjylland en udbredt skik, at beboerne i de små landsbysamfund i fællesskab anskaffet en ligvogn, så deres afdøde kunne føres til graven på en smuk og værdig måde. Som regel var det en forening, der stod bag initiativet. . Man fastsatte nøje regler for ligvognens anvendelse. Og det var kun medlemskredsen, der måtte benytte den.

 

60 medlemmer i Frøslev

I Frøslev by havde man fra 1882 en sådan ligvogns-forening. På et by-møde den 22. august 1962 besluttede man, at nu skulle foreningen ophøre.  Og ligvognen slås i stykker.

Da man fik det nye sprøjtehus, fik man et praktisk rum til ligvognen. Man lejede vognen ud mod betaling til andre byer i området. I 1912 havde man 60 medlemmer. Hvert medlem skulle dengang bidrage med 5 mark. Endnu i 1938 var der 60 medlemmer. Og indtil 1948 var ligvognen jævnlig i brug. Den blev brugt sidste gang den 3. januar 1948, da aftægtsmand Hans Hansen blev begravet på Bov Kirkegård.

Det var skik og brug, at det var afdødes nærmeste nabo, der kørte ligvognen og lagde hesteforspand. Ja og egentlig så blev ligvognen faktisk brugt den 20. august 1949, da fru Caroline Kessler, der døde den 16. august ført til Bov Kirke. Dette fremgår dog ikke af regnskaberne.

 

Ligvogn i Højer fra 1870

I Højer restaurerede man i 1930 en gammel ligvogn, som blev anskaffet helt tilbage i 1870 på Sparekassens regning. Den fik parkeringsplads i sprøjtehuset på Torvet. Da denne blev nedrevet i 1937, bevilligede menighedsrådet en grund til den nye brandstation på Nørrevej på betingelse af, at ligvognen skulle stå ved siden af brandkørertøjerne.

I 1948 blev ligvognen igen restaureret, og i kraft af at Friedrich Eckholdt som kørte den, altid havde et par kønne heste til formålet, var den helt i brug til 1982.

 

Skik og brug

Når døden var indtruffet var det mange ting, der skulle gøres for at følge skik og brug. .Man lukkede vinduer op og man satte uret i stå. Det gjorde man for at give sjælen mulighed for at komme ud. Intet måtte gå rundt så længe, der var et lig i huset. Spejle blev tildækkede med hvide tøjstykker og gardinerne blev trukket for i det værelse liget lå.

Når et voksent menneske døde, blev der ringet med klokken i en hel time fra 11 til 12 med en pause på 5 min. mellem hver ringning. Ved barnedødsfald blev der kun ringet i en halv time.

 

Tak for mad

Mange steder var der skik at lave ligklæder af de lagner, der havde ligget i brudesengen. På begravelsesdagen i 1800-tallet var det skik at stille bordene op i hesteskoform inde i den stue, hvor den døde lå. Efter måltiden gik man hen til kisten, lagde hånden på den dødes hoved og sagde:

• Tak for mad

 

En speciel lig-dør

På mange gårde havde man en speciel lig-dør, der kun blev benyttet, når der skulle bæres lig ud af huset. Bagefter blev døren atter muret til. Man var nu sikker på, at den døde ikke kunne vende tilbage til stedet igen. Man mente nemlig, at en afdød altid ville vende tilbage ad samme vej. Hvor man ikke havde en lig-dør kunne et vindue benyttes. Man kunne dog også binde den afdødes storetæer sammen med rødt uldgarn, så kunne vedkommende ikke senere ”gå igen”.

Boede den afdøde i nærheden af kirken, foregik ligfølget til fods. Langs med ruten havde folk uden for deres hjem strøet sand og blomster. Var årstiden ikke til blomster brugte man gran og buksbom.

 

Masser af overtro knyttet til en begravelse

Man lagde mærke til, hvem der gik først i ligfølget på vej til kirke. Var den første en mand eller en kvinde? Den næste, der døde i huset ville være af samme køn.

Der var masser af overtro knyttet til en begravelse og en kirkegård. Man var bange for at gå over en kirkegård, når det var mørkt. Overtroen kunne berette om døde mennesker, der stod op af deres grave og vandrede rundt som spøgelser og gengangere. Man mente også at man ville vende tilbage, hvis man ikke havde fået gjort alt færdig, mens man levede.

 

Når en gravid kvinde døde

Døde en gravid kvinde skulle hun helst have saks, nål og tråd og tøj med i kisten, ellers ville hun ikke få ro i graven. Det blev også betragtet som en pinsel, når et menneske gik igen, både for de efterladte og for den døde. Derfor skulle man i levende live tilstræbe at leve som et godt og ærligt menneske, så ville man få fred i sin grav.

 

Gråd og klage hindrede den afdøde i at få fred

Begravelsesgildet eller gravøl, som det tidligere blev kaldt, kunne gå ret lystigt til ære for den afdøde, da man havde den tro, at gråd og klage hindrede den afdøde i at få fred i sin grav. Den efterladte enke eller enkemand skulle i den følgende tid vise sin sorg ved at være klædt i sort.

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• Hans Henrik Feilberg: Dansk Bondeliv
• Troels Lund: Daglig Liv
• Kristensen: Gamle fortællinger fra jysk almueliv
• Holger Hjerholt: Sønderjysk sprog – og folkemindesamling

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.941 artikler
• Under Sønderjylland finder du 237 artikler
• Under Padborg/Kruså/Bov finder du 64 artikler
• Under Højer finder du 79 artikler
• Højer Kirke
• En ligvogn fra Frøslev
• Rømø – en ø i Vadehavet
• Frøslev – dengang Sønderjyllands længste landsby