Ribe –  Brevet

Man havde ellers glemt dette brev fra 1460. Men så fandt Ridderskabet det frem. Og det gjorde den tysk orienterede Slesvig – Holsten bevægelse også. Ja Tyske Mindretal vel også. I brevet står nemlig, at Slesvig Holsten skal være udelt til evig tid. Måske var det meget smart af Ridderskabet at udnævne Christian den Første som hertug. De tjente en masse penge ved det. Egentlig hedder det i en lov fra 1326, at der ikke må være samme hersker, nord og syd for Kongeåen. Man diskutere stadig den sætning. For egentlig godkendte Danmark en realunion, og to lande, der ikke måtte deles. Christian den Fjerde benyttede sig af den særlige status. Og imod Rigsrådet drog han i krig. Kongen kom med i ”Det Tyske Forbund”. Måske er brevet indirekte skyld i den sønderjyske skæbne. Er der nogen, der har sagt, at Sønderjyllands Historie er let at forstå?

 

Har du aldrig hørt om Ribe – brevet?

Måske har du aldrig hørt om Ribe Brevet. De i er en vigtig del af Sønderjyllands historie. I mange år brugte Det Tyske Mindretal disse breve som argument for, at grænsen skulle gå ved Kongeåen. For netop ud fra disse breve fremgik det, at Slesvig og Holsten skulle være udelt.

Den Slesvig – Holstenske bevægelse blev også ved med at henvise til dette brev.

 

Et møde i Rendsburg

Vi skal tilbage til Adolf den Ottendes uventede død den 4. december 1459. Der var ingen aftager. En række fremtrædende medlemmer af det Slesvig – Holstenske ridderskab mødtes sammen med biskoppen af Slesvig, Claus Wulf. De skulle finde en ny leder.

De forsamlede Slesvig – Holstenske stormænd tiltog sig på et møde i Rendsburg den 11. februar 1460 sig retten til at træffe den afgørende beslutning om, at landene kun skulle have en fyrste. Dermed rykkede Christian den Førstes kandidatur frem i allerførste række.

 

Ribe, marts 1460

Derfor var det en logisk følge af denne beslutning, at Ridderskabet tog imod hans indbydelse til at mødes med repræsentanter for Danmarks Rigsråd i Ribe i begyndelsen af marts 1460.

Ingen by i Kongeriget Danmark kunne være mere velegnet end Ribe. Det var dengang en af de mest fremtrædende danske købstæder og lå lige syd for Kongeåen som en kongerigsk enklave på sønderjysk grund.

 

Hvem havde ”bedste ret”?

Skal man tro den Lybske Rådskrønike, havde det været tanken, at Christian den Første sammen med sine to brødre, Gerhard og Moritz senere skulle mødes i Lübeck med grev Otto Pinneberg for sammen med det Holstenske Råd for at finde frem til, hvem der havde ”bedste ret” til at blive Adolf den Ottendes efterfølger.

Men dette møde blev overflødigt, for allerede på første møde dag i Ribe den 2. marts 1460 blev man enige om at vælge Christian den Første til ”Hertug af Slesvig og Greve af Holsten. Dette kundgjorde den Slesvigske biskop med høj røst for folket fra Ribe Rådhus.

Dette skyldtes i høj grad også biskoppens fortjeneste. Og allerede onsdag den 5. marts 1460 have man lovgivningen på plads.

 

Meget smart af Ridderskabet

Det er vigtigt lige at konstatere, at det Slesvig – Holstenske Ridderkorps havde valgt Christian den Første til deres herre ikke som en konge af Danmark, men som deres herre over disse forannævnte lande.

Man fremhævede med andre ord ikke Christian den Førstes arverettigheder, men Ridderskabet havde i overensstemmelse med nordisk skik og brug tittaget sig retten til at vælge ham som deres egen fyrste. En indlemmelse i Danmark var der ikke tale om.

Der blev nævnt, at den frie ret til at vælge også skulle gælde efter hans død. Med andre ord hans sønner og hvis han ingen havde, de rette arvinger – og vel at mærke kun en.

Man fik dermed løst en masse problemer. Danmarks konge var den ældste af oldenborgerne. I sin geneskab af lensherre var har berettiget til at rejse nogle krav. Og dette kunne have ført til en årelang krig.

 

Var det tilfældigt?

Ribe – brevet indeholdt også en del bestemmelser om indre forhold. ”Landets fælles råder” skulle tages med på råd i tilfælde, at der blev indledt krig. De var ikke forpligtet til at yde hjælp uden for ”disse lande”.

Kun indfødte mænd kunne bruges i landets administration. I Slesvig skulle der være en drost. I Holsten skulle der være en marsk. De skulle holde Ting og skifte Ret. Hvis de lod sig forlede til at bøje retten, skulle det straffes strengt.

