Henrik Kauffmann og Grønland

Vi vælger at placere denne artikel under besættelsestiden. Det var her Henrik Kauffmann blev kendt. Uden mandat lavede han en aftale med amerikanerne. Var det genialt eller egenrådigt? Han blev først kaldt forræder siden helt. Hande USA overtaget Grønland, hvis ikke aftalen kom i stand? Den originale befolkning blev tvangsforflyttet. Den danske stat mente, at man skulle kalde det frivillig flyttet. De kørte en mangeårige sag mod Danmark, men fik kun en meget lille erstatning ud af det. Amerikanerne byggede hele 50 anlæg på Grønland. Da et amerikansk bombefly styrtede ned, hjalp ca. 1.200 Thule-arbejdere med oprydningen. Mange døde senere af kræft. I begyndelsen forsøgte både USA og Danmark at løbe fra ansvaret. Hver arbejder fik tilkendt en erstatning på sølle 50.000 kr. I dag er der ikke så mange tilbage på Thulebasen. Imod aftaler så har amerikanske firmaer fået kontrakter m.h.t. driften af basen og transport til og fra basen. Da de amerikanske soldater forlod Grønland, glemte de at rydde op. Og Henrik Kauffmanns liv sluttede dramatisk og tragisk.

 

En økonomisk hjælpepakke til Grønland

Det er ikke længe siden, at USA ville købe Grønland, og det er ikke første gang, at de kommer med et tilbud. Da statsministeren fortalte, at Grønland ikke var til salg, ja så mødte Trump ikke op i København.

Nu har den amerikanske ambassadør, Carla Sands så præsenteret en ”økonomisk hjælpepakke” fra USA til Grønland.

 

Det civile og det militære holdes ikke mere adskilt

I knap 80 år har Danmark, Grønland og USA haft den forståelse, at USA’s militære tilstedeværelse så vidt muligt holdes adskilt fra det civile Grønland. Men det er nu slut med den hjælpepakke på 83 millioner kroner, der nu kommer fra USA til blandt andet at udvikle råstofbranchen, turismen og uddannelsessystemet i Grønland.

 

En aftale – uden mandat

Det var ellers i 1941, at Kauffmann uden mandat indgik en aftale med USA. Den satte rammerne for USA’ s militære tilstedeværelse i Grønland. Allerede den 9. april 1940 udnævnte han sig selv som dansk ambassadør i USA. Samtidig meddelte han også, at han ikke ville modtage ordrer fra den danske regering, da de var under tysk påvirkning.

Da Thule-basen blev bygget, blev den oprindelige befolkning tvangsflyttet. Man spurgte ikke grønlænderne om det var i orden at amerikanerne kom. Det vender vi tilbage til.

På samme dato et år senere indgik han en aftale om på Danmarks vegne, at amerikanerne måtte oprette vigtige baser på Grønland. Samtidig sørgede han også for forsyninger til grønlænderne.

 

Fra forræder til helt

I første omgang blev Kauffmann anklaget for højforræderi og bedt om at komme hjem. Men han blev derover. De danske generalkonsuler støttede ham, så de blev også fyret. Reaktionen fra den danske regering skyldtes tyskernes reaktion. De blev rasende, da de hørte om aftalen.

Da han så kom hjem efter besættelsen, blev han nærmest modtaget som en krigshelt. Kongen dekorerede ham med Storkorset. Han blev udnævnt som minister uden portefølje i Wilhelm Buhl – regeringen. Officielt blev han genindsat på ambassadeposten i Washington. Helt sikkert har hans initiativ gavnet Danmark, så de kom til at stå på sejrherrernes side.

Beslutningen om, at amerikanerne fik adgang til Grønland, fik konsekvenser for mange i tidens løb. Vi kan bl.a. kigge på det sted, hvor Thule – basen blev etableret.

 

Hvem kom først til Thule?

Det var Gustav Olsen fra Sisimut som i 1909 blev den første missionær på den daværende boplads Uummannaq, og det var Knud Rasmussen, som året efter oprettede kap York Stationen Thule for private midler. Staten viste ikke nogen særlig interesse for området.

