Vægfliser fortæller historien
Af Lisa Hildegarth
Mellem 1650 og 1800 nåede eksporten af hollandske fliser op til årligt på milliontal. Mange af Tøndermarsk-egnens befolkning søgte efter stormfloder på arbejde i Holland. Derved tog de hollandske fliser med hjem. Søfolk tog dem også med hjem. Derfor ser vi hollandske fliser langs den nordtyske kyst og ude på Halligerne. På Frederiksberg Slot i Pandekagekøkkenet kan man også finde dem. Holland havde i det 16. århundrede en betydelig fajanceindustri. Flisefremstillingen skete efter stor omhu. Moden skiftede. Indførelsen af kinesisk porcelæn fik stor indflydelse på flisefremstillingen. Motiverne er mangfoldige. Husdyr var yndede motiver ude på bondegårdene i det sydvestlige Sønderjylland. På Kommandørgården på Rømø, der er et gammelt hvalfangerhjem er hele vægge dekoret med hollandske fliser
Vægfliser fortæller historien
I den hollandske fliseindustris blomstringstid, stort set mellem 1650 og
1800, nåede eksporten af vægfliser årligt op på milliontal. Størstedelen af denne handel gik på Østersølandende og Danmark var et meget væsentligt marked.
Man plejer at regne med året 1634 som begyndelsen til denne import; fordi der i dette år indtraf katastrofale oversvømmelser i marsken vest for
Tønder, der forårsagede et stort overskud af arbejdskraft. Mange måtte søge beskæftigelse i Holland, og særlig ved skibsfart og fiskeri.
Herigennem var vejen åbnet for en kulturpåvirkning, som i en lang årrække kom til at præge arkitekturen og kunsthåndværket, først og fremmest langs hertugdømmernes vestkyst og på de sydslesvigske øer – Før, Amrum og Sild.
I begyndelsen bragte de danske søfolk selv fliserne med sig hjem, men efterhånden som den hollandske eksport voksede og handelen sattes i system, indførtes i tusindvis af fliser årligt til disse egne; fra 1670 hovedsagelig fra de frisiske manufakturer. På Tønderegnen er endnu mange flisevægge bevaret i de gamle bondehjem, og i Kommandørgården på Rømø findes omkring 4000 fliser på væggene (til dels konstruerede). Også langs andre af Danmarks kyster kan man finde gamle fliser f.eks. på Fanø, Læsø og Tåsinge; men langt fra i samme omfang.
Det er således i et borgerligt miljø hos skippere, kaptajner og andre af søens folk, man først og fremmest må søge de hollandske vægfliser i
Danmark, og til dette publikum henvendte også mange af motiverne sig direkte, naturligvis især skibsfliserne.
Et charmerende eksempel på et sådant interiør findes bevaret i
“Prinsessernes Pandekagekøkken” på Frederiksborg Slot, indrettet af Laurids de Thurah i 1736 som tekøkken for Sophie Magdalene, Christian 6.s dronning.
Hun havde sin lejlighed over køkkenet og brugte det til selv at varme kager og kaffe, te eller chokolade sammen med sine gæster og hofdamer. Senere fik Frederik 6.s to døtre Caroline og Wilhelmine køkkenet som lege-køkken og navnet skiftede til Prinsessernes Pandekagekøkken.
Hvis man i Holland, Nordtyskland eller det sydvestlige Danmark træder ind i et af de gamle, yderst uanselige bonde- eller fiskerhjem med små vinduer og lavt stråtag, overraskes man ofte af de herlige flisebeklædte stuer.
Desværre formindskes deres antal stadig ved husenes modernisering, hvorved mange af de gamle malede fliser går til grunde, og det er ikke længe siden, at de ligefrem betragtedes som murbrokker. I dag kommer dog stadig flere i kunsthandelen eller til privatsamlinger og museer.
