Hertugdømmet – den rigtige historie

Vi er i den grad blevet beskyldt for historiefordrejning her på dengang.dk. Grunden er, at vi mener, at ordene ”Grænsedragning, Afståelse, Deling eller Forening” kan være lige så gode som Genforening. Vi har i den grad argumenteret for det. Se en liste over artikler bagerst i denne artikel. Problemet er, at der er fortalt forskellige versioner af samme historie. Og her mener vi Hertugdømmet/Hertugdømmernes historie. Modsat kan vi heller ikke forstå, hvorfor Ribe – brevet tillægges så stor betydning. Kongen fik jo dengang pålagt af de holstenske grever, at han skulle regere de to ”lande” hver for sig. Det er tale om en håndfæstning, som kun gælder så længe kongen lever! Men her har du historien. Vi har forsøgt at gengive den så neutral som mulig. Det blev en lang artikel. Men hold ud, så bliver du klogere.

 

Forskellige versioner af samme historie           

Når det fortælles om Sønderjyllands historie har fortælleren ofte en klap for øjet. Hverken den traditionelle tyske eller danske grundfortælling er sand eller falsk. Men begge er ensidige og unuancerede fortællinger.

Den danske fortælling har ment, at den oprindelige danskhed udgør en kerne som al senere tysk påvirkning blot har dannet en død og nærringsfattig skal omkring. Den tyske grundfortælling har gjort fyrsters og adels gerninger og især et enkelt stykke gulnet pergament hellige.

Begge har de fat i en del af den historiske sandhed om Slesvig og Sønderjylland. Men begge har effektivt set på andre sider af historien med det øje klappen dækkede.

 

• Bagerst i denne artikel får du en oversigt over artikler, der måske kan kaste yderligere lys over hertugdømmet – hertugdømmernes historie. Du finder også en masse artikler, der fortsætter Sønderjyllands/Nordslesvigs historie videre til den såkaldte Genforening – afståelse – deling- eller grænsedragning.

 

1232 – er et meget vigtigt årstal

Sønderjyllands historie viser, at den ikke skal reduceres til enkelte grundpåstande. For Sønderjylland er 1232 et afgørende afsæt.

Valdemar Sejr var det år stærkt optaget, hvad der skulle ske med både Danmark og hans egen familie efter hans død. Normalt var det den ældste søn, der arvede riget. Det var stormændene, der valgte kongen.

Denne konge her havde da også valgt sin efterfølger, nemlig Valdemar den Unge. Men ak denne blev dræbt i 1231 under en jagtulykke. Han var søn af første ægteskab. Han havde dog tre sønner af anden ægteskab. Og det var sandelig også født en uden for ægteskab.

Erik, den ældste søn af anden ægteskab blev udpeget som tronfølger. Hans to yngre brødre Abel og Christoffer blev gjort til hertuger af Sønderjylland og Lolland. Den uægte søn, Knud blev hertug af Blekinge.

 

Området blev mere og mere selvstændigt

Abels efterkommere holdt derimod fast ved Sønderjylland. Området blev mere og mere selvstændigt. Det ændrede sig ikke, da danske konger efter 1460 selv blev hertuger af Sønderjylland eller rettere Slesvig, som området nu hed.

Landet mellem Kongeåen og Ejderen var blevet en så selvstændig politisk størrelse, at det kunne overleve at komme i union med Danmark uden at blive en dansk landsdel. De næste århundreder blev denne særstilling udbygget.

Sønderjylland var i lange perioder forbundet med Danmark. Men alligevel et land for sig. Man kan sige at danske konger bidrog til at gøre Sønderjylland endnu mere anderledes med tiden.

 

Tysk sprog og kultur voksede frem

Sønderjylland voksede mod sit tyske naboland Holsten, som det blev forbundet med i 1300 – tallet. Tysk sprog og kultur vandt frem i hertugdømmet. Også da det igen kom under danske konger i 1460.

Hvad skulle der ske? En orientering mod syd? Eller en orientering mod nord? Dette førte til to krige og 56 års tysk styre i landsdelen. Og så i 1920 blev det delt. Slesvig var gradvis blevet til noget for sig selv gennem kongers og hertugers politik. Men det endte med at gå under som særlig politisk område i demokratiets og nationalstaternes tidsalder.

 

I 1800 – tallet var der igen to versioner af historien

I 1800 – tallet gravede begge parter efter den historiske ret. Det handlede også om at få opbakning udefra. De to sider fandt deres argumenter på historiens hylder.

Sønderjylland havde været en del af Danmark helt fra danmarkshistoriens begyndelse blev de fremhævet. Ja i en hvis forstand var de danske rødder endnu dybere. Det kunne vi se på stednavne.

Ja man kan med andre ord sige, at Sønderjylland var et træ med dansk rod. Men dårlig pasning af træet havde fået det til at se tysk ud.

Fra tysk side var det svært at modargumentere. De måtte kigge på hylder længere oppe.

