En Nørrebrodrengs oplevelser

Vi følger i denne artikel to knægtes oplevelser på Nørrebro. Vi starter i Guldbergsgade før 1900 – tallet og slutter i Kronborggade i 1930erne. Aviser brugt som lokumspapir. Der var sparsom belysning på trappen. Det var lange vinteraftener. Gården og gaden var legeplads. Hestesporvogne larmede på Nørrebro. Skolerne røg i totter på hinanden. Eleverne måtte selv sjoske hjem fra Zoo. Undervisningen blev forstyrret af militæret. På Fælleden var der et morsomt folkeliv. Vi skal høre om den offentlige transport dengang. Vi møder en knægt født i Thorupsgade i 1924. Som 2-årig kom han til Kronborggade. Jægersborggade var spekulationsbyggeri. Stakkels nabosøn. Baneterrænet var en pragtfuld arbejdsplads. Så var det kampene mod ”Hellebækdrengene”. Der var også en digter i Schioldan- stiftelsen. En tjeneste for gamle fru Thorsen gav to øre. En gratis karruseltur, og så var det bager Dueholm. Da far byggede et krystalapparat. Efter kul i mørke. Bygas blev også brugt til stor badedag. Mor vaskede hele dagen. Ikke mange butikker på Kroborggade. Mange tiggere bankede på. Tandlæge – to gange om året.

 

Aviser brugt som lokumspapir

Vi er i Guldbergsgade på Nørrebro. Det er oppe på 4. Sal. Det er før 1900 – tallet. Boligforholdene er meget uhygiejniske. Hjemmet bestod af 3 værelser og køkken. Ejendommen bestod af forhus og baghus med en mellemliggende gårdsplads.

I den østligste del af gårdspladsen var der anbragt en række store skarnskasser. I den vestlige del var der 8 lokummer. De var som regel overfyldte. Som toiletpapir var avispapir det mest almindelige. En spøgefugl havde en dag lagt et par klumper brødgær i et par af tønderne. Det udviklede sig til noget værre svineri.

 

Sparsom belysning på trappen

Trappebelysningen bestod af et åbent gasblus på hver anden etage. Der var ingen belysning på køkkentrappen, som var den eneste vej til gården. Det var en væmmelig tur, når man om aftenen eller natten på naturens vegne skulle ned på lokummet. Så måtte man tænde lys i den lille firkantede lygte, og så ned af de mange trapper og over gårdspladsen. Rotter var der altid.

Det påhvilede alle beboerne at vaske trappe, fra etage til etage. På køkkentrappen skulle der strøs med frisk sand. Der kom hver anden uge en sandhandler i gaden. Al legemlig vask foregik i køkkenvasken og en enkelt gang i en balje på køkkengulvet.

 

De lange vinteraftner

De lange vinteraftener blev tilbragt på forskellig måde. Man var placeret rundt om det store spisebord. Familien bestod af forældre og fem børn. Familien havde klaver, og den ældste søster underholdt ofte med hendes klaverspil. Så sang man og hun spillede fra ”Danmarks Melodibog”.

Så var det jo fæstningen med tinsoldater. Så var det ”Lanterna Magica” som fra kulørte glasplader fremkaldte de smukke lysbilleder, som blev fremført på en hvid ophængt dug. Om sommeren var det mest friluftslivet i kolonihaverne, der trak.

Af og til havde forældrene gæster til kortspil. Så måtte der jo bud til bageren efter brød og fløde. I en lille spand blev der hentet for 5 eller 10 øre fløde. Fløden opbevarede bageren i et stort blikfad. I tilgift fik man en stor klat flødeskind oveni.

Brødet var for det meste 4 øres wienerbrød til de voksne og 2 – øres til børnene eller 5 – øres kager og et fjerdingspund Vrøvl (småkager). Efter kaffen blev ungerne gennet ned på gaden eller puttet i seng.

 

Gaden og gården var legeplads

Som legeplads var der gårdspladsen eller gaden. Der var mange lege ”Skjul”, ”Røver og soldater”, ”Gorm den gamle kæmper” eller som det hed ”Hest og Vogn”. Det sidste bestod af en lang sejlgarnssnor bundet om ærmerne og den bagved løbende dreng. Som pisk havde han en pind med sejlgarnsnet på.

