Auschwitz – en udryddelseslejr.
Dette er artikel nr. 1.500. Og det markerer vi med en ekstra lang artikel. Det bliver med noget af det mest rædselsfulde under Anden verdenskrig. Vi har forsøgt at finde kilder, der giver et meget nuanceret indblik i Udryddelsernes historie. Var det 20 mio. der døde under Holocaust? Har vi slet ikke lært af Holocaust? Auschwitz er den onde fællesnævner. Hvorfor bombede man ikke? Holocaust kom ikke som et lyn. Jo her var swimmingpool og bordel. Rudolph Höss forstod godt, hvorfor jøderne skulle udryddes. Bødlerne tog også på udflugt. Der var tre hoved – og 40 underafdelinger. 900.000 blev myrdet med det samme. For halvdelen af de overlevende kom redningen for sent. Mødet med virkeligheden efter krigen var et chok for de overlevende jøder. Det tyske retsvæsen har i den grad fejlet.
I det sydlige Polen
Polske Oswiecim er en by der lever i skyggen af Auschwitz. Byen har 38.000 indbyggere, en velbesøgt McDonald, en netto, shoppingcenter, isskøjtebane og et nyopført hotel. Vi er i det sydlige Polen, en times kørsel fra Krakow.
Er 20 mio. døde under Holocaust?
For ca. 7 år siden kunne forskere fortælle, at der var langt flere koncentrationslejre, hvor man begik forbrydelser, og at op til 20 mio. mennesker døde under Holocaust. Det er dobbelt så mange som hidtil antaget. Det stod at læse i The Independent og The Telegraph.
Amerikanske forskere fra United States Holocaust Memorial Museum i Washington har gennemgået alle de lejre, fængsler og institutioner, som Hitlers regime anvendte til at indespærre og dræbe jøder og andre systemkritikere.
Der var 42.400 forskellige institutioner
For et par år siden mente man at kende til 20.000 steder, men nu viser det sig, at udryddelses – og lejr-systemet var langt mere omfattende. Forskere har nu fundet frem til 42.400 forskellige institutioner. Forskere mener nu at mellem 15 og 20 mio. er omkommet.
Udover jøder blev der også dræbt sovjetiske og polske krigsfanger, romaer, politiske modstandere, homoseksuelle, modstandere af nazismen, handicappede, Jehovas Vidner og andre.
Halvdelen af jøderne i Tyskland vil forlade landet
I en artikel i Der Spiegel advarer den tyske udenrigsminister, Heiko Maas, om at det er behov for hurtig handling på grund af omfattende antisemitisme. Næsten en ud af to jøder har tænkt på at forlade Tyskland. Og det sker netop på grund af dette problem.
Samtidig vil Tyskland arbejde for nye hårdere straffe over for dem, der benægter Holocaust, hvilket i dag er ulovligt i Tyskland og en halv snes andre lande i EU. På Auschwitz – dagen lød det fra Franz Walter Steinmeier:
- Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at tyskerne har lært af historien en gang for alle. Men det er jeg ikke i stand til at sige.
Han henviste til, hvordan en højreorienteret terrorist i efteråret dræbte to personer og kun blev hindret i at begå en massakre i en synagoge i byen Halle, fordi en tyk og låst trædør holdt ham ude.
Voldelige og antijødiske holdninger
Den tyske indenrigsminister Horst Seehofer har for nylig udtalt, at ”mindst 12.000 personer på den yderste højrefløj i Tyskland menes at være potentielt voldelige.
19 mio. af tyskernes 69 mio. mennesker har antijødiske holdninger. De mest antisemitiske steder i verden er ifølge undersøgelsen Vestbredden og Gaza, hvor 93 pct. har antijødiske holdninger.
Har man ikke lært af Holocaust?
Man skulle jo tro, at folk havde lært af Holocaust. Men en undersøgelse fra 2014 tyder på det modsatte. Hver fjerde voksne i verden var ifølge denne undersøgelse ”stærkt inficerede” af antijødiske holdninger. Det er meget skræmmende at historieløsheden breder sig på denne måde.
I undersøgelsen, som var lavet af Anti – Defarmation League (ADL), konkluderes det også, at omkring halvdelen af verdens befolkning ikke ved, hvad Holocaust er.
Ved indgangen til udryddelseslejren Auschwitz står i dag den enkelte sætning:
- Den som ikke huske historien, er dømt til at gentage den.
Undersøgelsen er fra 2013. 53.100 voksne mennesker fra 102 forskellige lande har svaret.
Antisemitismen stikker sit hæslige fjæs frem. Har vi intet lært? Jøder chikaneres, myrdes, fordi de er jøder. Jødiske institutioner må bevogtes af soldater. Jøder kan ikke frit vise deres religiøse tilhørsforhold.
Auschwitz er den onde fællesnævner
Auschwitz står som den store onde fællesnævner for Holocaust.
Nazisternes udryddelse af seks mio. eller flere jøder er stadig det moralske omdrejningspunkt. Dermed ikke sagt, at andre folke – og massemord var mindre tragiske. Tyrkiets mord mod armenierne, nazisternes mord mod sigøjnere og handicappede, Lenins og Stalins mord på 40 mio. Og Maos mord mod 60 mio. mennesker.
Når det lige er nazisternes mord på jøderne, der huskes bedst, er det fordi, at det opstod i det civiliserede Europa og viste at selv i højtudviklede samfund lurer barbariet lige under overfalden. Der var intet folk andet end jøderne, der var udset til total udryddelse. Endelig var nazisternes ekstreme racisme af hidtil ukendt karakter.
Hitler nævnte jødeudryddelse i en tale og han gav ordre.