Dansk suverænitet over Grønland blev stadfæstet ved den Internationale Domstol i Haag i 1933. Og Handelsstationen i Thule forblev imidlertid privatejet frem til Knud Rasmussens enke afhændede den til staten i 1937.

 

Han slog en handel af med amerikanerne

Kauffmann var ikke traditionel modstandsmand. Men han mente, at et lille land som Danmark burde knytte sin skæbne så tæt til USA som mulig. Han forstod, at vi ikke skulle lægge os så tæt til Tyskland, som et flertal af de danske politikere ønskede.

Danmark og Grønland kunne ikke sætte sig op imod hvad USA så som vitale interesser. I Kauffmanns perspektiv gjaldt det om at få så meget som muligt ud af det og dæmme op for USA’ s civile interesser for USA. Så han slog en handel af med USA.

Det var afgørende for Kauffmann at holde USA’ s baser og militær adskilt fra det civile liv i Grønland. Den linje er nu ophørt. Godt nok blev der underskrevet den såkaldte Igaliku – erklæring fra 2004, hvor også det tekniske og økonomiske samarbejde skulle styrkes. Men det var samarbejde omkring baserne. Det sigtede ikke mod øget civil amerikansk tilstedeværelse.

 

Danmark skulle ud af neutralitetspolitikken

Henrik Kauffmann var Danmarks gesandt i Washington og han handlede helt på egen hånd. Danmark var besat af tyskerne. Imens fik Kauffmann skabt gode kontakter i det amerikanske udenrigsministerium og i Det Hvide Hus.

Han fik også overbevist de amerikanske embedsmænd og politikere om, at det var ham, som de skulle indgå en aftale sammen med. Øen var vigtig for amerikanerne under krigen.

I 1945 deltog Kauffmann sammen med Hartvig Frisch og Erik Husfeldt i San Francisco-konferencen, hvor De forenede Nationer blev oprettet. De to havde Kauffmann et meget nært samarbejde med. Disse to var også fortaler for, at Danmark skulle ud af deres neutralitetspolitik.

 

Pludselig blev vi bange for russerne

Henrik Kauffmann kørte et dobbeltspil, Han indgik vidtrækkende aftaler i Washington uden at holde det danske udenrigsministerium og den danske regering orienteret om dette. Amerikanerne gjorde ham tidligt opmærksom på, at de ønskede at fortsætte deres tilstedeværelse på Grønland.  Kauffmann informerede ikke den danske udenrigsminister om dette, men sendte i stedet en beroligende meddelelse.

Der opstod en vanskelig situation fordi russerne var på Bornholm. Den danske regering vidste ikke, hvordan russerne ville reagere på den melding. Også Kauffmann selv reagerede med frygt. Men det var dog ingen grund til frygt

Dette medførte at udenrigsminister Gustav Rasmussen var helt uforberedt, da han skulle møde amerikanerne, hvor de fremlagde deres krav. Dermed var befrielsesregeringens tillid til Kauffmann brudt. I København mistede man tilliden til Kauffmann.

Det førte til at man i årtier ikke oplyste offentligheden om, hvad der foregik i Grønland.

 

Amerikanerne søgte efter uran på Grønland

Det er velkendt, at danske geologer siden Anden Verdenskrig har kortlagt indholdet af uran og andre interessante grundstoffer og mineraler i Grønlands undergrund. At amerikanerne allerede var i gang med dette, er sikkert overraskende for mange.

Det var dog intet i den aftale, som Kauffmann underskrev, der gav amerikanerne adgang til minedrift. Men amerikanerne fik lov til at sende en ekspedition til Grønland bestående af geologer og mineingeniører til Grønland for at eftersøge mineraler betegnet som ”ferro-legeringer”. Det var den officielle dækhistorie for ”Manhattan – projektet”, der havde til hensigt at udvikle en amerikansk atombombe.

