Et mindretal under Besættelsen

Vi kigger på mindretallets politiske situation iflg. Werner Best. Mindretallet forsøgte at fremhæve grænsespørgsmålet. Lovede tyskerne dem noget? Ja grænsen var til debat mange gange. Nazismen gik sin sejrsgang i mindretallet. Her herskede konservativ nationalisme. Gauleiter Lohse forsøgte også at bestemme i Nordslesvig. Den 9. april blev Jens Møller tilskyndet til at afgive loyalitetserklæring. Mindretal frygtede befolkningsudflytning. Stemningen vendte op og ned. Og så bebudede Jens Møller indkøb af Hagekors-flag. Tyske erhvervsfolk klagede over boykot og anden chikane. Renthe-Fink tog situationen alvorlig og svang med sablen. Chr. Paysen ville samarbejde med DNSAP. Manipulation med tal fra Mindretallet. Jens Møller blev truet med fyring. Gesandtskabet ville ikke blande sig m.h.t. Liefergemeinschaft. Så kaldte Nationaltidende SK for borgerkrigshær. Dette udløste krise. De rige hjemmetyskere undslog sig Waffen SS.

 

Det tyske mindretals politiske situation

Werner Best gav i 1947 en sammenfattende vurdering af det tyske mindretals politiske situation under besættelsen. Han skriver bl.a.:

• Der ”opstod hos folkegruppen en overeksponeret offervilje over for det tyske moderfolk. Denne offervilje er på den mest hensynsløse måde blevet udnyttet af de interesserede rigstyske myndigheder….
• Ledelsen af den tyske folkegruppe var altså kun ved de første foranstaltninger, den traf med henblik på folkegruppens krigsindsats, relativ fri (relativ, fordi også situationen i 1940 indebar en stærk-fremfor alt politisk og psykologisk-tvang). Fra da af befandt den sig i en faktisk afhængighed, som tvang den til at opfatte ethvert ønske fra myndighedernes side, som en befaling til at udføre det som sådan, hvis ikke de handlende personer ville udsætte sig for de alvorligste sanktioner”

 

Man forsøgte at fremhæve grænsespørgsmålet

Men konklusionen er vel ikke helt rigtig. Den rammer måske de sidste par år, men ikke de første år. Det tyske Mindretal forsøgte, at gøre grænsespørgsmålet til et afgørende spørgsmål. Man ville også skaffe den tyske del af befolkningen en begunstiget retsstilling i det danske samfund.

 

Lovede tyskerne noget?

Spørgsmålet er om de tyske myndigheder lovede Mindretallet noget eller om de groft udnyttede Mindretallets imødekommenhed. Hvor langt ville tyskerne gå for at opfylde Mindretallets ønsker? Var hvervningen til Waffen SS betinget af noget?

 

Hvad nu med arkiverne?

Ja det kan være vanskeligt at få besvaret. Tyskernes eget arkiv, der kunne have besvaret disse spørgsmål blev destrueret kort før den tyske kapitulation i foråret 1945. Men ifølge den Parlamentariske Kommission undgik visse dele destruktion. Men i det gamle DDR i ”Deutsche Stiftungs arkiv” kunne der ligge noget interessant. Også i Auswärtiges Amt og Volksdeutsche Mittelstelle kunne der ligge noget. Men sidstnævnte arkiv er også gået tabt, hedder det sig fra officiel side.

Hvad så med arkivet fra det tyske konsulat i Aabenraa? I hvert fald er arkiverne fra Gesandtskabet i København gået tabt.

 

Grænsen til debat flere gange

Delingen af Slesvig med grænsedragningen førte ikke til, at der endelig blev sat en punktum for de nationale stridigheder. I årene efter 1920 blev et tysk mindretal organiseret i landsdelen. Efterhånden var det også med økonomisk støtte fra Berlin.

