Letfærdige Kvindfolk       

Dagmar Overby myrdede børn ”for egen vindings skyld”. Disse kvinder her myrdede af nød. De fleste var døtre af fæstebønder. Liget gemte de mange steder. I en dragkiste fandt man knoglerester fra yderligere to børn, født i al ubemærkethed. Hørte man rygter gik man til sognepræsten. Men kunne også dømmes for uforsvarlig adfærd. Kongen kunne mildne straffen. Dødsstraf for barnemord blev afskaffet i 1866. Der var enklaver med 20 pct. ”uægte børn”. Kvaksalvere dukkede op. Sagerne om Johanne Marie Andrea og Ane Marie Nielsen. Et barn blev druknet i en natpotte. Fra 1900 – 1920 var der måske 1.000 barnemordere. Mange blev slet ikke opdaget. Journalister kaldte dem først afstumpet men fik medlidenhed. Vi skal høre om ”Kogejomfruen fra Karise”, der myrdede 5 børn. I 1933 blev straffen for at myrde børn sat til ca. 4 år.

 

Dagmar Overby

Vi har på vores side skrevet om Dagmar Overby, der blev dømt for at have myrdet 8 børn. Hun boede bl.a. på Jægersborggade på Nørrebro, hvor hun myrdede mindst tre børn. Men man havde en mistanke om, at hun havde myrdet op til 25 børn.

Hun myrdede ”for egn vindings skyld”. Men de piger og kvinder vi her skal høre om gjorde det ofte fordi de var lykkelige, manden var strøget, og de stod helt alene med problemet ofte udskudt af samfundet og udnævnt som en ”Et Letfærdigt Qvindfolk”

 

Den hårdeste straf

I Danske Lov 6. Bog 6. Kapitel 7. artikel hedder det:

 

• Letfærdige Qvindfolk, som deris Foster ombringe, skulle miste deris Hals, og deris Hovet settis paa én Stage

 

1700-tallets egne skribenter anså et af tidens største kriminalpolitiske problemer:

• Ugifte kvinders anstrengelser for at skaffe sig af med deres nyfødte børn

 

Ja egentlig er det svært at dukke ned i protokoller m.m. og finde dokumentation. Ofte er det yderst kortfattet med kvindens navn og dommerens konklusion. Desuden er mange herreds-, birke- og bytingsprotokoller gået tabt i tidens løb.

I en enkelt dom afsagt den 29. marts 1738 fylder vidneforklaringerne m.v. 47 tætskrevne foliosider i retsprotokollen. Men det er dog lykkedes at finde frem til en række ulykkelige historier.

 

Døtre hos fæstebønder

De fleste har været døtre hos fæstebønder. De har alle tilhørt tyendeklassen og tjent hos bønder, på godser, hos præster eller – i enkelte tilfælde – hos byfolk. Et par af kvinderne omtales som betlere (løsgængere) og en enkelt som opvokset i betlerstanden.

Fædrene til de børn, som kvinderne dræbte, synes stort set at have tilhørt samme klasse. Det er enkelte eksempler på, at husbond var barnefaderen, men de fleste synes at have været tjenestekarle på de samme gårde eller i nabolaget.

Her må naturligvis tages forbehold for falske angivelser. I et tilfælde opgav kvinden som barnefader sønnen på det gods, hvor hendes forældre var fæstebønder. Senere kom hun dog på ”bedre tanker” og forklarede, at det var en soldat, som imidlertid nu var rejst bort med sit kompagni. Naboerne kunne bevidne, at den pågældende soldat hyppigt havde aflagt besøg i forældrenes hus den forrige vinter og engang var gået derfra med uld til et par strømper.

Danske Lov 6-6-8 siger følgende:

 

• Vorder noget letfærdigt Quindfolk med Barn, og med sin Barnefødsel i Dølsmaal omgaar, og ikke bruger de ordentlige bestikkede Midler, som hende og Fosteret i saadant Tilstand kunde betiende, og samme Barn borte bliver, eller paaskydis at være døt født, eller i andre Maader forkommet, da skal hun agtis saa som hun sit Foster med Villie hafde ombragt.

 

Liget gemt mange steder

I praksis synes de fleste fødsler dog at være foregået i kvindens egen seng eller andre steder i den bolig, som hun i reglen delte med husbond, madmoder, børn og andre tjenestefolk.

