Sønderjyske Årbøger – 2018 – en anmeldelse

Vi har kigget på Sønderjysk årbog 2018, og anmeldt den ud fra egne forventninger. Skal vi være lidt hård, kunne vi godt have undværet tre artikler. De bragte ikke rigtig noget. Men ellers kommer vi vidt omkring. Vi er i Haderslev under Hertug hans den ældre. Så er det Krabbe – sagen, en modstandsmands – erindringer og den frygtelige aussenlager i Husum. Vi møder en, som vi troede kun var en original, men som rummer flere ting. Jo det var Haugaard i Aabenraa. Så er vi i kamp i Første Verdenskrig og kigger på mindretallets opbygning og tysksindede studenter i København. Og så er det et par anmeldelser.

 

Kan man anmelde sådan en årbog? Ja det kan man vel godt, hvis man gør det ud for egne forventninger. Hvad havde man selv regnet med? Man kan vel ikke bedømme hver artikel ud fra, hvor godt den enkelte har beskrevet hans emne.

Man må sige, at vi kommer vidt omkring. Også i år. Vi har tidligere berettet om fortræffelighederne ved Historisk Samfund for Sønderjylland.

Vi får jo foruden leveret 8 stk. Månedsskrifter om året. Det ene nummer er mere spændende end det andet. Og ja, spekulerer lidt på, hvorfor den og den artikel ikke var i årsskriftet frem for det andet.

Det var vel også i nogle af artiklerne i årsskriftet, der ikke fængede. Og måske burde Hans Schultz Hansens artikel om 29 august 1943 have været med i årsskriftet. Det var spændende læsning, og man fik ting at vide, man ikke vidste i forvejen.

Men lad os kigge på Årsskriftet, som er prydret med en tegning af Frøslevlejren af Jens Martin Sørensen fra 1944

 

Thomas Bonnemann Egebæk: Den gale præst – Johannes Oldendorph og hans elvbiografi

Præsten levede fra 1524 – 1566. Flere gange blev præsten fyret fra sit job på grund af sit iltre temperament. Vi får også et indblik omkring livet i Hertug Hans den Ældres hof. Han påbegyndte først sin bog i 1563 og den sluttede ved sin død.

Præsten var yderst stridbar. Han var fuld af tanker om sin egen dygtighed. Han beskrives også som en lærd nar. Men åbenbart har faglitteraturen også været skeptisk over for vores hovedperson.

Han var født af en velstående familie i Haderslev. Et job førte ham til Thomas Crammer i London, hvor han skulle afskrive tanker og filosofi. Men ak denne Crammer blev senere brændt for forræderi og kætteri af den katolske dronning Maria.

Johannes Oldendorph var begyndt at blive syg og uenige med folk omkring sig. I august 1550 rejste han hjem til Haderslev. Her skulle det gå hele seks år, inden han fik et fast job. Og dette job beholdt han indtil 1562. Problemerne tordnede aig op for ham. Han havde fundet fjender både i byrådet og i Hans den Ældres hof. Fire gange havde Olendorph selv opsagt sit job.

Hertugen beskrev ham ellers som en fin og lærd mand.

Oldendorph krævede lønforhøjelse og istandsættelse af sin bolig. I første omgang var man da også gået med til dette. Men provst Boie havde sat et rænkespil i gang. Pastor Oldendorph mistede på den måde sin stilling.

Pastoren tog derefter til København for at besøge sin anden bror. Men han blev mere syg og tog tilbage til Haderslev i august 1562. Året efter blev han forelsket og gift. To år senere blev han far til en datter.

Pesten ramte allerede Haderslev i 1565, men først nu i 1566 begyndte den at sprede sig. Hans kone Catherina blev også ramt men kom sig. Men da præsten blev ramt overlevede han ikke.

Det var en udmærket artikel om en ikke helt almindelig præst og godt krydret med citater fra præstens egen biografi.

