Odessa og de andre flugthjælpere

Har ODESSA eksiteret? Kendte mennesker her. Det amerikanske efterretningsvæsen var indblandet. Filmen: Nazi Gold in Argentina. To magtfulde mennesker i Argentina. Hemmelig rådgivning. Perron kunne lide tyskerne. Hitler blev sur. Vatikanet og Røde Kors støttede nazisternes flugt. En østrigsk biskop. Der blev anmodet om 5.000 Visa-kort fra Perron. Amerikanske CIC samarbejdede med massemordere. Og de brugte selv samme flugtrute. I Sydtyrol stillede man ikke unødvendige spørgsmål. Flensborg var en del af planen. Stille Hilfe. Massemoderen, der også fik hjælp. Paven var med til at ændrer dødsdomme. Storforbryderens sekretær anede da intet! Bødelen fra Buchenwald. Hvad havde Tysk Røde Kors gang i – i 1968? Søren Kam blev også forsvaret af ”Stille Hilfe”

Har Odessa eksisteret?

ODESSA betyder ”Organisation der ehemaligen SS-agehörigen” Hvis vi hurtig skal oversætte det, så betyder noget i retning af ”Organisation af tidligere SS-medlemmer”. Angivelig blev foreningen stiftet ved 2. verdenskrigs slutning af en gruppe SS – officerer. Der er historikere med den kontroversielle David Irving i spidsen, der afviser, at en organisation ved navn ODESSA aldrig har eksisteret.

Der findes også en række andre SS-organisationer, bl.a. ”Stille Hilfe” med Himmlers datter i forgrunden. Og Werner Best, der slap med en meget mild straf for hans forbrydelser var en vigtig medspiller i disse organisationer. Som uddannet jurist kunne han sagtens hjælpe så mangen en krigsforbryder ud af en kattepine.

Formålet med ODESSA-grupperne var at skabe og opretholde hemmelige flugtruter kaldet ”rottelinjer” ud af Tyskland til Sydamerika og Mellemøsten for eftersøgte medlemmer. Man havde gode forbindelser til Argentina, Egypten, Brasilien, Tyskland, Italien, Schweiz og Vatikanet.

Kendte mennesker i Odessa?

Man opererede bl.a. fra Buenos Aires i Argentina. Man hjalp bl.a. Adolf Eichmann, Josef Mengele, Erich Priebke, Aribert Hein og andre SS-medlemmer med at finde skjulesteder i Latinamerika og Mellemøsten.

Både Obersturmbannführer Otto Skorzeny og Sturmbannführer Alfred Naujocks menes at have været aktiv i ODESSA-organisationerne, men det kan ikke bevises.

Det vides dog med sikkerhed, at Otto Skorzenys adresse i Spanien i en årrække blev anvendt af WACL, hvorfor de fleste historikere formoder, at han var aktiv i dette netværk. Han havde erfaring fra slutningen af Anden Verdenskrig med ”Black Operations” som den nu kendte Operation Greim.

Det amerikanske efterretningsvæsen var indblandet

Ligeledes kom general Reinhard Gehlers efterretningsorganisation under mistanke. Det var en organisation, der blev anvendt og benyttet af amerikanske efterretningskræfter i Anden Verdenskrigs sidste måneder. Efter krigen blev det en vigtig del af NATO’s efterretningsværk i Østeuropa, samt i Gladio. Det var Natos hemmelige ”stay-behind” paramilitære organisationer.

Det er påstået at James Jesus Angleton fra OSS (CIA’s forløber) samt Eva og Juan Peron var medlemmer af netværket. Det hævdes også at SS-krigsforbryderen Alois Brunner gennem ODESSA kunne flygte til Syrien.

Filmen: ”Nazi Gold in Argentina”

Mengele og Eichmann var to af de mest prominente af den gruppe krigsforbrydere, som i årene efter krigen fandt en sikkerhav i Argentina, tilskyndet og overdådigt modtaget af en regering, der opsøgte det menneskelige vraggods, Anden Verdenskrig efterlod rundt om i Europa. Hertil blev de inviteret til et nyt liv i den nye verden.

Der ankom mellem 2.000 og 7.000 nazister hertil. Det er den afdøde argentinske instruktør, der efter 15 års efterforskning i filmen ”Nazi Gold in Argentina” afslører en række hemmeligheder.

