Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Aabenraa

Da by-sekretæren i Aabenraa blev myrdet

Juli 14, 2022

Da By-sekretæren i Aabenraa blev myrdet

Da vægteren tog sig en blunder. Morgenstjernen kunne være farlig. En ung pige styrtede ud. Hun ville alarmere en læge. By-sekretæren vækket af porcelæn, der faldt til jorden. Tyven var nøgen og påført en klæbrig substans. Stak med kniv. Døde efter et kvarter. Dette stod i retsprotokollen og kirkebogen. Den skyldige var en dragon, der samme nat deserterede. Han skal nok vogte sig for at vise sig i Aabenraa.

 

Da vægteren tog sig en blunder

Det var natten mellem den 25. og 26. maj i året 1764. Sejrværket i Skt. Nikolaj Kirke havde netop forkyndt midnatstimen. De tolv dirrende slag var tonet ud over den lille Aabenraa by, hvis flittige borgere var gået til ro.

Nattestilheden blev brudt på vanlig vis af vægteren, der trodsede den høje Magistrats reglement. Han havde gået sin sidste runde klokken 11 og tog sig nu en blunder på Vægterpladsen. Han havde fremsagt eller nærmere forsøgt at synge:

  • Gud Fader os bevare
  • De store med de små
  • Hans hellig engleskare
  • En skanse om os slå
  • Selv vogte byen vel
  • Vort hus og hjem
  • Har han igennem
  • Vor ganske liv og sjæl

 

Morgenstjernen kunne være farlig

Vægterens skridt på den toppede brolægning gav dump genlyd fra gadernes toppede brolægning. Det blafrende lys kastede et spøgelsesagtigt skær omkring. I sin anden hånd førte han ”Morgenstjernen” – den lange vægterstav, hvis spidse jernpigge kunne være et frygteligt våben mod røvere og ugerningsmænd.

Kirke-uret havde næppe slået tolv inden vægteren igen vågnede og istemte det skønne midnatsvers:

  • Det var om midnatstide
  • vor frelser han blev født
  • Til trøst al verden vide
  • som ellers var forødt
  • Vor klokke er slagen tolv
  • Med tunge og mund
  • Af hjertens grund
  • Befal dig Gud i vold

 

En ung pige styrtede ud

De allerfleste beboere var trygge ved disse vægtere. Men midnattens fred blev pludselig brudt. Efter at vægteren var forsvundet, blev døren til by – sekretær Kanutz ejendom, der har ligget omtrent der, hvor Handelsbanken senere lå, revet op med et voldsomt ryk. En ung pige styrtede ud.

Hun for fuldstændig forstyrret af rædsel gennem de mørke og mennesketomme gader. For et øjeblik siden havde hun og en medtjener fundet by-sekretæren i ejendommens forstue døende gennemboret af knivstik. mens morderen, en fuldstændig nøgen mand var flygtet ud af et vindue.

 

Hun ville alarmere en læge

Nu var hun på vej for at alarmere en læge som hun vel nok også har fået fat i, men han er sandsynligvis ikke nået frem til by-sekretærens dødsleje, før det var for sent. Kanutz udåndede allerede et kvarters tid efter, at det blodige overfald havde fundet sted.

By-sekretær Kanutz, der tillige var Overrets – og Landsretsadvokat, var enkemand og boede i ejendommen på Storegade sammen med sin lille søn Friedrich, en tjener og en tjenestepige.

 

Vækket af porcelæn, der faldt på gulvet

Lidt over midnat den pågældende nat blev Kanutz vækket af en usædvanlig larm som om der blev knust noget porcelæn i en af stuerne. Da han snart blev klar over, at der befandt sig en fremmed i lejligheden, formentlig en indbrudstyv, stod han op, tændte lys, svøbte lidt klæder om sig og begav sig ud i forstuen, hvor han traf den natlige gæst, en fuldstændig nøgen mandsperson, der ved hjælp af en stige var klatret ind gennem vinduet. Ukendt med lokaliteterne var han i mørket kommet til at støde voldsomt til et skab, på hvilket, der befandt sig noget porcelæn. Det faldt på gulvet med et stort brag.