 

1190: Sønderjylland og Nørrejylland

Vi hører om et landsting, Urnehoved i Sønderjylland i 1100-tallet. Man havde dengang ikke en egentlig lov. Og landstinget vi ikke så meget om i historien kun om politiske møder. Men der var dog andre tegn på, at Sønderjylland var en landsdel for dig. En forordning fra 1190 opdeler Jylland i to retsområder: Sønderjylland og Nørrejylland. Måske hænger det sammen med, at man allerede havde en hertug, nemlig Valdemar Sejr.

I Saxos danmarkskrønike tales der meget om jyder men kun en eller to gange om sønderjyder.

Så sent som i anden halvdel af 1100 – tallet havde Valdemar Sejr stået bag en vældig teglstensmur ved Dannevirke.

 

Fra 1170 kender vi et hertugdømme fra Kongeåen til Ejderen

Valdemar Sejrs bedstefar Knud Lavard var også overhoved over Slesvig by, men intet tyder på, at han og andre jarler havde magt over hele Sønderjylland. Med sikkerhed kender vi først et sønderjysk hertugdømme fra Kongeåen til Ejderen i 1170’erne.

Det var lykkedes for danske konger at få anerkendt Ejderen syd for Danevirke som Danmarks sydgrænse. Den østlige del af halvøen Angel var mere eller mindre ubeboet for tusind år siden. Her gik man i 1100 – og 1200-tallet i gang med kolonisering, hvor området gradvis blev bebygget.

 

Friserne havde selvstændighed

Nogle områder ved Sønderjyllands vestkyst skilte sig ud. De var beboet af friserne. De havde deres eget sprog, og deres egen måde at gøre tingene på og et udbredt selvstyre. Den danske konge havde lagt dem under sig. Det var et såkaldt skatteland. Godt nok hørte de under ham, men ellers havde de indre selvstyre.

Modsat Sønderjylland havde de nordfrisiske områder et navn. De hed Utland eller lille Frisland. Man kan sammenligne deres stilling med den Island og Færøerne fik under den norske konge.

Den Jyske Lov kom til at gælde i Sønderjylland. Men hvor meget skulle hertugerne bestemme? Og hvor?

 

Abel blev gift med en grevedatter fra Holsten

Valdemar Sejr døde i 1241. Og faderen var dårlig kold, før sønnerne var oppe at slås. Abel og hans bror Christoffer, som var hertug på Lolland krævede mere magt, end deres storebror kong Erik Plovpenning ville give dem.

Abel var så heldig, at han var gift med en grevedatter fra Holsten. Så han kunne regne med hjælp derfra.

I 1250 kom Kong Erik på besøg hos Abel i hans hovedsæde i byen Slesvig. Under besøget blev kongen myrdet og smidt i den lokale fjord, Slien. Ret naturligt mistænkte man Abel for mordet. Men han kunne skaffe 24 riddere, der kunne sværge på at han var uskyldig. Nu blev han så konge, men det varede kun to år.

I 1252 var han gået i krig med sine besværlige undersåtter – friserne – og blev dræbt.

 

Lillebror havde ikke travlt med at befri storebror

Dette skabte en ny situation. Den danske kongemagt var ikke arvelig, og der var ikke aftalt en tronfølge, så flere kunne byde ind. Situationen var ikke klar i hertugdømmet. Tyske hertugdømmer var arvelige, men det var uklart, om det gjaldt danske hertugdømmer.

Det gav et vist spillerum for at hævde, at hertugdømmerne var tildelt hertugerne personligt, men ikke som et arveligt len.

Abels ældste søn var blevet sendt til Paris for at studere. Men han var blevet kidnappet af ærkebispen af Köln, der forlangte en gevaldig pengesum. Dem havde Abel ikke kunne skaffe. Og det benyttede Abels lillebor Christoffer sig af. Han fik stormændenes opbakning til at blive konge.

Denne havde ikke travlt med at hjælpe sin nevø ud af fangenskabet. Valdemar fik hjælp af sin mors familie de holstenske grever. De skaffede sig mange penge og sendte tropper ind i Sønderjylland. Det pressede Christoffer til en aftale.

 

Nu var Sønderjylland et fanelen

Han fik lov til at fortsætte som konge, men måtte i 1253 indsætte Valdemar i Abels gamle hertugdømme. Han fik overrakt en fane som symbol på, at Sønderjylland nu måtte regnes for et såkaldt fanelen.

Det betød at hertugen fik mere magt, men det betød også, at man måtte være loyal over for kongen. Han skulle bl.a. støtte ham militært. Der var international praksis for et fanelen. Derfor er året 1253 også et vigtigt år i Sønderjyllands historie.

Christoffer og hans slægt beholdt kongemagten. Abels efterkommere beholdt hertugdømmet. Men det sidste måtte de kæmpe for. Da hertug Valdemar døde i 1257 ville kongen ikke anerkende hans bror Erik som arving. Først efter kongens død i 1259 kom Erik igennem med sine krav støttet af de holstenske grever.

 

I 1312 fik hertugerne endnu mere magt

Der fulgte en masse konflikter. Og det hele endte med at kongen tabte. Hertugerne havde vundet. Sønderjylland var blevet til et arveligt hertugdømme. 1312 er også et meget vigtigt år, hvor hertugdømmet fik endnu mere magt.