Adolf Hitler og hans nationalsocialister havde lige fra 1920erne en plan om at myrde alle jøderne. Det var tale om en tidlig bevidst intention. I Mein Kampf fra 1925 udtalte Adolf Hitler sig stærkt antijødisk. Men her blev der dog ikke fremsat direkte planer om en udryddelse.
Til gengæld holdt Hitler en tale den 30. januar 1930. Her talte han om udryddelser af jøder. Fra starten var han en blodtørstig darwinist, der ville have en racekamp, hvor han håbede, at den arisk tyske race ville vinde. Nazismen var ikke blot et udtryk for tysk nationalisme, der stræbte efter et Stortyskland. Hitler ønskede den totale racekrig, hvor jøderne var udset til at forsvinde, fordi de symboliserede den civilisation, som Hitler foragtede.
Göring benægtede dog senere. At Hitler overhovedet kendte til jødeudryddelse. Og det findes da heller ikke nogen skriftlige ordre fra ham i den forbindelse. Hitler har aldrig besøgt Auschwitz eller andre KZ – lejre. Men ak og ve. Både Joseph Goebells og chefen for SS, Heinrich Himmler noterede 12 december 1941 noterede i deres dagbøger, at Hitler havde givet grønt lys for jødeudryddelse.
Holocaust er et resultat af krigens udvikling, siger nogle historikere. Der var pres fra toppen og længere nede i systemet for en radikal løsning.
Holocaust kom ikke som et lyn
Nu kom Holocaust ikke som et lyn fra en klar himmel. Både medier, politikere, efterretningstjenester og regeringer vidste, at Hitlers styre var begyndt at sætte folk i koncentrationslejre. De modtog rapporter om indespærringer i ghettoer og lejre.
Det lykkedes for Rudolf Vrba og Alfred Wetzler at flygte fra Auschwitz. De dikterede deres historie til repræsentanter for Det Jødiske Råd i Zilina i Slovakiet. Det var en historie, der var suppleret med skitser over lejrens opbygning, gaskamrenes indretning og kapacitet samt lister over antallet af jøder og andre, der endte deres liv i lejren.
Det lykkedes kun 144 fanger at flygte permanent fra lejren.
De to flygtede nedskrev omhyggeligt alle deres oplevelser i koncentrationslejrene og lagde vægte på Auschwitz. Rapporten blev skrevet på slovakisk, engelsk og tysk.
The Kastner Train
Det jødiske råd i Zilina lovede de to eksfanger, at de skulle sørge for at sprede den skræmmende rapport, men det skete ikke andet, at de sendte materialet videre til Rudolf Kastner, der stod i spidsen for en organisation, der hjalp jøder på flugt. Man undlod også at sende rapporten videre til det jødiske råd i Budapest, fordi man var i gang med at forhandle med Eichmann om det, der senere hedder The Kastner Train.
Dette tog forlod den 30. juni 1944 med Eichmanns fulde accept Budapest med kurs mod Schweiz. Om bord var over 1.600 jøder, der dermed undgik gaskamrene i Auschwitz. Turen havde de betalt med rigelige mængder guld, diamanter og kontanter.
Denne Kastner blev ført fejret som en helt i Israel, men da det kom frem, at han havde samarbejdet med nazisterne, blev han snigmyrdet i Israel.
Ambitionen var daglig at sende 12.000 jøder fra Ungarn til Auschwitz.
Endelig kom rapporten videre
Rapporten kom ingen vegne. Nu havde man mistet tålmodigheden og kontaktede bl.a. Vatikanet og dermed Pave Pius den 22, der informerede både den britiske og amerikanske regering. Efterhånden nåede rapporten også medierne.
Nu var dette langt fra den første beskrivelse af forholdene i Auschwitz.
En modig polsk soldat
Allerede i september 1940 lod den polske soldat Witold Pilecki sig frivilligt deportere til Auschwitz for på den måde at skaffe sig viden om, hvad der foregik i lejren.
Under sit ophold i lejren organiserede han den første modstandsbevægelse blandt fangerne. Det lykkedes ham løbende at få sendt informationer ud fra lejren. Allerede fra foråret 1941 blev alle informationer sendt videre til den britiske regering. I sine rapporter fortalte Witold om nazisternes massive udryddelse af jøderne og andre grusomheder i lejren.
I efteråret 1942 begyndte jorden at brænde under ham. Tyskerne havde da allerede afsløret og dræbt adskillige medlemmer af modstandsbevægelsen. Natten mellem den 26. og 27. april 1942 lykkedes det for ham at flygte.
Pilecki og mange andre havde håbet at nazisternes forbrydelser i Auschwitz havde ført til et allieret angreb mod lejren, men det skete som bekendt aldrig.
Hvorfor bombede de vestallierede ikke?
De vest allierede kunne senest fra 1943 i kraft af deres luftherredømme have lagt hindringer i vejen for Holocaust. De gjorde ingenting for at afskære forbindelseslinjerne til udryddelseslejrene, selv om de udmærket vidste, at togene kørte mod Auschwitz, Treblinka, Solibor, Majdanek. Man spildte ikke en maskine eller en bombe.
Man brugte hellere en masse fly til at fjerne gamle europæiske byer fra landkortet. Appeller om at stoppe Hitlers dødsmaskiner prellede af på både London og Washington. Heller ikke gaskamre forsøgte man at ramme. Man havde endda fotos.
Ok, det var ikke muligt at præcisionsbombe. Teknikken var endnu ikke udviklet dertil. Men man ramte da i 1944 et forsyningsdepot i nærheden af Auschwitz.
Det blev et helvede på jord
39 polske fanger blev sendt til lejren fra Dachau til Auschwitz under opbygning for at levere pigtråd. SS – unterscharfführer Beck sagde til dem, at det var heldigt, at der ikke var kommet en bekræftelse på at efterlade dem i KZ Auschwitz, fordi det ville blive et helvede på jord. Dette var i juni 1940.