To magtfulde mennesker

To centrale personer i filmen er Ludwig Freude og Rudolfo Freude, far og søn. Faderen, Ludwig Freude var allerede før krigen en af Argentinas rigeste og mægtigste mænd, der også uofficielt var leder af den vigtigste eksil-tyskergruppe i landet. Han var også ejer af to af Argentinas største banker.

Han var overbevist nazist og brugte sine banker til at vaske sorte nazi-penge hvide og finansiere et omfattende tysk spionnet i Sydamerika. Han var en tæt ven med Juan peron, hvis politiske løbebane han fulgte og støttede økonomisk.

Sønnen Rudi var også gode venner med ham. Da Peron i 1946 tog springet fra forsvars – og arbejdsminister til præsident, ja så fulgte Rudi med – som på fotografierne stod han altid i skyggen bag det glamourøse par Peron og Evita.

Hemmelige rådgivning

I sin egenskab af privatsekretær, leder af informationsafdelingen, efterretningstjenesten og ikke mindst immigrationsmyndighederne, fik Rudi Freude spundet et net af agenter i Europa, som fandt de strandede krigsforbrydere, udstyrede dem med ny identitet og sendte dem til Argentina.

Her oprettede den yngre Freude et hemmeligt råd af ”fortrolige medhjælpere” som tog stilling til de vigtigste sager og foreslog nye ”emner”, der skjulte sig i Europa. Rådet bestod af otte flygtninge fra domstole i deres hjemlande – SS-officerer, kollaboratører og andre krigsforbrydere. De havde hyppige møder med Freude og ind imellem også med Peron. En af deltagerne, den belgiske krigsforbryder, Pierre Daye skriver i sine erindringer:

• Alle vi fremmede, der var til stede, var dømt til døde i vores hjemlande. Præsidenten vidste det, og jeg beundrer hans selvstændige holdning og det mod, med hvilket han modtog os i landets officielle residens.

Blandt dem som rådet fik til Argentina var den kroatiske ”Führer” Ante Pavelic, hvis Ustasi-styre var ansvarlig for omkring 700.000 serbere, muslimer og sigøjners død. Styret var bl.a. berygtet for at belønne medlemmer, når de kom med syltetøjsglas fyldt med deres ofres øjne.

Hertil kom også den danske læge Værnet, der udførte groteske forsøg på homoseksuelle i KZ-Buchenwald. Han døde stille og fredelig i 1965.

Perron kunne lide tyskerne

Perron var militærmand med en meget preussisk uddannelse. Han var glad for tyskerne, fordi de havde en høj teknisk kunnen. Den fascistiske ideologi havde meget til fælles med den peronistiske nationalisme. Hitler kaldte det for nationalsocialisme og Peron kaldte det for ”socialismo national”. Tyskerne udgjorde en meget indflydelsesrig gruppe, og Peron foretrak dem. Han brød sig slet ikke om amerikanerne og englænderne.

I den omtalte argentinske film kommer Wilfred von Oven, Goebbels tidligere privatsekretær til orde. Han er stadig overbevist nazist:

• Jeg kendte Freude og ODESSA, som var en hemmelig organisation. Du har ikke spurgt mig om jeg har jødiske venner. Ikke en eneste.

Til sidste ser man så den tidligere privatsekretær klukke.

Hitler blev sur

Da ærkebiskop Cesare Orsinego mødte Hitler i november 1943 for at tale om nazisternes forfølgelse af jøder, var Hitler sur. Han tog et glas vand og kylede det i gulvet.

Hitlers reaktion på de katolske bearbejdelser var voldsom. I de forløbende 10 år havde han været vant til en bedre behandling fra den kant.

Vatikanet har frigivet dokumenter for at afvise historikernes påstande om, at Vatikanet og pave Pius den 12. havde sympatier for nazismen og reelt samarbejde med nazi-styret. Vatikanet kan ikke leve med påstanden om at den katolske kirke indirekte støttede holocaust.

Røde Kors og Vatikanet støttede nazisterne

Pius den 11. roste i 1933 Hitler, fordi han er den eneste statsmand, der offentligt taler mod bolsjevismen. Den katolske kirke protesterede ikke, da Hitler gennemførte nye racelove i 1935, der satte kampen mod jøder og andre såkaldte ”undermennesker” på juridisk formel.