Der var jo mange småbeværtninger på Nørrebro og særlig fredag og lørdag aften oplevede vi at se gadebetjenten drive af med dem ”en fuld støjer”. Dette gav jo anledning til at lege ”Betjent og fuld støjer”. Så optrådte drengene til skiftevis at være betjent eller ”støjer” og den fulde mand blev puttet ned i kælderen.

 

Hestesporvogne larmede på Nørrebro

Gaderne var jo belagt med brosten, hvilket afstedkom stort spektakel. Det var også dengang Nørrebros hestesporvogn, som var i to etager. Desuden var der en hestesporvogn i Korsgade, den havde udgangspunkt ved Skt. Josefs Hospital. Fra Skt. Hans Torv til Christianshavn kørte ”De Gule Hesteomnibusser”. De ophørte i 1903. De grønne omnibusser kørte fra Kapelvej.

I 1897 begyndte de elektriske sporvogne på Nørrebro. De var ubehagelige på grund af syrelugten, som stammede fra akkumulatorerne.

I 1901 fik Nørrebro luftledninger. Samme år fulgte den elektriske drift i Farimagsgaderne samt på Blegdamsvej, her var der toetagers vogne. Automobilerne var der ikke endnu. Men så var der da også de gode gamle hestedroscher.

Ved århundredeskiftet var der Hovedbanegården, som ophørte 1911, da den nuværende banegård blev taget i brug. Så var der ellers Nordbane og Klampenborgbanen.

 

Skolerne røg i totterne på hinanden

Prinsesse Charlottegades skole var en betalingsskole. Den kostede 1 kr. pr. måned. Nede ved Sjællandsgade lå der en skole, som var en friskole uden betaling. Denne forskel førte selvfølgelig med sig, at ungerne fra de to skoler var i totterne på hinanden. Ofte var det nogle grove begivenheder.

Der var både rare og knap så rare lærere på skolen. Fhv. kaptajn Dahl tilhørte den sidste kategori. Han var ubehagelig og straffede børnene hårdt ved at slå inde i håndfladerne med en stok. Det var noget, der sved.

Gymnastiklæreren var fhv. oversergent Bohse. Skolebad kendtes ikke, heller ikke sløjd.

 

Eleverne måtte selv sjoske hjem fra Zoologisk Have

For en knægt var det interessant at se, hvad der foregik på Nørrebros Runddel. Der kom de kønne toetagers sporvogne fra Frederiksberg til deres endestation over i Runddelens sydvestligste hjørne.

De blev kørt ud på en stor drejeskive og blev drejet i modsat retning. Der kunne man så få en lille karruseltur, siddende på trinbrættet.

En gang om året var alle skolens elever i Zoologisk Have. Man marcherede derud i lange rækker. Provianten var hjembragte madpakker og 25 øre til sodavand eller slik.

Klokken 13 præcis var skolegangen normalt slut. Derefter forlod lærerne stedet. Så måtte man selv sjoske hjem, dygtig trætte.

 

Undervisningen blev forstyrret

I de senere skoleår var klasseværelset ovre i sidebygningen, kaldet Filialen. Der vendte vinduerne på førstesal ud mod Fælledarealerne. Herfra blev eleverne ofte forstyrret, når stabsambur Schenstrøm havde øvelser med gardens piber og trompetkorps, eller når infanteristernes hornsignalblæsere holdt øvelser – det var meget generende for undervisningen.

I skolegården var der en vandpost, som man alle kunne sætte mund til. I kælderen kunne man købe ingefærskager hos skolebetjentens hustru. De kostede 1 øre og smagte dejligt.

 

Et morsomt folkeliv

Fra den vestlige del af Guldbergsgade og over til Tagensvej var der et par kolonihaveselskaber. Over på Tagensvej lå jo de store fælleder. Her var om sommeren kvæg på græs. Børnene blev ofte sendt derover med legevognen for at fylde dem med kokager, som blev anvendt til gødning i haven.

På Fælleden var der et morsomt folkeliv om sommeren. Københavns Borgervæbning havde øvelser om aftenen. Under øvelserne var der gerne en længere pause. Så lejrede Borgersoldaterne sig sammen med kone og børn i græsset og den medbragte madkurv og den uundværlige pægleflaske blev snart tømt. Imens underholdt Borgervæbningens Musikkorps de mange tilhørere.

