Et tørveværk i Sølsted

J.N. Lorenzen blev forsyningsmester i Tønder. En gang redede han bryggeriet Victoria ude på Strucksalle fra en eksplosion. Hans far havde et jernstøberi samtidig med at han drev et tørveværk i Sølsted. Sønnen kom med i dette fortagende. Men det er nu ikke så meget dette værk, som vi skal høre om. Det er menneskerne, der var ansat her. For mange af dem var ”Landevejens svende” Og deriblandt var der sprittere. Men dette håndterede virksomheden også. Ved sæsonafslutning blev alle iført nyt tøj og fik rejsepenge. En del af lønnen blev tilbageholdt, så ikke alle penge blev drukket op. Mange af ”Landevejens svende” mødte op år efter år her i Sølsted mellem ca. 1885 – 1910.

 

Hvor ligger Sølsted?

Hvor ligger Sølsted egentlig? Ja det ligger nord for Tønder ikke langt fra Bredebro. Da ”Den Gamle Redaktør” boede i Tønder, var det mest berømte i Sølsted radio/tv-forhandler Nissen Sølsted. Ja her blev også kæmpet den 9. april 1940.

 

Fremstilling af tørv

I løbet af det 16. århundrede var de store skove på egnen forsvundet. Nu var det måske ikke så let at få den brændsel, man før bare kunne få fat i. Nu måtte man have fat i tørvemoserne. Ja man havde spade- eller skæretørv.

Først omkring år 1800 gik man i større omfang over til fremstilling af æltetørv. Den udgravede tørvejord ”stampes” (af dyr eller mennesker) under rigelig tilsætning af vand til en slags slam. Disse tørres derefter i flader og deles i tøv af ønsket størrelse.

Metoden er inspireret fra Holland. Ritmester Rahbæk fra Hedeselskabet udviklede metoden. Han udbyggede æltemetoden, så den ikke mere blev ”stampet” af dyr eller mennesker. Nu blev det sønderdelt i en æltemaskine. Slammet blev hældt i rammer og former og anbragt til tørring på læggepladserne.

 

Tørvepresseren var en konkurrent

En konkurrent til æltemaskinen var tøvepresseren. I denne maskine blev tørvejorden ligeledes homogeniseret, men uden tilsætning af vand og derefter presset ud gennem et formundsstykke i et sammenhængende bånd af passende størrelse. Ved hjælp af hårdt spændte strenge deles i tørv af ønsket format. Disse blev så anbragt til tørring på liggepladsen. Tørringsdriften var under normale forhold ca. 14 dage.

Som drivkraft brugte man lokomobiler. Til betjening af det hele krævedes 13 – 18 mand.

 

Et jernstøberi i Tønder

Vi har tidligere i en artikel her på siden fortalt om N.P. Lorenzen, der i 1857 grundlagde et jernstøberi i Tønder. Efter langvarige forberedelser grundlagde han i ca. 1885 et maskindrevet tørveværk i Sølsted. Formålet var at oprette en indbringende støttevirksomhed for jernstøberiet. Efter 1864 måtte man konkurrencemæssig arbejde under lidt trangere vilkår.

 

Sønnen går med i foretagenet

Sønnen M. Lorenzen (1854 – 1939) var teknikums uddannet i maskinudbygning. Fra 1880 var han med i firmaet. Denne driftsleder blev senere direktør for Tønders kommunale værker. Og engang redede han det store bryggeri ude på Strucksalle, Victoria i at springe i luften.

 

Værket blev udvidet

Han fortæller bl.a., at hans far ikke havde den fornødne kapital til at drive jernstøberiet, men han havde sejheden. Han hørte til de sidste, der opgav ævred. Støberiet hold op i 1890erne. Maskinværkstedet og de andre værksteder lukkede i de første år efter 1900.

I 1885 blev der købt noget mere jord i Sølsted. Der blev også investeret i diverse nyanskaffelser. I løbet af 6 uger var der blevet produceret 1 million tørv af ganske fremragende kvalitet.

 

Træhus til medarbejdere blev oprettet

Et rummeligt træhus rejstes til firmaets nu 15 medarbejdere. De andre tørvebønder syntes, at det hele var noget pjat. De troede ikke rigtig på Lorentzens virksomhed. Men foretagenet overlevede i 25 år. Da var mosen blevet udnyttet med en nettogevinst på 80.000 mark.

 

Man måtte have fat i ”Landevejens svende”

Oprindelig havde man regnet med lokal arbejdskraft til almindelig løn. Men dette var umuligt. Man nægtede at tage dette arbejde til almindelig løn. Man forlangte også løn på de dage, hvor man ikke kunne arbejde på grund af vejret.