Som udgangspunkt skulle lejren rumme polske politiske flygtninge. De første af disse ankom i maj 1940.
Den græske kvindes tragiske død
En græsk kvindelig fange druknede i lejrens latrin, som var en kæmpemæssig grube, der daglig fyldtes med den skvulpende masse af afføring. En SS – mand betragtede smilende kvindes anstrengelser for at komme op. Han skubbede langsomt stille og rolig med sine sko pigens fingre fra brættet, og den lille sank ned i den ækle grød.
En særdeles travl SS – mand
Ja det var også SS – manden Josef Kehr, der ledede desinfektionsafdelingen og sprøjtede giften Fenol i tusindvis af fanger. Ifølge den tjekkiske jøde, Jan Weiss, der blev tvunget til at flytte lig for ham, tog han indimellem to fanger ad gangen i samme værelse.
Ved rampen blev det med det samme taget beslutning om i hvilken række fangerne skulle deles ind. Det var de arbejdsdygtige og alle de andre, der blev ført direkte til gaskamrene.
Da Himmler besøgte Auschwitz
Egentlig er det kun en ting, der er værre end Auschwitz, og det er at verden glemmer, at den fandtes. Tyskland var et af Europas mest højkulturelle samfund. De gav os de største tænkere og kunstnere. Men så fandt de på gaskamre!
De mange lig i massegravene forurenede grundvandet og truede hele området med sygdom. Det var sikkert derfor, at Himmler beordrede gravene tømt og ligene brændt.
Den arkitekt, der tegnede krematorierne blev frikendt ved en domstol i Wien i 1970’erne.
Heinrich Himmler besøgte Auschwitz ud på eftermiddagen den 17. juli 1942. Det fremgår af hans efterladte kalender. Det startede med, at han blev budt på te hos kommandant Rudolph Höss. Derefter besøgte han lejrens kvindeafdeling, et landbrugsområde og selve arbejdslejren.
Derefter bød kommandanten på en middag.
Dagen efter fortsatte besøget antagelig i udryddelseslejren Birkenau. Rudolf Höss beskrev besøget, mens han ventede på sin henrettelse efter krigen:
- Efter inspektionen af Birkenau overværede Himmler den komplette udryddelsesproces af en jødetransport, der netop var ankommet. Han så også på udvælgelsen af de arbejdsduelige, og dem, der skulle dø, uden klager fra hans side. Himmler kom ikke med nogen kommentarer om udryddelsesprocessen – han så på i fuldstændig tavshed.
Jo, her var skam en swimmingpool
Holocaust – benægtere har hævdet, at der var en swimmingpool i Auschwitz. Det er sådan set rigtig nok. Her var ikke adgang for almindelige fangere. Kun vagterne fra SS og særligt udvalgte fangere havde adgang.
I virkeligheden var swimmingpoolen et vandreservoir, der indeholdt vand til brug ved brand – men nazisterne fik bygget vipper, så reservoiret kunne anvendes til rekreative formål.
Rudolph Höss forstod godt, at jøderne skulle masseudryddes
Den ene ordre var værre end den anden. Men hvordan kunne man medvirke til disse folkedrab. Det var ikke et særligt jødehad hos den enkelte. Holocaust var ikke et specielt tysk fænomen. Var det en svaghed ikke at følge en ordre? Mens lederen af Auschwitz, Rudolph Höss sad i fængsel skrev han en selvbiografi:
- Alligevel virkede grunden til ordren om masseudryddelse rigtigt for mig. Jeg mente, at nazistpartiets verdensfilosofi var den bedste for det tyske folk.
Han så reelt jøderne som en trussel mod det tyske folk og var enig i den nazistiske jødepolitik.
Efter krigen efterrationaliserede han:
- I dag indser jeg, at udryddelsen af jøderne var totalt forkert. Den nazistiske sag var ikke styrket med det, tværtimod. Jøderne er meget tættere på deres endelig mål, nu
Höss mente, at udviklingen havde skadet Tyskland. Man føler sig mere truet nu end før krigen. Han mente, at ”det var i den gode sags tjeneste” at udrydde jøderne.
Jøderne blev fremstillet som dyr
Inderst inde vidste man godt, at man gjorde noget moralsk forkert. Nazisterne forsøgte at fremstille jøderne som umenneskelige ved at fremstille dem som skadedyr.
Et andet argument var, at de stærke tyske værdier som styrke, disciplin, ære og fædrelandskærlighed var så stærke, at de moralsk kunne retfærdiggøre drabene som nødvendige og rigtige. Man mente, at jøderne var undermennesker, der ville fordærve landet og det tyske folk. Det kunne være ubehageligt at udføre drabene, men hvis man sagde fra var det udtryk for svaghed og ikke for moral.
Måske forholdt gerningsmændene sig slet ikke moralsk til deres gerninger. De havde ingen fornemmelser for deres handlinger. De fulgte blindt ordrer uden at tænke over, reflektere eller forholde sig til de moralske aspekter af drabene.
Bødlerne tog på udflugt
Kommandanterne og det menige mandskab arbejdede i skyggen af gaskamrene. Det var tale om familiefædre, der tog på arbejde og brutalt myrdede mennesker og derefter kom hjem og legede med deres børn. Deres arbejde påvirkede dem tilsyneladende ikke det store.
Karl – Friedrich Höcker var SS – officer I Auschwitz, ikke fangevogter, men adjudant for lejrkommandanten. Det som gør Höcker til noget særligt, var hans hobby som fotograf, for i modsætning til så mange andre, så fotograferede han ikke ofrene, men gerningsmændene.