Hovedpunktet var grænsedragningen. Det blev første gang formuleret, da Slesvigske Vælgerforening blev dannet. I Mellemkrigstiden kom dette spørgsmål op at vende talrige gange med vekslende hyppighed og styrke.

 

Tyskheden var stærk i byerne

Tyskheden havde svært ved at få fodfæste i de nordlige egne. Den stod betydelig stærkere i byerne og de sydlige strøg. Pastor Schmidt krævede kulturel autonomi. Man skulle selv være den øverste myndighed i skole- og kirkespørgsmål, foreslog han.

Man oprettede tyske privatskoler og vi også tidligere beskrevet Kreditanstalt Vogelgesang. Tre mindre tyske lokalblade blev sammenlagt i Nordschleswigsche Zeitung. Vi har tidligere beskrevet det tyske lokalblad i Tønder.

 

Nazismen gik sin sejrsgang

I årene 1933-1938 gik nazismen sin sejrsgang i den tysksindede del af Nordslesvigs befolkning. Det skal ikke forstås sådan at alle i mindretallet tilsluttede sig nazismen, men næsten alle organisationer blev i større eller mindre grad nazistisk kontrolleret.

Dette skete dog ikke uden en masse interne brydninger. Den gamle lederskikkelse Pastor Schmidt forsøgte at bevare sin position i konkurrence med forskellige rivaliserende fører-emner.

En foreløbig afklaring indtrådte i juli 1935, da man dannede Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei Nordschleswig forkortet NSDAP-N. Men først i 1938 gav den rivaliserende konkurrent endegyldigt op.

 

Jens Møller og Peter Larsen

Dyrlæge Jens Møller fra Gråsten blev på et forholdsvis sent tidspunkt ført frem som kompromis-kandidat. Han har næppe været nogen politisk stærk mand. Utvivlsomt har han haft betydelige vanskeligheder ved at leve op til de krav som førerrollen førte med sig.

Ved siden af havde han lederen af ”Organisationsamt”. Det var den tidligere overløjtnant Peter Larsen. Han havde et iltert, aktivistisk gemyt. Dertil kom fra 1937 den mere forsigtige Rudolf Stehr. Han blev leder af ”Amt für Presse und Propaganda” og ”Amt für Agrarpolitik”.

 

Konservativ nationalisme

Det har sikkert haft betydning for mindretallet, at man fik økonomisk støtte syd fra. Men det er vel heller ikke uden betydning, at der i mindretallet var fremherskende konservativ nationalisme.

Uden tvivl så har nazificeringen sat skub i mindretallets organisatoriske arbejde. Det gav sig udslag i grundlæggelse af nye organisationer. Og i tidsrummet fra 1920-1939 fordoblede Slesvigsk Parti således sin vælgertilslutning. Man fik også en fremgang fra 9,9 pct. til 14,6 pct. af samtlige stemmer i landsdelen.

Man kørte meget på ”Heim ins Reich”. Således også til Folketingsvalget i 1939.

 

Gauleiter Lohse ville også bestemme nord på

Hitler viste i årene 1933-1937 kun ringe interesse for det grænsepolitiske arbejde. Han undgik at lade sig inddrage i de interne opgør i de forskellige tyske mindretal i Europa. Ledelsen af det grænsepolitiske arbejde overlod han i sommeren 1933 til sin stedfortræder Rudolf Hess. For at koordinere arbejdet oprettede man Volksdeutcher Rat. Men egentlig var det SS-Standartenführer Behrens, der satte gang i de tyske mindretal.

Det er muligt, at det var denne, der satte den nazistiske ledelse i Slesvig-Holsten med Gauleiter Lohse på plads. Denne ville nemlig gerne have indflydelse i Nordslesvig.

 

Der blev grebet ind over for Mindretallet

Fra det tyske konsulat i Aabenraa, hvor også mindretallets ledelse var placeret, gik en konstant strøm af informationer til København og videre til Berlin.