 

De offentlige transportmidler

På Tagensvej kørte en hestesporvogn. Dens rute var fra Heimdalsgade, ad Sølvgade til Kongens Nytorv. Om vinteren var det strengt arbejde for kusken, som sad på den åbne for perron. Var snevejret for strengt måtte der spændes to heste for vognen. Stoppestedet var jo ukendt, så der var stadig stop og igangsætninger. Vognene var indvendig belyst med petroleumslampe i hvert hjørne. Det var jo en stor dag, da sporvognene i 1909 – 10 blev elektrisk sporvogn med linjenummer 10.

Fra dronning Louises Bro kunne man se de smukke hvide motorbåde, som havde passagertrafik mellem Gyldenløvsgade og Østerbro.

Da sporvejsdriften også blev elektrisk, kunne bådene de små både ikke mere betale sig.

 

En knægt fra Thorupsgade i 1924

I Thorupsgade oppe på 4. sal blev en anden Nørrebro-knægt født i 1924. De første ord, han lærte at sige, var adressen. Forældrene var bange for at knægten blev kidnappet, når han stod i barnevognen.

Ejendommen var en af de første lejekasserne bygget i 1870 med 6 lokkummer og pissoir i gården. Huset fik lov at stå i hundrede år, indtil 1971, da faldt den første saneringsbølge i kvarteret.

 

Som 2 – årig til Kronborggade

Næste stop for knægten var Kronborggade. Som de øvrige gader nord for Assistens Kirkegård var gaden anlagt omkring 1900. Her var han flyttet hen i 1926 på tredjesalen af en fem etagers ejendom.

Herfra kunne man tydelig høre lydene fra Nordbanens udstrakte stationsområde. Der var tøffende damptog, de skingre fløjtesignaler og bragene fra under rangering. Men der var også andre lyde, og de var mere foruroligende.

Gården var med et plankeværk adskilt fra parallelgaden – Jægersborggade. Ejendommen var forsynet med en sidebygning, der sprang helt frem til det fælles plankeværk.

 

Jægersborggade var spekulationsbyggeri

Jægersborggade var et spekulationsbyggeri fra århundredeskiftet med ganske små lejligheder, der var pakket med mennesker. Sidebygningen var ren slum, uegnet som bolig for mennesker. Det var forfaldent, uhyggeligt, grimt. Men her boede mennesker. Og vreden og frustrationen trivedes.

Der blev råbt og skreget, drukket og kæmpet med kniv og gafler. Der bliv smidt ting ud af vinduerne eller gennem dem. Politi og ambulancefolk var hyppige gæster. Det var en barsk introduktion til virkelighedens verden for en lille fyr på Nørrebro.

 

Solen trængte kun sparsomt igennem

Gården var meget snæver fyldt som den var af en lang række cykelskure og skarnskasser. Der var plankeværk er på to af siderne.

De høje huse og vasketøjet, der var hængt til tørre ud af vinduerne gjorde det svært for solen, at nå ned til bunden i skakten. Men nu interesserede solen nok ikke så meget børnene. De havde alle tiders legeplads lige for hånden. Der var masser af børn i kvarteret. Den vilde jagt gik hen over skurene, over plankeværkerne og ned i kældrene – med diverse viceværter, som man skulle vare sig for, som gnave modspillere.

 

Stakkels nabosøn

Den var en ren drenge-verden, i hvilken pigerne næppe eksisterede. Man tog, hvad der kom, også et par øretæver, hvis man blev fanget af viceværten eller faldt ned fra et tag. Man hylede ikke, med mindre at det var stærkt nødvendigt.

Det var værre med naboen søn. Hansmor var en kraftig kvinde. Fra vinduet kaldte hun altid, når man legede bedst. Og det skete, at hun også kaldte anden gang. Så vidste man, hvad der var i vente. Så fulgtes man ad op af køkkentrappen og vædede om, hvor mange hug, at han kunne tåle.

Så snart han var inde i køkkenet gik afstraffelsen i gang på nabosønnens bare ende under moderens hårdtslående højre hånd. I sikkerhed stod man så og talte indtil hylende pludselig indtrådte. En sådan hurtig og kontant afstraffelse hørte til dagens orden i dette miljø.

Mange familier havde spanskrør stående i skabet eller en ridepisk hængende på en krog i soveværelset til skræk og advarsel.