Problemet med de frigivne dokumenter er, at der kun er en del af dokumenterne, der er frigivet i Vatikanet. Det er meget sigende, at Hitler i ”Mein Kampf” anerkende den katolske kirke som en langt farligere modstander end den almindelige kirke.

Men dokumenter viser også, at Vatikanet i mange tilfælde hjalp stærkt eftersøgte nazi – forbrydere til flugt ved at udstede falske id-papirer. Ja sågar Røde Kors støttede aktivt nazi-forbrydere på flugt fra retfærdigheden.

Hvorfor fordømte Vatikanet ikke jødeudryddelsen dengang?

Vatikanet blev under krigen gang på gang anmodet om offentligt at kritisere nazisternes jødeudryddelse, men hver gang blev anmodningen afvist. Det samme skete med den landflygtige polske kirkes primas, Kardinal-ærkebiskop Hlods bøn til Pius den Tolvte om at forsømme nazisternes massedrab på polakker.

Hvis Pius den Tolvte skulle have gjort en indsats for et redde jøder fra udryddelse, kan man spørge, hvorfor Vatikanet forbød biskopper at udstede falske dåbsattester til jøder, forbød klostre og kirkelige institutioner i Rom at skjule dem ved at iklæde dem ordensdragt.

Hvorfor beordrede Pius den Tolvte de jøder, der i 1943 havde søgt tilflugt i Vatikanet til at forlade det igen.

I krigens sidste år var der også flere norditalienske biskopper, som opfordrede katolikker til at angive, hvor jøder skjulte sig.

En østrigsk biskop

Den østrigske biskop Alois Hudal organiserede flugten for Ustascha-folk. Og forskellige pavelige embedsmænd hjalp også til. Italiensk Røde Kors var sammen med SS – organisationen ”Stille Hilfe” også aktiv.

Denne biskop kunne kun gennemføre sit foretagende med accept fra paven. Hvor meget paven selv var indblandet vides ikke. De dokumenter, der kan bekræfte denne, er ikke frigivet.

Men vi ved, at i 1949 sendte paven 30.000 lire til Huldal.

Huldal fik hjælp af Reinhard Kopps. Han var en forhenværende agent i forsvaret. Han flygtede selv midt i 1948 til Argentina, hvor han under navnet Juan Maler kunne leve et trygt liv.  Men her stod han også for nazi – propaganda.

Huldal anmodede om 5.000 Visa-kort

Disse to havde også hjulpet ”Bødelen fra Riga” Eduard Roschmann til Argentina. Ja også Franz Stangel, lederen Treblinka og Soibor.  Ja han havde ansvaret for 400.000 mord

Konrad Adenauer overbeviste de kirkelige, at de skulle hjælpe fire stakkels ”fattige landsmænd” Disse viste sig at være fire Nazi – krigsforbrydere, som man fandt på Rhodos.

I et brev bad Huldal præsident Peron om at sende 5.000 Visa-kort til tyske soldater. Der var en overgang mange halvoffentlige kontorer i Rom, der bestod af mere eller mindre ægte konsulenter. Det var det østrigske kontor og Centralkontoret for tyskere i Italien. Her kunne man få et italiensk legitimationskort. 

Man ved også, at vatikanske statssekretariat støttede familien til Mussolini og andre Fascister. 

Amerikanske CIC samarbejde med massemordere

Så var det lige den kroatiske præst, Krunoslav Draganowitz. Under krigen var han ansvarlig for deportation af jøder og serber. Som på et samlebånd udfærdigede han legitimationer for en fast pris. 1.000 dollar var normalprisen. Børn kunne få det for det halve. Var man en kendt nazi-forbryder så kostede det 400 dollar ekstra.

Det var hurtig tjente penge for den gejstlige med den brune fortid. Også det amerikanske efterretningsvæsen brugte Draganowitz. Og de hjalp ham også til et sikkert opholdssted.

Klaus Barbie, slagteren fra Lyon var en som det amerikanske CIC hjalp væk. Det var Dragonowitz, der skaffede Baribie en opholdstilladelse i Bolivien. Her arbejde han for diktatoren Hugo Banzer Suarez.

