Solvig – en herregård i Slogs Herred

Gården kan man sikkerhed føres tilbage til 1390. Men måske eksisterede gården allerede i 1364. Det har været en af de største godser i Sønderjylland. Diverse adelsslægter, som Sappi, Rantzau, Gjordsen og Ahlefeldt har ejet stedet. Ja kongen ejet det i en måned og hertugen af Gottorp har ejet stedet to gange. Også områdets bønder har været ret aktive for at undgå at blive udnyttet. Og en stærk kvinde, der blev trolovet allerede son syv årige ville ikke have sønnen på Trøjborg som ægtemand, da hun blev voksen. Det kostede faderen en bøde på 3.000 mark og en undskyldning til herren på Trøjborg. Jo, det var sandelig en skandale, hvor både kongen og hertugen var involveret.

 

 

Nævnes første gang i 1390

Måske syner Solvig ikke af så meget i dag, men det har faktisk engang været en af de største godser i Sønderjylland

Ja denne gård ligger ved Arnåen. Og det bærer navnet også præg af. Således betyder Sol – sump. Solvig nævnes første gang i 1390, da Marine af Løgimose til Peder Eriksen afstod sit gods i Hostrup Sogn.

 

Adelsslægten Sappi

Peder Eriksen tilhørte den sønderjyske adelsslægt Sappi. Han var af ”kongelig byrd”, idet hans bedstefar Abel Valdemarsen var en ”naturlig søn” af hertug Valdemar af Sønderjylland.

Hans far, Erik Abelsen (Rynd) skødede i 1364 til sin bror Valdemar Sappi en del gods i Hostrup sogn, som tilhørte hans stedsøstre Gunner og Elsiif. Han var gift med Cathrine Eriksdatter Urne. Det må have været tale om et gods, der har tilhørt hendes første mand.

 

Har gården eksisteret i 1362?

Solvig omtales ikke i brevet, så måske er det tvivlsomt, om det har eksisteret på daværende tidspunkt. Men i ældre litteratur omtales to mænd, Hartvig og Wulf, som skulle have haft gården i 1362.

Peter Sappi har sandsynligvis arvet sin farbror. Måske var det erhvervelsen af godset i Hostrup Sogn som blev forudsætningen for, at der netop på denne egn blev bygget en herregård.

 

Gjordsen stammer fra en tysk adelsslægt

Peter Eriksen Sappi`s datter Anna blev gift med Mads Gjordsen, som tilhørte en tysk adelsslægt, som var indvandret til Sverige og Danmark. Slægten hed oprindelig Goritz eller Gortz, hvilket blev fordansket til Gjordsen.

Mads Gjordsens søn fik i 1443 en vigtig indrømmelse af hertug Adolf, idet han fik overdraget alle 40 marks bøder af sine bønder. Han døde omkring 1460. I 1469 nævnes en Erik Sture til Solvig, som vel har været gift med en datter af Claus Gjordsen. Eneejer har han næppe været.

 

Godset voksede

Fra 1481 nævnes Claus Gjordsens søn, Eggert Gjordsen til Solvig. Han var ivrig i at forøge godset. Han var også meget energisk i sine bestræbelser for at sikre sine rettighede. Ofte mødte han på tinge, således i 1496, da han fik lavhævd på alt sit gods i Slogs herred. Det var foruden Solvig, den dertil hørende mølle og i alt 44 ejendomme og nogle tofter m.m.

Det var dengang et gods af imponerende omfang. De fleste af fæstergårdene lå i Solvigs umiddelbare nærhed.

 

Eggert Gjordsen kom ikke hjem fra Ditmarsken

Eggert Gjordsen var med på det store togt mod ditmarskerne i 1500, hvor så mange holstenske og sønderjyske mænd faldt. Heller ikke herren til Solvig vendte hjem igen. Med stor kraft tog hans enke Anna Eriksdatter Fasti opgaven op for at sikre godset for sine 4 sønner og 6 døtre.

