Frits Clausen – den tredje historie

I dag vil ingen i Bovrup kendes ved ham. Han var brovtende og selvglad og i en kort periode var han en farlig mand. Anklageren krævede dødsstraf og det var også det modstandsbevægelsen krævede. Men efter 2 ½ år i fængsel døde han, inden der kom til en retssag. Han store forbillede var de dansksindedes fører, H.P. Hanssen. Werner Best havde ingen fidus til ham. Og tidligere frafaldne skrev smædeskrifter mod ham. Allerede tidligt blev der lukket døre for ham på grund af hans synspunkter. Nu kunne han ikke mere bruges som taler ved folkemøder. Det vakte forargelse, da han under besættelsen kørte rundt i en stor bil med egen chauffør og tyske officerer på bagsædet. Han kaldte sig Hitlers Apostel. Men han havde ikke evnerne.

 

Man vender ansigtet bort

Nævner man i dag navnet Frits Clausen i den lille by, Bovrup, vender folk ansigtet den anden vej. De vil ikke kendes ved ham. Men i størstedelen af den tid, som han boede der, var han særdeles afholdt. Han havde også en særdeles stor omgangskreds. Men emnet er i dag i Sønderjylland ikke særlig populært.

Men dengang var der jo en del sønderjyder, der bakkede hans politiske opfattelse op. Senere fulgte hele landet og især københavnerne.

 

Han kunne skrive og tale

Han kunne skrive, og var en god taler. Og lad os lige slå fast. Han var hverken en tåbe, psykopat eller intelligensmæssig en sinke.

Man kan så altid diskutere det han skrev. Hans filosofi holdt nok ikke. Han brugte mange ord med sig selv i centrum.

 

Hans ambitioner gjorde ham til en farlig mand

Hans ambitioner gjorde ham i en periode til en farlig mand. I begyndelsen af besættelsen var han jo heller ikke så uduelig, at tyskerne ikke kunne bruge ham. Set i Christiansborg – perspektiv havde han sikkert mange mangler.

For Frits Clausen var nazismen en ekstrem national markering. Han anerkendte ikke de demokratiske spilleregler. Han opstillede sine egne, og troede fuldt og fast på disse.

 

Hitlers apostel

Selv følte han sig som en fornyer og som en historisk arvetager. Hans store forbillede var sikkert overraskende for mange, den danske leder H.P. Hanssen.

Hans personlige adfærd var brovtende og selvglad. Under besættelsen kaldte han sig Hitlers apostel.

 

Faderen dør, dagen før hans fødsel

Dagen før sin fødsel på Storetorv i Aabenraa i 1893 døde Frits Clausens far. Hans far havde en stor købmandsgård og handlede også med isenkram. Han var meget kreativ og producerede blandt andet fotoapparater som blev eksporteret til Tyskland.

Men Frits Clausen fandt senere ud af, at hans far under det to års ægteskab havde fået en datter uden for ægteskab.

 

Frits Clausens mor blev snydt

Meget tyder på, at moderen ikke fik meget hjælp, da hendes mands blomstrende butik skulle sælges. Således var afgiften til moderen det samme i adskillige år. Og køberen Hans Schmidt udstedte falske veksler. På et tidspunkt forsøgte denne at flygte til Amerika, men blev pågrebet i Hamborg. I Aabenraa blev Hans Schmidt dømt til 2 års fængsel.

Alt dette betød, at Frits Clausens mor mistede en masse penge.

 

Et tidligt modsætningsforhold

Allerede tidligt bragte Frits Clausen sig i modsætningsforhold. I 1918 – 20 gik han således ind for Dannevirke – grænsen. I 1931 blev endnu flere døre lukket for ham på grund af sine holdninger.

Allerede i 1920erne engagerede han sig i foreninger, og var et ivrigt selskabsmenneske. Han var en yndet taler før 1931 ved folkemøder m.m. Hans taler blev refereret i lokale medier. Ja mange af talerne blev ligefrem bragt uforkortet i datidens medier.

Jo det var i 1931 han brød med De Konservative i Aabenraa. Nogle kilder hævder, at det var på grund af druk. Nu gik han så helhjertet ind for DNSAP.