Nogle fotos viser ledende SS – folk i lejren i rolig samtale, andre er fra en slags firmaskovtur, en fællers udflugt til en feriehytte, man spiser blåbær og spiller harmonika og ler til fotografen. Det uhyggelige ved de billeder er, at bødlerne ikke ligner uhyrer. De ligner mennesker, som dig og mig,
Og så er det Sonderkommando, som var en enhed af jødiske fanger i Auschwitz, der arbejdede i krematorierne. Der er eksempler på fanger, der måtte brænde egne ægtefælder. Dem, der overlevede, fortalte ikke om deres egen rolle før længe efter.
Størstedelen af de omkring 232.000 mindreårige fanger blev dræbt, mens SS – mandskabet levede med deres familier, som om intet unormalt eksisterede.
Masser af medicinske eksperimenter
Det var også her Joseph Mengele, der udførte eksperimenter. Ofte så man ham komme på sin motorcykel hen til rampen. Han interesserede sig især for tvillinger og foretog eksperimenter, der dræbte 1.500 børn. Læs vores artikel, vi har skrevet om ham.
Der var også andre læger, der eksperimenterede i Auschwitz. Det var for eksempel Carl Clauberg . Han steriliserede tusindvis af kvinder ved at sprøjte formalin op i deres livmoder. Mange af kvinderne omkom under de medicinske forsøg i Blok 10. Efter krigen og russisk fangenskab nedsatte Clauberg sig som gynækolog.
Himmlers tale 1943
Heinrich Himmler holdt den 4. oktober 1943 en tale for en gruppe SS – officerer, hvor han påfaldende åbenhjertigt adresserede jødeudryddelsen:
- De fleste af jer vil vide, hvad det vil sige, når 100 lig ligger ved siden af hinanden, når 500 ligger der eller når 1.000 ligger der. At have udholdt dette og derved at være – bortset fra undtagelser af menneskelig svaghed-forblevet anstændig, det har gjort os hårdhudet. Dette er en ærefuld periode i vores historie, der aldrig er beskrevet og aldrig skal beskrives.
Tre hoved – og 40 underlejre
Hovedlejren, også kaldet Auschwitz 1 blev indrettet i en tidligere kaserne, som havde huset polske soldater. Lejren blev udvidet med udryddelseslejren Auschwitz 2 (Auschwitz – Birkenau) og Auschwitz 3 (Auschwitz – Monowitz). Dertil kom omkring 40 ”underlejre” i forbindelse med industrien i området og fangerne, der som slavearbejder blev udlejet til de omkringliggende fabrikker.
Nogle kilometer fra lejren etablerede IG Farben således i 1941 en fabrik for syntetisk gummi (Buna)og benzin med tilhørende fangelejr.
Blandt de mest frygtede udelejre var ”Bauhof”, hvor fangerne med de bare hænder skulle flytte byggemateriale fra jernbanesporet til lejren. Materialerne blev brugt til udvidelse af lejren. Fangerne måtte i løb slæbe cement og armeringsstål 11 timer dagligt. I andre arbejdskommandoer skulle fangerne slæbe træ, i andre skovle grus i en grusgrav. Kvindelige fanger risikerede at måtte stå i vand til brystet og rense damme, der skulle bruges til fiskeopdræt i den sumpede egn langs floden Sola. For dem var den forventede levetid kun få uger.
Om aftenen kom fangerne udmattet hjem. Man bar på ligene på dem, der var pryglet ihjel, skudt eller segnet sammen i løbet af dagen.
Gaskamre og Krematorier
I Auschwitz var der syv bygninger som fungerede som gaskamre. For at destruere ligene var der hele fem krematorier. Men der fandtes yderlige tre steder, hvor man kunne få ligene væk. Det foregik næsten som på et industriel løbebånd. Det hele var sat i et effektivt system.
Nu var det hele ikke sat i system fra starten. Fra de første gasninger i 1941 til de daglige mord på jernbanetransporterne ved ”Ungarn – aktionen” i 1944 blev anlæggene hele tiden udbygget. Teknikken og organiseringen blev hele tiden udbygget og forbedret.
I Auschwitz – Birkenau havde gaskamrene en kapacitet på 8.696 personer pr. gasning. I krematorierne kunne 4.416 voksne personer på 24 timer brænde. Tilsvarende krematorier blev installeret i Buchwald, Dachau, Mauthausen og Gusen.
De første forsøg med Zyklon -B
Mens Rudolph Höss var taget til en samtale med Albert Eichmann i Berlin, gassede stedfortræderen SS-Haptsturmführer Karl Fritzsch sovjetiske krigsfanger i en kælder. Fritsch mener selv, at han er opfinder af Zyklon-B-Metoden.
Den 2. september 1941 blev blok 11 ryddet. Den næste dag blev 600 sovjetiske krigsfanger og 250 syge gasset i kælderen. Om morgenen den 4. september blev kælderen besøgt med gasmasker. Her levede endnu et par fangere. Så blev der hældt lidt mere Zyklon B på. Om eftermiddagen var de sidste fanger også døde. Om natten til den 5. september blev ligene hentet fra kælderen og klædt af.
Det var ingen let død, de fik, for Zyklon B er nok en sikker dræber, men ikke en hurtig dræber. SS – folk har fortalt, hvad de hørte inde fra gaskamrene. Først skrig, så en buldrende larm og til sidst kun en summen. Så blev der stille. Men først efter en halv time lukkede man de lufttætte døre op igen.