Hertugerne mente, at de skulle overtage alle kongens ejendomme, indtægter og beføjelser i Sønderjylland. Det var kongerne bestemt ikke enige i. men efterhånden blev de presset til det. Efter 1326 hvor en forlening blev underskrevet havde kongen ingen reel magt i Sønderjylland mere.

 

Mere og mere en selvstændig stat

Kongeåen blev grænsen. Men byen Ribe, som ligger syd for Kongeåen blev ved med at høre til kongeriget. Det gjaldt også Ribe – bispens og Ribe domkapitels ejendomme syd for Kongeåen.

Og Als var ikke Sønderjylland fra begyndelsen, Det blev det senere. Og hertugerne havde et godt øje til friserne. Kongerne mente ikke, at det tilhørte Sønderjylland.

På den måde kom Sønderjylland mere og mere til at ligne en selvstændig stat. Der var nogenlunde klare grænser og der var efterhånden kun en løs forbindelse til kongemagten. I anden halvdel af 1200-tallet blev det ret almindelig at tale om ”Sønderjylland”.

Det var under Abel – slægten at Sønderjylland blev til. Og disse er blevet til skurke i den danske fortælling.

De holstenske grever af huset Schauenburg deltog i stridighederne mod de danske konger. Senere fik de selv appetit på Sønderjylland. De havde allerede i 1260 fået området mellem Slien og Ejderen i pant.

 

Den ”kullede” Greve helt eller skurk

I 1326 lagde holstenerne an til helt store kup. Manden bag var Grev Gerhardt den tredje. Han blev også kaldt Gerhardt den Store eller på dansk den ”kullede” greve. I den ene fortælling er han en helt og i den anden en dyster skurk.

Han var formynder for sin nevø, den sønderjyske barnehertug Valdemar den femte. I nevøens navn overlod han så sig selv Sønderjylland som arveligt len – med al kongelig magt og helt uden forpligtelser.

Han fik afsat den danske konge Christoffer den Anden og indsat Valdemar som proforma – konge. Barnekongen var kun 12 år.

 

Dræbt i Randers

Men i 1329 blev Christoffer den Anden igen indsat som konge og Valdemar den femte fortsatte som sønderjysk hertug. Gerhardt blev dog forlenet med Fyn. Snart fik han hele Jylland nord for Kongeåen i pant.

Her beholdt han magten efter Christoffers død i 1332 uden at gøre sig den ulejlighed igen at udstyre Danmark med en konge. Noget tyder dog på, at Gerhardt havde problemer med at styre landet. I 1340 tog han op gennem Jylland med en stor hær for at tvinge jyderne til at betale en stor skat. Undervejs dræbte Niels Ebbesen ham i Randers.

 

Indviklede forhandlinger

Det førte til omfattende forhandlinger mellem grev Gerhards sønner, hertug Valdemar af Sønderjylland og Kong Christoffers søn, Valdemar Atterdag.

Greverne overlod deres pant i Jylland til den sønderjyske hertug, som igen overlod greverne hele Sønderjylland som pant. Planerne var så, at kong Valdemar gradvis skulle indløse Jylland nord for Kongeåen til hertug Valdemar, der igen skulle indløse Sønderjylland fra greverne.

Det var klart, at greverne fik mest ud af det. Over de næste 20 – 30 år lykkedes det for Valdemar Atterdag, at blive herre i egen hus. Holstenerne blev dog ved med at sidde i Sønderjylland og hele Sydslesvig. Deres sønderjyske hovedkvarter blev Gottorp Slot.

Da Hertug Valdemar den Femte døde i 1364 meldte hans svoger Valdemar Atterdag sig som formynder for enkehertuginden og hendes børn. Men kongen tænkte nu mest på sig selv. Gradvis fik han kontrol over betydelige dele af Nordslesvig.

Den unge sønderjyske hertug, Henrik vidste ikke, hvem han skulle holde på. Snart var det på den ene, snart på den anden. I 1375 døde han som sin slægts sidste mand.

 

Valdemar Atterdag havde gode kort på hånden, men!

Dette resulterede i en styrkeprøve mellem Valdemar og de holstenske grever. Juridisk havde Valdemar gode kort på hånden. Måske kunne han nu tage landsdelen og ligge under kongeriget, da der ikke var flere hertugelige arvinger.

Men ak og ve. Samme år døde Valdemar Atterdag uden at efterlade sig sønner. Men det var så Valdemars yngste datter, Margrethe, der vandt den næste strid. Hendes mand var den norske konge, og de havde sønnen Oluf.

 

Margrethe hade ingen indflydelse i Sønderjylland

Ti år senere havde hun godt greb om kongeriget, men i Sønderjylland havde hun ingen indflydelse. I 1386 valgte hun at acceptere tingens tilstand. Hun forlenede de holstenske grever med hertugdømmet.

Grev Gerts sønnesøn Gerhardt blev nu hertug. Det hang sammen med, at Magrethe var ved at få magten i Sverige.