Kun i enkelte tilfælde var fødslen sket på ”den vilde Marck” og lignende afsides steder.

De fleste kvinder skjulte det udendørs på marken, i en tørvegrav, på kirkegården m.m. At liget overhovedet blev fundet igen kunne skyldes at det:

• Udi ynkeligste Maade af Hundene har været omslæbt

De havde opdaget det på møddingen. Et par tvillingefostre var blevet rodet frem af svin, men da var:

• Det eene saavidt opædt, at intet viidere deraf, end alleene et Stökke af Hovedskallen var i behold, ligesom og det andet adskillige Stæder var af svinene beskadiget.

 

Knogler af endnu to spædbørn

Et andet almindelig sted at gemme det døde barn var i kvindens kiste. Som et eksempel kan nævnes en kvinde, der i flere år havde tjent som amme på et gods. Da hun til sidst blev syg og døde, opdagede man, at hun netop havde født et barn.

Dette blev fundet sammen med knoglerne af endnu to spædbørn, da man ville tage tøj fra hendes kiste til at klæde hendes lig i. I et andet tilfælde havde kvinden svøbt barneliget i et klæde og lagt det under sengehalmen i sin seng. Der gik 13 – 14 uger, før det blev fundet. I al den tid havde hun hver nat sovet i sengen.

 

Født i al ubemærkethed

Hvis kvinden fra første færd havde besluttet at føde i dølgsmål, ville hun formentlig også søge at skjule sit svangerskab. Dette forhindrede dog ikke domsfældelse, hvis fødslen senere resulterede i et dødt barn.

Hvis det skulle lykkes at skjule fødslen, var kvinden nødt at lade som ingenting, så hurtig som muligt efter, at den var overstået. Der findes da også en del beskrivelser af, hvordan hun straks genoptog sit hårde arbejde.

En kvinde var ved at vaske tøj, da hun fik veer. Hun gik ind i et afsides kammer, fødte et dødfødt pigebarn, lagde det i sin kiste og gik derefter ud for at malke køerne. Dette skete uden, at nogen havde lagt mærke til noget som helst.

 

Man gik til sognepræsten

Først hvis børneliget blev fundet, eller begivenhederne i øvrigt rygtedes gik sagen i gang. Sognepræsten var ofte den, folk gik til med deres mistanke. Undertiden var det hele kun sladder, men i et sådant tilfælde kunne en emsig præst gøre helvede hedt for den mistænkte kvinde.

Det skete for en enke, hvis tjenestepige havde bundet et stykke næsten opbrændt kød på skorstensilden. Hun viste det til en kone, som mente, at det var tale om efterbyrden fra et foster.

Tjenestepigen kom derefter i tanker om, at enken måtte have født et par dage tidligere, hvor hun nemlig ikke var blevet set fra kl. 10 om formiddagen til kl. 2 om eftermiddagen. Desuden havde hun skiftet sengeklæder og taget rent tøj på. Hun havde endda strøget nyt sand på gulvet. Så megen renlighed var mistænkeligt.

Kvinderne gik til præsten, der straks ”uden Rættens Middel og Husbondens Viidenhed og Tilladelse – tog affære. Han lod enken føre til præstegården, hvor hun blev malket og besigtiget af to jordemødre og nogle andre ”Dannekvinder”.

Der blev fundet en enkelt dråbe gul væske i hendes bryster, men ingen af kvinderne mente, at hun lige havde født. Alligevel fremturede præsten. Han lod enken indespærre i præstegården og slap hende først løs, da hun stillede kaution.

 

Præsten blev idømt bøde

Sagen endte halvanden år senere med frifindelse i Landstinget, selv om præsten forinden havde tilbudt selv at betale alle omkostninger ved en udsættelse af domsafsigelsen, idet han så ville skaffe yderligere beviser mod enken.

Dommerne pålagde præsten at lade frifindelsen bekendtgøre enten for det herredsting, som oprindelig havde behandlet sagen (og i øvrigt også frifundet enken), eller for menigheden i kirken.

For den spot og skade, præsten havde påført enken, blev han desuden dømt til at betale 50 rigsdaler i erstatning.

