De skæve eksistenser på Nørrebro

Denne artikel har været genstand for diverse foredrag af forskellig længde. Vi skal her høre om Lersø-bøllerne, Fælledbisserne, Prinserne samt Kræmmerne og Klunserne. I denne artikel bevæger vi os også over i Nordvest. Vi er både i Lersøen, Nørre Fælled, Blågårds Plads, Blytækkervej og andre steder. Vi skal høre om drabelige skæbner, yndlingsdrikke og meget mere. Disse mennesker, som vi her berører havde en hel speciel levevis. Ja her møder vi også Danmarks Bonnie og Clyde. Og så skal vi på en hel speciel skovtur, hvor der foregik ting og sager. Vi kunne også have valgt skæve eksistenser på Ladegården, men disse har vi beskrevet andre steder. Mange af disse mennesker, som vi her beskriver endte deres tilværelse på Ladegården eller Sundholm.

 

Lygteåen var grænsen

Det er sikkert ikke så mange, der kan forestille sig det, der skete ude i Lersøen dengang. Vi har kun navnene tilbage. Men her lå den næsten udtørrede sø, Lersøen. Jo, den var en del af Københavns vandforsyning. Vandet løb via Lygteåen til Ladegårdsåen.

Nu var denne å også en anden vigtig grænse. For lige hertil løb Københavns Politis myndighed. Var man over åen, var man i Brønshøj Sognekommune og nogenlunde i sikkerhed for politiet. Måske var det derfor at så mange eftersøgte lige kom herud. Men det var nu kun til 1901, så breste Københavns Kommune sig.

 

Masser af pilekrat

Lersøen strakte sig over et ganske stort område. Fra Bispebjerg Hospital over til Haraldsgade og fra Nørrebrogade ud forbi Lyngbyvejen. Her var masser af pilekrat. Det blev høstet til byens mange kurvemagere. Og det var inde i dette vildnæs at Lersøbøllerne holdt til.

Ordet bølle stammer i virkeligheden fra bølleplanten af slægten Vaccinium. Dem voksede der mange af I Lersøen. Udtrykket ”bølle” har siden levet i folkemunde som navnet på en rå og ubehøvlet person.

 

Det var ikke ”Guds bedste børn”

Herude i sivene skulle man nok være stedkendt for ikke at fare vild. Man kaldte stierne for Harald Blåøjes Gang og Peter Knæs Gang.

Men allerede på Christian den Fjerde’ s tid strejfede folk rundt på Nørrebros fælleder. Det var folk, der var jaget af politiet. Og de var bestemt ikke Gud’ s bedste børn.

 

Her kom ”de pæne” ikke

Herude på Lersøen, der kom de pæne mennesker ikke. Her regerede Lersø – bøllerne. De blev kaldt Spiritus, Musen, Gloøje, Charles 5 – øre, Skæve Martin, Osen, Knokkeldrengen, Musen, Kno – Anders, Lange Hermand, Delle Frederik og Valdemar Skrupskider.

 

Fanemarchen afspillet med ræven

Jo sidstnævnte kunne med bagdelen afspille Fanemarchen. Og dette var meget populært hos Nørrebro – børnene. Jo de var meget hensynsfulde over for børn. De kunne trygt lege herude.

Ja Sorte – Petra var nærmest at betragte som fælles eje. Af andre piger var der også Anna 66, Guldåsen og lignende.

 

Karl Baj og Skæg Johannes blev til noget

Nye beboere kom til, blandt andet Musen og Karl Baj. Jo så var der også Delle Frederik. Karl Baj brugte en opvarmet firetommer søm for at sætte sit skæg. En gang imellem brugte han også fedt. Hans gode ven var Skæg Johannes.

Ja, Karl Baj blev storentreprenør og Skæg Johannes fik en meget stor jernhandel.

 

Huslejen var gratis

De byggede deres små huler af pilekrat og overdækkede dem med voksdug. Deres indbo hentede de fra den nærliggende losseplads ”Mamrelunden” Den lå på bakken lige neden for det nuværende Bispebjerg Hospital.

Huslejen var gratis. Her var nogenlunde tørt og lunt. Man kunne altid varme sig på spritten. Favoritten var et sæt bestående af en flaske brændevin, der blev rundet af med en skibsøl eller en pot skummet mælk. Det var sundt og nærende.

 

Fast føde brugte man sjældent penge på

Fast føde brugte man helst ikke penge på. I kvarteret var der altid en bager, der havde gammelt brød. Og var man vaks ved havelågen kunne man altid rapse sig en høne eller et stykke flæsk.

Hos bagermester Pitzner på hjørnet af Gormsgade kunne man for to øre få rigtig dejlige flødekager. Så gjorde det ikke noget, at de var 3 – 4 dage gammel

 

Bølle – Jørgensen uddelte øretæver

Politiet vidste godt, hvad der foregik herude. Men der var ikke daglig patruljering herude. Men når der var farlige forbrydere, der gemte sig herude, så gik den vilde jagt med hunde, og så blev der ellers uddelt øretæver. En ordentlig betjent havde ret og pligt til at sætte sig i respekt.

Ikke alle betjente var lige populære herude. Særlig ham, de kaldte for Bølle Jørgensen var ikke velkommen. Han havde et langt skæg og var en stor knokkel. Han gad ikke at slæbe bøllerne med på stationen. Han slæbte dem ind i næste port og gav dem en ordentlig øretæve.

 

Ikke alle var lige kriminelle

Nu var de ikke alle lige kriminelle herude. En masse militærnægtere havde også fundet vejen herud. Og beboerne i Utterslev mærkede ikke noget til ”bøllerne”. De var fredet.

Engang brød ”bøllerne” ind på politivagten på Tranevej for at befri en kammerat. De låste den vagthavende inde i detentionslokalerne. Men alle blev efter kort tid anholdt.

 

Renovationsvæsnet spolerede tilværelsen

Men det var nu ikke politiet, der spolerede tilværelsen for dem. Det var renovationsvæsenet. De brugte nogle kolossale udgravninger fra det nedlagte Aldersro Teglværk. I 100 meter brede og 20 meter dybe kratere, hvorfra man tidligere hentede ler, anbragte vognmændene fra natrenovationen deres dyrebare last på så sindig en måde, at det tykke langsomt blev skilt fra det tynde.