Så måtte man gå lidt mere utraditionelt til værks. Man skaffede arbejde fra den store reserve på landevejene. I passende herberger og gæstehjem blev det bekendtgjort, at ”Tørveværket Sølsted” ønskede at antage arbejdere. Og kunderne ”Landevejens Riddere” indfandt sig. En fast stamme dannede sig. År efter år holdt de sig til Sølsted. Nogle kom der gennem 5-6 år andre gennem 2-3 år.

 

Det gjaldt om at få arbejdsattest

Gendarmen var vel i hælene på nogle af disse. Men de ville jo være rart at få fat i en ”Bemühungsschein”. Man kan efter 8-10 dages arbejde få en arbejdsattest og måske også et lønoverskud.

Allerede i februar måned ansøgte mændene helt nede fra Mellem- og Sydtyskland samt Schlesien om tilsendelser af beviser, så de uhindret kunne gennemføre vandringen til Sølsted.

I løbet af 6 – 8 uger kunne der tilbagelægges et større antal kilometer, og med den værdifulde ”Flebbe” i lommen berettigede en sådan vandring til de smukkeste forventninger.

En bager var begyndt i Sølsted. Men hans nye kollegaer advarede ham. Du skal aldrig begynde hos os, hvis du bare har den ringeste mulighed for at fortsætte, der hvor du slap. De samlede penge ind til ham og fik ham ril at rejse videre.

 

De faldt om på sengen

Carl Breuer hed en af de ansatte. Han var spritter. Han kunne under arbejdet ikke undvære sin ”Schachtbuttel”. Men bestille noget, ja det kunne han. Om aftenen drak han sig fuld. Hans medarbejder, Keller gjorde det på samme måde. Fra lørdag aften til tirsdag morgen var de ikke til at komme i kontakt med. De købte en 5 liter krukke og sad derefter stille og fornøjet på deres senge og drak sig en kaffepunch.

Det var meget bekvemt. Havde de fået nok, behøvede de bare at falde om.

 

Da Schultze fik penge

Deres mangeårige kollega og bekendt af firmaet gennem 15 år, Frederik Vilhelm Schultze gjorde det dog lidt anderledes. Han foretrak patteflaske forsynet med streger:

• Man kan så dejligt indrette sig med en sådan

Ja sådan sagde han. Trods dette særlige system, blev han lige så fuld som de to andre. Var han færdig med spritten, kunne han præstere meget dygtigt arbejde og fandt sig i et hvert arbejde, som han blev sat til.

I ædru tilstand var han flittig og godmodig. Havde han penge måtte han af med dem og var så ”en værre ødeland”. Sin sværeste tid oplevede han, da han fik udbetalt 400 mark fra ulykkesforsikringen. Firmaet i Sølsted var ikke blevet orienteret om dette, ellers havde man hjulpet ham med at få styr på det.

Schultze behøvede kun 3-4 dage til at blive færdig med beløbet. Barberen fik 10 mark i drikkepenge. Til børnene på gaden blev der ”kastet penge i grams”. På herberget hos ”Mutter” Benkert holdt han åbent bord for vennerne, som han havde påfaldene mange af i disse dage. Han selv var ikke i ædru og kom ikke til ro, inden han var færdig med pengene. Han var hvis selv glad for, at pengene var blevet brugt.

 

Pastor og poet

En anden af arbejderne var mosedigteren Riechel. Han kaldte sig Rocholl idin bog ”Dunkle Bilder aus dem Wanderleben”. Han påstod, at have virket som præst i Amerika. Men han var blevet afskediget på grund af druk. Han gjorde i9ndtryk af at vlre en dannet og beleven mand. Det er sikkert troværdigt, at hans største tørst er blevet hans ruin. Det er vel også muligt, at han har været præst, men dokumenteret det, har han rigtig nok ikke.

Heller ikke Reichel kunne fås i tale om søndagen. Om lørdagen sørgede han for ”stof” og skrivemateriale. Derefter forsvandt han og blev ikke set mere før en gang om mandagen. I yndig harmoni af brændevin og poesi tilbragte han fritiden. Om mandagen kom han hjem med en tom flaske og en fyldt poesibog.

I løbet af sommeren så han sig selv på tryk. ”Tondernsche Zeitung” offentliggjorde ”Kyrasseren af Sølsted”, en lokal overlevering efter hvilken en svensk rytter skulle være sunket ned i mosen. Derefter blev et tøveværksepos trykt og med en personlig tilegnelse fordelt til det besungne personale. I spøgefulde vers behandlede han dette og arbejdet.

 

Spritdjævlen tog igen over

I et helt år blev han ansat som skriver af forstanderen af ”Katasteramt” Han blev fint påklædt og spillede også en tid rollen som forlystelsesdirektør i ”Singverein”. Men så fik han et tilbagefald. Spritdjævelen fik atter fat i ham. Naturen gik over optugtelsen. En skønne dag var Reichel forsvundet. Nogle dage senere fandt man en forkommen vandrer ved Ladelund i landevejsgrøften. Hvad der blev af ham er uklart.