At sagsøge en kvinde for fosterdrab eller fødsel i dølgsmål tilkom som omtalt ikke præsten, men derimod amtmanden, byfogeden eller kvindens herskab, dvs. den herremand under hvem kvindens husbond var fæster.

 

Kvindens tilståelse var ikke nok

Kvindens tilståelse var ifølge forordning af 21. maj 1751 ikke nok til domsfældelse. Der skulle foreligge andre beviser. Derfor lykkedes det ikke for en tyvekvinde at blive dødsdømt selv om hun ved et udenretligt forhør fortalte om en barnefødsel i dølgsmål. Og et efterfølgende drab, som hun skulle have begået.

Senere frafaldt hun – stærkt presset – forklaringen. Hun begrundede den falske tilståelse med, at ”hun vilde helst miste sit Lif”, idet hun umiddelbart forinden var blevet dømt til kagstrygning, brænding med tyvsmærke i panden og livsvarigt arbejde i Spindehuset for at have opbevaret nogle tyvkoster – vistnok for sin kæreste.

Malkning af den mistænkte kvindes bryster, synes i hvert fald indtil midten af 1700-tallet at have været almindelig.

 

En justitsråd fik en bøde

I et tilfælde slog Landstinget hårdt ned på en justitsråd, der som husbond havde ladet fornstalte en ”høyst beskiemmelig Besigtelses Forretning” af en kvinde, der var blevet offer for at rygte om at have født i dølgsmål, sat i gang af to kvinder på egnen.

Efter Landstingets mening burde justitsråden straks have gennemskuet sammenhængen. Han blev derfor dømt til at betale den beskæmmende kvinde 10 rigsdaler i erstatning samt 10 skilling danske i bøde til Viborg domhus.

Danske Lovs regel om fødsel i dølgsmål indeholder en såkaldt redelig præsentation. Hvis barnet under de i bestemmelsen beskrevne omstændigheder var forsvundet eller dødt, skulle kvinden nemlig dømmes på samme måde som den, der med forsæt (vilje) havde ombragt sit barn.

 

Uforsvarlig adfærd

Kvinder, hvis nedkomst kom helt bag på dem, fordi de fødte for tidligt og bevisligt havde frembragt et i høj grad ufuldbårent foster, blev som regel frifundet for dødsstraf. Selv om der ifølge loven herefter ikke var andet end lejermålet (det uægteskabelige samleje med svangerskab til følge) at straffe for, fandt retten sig ofte foranlediget til at idømme en arbitrær straf for den uforsvarlige adfærd i forbindelse med barnefødslen – undertiden så alvorlig som livsvarig indsættelse i Tugt – eller Spindehus.

Danske Lov 6-6-8 handler om krav om forsæt. En kvinde havde for længst afsløret sit svangerskab. Hun havde bestilt ”Logement til hendes Barsel-Seng” Desuden havde hun anskaffet børnetøj og aftalt nærmere med jordemoderen.

Hun havde født sit barn 5 – 6 uger før ventet uden hjælp af nogen. Retten dømte hende at arbejde et år i Viborg Tugthus. På baggrund af lignende omstændigheder fik en anden kvinde få år senere en dom på 10 års fængsel i Børnehuset på Christianshavn. Måske skyldes den store forskel, at den sidste kvinde under sagen igen var gravid, hvilket i sig selv var en forbrydelse. I øvrigt var man i Viborg Tugthus ikke så glad for små børn. Det vanskeliggjorde produktionen.

 

Kongen mildnede straffen

En af Landstinget afsagt dødsdom fik ofte en tilføjelse om, at eksekutionen ikke måtte ske før kongens endelige afgørelse var indhentet. Men også selv om det ikke udtrykkeligt blev sagt i dommen, havde kongen ifølge reskript af 28. maj 1735 det sidste ord i enhver sag, der ved Landsting eller Højesteret var faldet ud til dødsstraf.

Mange blev løsladt efter kortere eller længere årrække. En enkelt kvinde opholdt sig dog i Viborg Tugthus i over 31 år før døden udfriede hende. En anden flygtede efter 24 år.

Det var kun ugifte kvinder, der kunne begå fosterdrab og fødsel i dølgsmål i Danske Lovs forstand.