 

Martin Sejer Danielsen: Trædeild og Skattegravning

Ja her skal vi hilse på en gammel bekendt, som vi har mødt under originaler i Aabenraa. Vi vidste slet ikke, at Christian C, Haugaard fra Aabenraa havde disse talenter, at han i den grad kunne fortælle sagn. Vi vidste godt, at han var god til at underholde.

Ja for egentlig handler artiklen også om sagn. Sagnfortællere forsøger at bevare troværdigheden. Ofte foregår sagnet i et landskab, som man kender. Og så er sagn relativ kortfattet.

Christian C. Haugaard var en de informanter, som den store sagnsamler Evald Tang Kristensen brugte. Han opsøgte udelukkende dansksindede og mindst tre gange var han i Aabenraa.

Vores hovedperson er født i Nørre Hjarup i Øster Løgum Sogn. Senere finder vi som udlært farversvend i Aabenraa i 1860. I 1885 bor han på adressen Ramsherred 28 hos sin mester. Senere er han flyttet hen i nummer 24. Som pensionist bor han på Rebekkagang, hvor han dør i 1920.

Frederik Fischer udgav i 1857 for første gang ”Slesvigske Sagn”. Her kan Haugaard sagtens have fundet inspiration til nogle af sine sagn. Haugaard var i den grad dansksindet. Han gjorde en masse for at genere de tysksindede og modtog en masse bøder. Han trodsede øvrigheden og afprøvede hele tiden grænser.

Temaet i Haugaards sagn var netop forskellen mellem juridiske og moralske love. I efterkrigstidens Aabenraa blev Haugaard husket som pengeglad, men Tang Kristensen husker ham som yderst påholdende.

Haugaard havde godt nok spurgt om penge for de informationer, han gav videre. Men han blev lovet bøger. Og de indgik i det lejebibliotek som Haugaard oprettede og tjente lidt penge på. Ja så solgte han også kaffe og underholdte med sine sagn. Og han var en fremragende fortæller.

En interessant artikel og et hyggelig gensyn med Haugaard.

 

Klaus Tolstrup Petersen: Krabbe-affæren – et valg for eller imod de danske sønderjyder.

Venstres spidskandidat i Kalundborg, den tidligere formand for Folketinget, Christopher Krabbe var kommet i stormvejr. Hans datter, der var redaktør af den dansksprogede avis Danevirke havde skrevet nogle tyskvenlige artikler. Og så havde hendes far forsvaret hende. Det var jo ikke så godt.

Artiklen prøver på at finde ud af denne problematik.

Krabbes kandidatur var nu i 1901 i fare. Ja man talte ligefrem, om at datteren havde begået forræderi for bladet var generelt tyskervenlig.

Sagen var jo den, at 200.000 dansksindede var mod deres vilje kommet under preussisk styre. Særlig fra slutningen af 1870erne skete der en germanisering af området. Kulminationen kom da von Köller blev overpræsident i Slesvig Holsten.

Det var en hidtil uhørt stramning af de dansksindedes vilkår. Der skete en masse udvisninger af de danske provokatører og deres familier. Danskerne måtte ikke tage på udflugter nord for grænsen. Man måtte sandelig heller ikke tage på højskoleophold.

Men Köller-politikken havde den modsatte effekt. I Rigsdagen i Berlin var der også et flertal for at fordømme Köller-politikken. Men det betød dog ikke, at udvisningerne ophørte. Men til sidst måtte overpræsidenten dog forlade sin post.

Dannevirke var i 1838 oprettet som den første dansksprogede avis. Efter 1864 blev avisen lukket af de tyske myndigheder. Den genopstod så i 1879, da dyrlæge Bjørnshauge havde overtaget den. Dette blev mødt med skepsis. Han havde slet ikke blandet sig med de dansksindede. Men den ansvarshavende redaktør Mathias Cornelius Mathiesen kørte den som en dansk national avis.