I det 16. århundrede havde Frankrig og Nederlandene en betydelig fajanceindustri. Fra denne tid, hvor fliserne maledes i flere farver, er kun lidt nået nordpå. Først da grønlandsfarerne i det 17. århundrede bragte fliser med sig fra Holland, kom de for alvor på mode. Søfolkene har sikkert kappedes om at komme i besiddelse af de smukkeste og nyeste fliser. Mange danske og tyske sømænd drog som hvalfangere ud fra hollandske havne, og når fangsttiden var til ende, bragte de store mængder af hollandske fliser med hjem. Det siger sig selv, at netop søfartens stærke opsving gjorde skibet til et yndet motiv i flisedekoration. Men også alskens søuhyrer og havfolk spillede en vigtig rolle.
Skibsfliserne viser alle typer på fartøjer fra det 17. århundrede. Enkelte motiver gentages gennem flere årtier, og har som oftest forbilleder i malerier og tegninger af berømte malere som f.eks. van de Velde, Lons, Nooms og van Hooghe. Flisefremstillingen foregik med stor omhu. De forskellige lersorter blev sammensat og blandet efter nøjagtige recepter, tilsat vand og derefter slæmmet fint. Efter længere tids oplagring fjernedes det overflødige vand, det faste ler havde udfældet sig og kunne nu skæres ud i stykker.
Efter nogle dages tørring blev de endnu fugtige plader valset glatte med en tung rulle og derefter skåret kvadratisk ud ved hjælp af en lille træform.
For at lerpladen ikke skulle forskubbe sig i formen var der slået små søm i hjørnerne, som efterkod fordybninger i fliserne. De ses endnu på bagsiden af mange. Efter tørringen blev pladerne brændt i flere dage.
Herved måtte temperaturen kun stige langsomt, indtil den nåede ca 1000 grader. Efter brændingen blev fliserne dækket af tinglasur, bemalet og brændt anden gang. Hos skibsredere og kaptajner var de af flere fliser sammensatte skibsbilleder særlig i høj kurs.
Der findes ikke to fliser, hvis dekoration er nøjagtig ens. Ganske vist udførtes omridstegningen ved hjælp af skabeloner, men den egentlige bemaling faldt meget forskellig ud. Skabelonen bestod af et kraftigt stykke papir, hvorpå tegningens konturer var indprikket. Man lagde den på flisen, der var dækket af tinglasur, dryssede trækulstøv over, og hermed var dekorationens hovedlinjer overført til flisen. Maleren måtte nu arbejde hurtigt og sikkert med en tynd pensel, for der gaves ingen mulighed for korrektur, da de vandopløste farver meget hurtigt tørrede ind på den ru overflade.
Det er, fordi hvert stykke er malet i hånden, at en flisebeklædt væg har en så usædvanlig levende virkning. Selv når man ser en række ganske ens motiver ved siden af hinanden, forekommer de ikke ensformige, fordi billederne netop ved de mange uregelmæssigheder bliver så varierede.
Moden skiftede stadig. Et tegn derpå var ændringen i hjørneornamentet, som alle værksteder foretog omtrent samtidigt. Hjørneornamentet tjener til at knytte de enkelte fliser sammen. Ved at sammenstille dem dannes rosetter kors eller stjerner. For dateringen er hjørneornamentets form af stor betydning. Den franske lilje er den første form for udsmykning af hjørnerne. Foruden det såkaldte “oksehoved” og “edderkoppen” optræder yderligere nelliken og det kinesiske “oksehoved”.
Efter den første periode, hvor bemalingen var polykrom, fuldbyrdedes omkring 1600 overgangen til den monokrome flise. Årsagen hertil må søges i indførslen af kinesisk porcelæn, hvis blåfarvede dekoration fik en dybtgående indflydelse på flisemaleriet. I bestræbelsen på at opnå den størst mulige lighed med det kostbare porcelæn blev også den hvide tinglasur tonet svagt blåt.
Først omkring 1750 blev de manganfarvede fliser moderne. Den sarte violette faldt nok bedre i rokokotidens smag end den koldere blå. Nu og da blev også begge farver brugt på flisen.
Flisernes motiver var mangfoldige: Ryttere, blomster, hyrder, landskaber, havuhyrer, dyr, legende børn og de mange bibelhistoriske fremstillinger. I nogle billeder er en italiensk og spansk indflydelse umiskendelig.