Helga og hendes mor overlevede
Første oktober 1944 blev Helgas far sendt på en transport. Og tre dage efter var det også Helga og hendes mors tur. Hun troede, at faderen stod på perronen og tog imod. Ved ankomsten til Auschwitz havde Helga lagt mærke til den rygende skorsten. Det må være en fabrik tænkte hun. I morgen er det dig, der stiger op af den skorsten, sagde en af fangerne.
Der var en tydelig stank fra krematorierne. Og så var det askeregnen. Det var ligesom den sorte regn. Ja det var et mareridt.
Rechts, Links råbte SS – officeren. Dem, der blev sendt til højre, fik lov til at leve lidt længere. Helga Weiss blev lige som sin mor sendt til højre. Af de 15.000 børn, der blev sendt fra Theresienstadt til Auschwitz, var der kun de 100, der overlevede.
Alle fik håret barberet af. De kronragede havde svært ved at genkende deres familiemedlemmer.
Arbejdet var hårdt og maden var uspiselig. Frygten for at blive sendt i gaskammer var ved at gøre den 14 – årige Helga vanvittig. Hver gang, man blev revet ud af barakken, var hun overbevist om, at nu skete det. Når man så blev sendt under bruseren. kunne man ikke vide, om der kom vand ud af dem. Efter 10 dage blev Helga Weiss og hendes mor sendt videre. De overlevede også Freiberg og Mauthausen.
Men deres far eller mand så de aldrig igen. Blev han gasset ved ankomsten til Auschwitz. Han bar også briller. Dette var ikke særlig populært. Så så man intellektuel ud, og så røg man direkte i gaskammer.
900.000 blev myrdet med det samme
Af de cirka 1,3 mio. mennesker, som blev deporteret til Auschwitz, blev cirka 900.000 henrettet med det samme. Når en transport ankom til lejren, foretog SS – personalet de såkaldte selektioner. Efter at have afleveret deres ejendele blev de arbejdsduelige sorteret fra og registreret i lejren, men resten blev sendt direkte til gaskamrene.
Når de nyankomne blev gasset, blev deres ejendele sorteret af fangerne, og alle værdigenstande blev beslaglagt af nazisterne.
Området, hvor sorteringen foregik blev kaldt for Canada – fordi landet Canada dengang blev anset for et meget rigt sted.
De første systematiske udryddelser af fanger blev indledt i september 1941 med fenolindsprøjtninger.
Da Tyfus ramte Auschwitz
Den 29. august 1942 blev halvdelen af fangerne i Auschwitz dræbt., fordi de var blevet ramt af tyfus. Undersøgelserne af fangerne var meget lemfældige. Alene en svag mistanke om, at en fange havde den ekstremt smitsomme sygdom var ensbetydende med en brutal død.
Egentlig var det meningen at en million ungarske jøder skulle likvideres i Auschwitz. Det blev ”kun” til 400.000. Og det skete først efter voldsomt pres fra Vesten, der fik den ungarske leder Miklos Horthy til at stoppe deportationen
Pludselig skulle alle i Familielejren likvideres
I Auschwitz var der en periode en familielejr, hvor folk blev meget mildere behandlet. Men pludselig uden videre greb nazisterne til at likvidere denne familielejrs beboere. SS – lederen Heinrich Himmler, der var chef for Adolf Eichmann havde i begyndelsen af 1944 planer om forhandlinger med de allierede om en separat fred. Uden om Adolf Hitler ønskede han at sondere mulighederne for fred, og for at promovere disse forhandlinger ønskede han at fremstille jødernes situation som bedre, end den var,
En vigtig del af denne plan var en aftale med International Røde Kors, der skulle besøge Theresienstadt i juni 1944 og naturligvis også se familielejren i Auschwitz. Da det blev aftalt, at der foruden repræsentanter for International Røde Kors og tysk Røde Kors også kom to danske repræsentanter med i delegationen, besluttede nazisterne at satse på at fremstille de danske jøders situation som specielt god. Man pyntede det dansk – jødiske kvarter i Theresienstadt så det så præsentabelt ud, lavede en film, hvor jøderne vinkede glade og arrangerede fodboldkamp og koncerter.
Samtidig rensede man ud i Theresienstadt og sendte grupper af sted til Auschwitz og installerede en del af dem i familielejren. Delegationen var da også yderst tilfreds med forholdene. Efter besøget skulle familielejren i Auschwitz ikke bruges til noget, derfor blev der givet ordre til at alle skulle likvideres.
Her var sandelig også et bordel
Der åbnede et bordel i sommeren 1943 i lejrens blok 24. Mellem 10 og 20 kvinder arbejdede der på en gang. Fangerne i arbejdslejren kunne benytte sig af dem. Prisen var to mark i lejrens valuta – det samme som prisen på en pakke cigaretter. Mange SS – folk benyttede sig også af tilbuddet.
Bordellet var åbent efter ordre fra Himmler, som et sted, hvor fanger kunne modtage en belønning, men efter krigen berettede flere overlevende fanger, at almindelige fanger benyttede sig af det. Ja det gjorde SS – vagtmandskabet også. I alt 230 kvinder gjorde tjeneste her. En SS – mand hold vagt og kunne overvåge seancen gennem et kighul. Hver betjening tog præcis 15 minutter og missionærstilling var den eneste tilladte måde at gennemføre samleje på.
Da de russiske soldater kom
Den 27. januar 1945 nåede de sovjetiske soldater frem til Auschwitz. Klokken var tre om eftermiddagen, og der havde været kæmpet hårdt også om den lille by. Soldaterne havde været udmattede af for lidt søvn og tung oppakning, som de stred sig fremad i snevejret i deres hvide camouflageuniformer. De kan ikke have haft nogen anelse om, hvad der ventede dem.
