Mordet på Claus Esmarch (Aabenraa)

Man kendte gerningsmanden. Rygtet gik, hvem der stod bag. Et ulykkeligt ægteskab. Had til svigersønnen.  Hertugens ønske: Pinligt forhør med tortur. Et grufuldt syn. Løjts Karle ilede til for at hjælpe. Man søgte tilflugt i skove og på marker.  To personer sigtet for mordbrand. Hvordan kunne man hjælpe Aabenraa? Føltes som ekstra straf fra Gud. Til pinligt forhør på Brundlund Slot. Den loge kone i Flensborg. Skulle have mødt Jørgen Lund. Herredsfogeden var åbenbart også involveret.  Flere indrømmelser og ledende spørgsmål ved pinligt forhør. Til alters hos sognepræsten. Claus Esmarchs kone blev udvist. Så kunne vi have sluttet historien Amtmanden havde et horn i siden på mange. Kendt for et være hensynsløs, Var kusken involveret? Borgmesteren var nok ikke helt så afholdt.  I første omgang havde Aabenraa sagt nej til pinligt forhør. Var det justitsmord? Niels Heldvad fik sit gamle job igen. Var Jørgen Lund og herredsfogeden enlig involveret?

 

Man kendte gerningsmanden

Søndag den 22. april 1610 var Aabenraas borgmester Claus Esmarch blevet dræbt ved Jørgensgård Led af en vildtskytte Jørgen Skytte. Det er omtrent der hvor Folkehjemmet ligger i dag.

Borgmesteren, der boede i huset nord for Rådhuset havde netop overværet gudstjenesten i Skt. Nicolai Kirke. Derefter havde han taget sin vogn for at køre til Løjt.  Kort efter var han blevet ramt af snigmorderen.

Harmen over denne ugerning var stor i Aabenraa. Gerningsmanden flygtede på et skib. Om han nogensinde blev fanget, oplyser historien ikke noget om. Syv år senere blev han stadig efterlyst.

 

Rygtet gik, hvem der stod bag

Men snart gik rygtet at det var Wolff Kalundt og hans kone, der stod bag mordet. Det var dem, der havde lejet Jørgen Skytte til at skyde deres svigersøn.  Og nu voksede ophidselsen nærmest til en orkan.

Man sagde om Esmarch at var en from, retsindig og respekteret mand. han var åbenbart meget afholdt. Han havde taget initiativ til, at den nye skibbro, som endnu ikke var helt færdig, blev bygget og havde således bidraget meget til byens fremgang.

 

Et ulykkeligt ægteskab

Man vidste, at hans ægteskab med Kalundts datter var meget ulykkeligt. Esmarch var som ganske ung kommet i tjeneste hos Kalundt, der beklædte stillingen som amtsskriver. Her var han så avanceret til kopist og skriver.

Kalundt havde selv ønsket at unge skriver skulle ægte hans datter, Anna. Det var nu meget imod hendes egen vilje. Den 6. september 1600 stod brylluppet. Tre år sender blev svigersønnen hans efterfølger.

 

Had til svigersønnen

Claus Esmarch, der var flyttet ind til byen, var blevet indvalgt i byens råd. I 1608 blev han borgmester. Med Kalundts gik det stadig ned ad bakke. De levede over evne. Claus Esmarch ønskede ikke at understøtte dem. Han tillod heller ikke at hustruen hjalp dem.

De vendte nu begge deres had mod svigersønnen. I byen gik det også rygter om at at samlivet mellem borgmesteren og hustruen var uudholdeligt. Ja man hviskede endda, ar hun havde et forhold til en anden mand. Han hed Didrich Prippen. Det havde også fået følger således havde hun indladt sig på fosterfordrivelse.

Alt dette var nok til at rejse mistanke på ægteparret og den myrdedes ældste bror præsten i Fahrenstedt.

Det gavnede ikke Kalundts sag at det rygtedes at præsten i Hellevad, Jørgen Lund ”et upålideligt og forsumpet invalid” var rømt fra sine kirker (meddelt i Fladsten-bogen). Det måtte heller ikke komme for dagens lys at Kalundt havde lånt 1.000 Daler af herredsfoged Bartram Jensen i Bedsted.

Retten blev sat. Wolff og Margrethe Kalundt blev dømt ”til at have deres liv forbrudt”

 

Hertugens ønske: Pinligt forhør med tortur

Alt dette var blevet meddelt Hertug Johann Adolf af Johann von Wowern, der var fungerende amtmand for Aabenraa Amt. Samme dag, fredag den 18. maj afsendtes der et ridende bud fra Gottorp til Aabenraa med det hertugelige reskript om, at de dømte skulle underkastes et pinlig forhør i torturkammeret.