 

Sønderjylland kom til at hedde Slesvig

Det var her, at Sønderjylland kom til at hedde Slesvig. Måske var det for at udskille området endnu mere fra Danmark. Da Oluf døde i 1387 opstod der en alvorlig situation for Margrethe. Hun regerede på hans vegne. Det blev ordnet ved at gøre hende til regent i eget navn.

Hun adopterede sin søsters barnebarn, en hertug af Pommern. Han skiftede navn til Erik. Nu var tronfølgen sikret. Erik blev valgt til dansk og svensk konge i 1396. Han blev kronet i Kalmar i 1397. Nu var der samtidig skabt en union af de tre nordiske riger, kendt som Kalmarunionen.

 

Hertuginden skiftede side

Magrethe var klog. Hun holdt en kattelem åben. Den daværende hertug blev dræbt i kamp mod ditmarskerne. I 1404 blev hun formyndere for hertugens børn og enke. Hun benyttede sig af det og satte sig på store dele af Slesvig. Det foregik med diplomati, penge og militærmagt.

Hertuginden blev dog mere og mere bekymret og skiftede side. I 1410 kom det til et militært sammenstød. De danske tropper tabte et vigtigt slag. Men man havde stadig store dele af Slesvig og ikke mindst Flensborg. Her lod kong Erik og dronningen sig hylde i 1412, Men kort efter døde Magrethe på et skib i Flensborg Fjord.

 

Erik kæmpede forgæves for hele Slesvig Holsten

Nu kæmpede konge Erik for hele Slesvig Holsten. I 1421 hedder det endda, at Sønderjylland hørte til Danmark fra det jyske landsting. Modsat mente holstenerne, at de havde arveret helt tilbage fra 1326.

Argumentationen lignede den der skulle komme i 1800-tallet.

Erik vandt sine stort anlagte retssager, men det hjalp ikke ret meget. Han fik aldrig kontrol over hele Sønderjylland. Og det endelige militære opgør 1426 – 1431 blev et svidende nederlag. Nederlaget var begyndelsen til enden for kong Erik og reelt også for Kalmar-unionen.

 

Holstenerne havde sat sig på det frisiske område

Det danske rigsråd valgte også at finde en ny konge. Valget faldt på Valdemar Atterdags eneste efterkommer, Eriks søstersøn, Christoffer af Bayern. Han blev hyldet som dansk konge i 1440. Man havde brug for fred syd på, og det blev meget dyrt købt.

Hertug Adolf kunne få Slesvig som et frit arveligt len med al fyrstelig magt og uden forpligtelser. Men man overlod ham også kongens og Danmarks sidste position i hertugdømmet, Haderslev. Endda blev øen Ærø en del af hertugdømmet. Inden da havde holstenerne sat sig på næsten hele det frisiske område.

 

Ribe ejede godser mod syd

Nu var det lykkes for hertugdømmet Slesvig at tage form som en stat. Man var i praksis uafhængig af Danmark. Kongen sad stadig på en smule af Frisland, nemlig det halve af øen Før og øen Amrum, Ribe med Mandø og den nordligste spids af øen Sild.  Blev fra gammel tid regnet til kongeriget.

Det samme gjaldt for Ribe bispestols og domkapitels godser syd for Kongeåen, som talte om områderne omkring Møgeltønder, Daler og Ballum.

Nu havde man også fået en fyrste til fælles med det sydlige naboland Holsten. Og dette land hørte under Det Tysk – Romerske Rige, mens Slesvig var et dansk fanelen. Herskeren var hertug det ene sted og greve det andet sted.

Den tyske adel havde allerede fået et godt tag dengang i 1300 – tallets Sønderjylland.

 

Plattysk var i fremgang

Plattysk var i fremgang. Selv de danske konger brugte sproget. Men samtidig med at plattysk udgik i Danmark vandt det indpas i Slesvig. Det foregik stadig på dansk i store dele af Sønderjylland og man havde stadig Jyske Lov.

Nu kneb det igen med arvefølgen i Hertugdømmet. Den naturligste kandidat i kvindelinjen var Adolfs ældste nevø Christian. Midt i det hele var han i 1448 blevet dansk konge. Da hertug Adolf døde, anmeldte de mulige arvinger deres krav. Christian den Første rejste for en sikkerheds skyld to alternative krav på en gang.

 

Ribe – brevet i 1460

Slesvig skulle være et herreløst len, der skulle gå tilbage til Danmark. Ja så rejste han et arvekrav på begge lande gennem kvindelinjen. Adelsslægten i Holsten ville have en ny aftale med kongen. Det var den eneste måde at holde sammen på Slesvig og Holsten. De tilbød kongen, at han kunne blive herre over begge land blot det skete på deres betingelser. Og det blev så forhandlet på plads i Ribe i 1460.

 

Greverne stille masser af betingelser

Det var det berømte Ribe-brev. Kongen lovede at overholde flere betingelser for at blive hertug af Slesvig og greve af Holsten. Centralt var, at kongen skulle regere de to lande som lande for sig og sammen med deres egne stormænd.