Og også i slutningen af 1870erne opstod de danske aviser, Flensborg Avis, Modersmaalet og Hejmdal.

For nu at klare sig i konkurrencen forsøgte Bjørnshauge nu at omstille avisen i en mere kompromissøgende retning. Det ville den nuværende redaktør ikke være med til. Ny redaktør blev Margrethe von Wildenrath – Krabbe. Dette vakte i den grad opsigt. Damen havde ikke noget som helst med landsdelen at gøre. Nu forlod de fleste af journalisterne også bladet. Abonnementstallet raslede ned.

Den Nordslesvigske Folkebank valgte at opsige bladets gæld på 73.000 mark. I juli 1900 solgte Folkebanken til Modersmaalet.

Men Wildenrath-Krabbe fik etableret et nyt blad med navnet ”Det Gamle Dannevirke” Sandsynligvis med tysk kapital. Avisen fik dog kun 150 abonnenter og overlevede kun i tre år. Så måtte de dreje nøglen rundt.

Niels Hjort var en af Krabbes mest indædte modstandere under hele ”Krabbe-affæren”. Han var direktør for Latin- og Realskolerne i København. Men han havde stor interesser for Sønderjylland. Han oprettede Fonden af 5. oktober 1898, der hjalp med at skaffe lån til sønderjyske ejendomme.

Flensborg Avis havde en afventende rolle. Og en bevægelse mod Krabbe fik kun en halvhjertet støtte i Flensborg Avis. H.P. Hanssen tog del i kritikken mod Krabbe. Men Gustav Johansen mente, at den kvindelige redaktør ikke havde nogen som helst politisk indflydelse, men han mente at H.P. Hanssen spillede dobbeltspil.

Krabbe kunne dog lade sig vælge i Kalundborg uden modkandidat. Men trængslerne var langt fra slut. Og der var ingen ministerpost til Krabbe. Han blev fravalgt.

I 1904 – 1905 kom det frem, at Pastor Jacobsen som ejede den tyske Creditbank Sherrebeck skulle låne 75.000 mark af den preussiske statsbank. Disse penge skulle gives videre til Wildenrath – Krabbe til at købe Dannevirke ud af Folkebanken.

Men planerne faldt til jorden, da Jacobsen ikke kunne få sikkerhed. Krabbes politiske fremtid hang nu i en tynd tråd. Hjorth har udgivet en lille bog om Krabbe-affæren, men kun set ud fra hans synspunkt.

En udmærket artikel om en af de mange episoder fra dengang. Undertegnede kendte udmærket til Dannevirkes gøren og laden. Men krabbe – affæren i denne belysning var nyt.

 

Kathrine Crone og Max Odsbjerg Pedersen: Den Sønderjyske Dræber – drabshandlingen og 1. verdenskrigs vold i det sønderjyske erindringsmateriale

Sønderjyske krigsdeltagere fra første verdenskrig havde voldsomme oplevelser med drab, vold og ødelæggelser. 30.000 sønderjyder deltog i krigen. Hvad fik sønderjyder til at dræbe og hvordan beskrev de det?

Ja man jo godt undre sig lidt over spørgsmålet? For er det ikke mere psykologi end historie? Man måtte ikke beskrive det i almindelig feltpost, men det måtte man i dagbøger.

Man var vel ikke interesseret i at beskrive sig selv som en aktiv dræbende soldat i den tyske hær lige efter Genforeningen. Skyttegravene lå mellem 20 og 300 meter fra hinanden. Ja nogle gange lå man kun 5 meter fra fjenden. Der blev nogle gange kastet håndgranater mod hinanden.

På Facebook har vi nu gennem længere tid kunne følge med i krigens gang. Her har det været fremragende reportager, hvor man ligefrem havde hovedpersoner, man kunne følge. Det har været René Rasmussen fra Museum Sønderjylland, der har redigeret dette.