Union Mines meddelte at der var tale om en eftersøgning efter et sjældent mineral, som ellers kun var fundet i Nigeria og Brasilien. Det havde stor betydning for krigsindustrien. Åbenbart havde Kauffmann ikke mistanke om, at det var uran, amerikanerne var ude efter. Man var slet ikke klar over, hvad man havde givet grønt lys til. Åbenbart blev der ikke fundet nogen forekomster.

 

USA byder 100 millioner dollars for Grønland i 1946

Ukendt for mange er sikkert også, at allerede i 1946 tilbød USA at købe Grønland for 100 millioner dollars.

Grønland var dog ikke til salg, for som udenrigsminister Gustav Rasmussen sagde det dengang:

• Nok skylder vi Amerika meget, men jeg føler ikke, at vi skylder dem hele øen Grønland.

 

Rabat hos NATO

Grønland spillede en rolle for selve dannelsen af Nato. Det var ikke på grund af Grønland USA stillede sig spidsen af Nato. Men Grønland var en meget vigtig brik i det puslespil end vi hidtil har forstået selv om der var andre store brikker. Det var Henrik Kauffmann, der lagde skinnerne til Danmarks medlemskab af forsvarsalliancen NATO.

Danmark blev indskrevet som en af de første lande i 1949. Både Færøerne og Grønland blev også indlemmet i NATO – også denne gang uden at blive spurgt. Færøerne protesterede men dog uden virkning.

Her tydede noget på, at Danmark også fik en særstilling. Man fik rabat på diverse ydelser. Måske kan man også takke Kauffmann for dette.

Ofte gik amerikanerne til Kauffmann, som en slags repræsentant for USA. Men lige så ofte tvivlede de på ham. Man havde indtryk af at han kørte sit eget spil.

 

Grønlænderne blev ikke spurgt

Da efterfølgende regeringer rejste spørgsmålet om USA’ s rømning af Grønland var amerikanerne ikke villige til at give slip på de etablerede baser. De påpegede i en svarskrivelse på dansk henvendelse, at for dem var det afgørende, at Grønland fortsat blev anskuet som en del af den vestlige halvkugles forsvarsinteresser. Grønlænderne blev ikke spurgt.

 

Kauffmann’ s tanker om atombomben

En speciel side af Kauffmanns verdensbillede vedrører hans udlægning af ”Atombombens politiske betydning”. Det ses af en 22 siders lang analyse som han i 1945 sendte til Udenrigsministeriet. Atombomben indebar vidtrækkende og afgørende brud med hidtidige forudsætninger for landenes omgang med hinanden. Det eneste og politisk acceptable svar på bombens eksistens er en markant styrkelse og forpligtende samarbejde og effektiv kontrol med de enkelte landes atomprogrammer. Tolkningen havde klare ligheder med Niels Bohrs tanker.

 

Nu var Grønland ikke mere en koloni

I årene 1945 – 1954 blev spørgsmålet om Grønlands statsretlige stilling et vigtigt led i dansk FN – politik. Den danske regering forsøgte ihærdigt via en række forhandlinger i FN at bevare Grønland som en del af det danske rige. Det lykkedes for regeringen og ved ændring af grundloven den 5. juni 1953 ophørte Grønlands status som koloni, og landet blev formelt en ligestillet del af Danmark. Statusændringen blev i 1954 anerkendt af FN.

I 1947 – 1948 overdrev amerikanerne sikkert den russiske trussel mod Grønland. Det kunne være et middel til at retfærdiggøre deres tilstedeværelse på Grønland.

 

Vi vidste ingenting

I 1952 erkendte den danske regering, at de ikke kunne få indflydelse på eller vetoret på USA’s militære operationer på og fra Grønland. Men man erkendte også, at man måske ville stå bedst i sådan et forhold. Så kunne man ved et evt. amerikansk angreb mod Sovjet stå tilbage og sige:

 

• Vi vidste ingenting

 

Originalbefolkningen blev tvangsflyttet

Staten accepterede det som Kauffmann uden mandat havde forhandlet sig frem til med amerikanerne. I 1951 gav de tilladelse til, at de måtte opføre Thule – bassen. Den oprindelige befolkning ”Inughuit” blev tvangsforflyttet.