Kratersøen blev hældt på tønder og solgt til gartnerne i Utterslev, Brønshøj og Vanløse. Det faste stof blev skåret i blokke for siden hen at blive sendt med tog ud til bønderne i hele landet.

 

10 øre for en rottehale

Det vrimlede med rotter, men det var en indtægtsgilde, Lersøbøllerne budgetterede med. 10 øre betale politiet for en rottehale. Og det var en god pris. Man kunne få en flaske brændevin for mindre end en krone.

Disse rotter tog ophold hos vognmand Klenz. De var meget glade for hans høloft.

 

Frie fugle

Lersøbøllerne var frie fugle. De ville ikke underordne sig samfundets regler. De levede af smårapserier, betleri og lidt kræmmerhandel. Og så tjente pigerne ved at trække på Københavns gader.

De havde deres egen uniform. De gik med bowlerhatte og havde imponerende snoede cykeloverskæg. De havde altid hvide halstørklæder, der var bundet med en stor knude i halsen. Ja og så gik de i træsko.

En del af deres indbo hentede de fra Lossepladsen ”Mamrelunden”. Den lå på bakken neden for det nuværende Bispebjerg Hospital.

 

Ferdinand var en ordentlig kleppert

Kongeparret herude var absolut Ferdinand Eriksen og Karen Spidsmus.

Ferdinand Eriksen var en sværlemmet kleppert. Han havde ikke den store fidus til manuelt arbejde, ja han havde modvilje til dette. Han kom fra det nu forsvundne Brøndstræde – kvarter ved Vognmagergade. Jo han var flere gange kommen på kant med loven. Jorden brændte for alvor under ham. Det var klart at han søgte ud til ligesindede.

Der hvor Frederik kom fra holdt man sig ikke tilbage for vold og trusler. Under tiggeriet udviklede det sig ofte til vold. I ”Fagsproget” hed det ”drikke” eller ”smække” modstanderen en skalle.

 

De tykke panserbasser

Og politiet havde nok at gøre her. Var ofret bare beruset, så lod man ham ført ligge og sunde sig. Det tog jo tid, at få fat i en hestedroske og få kørt ”liget” til nærmeste politistation.

Det var ikke den høje slanke betjent man så, nej det var den tykke panserbasse. Man sagde om ham, at han var udvalgt efter vægt. De kendte hver eneste beboere, disse betjente og deres formåen inden for skrivekunsten var begrænset. Så ofte blev forseelsen takseret til en dragt klø inde i næste port.

 

Frederik startede sin karriere son 13 – årig

Frederik Ferdinand Eriksen begyndte tidligt, allerede i 1888 som 13 – årig. Sammen med et par jævnaldrende knægte hjemsøgte han de frederiksbergske villaer.

Dette indbragte ham 25 slag ris. Dette gjorde dog ikke det store indtryk på ham. To måneder efter fik han en ny dom på 6 dages fængsel. Og sådan gik det slag i slag. I 1892 fik han 8 måneders forbedringshus og året efter 18 måneder.

Det var den 4. november 1893 og det var i Christianshavns Arresthus. Den følgende nat undveg han. Han var sluppet ud af sine celle og ud i gården. Ved hjælp af et rendestens – bræt og noget tovværk lykkedes det ham at komme over den høje mur. Men ak, glæden var kort. Allerede dagen efter bliver han anholdt.

 

I 1901 flygtede Frederik til Lersøen

Han tilstod nu yderligere indbrud og fik en 8 måneders tillægsstraf. I 1896 blev han igen anholdt og fik tildelt tre års forbedringshus. Det følgende år modtog han sin 12. straf, nemlig 8 måneders fængsel for vold mod politiet.

Men nu havde han her i forsommeren 1901 fået nok og mødte op i Lersøen.

 

Karen Spidsmus

Karen Spidsmus hed egentlig Samuelsen. Det var hendes markante profil, der gav hende det berømte navn. Hun kom inde fra Rabarberlandet. Hun havde nogle smådomme for overtrædelse af politivedtægten. Sådan opfattede hun det nu ikke selv. Hun betragtede det som aldeles utidig indblanding i hendes privatliv. Hun var blandt andet stukket af fra en forvaringsanstalt.

Hun var opvokset i Rabarberlandet og var datter af ”Den glade Sandmand”. Og man skulle ikke kommentere hendes profil, så fik man en på ”snotten”. Man sagde om hende, at hun trak. Men det gjorde de fleste andre piger herude også.

 

I bad i Lygteåen

De havde nu en ret stor hygiejnisk standard herude. De badede kollektivt i Lygteåen. Deres tøj hang så til tørre inde ved bredden. Og for 5 øre kunne de endda også købe et stykke sæbe.

 

Stamværtshuset

De havde også deres stamværtshus på Nørrebro. Bag ved Stefans Kirken lå Brønshøjgade. Her lå et værtshus, der hed Lampekælderen. Den lå i en dyb kælder, og her holdt de snapseting en gang imellem.

 

Lersø – slaget i flere versioner

Man kan vel sige at bølleuvæsnet i Lersøen kulminerede i 1901. Her blev det berømte Lersø – slag udkæmpet. Det var natten mellem den 29. og 30. september. Banden havde delt sig i forskellige grupper og begået indbrud på Nørrebro. Hen på morgenstunden drog de så af sted belæsset med udnyttet for at fejre det i hytterne.

To københavnske betjente stødte på dem og anholdte den sidste i karavanen. Det gik ikke fredeligt for sig. De andre kom kammeraten til hjælp og betjenten blev ilde tilredt.

Men historien findes også i andre udgaver.

 

Sprit – apparatet

Der var masser af brandfare herude. Der måtte ikke tændes ild. En dag havde bøllerne tændt deres spritapparat. Nu ville de have hestefrikadeller.

En patrulje kunne lugte, at der blev lavet mad. Ikke alle betjente var lige fleksible. Den ene betjent havde sparket til spritapparatet for at få det slukket. Det var betjent Ørsted. Han fulgtes med en, der hed Kjærumgaard. Det endte med, at bøllerne røg på betjentene.