 

Et grufuldt syn

Dagen derpå, da hertugens ridende bud nåede Aabenraa, stod byen i flammer. Buddet holdt hesten an og forfærdes at det grufulde syn. Det var blæst op til storm fra øst. Den piskede flammerne fra stråtag til stråtag.

Rytteren sporede sin hest og red ind til Brundlund Slot for at aflevere Hertugens skrivelse til Amtsskriver Peter Moritzen.  Efter at have bundet sin hest, ilede han op mod Slotsgade for om muligt at være til hjælp.

Det var jammer det hele. I løbet af få øjeblikke var de små pyntelige gavlhuse af bindingsværk i lys lue og sank snart efter sammen. Intet blev reddet.

 

Løjt Sogns karle ilede til hjælp

Løjt Sogns karle var ilet til hjælp. Og ved deres hjælp lykkedes det at redde den nordlige del af byen og Kolstrup. Ilden havde da bredt sig fra Peter Gregersens hus i øst til Peter Andersens hus i vest i Ramsherred (Fladsten – bogen).

Hele den øvrige by lå i ruiner. 156 borgerhuse med alle tilhørende stald – og lade-bygninger var blevet flammernes bytte. Ilden havde fortæret Rådhuset, præsteboligerne, skolen, kirkens tag og tårn. På kirkegården stod forkullede stammer af de smukke asketræer som ”Sorte Hans ” havde plantet i 1565.

En hel mil inde i landet fandt man efter branden stumper af brændt stråtag, som stormen havde ført med sig. Mads Poulsen fra Fladsted, der også var kommet til stede, skrev senere i sin dagbog, at han aldrig havde set magen til brand med så stor en skade.

De allerfleste havde kun formået at redde det, de havde på kroppen, og skønt det var midt på dagen, omkom flere kvinder og børn i luerne.

 

Man søgte tilflugt på marker og i skove

Et tragisk syn var det om aftenen at se de brandlidte søge tilflugt i de omliggende skove eller på markerne. Andre havde søgt husly i omegnens landsbyer. Det gjaldt om at bjerge sig så godt man kunne. Hvor man kom hen, var der jammer og elendighed.

Det ridende bud fra Gottorp fik straks et bønskrift med hjem til hertugen, i hvilket borgmester- og råd underdanigst anmodede om hjælp til den brandlidte by. Man ønskede ligeledes træ til opførelsen af nye huse.

Men først den 30. juni, efter at man havde indsendt et nyt bønskrift, kom der svar. Det første var ikke blevet besvaret, fordi Pinsen stod for døren. Nu lod Hertugen udgå et opråb til alle sine undersåtter om at komme Aabenraas nødstedte indbyggere til hjælp.

 

To personer sigtes for mordbrand

En måned senere blev Peter Bådebygger og Niels Ovsen kendt skyldig i mordbrand. De havde denne 19. maj, da det meste af byen blev lagt i aske, tændt ild ude på den nye skibbro, hvor de var beskæftiget med tjærearbejde. Tre borgere var gået ud for at advare dem men de havde fået svaret:

• Har I ikke andet at bestille, så gå hjem og pust på jeres kål.

Men straks derefter havde ilden taget fat i en staldbygning og begyndte at brede sig. Blæsten blev til storm og sprang om fra øst til sydøst.

Dommen over Peter Bådebygger og Niels Ovsen var hård. Da de ikke havde ænset den advarsel, som de havde fået, blev de dømt

• Til ilden og anden skarp straf.

 

Hvordan kunne man hjælpe Aabenraa?

Der foregik mange samtaler hos Hertug Johann Adolph. Johann von Wowern havde mange forslag til, hvordan man kunne hjælpe borgerne i Aabenraa. I det andet bønskrift bad borgerne om fritagelse for skat og skyld og om ophævelse af accisen for det hjemmebryggede øl.

Enkedronning Sophia i Nykøbing på Falster ville lade sine undersåtter yde bidrag til hjælp for de brandlidte, hvis det kom et andragende fra Hertugen. Hun bad ham underdanigst sende hende et sådant.

 

Føltes som en ekstra straf fra Gud

Det var nok at tage fat på for Hertugen. Han udstedte en forordning om, at de nye bygninger skulle forsynes med tegltag og forbød stråtagene. Han forærede træer fra Nybøl Skov til byen. Men da der mod slutningen af året blev indsendt et nyt bønskrift, svarede Johann von Wowern, at fyrstelig nåde af forskellige grunde ikke kunne opfylde det fremsatte ønske.

Den store brand føltes længe som en straf fra himlen for begåede synder og måske også mordet på borgmesteren.

Den 22. februar 1611, da borgmester og råd bad den danske konge Christian den Fjerde, om tilladelse til at foretage en indsamling i Kongeriget.