En del ejendomme som hendes ægtefælle havde erhvervet i Kær herred afstod hun dog til Hertug Frederik i 1502. Men ellers fortsatte hun med at arbejde for den retslige sikring af sine besiddelser. Ofte gav hendes folk møde på egnens herredsting. Hun døde i 1516.

 

Ældste søn endte som kansler

Den ældste søn Claus Gjordsen studerede ved universitetet i Köln og blev magister. Efter at være hjemkommet til Danmark gik han i kirkens tjeneste. Her gjorde han hurtigt karriere. Efter først at være kannik i Ribe, provst i Jellingsyssel og i Hardsyssel, blev han i 1514 domprovst i Ribe. I 1523 rejste hertug Frederik sammen med de jyske rigsråder oprørets fane mod Christian den Anden.

Da Hertugen gik over Kolding Å, var Claus Gjordsen med ham som kansler. Han reorganiserede Det danske Kancelli, som han ledede med dygtighed indtil sin død i 1532. Kanslerens færd i kirkens tjeneste og som leder af rigets administration er et bevis på, at han var en god dansk mand, der mestrede det danske sprog til fuldkommenhed. Slægtens nære tilknytning til Danmark viser sig også deri, at dens medlemmer altid hentede deres ægtefæller blandt den danske adel.

 

Den ene datter boede i Jejsing

Eggert Gjordsens børn synes oprindelig at have haft Solvig i fællesskab. Sønnen Erik, der døde i 1519, nævnes til gården i 1507 og 1509. De to yngste brødre døde imidlertid som ganske unge uden at efterlade sig arvinger. Da mester Claus, som den kirkens mand han var, døde barnløs, blev Mads eller Mathias formodentlig eneherre på gården.

De to søstre fik hver udelagt 19 bøndergårde. Den ene af dem, Anna synes at have boet i Jejsing. Hun var gift med Otto Brockenhuus, der døde før 1529. Den anden, Bege, var gift med Jesper Holck. Ved selve hovedgården forblev der 25 fæstegårde.

 

Trolovet som 7 – årig

Mads Gjordsen levede endnu 1561, men efter hans død gik gården over til hans datter Anne, der var født i 1529. Hun blev allerede i en alder af 7 år trolovet med Hans Pogwisch søn af Wulff Pogwisch på Trøjborg. Da hun blev voksen, nægtede hun at ægte sin fæstemand. Det var jo ikke godt for slægten. Ja det var en skandale.

 

En bøde på 3.000 mark og en undskyldning!

Pogowisch`erne ville ikke gå med til at hæve trolovelsen. Ja og sagen blev sandelig indbragt for kongen. Mads Gjordsen måtte betale 3.000 mark til Wulff Pogowisch. Samtidig måtte han bede om tilgivelse på et møde den 3. april 1547 i Kolding, hvor kongen, dronningen, prins Frederik og hertugerne Hans og Frederik samt talrige rigsrødder var tilstede.

 

Tredje gang lykkedes det

I stedet trolovede den halsstarrige jomfru sig med Axel Banner, der dog døde før brylluppet.

Hun tabte dog ikke modet af den grund. Tredje gang lykkedes det for hende at finde en mand, der virkelig kunne føre hende til brudeskamlen. Den udkårende var Erik Lange til Engelsholm ved Vejle. Han døde allerede i 1572. Enken ægtede senere Albert Galskyt. Hun beholdt Solvig, indtil den omkring 1579 gik over til sønnen Erik Lange. Jo, det var den kendte guldmager.

 

Solgt til Frederik den Anden

I 1583 solgte han Solvig med alt bøndergods til Kong Frederik den Anden for 58.000 daler. Skødet optegner alle de gårde som dengang lå til Solvig. En sammenligning med de middelagtige forhold viser en stærk forøgelse af godsområdet.