Midt i denne fremstilling giver Christian den Første løfte om at ville ”holde begge lande ved god fred”. Derefter følger den berømte sætning og at de skal forblive evigt udelt sammen (unde dat se bliven ewich tosamende ungedelt).

Kigger vi efter, så kommer denne sætning ret sent i privilegiebrevet. Og det er på et ret tilfældigt sted. Ja, det er denne sætning, der har skabt så meget politisk røre.

Sætningens placering tyder på, at den er kommet ind, efter at det første udkast har foreligget. Og den skal derfor bedømmes som et udtryk for, hvor meget det har ligget de Slesvig – Holstenske forhandlere på sinde, at få fastslået de to landes udelelighed og uadskillelighed.

 

Erstatning for lovgivning af 1326?

Det har ikke alene været noget meget væsentlig for hele deres økonomiske magtstilling. Men indføjelsen er også blevet opfattet som en rimelig modydelse for opgivelsen af Constitutio Valdemariana fra 1326. Denne bestemmelse om, at ingen enkelt mand samtidig måtte herske i Danmark og i landet ”sønden å, havde man med Ribe – brevet én gang for alle slået en streg over.

 

Forskellig lovgivning

Det var en statsret, der blev fastlagt med Ribe – brevet. Ganske vist skete der intet, som kunne antaste hertugdømmet Slesvigs og grevskabet Holstens vidt forskellige fortidsarv.

I Slesvig (Sønderjylland) skulle Jyske Lov fremdeles være gældende i hele området fra Kongeåen til Ejderen. – dat lowbok, som loven kaldtes i brevets formulering – og i Holsten (med Stormarn) gjaldt nedertysk retspraksis. Men det kom nu ikke til at passe i hvert fald for Tønders vedkommende. Her gjaldt ”Den Lybske Lov”.

 

Dansk godkendelse af realunion

Men nu var det sådan dengang, at det der betød noget, det var hvad overklassen, de gejstlige og de verdslige stormænd kunne få ud af det. Christian den Første forpligtede sig kun til at give landets højeste embeder til disse mænd. Det var også kun dem, der kunne få tildelt et len.

Brevet er udformet på plattysk, muligvis med ærkedegn Cord Cordes som pennefører.

Resultatet blev en formel dansk godkendelse af en realunion mellem to lande på hver sin side af Ejderen og Levensau, og en nordlig grænse ved Kongeåen/Kolding Å.

 

Holsten delte skæbne med det nordiske folk

Det var en ordning, der kom til at bestå i cirka 400 år. Det skabte forudsætningen for, at det danske monarki også kom til at omfatte det tyske land Holsten.

For Holsten kom det til at betyde, at dette lands indbyggere kom til at dele skæbne med de nordiske folk.

 

Kongen havde ikke magt

I Lübeck var man hurtig klar over hvilke følger det fik for hansestadens fremtidige magtstilling. Under Erik af Pommerns årelange kampe mod Holstenerne var Lübeck sprunget til med mandskab og penge.

Situationen betød, at Grev Otto af Pinneberg og hans gren af det Schauenburgske Hus måtte vinke farvel til arvegods. Det samme gjaldt kongens yngre brødre.

Nu var det nemlig sådan, at Christian den Første i sin egenskab af Danmarks konge uden videre havde haft ret til at overtage hele området mellem Kongeåen og Ejderen som hjemfalden len.

Spørgsmålet er så bare, om han havde haft magt til dette. Men med det danske rigsråds medvirken til Ribe – mødet tyder det ikke på dette. Man måtte nu finde frem til en ordning med medarvingerne. Man udformede et såkaldt kautionsbrev.

 

Adelen rigt repræsenteret

Hele fire af de adelsfolk, som var med, tilhørte slægten Ahlfeldt, men ellers var der repræsentanter for slægterne Breide, Buchwald, Pogwisch, Qualen, Reventlow, Schinkel, Split og von der Wisch. Den sidste var biskop Claus Wulf.

Der var et lige antal forhandlere både syd og nord for Kongeåen. Efter datidens forhold var det ret store pengebeløb, som Christian den Første forpligtede sig til.

 

Et ekstra møde

De to gange sytten rådsherrer havde haft meget travlt med at få udfærdiget Ribe – brevet af 5. marts 1460. For nogle var det måske lidt for overrumplende. Hurtigt gik det op for parterne, at der skulle flere indrømmelser til.

Dette resulterede i et møde i Kiel den 4. april 1460. Man kalder dette møde Tapre Forbedring. Ordet Tapper betyder i denne forbindelse, at indholdet er vigtigt.