Han måtte ikke regere som konge af Danmark, men som herre i de nævnte lande. Han lovede også at respektere landenes love og skikke, samt adelens og kirkens privilegier.

Kongen lovede også, at efter hans død måtte Slesvig og Holstens stormænd efter hans død frit vælge en ny herre blandt deres sønner.

 

Evigt udelt sammen

Nu var det nok en enkelt sætning, der skabte mest røre i dette dokument:

 

• Unde dat se bliven ewich tosammende ungedelt.

 

Det kan oversættes med ”at de bliver evigt udelt sammen”.

I 1815 blev denne sætning og brevet fundet frem af glemslen. Man erklærede at det var det uanfægtelige fundament for, at Slesvig og Holsten er udskillelige.

I sin form er det en håndfæstning. Og for de nordiske konger gjaldt en håndfæstning kun i kongens levetid. En tysk historikere mener, at sætningen var en erklæring om, at adelen skulle holde sammen og fred med hinanden. Men langt fra alle tyske historikere er enige med ham.

Ribe – brevet har et tvetydigt forhold til, om det gælder to adskilte lande eller et samlet Slesvig – Holsten. Kongen havde fået at vide, at han ikke måtte regere de to lande samlet, men hver for sig!!!

En måned efter sender kongen et tillæg, der siger, at der skal vælges en biskop i begge lande ligesom adelen hvert år skal mødes på Urnehoved og Bornhöved.

 

Holsten blev ophøjet til hertugdømme

I 1474 opnåede kongen, at den tyske kejser ophøjede Holsten til hertugdømme. Fra da af taler vi om hertugdømmerne. Men de havde stadig forskellig rets – og forvaltningspraksis.

 

Der var igen mangel på sønner

Da Christian den Første døde, var der ikke mangel på sønner. Hans var der sørget for. Han var udpeget som tronarving i Danmark og Norge. Nu var det vel så naturligt, at Frederik fik de to hertugdømme. Store dele af adelen synes også, at dette var en god ide.

Kong Hans var dog ikke med på den ide. Han mente, at brødrene skulle have hver sit hertugdømme. Og sådan blev det. Da Kong Hans døde i 1513 gik hans områder og rettigheder til den ny konge Christian den Anden.

Christian regerede hertugdømmerne sammen med sin farbror til 1523, hvor han blev afsat både som konge og hertug. Frederik overtog nu det hele. Efter hans død i 1533 fulgte man principperne fra 1482 -1490.

Den ældste søn Christian blev konge af Danmark og Norge. Men det skulle lige en borgerkrig til. Hertugdømmerne blev i 1544 blev i 1544 delt mellem Frederik den Førstes tre ældste sønner. Når man nu var i gang med at dele var det svært at stoppe.

 

Den store deling

Delingen i 1581 – 82 blev den store deling af Slesvig og Holsten. Derefter var de to store dele kongens og hertugen af Gottorps, stort set uforandret til 1720.

En endelig stopper for delingerne kom først i 1608 og 1650. Først for den gottorpske og siden den kongelige del. Ja man skal holde tungen lige i munden med alle disse delinger.

Landdagene, hvor adelen, nogle få repræsentanter for domkapitler og jomfruklostre og byens borgmestre med uregelmæssige mellemrum mødtes med fyrsterne forblev fælles for hele Slesvig Holsten. Ud over at ”vælge” og hylde nye hertuger skulle landdagene bevillige skatter, hvis der var behov for mere end de faste indtægter, hertugerne fik fra deres egne bønder. Nogle gange vedtog man også fælles love.

Fælles var også udenrigs- og sikkerhedspolitik. Fundamentet var et forsvarsforbund mellem Danmark på den ene side og hertugdømmerne Slesvig og Holsten på den anden. Et sådant blev indgået første gang i 1466, men det fik en ny og vigtig udgave i 1533. Det blev fornyet og justeret mange gange i de næste godt hundrede år.

 

Kongen var med på begge sider

På den ene side af alliancen stod Danmark repræsenteret med konge og rigsråd. Mens landdagen og fyrsterne i fællesskab repræsenterede hertugdømmerne. Det betød at kongen var med på begges dier, men med forskellige partnere! Man kunne finansiere lejesoldater. Det skete flere gange i 1500 – tallet. Normalt havde man ikke et militær. Når det var brug for det, skulle adel, byer og til dels også bønder stille tropper.

I 1564 nægtede stænderne at anerkende Hans den Yngre. For stænderne var han kun en ”afledt herre”. Man ville godt anerkende Frederik den Anden, som sin fars efterfølger.

Efter hans den Ældres død i 1580 var der kun to regerende hertuger, kongen og hertugen af Gottorp. Der blev flere ”afledte” hertuger, der kun havde lokal magt. Man fik et system meddelinger, fællesregering og hertuger af første og anden klasse.

 

Forskel på danske og hertugelige borgere

Danske bønder levede under en treenighed med Gud, konge og herremand. Her var Gud og konge den samme i hele riget. Herremanden vekslede.