De gårde, som Anna og Bege Gjordsen havde haft, var nu blevet genforenet med de andre besiddelser. Samtidig var antallet af gårde forøget til 75, hvortil kommer 12 bol og 30 huse. Antallet af gårde og gårdparter i Slogs herred var steget fra 44 i 1494 til 66, hvoraf alene 56 i Hostrup og Højst sogne.

 

Godset voksede

Det var virkelig et storgods, der var blevet skabt. Gennem hoveriet blev undersåtternes arbejdskraft udnyttet. I forbindelse hermed så fandt der også en udvidelse af hovedgårdsmarken sted i det 16. århundrede. I 1583 nævnes 8 byggesteder (og bol) på Solvig mark.

En indberetning fra en senere tid oplyser, at hovedgårdsmarken var blevet udvidet med to gårde, kaldet Adelvad, som var blevet lagt øde.

 

Kun en måned under kongen

Kongen havde kun erhvervet Solvig for at bruge den ved sine byttehandler. Kun godt en måned var bønderne kongens fæstere, så blev de afhændet til Melchior Rantzau, der til gengæld afstod gården Tovskov til kongen.

 

Melchior og Henrik Rantzau

Og hvem var denne Melchior Rantzau? Ja, han var søn af Henrik Rantzau til Bülk und Borghorst. Han havde været amtmand i Haderslev et par år. I sine unge år havde han studeret i Strassbourg og Siena. I 1588 var han blevet dansk hofjunker.

På den bekendte Rantzau’ske tavle findes en gengivelse af Solvig på Melchior Rantzaus tid. Den viser et hvidkalket enkelthus, der er bygget af grundmur i to stokværk og omgivet af grave. Åbenbart har Melchior Rantzau ombygget den gamle herregård. Ombygningen har åbenbart fundet sted i 1585. Dette årstal var at finde på den anseelige staldbygning.

 

Det ældste Solvig

Det Solvig, der er afbildet på tavlen er ikke det ældste Solvig. Dette lå i engen vest for den nuværende avlsgård. Her har der været fire kunstig opførte holme. Der er her konstateret rester af træbygninger, hvoraf de ældste går tilbage til 1300 – tallet.

På den sydøstre holm har der oprindelig stået et tårn med en grundflade på 5 gange 5 meter. Den var bygget af tømmer og med lerklinede tavl. Det stod oven på et græstørvehus, der synes at være ødelagt ved en brand. Denne skæbne ramte også tårnet. Det ser ud til at dette er blevet afløst af flere større bygninger. Den yngste var også af bindingsværk og syns at være fra omkring 1500.

Melchior Rantzau døde allerede 1589. Hans enke Dorothea, datter af Christopher Rantzau i Quarnbeck blev boende på Solvig.

 

Amtmand Blome overtalte hertugen

Også den gottorpske hertug drev godspolitik i stor stil. Og købte en del nordslesvigske herregårde. I 1597 rådede amtmanden i Tønder, Dietrich Blome ham til at købe Solvig, der havde en overmåde gunstig beliggenhed.

I de følgende år er det antageligt blevet forhandlet om afståelsen. Men først i 1601 nåede man til en overenskomst med Benedict og Jørgen Rantzau, enkens brødre.

Solvig blev nu overtaget af hertug Johan Adolf af Gottorp. Det var nu blevet et domæne, der foreløbig blev drevet af hertugens egen regning. Den gav et betydeligt overskud, som regel mellem 800 og 1.300 daler om året.

 

Bønderne klagede

Nogle af indtægterne stammede fra, at der på gården blev staldet en del okser. I den første tid efter at hertugen havde overtaget stedet, blev bønderne meget plaget af hoveri. De bad derfor, om at få lettelser eller at blive helt frie, ligesom der var sket på Grøngaard.

Spørgsmålet blev løst ved, at hovedgårdsmarken blev lejet ud til amtmanden i Tønder for 742 rdl. Undersåtterne fik hoveriet afløst med en pengeydelse, i 1624: 639 daler.

Da trediveårskrigens ulykker væltede ind over Danmark gik det hårdt ud over Solvigs bønder.