Men der er skam kilder, der hævder, at han inviterede kommunister til kaffe på Bovrup kro. Men dette hører nok til undtagelserne.

 

Med egen chauffør

Efter 1939 fik Frits Clausen sin egen chauffør. Under besættelsen kørte han rundt i en ret stor vogn, men det meste af den danske vognpark holdt stille. Det vakte opsigt, at der ofte var tyske officerer med på disse ture.

 

Smædeskrift fra Wilfred Petersen

Frits Clausen havde også en evne til at skabe sig fjender. En af disse var Wilfred Petersen. Han var tidligere aktiv DNSAP’ er. En del smædeskrifter mod Frits Clausen blev udgivet. Disse skrifter har værket medvirkende til, at give Frits Clausen det fæle eftermæle. Man kan sige, at beskyldningerne ikke tog hensyn til moral og etik. I 1940 udkom Rene Folk med Rene Hænder.

Wilfred Petersen fik nogle af sine oplysninger fra en tidligere soldaterkammerat, overbetjent Max Weiss. Og om Frits Clausens økonomi, ja da havde Wilfred Petersen gode forbindelser i Sønderjyske Fond.

 

Heltegerningen fra første verdenskrig smuldrer

Vi får at vide, at Frits Clausen under første verdenskrig lod sig tage frivillig til fange. Og det fangenskab var ikke mere stramt, end at Frits Clausen om natten kunne gå ud og drikke sammen med de lokale beboere.

Og egentlig har vi fået at vide, at Frits Clausen under første verdenskrig sørgede for, at sønderjyske krigsdeltagere blev sendt hjem via Stockholm. Det var ifølge Wilfred Petersen, Pastor Jensens fortjeneste, at disse krigsdeltagere blev hjemsendt. Frits Clausens heltegerning skulle have været til at overse. Hans rolle var, at være pastorns assistent.

 

Den sønderjyske fond betalte hans lægeuddannelse?

I skriftet får vi at vide, at sønderjyderne trak på skulderen over Frits Clausen. Først skulle han have formøblet hans mors formue på 100.000 kr. Senere var det den ugifte mosters penge. Og de fleste af disse penge var gået til druk. Og så skulle Den Sønderjyske Fond have betalt hans lægeuddannelse.

Men hvad var det for en fond? Jo, den var oprettet i 1918/1919 for at yde økonomisk og humanitær hjælp til sønderjyder, som var mærket af virkningerne efter første verdenskrig. Fonden ydede også støtte til dansk kultur i grænselandet, økonomisk hjælp til sønderjyske studerende m.m.

 

Ballade i Bovrup i 1935

Man påstod også, at Frits Clausen i 1935 skulle han have tilegnet sig for mange kørepenge og for høje honorarer. Sygekassen i Varnæs/Bovrup havde skåret hans krav ned til et væsentligt lavere niveau.

Det skulle Frits Clausen så have reageret ret så voldsomt imod. Han skulle have arrangeret ”Nazi – optøjer” op til generalforsamlingen i sygekassen for at få en mere medgørlig formand.

Om disse beskyldninger fra Wilfred Petersens side er rigtige, har vi ikke haft mulighed for at kontrollere.

 

Frits Clausen forlangte regeringsmagten

Det var nok ikke nogen overraskelse for partikammeraterne, at Frits Clausen efter tyskernes besættelse forlangte regeringsmagten. I Fædrelandet den 10. april 1940 sluttede han et indlæg med følgende citat:

• Vi kræver nu landets styre, betroet Frits Clausen.

I juni 1940 holdt Frits Clausen en intern tale beregnet for lukkede danske kredse og besættelsesmagten. Heraf fremgår det, at den danske partileder tog afstand fra en germansk integration af Danmark. Men talen nåede aldrig ud i det tyske bureaukrati.

 

Stabskontoret på Østerbro

I april 1941 åbnede DNSAP stabskontor i Rosenvængets Allé 30 og 32 på Østerbro. Villaen var opbygget med indbyggede relieffer og træpaneller med vikingemotiver. Overalt var der også oldtidsmotiver.

Ved særlige lejligheder var der fire uniformerede vagtposter med stålhjelme placeret foran bygningen bare for at understrege, at der foregik noget betydningsfuldt.