 

Tyven var nøgen og påført en klæbrig substans

Kanutz, der var i sin bedste alder og en uforfærdet mand for løs på indbrudstyven og forsøgte at gribe ham. Men det viste sig at være ret vanskeligt for ikke at sige umuligt. Tyven var som skrevet nøgen og desuden havde han smurt kroppen ind i en fedtet substans, det gjorde det let for ham at rive sig ud af ethvert nok så hårdt greb.

 

Stak med en kniv

Da Kanutz mærkede, at han ikke alene kunne få bugt med banditten, udstødte han et gennemtrængende skrig om hjælp, der hidkaldte tjeneren. I samme nu, hvor tjeneren viste sig, sprang den nøgne mand ind på by-sekretæren og stødte sin kniv i hans bryst.

 

Døde efter et kvarter

Ved synet af blodet blev morderen helt desperat og huggede i blinde løs på sit offer, der efter få sekunders forløb sank sammen dødelig såret af en mængde knivstik både i brystet og i underlivet. Tjeneren kom netop tidsnok til at se morderen forsvinde ud ad vinduet, hvorefter han ved hjælp af stigen nåede jorden. I ly af mørket lykkedes det ham at flygte og slippe ukendt bort.

Sammen med pigen har tjeneren bar tjeneren by-sekretærens blodige legeme ind i soveværelset, hvor de lagde ham på sengen. Mens tjeneren blev hos den døende mand løb tjenestepigen ud i byen for at hente en læge. Idet hun kom ud på gaden, så hun den nøgne mand forsvinde om et hjørne.

 

Dette stod i retsprotokollen

Sådan omtrent beretter overleveringen om den uhyggelige bloddåd i Aabenraa i 1764. Aabenraa Retsprotokol fra 1764 indeholder den 26. maj en kort meddelelse om mordet.:

  • Efter at en Bandit ved 12 – 1Tiden Natten mellem den 25. og 26. Maj ved Hjælp af en Stige er trængt ind gennem et Vindue til By-sekretær Kanutz Ejendom og har myrdet By-sekretæren og det som Følge deraf har været nødvendigt at lade det afsjælede legeme tilbørligt undersøge, er en saadan Undersøgelse foretaget af den herværende Fysikus Hr. Schanck og Kirurgen Hr. Kier. Undersøgelsens Resultat er af de nævnte Læger ført til Protokols.

 

Dette stod i kirkebogen

Aabenraa Kirkebog indeholder for den 26. maj 1764 bl.a. følgende:

  • Overrets og Landssekretsadvokat By-sekretær Johannes Kanutz her, en søn af By-sekretær Friedrich Kanutz og Kathrina Dorothea født: Jacobsen. Han var gift mad den allerede døde Meta født Jessen med hvem han havde en Søn ved Navn Friedrich. Han døde som Følge af fjorten Saar som en Dragon, der trængte ind i hans Hus, tilføjede ham. Døden indtruffet Kvarter efter, at Overfaldet havde fundet Sted. Kanutz blev 39 Aar og 30 Dage gammel – Lig-prædiken – Begraves den 31. maj.

 

Den skyldige var en dragon

Der var ikke skik dengang, at der holdtes lig – prædiken over alle døde. Derfor er det tilføjet i kirkebogen, over hvem der skal holdes lig-prædiken. Kirkebogen bringer den nye oplysning, at morderen skulle være en dragon. Denne antagelse stemmer udmærket overens med følgende linjer, der hidrører fra Stadsarkivet i Kiel:

  • I Natten mellem den 25. og 26. Maj 1764 er By-sekretær Johannes Kanutz bleven dræbt i sin Bolig ved elleve dybe Saar i Brystet og Underlivet. Man antager at Gerningsmanden er en Dragon fra det kongelige Livregiment ved Navn Andreas Polekin fra Polsk – Preussen. Polekin deserterede samme Nat som Mordet fandt sted og blev straks forfulgt ved Hjælp af Stikbreve, tilsyneladende dog uden Resultat.

 

Han skulle nok vogte sig at komme til Aabenraa – igen

Nej, Andreas Polekin skulle nok vogte sig for at komme til Aabenraa igen. Det havde været halsløs gerning for at vise sig inden for det område, hvor Aabenraa – skarpretteren Heinrich Christoph Røseler med nidkærhed udførte sit blodige hverv.

 

Kilde:

  • Sprogforeningens Almanak
  • Litteratur Aabenraa
  • dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.845 artikler
  • Under Aabenraa finder du 177 artikler

 


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Aabenraa