Ørsted blev mishandlet og døde senere af dette. Kjærumgaard løb sin vej. Og det gik ned af Rådmandsgade. Og her skar han sig selv i frakken. Det skulle se ud, som om, at bøllerne havde overfaldt ham med knive. Han blev øjeblikkelig afskediget efter retssagen for at have svigtet sin kollega.

 

Politiken den 1. november 1901

Det såkaldte Lersø – slag fik stor omtale i datidens medier. Således skrev Politiken den 1. november 1901:

 

• Banden havde siddet og drukket på en beværtning i Gormsgade. Her blev ”Spiritus” uvenner med en arbejdsmand, som han i den anledning slog en skalle. Derefter brød de ind hos en detailhandler i Dagmarsgade og stjal øl og cigaretter. Tyvekosterne nød de på en mark ved Ægirsgade. Og i denne gade forøvede de derpå indbrud hos en detailhandelsker og stjal forskellige varer.

 

• Hos detailhandler Andersen i Baldersgade stjal de endelig en kasse øl, og da det var besørget, gik de ad Lersøvejen, hvor de overfaldt nattevagten ved kloakanlægget. Så kom sammenstødet med betjentene, og deres tilståelser herom er så nogenlunde i overensstemmelse med betjentenes fremstilling.

 

 

• Efter overfaldet drog de bort fra byen og nåede tidlig om morgenen Søborhus Kro, hvor de brød ind og stjal mad og drikke, som de nød i haven. En tømmersvend kom forbi og gjorde en bemærkning om deres forbryderiske forehavende, fik prygl og flygtede.

 

• De tog nu vejen til Dyrhaven, og den påfølgende aften brød de ind i beværtningen ”Bakkens Hvile” på Dyrhavebakken og stjal vin og cigarer, hvorefter de søgte natteleje på høloftet i et foderhus i nærheden af ”Ulvedalene”. Nogle af dem boede her i flere dage, mens andre søgte andre steder hen for at stjæle til livets ophold, blandt andet forøvede de to indbrudstyverier i Taarbæk.

 

 

• Men da kulden og sulten efterhånden gjorde dem landopholdet for ubehageligt, drog de i spredte flokke ad hovedstaden til. De første to blev anholdt på Østerfælled, hvor de lå og nød spise – og drikkevarer, som de kort forinden havde stjålet fra detailhandelsker Scheuer i Kildevældsgade.

 

• Efter denne anholdelse har politiet efterhånden fanget dem alle ind – på nær én ved navn (Ferdinand) Eriksen, og efter mange anstrengelser er det nu endelig lykkedes assessor Schou at få de hårdnakkede forbrydere til at bekende.

 

Mathilde og Valdemar Hansen

Politi og myndigheder satte nu for alvor ind mod Lersø – bøllerne. De fleste blev hurtig fanget. Men det lykkedes for Ferdinand Eriksen og Karen Spidsmus at gemme sig i Århus i et halvt år.

De lejede en lille kvistlejlighed under navnene Mathilde og Valdemar Hansen, broder og søster. Men så var det en kone i ejendommen, der synes, at det var mistænkeligt, at de havde fået nye klæder trods det, at de ikke bestilte noget som helst. De havde også åbenbart altid penge. Så var det, at konen underrettede politiet.

 

Sand i øjnene

En betjent gik op i lejligheden og fandt Karen alene hjemme. På opfordring fulgte hun ret modvilligt med. Det passede hende ikke, at hun skulle gå. Hun ville køres.

På vej til stationen blev de indhentet af Ferdinand. Pludselig kastede han en håndfuld sand i øjnene på betjenten, der blev ganske blindet. Og da han atter kunne se, var de borte.

Dagen efter blev de anholdt på Fredericia Banegård, da de var på vej til København.

 

I retten

I retten opgave de deres fingerede navne og nægtede at have begået noget ulovligt. Da forhøret var forbi, lå der en lille håndfuld sand på gulvet, hvor Karen havde stået. Hun blev kaldt tilbage, men skønt det viste sig, at hun havde noget sand i lommen, nægtede hun indigneret at kende noget til det. Hun nægtede at ville bruge det, ligesom Ferdinand havde gjort det.

De blev nu indsat i det gamle umoderne arresthus. Fotografier af dem blev nu oversendt til Københavns Politi. Men før svaret forelå, var fuglene fløjet.

 

Den eventyrlige flugt

Flugten var ganske eventyrlig. Om natten ved tretiden kom en bagermester ind på politistationen og meddelte, at der på arrestmuren ud til Rosengade hang et lagen og flagrede, hvad han mente så højst mystisk ud. Ved nærmere undersøgelse viste det sig, at et tagvindue på arrestbygningen stod åbent.

Da man havde fået vækket arrestforvareren, der havde soveværelse i bygningen og foretaget en grundig undersøgelse, blev det konstateret, at både Ferdinand og Karen var borte. De må være flygtet i det blotte linned, da arrestforvareren hver aften tog deres tøj fra dem netop for at hindre deres flugt.

 

To betjente på cykel

Hele politistyrken blev nu alarmeret og sendt i alle retninger, men forgæves. Først ved 16 – tiden om eftermiddagen ringede en vognmand fra Århus ude for landsbyen Lisbjerg nord for byen, at der lige havde været to mistænkelige personer inde hos købmanden der.

De to eneste disponible betjente sprang straks på deres cykler og kørte alt hvad de kunne. Ved deres ankomst havde beboerne hjulpet af vognmanden og hans søn fået fat i Karen. Da Ferdinand havde set var han kommet for at befri hende. Men han var blevet omringet.

 

Ferdinand bundet på arme og ben

For at frelse sig selv var han løbet ind i en svinestald. Men her havde man lukket døren for ham. Da der var jernstænger for vinduerne, var han fanget som en rotte i en fælde.

Da betjentene nu havde fået forstærkning, trænge de ind i stalden. Ferdinand var aldeles rasende og ustyrlig. De måtte til sidst binde ham på arme og ben.

