En spion fra Sottrup

Hjulmanden fra Sottrup. ”Gå på plyndringstogt i Jylland”. Dårligt efterretningsvæsen i begyndelsen. Kampen bølgede over hele linjen. Anholdt på grund af danskhed. En vigtig spion. Gårdejeren roede ud til Hekla.  Fjenden holdt øje med ham.  Stak af fra fjenden. Under opsyn i egen stue. Fængslet i Slesvig. Brud på våbenhvilen. Smart måde at narre fjenden på Dekoreret. I Felt politiets tjeneste.

 

Hjulmanden fra Sottrup

Man husker treårs – krigen på Sundeved.  Og det er særlig kampene ved Adsbøl, Nybøl, Dybbøl og Ullerup. Nu er alle historier nok ikke lige sande. Nogle har udviklet sig til myter. Midt i alle disse har vi så ”Hjulmanden fra Sottrup”. – æ gal Jolle”. Han var barndomshelten for mange.

Han minder en del om de personer der findes i Carit Etlars folkekære bog ”Gøngehøvdingen”.

 

”Gå på plyndringstogt i Jylland”

I foråret 1848 gærede det overalt i Europa, og i en hel del stater blev det til revolution. Og det var måske med til at fremme den Slesvig – Holstenske revolution. En Slesvig – Holstener blev af den jævne mand anset for noget af det værste, man kunne blive.

Man mente at den Slesvig – Holstenske regering i Kiel havde frigivet tugthusfanger i Rendsborg med pålæg om, at de skulle drage på plyndringstogt i Jylland. Den såkaldte ”Slavekrig” blev ikke alene forspillet til Treårskrigen, men den fremkaldte en folkevæbning af en ganske ejendommelig karakter.

Måske var bevægelsen lidt naiv. De våben, som man havde kunne næppe modstå skydevåben. Da krigen blev til ramme alvor måtte ”Folkebevæbningen” opløses. De bedte folk giv over til det danske efterretningsvæsen.  Det er kendt at både Laurids Skau og Hans Krüger var med i Folkebevægelsen.

 

Dårligt efterretningsvæsen i begyndelsen

Det danske efterretningsvæsen var i en sørgelig forfatning ved krigens udbrud i 1848. Endnu efter kampene i Sundeved var det under al kritik. Krigsministeriet giver 19. maj 1848 et pålæg om ”at søge tilvejebragt et godt spionvæsen. Samtidig fik man at vide, at der skulle spares på pengene.

 

Kampen bølgede over hele linjen

Så kom kampene midt i Sundeved den 28. maj og 5. juni 1848, Den 28. maj blev der kæmpet om Nybøl Mølle. Særlig kendt er artillerikampen mellem tyskerne og Batteririet Jessen.

Den 5. juni bølgede kampen over hele linjen. Den danske hær måtte vige hele dagen, indtil de danske reserver kom frem ovre fra Als, Hen på eftermiddagen, da de danske reserver er samlede, går hæren over til storslåede angreb, der jagede de tyske tropper tilbage.  Adsbøl – Ullerup – Blans.

Den danske hær trækker sig til en linje Bøffelkobbel – Ragebøl. På den måde kom Nybøl og Broager Sogne til at ligge i en såkaldt ”Ingenmandsland”. Der lå sognene helt fra til våbenstilstanden den 25. august 1848.

 

Anholdt på grund af danskhed

Natten mellem den 26. og 27. juni bliver der fra tysk side foretaget en større rekognoscering under ledelse af oberst Ranzow (Rantzau). Hans styrke består af 3 kompagnier og en eskadron. Et kompagni af styrken blev stående i Sottrup, mens den øvrige del marcherede videre til Ragebøl. Om ekspeditionens udfald vides intet.

To nætter senere foretager obersten atter en omfattende rekognoscering. Om denne hedder det i Generalstabens Værk:

• For endelig at sikre sig imod, at der blev bragt efterretning til Als om hans troppers stilling og overhovedet om, hvad der var i gære på den tyske hærs side, lod obersten natten mellem 28. og 29. juni den for sin Dansksindethed særlig bekendte retskriver Sørensen opsnappe og transportere til Flensborg.

 

En vigtig spion

Og her er det, at vi skal nævne Jøren Jørgensen. Faren drev en hjulmager-virksomhed. Han talte plattysk og højtysk som en indfødt. Om han var bosat i Sottrup, kan man nu ikke sige noget om med sikkerhed. Han giftede sig anden gang med en kvinde fra Snogbæk. Den første kone døde i barselssengen. Hjulmanden, som han blev kaldt, blev en vigtig spion i treårs-krigen.

Hans grav på Sottrup Kirkegård er slettet.

 

Gårdejeren roede ud til Hekla

Efter slaget ved Slesvig den 23. april 1848 gik store dele af den danske hær tilbage til flankestillingen ved Dybbøl. Lederen af Folkebevæbningen i Sottrup var gårdejer Peter Bonefeld.  Den danske hærs tilbagetrækning var en kendsgerning. Med stor fare for sin egen sikkerhed roede gårdejeren ud til Hekla, der lå i Alssund, for at give skibets chef underretning om det skete.

 

Fjenden holdt øje med ham

Da han kom hjem til Sottrup, var fjenden endnu ikke ankommet. Men det gik kun en time, så var Sottrup besat af tyske tropper. Hjulmand Jørgensen og Peter Bonefeld mødte hinanden.

