Kruså – var ikke engang en landsby

Der var få bebyggelser, Og efter krigen opkøbte en af ejerne det meste i nærheden og andre steder. Baronen var nok den mest afholdte af samtlige ejere på Krusågård. Her var masser af selskabelighed. Kådnerne boede op i skoven. Her var mange gange musik. Der var masser af arbejde. Og så var det høstfest på kroen. Ikke alt arbejde var lige spændende. Så skulle man i skole på Kobbermølle Skole. Her var også dragoner og husarer. Så var det daglejeren, der druknede. Juletræsfest blev afholdt på gården. Og når det var pinse, så foregik det i Kollund. ”Freiherr” lod opbygge en mur. Der kom masser af gæs. Der var spøgelser i Kruså og så blev fortidsminder ødelagt.

 

Få bebyggelser

Lige efter 1900-tallet var der ikke meget i Kruså. Der var Kruså, møllen og nogle få erhvervsdrivende. Ja det var vel kun et parcelhus. Ja og det skulle senere opleve at blive pornoforretning. Der var to små lejligheder til to postbude. Ja senere blev der bygget et større hus til dem. Da vi ikke rigtig nogen planlægning over de bebyggelser, der var, og så var det placeret over et større område.

 

Mathias Hübsch opkøbte det meste

Krusågård havde egentlig mange ejere. Der siges om ejerne, at de var fattigere, da de rejste, end da de ankom. Under første verdenskrig var det kommerceråd Mathias Hübsch, der under krigen tjente så mange millioner, at han næsten opkøbte hele Kruså og det meste af Kidskelund, foruden alt det som han købte andre steder.

Det eneste, som han ikke fik fat i, var kroen, købmandsforretningen og det før omtalte hus. Ja det lille hus blev kaldt posthuset, fordi de to postbude boede der.

 

Baronen beskæftigede sig ikke med landbrugsarbejde

I baronens tid var der gang i den på Krusågård, Der var en forvalter, fire Kådnere, fem-seks daglejere, en herskabskusk og en røgter. Og så var der vel fem karle. Så var der en stuepige og to i køkkenet. Kådner-konerne måtte også hjælpe med.

Baronen befattede sig ikke selv med landbrugsarbejdet. Han havde sikkert heller ikke forstand på det. Han havde været officer og gjort tjeneste på Samoa, der var en tysk koloni. Han var som regel iført en grøn dragt og en grøn hat med fjer på. Sædvanligvis havde han et jagtgevær hængende over skulderen. Han havde aldrig travl og talte altid med arbejderne. Han var meget afholdt.

Fruen havde mindre tid. Nej man talte ikke ondt om hende. Hun lod sig ikke så meget se. Hun var jo kun af borgerlig herkomst. Ja sådan sagde man dengang.

 

Masser af selskabelighed

Der var masser af selskabelighed. Så ofte holdt Hans Moos, herskabskusken med en af de fine vogne forspændt med to rappe oldenborgere. Han kørte tit ind til Flensborg for at hente gæster. De skulle så også køres hjem igen. Det var nok mest officerer og rangpersoner. Hans Moos brugte det meste af sin tid med at pudse sine to heste, seletøjet og vognene.

 

Kådnerne boede op i skoven

Oppe i skoven havde gården to huse med hver to lejligheder. Her boede de såkaldte kådnere. En kådner fik to mark om ugen, hvorimod daglejere fik tre, men så havde de hller ikke fri bolig. Kådnere fik også brændsel, korn og mælk. De måtte også gerne låne et køretøj om søndagen eller et net til at fiske i åen. Ja og daglig kost fik de også gratis. Måske skulle konerne selv sørge for føde.

Man spiste i Borgerstuen, og hver mand havde sin bestemte plads. Den lå i mejeriet og der blev ringet på en klokke, når der var spisetid. Og den var på størrelse med en skibsklokke, så man kunne ikke undgå at høre den.

Kådner-konerne fik 20 penning hver gang de malkede køerne.

Til husene her oppe i skoven var der et udhus, en grisesti og plads til hønsehold. Ved det gamle hus stod også en bageovn til fælles afbenyttelse. Ja så var det også et godt stykke havejord til hver af husene. Og midt imellem stod en fælles vandpumpe.