I det urolige år 1939 måtte Auswärtiges Amt ved adskillige lejligheder gribe ind for Mindretallets ledelse. Her blev det gjort klart over for Jens Møller, at Mindretallet ikke måtte føre en politik, der belastede Tysklands forhold til de skandinaviske lande.

Fra Berlin forlangte man, at Jens Møller afgav loyalitetserklæring over for den danske stat ellers kunne han miste sin stilling. Derfor indrykkede han en loyalitetserklæring i Nordschleswigsche Zeitung.

 

Tilskyndet til at afgive loyalitetserklæring

Den tyske invasion den 9. april kom som en overraskelse for Det Tyske Mindretal. Ja man hæfter sig meget ved, at Jens Møller over for politimesteren i Aabenraa havde sagt, at han havde vidst det i tre dage. Men sønderjyder med kontakt syd på vidste nu godt, hvad der var i gærde. Man vidste, at her var et anseeligt opbud af soldater og materiel.

Allerede dagen efter manede ledelsen til forsigtighed i Nordschlewigsche Zeitung. At Jens Møller og Peter Larsen opsøgte politistation i Aabenraa for at afgive loyalitetserklæring til den danske stat om morgenen den 9. april har nok ikke været af fri vilje. Det har sikkert været tilskyndet af tyske myndigheder for at forhindre optøjer.

Ifølge politimester Agersted var det ikke en reel loyalitetserklæring men et tilsagn om at medvirke til opretholdelse af lov og orden.

 

Mindretallet frygtede befolknings-udflytning

På et tidspunkt opstod der frygt i det tyske mindretal om en befolknings-udflytning, da man erfarede, at en grænserevision ikke var på tale. I hvert fald blev dette spørgsmål taget op i 1944, da man anså en allieret invasion for overhængende. Men denne plan blev dog forpurret af Jens Møller med bistand fra hans gode ven Werner Best.

 

Stemningen vendte op og ned

Skuffelsen i det tyske mindretal var til at få øje på. I 20 år havde de ventet på igen at se tyske soldater i landsdelen. Men stemningskurven i mindretallet fik utvivlsomt et duk nedad. Der skete absolut intet med hensyn til en genindlemmelse.

Men stemningen steg igen, da man efter en kort skoling hos Waffen SS blev sendt tilbage til Nordslesvig og angivelig skulle indsættes i en aktion ved grænsen.

Af og til steg forventningerne til at komme ”Heim ins Reich”. Det hed sig, at man i begyndelsen skulle tage udenrigspolitiske hensyn. Men snart var Frankrig erobret, og så burde man vel ikke mere tage disse hensyn, mente man i mindretallet.

 

Masser af Hagekors-flag

Omkring den 15. juni, der var tyveårsdagen for Nordslesvigs tilbagevenden i Danmark fik rygterne ny næring. På et møde i Tinglev udtalte Jens Møller, at det var forbudt at flage med Hagekorsflag. Og så tilføjede han lige:

• I hvert fald før den 28. juni.

Og denne dato var Versailles-dagen. Pludselig kom der i den grad gang i handlen med Hagekors-flag. Rygterne gik på, at Jens Møller var taget til Berlin for at forhandle.

 

Tyske erhvervsdrivende klagede

Mindretallet var lige efter den 9. april 1940 begyndt at indsamle informationer om tyske erhvervsdrivende, der følte sig chikaneret af danskere. Dette materiale mente Mindretallet at kunne bruge til at få flyttet grænsen.

Materialet kom da også til at spille en vis rolle. Renthe-Fink gjorde det danske udenrigsministerium opmærksom på disse uheldige forhold. Han anmodede det tyske mindretal om yderligere information om tilfældene, så de danske myndigheder kunne skride ind i hvert enkelt tilfælde. Anmodningen blev prompte efterkommet. Allerede 21. juni var nye anmeldelser klar. Der foreligger en tilsvarende fra oktober.