Hvis en fjende overgav sig var det 50 pct’ s risiko for at han blev skudt. Hvis ikke blev han anbragt op til flere år i en krigsfangelejr.

Der er beskrevet, hvordan man hævnede kammeratens død. Men mange erindringer er også blevet efterrationaliseret. Man finder også eksempler på mellidenhed med fjenden.

De to forskere har også beskrevet, hvordan man brugte sproget. Krigens vold og væsen træder i forgrunden mens egne voldshandlinger bliver sjældnere beskrevet.

Denne artikel fængede ikke rigtig, og det skyldes nok emnet. For første verdenskrig er jo generelt meget interessant.

 

Martin Göllnitz: Tysk Grænsekamp i København

Det er også en af de emner, der måske ikke rigtig fængede. For egentlig var det jo ikke en grænsekamp, de havde disse unge tysksindede studenter. Det var vel nærmest en kamp mellem dem selv og deres overbevisning. Vi hører så i artiklen, hvem der gerne ville organisere dem. Men de var jo ikke en politisk magtfaktor, og de var jo heller ikke ret mange.

De studerende havde sluttet sig sammen i Verbindung Schleswigscher Studenten”. Og det står godt nok i artiklen, at de varetog en vigtig grænsepolitisk rolle. Men undertegnede kan ikke rigtig få øje på denne rolle.

Disse unge mennesker fik politisk opbakning fra folketingsmedlemmet fra Slesvigsk parti, Johannes Schmidt-Vodder og professor Otto Scheel fra Universitetet i Kiel.

I de første år var der mindst tre aftener om ugen forbeholdt tysk kultur. Om onsdagen var det gymnastik og om torsdagen var der diverse kurser.

Mange af de studerende tog i 1934 afstand fra NSDAP’ s pøbelvælde.

Kieler Studentendienst fik kontrollen med de nordslesvigske studerende. Ofte blev studierne afbrudt af arbejdstjeneste, værnepligt, SA-tjeneste, skoling af kammeratskab og andre ideologiske forpligtelser.

Jens Møller ønskede indflydelse på de studerende i København. I 1939 blev de en underafdeling af NSDAP-N. I perioden 1940 – 44 var der dog kun fire til seks aktive.

 

Hans Flintholm Hansen: Erindringer om modstandsarbejde, arrestation og fangenskab

Inden sin død i 2001 overtalte Hans F. Hansen’ s børn ham til at skrive sine erindringer. Det var ikke meningen, at det skulle udgives. Men børnene blev overtalt. Hans Flintholm Hansen blev taget af Gestapo i oktober 1944 og indsat i Frøslevlejren. I april 1945 tog han med ”De Hvide Busser” til Sverige.

Det er en dejlig uimponeret beskrivelse af det farlige arbejde, som en modstandsmand påtog sig dengang. Også skønt at læse noget som ikke er forskerrelateret, man får helt naturligt et andet sprogbrug.

Der skulle fragtes post over grænsen ved Aventoft. Men kontaktmanden i grænsebyen var blevet bange for, at tysk politi hold øje med ham. Man diskuterede nu, hvordan den illegale post nu fremover skulle smugles til Danmark.

Man diskuterede også, hvordan man skulle lave sabotage mod banegården. Problemet var bare, at man manglede sprængstof. Vores hovedperson boede på dette tidspunkt omkring Rangstrup. Men man skulle over grænsen efter post. Så vores hovedperson cyklede til Tønder, hvor man havde tyske officersuniformer, blanketter, nummerplader m.m. Og Hans spillede engelsk krigsfange. De andre var iført tyske officersuniformer. Det gik også smertefrit over grænsen. Man fik udleveret den illegale post. Og tre af folkene gik over grænsen ved Lydersholm. De danske gendarmer var ganske givet blevet informeret.

Ja efter den vellykkede aktion cyklede vores hovedperson igen hjem til Rangstrup.