 

Solvig blev bortforpagtet

Efterhånden gik man over til at bortforpagte Solvig ligesom tilfældet var med de andre kongelige og hertugelige domæner. Allerede 1620 var den hertuglige staldmester Wilken Manteuffel blevet pensionær på gården.

Først i 1650erne var kaptajnløjtnant Johan Clausen forpagter. Senere overtog dennes enke Anna gården. Fra 1677 var den forpagtet af løjtnant Chr. Dormeyer, som blev gift med Clausens datter. I forpagtningskontrakten var det bl.a. fastslået, at undersåtter ikke skulle præstere hoveri.

 

”Guds vejr” ødelagde Solvig

Det Solvig, som muligvis blev bygget omkring 1585, blev ikke gammelt. Allerede 1622 blev noget af gården ødelagt af ”Guds vejr” og 1638 brændte hele gården efter at være antændt af lynet. Også hovedbygningen blev ødelagt, men trods store udgifter lykkedes det dog hertugen at få gården bygget op igen.

 

Frederik Ahlefeldt overtager

Ved salgsbrev af 4. april 1681 blev Solvig overdraget Frederik Ahlefeldt til Oppendorf og hans brødre. Hele det Solvig`ske godsområde var spredt over ti sogne.

 

”En kommune” med særlige rettigheder

Området kom til at udgøre et særligt jurisdiktionsområde, et birk. Selv om bønderne, i hvert fald fra 1724 var tingpligtige i de herreder, hvori de boede, vedblev de dog at udgøre en kommune for sig med en del særlige rettigheder. Det var først efter indførelsen af prøjsisk administration, at der skete en afgørende ændring i dette forhold.

Frederik Ahlefeldt boede ikke på gården. Ligesom så mange andre Ahlefeldt` ske besiddelser blev bortforpagtet.

 

Bønderne bliver ”herremænd”

Tolv år senere skilte Ahlefeldt sig atter af med Solvig. Ved et salgsbrev af 7. januar 1693 blev gården og godset til ”samtlige frie undersåtter under godset Solvig”. Salgsprisen var 44.000 rdl. Species. En sådan overdragelse var på dette tidspunkt enestående.

I virkeligheden var bønderne ved denne dristige transaktion blevet herremænd. De ville dog ikke drive selve hovedgården, som af kommunens fuldmægtig blev bortforpagtet til Johan Jensen for 800 rdl. i afgift.

 

Hertugen tilbagekøber gården

Bøndernes herremandsværdighed blev dog ikke af lang varighed. Allerede 1706 tilbagekøbte hertug Carl Frederik af Gottorp, gården. Bøndergodset blev lagt under amtet, selvom det som nævnt i flere henseende beholdt sin særstilling, havde det herefter igen særlig tilknytning til hovedgården.

 

Stormandens fald

Også i den følgende tid var Solvig bortforpagtet. Fra 1. maj 1706 til Baltzer Bentzen, der i en længere årrække havde været inspektør hos Ahlefeldt, sidst på Gråsten. Senere blev han amtsforvalter og amtsinspektør i Haderslev amt. Fra 1715 var han desuden borgmester i Haderslev by. Han var i mange år en stormægtig mand, idet han ret egenmægtigt styrede hele Haderslev amt. Men selv den største mand kan fældes. Og i 1727 mødte Baltzer Bentzen sin skæbne. Han faldt på en toldsvigsag og dømtes fra embedet. Selv om han senere blev rehabiliteret, var hans embedsbane dog brudt. Han døde på Havervadgård den 3. juli 1739.

 

Lignede ikke en herregård

Fra hans tiltrædelsestid er der bevaret et meget udførligt inventarliste over Solvig, som giver et levende indtryk af de mange bygninger, der hørte til gården. Selve hovedbygningen var ikke imponerende, kun 14 fag lang, hvert fag ansat til seks fod. Bredden var 36 fod. Dielen var belagt med klinker. Den var 4 alen lang og 3 alen bred.