Under sit ophold fik han stadig opgaver både af det tyske efterretningsvæsen BND og det amerikanske CIA.

Fra 1945 til 1955 arbejde Barbie både for det britiske og amerikanske efterretningstjeneste. Så sent som i 1966 arbejdede han for tyske BND under dæknavnet Adler.

 Men ved hjælp af Beate og Serge Klarsfeld lykkedes det at stille ham til ansvar.

Behjælpelig med lommepenge og startkapital

Det argentinske konsulat i Barcelona var for et højt honorar også behjælpsomme med falske papirer. Også Francos Spanien var et sikkert sted for Nazi-forbrydere. Indtil et skib kunne afsejle til Sydamerika hjalp spanierne med logi, lommepenge og forplejning. Ja i nogle tilfælde fik man også startkapital til en ny tilværelse. Prisen for skibsoverfarten overtog det internationale Røde Kors. De udstedte også rejsepassene.

Indtil 1951 udstedte det Internationale Røde Kors 120.000 rejsepapirer til flygtninge så de kunne forlade Italien. Der forekom masser af misbrug, og det var Røde Kors udmærket klar over.

Mange nazi-forbrydere blev anbragt i klostre, indtil de med skibe kunne komme videre til Sydamerika.

CIC brugte selv flugtruterne

Det amerikanske efterretningsvæsen CIC kendte tidligt disse flugtveje. Men de gjorde ikke noget for at stoppe dem. Fra 1947 benyttede de selv disse flugtruter for at få deres spioner ude fra de sovjetisk besatte områder. Mange højtansete nazistiske funktionærer fik af de amerikanske myndigheder leveret falske papirer.

Mange af disse flugtruter blev kaldt ”Klosterruter”, fordi de kirkelige myndigheder var inde over. Men amerikanerne ville hellere kalde dem ”ratt lines”

Fra 1947 udkom i Buenos Aires et tidskrift overvejende på tysk ”Vejen”. En gang imellem kom det på spansk som ”El Sendero”. Læserne var Nazi-forbrydere.

Også franske kollaboratører fra Vichy-Regeringen, rexister fra Belgien, soldater fra Wlassow-armeen og medlemmer af østlige SS – divisioner, særlig ukrainere benyttede flugtvejene.

Nazi-forbryderen Hans-Ulrich Rudel blev en af Perons rådgivere. Han takkede senere kirken for, at have reddet de bedste fra nationen.

Mellem 180 og 300 af de største Nazi-krigsforbrydere kom til Argentina.

I Sydtyrol stillede man ikke unødvendige spørgsmål                             

En af flugtruterne gik over Sydtyrol. Og særlig den idylliske kurby Meran var eftertragtet af nazister. Her var der ingen der stillede unødvendige spørgsmål. Derfra gik det videre til havnebyen Genua.

Protestanten Adolf Eichmann var så glad for den katolske hjælp, at han senere indtrådte i denne kirke. Udklædt med Tyrolerhat og tyrolerskæg var han i 1950 gået over Brenner passet. En præst fra Sydtyrol kom bagefter med hans bagage. Derefter klædte han sig almindeligt tøj. Og så Ricardo Klement tog han til Argentina.

Her arbejde de han som elektriker ved Daimler-Benz. Som bekendt blev han bortført af den israelske efterretningsvæsen, stillet for retten og kort efter henrettet.

Mange massemordere flygtede  

Den tidligere SS-Standartenführer Walther Rauff, der ansvarlig for mindst 97.000 mord, flygtede til Ecuador og derefter til Chile. Han blev støttet af både socialisten Alliende og af diktator Pinoche. Og utrolig nok brugte BND, det tyske efterretningsvæsen ham som spion mod Fidel Castro.

SS-oberscharfführer Gustav Wagner, leder af KZ – Sobibor og ansvarlig for 122.000 mord blev opsporet i Sao Paulo af Simon Wiesenthal.

Erich Priebke, der som SS – fører var ansvarlig for 340 civilisters død ved Rom blev i 1995 udleveret fra Argentina til Italien. Han blev en overgang som så mange andre anbragt i et Franciskaner-kloster. 