Fra tysk side fandt man efterhånden ud af, at Frits Clausen og DNSAP kun skulle bruges som marionetter. De skulle bruges som brikker i et politisk spil.

 

Folketingsgruppen sprængt

I februar 1941 var DNSAP’ s folketingsgruppe blevet sprængt. Andre ledende medlemmer meldte sig ud, og nye partier blev dannet.

Frafaldne partikammerater kom med store ord mod deres tidligere fører. De beskyldte ham med fejhed og fraværd. Hver gang, der var tumult i gaden blev føreren beskyldt for at flygte. Over for medlemmerne blev han beskyldt for at være uhøflig, sløset og eftergivende.

 

En ironisk hyldest

I 1941 skrev Børge Outze en ironisk hyldest til Frits Clausen. Han nævnte blandt andet alle de slag som partiføreren havde medvirket i. Ja og når partiføreren holdt fødselsdag hjemme i Bovrup var der uniformerede vagter foran villaen bevæbnet med spader. Vi kan så herfra tilføje, at der også på et tidspunkt var lurblæsere. Jo dengang havde man sandelig noget at snakke om i Bovrup.

I oktober 1942 forsøgte han igen at komme til magten men forgæves.

 

Werner Best havde ingen fidus til Clausen

Werner Best afløste Renthe – Fink samme år, men denne fik Frits Clausen aldrig et godt forhold til. Det gjorde i stedet, Jens Møller fra NSDAP – N, mindretallets nazistparti i Sønderjylland. Frits Clausen var også skuffet over, at Werner Best forsøgte at få et godt forhold til Scavenius – regeringen.

Folketingsvalget den 23.3. 1943 var en kæmpe skuffelse for DNSAP. Dagen efter kunne partiføreren fortælle i Fædrelandet, at han ville omlægge organisationen.

Werner Best kunne til Berlin meddele, at grunden til DNSAP’ s dårlige valgskyldtes håbløse kandidater og Frits Clausens uheldige dispositioner. Også hans personalepolitik var umulig, mente Best.

 

Meld jer ind i Schalburgkorpset

Den 1.4. 1943 blev Det Germanske Korps senere Schalburgkorpset proklameret. I begyndelsen var den danske partifører ikke så begejstret for dette initiativ.

Medlemmerne hørte ikke så meget til partiføreren i sensommeren 1943. En gang imellem kom der dog en såkaldt partbefaling. Og i en af disse blev der anbefalet at medlemmer skulle søge optagelse i Schalburgkorpset. Åbenbart havde partiføreren skiftet holdning.

Dansk nazismes førstemand, Frits Clausen trådte sidste gang frem som aktiv politikker i efteråret 1943.

 

Frivillig i tysk tjeneste

Egentlig forholdt DNSAP sig ikke til begivenhederne den 29. august 1943. i stedet meddelte partiføreren den 1.10, at han ville melde sig i tysk tjeneste som frivillig.

Han meldte sig frivillig i tysk tjeneste. Men desværre for ham, så afslørede den danske SS – soldat, stabslæge Emil Petersen begivenheder som Frits Clausen senere i den grad fortrød. Der kom historier frem om hans drukkenskab og forulempelser af sygeplejersker i Minsk.

Med Heinrich Himmler´s hjælp blev han sendt til SS – Lazarettet i Würtsburg ”for angivelig alkoholisme”.

 

Gode venner med en massemorder

Lederen af dette lazaret var Werner Heyde. Denne Heyde var betroet store opgaver i Det Tredje Rige. Han var en af hovedmændene i medlidenhedsdrabene på over 100.000 mentalt syge og forkrøblede tyskere i perioden 1939 – 1941. Senere var han med til at udpege psykisk syge i kz – lejre til aflivning.

Frits Clausen og Heyde blev gode venner. Og Heyde var da også i Bovrup. Han blev fremvist for partikammeraterne.

Frits Clausen var meget ærekær, og ville ikke have siddende på sig, at han havde været fuld i Minsk. Det ville Heyde gerne bevidne. Men det var bare lige det lille men, at han var efterlyst over hele Tyskland for sine forbrydelser i 1945. Men det betød vel ikke så meget, at det var en massemorder, der kunne bevidne, at Frits Clausen ikke var dranker. Mon ikke hans forsvarer i 1947 fortalte ham det.