Af udbygninger var der en hestestald, kostalde, lade, tørvelade, baghus m.m. Man kan ikke sige, at bygninger bar præg af, at man var på en herregård.

 

Halslænke og jernkæde

Men alligevel. På pladsen findes en pæl af egetræ, hvorved en halslænke og en jernkæde med 11 led og en krampe, hvori lænken hænger.

 

Man skulle betale brotold

Den slags havde man dog ikke på almindelige bøndergårde. Omgivelserne viser også tydeligt, at det var en gammel herregård, der var tale om. Gården var dels omgivet af en vold, dels af en ret tilvokset grav. Foran gården gik der en bro over til porten. Den var 11 alen lang og 5 ½ alen bred, mens broen over åen var ikke mindre end 23 alen lang og 6 alen bred.

Omegnens folk, der passerede over den, skulle betale brotold. Til gården hørte en have på 216 x 144 alen og med 5 – 6 kirsebærtræer, ribs, nødder, vilde blommetræer, lindetræer og el. Tidligere havde der også været en fiskedam ved gården, men den var nu øde og forladt.

 

Kohold blev en fiasko

Gårdens jorder bestod, som det fremgår af et kort fra en noget senere tid, af agerjord, engjord og jord, der kun var beregnet til kvægdrift.

Agerjorden, der lå mellem engjorden og græsningsområderne, var i 1764 delt i 6 indtægter, hver med en usæd på mellem 32 og 40 tdr. I 1716 blev den samlede usæd til 80 tdr. rug, 25 tdr. boghvede eller byg. På hedejorden kunne der avles lidt havre.

De langstrakte, men smalle engstrækninger var magre og græsningen egnede sig ikke til hollænderi. To gange havde man forsøgt sig med kohold i større stil. Men det var begge gange blevet en fiasko.

På Baltzer Bentzens tid holdtes kun 12 – 14 køer, idet køerne gav for ringe mælk. Man fortsatte derfor med den gamle driftsform, hvor hovedvægten var lagt på staldning og fedning af okser.

 

Opstaldning gav bedre

I 1751 fedede man således 150 okser med en fortjeneste på 6 rdl. pr. stk. I øvrigt var en del af jorden ligesom i tidligere tid lejet ud. Det hang sammen med, at man havde for lidt ladeplads. Den store lade, som var blevet ødelagt ved branden i 1638, var ikke blevet genopbygget.

 

Den første Outzen

Baltzer Bentzen var endnu forpagter i 1723, da bønderne bad om at måtte overtage forpagtningen. I 1736 var Peter Thomsen pensionær. Han døde 1737 og efterfulgtes af sin broder, Johan Thomsen, der gav 1.310 rdl. i årlig afgift. Han døde 1759 og fra 1. maj dette år overtog Georg Outzen forpagtningen. Fra 1. maj 1768 fik han gården i arvefæste mod at betale 2.398 rdl. for bygningerne. Det var den sum, hvortil de var vurderet i brandkatasteret. Desuden skulle der betales en årlig afgift på 500 rdl.

 

Afgiften havde de sidste 30 år gennemsnitlig været på 1.258 rdl. Og grunden til den ringe afgift var, at en del af engjorden var blevet udelagt til de fra Tyskland indkaldte kolonister.

Georg Outzen var født 1730 som søn af Ludolph Outzen i Aventoft. Han tilhørte nogle af de kendteste og mest udbredte sønderjyske slægter, idet hans moder Anna Sophie Bahnsen var datter af farver Johan Bahnsen og Anna Sophie Klinge.

 

En ny hovedbygning opføres

I 1777 fik han tilladelse til at bortsælge noget af jorden. I 1789 overlod han gården til sin ældste søn, Johan Ludolf Outzen. Faderen blev dog boende på Solvig, hvor han døde i 1808.

Den nye arvefester var født i Ubjerg i 1758 og var gift med en farverdatter Agathe Nyland fra Horsens. Også han blev en gammel mand, idet han først døde i 1841. Hans efterfølger blev sønnesønnen Johan Ludolph Outzen, der var født i Ballum sogn 1818 som søn ag Georg Outzen.