Da de kom tilbage til Århus blev de modtaget af politimester og by foged Jespersen. Karen blev straks sat ned i arresten igen. Men for brud på arrestreglementet blev Ferdinand af By fogeden idømt 20 slag rotting. Denne straf blev eksekveret med det samme i forhørslokalet på rådhuset af arrestforvareren i overværelse af hele politistyrken.

Ferdinand modtog slagene på sin nøgne ryg uden at foretrække en mine.

 

Med fuldskæg i dameklæder

I de mennesketomme gader vandrede de så lykkelig arm i arm ud ad de mennesketomme gader. Han i skjorte og hun i særk.

Som en af betjentene sagde, må de sandelig have set fantastiske ud. Uden for byen skjulte de sig i en kornmark. Ved middagstid begav de sig hen til en tennisplads, hvor de brød et skur op. Her fandt de diverse beklædningsgenstande.

Men nu var det kun dameklæder. Ferdinand så fantastisk ud med hans store overskæg. Han havde hele tiden et tørklæde op for det meste af ansigtet. Måske var det derfor, at de vakte mistanke.

Det undrede politiet, at de havde penge på sig. Men Karen sagde med et smil, at det havde hun tjent i Risskov. Senere måtte hun erkende, at hun under hele arrestopholdet havde gemt penge på sin krop.

 

Myndighederne til grin

Man havde nu fået svar fra København og de to måtte bekende, hvem de egentlig var. Og mens de havde været i Århus havde de begået 18 indbrud.

Myndighederne blev gjort til grin. I revyer og teaterstykker blev Lersøbøllerne hyldet som en anden Olsen Bande. Talrige skillingsviser blev det til.

 

Ferdinand træt af USA

Ferdinand Eriksen fik 4 års tugthus for sin medvirken i Lersø – slaget. I maj 1905 blev han benådet for resten af straffen mod at forlade landet og ikke vende tilbage i 10 år.

Han blev så hjulpet til Amerika, og sendt derover på politiets regning. Men forholdene passede ham ikke helt. Så allerede i juli vendte han tilbage. Og det skulle selvfølgelig fejres. Han drak sig fuld, lavede gadeuorden og blev anholdt. Han opgav at hedde Carl Christian Larsen. Han afsonede en bøde på 25 kr.

 

Genkendt af arrestforvareren

Arrestvagtmesteren i Vestre Fængsel genkendte ham imidlertid, og så måtte han atter ”over vandet” for at afsone de eftergivne 17 måneder.

I januar 1907 blev han løsladt. Et halvt år efter blev han på ny anholdt i færd med at begå et indbrud. Dette og andre tyverier, han måtte tilstå kostede ham 5 års tugthus. Han appellerede til Højesteret, der blot stadfæstede straffen.

I 1912 kom han ud og klarede sig derefter fri af Politi og Domstole. Han døde på Kommunehospitalet i 1919.

Karen Spidsmus slap med 30 dage på vand og brød. Hun levede herefter som en anstændig dame på Vesterbro, til hun var godt oppe i firserne. I de senere år var hun dog blevet apatisk og nærmest igen en original.

 

Bebyggelsen kom tættere på

Efterhånden kom bebyggelsen tættere på. De resterende bøller på Lersøen trak ind til Nørre Fælled og skiftede navn til Fælledbisserne.

Men politiet fik efterhånden også mere styr på det. Således anskaffede politiinspektør Mellerup nogle politihunde. Og det gav resultater. For disse hunde var ikke bange for Lersø’ s beboere. Der blev uddelt adskillige bidesår.

Dette gentog sig gang på gang.

Man sagde også, at det var Opdagechef Bertel Madsen, der fik optrevlet hele banden. Men det er nu ikke helt korrekt.

 

Udtryk som bisse og bølle”

Udtrykket ”bisse” stammer egentlig fra kvæg, der går frit på græs. Da Fælledbisserne utilpassede, frie sjæle, der aldrig kunne holde sig i ro, fik de øgenavnet bisser, der som bøller stadig lever i folkemunde for ”rå og ubehøvlede personer”.

 

5 øre for at trække op i kjolen

Fælledbissernes ”dronning” var Maja Robinson. Hun havde efter rygterne været fin lægefrue i Australien. Som ung havde hun været en billedskøn kvinde. Hun gik rundt med et billede af sig selv, ind til det var blevet slidt.

Deroppe hvor Aldersro Bryggeri lå, var der engang en tobaksfabrik der hed A/S Lichtinger. Ja det var omkring det nuværende Jagtvej 169. Her havde en række kvindelige medarbejdere flere gange forsøgt at bringe Maja Robinson på ret køl. De samlede ind til hende. Og klædte hende ind fra yderst til inderst. Men det hjalp ikke.

Engang imellem forsvandt hun helt, så kom hun pludselig tilbage. Der var altid ballade omkring hende. For alle ville gerne være førstebajs hos hende. Men det var som regel ”Proppen”, der vandt.

Man sagde om hende, at hun hver måned fik tilsendt penge fra hendes forhenværende mand. Når hun så blev anholdt og sat i brummen kunne hun finde på, at klæde sig af over for de rødmende betjente. Senere ude på fælleden fik hun om sommeren 5 øre for at trække op i kjolen af rødmende karle.

 

En ung kunstner ved navn Robert Storm Petersen

En ung kunstner ved navn Robert Storm Petersen kom meget hos Fælledbisserne. Han brugte dem til sine berømte motiver med vagabonder.

Men ak tidens udvikling ramte også Nørre Fælled. I 1909 opgav militæret endelig sine rettigheder på Fælleden. Den blev forvandlet til folkepark, bebyggelse og idrætsanlæg. Flokken delte sig. Halvdelen søgte ind på Blågårds Plads. Den anden halvdel søgte ud i Nordvest kvarteret, hvor de blev klunsere. Nogle blev faktisk holdne mænd som produkthandlere, hvor deres tidligere ”bølle” – kollegaer klunsede for sig i byens skraldespande.

Om sommeren drog mange af dem på landevejen som landevejsriddere og skærslippere.

 

På Sundholm og Østerbro

Nogle få af dem kom fri fra miljøet og fandt deres plads i samfundet. Men de fleste af Lersøbøllerne og fælledbisserne endte deres dage som forhutlede drankere på Sundholm.