 

Renthe-Fink tog situationen alvorlig

Meget tyder på at det tyske udenrigsministerium greb ind, da man mente, at mindretallets aktion kunne bringe forhandlingspolitikken i fare. Ja Frits Clausen tog efter krigen æren for at have forhindret et oprør fra det tyske mindretal. Men det kan ikke passe med datoer osv.

Det vides at udenrigsminister P. Munch og Renthe-Fink diskuterede de forskellige problemer i grænselandet. Og det var skoleordningerne, flagningsreglerne og den årligt tilbagevendende hjemmetyske fest på Knivsbjerg.

Ved et møde den 18. juni blev chikanerne og boykotten af de tysksindede virksomheder diskuteret. Repræsentanterne fra Nordslesvig betragtede nu ikke situationen lige så alvorlig som udenrigsministeren. Man blev enige om at forsøge at standse chikanerne og boykotten i et samarbejde mellem borgmestre og handelsforeninger.

 

Var Grænserevision påkrævet?

Normalt er holdningen den, at det nok var det tyske mindretal, der overdrev situationen. Men ifølge redaktør Ernst Schröder i Flensborg skulle Gauleiter Lohse i Kiel have berettet følgende til ham:

• I Berlin drøfter man ganske vist Nordslesvig-spørgsmålet (Efter Eupen-Malmedy og efter at danskerne er blevet noget frækkere) men spørgsmålet er fuldstændig åbent. Von Grundherr ville indhente oplysninger ”for det tilfælde, at” Jeg har svaret informatorisk på alle spørgsmål

Auswärtiges Amt udfærdigede en redegørelse. Her blev det påpeget, at en grænserevision var påkrævet. I argumentationen påpegede man også den uretfærdighed, der var blevet begået ved Versailles-freden.  Man nævnte de dansksindedes overgreb mod det tyske mindretal samt faren for overgreb, når de tyske tropper blev trukket tilbage.

 

Ledende danskere mangler ”beslutsomhed og mod”.

Den 26. juni havde Renthe-Fink en samtale med Stauning og Munch om problemet. Efter mødet mente Renthe-Fink, at det var beklageligt, at:

• Ledende danskere manglede ”beslutsomhed og mod” til at tage et initiativ.

Åbenbart havde Scavenius en større forståelse for problemet. Renthe-Fink forventede, at mindretallets problem blev løst i forbindelse med en ”nyordning af Europa”. Dog måtte man forhindre, at hjemmetyske ejendomme gik tabt. Dette kunne gøres ved at undgå, at der kom til tvangsauktioner.

Værnemagten ønskede ro ved den dansk-tyske grænse. Og i oktober 1940 havde Hitler udsendt en ordre om, at der ikke under krigen måtte foretages ændringer i grænserne mellem Gaue, provinser og besatte områder. Dette havde dog ikke specielt noget med de dansk-tyske forhold at gøre.

 

Man ville have Jens Møller til at træde tilbage

I det tyske mindretal var der nu kræfter fremme, der mente, at Jens Møller burde træde tilbage på grund af debatten om grænseflytningen. Der var også kommet frem, at hvervningen af unge hjemmetyskere til Waffen SS var sket under falske forudsætninger.

En kreds omkring den tyske kreditforening i Haderslev, G. Vogelgesang forsøgte at lave en aktion mod partledelsen. Fra Berlin fik man dog stoppet denne aktion.

Jens Møller fortsatte dog med at argumentere for at grænsen skulle ligge ved Kongeåen. Jordkampen fortsatte også. Den var begyndt længe før den 9. april.

En række ledende danske personligheder blev angrebet i ”Unsere Stimme” i Nordscheswigsche Zeitung.