Vilkårene for bønder og borgere varierede stadig mere efter region og social klasse end efter hertug. Den største forskel opstod mellem adelens bønder på den ene side og fyrsternes på den anden. De fleste adelsgodser udviklede store herregårde, tungt hoveri og livegenskab – en slags livsvarigt stavnsbånd for begge køn.

I de kongelige og gottorpske amter slap bønderne for hoveri. Der var ikke grænser eller grænsekontrol mellem de enkelte fyrsters område.

 

Reformationen

Reformationen i 1536 i Danmark er nok blandt de mest skelsættende i danmarkshistorien. Allerede i 1522 var de første lutherske prædikanter i gang i Sønderjylland.

I 1534 blev hertug Christian dansk konge som Christian den tredje efter at have sejret i borgerkrigen Grevens Fejde.  Officielt blev den først gennemført i hertugdømmerne i 1542. Det nordvestlige Slesvig blev lagt under Ribe Stift. Den katolske kirke havde et fælles sprog på latin. Luther lagde vægt på, at folket skulle kunne forstå kirkens sprog.

 

Magtens sprog var plattysk

Det var ikke noget nyt i, at der var forskellige sprog i Slesvig. Tre talesprog mødtes i det sydligste Jylland. I 1600- og 1700-tallet regnede man stadig med ret tydelige grænser mellem talesprogene. Plattysk vandt frem i byerne, både på grund af indvandringen men også fordi, at det var handelens sprog.

Magtens sprog var derimod i løbet af middelalderen blevet plattysk over det hele. Det var det sprog, amter, landskaber og byer brugte i deres administration. Når Christian den tredje skulle fastlægge kirkesproget var det ikke ligegyldigt om han kiggede til talesproget eller administrationssproget.

Plattysk blev senere afløst af det højtyske sprog syd fra. Det var Luthers sprog, som fortrængte plattysk, der nu blev en dialekt. De nordslesvigske byer Haderslev, Aabenraa, Sønderborg samt Flensborg havde to kirkesprog. Skolesproget fulgte som regel kirkesproget. Med skoleloven af 1814 blev det officielt, at alle skulle gå i skole.

 

Trediveårskrigen

I 1625 blandede Christian den Fjerde sig i Trediveårskrigen som prægede Tyskland. Kongen gik ind i krigen som hertug af Holsten. Fjenden kunne naturligvis ikke se forskel på, om det var hertug Christian eller kong Christian, der var i krig.

Kejserens tropper besatte både hertugdømmerne og Jylland. De var besat frem til freden i sommeren 1629. Kongen og hertugerne var ikke enige om meget. Det gjorde ondt, da kongen fik mast sin yngste søn som ærkebisp af Bremen. Imens fortsatte svenske herre med at føre krig i Tyskland. I 1643 angreb svenske tropper uden varsel hertugdømmerne syd fra og indledte Torstensson-krigen.

Igen blev både kongens og hertugens del besat. Hertugen søgte at forhandle sig til en særlig aftale. Da freden kom i 1645 var kongen og hertugen utilfredse med hinanden. Vigtigt var det, at hertugen midt under krigen fik sin egen fæstning i Tønning, som han havde begyndt at anlægge i 1644.

 

Hertugen holdt med svenskerne

Da der igen blev krig mellem Danmark og Sverige i 1657 skiftede hertugen side og allierede sig med den svenske Karl 10. Gustav, som var hans svigersøn.

Den første Karl Gustav – krig 1657 – 1658 er den mest katastrofale i danmarkshistorien. Danmark og Norge mistede Skåne, Halland og Bohuslen til Sverige. Faktisk mistede man i første omgang også Trondhjem Len og Bornholm, men det fik man tilbage efter den anden krig.

 

Kongen havde fået nok af hertugen af Gottorp

Kongen havde fået nok af hertugen af Gottorp. Han stillede nogle krav til ham. Da han ikke gav sig, besatte han hertugens lande i 1684, uden at der egentlig var tale om en krig. Han havde allieret sig med Frankrig. Til sidst tvang en alliance mellem en række tyske fyrster og Sverige ham på tilbagetog i 1689. Frankrig forholdt sig passiv.

Den næste konge, Frederik den Fjerde prøvede igen i 1700, at besætte de gottorpske områder. Det gik endnu værre. Sverige og en række lande satte sig mod kongen. Og svenske tropper gik i land på Sjælland.

 

Svenskerne nedbrændte Altona

Hertugen som meget forvirrende også hed Frederik den Fjerde var fætter til kongen og gik meget tættere sammen med ligeledes en fætter, Karl den 12. af Sverige. Han vandt en række sejre, men tabte mod russerne. Og det hele resulterede i ”Den Store Nordiske Krig”. Gottorp erklærede sig neutral. I 1712 gik en svensk hær ind i Holsten, hvor de brændte byen Altona af.

Da der endelig blev fred i 1720 måtte Danmark opgive at få de lande tilbage som de havde mistet i 1658. Men kongen fik dog den gottorpske del af Slesvig. Gottorp blev endnu mere en stat for sig selv.