 

Stak af fra fjenden

Fjenden havde et godt øje til Hjulmanden. De ville hellere end gerne fange ham og uskadeliggøre ham. Selv var han sikkert ikke klar over den fare, han befandt sig i. En morgenstund så han sit hus omringet af fjenden. Han havde ingen anden mulighed end at flygte op på loftet. Underofficeren forlangte at Hjulmanden skulle overgive sig. Men det ville han ikke.

Med dragen sabel forsøgte underofficeren at skaffe sig adgang til loftet. Det kom til en kort kamp i hvilken det lykkedes underofficeren at såre Hjulmanden i foden. Men det lykkedes Hjulmanden at give Underofficeren et sted så at han tabte balancen og falde ned af stigen.

Til alt held måtte patruljen ikke bruge skydevåben. Det havde de fået ordre på. Det var håbløst at fange Hjulmanden så de trak sig fra værkstedet. Nu var det mulighed for Hjulmanden at springe ud ad et vindue i husets nordlige del. Det var godt nok 10 alen ned og så var det lige hans sårede fod.

Patruljen opdagede hans flugt. Og de satte efter ham. Men de havnede i den bløde eng lige nord for Hjulmandens hus. De havde ikke set, hvor han var flygtet hen. Da det var aften, gik han til Sottrupskov, hvorfra han roede over til Als.

 

Under opsyn i egen stue

Kort tid efter var han atter hjemme. Og åbenbart havde fjenden fået det at vide. Igen var ejendommen omringet. Han kneb sig ind i skorstenen. Åbenbart var det den gammeldags type, der var beregnet til røgning.

På et tidspunkt kigger han ovenud af skorstenspiben for at se om fjenden stadig var der. Og de opdagede ham med det samme. Hjulmanden beordres til at komme ned. Men han fortæller, at der var 500 sten i skorstenen og med dem ville han forsvare sig.

Mern han kunne nu godt se, at han havde fanget sig selv. Det lykkedes for Jørgensen at få overtalt officeren til at behandle ham ordentlig, hvis han overgav sig. Det fortælles at officeren måtte aflægge ed på dette. Hvorom alting er, så blev han bevogtet i sin egen stue. Der blev sendt bud efter en højere officer.

Idet alt dette sker, spurgte Hjulmanden hvilken landsmand officeren er. Han svarede, at han var Angelbo. Alt imens overvejer han muligheder for flugt. Dette ville koste blod. Ved hjælp af en lille kniv, som han havde kunne han vel skabe lidt forvirring. Men det var ikke muligt at komme ud af døren.

 

Fængslet i Slesvig

Han blev ført til Slesvig. Politimesteren i Slesvig var en ivrig Slesvig – Holstener. Som følge heraf blev fangenskabet strengt. Hjulmanden blev selvfølgelig anklaget for spionage og blev behandlet derefter. Fangevogterens datter har dog nok set på ham med milde øjne.  Han nød små opmærksomheder fra hendes side.  Han slap dog fri, da våbenhvilen indtrådte.

 

Brud på våbenhvilen

På vejen hjem kom han op at køre med en mand, der i samtalens løb, røbede at han var på vej med geværer til den Slesvig – Holstenske milits. Da en våbentransport stred mod våbenstilstands bestemmelser, var det vigtigt at den danske hærledelse fik dette at vide. Slesvig – Holstenerne overtrådte disse bestemmelser. Dette var grundlag for, at våbenstilstanden i april 1849 blev opsagt fra dansk side.

 

Smart måde at narre fjenden på

Da krigen atter gik i gang, var det hærledelsen magtpåliggende at få undersøgt, hvorledes de fjendtlige troppers stilling var. I den anledning blev Hjuler Jørgensen landsat fra Hekla et eller andet sted som ikke er nærmere angivet.

På det sted, hvor han gik i land, fulgte han en markvej. Han var ikke gået ret langt, inden han mødte en fjendtlig patrulje.  Det var selvfølgelig skibets nærværelse, der havde udløst patruljeringen. Hjulmanden var på det rene med, at han var blevet opdaget.

Han tog så resolut et mark-led som lå i hegnet på ryggen og stavrede fremad. Det lykkedes i virkeligheden at give det udseende af, at han var en gammel mand. Patruljen tiltalte ham på plattysk, men hjulmanden svarede med et langtrukkent ”Hwaaaaa”.

De spurgte så hvor han skulle hen, og han svarede på samme måde. Følgen var at de så lod ham gå. Jo, der fortælles mange historier om denne spion fra Sottrup. Han blev anerkendt af den danske hærledelse. Og han fik lov til at bære infanteri-uniform, selv om han aldrig havde været soldat.

 

Dekoreret

Han blev hædret med Dannebrogsmændenes Hæderstegn ligesom han oppebar en lille pension på 50 Rigsdaler. Dette vidner om at hans efterretninger havde været pålidelige.

Da Sottrup i slutningen af verdenskrigen skulle have nødhjælpspenge, kunne de vise fædre i Sottrup ikke finde noget bedre billede til pengesedlerne end at tegne den mest dramatiske situation i Hjulmandens liv. Som det ses på billedet, sidder han på en skorsten og kaster sten ned mod fjenden for at holde ham fra livet.

 

I Feltpolitiets tjeneste

Også H.P. Hanssen har i sine erindringer skrevet om Hjulmanden.

Selv ville han ikke kaldes spion. Han sagde bare at han var ansat i

• Feltpolitiets Tjeneste

 

Kilde:

• P. Hanssen: Et Tilbageblik bd. 1
• Sprogforeningens Almanak
• dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.811 artikler
• Under 1864 og De Slesvigske Krige finder du 44 artikler