 

Chr. Paysen ville samarbejde med DNSAP

De hjemmetyske kredsleder fra Sæd Chr. Paysen havde fået udgivet en pjece ved hjælp fra SS. Den hed ”Der Nationalsozialismus als Weltanschauung im Grenzland”. Han gik ind for, at mindretallet skulle samarbejde med DNSAP. Og lederen af SS’ s rekrutteringskontor i København forsøgte at satse på Chr. Paysen mod Jens Møller.

Forholdet mellem SS og mindretallet var på dette tidspunkt inde i en alvorlig krise. Og Chr. Paysen blev udelukket fra NSDAP-N for et år.

 

Manipulation med tal

Mindretallet forsøgte også med flere anmeldelser om danske angreb at påvirke de tyske myndigheder til en grænseflytning. Den hjemmetyske lærer dr. P. Kragh forsøgte at manipulere sig frem til en befolkningsstatistisk dokumentation for, at Nordslesvig var så godt som tysk.

 

Jens Møller blev truet med fyring

Den 4. og 5. december 1940 var det tyske mindretal inviteret til møde i Berlin. De var repræsenteret af Jens Møller, P. Larsen, R. Stehr samt ungdomsleder Jef Blume. Her fik mindretallet at vide, at de skulle tilpasse deres politik til den tyske udenrigspolitik. Man skulle arbejde hen mod den ”fællestyske skæbnekamp”.

Og med hensyn til hvervningen til Waffen SS måtte Jens Møller bøje sig. Muligvis har det været under truslen, at så ville man finde en anden leder af det tyske mindretal. Men åbenbart har jens Møller fået afbødet kravet om et egentlig samarbejde med DNSAP. Der skulle kun oprettes en passende forbindelse til dem.

Der skulle dog ske en organisatorisk stramning af mindretallet, der i højere grad end tidligere koncentrerede magten i partilederens hånd. Kanaliseringen af al økonomisk støtte til mindretallet skulle ske gennem partiledelsen.

Det var på dette tidspunkt, at der var planer om en nazistisk magtovertagelse i Danmark med Frits Clausen som regeringsleder.

 

Mindretallet bekymret over DNSAP

Den 15. december sendte Stehr et brev til den tyske konsul, hvori partiledelsen ytrer bekymring om en tilnærmelse til DNSAP. Frits Clausen havde givet udtryk for, at han i Berlin havde fået at vide at grænsen lå fast. Man kunne til trods for instrukserne fra Berlin ikke forholde sig passive over for de danske nazister.

 

Midler til skolebyggeri

Fra Berlin fik mindretallet at vide, at såfremt man overholdt retningslinjerne ville man få tildelt midler til skolebyggeri. Og det var Nationalbanken, der over ”Kronekonto 4” sækkede disse udgifter. I årene 1941-42 blev der bygget ti nye skoler. Og disse var næsten alle uden for tyskhedens normale kærneområde.

 

Gesandtskabet ville ikke skride ind over for leverancer

Mindretallets organisation for tysksindede erhvervsdrivende og arbejdere, Deutsche Berufsgruppen Nordschleswig (DBN) havde formået at skaffe sig en begunstiget position. Ved licitationer af arbejder og leverancer til Værnemagten samt ved formidling af arbejdskraft til både de militære arbejdspladser i Nørrejylland og virksomheder syd for grænsen fik tysksindede nordslesvigere en fortrinsstilling. Og dette benyttede mindretallets ledelse sig af.

Af alle, der gennem DBN fik formidlet ordrer eller arbejde, blev der krævet, at de blandt andet skulle sende deres børn i tysk skole.

De danske myndigheder så med bekymring på denne udvikling. Fra dansk side henstilledes det til de tyske myndigheder at sætte en stopper for dette. Men gesandtskabet ville ikke skride ind over for mindretallet.

 

Mindretallet var godt organiseret

Inden for det kulturelle var mindretallet godt organiseret. Der var fremgang over hele linjen. Man var af den opfattelse, at 90 pct. af mindretallets unge var organiseret i Deutsche Jungenschaft og Deutsche Mädchenschaft.