 

Frederik den Fjerde lod sig hylde

I 1724 drog Frederik den Fjerde til Slesvig sammen med dronningen, kronprinsen og et stort følge af embedsmænd og hoffolk. De tog ind på Gottorp Slot. Hertugerne af Augustenborg og Glücksborg måtte aflægge ed. Adelen og kirken måtte gøre ligeså.

Kongen kunne få hele Slesvig, hvis hertugen kunne få Holsten. Det ville have givet kongen en dansk – norsk – slesvigsk stat med en klar sydgrænse ved Ejderen uden fremmede enklaver. Her fik kongen tilbudt en ”Ejder – dansk” løsning. Men han sagde nej. Christian den Femte havde ikke en national dagsorden. Han ville ikke ofre Holsten for at få Slesvig. Han ville have begge dele.

 

Kongen ville have det hele

At Frederik den Fjerde i 1720 fik hertugens del af Slesvig men ikke Holsten, var heller ikke hans skyld. Han gik lige som sin far efter det hele.

Kongeloven nævner ikke hertugdømmerne som en ældre arveret, der kan føres tilbage til Christian den Første. Men nu uddøde kongeslægtens mandslinje i 1800 – tallet. Christian den Ottende mente, at hans forfader i 1721 havde indført Kongelovens arveret i Slesvig og en senere begivenhed havde gjort det i Holsten i 1806.

 

Havde hertugen af Augustenborg ret?

Dette blev afvist af Hertugen af Augustenborg. Og historikere fulgte hertugen af Augustenborgs standpunkt. Kongen havde ikke fulgt den rette procedure. I 1840erne kunne det augustenborgske arvekrav bruges som en løftestang for en Slesvig Holstensk selvstændighedsfølelse. Det lagde grunden til en ellers umage alliance mellem den konservative og unationale hertug og national Slesvig – Holstensk bevægelse.

Men egentlig havde Frederik den Fjerde alle muligheder for at have samlet Slesvig – Holsten under Danmark i 1721. Men alle de politiske og administrative reformer nord for Kongeåen var ikke nået til hertugdømmerne.

 

Hver by havde sin egen lov

Hver by i Slesvig var siden middelalderen styret af sin egen bylov. Mange lignede i høj grad hinanden. Men der var forskel. De lokale bestemmelser som politiforordninger var forskellige. Det var stadig kun velstående borgere, der fik de forskellige poster. Særlig demokratisk var det ikke.

Man opererede med begrebet flække. Det var en række mindre bysamfund som Højer, Løgumkloster, Marstal og Nordborg. De fik lov til at udvikle sig med handel og håndværk. De fik dog hverken bystyre eller bylov.

Inden for amtsbønderne havde man en særlig gårdmandselite. De drev både studehandel og pengeudlån. Her fik man lov til meget mere end nord for kongeåen. De lokale embeder gik i arv i familien.

I de kongerigske enklaver havde kongen givet embedsmændene større magt over bønderne.

 

Russisk indflydelse

Kongen skulle stadig dele fællesregeringen med hertugen og de meget omfattende holstenske adelsgodser. Nu havde gottorperne også fået Rusland som en slags beskytter. Hertug Carl Frederik var blevet gift med en datter af Peter den Store. Men værre var det for Danmark, at hans søn blev zar Peter den tredje. Så i 1762 så det sort ud for Danmark.

 

Zaren var ved at vinde over Preussen

Zaren afbrød en krig med Prøjsen, som han ellers var tæt på at vinde og sendte den i stedet mod Danmark for at erobre det gottorpske Slesvig tilbage. Danmark stod alene, men regeringen nægtede at bøje sig.  Mobiliseringen blev iværksat. Men zaren blev afsat af sin kone Katharina den Anden, som selv tog magten.

 

Danskerne ventede på en aftale i 7 år

I København åndende man lettet op. En foreløbig aftale blev indgået i 1767, men det skulle gå hele seks nervepirrende år, inden traktaten blev underskrevet. I 1773 blev traktaten underskrevet. Russerne afstod den gottorpske del af Holsten, inklusive andelen i fællesregeringen til den danske konge. Til gengæld fik de grevskaberne Oldenburg og Delmenhorst.

Det var chefforhandler fra dansk side Caspar von Saldern, der forhandlede med russerne. Vi har tidligere skrevet to artikler om denne. Han tog sig i den grad dyrt betalt.

 

Stor forskel på den sociale velstand

Slutningen af 1700 – tallet var præget af krige, men de danske konger holdt sig ude af dem. Men ballade og uro trængte sig på. Pludselig var der masser af ballade. På vores hjemmeside har vi en masse artikler om de slesvigske krige. Og sejren i den første var særdeles dybt købt.

Ingen steder var der så store sociale forskelle som i Slesvigs marskland. Gårdmændene steg i velstand. Og godsejerne havde næsten uindskrænket magt. I 1790erne var der en del uro. Når man betegner slutårene i 1700 – tallet som lykkelige, er det kun delvis sandt.