De kom først til Monowitz – lejren. Det tog dem tre timer at forcere porten, som tyskerne havde mineret. Inde i lejren lignede folk skeletter. De var i stribet tøj og havde ingen sko. Det varede lidt, inden de indsatte kunne få øje på sovjetstjernen. Så brød jublen løs.
Da den Røde Hær nærmede sig, satte SS – kommandørerne ild på nogle af træbarakkerne og sprængte krematorierne. I ugerne forinden måtte titusinder af fanger på de såkaldte dødsmarcher, videre til andre KZ – lejre vestpå. Mange af de udpinte og svage fangere overlevede ikke de ugelange vandreture i op til 25 minusgrader.
Men ak, der var masser af spor af de forfærdelige forbrydelser. Der var stadig massegrave på størrelse med tennisbaner. Her lå tusinder af døde kroppe med lig af babyer, børn, kvinder, mænd, gamle i et omfang, der ikke var til at overskue.
Der var mange, der var mere døde end levende. Kvinder der vejede 25 – 30 kilo og mænd, der måske vejede 5 kg mere.
For halvdelen kom redningen for sent
Der var vel 7.500 fangere tilbage. De 600 af dem var børn. Nogle af dem kunne ikke længere huske, hvad de hed. Spurgte man dem, hvad de hed, svarede de med deres fangenummer. SS – folkene havde ladet de sygeste og svageste tilbage, da de rømmede lejren. De sidste 56.000 fanger var sendt på dødmarch ind i Tyskland.
De sovjetiske soldater medbragte tæpper og tøj samt delte te og brød ud til de udhungrede fanger, mens læger og sanitetssoldater forsøgte at tage sig af de mest medtagende. Dagen efter deres ankomst lod de sovjetiske soldater en ko blive bragt ind i lejren. I løbet af få minutter var den slagtet, skåret og fordelt. For mange af de udmarvede fanger kom befrielsen dog for sent. I løbet af de efterfølgende uger døde op mod halvdelen af de overlevende.
Mange måtte blive lejrene, fordi absolut ingen ville modtage jøder. I Bergen – Belsen var der således 20.000 jøder, der først forlod lejren i 1951.
Da Eva Schloss skulle holde tale
Som stedsøster til den jødiske pige Anne Frank var det naturligt at bede Eva Schloss holde en tale, da der i London i 1986 skulle åbnes en udstilling om den berømte bogforfatter.
Hendes egen dramatiske fortid havde hun i vid udstrækning fortrængt, men hendes lidelser under jødeforfølgelserne i Europa havde sat sine dybe spor. Hun havde aldrig genvundet sit glade og udadvendte væsen før krigen. Og om natten drømte hun tilbagevendende, at et stort hul ville opsluge hende.
Når hendes børn spurgte til hendes fangetatovering på armen A/7252, svarede hun, at det var hendes telefonnummer. På opfordring fra udstillingens arrangør kunne hun dog ikke undslå sig og sige et par ord.
Talen blev et vendepunkt. I det øjeblik ved udstillingen talte hun for første gang om livet under jorden i Holland, tilfangetagelsen og transporten til Auschwitz sammen med sin bror, far og mor.
Familien var blevet forrådt
Familien Schloss måtte som jøder i Wien flygte efter Anschluss, Østrigs indlemmelse i Det Tredje Rige. Et par år senere lykkedes det dem at få visa til Holland, hvor de slog sig ned i Amsterdam. Her levede de en ubekymret tilværelse., hvor forfatteren blandt andet lærte Anna Frank, der var bosat i samme nabolag, at kende.
Dagen før Eva Schloss’ 11-års fødselsdag blev Holland besat og familiens mareridt begyndte forfra. Langsom, skridt for skridt blev deres tilværelse forringet gennem tyske forordninger, der lammede deres bevægelsesfrihed. Faderen var klar over, hvor det bar hen, hvorfor familien gik under jorden for at forhindre deportation.
Livet i skjul var en evig angst for tyske razziaer, i total afhængighed af hjælperne. På Eva Schloss’ 15-års fødselsdag i maj 1944 slap heldet op. Familien var blevet forrådt og blev sendt i den hollandske transitlejr Westerbork. Opholdet varede her kun ganske kort. Familien blev deporteret til Auschwitz, hvor Eva Schloss og hendes mor blev skilt fra mændene i familien.
I lejren lærte de hurtigt, hvordan held og gode kontakter var vejen til overlevelse, men også at lejren blev drevet gennem en selvforvaltning, hvor de som udøvede volden ofte, var andre fanger.
Mødet med Amsterdam var en blandet fornøjelse
Kort før Den Røde Hær’ s ankomst blev faderen og broderen sendt afsted på en af de såkaldte dødsmarcher. Hverken faderen eller broderen overlevede. Efter befrielsen fulgte en rejse gennem Europa præget af en kaotisk overgangsperiode mellem krig og fred, hvor millioner af hjemløse mennesker drev rundt.
Det lykkedes Eva Schloss og hendes mor at komme tilbage til Amsterdam, hvor deres lejlighed utrolig nok stod urørt, da den var registreret i en kristen kvindes navn.
Mødet med Amsterdam var dog alligevel en blandet fornøjelse. Det hollandske samfund nedslidt efter en brutal besættelse, der blandt andet havde betydet sultedøden for tusinder af civile. I dette klima var det ikke mange, der kerede sig om traumatiserede flygtninge.
Jøder, der havde overlevet rædslerne i tyskernes koncentrationslejre, blev nu mødt af regninger, da vendte hjem til Holland. De blev krævet husleje og ejendomsskatter for deres boliger for den periode, der havde været deporteret. Det var byrådet i Amsterdam, der havde taget denne beslutning.
Moderen gift med Anne Franks far
Det lykkedes dog for de to kvinder at få genetableret en tålelig tilværelse. De fik genetableret kontakt til Anne Franks far, der som den eneste fra sin familie havde overlevet.