De yngre kådnere flyttede ned på Kobbermøllen, så snart de kunne få en lejlighed der. Der tjente de jo 5 – 6 mark, og konerne behøvede ikke at arbejde.

 

Musik og godt humør

Engang imellem kom de unge nede fra gården og kiggede op. Så kom harmonikaen og andre instrumenter frem. Det kunne også ske at baronen og fruen red en tur og kom forbi. Så smed hun en håndfuld 1- og 2-penninge i det korte græs. Og så kunne det godt være, at de unge finkæmmede græsset.

En søndag eftermiddag kom baronen og fruen med nogle gæster gående op i skoven. Baronen fortalte, at han havde besøg af familie, og ville gerne vise dem, hvordan man boede. Og så blev der ellers vist rundt.

 

Masser af arbejde

Når man havde såningen overstået, så begyndte tørvesæsonen. Der skulle graves mange tørv til sådan en gård. Gården havde megen mose, og hvert forår var der moseauktion. De lod, som skulle på auktion, blev afmærket og solgt til den højest bydende. Der var altid købere nok.

Inden man var færdig med tørvene, var roerne så vidt, at de skulle udtyndes og luges.

Man var som regel ikke færdig med høhøsten, før kornet var modent. I 1905 købte baronen en selvbinder. Det var noget helt nyt dengang. Den blev da også mødt med stor skepsis fra daglejerne. Man havde intet til overs for disse nymodens opfindelser.

Når høsten skulle i hus kom de store høstvogne i gang. Meget blev tærsket med det samme. Med det sidste læs kom-æ Fock – hjem, det var et neg, som man trak en lys kjole over og satte en flyhat på.

En flyhat havde kvinderne med hele sommeren. Det var et let trådstel overspændt med hvidt lærred med små blå eller røde blomstermønstre i. Hattene var meget lette og havde bred skygge. I vinterhalvåret gik kvinderne med dug om hovedet. På fødderne havde de, når de ikke gik barfodede, trætøfler, der blev kaldt klodser.

Mændene gik altid i – ”pusselrund” – sådan kaldtes den vel efter det plattyske ”busserundje”. Det var en mørkeblå bluse, som de brugte hele året. Var det meget koldt, trak de en jakke over, regntøj var meget sjældent. Mændene gik mest i lædertræsko, dog havde de også et par fedtlæderstøvler til brug ved forskellige arbejder.

De ældre brugte gerne træskostøvler, såkaldte jyllændere. Om sommeren gik man meget med stråhat, ellers var det hat eller kasket.

 

Høstfest på kroen

Når det sidste læs var i hus, blev der fejret høstfest. Så mødte alle folk med kone og børn om aftenen nede på gården og sammen med baronen og fruen spadserede hele flokken over på kroen, hvor der blev dækket kaffebord til alle.

Derefter blev børnene sendt hjem, og så var der dans for de voksne. Nogle af de andre beboere fra byen deltog også i festen. Det ene år blev festen brat afbrudt lidt før midnat. Chresten Jepsen, en ældre daglejer fra Kidskelund, midt under dansen faldt død om på gulvet.

 

Ikke alt var lige spændende

Kartoffelhøsten var også kvindfolkearbejde. Det var akkordarbejde. De havde en tørvekurv at kaste dem i, og når den var fyldt, tømte forvalteren den i vognen og noterede den.

Roeoptagning var ikke så spændende. Vejret var allerede blevet koldt og rusket. Det var et træls arbejde, som mændene og konerne deltog i. Det gav ømme rygge og ofte også våde fødder, når bladene var våde.

 

I skole på Kobbermølle Skole

Skulle man i skole dengang i 1905, så foregik det i den gamle skole i Kobbermølle. Den nye skole var under opførsel. I skolegården hørte man ikke et eneste dansk ord. Det hele foregik på plattysk. Der var dog nogle af pigerne, der syntes, at det var finere at tale højtysk.

 

Dragoner og husarer

Nede på gården var der indkvartering, når der var ”Kejsermanøvre”. Så kunne man se en hel masse kanoner. Men de der dragoner var nu ikke nær så flotte som de blå husarer, der af og til kom gennem Kruså.

Over i loen holdt infanteriet til.