Ib Spang Olsen fortæller i sine erindringer fra kvarteret omkring Bryggervangen og Vognmandsmarken minder om både Fælledbisser og Maja Robinson, der i hans barndom var gæster i Likørstræde ved Kristineberg.

 

De ”pæne” damer gik i en stor bue uden om Maja

De ”rigtige” damer gik en stor bue forbi Maja, når de så hende. Om vinteren boede Maja og Julius i et skur bag Persons Stenhuggeri. I ledvogterhuset ved ”Holger Danskes Briller” blev Maja og Julius vasket. Men Maja havde det nu ikke let. I Aftenbladet den 14. september 1917 var overskriften:

• Fælleddronningen Maja Robinson slaaet fordærvet af sin kæreste

 

De stjal mad

I 1918 var de ikke så mange tilbage. De var vel kun 5 – 6 stykker. Her så man blandt andet ”Stegt Sild”, ”Den hvide neger” og ”Krølle Charles”. De var ret fredelige, men stjal lidt mad i ny og næ.

Nu skete der også ting og sager på Nørre Fælled, Øster Fælled m.m. I 1909 opgav militæret sine sidste rettigheder på Fælleden. Den forvandlede sig til folkepark, bebyggelser og idrætsanlæg.

Mange ude på fælleden lå i en evig brændevinsrus. De var såmænd fredelige, hvis man gav en lille skærv til brændevinen. Men det var politiet ikke ude på Fælleden. Det var endda ridende politi, som med deres sabler slog dem på flugt, såvel kvinder som mænd.

 

Maja populær hos børnene

Når Maja så, at der kom børn, havde hun altid en slikpose parat til dem.

Hvad der blev af Maja vides ikke. Men endnu i 1940’erne så man Julius i Fælledparken.

Fælled-bisserne blev til Prinserne. De delte sig i to dele. Nogle søgte ind på Blågårds Plads, andre ud i Nordvest. Og ude i Nordvest blandede de sig med klunserne og kræmmerne. Om sommeren drog mange af dem på landevejen som landevejsriddere og skærslippere.

I Nordvest så man dem i små flokke af en halv snes mænd på Drejervej og Rebslagervej. Jo de videreførte de stolte traditioner fra Lersøbøllerne og Fælledbisserne.

 

Hygge på den kommunale bænk

Man fandt stadig Prinserne i hyggelig samvær i det nuværende Nørrebroparken og i Fælledparken. Men de fleste foretrak de kommunale bænke på Blågårds Plads sammen med legende børn.

Politiet og vægterne havde kæmpet en forgæves kamp for at få dem fjernet. Men hidtil forgæves. De pyntede bestemt ikke på samfundet, og borgerskabet mente, at de ikke pyntede. Man var enige om, hvad der skulle på på gravstenen:

 

• På min gravsten skal der skrives
• Der ska` printes på latin:
• Under denne gravsten hviler
• Der et smask fordrukken`svin

 

De tiggede åbenlys penge til kogesprit af de forbipasserende. Folk kendte dem og gav dem penge for at slippe hurtig af med dem. De kunne virke voldsomme, men de var nu uskadelige. Ingen børn var bange for dem. De tjente penge som babysittere.

De sov som regel uden tilladelse i en eller anden uhumsk kælder, lige på det bare cementgulv. Sengetøj betragtede de som luksus. De frøs ikke sagde de, for her var det den indre varme, der bestemte.

 

Spisekammer fungerede som lokum

På et tidspunkt var der mange nedrivningsejendomme på Indre Nørrebro. Her opholdt de sig, og drak sig fra sans og samling, indtil de drattede om. Ja her kunne et gammelt spisekammer sagtens fungere som lokum. Stanken var dog ubeskrivelig.

Når de så havde udvalgt sig en bestemt ejendom, så blev de der. Når entreprenøren var begyndt nedrivningen, så flyttede de bare fra værelse til værelse, fra etage til etage. Først når en bulldozer havde jævnet de sidste murbrokker var prinserne igen hjemløse.

De forsøgte at overbevise myndighederne om, at de ikke var subsistensløse og dermed retsløse. Jo de kendte godt reglerne.

 

En rædsel at komme på drankerhjem

De havde panisk rædsel at komme på Drankerhjem. Først var det Ladegården siden var det Sundholm. De bevarede deres bopæl længst muligt. Ofte var de tilmeldt hos forældre eller søskende. De sidste forbindelser til samfundet måtte ikke kappes.

Familierne havde for længst opgivet dem. De så helst, at de drog ud på landevejen og holdt sig borte for bestandigt. Egentlig var der to slags prinser. Det var de Konstante Spritdrankere fra byen og så var det Kvartalsdrankerne, der ofte tilsluttede sig.

 

Familietragedier

Det var svært omkring 1918. De fattige havde det usædvanligt hårdt. Forbruget af spiritus var enormt. Mange arbejdere havde vænnet sig til større eller mindre kvantum hver dag. Det varede adskillige år før drikkeriet havde fundet et naturligt leje. Andre fandt aldrig dette leje.

Under den tilsyneladende rolige overflade udspillede der sig mange familietragedier på Nørrebro, når husfaderen opsøgte prinseflokken og tog på landevejen.

 

Indianerfrokost

Meget populært i de kredse var Indianerfrokost. På stegepanden varmede prinserne røget makrel, wienerbrød og rugbrød, fedt, tomater og affaldspålæg. Ja så fik de en spritdram til. Og imens skrålede de:

• De Frelserpiger

De er så fromme

De går med salmebog

I deres lomme

Med korte skørter

Og skæve ben

Og ræven går som slibesten

 

De flydende oplevelser

Under Første Verdenskrig satte værtshusholderne altid flaskerne på bordet, når man fik kaffepunch og rødvinstoddy. Som regel blev der en sjat tilbage i flasken. Disse sjatter blev så hældt på en flaske. Dette blev så til en bitter, som Prinserne kaldte ”Hanerumpe”. Og grunden til dette, var de mange farver.