Flensborg – en del af planen

Vi har i en tidligere artikel fortalt, at en del ”Rottelinjen” gik over Flensborg. Her fik SS- forbrydere ny identitet. Mange flygtede via Danmark og Sverige til Argentina. Åbenbart var de tilbageblivende tyske soldater i Danmark også en del af ”Rottelinjen”.

”Stille Hilfe”

Stille Hilfe var måske ikke en decideret flugthjælper, men de gjorde da i den grad tilværelsen lettere for tidligere krigsforbrydere og hjalp i forbindelse med retssager. De var også med til at påvirke retssystemet og politikere, ja selv paven påvirkede de med held.

Mallorth, massemorderen, der også fik hjælp

Men vi skal lige høre om krigsforbryderen Anton Malloth, der var opsynsmand i Theresienstadt. Han blev i 1948 i Tjekkoslovakiet dømt til døde for at have pryglet ca. 100 mennesker til døde. Fra 1948 til 1988 levede han fint i kurbyen Meran i Sydtyrol. Her sørgede det tyske konsulat for, at han hele tiden fik sit pas fornyet, trods udleveringsansøgninger fra både Østrig og Tyskland. I 1988 blev han meget overraskende frikendt

Samme år sørgede Himmlers datter, Gudrun Burwitz for, at han fik en eksklusiv lejlighed i et alderdomshjem. Mailloth havde skrevet til ”Stille Hilfe”:

• Jeg er i en frygtelig situation. Man har krænket min retsstilling Og jeg er ikke egnet til at blive fængslet. Man har anbragt mig i en ejendom, der består af alkoholikere, åndsvage og endda homoseksuelle. Jeg beder Dem, om at få mig ud herfra. Hjælp mig.

 Først i 2001 dømte Landsretten i München ham til livsvarig fængsel.

”Moderen af Landesberg”

Organisationen ”Stille Hilfe” blev startet af prinsesse Helene Elisabeth af Isenberg. Hendes mand havde beskæftiget sig med nazisternes racehygiejne. Begge var stadig overbviste nazister.

Prinsessen blev kendt som ”Moderen af Landesberg”.

Efter Nürnberg-retssagerne valgte amerikanerne, at de fleste af de dømte skulle sidde i Krigsforbryderfængslet i Landesberg. Det var her, at Hitler sad i 9 måneders fængsel. Her sad også de store Nazi-forbrydere, Rudolf Hess, Julius Streicher og Georg Strasser.

Indtil 1951 blev der her anbragt 288 dødsdømte.

Paven hjalp til med at omstøde dødsdomme

Men den 4. november 1950 skrev overnævnte prinsesse til paven, Pius den 12.

• Jeg kender nogle, der er dømt. Ingen kan mere tale om skyld og forbrydelser. Derfor skriver jeg til dig, Hellige Far i al fortrolighed, ”Moderen af Landberg”

Allerede den 10. november svarede Paven, at han ville forsøge med hele sin indflydelse at påvirke den amerikanske højkommissær, John McCloy til at ændre nogle af dødsdommene.

Amerikanerne ændrede flere domme

På det tidspunkt sad mange fra de såkaldte ”Einsatsgruppen”, der myrdede løs på østfronten. De var skyld i masser af jøders død. Og tænk engang efter Pavens henvendelse ændrede amerikaneren afgørelsen i hele 89 tilfælde.

I andre tilfælde førte henvendelsen i 30 tilfælde til øjeblikkelig løsladelse af fangere, der i blandt Alfred Krupp, der havde tjent milliarder ved at lade KZ – fangere og andre krigsfangere arbejde for sig.

Tyske gejstlige henvendte sig til amerikaneren for at få omstødt dødsdommene og gjorde opmærksom på, at tysker med deres indsats havde forhindret kommunismen i at brede sig. Derfor burde resten af døddommene i Landesberg omstødes.

Storforbryderens sekretær anede intet!

En af dem, der sad i bestyrelsen for ”Stille Hilfe” var Heinrich Maltz. Han var sekretær for Ernst Kaltenbrunner, der var chef for Sikkerhedspolitiet (SD) og chef for Einsatsgruppen. Ja disse var ansvarlige for mindst 1 mio. Menneskers død. Ved Nürnberg-retssagerne påstod Maltz, at han overhovedet havde kendt noget til sine overordnedes forbrydelser. Så han slap fri.