Man besluttede, at under kongens fraværd skulle et råd på 12 mand, bestående af bisperne af Slesvig og Lübeck, samt fem ”gode mænd” fra hvert af de to lande, have den udøvende magt.

Kun landets egne børn måtte modtage len, derimod ingen fremmede. Dette betød først og fremmest, ingen stormænd fra Kongeriget Danmark. Undtaget var kongens kansler og skriver. Slutteligt blev Ridderskabets valgret godkendt for al fremtid.

Med disse tilføjelser var alle betænkeligheder udryddet. Den samtidige holstenske krønikeskriver kunne derfor i sin omtale af valget i 1460 med god ret fremhæve, at det var tyske ”Holstenkinder”, der skulle forestå embeder i de to lande.

 

Brevet blev glemt

Egentlig var brevet blevet glemt. Men i 1815 fandt Friedrich Christoph Dahlmann, sekretær for Det Slesvig – Holstenske Ridderskab brevet frem igen. Man krævede med brevet i hånden, uafhængighed af Danmark.

 

Neuber forfattede antidansk digt

I 1841 var det så fysikus i Aabenraa, August Wilhelm Neuber, der forfattede et antidansk digt:

• Se schölln tosamen bleiben, Op ewig ungedeelt.

 

Kongen modsatte sig Rigsrådet

Nogle historikere mener, at sætningen blot var et ønske om indre fred.

Modsat de andre hertuger boede kongen selvsagt ikke i hertugdømmerne. Han kom her dog jævnligt og opholdt sig så på områdets slotte. Til at varetage den daglige administration havde kongen en stedfortræder. Og det var den såkaldte statholder. Han repræsenterede kongen, når denne ikke var til stede.

Kongen kunne også udnytte, at han som hertug ikke var underlagt det danske rigsråd, der havde myndighed i selve kongeriget. Det udnyttede eksempelvis Christian den Fjerde, da han som holstensk hertug (greve) i 1625 drog Danmark ind i trediveårskrigen mod den danske rigsråds ønske.

 

Hertugdømmer med særstatus

I 1779 blev den sidste del af Slesvig underlagt den danske konge. Selv om den danske konge efter 1779 sad som enehersker i både Slesvig – Holsten og Danmark, så forblev Slesvig og Holsten hertugdømmer med særstatus. Slesvig havde fortsat den danske konge som lensmand og hertug. Men da Slesvig var et dansk len, var den danske konge stadig lensherre og dermed overhoved.

 

Kongen var med i ”Det Tyske Forbund”

Men den tyske kejser var hans lensherre frem til begyndelsen af 1800 – tallet. Da Holsten blev optaget i Det Tyske Forbund i 1815, blev kongen medlem af forbundet. Hertugen i Slesvig, hertugen i Holsten og kongen i Danmark var altså, efter 1779 og frem til 1864, én og samme person men med forskellige roller i forskellige områder.

 

Brevet indirekte skyld i ”Den sønderjyske skæbne”

I begyndelsen af 1800 – tallet blev der fabrikeret sange mod den enevældige konge i Danmark. Og noget senere, den berømte ”Schleswig – Holstein Meerumschlungen.

Ja indirekte var brevet skyld i den sønderjyske skæbne, de slesvigske krige og det tyske herredømme. Det startede med oprøret i 1848, hvor de tysk orienterede Slesvig – Holstenere fordrede deres eget land fra Kolding til Hamborg. Igen med henvisning til Ribe – brevet.

Var det nogen der sagde, at Sønderjyllands historie er let at forstå?

 

Kilde:

• Carsten Porskrog Rasmussen m.fl.: De Slesvigske hertuger
• Hans Schultz Hansen m.fl.: Sønderjyllands Historie bind 1 – indtil 1815
• V. Gregersen: Slesvig – Holsten indtil 1830

 

Hvis du vil vide mere: Så læs her på www.dengang.dk

• Ned med de dansksindede
• Istedløven brøller stadig
• Begik kongen højforræderi?
• Magrete den Første og Sønderjylland
• Abel og hans sønner
• Rendsborg 1848 – 1851
• Sønderjylland til Ejderen?
• Sønderjyllands historie indtil 1200
• Sandheden om Herman Bangs, Tine
• Sønderborg 1864
• G. Monrad – hvordan var han?
• G. Monrad – endnu mere (2)
• Slaget ved Brøns
• Apotekeren fra Højer
• Heltene i Vadehavet
• Slaget om Als
• Aabenraa 1864
• Kysten ud for Aabenraa 1848 – 1851
• Sejren ved Bov
• Kampen ved Bov og de slesvigske krige
• Tønder – egnen 1814 – 1848
• Tønder – egnen 1848 – 1851
• Dagbog fra Møgeltønder
• Ulrik en fysikus fra Tønder
• Minder fra Tønder 1864 – 1920 og mange flere