 

Dødsstraf afskaffet i 1866

I praksis ramte straffen aldrig faderen. Det var særlig kvinder af laveste rang, der gik ud over. Det var samfundets fordømmelse og den skamfuldhed, der fulgte med, der var den vægtigste årsag til, at kvinderne valgte at sætte deres eget liv på spil og føde i dølgsmål for således at gøre sig selv skyldige i en af de værste forbrydelser, man næste kan forestille sig.

Dødsstraffen for barnedrab og fødsel i dølgsmål blev afskaffet med straffeloven af 1866. Sidste gang en kvinde blev halshugget for barnedrab var i 1861. Her måtte tjenestepigen, den 23 – årige ugifte Ane Cathrine Andersdatter lade livet på Rødovre Mark.

Man fik øje for, at kvinderne kunne være nyttig og god arbejdskraft. På den tid var der i samfundet en general bekymring for, om der var arbejdskraft nok i landet.

 

Kvinderne skulle bruges som arbejdskraft

Man var meget opmærksomme på, at der ikke skulle være for mange friløbere som tiggere og andre, der ikke bidrog til samfundet. Og tugthusene, hvor de blev sendt hen for at afsone deres straf, skulle helst finansiere sig selv. Det kunne disse kvinder hjælpe til ved hårdt arbejde.

I 1864 – 65 blev kvindefængslet på Christianshavn oprettet. Her afsonede en del af kvinderne. Flere af dem kom helskindede gennem fængselsopholdet. Det lykkedes også en del af dem, at få en normal tilværelse bag efter. Men for andre gik det igen galt. Så måtte de atter bag tremmer.

 

Enklaver med 20 pct. uægte børn

• Så længe Mennesker er til, bliver Leiermaale til

 

Sådan udtrykte den danske teolog og jurist Christian Ditlev Hedegaard, der tilbage i1762, da han konstaterede at lejermåle, der som allerede skrevet betyder seksuelt samvær uden for ægteskab, altid vil finde sted, uanset hvordan man indretter lovgivningen.

Seksuelle forhold uden for ægteskabets rammer var slet ikke usædvanlig i hverken 1700-tallet eller 1800-tallet, hvilket havde den konsekvens, at der kom en hel del børn til verden. Og disse børn fik status som uægte børn.

I tidsrummet fra 1850 – 1880 var der 11 pct. af landets børn, der var født uden for ægteskab. I nogle egne af landet var der ligefrem enklaver, hvor helt op til 20 pct. af alle børnene var født uden for ægteskab. I disse områder var de uægte børn og deres ugifte mødre ikke på nogen måde stigmatiserede og blev ej heller udsat for en nedladende behandling.

 

Kvaksalvere dukkede op

Viden om, hvordan man kunne undgå graviditet ved samleje, var det småt med. Først i 1920erne bredte der sig visse metoder, som kunne være virksomme, ligesom der på det tidspunkt dukkede flere mere eller mindre dygtige læger og kvaksalvere op, der tilbød at foretage illegale aborter i hemmelighed.

Når en tjenestepige blev gravid, var det bedste, hun kunne håbe på, at manden, hun var blevet gravid med, ville gifte sig med hende. I så fald var konsekvenserne overskuelige. Men hun var relativ alene, hvis faderen ikke ville kendes ved graviditeten. Han var måske allerede som karl rejst videre til en anden gård for at tjene. Han var måske ikke klar over graviditeten.

 

Kvinden var ilde stedt

Hvis kvinden kom fra fattige kår, og hendes nærmeste familie ikke kunne hjælpe hende hverken økonomisk eller med pleje, var hun ilde stedt.  Også i begyndelsen af 1900 – tallet forekom der mange barnemord.

Liget kunne anbringes i en kuffert. De små mennesker blev også fundet døde i Christianshavns Kanal og endda i Ladegårdsåen. De blev kvalt og skaffet bort eller klemt så hårdt, at de ikke kunne få luft.

Der var da også kvinder, som fødte børnene på hospitalet og gav dem til plejeforældre eller børnehjem.

 

Sagen om Johanne Marie Andrea

Johanne Marie Andrea er født i 1880 i Aarhus. Hendes ansigt udtrykker vrede, trods og ulykke. I fængslets protokol står der om hendes ulykkelige liv:

 

• Uægte. Moderen senere gift med en brolægger i Aarhus. Hendes stiftfader er fordrukken og har altid været ond mod fangen og pryglet hende.