En af dem som ”Stille Hilfe” også hjalp var Hildegard Lächert. Hun var inspektør i KZ – lejrene Ravensbrück, Majdanek og Auschwitz. På grund af hendes brutalitet blev hun kaldt ”Blodige Brigitte”. Den 22. december 1947 blev hun idømt 15 års fængsel. Men allerede i 1956 blev hun sat på fri fod. Den 26. november 1975 blev hun i Landsretten i Düsseldorf idømt hjælp til mord i mindst 1.196 tilfælde. Hun blev idømt 12 års fængsel. Men dem kom hun ikke til at sidde for man trak de år fra, som hun allerede havde siddet.

”Bødelen fra Buchenwald”

Martin Sommer blev kaldt ”Bødelen fra Buchenwald”. Han var kendt for at torturere fangerne til døde på den mest grusomme måde. Han sultede folk ihjel. Han forgiftede fangers levnedsmidler. Nogle kom gennem en diverse torturinstrumenter. Om vinteren måtte flygtninge sidde afklædte, også hældte han jævnligt koldt vand over dem. Der var vidner til alle hans forbrydelser.

I 1955 blev han frikendt, da han blev erklæret uegnet til at kunne deltage i retten. I 1958 blev der igen rejst sag mod ham. Han blev da idømt livsvarig fængsel. I 1971 blev han dog løsladt og levede endnu i 17 år i frihed. Måske er ”frihed” ikke det rette ord. Han blev anbragt i et ”behandlingshjem”

Hvad havde Tysk Røde Kors gang i – i 1968?

Det tyske udenrigsministerium lod i 1968 det tyske Røde Kors eftersøge 800 mennesker, der stod på en liste. De var eftersøgt for forbrydelser i udlandet. Men det var nu ikke for at få fat i dem. Nej, som man skrev advarede man mod de besværligheder, de kunne få, såfremt udenlandske retsinstanser fik fat i dem.

Det Tyske Røde Kors brugte koden: ”Advarselstjeneste Vest”.

Da andre så fandt ud af, hvad der foregik, så ville det tyske udenrigsministerium ikke indrømme, at de havde begået en fejl. Og det Tyske Røde Kors mente, at det var en god sag, de kæmpede for, og det sandelig ikke var noget at undskylde.

Søren Kam blev også forsvaret af ”Stille Hilfe”

I 2011 forsvarede den 81 årige Gudrun Burwitz på den kraftigste Søren Kam mod udlevering.

Gennem årene har mange politikere, som for eksempel Franz Josef Strauss anerkendt ”Stille Hilfe* s arbejde. På intet tidspunkt har retslige instanser forsøgt at bremse ”Stille Hilfe”, foreningen eller organisationen, der også nød det privilegium, at de ikke skulle betale skat.

Kilde:

• Wikepedia
• www.b.dk
• www.pol.dk
• www.spiegel.de
• www.ila-web.de
• www.faz.de
• www.welt.de
• www.deutschlandfunk.de
• www.zukunft-braucht-erinnerung.de
• www.kristeligt-dagblad.dk
• www.veok.dk

Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk har vi 1.381 artikler herunder 279 artikler fra besættelsestiden inklusive følgende:

• Nazi-jægerne
• KZ – lejr Ladelund
• Bag KZ – lejrens pigtråd
• KZ – udelejr Husum – Schwesing (Svesing)
• Død over Babi Jar
• Buchenwald – Rædsler og Lidelser
• Værnet – Lægen man lod flygte
• Joseph Mengele – dødens engel
• Værnet – lægen man lod flygte
• Sort Jord – Holocaust
• Hvad skete der i Bobruisk?
• Kryssing og Frikorps Danmark
• Slemme folk fra Sønderjylland
• Da krigsforbryderne flygtede
• Ikke alle krigsforbrydere skulle straffes
• Søren kam og hans erindringer
• Jagten på krigsforbrydere
• Danskere i Hitlers tjeneste
• Tilfældet – Søren kam
• Danskere i tysk terrors tjeneste
• Flensborg – 20 dage som regeringsby
• Syd for grænsen – efter besættelsen
• Dødsstraf
• I tysk krigstjeneste
• SS – absolutte grusomheder
• Holocaust – aldrig igen
• Waffen SS – engang en elitehær og mange andre