Man blandede portvin og sprit. Men en finere og langt billigere drik var en såkaldt ”Primuslikør”. Det er kogesprit og sodavand eller saftevand. Nogle blandede også skummetmælk i sprit. Ja man talte også om Karbidsnaps.

 

Uha – skyhøje priser

Det var gode tider omkring 1908, da en hel flaske Aalborg Taffel kun kostede 55 øre. Og her var der også inkluderet en brændevinsafgift til Staten på hele 6 øre. Fra 1912 til 1917 steg prisen for en hel flaske fra 72 øre til 99 øre. Men så pludselig den 26. marts 1917 steg prisen til 2,40 kr. Det var en katastrofe for Prinserne og deres lidelsesfæller.

Selv Nørrebro Handelsforening protesterede. Det var sikkert ikke for at hjælpe Prinserne. Men man tænkte på afsætningen i butikkerne. Og det blev endnu værre. For den 1. januar 1918 steg brændevinsafgiften til staten pludselig til 7,69 kr. Det betød, at en hel flaske Aalborg Taffel komme til at koste den skyhøje pris på 11,00 kr.

 

Kogespritten blev grøn

Omkring 1939 var der mangel på spiritus, brændevin og likør. Men det var også mangel på kogesprit. Og så var det i en periode grøn. Det var ikke godt for prinserne.

Myndighederne havde også tilsat bismag til kogespritten. Men prinserne fandt ud af en løsning. Og det gjorde de ved hjælp af eksperimenter med fasblus m.m. Alt dette foregik på førstesalen i Rådmandsgade 69.

Forsøgene gik så godt, at man også afsatte flaskerne i restauranterne. Man fik 25 kr. for dem. Og så havde man tilsat kommen m.m.

 

Anholdt for hjemmebrænderi

Det blev selvfølgelig opdaget. Men disse prinser er nu ikke tabt bag en vogn. Anholdelsen foregik på denne måde:

• Ja De er sigtet for hjemmebrænderi. De er arresteret og må følge med!
• For hva?
• Ja, vi har lavet en husundersøgelse, og nede i deres kælder, der har vi fundet remedierne til hjemmebrænderi.
• Åh vil De så også ta` og arrestere mig for voldtægt?
• Hvad vil det sige? Har De også begået voldtægt?
• Nej Hr. betjent, men jeg har remedierne til det?

Mange af Prinserne tjente også til kogespritten ved at være gårdsangere. Men det forbød politiet også. Man havde ligefrem betjente, der gik rundt på Nørrebro og konfiskerede gårdsangernes musikinstrumenter.

 

En hyldest til flasken

Nu havde Prinserne ofte lavet om på teksterne til populære melodier. Således blev denne sunget på melodien Sov Dukkelise:

• Du dejlige flaske med radium

Du er min ven og min trøst

Lad andre kun prise champagne med skum

Du slukker dog altid min tørst

Du lille flaske-du er så rar

Du følger altid troligt med far

Selv om de værste skæve, jeg har

Altid i lommen jeg dog har.

 

Her goldt klunserne til?

Samtidig med Prinserne holdt Klunsere og Kræmmere til på Nørrebro og i Nordvest. Nogle af Prinserne hoppede også over i disse fag. Der var vel halvanden hundrede på Nørrebro og i Nordvest. Det svarer til cirka halvdelen i hele København:

• Alvi, Blytækkervej cirka 50 klunsere
• Hovedstadens Pakhus, Brofogedvej cirka 15 klunsere
• Dumman i Dagmagergade cirka 15 klunsere
• Møller i Ryesgade cirka 20 klunsere
• Hovedstadens Pakhus i Todesgade cirka 25 klunsere
• Jernhandlerne på Svanevej cirka 10 klunsere

Ja vi har sikkert glemt en del. Så var der også klunserne fra Østerbro, som handlede inde på Nørrebro.

Under krigen var der meget gode priser på klunservarer. Og der var der nok op til et par tusinde i København.

 

Hvad er en klunser?

En klunser er en mand, der roder i skraldbøtter og på lossepladser efter kasserede ting og sager, for så at sælge det til en god produkthandler. Derefter drikke han omgående pengene op.

Det må være et af verdens ældste erhverv. Man kan da sige om manden, at han er moderne. Han går ind for genbrug. Men gennem hele historien har denne erhvervsdrivende været uvenner med omstrejfende hunde.

Mange var ødelagt af spiritus. De evnede ikke at overholde samfundets regler med hensyn til at overholde herbergernes regler om ankomsttid, ædru tilstand, renlighed og betaling for logi. De sov under halvtage og parkerede lastbiler, i kældre og i trappegange.

Han havde også sit redskab, ligesom slagteren. I klunkevisen fra 1857 hører vi, at Christen bruger syvtallet. Det er en slags takket hakke med et solidt træskaft.

For nogle hundrede år siden var der i København et ubeskriveligt ælte overalt. Det stank og man kunne dårligt få luft. Rendestenene var fyldt med skidt og møg, som borgerne uden videre havde kastet ud på gaden. Der lå det så og rådnede sammen med kadavere af selvdøde dyr.

 

De ærlige og de uærlige

Det var dengang, at samfundet var opdelt i de ærlige og de uærlige. Det havde noget at gøre med ens erhverv. En ærlig mand kunne aldrig drømme om at røre en uærlig mand. De uærlige blev nødt til at gifte sig med hinanden. Først et godt stykke ind i 1800-tallet forsvandt denne opdeling. Til de uærlige hørte alle dem, der kom i berøring med forbrydere. Det var bødelen, skarpretteren, vægteren og bysvenden. Men også dem, der havde ”et svinsk og uappetitlig arbejde” hørte til denne gruppe for eksempel skorstensfejeren og hesteslagteren.

Hertil kom alle dem, der havde med transport af latrinspande og skarnet at gøre. Det var rakkeren, natmanden og siden skraldemanden. Ja selvfølgelig var det også klunseren, der rodede rundt i skarnbunkerne.

Rakkeren var dengang forsynet med en skralde af træ, så beboerne blev advaret, når han var i anmarch. Men tilbage til klunseren. Han var foruden sit syvtal forsynet med et kraftigt forklæde af presenningsstof eller bare en gammel sæk, som han hængte om livet. Desuden havde han et par gamle handsker på, der skulle beskytte ham mod glasskår.