Moderen har to gange været på Aarhus Sindssygeanstalt. En broder, der også er sindssyg var anbragt i fremmed pleje til det niende år. Derefter blev han anbragt på Holsteinsminde Opdragelsesanstalt efter at have fået sin første straf. Var her til sit 17. og har siden tjent i Haderslev i to år og endelig de sidste år i Aarhus.

Har kort efter fødslen dræbt sit uægte barn ved at trykke det så fast ind til sit bryst, at det kvaltes. Endvidere forsøgt at fordrive fostret.

Hun ankom til Kvindefængslet 22. maj 1901. Hun var idømt fire års forbedringshusstraf for barnemord. Moderen havde fået dom for ”Forargeligt samliv” og faderen var tvangsindlagt til behandling for syfilis.

De hutlede sig igennem dagen og vejen ved betleri, bedrageri og tiggeri. Det blev også Johannes hverdag.

 

Sagen om Ane Marie Nielsen

I 1843 tog pigen Ane Cathrine Jørgensen hjem til sine forældre, husmand Jørgen Hansen og hustru Karen Nielsdatter i Agedrup Sogn ved Odense. Her fødte hun den 16. marts en uægte datter Ane Marie Nielsen. Pigen blev efterladt som plejebarn hos sin bedsteforældre, så den unge mor selv kunne tage ud at tjene. Men fordi bedsteforældrene blev skilt, inden Ane Marie blev voksen, kom hun i stedet til at bo hos og blive forsørget af sin morbroder.

Da Ane Marie Nielsen blev en ung kvinde, kom hun til at gå i sin mors fodspor. Som 21-årig blev hun således gravid uden at være i forhold til faderen, og hun besluttede at skjule sin graviditet, når det var født.

Den anden maj 1864 følte Ane Marie Nielsen sig dårlig, imens hun var i gang med noget bryggearbejde. Hun gik ud på toilettet. Idet hun satte sig faldt barnet ud fra hendes liv og landede på gulvet.

I politiprotokollen står således:

• Arrestantinden, der strax tænkte paa at dræbe Barnet, der vel ikke skreg, men dog rørte paa sig, medens det laae paa Gulvet, rev et Baand af sin Trøie og efterat have taget Barnet op, bandt hun Baanet om Halsen paa det, og qvalte Barnet dermed. Hun bar Barnet ind i sit Kammer, hvor hun gjemte det i sit Skab, for naar hun havde Lejlighed dertil, at kunne begrave det.

 

• Imidlertid var der ikke lykkedes den ellers forsigtige Ane Marie Nielsen at skjule sin graviditet. I politiprotokollen kan man således læse, at bonden, hun tjente ved, havde bemærket, at hun var blevet større, og at rygterne på egnen også gik om, at hun skulle være frugtsommelig.

 

Da hun en dag klagede over ikke at være rigtig rask, men samtidig nægtede at have født et barn, blev der sendt bud efter en jordemoder, der efterfølgende kunne konstatere, at Ane Marie Nielsen netop havde født et barn. Derefter indrømmede den unge tjenestepige og fortalte også, at hun havde gemt barnet i et skab på sit kammer, hvor hun senere ville hente det og begrave det rigtigt.

Ane Marie Nielsen angav selv som årsag til sin forbrydelse, at hun havde frygtet ikke at få lov til at komme hjem til sin morbroder, som hun var vokset op hos.

Dommen, som den unge pige blev idømt, lød som følger:

 

• Da det saaledes er godtgjort at Arrestantinden har født i dølgsmaal og at hun forsætlig har ombragt sit foster, vil hun der er født d. 16. marts 1843 og som ikke tilforn har været tiltalt eller straffet være at ansee efter D.L. 6-6-7 ved at miste sin Hals og Hendes Hoved at sættes paa en Stage, hvorfor hun vil blive tilpligtet at udrede alle af Actionen lovligt flydende Omkostninger.

 

Ane Marie Nielsen blev dog ikke halshugget, men fik en mildere fængselsstraf for sin forbrydelse.

 

Druknet i en natpotte

Ja vi hører om spædbørn, der er druknet i en natpotte. Bagefter er de små lig pakket ind og anbragt i kommodeskuffer, gravet ned under hønsehuse, smidt ud af vinduet til hundene eller kastet i ajlebeholdere på landet.