Da moderen omsider erkendte, at hun aldrig ville få sin mand at se igen, indledte hun et forhold til Otto Frank, med hvem hun giftede sig i 1953. De to kom til at hellige resten af deres liv til Anne Franks dagbog, der siden blev sat op som teaterstykke, filmatiseret og læst af millioner af mennesker over hele verden.
Denne udvikling kom også til at have konsekvenser for resten af familien. Hvert menneske, der overlevede Auschwitz, havde deres egen Holocaust – oplevelse. For Anne Frans stedsøster var påvirkningen særdeles håndgribelig. Hun skulle leve i skyggen af verdens mest berømte Holocaust – offer. Men hendes bog kan dog varmt anbefales.
Der var omkring 140.000 jøder i Holland, da tyskerne invaderede landet. Kun cirka 35.000 overlevede jødeforfølgelsen og de tyske dødslejre.
Da Oskar Schindler reddede 1.300 jøder
Eugenia Mansor fik en ring på sin 18 – års fødselsdag. Den var fremstillet af en beundrer på Oskar Schindlers emaljefabrik. Ringen prøvede en råbende lejrvagt i Auschwitz at tage af hendes finger i efteråret 1944.
Denne Oskar Schindler var medlem af nazistpartiet. Men han redede mellem 1.200 og 1.300 jøders liv. Dette er skildret i Steven Spielbergs Oskar – bestrøede film. Filmen er forenklet men strengt baseret på virkeligheden. Han tiltalte fangerne med ”mine damer og herrer”.
Han var agent i den tyske kontraspionage og en sleben forretningsmand. Da Polen blev besat bestemte han sig for at udnytte situationen til egen fordel. De jødiske arbejdere kunne indkøbes til spotpris. Han elskede penge og smukke damer. Han havde set sine arbejdere som investeringer mere end noget andet. Han beskyttede dem samtidig. Ved hjælp af bestikkelsespenge fik han flyttet sine arbejdere til barakker nær fabrikken.
Har Hitler ikke udryddet jer?
Egentlig skulle Eugenia føres til disse barakker, men noget gik galt. I tre uger så hun døden i øjnene i Auschwitz inden det lykkedes for Schindler at købe hende fri nok engang. Hende og hendes beundrer overlevede krigen. Men da de skulle tilbage til friheden, blev de mødt af:
- Har Hitler ikke udryddet jer?
Man var bestemt ikke velkommen. Det lykkedes hende at komme til Haifa. Da hun står på skibet, bliver hendes navn nævnt i en megafon. Hendes beundrer er ankommet.
Da Oskar Schindler forlod alle sine jødiske arbejdere, var han forarmet. Han flygtede til Argentina. Schindlers børn, de 1.200 arbejdere på listen købte en gård til ham for at hjælpe ham på fode. Men han var ikke bonde, og en mand der stod tidlig op for at pløje. Han forlod både gård og kone og tog til Tyskland. ”Hans børn” købte ham nu i stedet en teglfabrik. Frem til sin død i 1974 rejste han 17 gange til Israel for at fejre befrielsesdagen.
Da de hollandske jøder kom hjem, var det tomt i de hollandske menigheder. Lige som i Danmark var der ingen psykologisk hjælp at hente for de overlevende. De måtte kæmpe alene med deres traumer. En knugende tavshed herskede.
Vi er forpligtet til at retsforfølge denne person
I 2013 sigtede de tyske myndigheder den 93 – årige Hans Lipschis for drab i udryddelseslejren Auschwitz under Anden Verdenskrig. Han skulle angiveligt have været vagt i lejren 1941 til 1943. Han menes at være medskyldig i mere end 10.000 drab i sin tid i Auschwitz. Hans anholdelse var led i en større kampagne, hvor de tyske myndigheder vil retsforfølge de sidste fanger fra Auschwitz, inden de dør.
Statsanklageren udtaler, at man har ledt efter beviser på, at den tiltalte har været på arbejde de dage, hvor transporterne med fanger, er kommet ind i lejren. Han har selv påstået, at han udelukkende fungerede som kok i Auschwitz. Hans Lipschis fremskredne alder har ikke påvirket anklagemyndigheden. Statsanklageren sagde:
- Hvis vi har beviser for, at nogen har begået en forbrydelse, er vi forpligtet til at retsforfølge denne person.
Hans Lipschis boede 26 år i USA. Men da hans fortid som nazist kom frem, flyttede han tilbage til Tyskland, hvor han har boet siden 1982.
Bogholderen fra Auschwitz
Omkranset af 50 tidligere fanger fra Auschwitz, hvoraf flere vidnede i retten, var den 93-årige Oskar Gröning. anklaget for medvirken ved og medvirken om drab på 300.000 fanger i Auschwitz.
Mordene fandt sted i løbet af blot to måneder fra maj til juli 1944, mens gaskamrene i Auschwitz nærmest kørte i døgndrift. Lægerne sagde god for at gennemføre retssagen mod Oskar Grônning, der også blev kaldt for ”Bogholderen fra Auschwitz”
Han lagde aldrig skjul på sin fortid
Sagen har fået stor opmærksomhed, fordi hovedpersonen har aldrig skjult sin fortid. Han har beskrevet sin fortid i dødslejren indgående. Den tidligere SS – mand har i årevis kæmpet mod den tidligere tyske soldat og Holocaust – fornægter, Thies Christoffersen, som ”Den Gamle Redaktør” her har mødt, når han var inde i Padborg Boghandel for at handle.
I en 87 siders beretning skriver Oskar Grönning om sine oplevelser. Han skriver bl.a. om et mord på en baby. En SS – soldat tog babyen op i benene og smadrede babyens hoved mod jernsiden af en lastbil. Han kunne ikke tåle babyens skrig.
