Guldalderens København (1)

Guldalderen varede fra 1800 til ca. 1854. Men man opdagede det først i slutningen af århundredet. Kvinder samlede kunstnerne i saloner m.m. Nye foreninger opstod. Men ikke alle deltog i Guldalderen. Nye blade opstod, men de blev hurtig lukket igen. De var upassende. Men det var den rigeste periode i dansk kulturhistorie. To brande betød fornyelser i København. Kongen ville dog ikke afgive magt, og ikke alt var lige idyllisk. Bombardement af København, koleraepidemi og statsbankrot slog ridser i lakken.

 

København 1800 – 1854

Guldalderen er tiden fra ca. 1800 til ca. 1854. Men det var nu ikke fremgang hele tiden. Danmark kastede sig i en alliance med Rusland og Frankrig. Derfor måtte man forvente en krig mod England. Denne indledtes allerede i 1801 med Slaget på Reden den 2. april.

 

Kronprinsen forsinkede freden

Danmark forhandlede til det sidste, men hver gang, man skulle have svar på vigtige spørgsmål, gik det 14 dage. Kronprinsen befandt sig nemlig i Holsten og et sendebud var en uge, om at komme derned, og en uge om at komme tilbage.

 

Danmark var helt uforberedt

I 1806 sluttede englænderne fred med vores to allierede, men ikke med Danmark. Og rygterne gik på, at Danmark var ved at gøre sin flåde kampklar.

I al hemmelighed sendte englænderne deres flåde mod Danmark. Man sendte et ultimatum. ”Enten udleverer I jeres flåde, eller bomber vi København”

Det endte med at tropper gik i land i Vedbæk. Og den 2. september 1807 begyndte bombardementet af København.

 

Det endte med statsbankrot

Krigen varede ved, og i Norge var det hungersnød. Den danske handel lå i ruiner og økonomien brød sammen. I 1813 oplevede vi statsbankrotten. Året efter måtte vi afhænde Norge til Sverige.

Forholdene blev meget knappe. Og denne knaphedsperiode varede til begyndelsen af 1830erne.

Men lyrikken og malerkunsten vandt frem.

 

Kongen ville ikke afgive magt

Regeringen og politikken var nervøs og streng. Frederik den Sjette havde bestemt ikke i sinde, at lade enevælden afløse af friere forhold.

Således blev forholdene over for den frække skrivelyst skærpet. Yderligere kom der en skærpelse af trykkefriheden.

Heller ikke Christian den Ottende havde i sinde at give afkald på enevælden. Han satte sig på tronen i 1839. Det slesvigske spørgsmål håndterede politikerne meget klodset. Det resulterede i Den Slesvigske Treårskrig. Danskerne mente, at de havde vundet krigen.

 

Den store kolera – epidemi

I 1853 opstod den store koleraepidemi. Den fik store og uhyggelige følger. Men man fandt dog ud af, at København var et usundt sted at bo i.

Folk boede alt for tæt sammen, hygiejnen var elendig. Byggetætheden var høj og stanken var forfærdelig. Det var til dels voldene, der var skyld i dette. Og dette selv om englændernes bombardement viste, at voldene ikke var til stor nytte. Men militæret havde det sidste ord.

 

Mange deltog slet ikke i Guldalderen

Guldaldertidens København omfatter hovedsagelig kunstnerne, forfattere, billedkunstnere, skuespillere, forretningsmænd, journalister, videnskabsfolk, teologer, smukke eller kloge kvinder.

Alle de andre, dem der havde bygget byen eller boede i den er kun bipersoner på malerier. Tjenestepiger og – karle og arbejdere er slet ikke med. Man kan sige, at det er dybt uretfærdigt. Men sådan er og var det.

At vi så her i vores nye serie her på siden også inkluderer disse i en senere artikel, ja det er så bare snyd.

 

To brande bragte fornyelse

To store brande i 1700 – tallet udslettede så godt som alt middelalderligt byggeri. Og pludselig fandt man ud af begrebet brandforsikring. På forbavsende kort tid lykkedes det at genopbygge byen endda med et nyt slot, Christiansborg.

Brandene viste, at der var behov for pladser. Vi fik Højbro Plads. Gammel Torv blev forenet med Nytorv. C.F. Hansen blev kaldt til.