Staten foreslog, at det var tale om en frivillig flytning og fastholdt denne løgn til domstolene kunne bekræfte, at befolkningen blev tvangsforflyttet og anerkendte at dette indebar indgreb i såvel individuelle som kollektive rettigheder.

Ved to domme ved Østre Landsret 1999 og Højesteret i 2003 opnåede Inughuit den juridiske sejr over staten. Erstatningen var imidlertid minimal, ligesom befolkningen heller ikke fik anerkendt ejendomsretten til området.

Det skyldes en ufin detalje, fordi staten og Hjemmestyret i forbindelse med ratifikationen af ILO-konventionen 169 i 1994 fik det strikket sådan sammen at Inughuit og Tunumiut (Østgrønlænderne) ikke længere kunne have særegen status som det oprindelige folk.

 

Amerikanerne byggede 50 anlæg

Interessen fra amerikansk side er ikke mindsket snarere tværtimod. Det handler om råstoffer og stærkere tilstedeværelse i Arktis. Desuden har kineserne også vist interesse for Grønland.

Aftalen tillod USA at oprette flyvepladser, radiostationer og metrologiske stationer, bygge havne, veje, fæstningsanlæg samt leje de nødvendige områder dertil. Aftalen kan kun opsiges, når begge parter siger nej. Overenskomsten skulle forblive i kraft, indtil der var enighed om at de bestående farer for det amerikanske kontinents sikkerhed er ophørt.

I løbet af 1950’erne og 60’erne blev Thule og Sønder Strømfjord voldsomt udbygget. Basserne dækkede ikke kun flyvepladser, men alle anlæg, der forsynes via disse lokaliteter eks. Radarsystemer, vejrmeldingsstationer og radiotjenester samt forsøgsområder. Der fandtes på det tidspunkt ca. 50 anlæg. Fra disse anlæg blev hele det arktiske og nordatlantiske område overvåget. Udgifterne blev på det tidspunkt delt mellem Danmark og amerikanerne og delvis af NATO – fonde.

 

Man glemte at rydde op efter sig

For få år siden traf det amerikanske luftvåben en kontroversiel beslutning om at opsige serviceaftale på Thulebasen til skade for Grønlands økonomi og beskæftigelse. Men man glemte lige at rydde op efter sig.

Der har været meget lidt åbenhed omkring de konkrete opgaver og funktioner. Baserne har været omgivet af hemmelighedsholdelse af politiske handlinger, farefulde eksperimenter og miljøforureninger. Stik imod dansk politik og dansk lovgivning. Men den danske regering har set gennem fingrene med dette. Her skal vi blot kigge på et par af sagerne:

• Thulesagen: Amerikanerne har bragt kernevåben ind over dansk luftrum, på jorden og under isen. Den daværende statsminister accepterede i hemmelighed overtrædelsen af dansk atomlovgivning

 

• USA og NATO har brugt Grønland til at eksperimentere med biologisk og kemisk våbenudvikling

 

• Base Century: Der er afsløret et baseanlæg til opstilling af hundrede atommissiler. Baseanlæggets 9.200 ton skrot er blevet efterladt. Blandt andet millioner af liter olie, diesel og væsker med rester af driften af atomreaktoren hældt direkte ned i isen.

 

• Senest i 2009 afsløredes det, at lufthavnen i Narsasuaq var blevet anvendt af CIA – fly på hemmelige missioner blandt andet ved transporter af fanger til og fra hemmelige fængsler.

 

Byen under isen

Der er mange uafklarede spørgsmål omkring den mystiske ”By under Isen”, Camo Centery, som ligger 200 km fra Thulebasen. Camp Century var en del af USA’s hemmelige koldkrigs – atommissilprogram, der gik under navnet ”Project Iceworm”. Dette projekt har efterladt enorme mængder affald i Grønland. Det er også usikkerhed om mængden af radioaktivt affald, der er efterladt i området, dukker frem, når isen smelter på grund af klimaforandringer.