 

Til pinligt forhør på Brundlund Slot

Retten skulle trods den voldsomme omvæltning gå sin gang. Den tiende dag efter branden blev torturkammeret på Brundlund Slot gjort klar til at modtage Wolff Kalundt til pinligt forhør. Bøddelen og hans hjælpere var mødt op med deres redskaber. Ved et bord sad en skriver parat til at nedskrive de svar, offeret skulle give. Byens Råd havde taget opstilling.

Ingen havde noget til overs for Wolff. Alligevel følte de fleste sig ilde til mode. Men Fyrstelig Nådes bud kunne man ikke sidde overhørig.

Kort efter hørte de nysgerrige, der havde taget opstilling udenfor slottet hjerteskærende skrig. Bøddelen havde spændt Wolf Kalundt på en stige og strakte hans lemmer. En grufuld håndtering. Så holdt man inde for at give ham lejlighed til at svare op de første spørgsmål.

 

Den kloge kone i Flensborg

Wolff var mere end villig til at fortælle om, hvorledes han havde søgt en klog kone i Flensborg. Heinrich Lowsen skulle ordne denne sag og havde først fået 7 mark i ”tærepenge” og dernæst 3 alen tøj, hvorpå han havde ledsaget ham til fruentimmeret i Flensborg.

Men da hun krævede både år og dag for at aflive borgmesteren med sine kunstner, opgav han og forærede hende tre alen tøj.

Han forklarede, at hans kone nu og da havde været ude at få råd. Navnlig havde hun opsøgt pastor Andres Beyerholm i Øster Lindet. Han kendte dog ikke noget til, hvad hun havde udrettet undervejs.

 

Skulle have mødt Jørgen Lund

Jo han havde lejet Jørgen Skytte. Det tilstod han frivilligt. Aftalen fandt sted lige før påske. Beløbet var 380 Daler.

På spørgsmålet om han havde henvendt sig til Hellevad – præsten, Jørgen Lund om hjælp og råd nægtede han, men da bøddelen nu satte tommelskruerne på ham, tilstod han klagende, at han havde spurgt Lund, om han ikke vidste råd for, hvorledes Claus Esmarch kunne berøves livet, fordi han og hans kone levede så dårligt sammen. I første omgang ville Lund ikke har noget med sagen at gøre.

Men otte dage senere var de mødtes i Flensborg, hvorfra de skulle rejse til Gottorp. De havde spist og drukket godt sammen og da havde Lund sagt, at han nok skulle finde en løsning. Han kunne godt tænke sig at Lund havde haft en aftale med gerningsmanden.

Så blev der spurgt om Lund havde haft nogen fortjeneste på det.

• Nej, Nej!

Kalundt ville sværge ved sin sjæls saglighed, at det ikke var tilfældet.

 

Herredsfogeden var åbenbart også indblandet

Men da tommelskruerne fik en ny omgang og efter at bøddelen havde stukket ham ”den gyldne Pære” tilstod han at Lund havde fået tilsagn om 100 Daler. Men han havde ikke fortalt noget om sin egen aftale med Jørgen Skytte.

Han nægtede i første omgang at herredsfoged Bartram Jensen fra Bedsted havde haft noget med sagen at gøre. Men under torturen forklarede han, at Jørgen Skytte ville have sikkerhed for sine penge. Han havde så givet Bartram en forsikring på 200 Daler.

Han havde lovet Bartram en foræring, når Claus Esmarch var død. Han vidste godt at Jørgen Lund og Bartram var venner.

 

Flere indrømmelser ved fornyet tortur

Under fornyet tortur forklarede han, at han efter mordet havde givet sin hustru 120 Daler som hun så havde ladet sin lille datter bringe til gerningsmanden. Han tilstod videre, at han havde brændt borgmesterens testamente sammen med andre papirer, deriblandt et brev til broderen Jacob Esmarch og et til Hertugen.

Claus Esmarch havde opstillet et testamente. Han vidste godt, at der var planer om, at han skulle myrdes. Og det var hustruens mor, der stod bag med hustruens far som vidende. Claus Esmarch havde hørt rygterne fra flere sider. Hans midler i testamentet var opført til 15.000 mark.

Kalundt blev nu båret væk på stigen godt medtaget.

13 dage efter var det Margrethe Kalundts tur. Under tortur tilstod hun, at hun vidste at Claus Esmarch skulle myrdes. Datteren skulle flere gange have tryglet sin mor og far mor om at skaffe ham af vejen.

 

Til alters hos sognepræsten

Dommen var døden. Samme dag tog sognepræsten Johannes Generanus Wolf Kalundt og hustru til alters. Dagen derpå blev han stejlet og lagt på hjul på Arnsbjerg. Da folk, der havde overværet eksekutionen, vendte hjem, så de fra højen ud over den hærgende by ved den skønne fjord.

Mærkelig nok var den ny skibbro uskadt. Nordsiden af Rådhuset var derimod blevet flammernes bytte.