 

Baneterrænet var en pragtfuld legeplads

En anden pragtfuld legeplads var baneterrænet. Nordbanen fra København til Hillerød passerede bydelen gennem Hørsholmsgade til Nørrebro Station for enden af Jægersborggade og derfra videre mod nord. Banen blev nedlagt omkring 1930, men heldigvis for drengene fortsatte godstogstrafikken endnu et stykke tid ad de gamle spor.

De lange togrammer bevægede sig med moderat fart ned gennem Hørsholmsgade og nærmest inviterede knægtene til at springe på og af, som man i biografen havde set indianere og cowboys gøre det.

De såkaldte bremsekasser, som ragede i vejret på enkelte af godsvognene, og som var forsynet med en metalstige, der førte op til døren på kassen, øvede en ganske særlig tiltrækning på knægtene. Hvis døren var ulåst, var dagen reddet. Man var i bogstaveligste forstand ”on the top of the world”.

Men farerne lurede overalt. Det var togbetjenten, der fulgte med toget, men som dog ikke havde en kinamands chance for at få fat i kraven på ungerne, dertil var de for årvågne og for rappe på benene.

 

Kampen mod Hellebækdrengene

Næh den virkelige risiko lå i at falde i kløerne på Hellebækkerne, drengene fra Hellebækgade på den anden side af banelegemet. Territorierne stødte sammen netop lige her på banelegemet. Det var dem og de andre. Det var ren bandekrig.

Sikkerheden lå i flokken, og det var flokken som med mellemrum tørnede sammen på banelegemet. Når råbet lød hjemme i gården:

 

• Hellebækkerne kommer!

 

Ja så gjaldt det om hurtigt at finde en solid lang kæp og så over i Hørsholmsgade til kamp. Styrken lå i at få nogle af de store drenge med og ellers at være så mange som muligt inklusive de små og gerne nogle raske piger til at fylde op.

Kampen blev normalt indledt med lerklumper, som var lige til at samle op. Det blev betegnet som fejt at kaste klumper med sten i. Hånende tilråb blandede sig med lerklumperne. Flere drenge og piger sluttede sig til fra gaderne på begge sider af kamppladsen. Der var ofte tale om omkring 50 på hver side.

Det hele opstod spontant uden planlægning eller strategi og uden ledelse, bortset fra, at det var de største drenge og dem med de længste kæppe, som førte an i overgangen fra stillingskrig til angreb. Pludseligt gik det løs under høje råb stormede en af flokkerne fremad, svingende med trævåben fra side til side.

Hvis Hellebækkerne angreb, og de andre for en stund blev tvunget på tilbagetog, så fik de små og pigerne i bagtroppen benene på nakken for brat at standse op, når krigslykken vendte og med fryd deltage i et modangreb, der drev Hellebækkerne helt ud af baneterrænet.

De sårede kom hurtigt til hægterne. Med knækkede kæppe og højstemte beretninger om heltedåd drog man i samlet flok til gaderne. Det hændte at kampen opløste sig før tiden, når et par politimotorcykler viste sig i Hørsholmsgade, hidkaldt af nervøse beboere i de omliggende boligkomplekser.

Størstedelen af krigerne fra begge sider gik i samme skole til daglig. Men kampene blev aldrig fulgt op på skolen dagene efter. Man kendte hinanden så godt, at man undgik at vove sig ind i modpartens gader. Rygterne gik om de forfærdelige konsekvenser det kunne medføre at blive antruffen og taget til fange af drengene på den anden side af banen.

 

Digteren i Schioldans Stiftelse

Lige ud for kampområdet i Hørsholmsgade lå og ligger en stor cementgrå stiftelse, Schioldans Stiftelse. På anden sal boede dengang en hyper sensitiv digter, som konstant var efter knægtene og de efter ham. Han yndede at åbne et vindue og bombardere knægtene med kartofler, ikke mindst når de i flok stillede sig op nede på gaden og sang til ham:

 

• Digter, digter dit hoved svigter

 

Det var ikke den højere for poesi, men nok til at sætte ham i gang med kartoflerne. Han kæmpede virkelig for sin sag også ved at hugge børnenes tennisbold. Det gjorde man dagligt i sæsonen, spillede fodbold på Trekanten, et stort asfaltbelagt fortov i gaflen, hvor Hørsholmsgade løber sammen med Kronborggade.