 

Den mystiske mand, Schorer

Her i Sølsted var også en kleinsmed, således kaldte han sig i hvert fald. Han vidste besked om, hvad der skete i Japan og Chile. Han talte flydende engelsk. Han hed Schorer og var fra Zürich. Han var en mystisk mand og ikke særlig meget spritter. Han var ikke nogen forbrydertype. Ved afslutning af arbejdssæsonen havde han dog et sammenstød med politiet.

 

Han stak af

Han havde gennempryglet en gendarm, blev arresteret og blev dømt tre måneders fængsel. Natten før transporten brød han ud. Han undslap og blev ikke set mere i hvert fald ikke af politiet. Næste sommer mødte han ikke mere, men sendte dog en hilsen fra Jylland.

Men en dag så Lorentzen alligevel den hemmelighedsfulde ud for Vestergade. Det lykkedes først at indhente ham i Nystaden. Her fik han en kort samtale med den undslupne. Han ville ikke møde Bergmann (Tønders lokale betjent), derfor blev han nødt til at overnatte i det fri. Lorenzen holdt da også mødet for sig selv.

To dage efter mødte dennes dobbeltgænger på arbejde i Sølsted. Han var også fra Zürich og hed Schlatter. Men han var påfaldende fortrolig med arbejdet. Sine indkøb foretog han ikke i Tønder men i Bredebro.

 

Dele af lønnen tilbageholdt

Til stor overraskelse blev virksomheden i Sølsted rentabel, og den var med til at holde jernstøberiet i Tønder i gang. Men 60 dage om året kunne man dog ikke arbejde. Nogle år blev lokomobilerne brugt til tærskearbejde. Men også på dette område steg konkurrencen.

I henhold til arbejdskontrakten blev en del af lønnen holdt tilbage for at skaffe et disponibelt beløb til udrustning ved afskedigelsen. Dette beløb varierede for hele driftsperioden fra 100 til 125 mark pr. mand.

Nyiklædt og godt forsynet med rejsepenge rejste en del af folkene straks til Wesselburen for at tærske. Inden afrejsen måtte de præsentere den nye udrustning, således var det skik og brug, fordi de selv var ret stolte af den. De kunne med den vise sig alle vegne.

Efter tærsk sæsonen i Ditmarsken omtrent sidt i oktober drog de deres vej omkring. Mange vendte tilbage til Sølsted.

 

Ophold på sygehuset om vinteren

En enkelt, Frederik Vilhelm Schultze, som vi allerede har hilst på, blev en trofast vandringsmand mellem Tønder, Haderslev og Aabenraa. På hvert sted blev han lige så længe, til politiet gav ham et vink. Så forsvandt han til næste gang. I de første år gik han dog, som han udtrykte sig, på den store tur, der første ham helt til Lauenborg.

Til sidst begrænsede han sig til Haderslev Amt. Han søgte husly om vinteren som fodermester hos bønderne. De tog ham gerne igen for bortset fra drikkeriet, var han en rolig og brugelig medarbejder.

Til sidst kunne han ikke udholde det på landevejene mere. Til sidst blev han indlagt på sygehuset i Tønder. Den mulighed udnyttede han nu. Her fik man jo også fin forplejning. Der gjorde han sig også nyttig, så de havde ikke noget imod, at beholde ham så længe som mulig. Og så længe han var uden penge, var han ædru. Når foråret så kom til landet vandrede han igen ud i verden. Til sidst skulle han have været fundet død i Glückstadt.

 

Masser af dyreliv

Efter tørvefabrikationens afslutning lå mosen stille hen i mange år. Under Første Verdenskrig blev der dog stukket tøv i smug. Men det groede til, fugle og mange slags dyr begyndte at befolke mosen.

 

Kilde:

• Se litteratur Tønder
• Sønderjysk Månedsskrift

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 228 artikler om Det Gamle Tønder og Omegn samt 149 artikler fra det Gamle Sønderjylland herunder:

 

• Tønders Politistyrke: 1 mand (Bergmann)
• Et jernstøberi i Tønder
• En avis i Tønder
• Et jernstøberi i Tønder
• Emmerske ved Tønder
• En hede nord for Tønder
• Trøjborg 1 – 4
• De fattige i Vest – Sønderjylland
• Færge fra Ballum til Rømø
• Bredebro – dengang
• Klager over præsten i Ballum
• Ballum – dengang
• Agga – en sønderjysk pige
• Ude mod vest
• Langs Vadehavet
• Indre mission, Baptister og mange andre