 

Blandt de fattigste

Han var sammen med vagabonden blandt de fattigste i vores samfund. Han ejede kun de klude, som han havde på. Ikke engang klunsecyklen ejede han selv. Den lejede han hos produkthandleren. På denne cykel kunne han også sove. Ved hjælp af presenninger og sække kunne han godt indrette sig. Og så var det bare at finde sig et halvtag.

Klunseren færdes altid rundt i en større eller mindre brandert. Viceværter betragtede klunseren som tilhørende et besværligt folkefærd. Han arbejdede hele døgnet, hvis ikke lige han skulle sove rusen ud. På sin hue havde han en elektrisk lampe, der var forbundet til et batteri i frakkelommen.

I det game Rabarberkvarter, Rantzausgade med sidegader og Griffenfeldsgade-kvarteret vrimlede det med uappetitlige gnavere, mus og rotter. Var man først blevet bidt af sådan en, så var det med at søge nærmeste hospital og få en modgift.

 

En klunser var ikke sart

En klunser var ikke sart. Men det er hårrejsende historier om, hvad han har fundet på Nørrebro. De fleste klunsere arbejdede helst om dagen af hensyn til rotteplagen. De startede tidligt, så de kunne nå at skrabe et par kroner sammen til spiritus. Det som han tjente i går, var for længst brugt.

Legemet kræver et vist kvantum alkohol, før det havde det nogenlunde tåleligt. Klunseren var en slave af sit last. Om aftenen finder man ham over i en skur i et hjørne af klunserpladsen for at hygge sig med kammaraterne. Straks går det bud efter drikkevarerne. Så var livet igen dejligt.

 

Yndlingsdrikke

En yndet drik var ”Døden fra Lybæk”. Man tager en tom flaske. Så hælder man en halv flaske hvidtøl i den, og så en rød sodavand. Resten er så sprit. Det var en drik, der fik klunserne til ”at gå på røven”

En anden drik var Nikodolsaft. Ja nogle af klunserne kaldte den også for en Jukohama. Man skulle bruge tre sodavand og en halv flaske sprit. Spritten kostede dengang 85 øre og den indeholdt 93 pct. alkohol. Det kunne en hver husmor se på etiketten, når hun pudsede vinduer. Det kunne blive til tre blandinger, eller som klunserne sagde-tre forbrændinger.

Sodavand hældes op i en bajerflaske. Resten fyldes op med sprit. Så bliver blandingen destilleret på klunser-maner. Flasken bliver rystet og vendt op og ned et par gange. Så forsvinder noget af spritdampen af med kulsyren. Man kan med tommelfingeren mærke, når trykket er, som det skal være. Det er vigtigt, at ikke al kulsyre forsvinder.

Amerikaner-Karl kunne drikke den ren, lige fra flasken.

Nogle gange krævede det godt nok store overvejelser, hvad man skulle investere i. En bajer kostede 83 øre, mens en flaske sprit kostede 85 øre.

 

Koldbrand

I det lange løb ødelægger man maven ved dette konstante drikkeri. Men det går også ud over blodomløbet i benene. Og så kan der opstå koldbrand. Mange klunsere døde af dette.

Men ellers var det også en blanding af brændevin, cognac og rom, der blev indtaget, der havde sin virkning. Man vågnede om morgenen med mandolinfeber. Den eneste måde at dæmpe dette på, var indtagelsen af en ny forsyning af sprit. Og så var ringen ligesom sluttet.

Klunseskuret var de asociale klunseres eneste bindeled til samfundet. Adressen var omhyggelig noteret på folkeregistret. Det var også her politiet henvendte sig, hvis man skulle have fat i en bestemt klunser.

Her kunne klunserne selv lave mad med primus. Og hver gang kom vittigheden med at det var synd, at anvende primussen at anvende spritten på den måde.

Mange klunsere sov i et cykelskur. Men mange sov også i det fri kun overdækket med en presenning på den trehjulede cykel.

En del af klunserne havde også dækadresser på herberget ude på Bellahøj. Man skulle betale den store formue på halvanden krone pr. dag. Men det kunne blive for meget, når 12 møgbeskidte mandfolk lå der og fes en hel nat for lukkede vinduer.

Middagsmaden blev indtaget på en café under højbanen eller folkekøkkenet i Møllegade. Ja særlig populær var en politiassistent, der hed Lotinga. Han hjalp klunserne.

 

Guldgrube under krigen

Ordet klunser er afledt af ordet kluns. Dermed menes gammel ragelse eller gamle klude. Besættelsestiden var en guldgrube for klunserne. Myndighederne havde bestemt, at alle pulterkamre skulle tømmes af hensyn til brandfaren ved eventuel bombning.

Engang imellem forsøgte klunserne at komme ud af deres elendighed. De fik arbejde, men snart kom breve både fra skattemyndighederne og pantefogederne. Så fik de kniven på struben. Der skulle betales børnepenge og manglende skat. Og ofte fandt klunserne så ud af, at det bedst kunne betale sig at klunse.

Ude på Blytækkervej i Nordvest holdt 50 klunsere til bag det skærmende plankeværk. Vejen var ofte fyldt op med trehjulede cykler. Inde på pladsen blev varerne grovsorteret af klunserne selv. Rundt om så man stabler af gamle aviser, bildæk, spande og urtepotter. Jo og pladsmanden sørgede for en pinlig orden i alle stakkene.

 

Den årlige skovtur

Jo de kunne også komme i flot tøj. Det gjorde de, når de skulle på den årlige skovtur, eller når de tog afsked med en god kammerat. Det skete ved fælles hjælp. Jo de var gode til at hjælpe hinanden. De ville ikke ligne beskidte møgdyr ved sådan en lejlighed. Man lånte beklædningsgenstande hos hinanden.

Og så var der ellers gang i 17 kedler på en gang. Og hver gang en var blevet barberet og vasket, så ud af klappen med ham, så var det i gang med den næste. Og selvfølgelig kom Jyde Ole for sent-møgbeskidt. Han havde ikke en trevl rent tøj at tage på. Men det klarede man også. Og snart var 33 klunsere parat renvaskede og i nydeligt tøj, ja endda rent undertøj også.