Stiftelsens gavl fungerede som det ene mål mens målet i modsatte ende blev markeret af et par halstørklæder eller uldne sokker. Her blev der spillet hver dag – en 3 – 4 stykker. Ja en af de bedste, Erling Sørensen endte endda på landsholdet.

 

Tjeneste for game Fru Thorsen

Nede i stuen i opgangen boede gamle fru Thomsen i en lille lejlighed, som tidligere havde huset en butik. Hun bad ofte om nogle ærinder. Og dette afstedkom et stykke fedtemad eller en 2 – øre.

 

En gratis karruseltur

Efter nedlæggelsen af Nørrebro station og arealets fritlæggelse kom et omrejsende tivoli på besøg. Mellem skydetelte, gynger og andet gøgl stod en kæmpe karrusel med nymalede dyrefigurer og fuld af musik. Med en gratis tur på et af dyrene efter eget valg som honorar fik drengene tjansen med at få karrusellen til at køre rundt. Ad stigen steg man op til hestemøllen øverst på karrusellen. Her var til hovedakslen indfaldet nogle rundestager som egerne på et hjul. Når skibsklokken lød nede fra gik knægtene i gang med at skubbe rundt og rundt til musik af Skøjteløbervalsen. Det var klassisk slavearbejde for børn men sjovt var det.

 

Bager Dueholm

I ejendommen var der en bagerforretning, bager Dueholm, som vistnok ejede huset. I udstillingsvinduet var fremlagt de mest fristende bagerbrød, som man kunne forestille sig. Især kanelsnegle til 5 øre stykket var fristende.

Men ak ofte var de uden for en rask knægts økonomiske formåen undtagen en gang om måneden. Så blev der modtaget 5 øre af moderen, fordi hun var optaget af vask hele dagen.

 

Da far byggede et krystalapparat

Pengene var små i 1930’erne på Nørrebro. Hver en femøre blev vendt et par gange. ”Slik” kunne også bestå af en afskåret rugbrødsskorpe fra dåsen med skorper som blev samlet for at blive konverteret til øllebrød.

Forældrene stod op kl. 6 om morgenen alle ugens hverdage. Mens far barberede sig, kogte mor havregrød, lavede kaffe og smurte otte halve. Det var, hvad far skulle have med i sin madkasse. Han kørte på cykel til Frihavnen, hvor han førte tilsyn med de elektriske installationer.

Aftensmaden stod klar, når far kom hjem ved femtiden. Ofte arbejdede han over. Han byggede også et krystalapparat som blev tilsluttet en højtaler. Det var en højtidelig stemning, da familien første gang lyttede til radioen.

 

Efter kul i kælderen

Børnene havde deres faste gøremål. Om tirsdagen skulle der hentes cerutter til far og et eksemplar af Familie Journalen. Det skete nede i Fru Steffensens kiosk i nr. 11. Bladet blev sirligt pakket ind i lyserødt papir. Og så var der da også et bolsje.

Der skulle også løbes ned i gården efter koks, der skulle op af kælderen.  Koksene lå i et rum helt nede for enden af kælderen. Det var en meget mørk kældergang. Kun en enlig pære lyste op i den. Det var ikke spor sjovt at hente kul en mørk aften med koksspanden i den ene hånd og en lommelygte i den anden. Man skulle nærmest famle sig frem til koksrummet. Det gik meget hurtigt med at få fyldt spanden og komme ud og op igen.

Den store kakkelovn, der stod i dagligstuen, var umættelig i sine krav til nye forsyninger. Men den gav også meget igen. Det var hyggeligt at side foran på en skammel med noget læsestof.

 

Bygas – også til den store badedag

Madlavningen foregik på de køkkenblå gasapparater, hvor temperaturen så let kunne reguleres. Men bygassen var en farlig og giftig medhjælp. Gasapparaterne var på fulde omdrejninger, når der var badedag, sædvanligvis over weekenden. Der var kun koldt vand i rørene. Der skulle varmes vand til zinkbaljen.

 

Mor vaskede hele dagen

En gang om måneden blev der kastet en nøgle ind af brevsprækken. Nu skulle der vaskes tøj. Nøglen var til vaskerummet i kælderen. Her kogte mor tøjet i en stor gruekedel under omrøring med jævne mellemrum. Hertil brugte hun en langskaftet træslev. Rummet var lille og aftrækket beskedent, så mor knap nok kunne skimtes i den tætte tåge af damp.