 

Daglejeren, der druknede

Af daglejerne dengang kan nævnes Christian Clausen. Han boede i Smedeby og stammede ret meget. Men han sang ualmindelig godt. Og så spille han på harmonikaen. Ja så var det også Jens Limbinder, der ikke ville kaldes Limbinder. Han kom ret uheldig af dage. Han ville skrå over mosen fra Kollund til Kidskelund. I mørket faldt han i en afvandingskanal og druknede.

 

Juletræsfest

Til jul samledes alle børn fra gården i salen, som det store rum kaldtes. Den lå til venstre, når man stod i forstuen. Mødrene var også med. I salen var der pyntet med et mægtigt juletræ. Og så blev der ellers sunget ”O Tannenbaum” Så var der ellers en masse julegodter. Ja der var også julegaver til børnene fra baronen og fruen.

 

Til pinse i Kollund

Til pinse var alle folk i Kollund. De andre udflugtsmål var også godt besøgt. Men det meste foregik i Kollund. Den ene damper efter den anden ankom til byen med musik om bord. Oppe ved Strandhotellet sad regimets-musikken fra Flensborg og spillede. Der blev danset og drukket meget. Alle var i stiveste puds. Mændene havde hvide bukser og panamahat. Hvis det ikke var råd til denne, så var det stråhat. Især var det de mange marinere fra marinestation Mürwik lige overfor, der domminerede i Kollund.

 

”Freiherr” lod opbygge en mur

Desværre solgte Baronen Krusågård til Hauptmann Reuter. Så var der ikke samme stemning mere. Den næste indehaver var Freiherr von Rheinbaben. Han lod opføre en høj mur tværs over gårdspladsen. Så var herskabshuset afskærmet over for avlsbygningerne. Dermed var idyllen borte.

Vejen til Kobbermølle gik dengang ned gennem alleen forbi herskabshuset og over gårdspladsen, spå ind imellem kostalden og svinestalden og videre til Kobbermølle. Ja, Kobbermølle hørte dengang med til Bov sogn. Ligtog, bryllupstog, konfirmander, kirkegængere, alle skulle gennem gården.

Der blev derfor anlagt en ny vej, syd for gården.

 

Masser af gæs

Engang kom der et par mænd, drivende en stor flok gæs foran sig, man sagde de kom helt fra Pommern. De gjorde holdt ved kroen. Det var vel tusinde stykker, men måske var der endnu flere. De gås, der havde vanskeligt ved at gå, blev solgt til de lokale beboere.

Der er ikke så mange sagn at opdrive om Kruså. Her er heller ikke så mange fortidsminder. Men børn var overbevist om, at oppe i skoven, omtrent der, hvor det tyske toldsted lå, ja der var der spøgelser. En mand skulle slutningen af forrige århundrede have hængt sin kone og senere skal han være blevet halshugget i Flensborg.

 

Et soøgelse i Kruså

Man var overbevist om, at så snart det var mørkt, gik rundt deroppe og søgte efter sin kone, uden hoved selvfølgelig. Man skulle ikke gå derop efter solnedgang. Ja man turde knap nok gå derop i dagslys.

 

Fortidsminderne blev gravet op

Selv om der ikke findes fortidsminder i Kruså, har der dog også dengang boet folk. I 1905 eller 1906 blev der på et par hektar land af marken bag den lille granskov oppe ved Korsvejen, anlagt aspargesbede. Til det formål blev jorden bearbejdet med en dampplov, som gik meget dybt.

Ved dette arbejde blev der pløjet mange urnegravsteder op.

Jo, Kruså var tidligere kun en lille by. Den lå stille og ret ubemærket hen. Der var bakker og dale, skov og sø og åen. Der var mange smukke allé-træer ved Flensborgvejen, ved Sønderborgvejen og ved Smedebyvejen.

 

Kilde:

• Se Litteratur Padborg/Bov/Kruså

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder bl.a. 56 artikler fra Padborg/Kruså/Kollund/Frøslev herunder:

 

• Kruså for længe siden
• Grænsen – og dens bevogtere
• Kobbermøllen ved Kruså
• To skæbner i Kiskelund
• Kruså Vandmølle
• Klus-et valfartssted lige syd for grænsen og mange flere