Et våbenlager skulle flyttes hurtigst muligt. Det befandt sig i et udhus på en gård, som tyskerne havde indtaget. Det lykkedes at få flyttet lageret op på en lastbil. Men ved Thomashus var der en vejspærring. Der var kun et at gøre, og det var at skyde sig igennem. Og det kom som et chok for tyskerne.

Ind i Vesterskoven kørte man og gemte bilen. Så tog man cyklerne og cyklede hjem. En ny gruppe blev dannet og undervist i våbenbrug og fremstilling af bomber. En politibetjent blev gemt og illegale blade blev distribueret. Mange af møderne foregik ved amtslægen og her kom også nye ordre.

Men gruppen blev opdaget. Og så var aftalen, at man trods tortur m.m. skulle forsøge at holde mund i 48 timer. Vores hovedperson blev anholdt og bragt til Aabenraa. Her var en bil med illegale blade blevet standset. Hans sad længe i enecelle. En lærer fra Bolderslev blev kortvarig sendt ind i cellen og derfra gik turen så til Staldgården i Kolding.

En dag gik turen så til Frøslevlejren. Arbejdet bestod af 2Idiotarbejde”. Det værste ved Frøslev var de frygtelige morgener. Man blev vækket kl. 4. En flok fulde tyskere beordrede så til appel. Kaptajn Digmann blev så beordret til at læse op af en liste med navnene på dem, der desværre skulle syd på.

Der blev købt cigaretter til 1,- kr. stykket af nogle jernbanearbejdere. Det var godt nok dyrt. Man fik også lov til at sende bud til Købmanden i Faarhus. Det kostede så wienerbrød til vagten.

På et tidspunkt, da man arbejde på godsbanen i Padborg blev man inviteret til kaffe og kage i et nabohus. Men det var åbenbart nogle hjemmetyskere, der havde ondt af dette. Næste dag var huset pludselig omringet af SS og Gestapo. Så var det slut med den fornøjelse.

Eneste avis, der var tilladt, var Nordschleswigsche Zeitung. Og det var trods alt bedre end ingenting. Hyggen forsvandt efterhånden som lejren blev overfyldt. Vi får også en beskrivelse af turen med de hvide busser, og det var næsten en jubeltur fra Frøslev til Sverige.

Som allerede skrevet, en af de bedre indslag i bogen.

 

Jens-Christian Hansen: Sønderjyder i Slesvigsk Koncentrationslejr

Her besøger vi den frygtelige KZ – lejr i Husum. Og her sker en masse frygtelig ting. For kort tid siden har vi dog bragt en artikel på vores side med omtrent de samme kilder som her.

Det vil være en gentagelse, hvis vi skulle referer artiklen, derfor henviser vi til vores tidligere artikel.

En meget relevant artikel på noget, som vi ikke ved så meget om.

 

Adrian Schaeffer – Rolffs: Kortlægning af national mindretalspolitik – Interviews med eksperter vedr. de nationale mindretals politiske deltagelse i det dansk – tyske grænseområde

Ved 60 års jubilæet for København – Bonn erklæringen sagde den tyske indenrigsminister Frank Walther Steinmeyer:

• Mindretal beriger Flertallet

Hvordan fungerer mindretalspolitikken i det dansk – tyske grænseland egentlig? Omtrent 20.000 tyskere og 50.000 danskere anser sig selv som medlem af en eller to mindretal. Vi får i artiklen en gennemgang af organisationen i mindretallene.

Dette er nok den tungeste artikel i bogen. Den er meget informativ. Skulle undertegnede have lavet et tilsvarende portræt havde det nok været med lidt mere kritiske billeder.

 

Anmeldelser:

Hans Andersen: Sydslesvigs danske skoles historie 2 bind:

Anmelderen H.E. Sørensen savner et slags leksikon over hver enkelt skole, og en mere konsekvent oversættelse af diverse breve.