Turen gik nord på. De skulle have rigtig snaps sponseret af købmanden, hvor de normalt handlede. Men man måtte ikke drikke på vej derop. Og man skulle selv sørge for madpakken. Men der var flere, der havde sponseret 50 kr. Deriblandt var produkthandler Alvi på Blytækkervej og jernhandleren på Brofogedvej.

Tilfældigt var produkthandlerens sortér-damer også på udflugt samtidig. Egon havde sin harmonika med. Og så blev der ellers danset på græsplænen. Det endte da også med at Kusse-Johannes væltede ind i rosenbedet med en lang bønnestage. Og Gamle Valde havde fundet en, der kunne være bygget ude på B&W. Sikke et syn. Gamle Walde lå nederst. Han blev nærmest mast.

 

Stakkels Kusse-Johannes

Denne Kusse-Johannes havde fået et vide, at han af helbredsgrunde ikke måtte drikke spiritus. Men det var han ligeglad med. Han skulle spise tre hjertepiller om dagen. Men han spiste tre i timen og skyllede ned med tre flasker portvin. Han blev senere fundet på Drejervej-død som en sild.

Skovturen endte på Bakken. Nogle blev derude og andre tog hjem til Blytækkervej. Straks gik turen over til købmanden, hvor der blev købt portvin og kogesprit.

 

Tatoveringer klarede man selv

Mange klunsere gik rundt med tatoveringer. Og det var ikke noget, som man fik lavet i fremmede havne eller i Nyhavn. Det var nogle af kammeraterne på Nørrebro, der sørgede for dette.

Man binder syv nåle på et træskaft, sådan bag ved hinanden. Så kradser man tegningen og med nålene. Ja og så blev nålene dyppet i tusch. Det var mange, der efterhånden var sande mestre i dette. Ofte blev de lavet i beruset tilstand, så gjorde det ikke så ondt.

Vi har jo her i artiklen mødt masser af klunsere. Men det var jo også lige:

• Kresjan Højttaler
• Laurids betjent
• Ballet Ole
• Løgne Hans
• Luse Karl
• Skræppeskideren
• Prima-Prima
• Jens Mangepenge
• Ole Strit
• Perletand
• Fru Petter
• Snude Jens
• Ålehovedet
• Vaskelap
• Viggo Plys
• Sorte Holger
• Røde Holger
• Sprit hans
• Gnavpotten
• Ålepitten
• Den brølende Løve
• Linje 14
• Og alle de andre

 

Når finanserne slap op

Det kunne jo være, at man helt var udgået for finanser. Så kiggede man dybest nede i lommerne og samlede 1 og 2 ører i en stor bunke. Var det stadig ikke nok, smed man undertøjet, strikketrøjer og ”den slags unødvendig kluns”. Det solgte man så til produkthandleren. Det blev så nok til en flaske portvin og en flaske sprit.

Jo klunserne kom skam også til frelsermøde. De kom for at få lidt sang og en kop kaffe samt varme. Her kunne man godt komme i møgbeskidt tøj med en brandert på, uden at nogen så og gloede af en af den grund. Frelsens Hær kendte godt klunserne og vidste, hvordan de var. Jo kræmmerne sang da også:

 

• Kom-Kom-Kom til Frelserhæren

Kom ligeså skidefuld som I er

Halleluja

Jer kan I få torsk og sild

I kan få hva’ i fan i vil.

Når I blot vil høre Frelserhæren til

 

• Kom-Kom-Kom til Frelserhæren

Kom ligeså skidefuld som I er

Halleluja

Du får kaffe-du får te

Du få søsters røv at se

Når du blot vil høre Frelserhæren til

 

Da Amerikaner karl døde

Det var en stor sorg, da Amerikaner Karl døde. Han drak sig ihjel i sprit. Tre flasker sprit havde han købt henne hos købmanden nytårsaften. Han havde drukket det rent.

De fandt ham over i kælderen i Tikøbgade 4. Han havde fået lov til at sidde lidt og varme sig på en røgkanal af varmemesteren. De sagde, at han sad med begge hænder i bukselommen, da de fandt ham. Han var død i en brandert. Hvis han vidste, at han skulle dø på den måde med tre flasker kogesprit uden om sig, ville han have frydet sig. Han var en hård hund.

Det var blevet samlet sammen til en krans med bånd på:

• Det sidste Farvel fra Kammaraterne på Blytækkervej

Hele 15 var med til begravelsen. Og mange af klunserne undrede sig over præstens valg af den ene salme:

• Du kvæger i ørkenen i den tørstende sjæl.

Og kære læsere, vi kunne sagtens have fundet mange flere skæve eksistenser. Og dem kan du finde i blandt andet artiklerne om Ladegården.

 

Melodi: Santa Lucia:

• Her jer kommer med min Spand

For jeg er en Spildemand

Vandre fra dør til dør

Og alle vegne spør

Ha Fruen skidt i Da’

Så vil jeg gerne Ha’

Det, der siden sidst er faldet fra

Til spildemanden

 

Melodi: Internationale:

• Rejs dig, fordrukne Svin fra Jorden

Rejs dig, du Staunings Drankerhelt

Vi pimper, til vi mister Skjorten

Til vor Næse bliver’ en bær

Myldrer frem fra det fjerne

Tag en Samfundsmedhjælper med

For en Kasse øl af Stjernens

Vil nu vil skylle ned

 

Kilde:

• Se Litteratur Nørrebro
• Allan Mylius Thomsen: Via Slotsholmen til Østerbro
• Diverse artikler på dengang.dk
• Tage Andersen: Danske Kriminalsager 1838 – 1938
• Politikken (1. november 1901)
• Anders Enevig: Klunsere og Kræmmere

 

Hvis du vil vide mere: Se her på www.dengang.dk:

• Derude på Lersøen
• Lersø – bøller og bisser, nok engang
• Lersø – bisser
• Klunsere og kræmmere på Nørrebro
• Prinserne på Nørrebro
• Fattiglemmer, bøller og bisser på Nørrebro
• Med tog over Lersøen