Det er et grumt kapitel af danmarkshistorien. Det var tiden inden fri abort. Det er en barsk historie om de svageste, de mest hjælpeløse og uskyldige, man kan forestille sig – de nyfødte. Men kvinderne var alene, desperate og ulykkelige, når de mere eller mindre aktivt foretog det ultimative valg.

 

Fra 1900 – 1920 – Måske 1.000 barnemordere

Jordemoderen havde anmelderpligt. Fra 1900 og 20 år frem blev 318 kvinder dømt for barnemord eller uforsvarlig fødsel og omgang med deres barn. Men masser af barnefødsler er slet ikke blevet opdaget, så antallet af barnemord er sikkert op til tre gange højere.

Ofte var kvinderne fattige og socialt belastede eller direkte uvidende om deres graviditet.

 

Fra afstumpethed til medlidenhed

I de første årtier af 1900-tallet blev barnemoderskerne betragtet som onde afstumpede umennesker, der skulle straffes. Avisartiklerne dengang var fordømmende. Men i takt med tidens voksende opmærksomhed om sociale forhold begynder journalisterne op gennem århundredet at leve sig ind i kvindernes ulykkelige situation.

 

Kogejomfruen fra Karise

En af datidens gruopvækkende forbrydelser begået af ”Kogejomfruen fra Karise” er i 1926 – aviserne beskrevet med en vis medlidenhed.

Kogejomfru Marthalene Jensine Larsen brugte barnemord som en form for prævention og slog fem spædbørn ihjel på ni år.

Men i retsreferaterne i Haslev Avis er sympatien hos den ulykkelige kvinde. Reporteren godter sig over, at fædrene må i gabestokken som vidner, og da den femdobbelte barnemodersker føres ind, spørger journalisten sig selv og læserne om denne kvinde med:

• Øjnene blændede af megen Graad vikrelig kan være det Menneskedyr som folkesladderen har fremmanet?

Også forsvareren minder retten om den situation:

• Hvorunder ugifte Mødre føder – alene, fortvivlede og skamfulde.

Det hjalp ikke Marthalene, der blev idømt 12 års tugthusarbejde.

 

Stakkels børn

I mange tilfælde måtte fattigforsorgen i kvindens hjemsogn overtage forpligtelsen for det uægte barn. Mens kvinden atter blev sendt ud for at tjene, blev barnet sat i pleje hos andre familier. Her levede børnene ikke noget misundelsesværdigt liv. Nu var det sådan, at et plejebarn gik ofte til den familie, der skulle have færrest penge for at tage det i pleje. Her kunne barnet bruges som arbejdskraft allerede fra seksårs – alderen. Aftagere af sådant et plejebarn var ofte daglejere eller ældre ægtepar, der ikke mere havde kræfter til at drive deres eget lille husmandssted.

 

Cirka 4 års fængsel for barnemord

Den nyeste straffelov fra 1933 med senere ændringer, som vi bruger i dag, har et formidlende syn på barnedrab med fængsel op til fire år. Vi ved godt i dag, at når en mor udfører den slags forfærdelige handlinger, er det udtryk for svære sociale og psykiske problemer kun en kvinde i nød vil handle sådan.

 

Kilde:

• Beth Grothe Nielsen: Letfærdige Qvindfolk
• Historie/Jyske Samlinger
• Fortid og Nutid
• Fynske Årbøger 2012 (Anette Hansen: De hemmelige fødsler – En analyse af årsagerne til fødsler i dølgsmål og fosterdrab på Fyn 1850 – 1880)
• uaegte.dk (Agnete Birger Madsen)
• Agnete Birger Madsen: Karen Sophies Barselsfærd
• Agnete Birger Madsen: Ægte historier om uægte børn
• Agnete Birger Madsen: Et barnelig i en kuffert
• stiften.dk
• pol.dk
• kristeligt-dagblad.dk

 

Hvis du vil vide mere: Her på www.dengang.dk kan du også læse:

 

• En barnemorder i Jægersborggade
• Barnemorderen fra Jægersborggade
• Barnemoderen fra Jægersborggade – den tredje historie
• De farlige kvinder
• Fattiglemmer på Ladegården
• Moral, etik, Horeunger og fattiglemmer og mange flere