 

SK udgjorde en fare

Endelig steg medlemstallet i mindretallets SA-lignende halvmilitære organisation Schleswigsche Kameradschaft betydeligt. Her var aldersgrænsen 35 år. Denne organisation modtog ny omvendte nazister. Gang på gang blev uniform- og demonstrationsforbuddet gang på gang overtrådt.

Fra dansk side var man forbeholden over for at gribe ind. Man ville nødig krænke Hitlers og Tysklands ære. Men midt i juni, da det danske politi skulle afhente et medlem af NSDAP-N til afsoning af en fængselsstraf for selvtægt mod en dansker, der havde krænket føreren, forhindrede SK-medlemmer dette.

12. Larsen overtog ledelsen og SK skulle være en militærisk organisation. Den 12. august indrykkede han en annonce, at geværer skulle medtages til et førerkursus i Tinglev. Dette medførte forhandlinger mellem danske og tyske myndigheder i København. Også den sønderjyske politiadjudant havde advaret mod en farlig udvikling.

 

Nationaltidende berettede om en Borgerkrigshær

Renthe-Fink greb nu egenhændigt ind og aflyste førerkurset. Men samtidig henstillede denne til at man lempede demonstrations- og uniformeringsforbuddet. Samtidig gengav Nationaltidende en artikel fra Hejmdal, hvor SK blev karakteriseres som en borgerkrigshær.

Nu mente man fra tysk side, at regeringen skulle skride ind for denne benævnelse. Men det ville regeringen nu ikke uden videre. Det var først da Renthe-Fink truede med sablen, at de gav efter. Han antydede, at sagen kunne få ubehagelige følger, hvor en grænsedragning kunne komme i betragtning.

Fra dansk side havde man tilladt uniformering på lukkede møder og ved parader på seks specificerede festdage. Derudover kunne i andre offentlige møder op til tyve deltagere bære uniform.

 

Det skulle lyde som en sejr

I et ”skolingsbrev” fra SK omkring årsskiftet 1941-42 fastlog man, at SK-aftalen var et vidnesbyrd om at den danske stat for første gang havde anerkendt, at ”vort nationale livs særlige former må ligge uden for en demokratisk stats lovlige rammer”.

Det var en gang vaklen på den ene side at angribe aftalen for at lægge snærende bånd på SK’ s udfoldelsesmuligheder og på den anden side i den interne propaganda udlægge den som en stor sejr. Dette viser klart, at partiledelsen var trængt mellem de menige medlemmers aktivisme og tyske myndigheders krav om moderation.

 

Falske informationer fra Jens Møller

I forbindelsen med hvervingen til Waffen SS kom Jens Møller flere gange ind på grænsespørgsmålet. Han forsøgte at antyde, at de frivillige gennem deres indsats ved fronterne sikrede Nordslesvig genindlemmelse i Nordslesvig.

Da den danske presse gengav dette, måtte Renthe-Fink atter engang irettesætte Jens Møller. Og i vinteren 1942 fjernede Auswärtiges Amt passager i en annonce, som Jens Møller ville indrykke i Nordschlewigsche Zeitung.

 

Udsigten til tysk sejr svandt

Man havde regnet med, at krigen mod Sovjet var hurtig overstået. Indkaldelsen af frivillige til Waffen SS gjorde et stort indhug blandt de yngre. Fra vinteren 1943 erkendte man at udsigten til en tysk sejr blev ringere og ringere.

Troen på en genforening med Tyskland havde været alfa og omega i opbygningen af mindretallet i en grad, så man ikke havde kunnet forestille sig en organiseret tyskhed i Nordslesvig uden denne målsætning. Nazificeringen havde ladet mindretallet op med en utålmodig aktivisme. Nu måtte det da være Nordslesvigs tur til at vende ”heim ins Reich”.