 

Modsætningsforholdet til Best fortsatte

Modsætningsforholdet til Werner Best fortsatte. Da rygterne om Clausens drikkeri i 1944 nåede København gjorde Best ikke nået for at fortie det, snarere tværtimod.

I maj 1945 kom han i offentlighedens og anklagemyndighedens søgelys. Han blev kaldt latterlig, fordrukken, jævnt eller mindre begavet. Ja og alt er siden blevet brugt imod ham.

 

I fængsel til sin død

Han blev hentet på sin bopæl lidt over ni om morgenen. Han sad fængslet i 2 ½ år ind til sin død i Vestre Fængsel. Indtil da havde han også siddet i

• Gråsten Arrest
• Fårhuslejren
• Alsgades Skole

Stemningen mod nazismen og dets tilhængere var yderst negativ. Man krævede dødsstraf. Det blev vel også forstærket i kraft af, at de var taberne.

 

Frits Clausens erindringer på tryk

Frits Clausen var ikke en knækket mand, men han var en knækket politiker. I fængslet nedfældede han sine erindringer og DNSAP’ s historie. Ja det var efter opfordring fra flere sider. Egentlig var det ikke tænkt til udgivelse.

Men det er den nu alligevel kommet. Et stort efterforskningsarbejde med udgivelse af en lang række dokumenter og Frits Clausens egne erindringer resulterede i 2003 i en udgivelse med titlen, Føreren har ordet! – Frits Clausen om sig selv og DNSAP. Forfatteren er historikeren, John T. Lauridsen. Det er en moppedreng på ca. 850 sider. Men særdeles interessante oplysninger, kan du finde i denne bog

Han skrev ikke for at vende befolkningen. At han blev beskyldt for landsforræderi var imod hans egen selvforståelse.

Han havde heller ikke til hensigt at hjælpe anklageren og fortælle om sit politiske samarbejde med besættelsesmagten.

 

Han tager ansvaret

I hans erindringer tager han selv ansvaret. Men vi kommer aldrig ind i lægehjemmet i Bovrup. Hans kone bliver kun sporadisk nævnt, og hans datter slet ikke.

Måske er det med vilje, at hans historieskrivning er meget dansk orienteret. For landsforræderi var det sidste, han ville dømmes for.

 

Anklageren krævede dødsstraf

I sommeren 1946 udtalte rigsadvokaten Frits Pihl, over for norske kilder, at det nok ikke var nogen overraskelse, at anklagemyndigheden ville kræve dødsstraf over for Frits Clausen. Vished for dette fik hovedpersonen dog aldrig selv.

I 1948 nægtede Justitsministeriet at udbetale tilgodehavender fra Rigsdagen til enken efter Frits Clausen. Vederlaget skulle dække nogle af omkostningerne i forbindelse med sagen.

 

Ikke støtte før 9. april 1940

Historikere har påvist, at DNSAP ikke fik moralsk og økonomisk støtte af tyskerne før 9. april 1940. Man har heller ikke kunnet finde beviser på, at Frits Clausen skulle have været meddeler for den tyske efterretningstjeneste.

 

Var der basis for dødsstraf?

Men anklageren lagde meget vægt på at Frits Clausen ville bringe den danske stat under tysk herredømme. Hans agitation og hvervningen samt kupplanerne vejrede også tungt. Og skulle han allerede i marts have fået besked om tyskernes besættelse.

 

Ikke tilstrækkelige evner

Lad os slutte med et citat fra Berlingske Tidendes nekrolog:

• Frits Clausen var en lille mand, der ville være stor uden at have den fornødne moral og karakter og ikke tilstrækkelige evner. I sin velmagtstid var han latterlig. I sin fornedrelse påkaldte han ikke medynk.

 

Kilde:

• John T. Lauridsen: Føreren har ordet – Frits Clausen om sig selv og DNSAP (2003)
• Henning Paulsen: Besættelsesmagten og de danske nazister (1970)
• Niels Arkild: Besættelsestidens Fakta 1 – 2 (1945 -46)

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 159 artikler om Besættelsestiden herunder:
• Frits Clausen – lægen fra Aabenraa
• Frits, nazister og et kartotek
• Nazister i Tønder
• De dødsdømte fra Tønder