Efterligningen af kinesisk porcelæn lykkedes omkring 1600 utvivlsomt bedsti byen Delft i Holland og fra da af betegnede man gerne alle hollandske fajanceprodukter som “Delfter”, skønt Antwerpen og Rotterdam havde de ældste værksteder: Makkum, Harlingen og Horn.
Kinesiske motiver er sjældne på vægfliser. Kun hjørneornamentet, den kinesiske drage holdt sig igennem lang tid. Yndet var efter år 1600 tulipanen, der netop på denne tid var kommet på mode. Også blomstervaser var meget længe et populært motiv, endnu omkring midten af det 19. århundrede finder man den stærkt stiliserede vase med tre blomster. På de nyere blomsterfliser ses også hyppigt insekter og småfugle. Beslægtet med denne serie er også de stiliserede, bredt malede stjerne- og blomstermønstre. De hører sammen fire og fire og danner en slags roset.
Vægflisens store tid var det 17. og 18. århundrede. Langt den største del af alle fliser i Danmark er importvarer fra Holland. Vel fandtes også i Slesvig-Holsten betydelige fajancemanufakturer, og i Kellinghusen forfærdigedes en anselig mængde fliser, men disse vandt ikke udbredelse, før den hollandske import ebbede ud i slutningen af det 18. og begyndelsen af det 19. århundrede.
Fremstillingen af husdyr hørte til de meget yndede motiver i bondegårdene.
Ofte sammensat af fire fliser havde hund og kat deres plads lige over gulvet på hver side af ovnen, og oven over hestens billede anbragt.
Romantiske elskovssener og fremstillinger af hyrder og hyrdinder var eftertragtede motiver ligesom landskabsbilleder. At betragte en væg med landskabsfliser er næsten som at foretage en rejse igennem Nederlandene.
Alt er her repræsenteret: Vindmøller, broer, bondegårde, køer på græs; og ofte ses sejlskibe i baggrunden.
Under indflydelse af pietismen var bibelske fremstillinger fra midten af det 17. til ind i det 19. århundrede vidt udbredte. Særlig yndet var billeder med tekst dvs. med angivelse af bibelstedet. Man kunne altså gå med sin opslagene bibel fra den ene flise til den anden og se teksten illustreret. De bibelske billeder kaldes kort og godt – historien.
Særlig indtagende er serien legende børn. Det er en lille, lystig flok, som tumler rundt og går på stylter, gynger, trækker tov og står på hovedet. Fra det 17. århundrede til midten af det 19. århundrede var disse børnemotiver uafbrudt i produktion.
I begyndelsen blev fliserne hovedsagelig anbragt på husenes vinduesvægge, fordi murene var tynde og uden isolation. Også vægge omkring ildsteder dækkedes af praktiske grunde med fliser, thi en væsentlig fordel ved flisevægge er, at de er lette at holde rene. Da så fliserne i det 17. århundrede for alvor kom på mode, begyndte man efter lyst og formåen at beklæde den ene væg efter den anden. Dette er forklaringen på, at man af og til kan se fliser fra forskellige perioder mellem hinanden.
Kommandørgården på Rømø er et intakt hvalfangerhjem og en af øens gamle, velstående slægtsgårde. Boligens navn hentyder til de kommandører – det hollandske ord for kaptajner – der i 1600-tallet og begyndelsen af
1700-tallet havde kommandoen på store hvalfangerbåde, som var på handelsrejser og lange hvaltogter i Nordatlanten.
Gården ligger med udsigt over Vadehavet og er fuldt møbleret. Den rummer usædvanligt gode eksempler på 1700-tallets detaljerede malerhåndværk og snedkerarbejde, og inde i hjemmet kan man opleve hele vægge udsmykket med tidstypiske hollandske fliser.
Museet Kommandørgården kan man se den rige indretning med bl.a. flisebeklædte vægge og udskåret træværk.
[image: 48390599_2466100106740095_6956953971265110016_n.jpg]
Tak til Lisa Hildegarth for en interessant artikel.