 

1.700 mand til Zeitfreiwilligendienst

Der meldte sig ca. 1.700 mand til Zeitfreiwilligendienst (tidsfrivillige). Initiativet til oprettelsen af Zeitfreiwilligendienst blev taget af mindretallets ledelse. Efter krigen blev dette dog bestridt af både Jens Møller og P. Larsen. Man henviste til general v. Hanneken, der havde ønsker om at få sit beredskab styrket. Man begyndte at hive nye medlemmer til sig inden der egentlig var kommet tilladelse til oprettelsen fra Himmler og Ribbentrop.

Da nogle af disse tidsfrivillige blev brugt ved indførelsen af den militære undtagelsestilstand den 29. august 1943 protesterede mindretallets ledelse.

 

Mange hjemmetyskere undslog sig

Forklaringen på oprettelse af dette korps skal nok ses i lyset af, at Jens Møller havde så godt som forpligtet alle tysksindede nordslesvigere, der overhovedet kunne at melde sig til Waffen SS. Men der var mange, der undslog sig. Det var måske stemning for at ekskludere disse. Man kunne nu bruge dette korps mod de genstridige.

Egentlig var der kun 2.162 fra det tyske mindretal, der meldte sig til militære opgaver i eller uden for Waffen SS.

Det var som om, at det var de velbjærgede hjemmestyskere, der undlod at melde sig.

 

Mindretallet overtog mere og mere magt

Mindretallet overtog mere og mere magt. De overtog også administrationen af samtlige tyske privatskoler i Nordslesvig. De kommunale tyske skoleafdelinger var stadigvæk underlagt de danske skolemyndigheder. Men målet var i vid udstrækning som muligt at frigøre dem fra dansk administrativt opsyn for selv at sikre sig en større kontrol med dem.

 

Liefergemeinschaft havde stor succes

Også de tyske erhvervsdrivende kom i snævrere forbindelse med partiledelsen. Det gælder først og fremmest handlende og håndværkere, men i mindre grad også landmænd.

For de førstnævntes vedkommende havde partiet allerede før besættelsen i den tilsluttede organisation Deutsche Berufsgruppen Nordschleswig en forening, men den synes ikke at have stor tilslutning. Man frygtede angivelig at miste deres danske kunder, når de tilsluttede sig.

Men kort efter den 9. april oprettede man Liefergemeinschaft. Man kunne så skaffe sine medlemmer fordelagtige leverancer til Værnemagten og så kom der ellers gang i ansøgninger om optagelser. Det gav et stort overskud til Liefergemeinschaft og til det tyske mindretal. Og Vogelgesang har vi tidligere skrevet om.

Det tyske mindretal fik også et kontor i København bl.a. takket være det gode forhold til Werner Best.

 

Selbstschutz

Da Selbstschutz blev oprettet mente Günrher Pancke, at de skulle have politimæssige beføjelser. Men det var Stehr og Jens Møller imod. Ved flere aktioner gik de ud over de beføjelser, som man med rimlighed kunne tiltænke et fabriksværn.

Da der blev fremsat bombetrusler mod en skole i Kruså tog man på egen hånd fem danskere som gidsler til at overnatte i skolen.

 

Mindretallet varetog Berlins interesser

Partledelsen kom i højere grad til at varetage Berlins interesser i Nordslesvig and den repræsenterede folkedelens krav over for de tyske myndigheder. Der fandtes ingen opposition i mindretallet. Masser af misstemninger var der på begge fløje.

Konsul Lanwer i Aabenraa var helt på mindretallets side. Men han fik en næse af Renthe-Fink. Om det var derfor, at han gik til Jens Møller, og bad ham stoppe klummen ”Unsere Stimme” i Nordschleswigsche Zeitung, vides ikke. Har blev ledende danskere i den grad angrebet.