 

Hældte man dieselolie i søerne?

Der går også rygter om, at soldater i Grønland ikke skulle få myggestik, så hælte de tusinde liter dieselolie i søer og vandhuller omkring deres base for at ødelægge myggenes levesteder. Olien ligger stadig og stinker til stor skade for naturen og fødekæderne. Den amerikanske forurening af Grønland er så omfattende at sagen er bragt for FN’ s Menneskerettighedskommission.

 

Thulearbejderne blev ramt af mange kræftformer

Efter nedstyrtningen af et B52 – bombefly i januar 1968 var der mange Thule – arbejdere, der hjalp med oprydningen. Efterfølgende blev mange af disse syge. Den amerikanske regering stod klar med erstatning, påstod de. Men den danske regering bad ikke om det.

Grunden til det var, at den danske regering påstod, at der ikke var atomvåben på Grønland. Så kan der heller ikke ske atomuheld. Nu var det sådan, at de amerikanske arbejdere arbejdede med beskyttelsesdragter. Det gjorde de danske arbejdere ikke.

Thule – arbejderne blev ramt af forskellige kræftformer. Mange af dem døde efterfølgende. Der var fire brintbomber ombord. De tre blev først fundet efter en måned. Den sidste bombe ligger stadig på Grønland et eller andet sted.

 

Radioaktivt materiale blev spredt

Flyet var styrtet ned gennem isen og efterladt et hul, der var 800 meter langt og 200 meter bredt. Det var et stort sort hul. Det var buldrende mørke i begyndelsen og 40 graders kulde.

Der udbrød brand i flyets kabine. Det søgte mod Thule Air base for at nødlande, men mandskabet måtte forlade flyet.

Ved styrtet eksploderede brintbombernes indhold af konventionelt sprængstof, hvilket spredte flyvragdele over et stort område. Brintbombernes indhold af radioaktivt materiale blev spredt uden dog at udløse en nuklear eksplosion. Den kraftige varmeudvikling ved eksplosionen og forbrændingen af flyets brændstof medførte at havisen smeltede og større mængder af vragdele sank ned på havets bund.

Der var en masse vragrester på et stort område. Ret hurtig kom der specialfly fra USA med et team på 6-700 mand. Det vigtigste var at få fat i den såkaldte ”mission – folder”, som er en forseglet ordrer. Den måtte ikke komme i fjendens hænder.

 

Bliv nu ikke hysteriske

Der blev straks foretaget radioaktive målinger. De gav udslag på det, som svarer til 4.500 gange højere end det amerikanske hærs nedre grænser. Men folk fra Københavns Universitet beroligede og sagde, at der såmænd ikke var mere radioaktivitet i området, end det var i Roskilde Fjord. Strålingen var ikke farligere, end at den kunne standses med en avisside.

I BT lød overskriften:

 

• Bliv nu ikke hysteriske, advarer dansk atom – ekspert

 

En Thule- arbejder påstod ellers noget andet dengang:

 

• Vi var så rygende radioaktive efter de første dage ude på ulykkesstedet, at alt vores pelstøj blev konfiskeret og sendt til USA til rensning. Men det kom aldrig tilbage. For de var ikke i stand til at rense det for stråling.

 

Amerikanske eksperter skyndte sig at fortælle, at:

 

• Plutonium er kun virkelig farlig, hvis man kommer til at indånde noget af stoffet som støv.

 

Staten: Det skyldes deres livsstil

De fire brintbomber havde en sprængvirkning, der svarer til 24 mio. ton konventionelt sprængstof.

Staten lukkede foreløbig sagen i 1995. Deres konklusion forblev at:

 

• Thulearbejdernes sygdomme skyldtes deres livsstil, at de havde røget og drukket for meget.

 

DR – journalisten Poul Brink interesserede sig for de arbejdere, der havde ryddet op efter flystyrtet. Han fandt ud af at statsminister H.C. Hansen i 1957 havde set gennem fingrene med, at amerikanerne havde atomvåben på Grønland. Det var en praksis, der fortsatte gennem flere årtier. Nogle medier mente at det var ren konspiration, det som Poul Brink foretog sig. Men han fik en Cavling – pris for sit arbejde. Det skete i 1997.