Margrethe Kalundt blev af særlig nåde henrettet med sværd, Det skete samme dag på kirkegården. Her blev hun også stedt til hvile. Alt omkring hende var aske.

 

Claus Esmarchs kone blev udvist

To dage senere stod Johan von Wowern og kiggede på dommen. Claus Esmarch skulle ikke straffes. Men al hendes ejendele blev taget fra hende og hun blev udvist.

Herredsfoged Bertram Jensen fra Bedsted blev afskediget fra sit embede. Jørgen Lund var forsvundet. Men han blev fundet og blev henrettet i Flensborg den 22. oktober 1610.

 

Så kunne vi have sluttet historien

Ja så kunne vi godt have stoppet historien. Og det har de fleste historikere også gjort. Men det er lige værd at sætte spørgsmålstegn ved nogle af hændelserne!

 

Amtmanden havde et horn i siden på mange

Det sjove er at Johann von Wouwern som var fungerende amtmand og hertugens rådgiver havde et horn i siden på nogle af vores hovedpersoner. Den berømte filosof og præst m.m. Niels Heldvad fra Hellevad kendte også hovedpersonerne. De var tidligere gode venner, men nu var han blevet fjender med en del af dem.

Johan von Wowern, der også havde et horn i siden på denne overvejede også om han kunne være en af de mistænkte. Men hans alibi var i orden. Gennem flere måneder havde han opholdt sig i udlandet.

 

Var kusken involveret?

Mange af de ting vi ved om denne historie kommer fra provsten i Aabenraa, Johannes Generanus. Han fortæller, at på et tidspunkt fjerner kusken sig fra vognen. Og på det tidspunkt, hvor det bliver skudt, er borgmesteren selv i vognen.

Kusken havde fornemmet skuddet, sagde han. Men hvordan vidste morderen at lige på dette tidspunkt og på dette sted, ville vognen holde stille?

Borgmesteren dør efter kort tid. Kusken vender vognen og kører liget ind i byen.

 

Borgmesteren var nok ikke så afholdt

Nu omtales borgmesteren hele tiden som en meget afholdt mand. Men det har han bestemt ikke altid været. I hans tidligere job havde han haft at gøre med den landlige befolkning at gøre. Omkring 1600 – tallet behandlede han ikke disse særlig godt.

Omkring 1603 var det Wolf Kaalund som blev ofret efter, at bønder havde klaget over de forhold, der blev budt dem (Den onde amtmand i Aabenraa Amt). Han mistede sin stilling i Aabenraa Amt og blev sendt til Løgumkloster Amt. Svigersønnen Claus Esmarch fik hans job. Men det job mistede denne i 1605, da Frederik von Ahlefeldt mere eller mindre blev fyret.

Som vi tidligere har nævnt i en artikel, var der masser af klager i Løgumkloster mod begge ægtefolk. Man følte sig snydt af dem.

 

I første omgang ville man ikke bruge tortur

Hertugen måtte to gange beordre Rådet i Aabenraa til at foretage pinligt forhør under tortur. I første omgang havde man i Aabenraa ikke ment det passende.

Og det var måske von Wowern, der havde anbefalet denne tortur. Så kunne han få bugt med sine fjender.

 

Var det justitsmord?

Og ved hjælp af ledende spørgsmål kan man altid ved hjælp af tortur få det frem man gerne vil have. Margaretha Kalundt og hendes mand tilstod kun under tortur. Men var det nok bevis? Har Johann von Wouwern i virkeligheden begået justitsmord. I andre sager har von Wouwern også benyttet sig af beskidte tricks.

 

Niels Heldvad fik sit gamle job igen

Gad vide om Niels Heldvad også tvivlede på retssagen. Nu kunne han pludselig få sit gamle embede igen. Hertugen havde ikke noget imod det.

Og hvorfor skulle familien Kalundt give en person, som de var uvenner med ordren til at skyde deres svigersøn.

 

Var Jørgen Lund og Bertram Jensen overhovedet indblandet?

Om Jørgen Lund og herredsfoged Bertram Jensen overhovedet var med i mordet er også tvivlsomt- Herredsfogeden fik en bøde på 1.000 Rigsdaler. Den blev dog sat ned til 500 Rigsdaler. Efter denne dom var herredsfogeden en knækket mand. Han døde 11 måneder efter. Siden dommen havde han været syg.

 

Kilde:

• dengang.dk – forskellige artikler
• Litteratur Aabenraa
• Sprogforeningens almanak
• Fladsten – bogen
• Niels Heldvad 1564 – 1634 (udgivet 1967 af Skandia Verlag Flensburg)

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.870 artikler
• Under Aabenraa finder du 189 artikler
• Under Sønderjylland finder du 221 artikler

 

• Den berømte mand fra Hellevad
• Den onde amtmand fra Aabenraa Amt