Oskar Grönning blev fritaget for tjeneste i KZ – lejren, taget til fange og interneret i England. Da han kom tilbage til Tyskland, levede han et normalt liv uden nogensinde at blive straffet.
Nu mødte han op med gangstativ, krumbøjet og mærket. Hvorfor havde man ikke anholdt ham mange år tidligere?
Det tyske retsvæsen har fejlet
Det tyske retsvæsen har været miserabelt og fejlet stort. Da krigen sluttede, var 6.500 mennesker, som havde arbejdet i KZ – lejrene stadig i live. 43 SS – mænd var for retten. 9 af dem fik fængsel for livstid, mens 25 andre fik kortere fængselsstraffe. Alle andre gik fri.
Når man sådan laver research, møder man diverse tal. Et andet tal siger, at 7.000 vagter og lejrpersonale, som var direkte involveret i udryddelsen i over en million mennesker i Auschwitz, er kun cirka 750 blevet straffet.
En af dem var lejrens første kommandant Rudolf Höss, der blev hængt foran lejrens port den 16. april 1947. Det sidste han så, var skiltet over porten med teksten ”Arbeit macht frei”.
Forbryderne kunne dybest set bare vende tilbage til det samfund, som de kom fra. De forsvandt tilbage i deres gamle nabolag. I mange år var der ingen, der bekymrede sig om, hvad de havde lavet.
Han er medansvarlig for mordene
For de overlevende fanger er det et bittert faktum, at der var så lidt interesse for at domfælde dem for forbrydelser mod menneskeheden. En af de overlevende fanger siger:
- Det kan godt være Oskar Grönning er gammel, men det er de overlevende også. Det er ingen grund til, at han ikke skal stilles for retten. I Holocaust var enhver, der blot var et lille hjul i maskinen, medansvarlig for mordene.
Allerede i 2002 fortalte den dømte sin historie til BBC og Der Spiegel. Han meldte sig til Waffen SS som 19 – årig – 19 år gammel. Han var bankuddannet. I 1942 blev han udstationeret i Auschwitz. Han blev sat til at bogføre fangernes personlige værdier ved ankomst til Auschwitz.
Men hvorfor blev han først stillet for en dommer i 2015? Andre med direkte blod på hænderne er det lykkedes at undgå opmærksomhed og straf.
Ingen fra statsbanerne blev gjort ansvarlige
Der blev forhandlet om nedslag i prisen med de tyske statsbaner for større grupper. Børn under fem år rejste gratis. Herefter blev fangerne anbragt i kreaturvogne og kørt til den visse død i Auschwitz. Det var ikke en eneste ansat hos statsbanerne, der efter krigen blev dømt for krigsforbrydelser.
Stilheden overdøver alt
Auschwitz – museet blev sidste år besøgt af 2,3 mio. besøgende. Det er fire gange så mange som for 20 år siden. Busserne holder i lange rækker. Men stilheden. Den overdøver alt.
Kilde:
- Peter Langwithz Smith: Auschwitz: ”Dødens Bolig”
- Rudolf Vrba: Flugten fra Auschwitz
- Timothy Snyder: Bloodlands, Europa mellem Hitler og Stalin
- Timothy Snyder: Sort Jord
- Wendy Lower: Hitlers Furier
- Jan T. Gross: Gylden Høst
- Helga Weiss: Helgas dagbog
- Morten Vestergaard: Pigen fra Auschwitz
- Therkel Stræde, Dennis Larsen: En skole i vold
- Torben Jørgensen: Stiftelsen – Bødlerne fra Aktion Reinhardt
- Harald Weltzer, Sønke Neitzel: Soldater – Beretninger om krig, drab og død.
- Palle Andersen: Holocaust, Forfølgelse og udryddelse af jøderne 1933 – 1945
- Otto Dov Kulka: Landskaber fra dødens metropol
- Eddy de Wind: Endestation Auschwitz – En overlevendes beretning
- Eva Schloss/Karen Bartlett: Efter Auschwitz – en historie om sorg og overlevelse fortalt af Anne Franks stedsøster.
- ekstrabladet.dk
- nyheder.tv2.dk
- jyllands-posten.dk
- politiken.dk
- wikipedia.dk
- wikipedia.de
- folkedrab.dk
- denstoredanske.dk
- bt.dk
- Berlingske Tidende
- Kristeligt Dagblad
- Weekendavisen
- Flensborg Avis
Hvis du vil vide mere: Dette er artikel nr. 1.500 på www.dengang.dk Under Besættelsestiden (Før/Nu/Efter) finder du 299 artikler, herunder:
- Den Polske Historiefortolkning
- Bag KZ – lejrens pigtråd (Buchenwald)
- KZ- Udelejr – Husum – Schwesing (Svesing)
- Slemme folk fra Sønderjylland
- Da krigsforbryderne flygtede
- Ikke alle krigsforbrydere skulle straffes
- Dansk vaccine i Buchenwald
- Værnet, læger der måtte flygte
- Joseph Mengele – dødens engel
- Skal alle krigsforbrydere ikke straffes?
- Døden over Babi-Jar
- Waffen SS – engang en elitehær
- De svenske forbindelser under Anden Verdenskrig
- Danske Cementfabrik med tvangsarbejdere
- Hvad skete der i Borbruisk?
- Buchenwald – rædsler og lidelser
- I ondskabens øjne af Holocaust
- SS – absolutte Grusomheder
- Tvangsarbejde i det tredje rige
- Mirjams Flugt
- Holocaust – aldrig igen
- Himmler – og hans datter
- KZ – lejr, Ladelund og mange flere