 

Englændernes bombardement

Men byens trængsler var bestemt ikke forbi. Her tænkes på Københavns bombardement i 1807. I midten af 1820erne var det C.F. Hansen’ s lærling Peder Malling, der trådte til. Smagen skiftede. Bindesbølls mesterværk, Thorvaldsens Museum blev opført i 1839 – 47.

C.F. Hansen havde travlt. Han stod for genopbygningen af Christiansborg Slot, Domhuset, Metropolitanskolen, Vor Frue Kirke m.m.

 

De handlende fik konkurrence

Fra 1808 befandt nøglerne til portene sig ikke mere hos kongen oppe på slottet. Fra 1821 kunne man komme gennem Nørreport mod betaling.

Torvehandelen udgjorde en stærk konkurrent til den eksisterende handel. Spækhøkere, Urte – og Hørkræmmere var ikke glade for den stigende torvehandel.

Fiskerkonerne kom fra Skovshoved og Tårbæk. De havde fiskene med i træbøtter. På Højbro Plads kunne man finde Amager – koner, som solgte grøntsager og blomster. På Gammeltorv og Nytorv holdt Valby – folket til.

Ja så var det jo også lige Slagterboderne, Kultorvet og Halmtorvet.

 

Det rigeste afsnit i dansk kulturhistorie

Samtiden kendte ikke selv noget til begrebet Dansk Guldalder. Det var først i slutningen af århundredet, at man indså, at det var en af de rigeste afsnit i dansk kulturhistorie. I malerkunsten var det Jens Juel og Nicolai Abildgaard. Og sønderjyden C.W. Eckersberg blev i 1818 professor på Kunstakademiet.

Så var det også lige billedhuggeren Bertel Thorvaldsen. Og en hærskare af digtere, anført af H.C. Andersen opstod. På filosofiens område var det nok Søren Kierkegaard der sammen med sit forfatterskab blev verdensberømt.

På musikkens område var det Niels W. Gade og Lundbye. Blandt videnskabens folk var det H.C. Ørsted.

Og så var det Købke, Grundtvig, Oehlenschläger og alle de andre.

 

Langt op til de fineste

Ja så fik vi også grundloven den 5. juni 1849, selv om arbejderne mente, at den ikke gjaldt for dem. Og måske skal vi lige have med, at bompengene blev afskaffet i 1852. Militæret opgav deres jernring.

På overfladen var Guldalderen harmonisk og idyllisk, men så enkelt kan man dog ikke beskrive tiden. Det var stor forskel på de fattige københavnere og de fine borgere. Dette kunne man ikke se i Guldalderens kunst. Den afspejlede den veluddannede borgerklasse.

Malerkunsten blomstrede fra 1825 til 1850.

 

Nye foreninger opstod

En række foreninger efter engelsk forbillede blev dannet. Klubviserne blev til fællessang. Udenlandske solister kom til landet. Mange koncerter blev afholdt på Det Kongelige Teater.

 

Ikke alle aviser var ”passende”

Nye Skilderie af Kjøbenhavn, Berlingske Tidende og Adresseavisen blev borgerskabets foretrukne aviser. Andre forsøgte sig. Men ofte blev blade udpeget som smudslitteratur og skandalepresse. Ofte bevirkede sprog og indhold at udgiverne blev stillet for pressedomstolen.

 

Kvinderne samlede kunstnerne

Flere kvinder drev saloner og samlingssteder, hvor de intellektuelle samlede sig og diskuterede. Det var kvinder som Kamma Rahbek, Frederikke Brun, Charlotte Schimmelmann og Louise Hegermann – Lindencrone. Ude på Østerbro var det Fru Heiberg, der holdt Hof. I hendes nabolag boede der mange af de toneangivende malere og kunstnere. Ja lige i nærheden var det Roligheden, der dannede ramme om diskussioner. Men også Bakkehuset på Frederiksberg, et palæ i Bredgade eller Sophienholm ved Bagsværd Sø, skete der en masse spændende.

 

Der kommer mere om Guldalderen

Vi vender tilbage til Guldalderen senere her på siden. Vi kigger blandt på dem, der ikke deltog i disse lyksaligheder. Og så foretager vi en byvandring i Guldalderen.

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder p.t.

120 artikler fra København og Omegn

 79 artikler fra Østerbro

206 artikler fra Nørrebro – herunder:

 

• Johanne fra Lille Ravnsborg
• F. Hansen og hans bygninger
• En digter på Østerbro
• Rosenvænget på Østerbro
• Christen Købke – en maler fra Østerbro