 

Jan Andresen Tranekjær: Soldaterskæbner fra det dansk-tyske grænseland 1939 – 48:

Spændende indblik i fire menneskeskæbner i Anden Verdenskrig. Bogen slutter sig til den kilde- og erindringslitteratur, der findes især om dansksindede sydslesvigers krigsdeltagelse. Desværre mangler vi endnu det tyske mindretals fremstilling.

 

Tom Buk-Swienty: Det ensomme hjerte

Desværre kan man ikke altid finde ud af, hvornår det er læge Horn eller forfatterens udlægning. Forfatteren negligerer undertiden den rendyrkede Hitler-begejstring, der også greb mange af tyskerne. Det er også groteske, sjove, traumatiske, voldsomme og erotiske oplevelser i bogen. Trods anfægtelser er ”Det ensomme hjerte, en anbefalelsesværdig bog, siger historikeren Henrik Lundtofte.

 

Niels Henrik Gregersen, Carsten Bach Nielsen (red): Reformationen i dansk kirke og kultur 1-3

Værket burde have givet plads til et særligt kapitel, som præsenterede noget af særpræget i kirkelivet syd for Kongeåen. Nu kan læseren forledes til, at tage fremstillingen af den kongerigske virkelighed som dækkende også for Sønderjylland. Det var ikke altid tilfældet før 1920.

 

Hans Kristensen: Hertugræve og Køkkenharer – Jagt, vildt og Jægere i Sønderjylland før Genforeningen

Denne bog har vi også anmeldt her på siden. Og vi er helt enig med anmelderen: Engagerende, velunderbyggende, veldisponerende, velfortalt og velillustreret.

 

Carsten Porskrog Rasmussen: Historien på Væggen-historiemalerier på Sønderborg Slot

Helt grundlæggende savnes overvejelser over, hvorfor en hel del af klassikerne gennem tiderne har haft så stor en virkelighedskraft på beskueren. Samlet set er bogen alligevel interessant og vellykket, ligesom den er en væsentlig indgangsbibel til museets imponerende samling.

 

Helge Viingaard: Patrie et Litteris – Haderslev Katedralskole gennem 450 år

Beretningen om skolens historie er spækket med meningsfyldt baggrundsstof og sidefortællinger. Bogen er absolut anbefalelsesværdig.

 

Hans Wolf: Sønderjyder på Østfronten i 1. verdenskrig

Det er hovedsagelig velstående gårdmænd eller gårdmandssønner, der skriver og det gør det selvfølgelig noget misvisende at tale om ”den lille mands krig”. Den har vi selvfølgelig til gode. Vi har også krigshistorie til gode. Hans Wulf har imidlertid vist vejen, og det er en fin, særdeles grundig og veldokumenteret begyndelse.

 

• Årsskriftet gav os igen engang en god oplevelse. Anmeldelsen kan kun gives på egne forventninger. Men af de 8 beretninger, som vi fik, kunne vi godt have undværet de tre.

Kilde:

• Sønderjyske Årbøger 2018/Historisk Samfund for Sønderjylland

 

Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk Kan du bl.a. finde følgende artikler:

• Sønderjyske Årbøger 2016 – en anmeldelse
• Sønderjyske Årbøger 2015 – Forsøg på anmeldelse
• Modstand og sabotage i Sønderjylland
• Modstand i Tinglev
• Modstand i Sønderjylland
• Modstand i Kolding
• KZ – udelejr Husum-Schwesing (Svesing)
• Frøslevlejren i den sidste tid
• KZ – lejr Ladelund
• Straffelejren
• Dagligdag i Frøslevlejren
• Fårhuslejren
• Frøslevlejren
• Dengang ved Fronten
• Krigsfanger i Sønderjylland
• Sønderjyder i Første Verdenskrig
• Flugten over Grænsen 1914 – 1918 og mange flere