 

Kilde:

• dengang.dk – div. Artikler
• Inge Ariansen m.m.: Sønderjylland A-Å
• Hans Schultz Hansen m.m.: Sønderjyllands Historie indtil 1815
• Vilhelm La Cour m.fl.: Sønderjyllands Historie – fremstillet for det danske folk 1- 5
• Carsten Porskrog Rasmussen m.fl.: De Slesvigske Hertuger
• Carsten Porskrog Rasmussen: Hertugdømmet

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.451 artikler, herunder

Under Tønder (247 artikler)

• Slogs Herred – mellem dansk og tysk
• Heimatfest 1921
• Tønder – omkring 1930
• Da Tønder igen blev dansk
• Tønder – mellem dansk og tysk
• Hvorfor var Tønder tysk?
• Tønders tyske sportsforeninger
• Sprogkampen i Tønder 1851 – 1854
• Socialdemokrat i Tønder – dengang
• Tønder – før og efter Genforeningen
• Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder
• Lærer i Burkal
• Tondern Station
• Tønder Bibliotek – i begyndelsen
• Militæret i Tønder 1920 – 1923
• Minder fra Tønder 1864 – 1920
• Tønder – egnen 1814 – 1848 (1)
• Tønder – egnen 1848 – 1851 (2)
• Dagbog fra Møgeltønder
• Ulrik – en fysikus fra Tønder 1-2
• Soldat i Tønder 1851
• Dagligliv i Tønder 1910 – 1920
• Klosterbrødrene i Tønder
• Man da talte da dansk i Tønder i 1600 – tallet
• Et slot i Løgumkloster
• Møgeltønder – fra Ahlefeldt til Schack
• Adel og Storgårde i Tønder Amt
• Tønder i 1600-tallet
• Schackenborg i Møgeltønder
• Åndens folk i Tønder
• Tønderhus, slot, borg og fæstning
• Lov og ret i Tønder
• Hertugen af Tønder
• Møgeltønders historie

Under Højer (70 artikler)

• Den sure præst fra Højer
• Pigen fra Højer
• Apotekeren fra Højer
• Heltene i Vadehavet

Under Sønderjylland (178 artikler)

• Sønderjylland under pres syd fra
• Folketingsvalget 1939
• Den dansk – tyske sameksistens i Sønderjylland
• Det tyske mindretal
• Fremmedflag i Sønderjylland
• Sønderjylland – efter Genforeningen
• Jordekamp, Vogelgesang og domænegårde
• Kan man egentlig tale om Genforening?
• Er Genforeningen det rette ord?
• Var Sønderjylland en del af Danmarks Rige i Middelalderen?
• Da Sønderjylland blev dansk
• Lov og ret i Sønderjylland – dengang
• Sønderjylland i knibe
• Kongens hvide hest 1-2
• Slaget om Als
• Sønderjylland til Ejderen
• Genforening – Forening eller Indlemmelse
• Ribe – brevet
• Var det virkelig tale om Genforening?
• Dansk – tyske brydninger i et grænseland
• Var afstemningen i 1920 retfærdig?
• Rendsborg 1848 – 1851
• De Sønderjyske Piger
• Sønderjyder i første verdenskrig
• Ved krigsfronten
• De Kongerigske enklaver 1-2
• Slottet Duborg i Flensborg
• Sikringsstilling Nord
• En adelsborg ved Tønning
• Ned med de dansksindede
• Sproget i Sønderjylland
• Abel og hans sønner
• Sønderjylland historie indtil 1200
• I Sønderjylland siger vi Mojn
• Den Blå Sangbog i Sønderjylland
• Genforening, Afståelse, Deling eller Grænsedragning
• Farvel til de Sønderjyske Gråbrødreklostre
• På flugt fra Wallenstein
• Dengang på Sønderborg Slot
• Da Christiansfeld opstod
• De sidste hertuger på Augustenborg
• Flensborg – hverdag og krig (2)
• Magrethe den Anden og Sønderjylland

Under Aabenraa (146 artikler):

• Knivsbjerg – nord for Aabenraa (vers. 2018)
• Aabenraa – mellem to krige
• Aabenraa 1848 – 1851
• Aabenraa – før Prøjserne
• Kystens ud for Aabenraa 1863 – 1864
• Aabenraa 1864
• Den onde amtmand fra Aabenraa
• Casper von Saldern – hvem var han
• Brundlund Slot
• Adelsslægten fra Aabenraa
• Ahlefeldt og Søgård
• Urnehoved – et tingsted ved Aabenraa 1-2
• Aabenraas Historie

Under Padborg/Kruså/Bov (57 artikler)

• Bov Sogn – mellem dansk og tysk
• Genforening i Bov Sogn
• Sejren ved Bov
• Kampen ved Bov – og de slesvigske krige

Under 1864 og De Slesvigske krige (14 artikler)

• Statskup og enevælde
• Unødvendige krige
• Slaget ved Brøns (1)
• Slaget ved Brøns (2) – set med tyske øjne
• Monrad 1-2
• Lundtoft Herred 1848
• Sønderborg 1864
• Sandheden om Hermann Bangs Tine

Under København (159 artikler)

• Istedløven brøler stadig
• Begik kongen højforræderi
• Sønderjyder i København
• OG MANGE FLERE