Han opførte den nye hovedbygning i 1851. Det er en hvidkalket enlænget bygning med halvt afvalmet stråtag.

 

Rester af en gammel vindeltrappe

I 1942 blev der herunder fundet rester af en vindeltrappe fra renæssancetidens Solvig. J.L. Outzen blev den sidste af slægten på Solvig. I 1884, et år før sin død solgte han gården til lensgreve Hans Schack. Han havde fået en del frikapital ved afhændelse af fæstegods, kirketiende m.m. fra Schackenborg.

Den nye ejer gennemførte ret store forbedringer på bygningerne, ligesom han kultiverede det store engareal. Den følgende ejer var hans søn, amtmand over Tønder Amt, lensgreve Otto Didrik Schack. Han døde 1949 og blev efterfulgt af sin søn, lensgreve Hans Schack.

I 2011 blev gården overtaget af Hans Kongelige Højhed Prins Joachim. Hvordan ejerforholdet er i dag, hvor prinsen har forladt Schackenborg vides ikke.

 

Kilde:

• Se Litteratur Tønder
• Danske Slotte og Herregårde (1967)

 

Hvis du vil vide mere: Om Slotte, Adel og Herregårde i Sønderjylland: Læs her på www.dengang.dk :

• En adelsslægt fra Aabenraa
• Adelsslægten, der uddøde
• Historien om adelsslægten Akeleye 1 – 9
• De sidste hertuger i Augustenborg
• Brundlund Slot
• Gråsten – en flig af historien
• Ahlefeldt – fra Søgård til fald
• Ahlefeldt og Søgård
• Hansen og hans bygninger (Brundlund Slot)
• Hertugen af Tønder
• En adelsborg ved Tørring
• Dengang – på Sønderborg Slot
• Haderslev – Historier (3)
• Et apotek i Haderslev
• Haderslev – handel og søfart (2)
• Sønderborg i begyndelsen (1)
• Dengang – på Sønderborg Slot
• Øst for Tønder
• Tønderhus, slot Borg og Fæstning
• En amtsmandsbolig i Tønder
• Det Gamle Tønder
• Trøjborg Slot, nord for Tønder
• Trøjborg, den fjerde historie
• Adel – og Storgårde i Tønder Amt
• Slottet Duborg i Flensborg
• Bjolderup, Bolderslev, Snubbe og Urne
• Caspar von Saldern – hvem var han?
• Kogsbøl – ved Emmerlev
• Overinspektør på Schackenborg
• Møgeltønder – fra Ahlefeldt til Schack
• Bondeslægten fra Trøjborg – endnu mere
• Bondeslægten fra Trøjborg
• Møgeltønder – dengang
• Schackenborg i Møgeltønder
• Gårde og mennesker i Bov Sogn
• Magrethe den Første og Sønderjylland
• De Kongerigske enklaver i Sønderjylland
• Gråsten – en flig af historien
• Avlsgården Grøngård – endnu mere (2)

 

Hvis du vil vide mere: Om området i nærheden, Læs her på www.dengang.dk:

• Dansk – tyske tildragelser i Rørkær
• Tro og overtro i Rørkær
• Da skarpretterfamilien overtog kroen i Rørkær
• Så kom der post til Rørkær
• Grøngård – et forvundet jagtslot
• Fremstilling af knapper i Tønder Amt
• Emmerske ved Tønder
• Hestholm – syd for Tønder
• Hostrup, Jejsing og præsten
• Bylderup Sogn
• Præsten fra Bylderup Sogn
• Sheriffen fra Tinglev
• Folk i Tinglev
• Mere om Tinglev og Omegn – dengang
• Tinglev og omegn – dengang
• Modstand i Tinglev
• Langs grænsen
• Emil Noldes liv – vest på
• Vadehavets maler – Emil Nolde og mange flere