 

Ingen undskyldning – hverken fra USA eller Danmark

Der var ca. 1.200 danske arbejdere til stede i bjergningen af vragdele m.m. De har hverken fået en undskyldning fra USA eller Danmark. Ingen af staterne har været Thule-arbejderne behjælpelig med at opklare, hvor meget stråling og hvor meget plutonium de rent faktisk var udsat for i 1968.

Den Kolde Krig var ikke nogen glorværdig tid for små indeklemte lande som Danmark. De danske beslutningstagere forsøgte igen engang at få det bedste ud af en uhyre vanskelig situation.

 

Little America

Der sker stadig noget på Thulebasen. Det er ikke Danmark eller Grønland, der har noget som helst at skulle have sagt her. Der er godt nok en dansk politimester. Han har bemyndigelse til at skyde en isbjørn Og han har bemyndigelsen af de civilt ansatte, men resten tager amerikanerne sig af. Det er også dem, der bestemmer, hvem der må rejse til basen fra Danmark.

Omkring 600 civilt ansatte fra blandt andet Danmark og Grønland samt knap 200 amerikanske soldater bor på bassen. Men det hele virker som Little America. Engang var her 10.000. Det var det under ”Den Kolde krig”.

Nasa har opstillet et teleskop her, så man kan kigge efter sorte huller. Den store radar ligger 20 minutters kørsel fra basen. Den vil være den første, der kan se missilerne, hvis Kina og Nordkorea en dag beslutter at affyre ballistiske missiler mod Nordamerika. Radaren gør USA i stand til at svare igen inden de selv bliver udslettet. Og det holder modparten i skak.

 

Amerikanske firmaer får tildelt arbejdet

Egentlig havde man en aftale med amerikanerne at det var grønlandske firmaer, der skulle stå for sejladsen til Thule. Men et amerikansk rederi har vundet en kontrakt på mere end 150 millioner kroner på sejladsen til og fra Thulebasen. Inden da var det et grønlandsk rederi, der tog sig af dette.

Og det amerikanske forsvar følger sin praksis med at tildele kontrakter relateret til den civile drift af basen til amerikanske firmaer. Egentlig burde lejeindtægter m.m. komme det grønlandske samfund til gode.

De civile leverancer til Thulebasen er delt op i flere kontrakter. Den største af dem er den såkaldte servicekontrakt på driften af basen. Den havde Greenland Contractors i mere end 40 år. Men nu har det amerikanske Vectrus overtaget dette i 2017. Dette første til et juridisk efterspil og voldsomme dønninger mellem Grønland, Danmark og USA.

 

Hvor langt vil man gå?

Det er ikke kun i Danmarks interesse, at der er et rigsfællesskab. Det er der sandelig også på Grønland. Og det er op til de to parter at finde ud af, hvor langt USA kan komme i den retning, som de har ønsket i 80 år

 

Lod Henrik Kauffmann sig udnytte?

Henrik Kauffmann huskes måske kun for at han lod sig udnytte af USA og mere eller mindre forærede dem Grønland. Men det er vel svært at forestille sig at Danmark var sluppet ud af Anden Verdenskrig uden at USA ville have etableret sig i Grønland. Men havde han ikke gjort dette havde vi måske ikke haft et rigsfællesskab med Grønland. Så kunne det måske have været at USA bare havde overtaget den kæmpe ø.

Måske var Henrik Kauffmann en overordentlig strategisk diplomat.

 

De første sig frem med stil

Men er det ikke på sin plads lige at præsentere Henrik Kauffmann. Han blev født i 1888 i et aristokratisk miljø. I Frankfurt am Main. Han er født Henrik Louis von Kauffmann.

Hans familie tilhørte den europæiske elite. De omgikkes særdeles indflydelsesrige kredse. De havde i flere generationer tjent det danske militær og kongehus.