Efter kogevasken i kedlen blev tøjet lagt over i en balje, skrubbet på et vaskebræt, skyllet og vredet og under knægtens medvirken båret op på tørreloftet. Når tøjet var tørt, blev det lagt sammen og hentet ned i lejligheden. Her blev lagnerne strakt og lagt omhyggelig sammen. Til sidst blev de anbragt i de store skuffer i dragkisten.

 

Ikke mange butikker på Kronborggade

For enden af karreen var der en åbning i husrækken som blev kaldt Hugget. Her blev Kronborggade forbundet med Jægersborggade. I sidstnævnte var der mange små og trange lejligheder. Der var mange butikker og småværksteder i kælderetagen. Man sagde dengang, at en sådan anvendelse af kælderlokaler gav bygherren adgang til større byggelån. Derimod havde boligblokkene i Kronborggade kun få butikker, et par bagerforretninger, et ismejeri, en rulleforretning, en frisør, en cafe – Guldminen og fru Steffensens kiosk med tobaksvarer og blade.

Kronborggade var mere stille end Jægersborggade, som blandt andet udmærkede sig ved hvert år at komme i avisen, fordi det var her, der nytårsaften blev brændt bål af midt i gaden, hvilket kaldte brandvæsen og politi til. Man kan sige det gav nytårsaften en særlig dynamik.

Kronborggade var sparsomt oplyst af gaslygter med stor indbyrdes afstand. De blev aktiveret af lygtetænderne, som, når mørket sænkede sig, kom gående ned ad gaden. Ved hjælp af deres lange stænger med en krog for enden satte blus på lamperne.

 

Mange tiggere ringede på

Krisen i slutningen af tyverne og begyndelsen af trediverne med 20 pct. Afløse kom til udtryk i de mange tiggere, der ofte ringede på døren og bad om penge eller madpakker. En anden måde at redde sig et par skillinger på var at synge eller spille i gården.

 

Tandlæge – to gange om året

I skolen trådte viceinspektøren en stille mandag ind i klassen for at meddele at klassen førstkommende fredag skulle til tandlægen. Resten af ugen var ødelagt. Tandlægebesøgende på den nærliggende Stevnsgades Skole var hver gang aldeles forfærdelige at komme igennem Turen ad Jagtvej langs muren til Assistens Kirkegård til Stevnsgade,

Oppe på 4. sal lugtede det af æter og angstens sved, De stakkels børn sad langs væggen og ventede på, at sekretæren for enden af rummet skulle råbe ens navn op. Der var omkring 10 stole i klinikken. En nummertavle bag sekretæren markerede hvem af tandlægerne, der var klar til at modtage næste offer.

Man fik sit tandkort stukket i hånden, og med tanke på, hvad indianerne kunne bære uden at kny, løftede man hovedet og gik sin skæbne i møde. Klinikken lå i et aflangt rum med 5 tandlægeskole på hver langside, adskilt fra hinanden med en tynd skillevægge og med store tagvinduer over hver stol.

Sidste stol i rækken til venstre var overtandlægens. Han var den eneste af hankøn, der var på klinikken. Han efterså og kontrollerede den givne behandling. Når man efter prøvelserne satte sig ned til ham, var det værste som regel overstået. Først når man gik ned ad trapperne forsvandt smerten og angsten. Så kunne man glæde sig over, at det nu skulle gå seks måneder, inden man igen skulle til.

Vi vender snart tilbage til Nørrebro med nye oplevelser.

 

Kilde:

• Se Litteratur Nørrebro
• Artikler på Nørrebro

 

Hvis du vil vide mere:

• På dengang.dk kan du læse 1.463 artikler heraf 301 fra Det Gamle Nørrebro herunder:
• Minderne fra Nørrebro
• Jægersborggade før/nu og altid
• Barnemoderen fra Nørrebro – den tredje historie
• Nørrebro – børn
• Nørrebro – fra Fælled til Lejekaserne
• En barnemorder i Jægersborggade
• Ungdom på Nørrebro
• Dagligliv på Nørrebro – dengang
• Omkring Nørrebroparken 1 – 3
• Barn på Nørrebro
• Barnemorderen fra Jægersborggade og mange flere