 

Kilde:

• Uwe Brodersen: Grænsen er overskredet
• Artikler på www.dengang.dk
• Johan Peter Noack: Det tyske mindretal i Nordslesvig under besættelsen
• Niels Alkil m.fl.: Besættelsestidens Fakta 1-2
• Karl O. Christiansen: Landssvigerkriminaliteten i sociologisk belysning 1-2
• Troels Fink: Sønderjylland siden Genforeningen 1922
• Aage Friis: Danmark under verdenskrig og besættelse 1-5
• Ernst Siegfried Hansen: Disteln am Wege
• Ernst Siegfried Hansen: Kurier der Heimat
• Sigurd Jensen: Levevilkår under besættelsen
• Harboe Kardel: Fünf Jahrzehnte in Norschleswig
• Jacob Kronika: Lys i mørket
• Kaj Edvard Larsen: Fra en stormfuld tid. De sønderjyske danske samfunds historier
• Munch: Erindringer 1939-42, Optegnelser fra og om besættelsen bd. 1
• Henning Poulsen: Besættelsesmagten og de danske nazister
• Svensson: Dansk Samråd (De Sønderjyske Årbøger)
• Aage Trommer: Modstandsarbejde i nærbillede.
• Se litteraturliste til Grænsen er overskredet
• Den Parlamentariske Kommission bd. 13
• Den Parlamentariske Kommission bd. 14

Hvis du vil vide mere: Læs mere på www.dengang.dk:

• Da Nazismen kom til Sønderjylland
• Da Gadeskiltene blev skiftet i Tønder
• Sprogkampen i Tønder 1851-1864
• Fysikus Ulrik fra Tønder
• Fysikus Ulrik-endnu mere (2)
• Dansk-tyske tildragelser i Rørkær
• En avis i Tønder
• Jamen, vi forstår ikke tysk
• Da, Tønder igen blev dansk
• Nazister i Tønder
• Da Hagekors-flaget blev hejst i Tønder
• En rebel og hans gård
• Socialdemokrat i Tønder-dengang
• Da tyskerne kom til Tønder
• Tønder mellem dansk og tysk
• Tønders dansksindede
• Hvorfor var Tønder tysk?
• Overvågning i Sønderjylland
• Fremmedflag i Sønderjylland
• Sønderjylland efter Genforeningen
• Sønderjylland i knibe
• Folketingsvalg i 1939
• Jens Møller-Folkefører eller Folkeforfører
• Den dansk-tyske sameksistens i Sønderjylland
• Pastoren fra Bylderup sogn
• Ned med de dansksindede
• Mindretal i brændpunktet
• Sheriffen fra Tinglev
• Den Sønderjyske Efterretningstjeneste
• Det Tyske Mindretal
• Jordkamp, Vogelgesang og Domænegårde
• Familien Jürgensens tyske sind
• Da Aabenraa fik danske gadenavne
• Aabenraa under de to krige
• Højer Kirke
• Den sure præst fra Højer
• Bov Sogn mellem dansk og tysk
• Genforeningen i Bov Sogn
• Besættelsestiden og det tyske mindretal
• Varulveangreb eller drengestreger?
• Sommerkorpset
• Matthiesen – portræt af en forræder
• Da Frits Clausen kom til middag
• Bovrup-kartoteket
• Skal alle krigsforbrydere ikke straffes?
• Frits Clausen-den tredje historie
• Waffen SS-engang en elitehær
• Søren Kam-og hans erindringer
• De danske varulve
• De dødsdømte fra Tønder
• Tønder-efter krigen
• Den sønderjyske politiadjudant
• Frits, nazister og et kartotek
• Løjt-mellem dansk og tysk
• Frits Clausen-lægen fra Aabenraa
• Retsopgøret i Sønderjylland
• De fem lange år i Sønderjylland
• Heimatfest i Tønder 1921
• Tønder omkring 1930
• Danskerpak og Tyskerpak
• Opgøret efter 1945
• Knivsbjerg-nord for Aabenraa
• Tondern Station
• Da Tønder igen blev dansk og mange flere