I 1902 vendte familien tilbage til København. Henrik Kauffmann fik sin uddannelse på Metropolitanskolen og siden på universiteter i Oxford og Geneve og på Københavns Universitet.

Umiddelbart efter sin eksamen blev han ansat i Udenrigsministeriet. Han gjorde tjeneste som ambassadør i Rom, Peking, Oslo og Washington. Gennem hele livet var han på rejser over hele verden. Sammenlagt var han kun 15 år i Danmark.

Kauffmann giftede sig i 1926 med den amerikanske admiraldatter Charlotte McDougall. Dermed blev han en del af det amerikanske high society. Parret førte sig frem med stil, smukke, solbrændte og elegante. De levede med stil.

 

60-års fødselsdag på Matterhorn

I tiden i Rom havde Kauffmann Rolls Royce og boede i et af byens fornemste paladser over for Den Spanske trappe. I Washington ejede parret et herskabeligt palæ, Woodland Drive.

Han var sportsmand og lagde vægt på at være fit. Han joggede og i tiden som ambassadør i Oslo gjorde han sig bemærket i de norske medier ved på en måned at tilbagelægge 500 km på ski. Fra 1932 til 1939 forsøgte han at mildne spændingerne mellem Norge o Danmark, der havde grund i stridighederne til den del af Grønland nordmændene kaldte Eirik Raudes Land.

På sin 60-års fødselsdag valgte Kauffmann at tage på bjergbestigning. 60-årsdagen blev fejret på toppen af Matterhorn. I sine sidste år som ambassadør var Kauffmann en myte i Udenrigsministeriet. Han blev omtalt som manden med ”det blå hår”.

 

Pyjamas som dansk nationaldragt

Han var kendt for sin excentriske optræden. De sidste år i Washington skiftede han, iført duffelcoat af militært tilsnit sin diplomat-limousine ud med en åben jeep.

En af de mange historier om ham handlede om dengang han under en rejse i Kina i 1920erne blev inviteret til souper hos en lokal krigsherre. Kauffmann havde ingen smoking i kufferten. I stedet iførte han sig ifølge anekdoten sin nystrøgne pyjamas. Han lod, som om det var den danske nationaldragt og gennemførte aftenen med værdighed og uden at fortrække en mine – til almindelig tilfredshed.

 

Dramatisk og tragisk afslutning

I 1963 sluttede Kauffmanns liv dramatisk og tragisk. Han blev ramt af en alvorlig kræftsygdom. Han tilbragte den sidste tid på Skodsborg Badesanatorium. Tidligt om morgenen den 5. juni dræbte hans kone, Charlotte, ham med en brødkniv. Kort efter tog hun sit eget liv. I tre efterladte breve talte hun om medlidenhedsdrab.

Henriks og Charlottes lange rejse endte brat og råt med mord, på sin vis med dobbeltmord, der gav genlyd i flere verdensdele.

 

Skal sandheden altid frem?

Den amerikanske ambassadør i Danmark har gentaget det budskab, som var fremme, da amerikanerne anlagde basserne på Grønland i 1950’erne, at øget amerikansk indflydelse på Grønland er den bedt mulige løsning for Danmark og Grønland. Alternativet er, at Rusland og Kina kommer og tager Grønland.

Skal sandheden altid frem? Kan et land eller et samfund tåle at afsløre alle sine hemmeligheder over for sin befolkning?  Er det fordele ved løgnen, og hvor langt kan man gå før en løgn bliver et overgreb?

 

Kilde:

• Bo Lidegaard: I Kongens Navn
• Bo Lidegaard: Uden Mandat – En biografi om Henrik Kauffmann
• Henrik Knudsen, Henry Nielsen: Uranbjerget
• Poul Brink: Thulesagen – Løgnens univers
• Jens Brøsted m.m. Thule-fangerfolk og militæranlæg
• Wikipedia
• altinget.dk
• b.dk
• bt.dk
• arbjderen.dk
• tidsskrift.dk
• information.dk
• 1sted.dk
• danmarkshistorie.dk
• ing.dk
• dr.dk