Sikringsstilling Nord

Denne historie er det nok ikke så mane skolebørn, der har hørt om. Tyskerne byggede et kæmpe forsvarsværk tværs over Sønderjylland. Man begyndte i 1916, fordi man var bange for at englænderne ville gå i land. De ville hurtig ned til Kielerkanalen og spærre for de tyske u – både. Tyskerne fik etableret en forsvarslinje på 50 km. Den skulle være i tre rækker. Man brugte 2.000 straffefanger og oprettede 15 baraklejre. På Årø blev der etableret u – båds spærring. Og i Tønder blev der oprettet en luftskibsbase. Efter Genforeningen valgte man at bortsprænge forsvarsværket, men man glemte dog nogle af batterierne m.m. Disse kan i dag beskues. Andre er blevet tildækket og skjult.

 

De begyndte i september 1916

I september 1916 påbegyndtes sikringsstillingen af pionerer fra 9. armekorps i Altona. Den gik fra Hoptrup i øst til Rømø i vest. Stillingen blev nu aldrig gjort færdig. Men den udgjorde faktisk nok den stærkeste feltfæstning i Europa.

 

Tyvstart i 1915

Men allerede fra midten af april 1915 og et par uger frem rapporterede den danske generalstabs Efterretningssektion om stor tysk aktivitet på en linje fra Haderslev – Gram – Brøns. Omkring Styding og Jegerup blev der gravet skyttegrave og opsat pigtrådsspærringer. Den store aktivitet skyldtres sikkert rygter om en britisk invasion. I løbet af en månedstid var situationen igen normal.

 

50 kilometer lang forsvarsværk

Pionerstabens hovedkommando blev placeret i Toftlund. De militære straffefangere blev fordelt på 32 kompagnier af 250 mand.

Linjen var 50 kilometer lang og bestod af 900 bunkers og 40 batterier. Det hele var forbundet med skyttegrave og jernbaner. Her var utallige signalstationer og avancerede oversvømningsanlæg.

De svære batterier blev placeret i blandt andet Lerskov, Andholm, Strandelhjørn, Gammelskov og Drengsted. Skudvidden var på 17 kilometer. Kommunikationen i stillingen foregik med radio, telefon eller lyssignaler afgivet af karbidprojektører i et udbygget fintmasket system af højtbeliggende blinkstationer fra blandt andet Venbjerg, Stenhøj, Toftlund og Gasse Høje.

 

Planen var tre linjer

Går man i dag på opdagelse i den sønderjyske natur, kan man se rester af dette storslående anlæg.

Stillingen kom til at bestå af to parallelt liggende fodfolkslinjer ca. 100 – 400 meter fra hinanden. Foran stod et system af trådhegn samt lette og mellemsvære kanonbatterier.

En tredje linje var faktisk planlagt længere mod syd. Mellem de to sydligste linjer var der opstillet 8 svære 24 cm kanonbatterier fra udrangerede kystpanserskibe.

 

Planerne blev hele tiden ændret

I løbet af 1916 – 1918 blev konstruktionerne ændret. Ved krigsafslutningen nærmede man sig den type, der blev udviklet i mellemkrigstiden frem til Anden Verdenskrig og som blev opført langs Vestkysten i forbindelse med Atlantvold – programmet.

Der blev også bygget 50 flankeringsbunkere fordelt over hele stillingen. De var forsynet med skydeskår, og var beregnet til beskydning af fjenden i flanken (siden) med enten maskingeværer eller revolverkanoner (skudvidde ca. 2 – 3 kilometer)

 

2.000 straffefangere skulle hjælpe

For at bygge dette store forsvarsværk var der udkommanderet en pionerbataljon bestående af 6 kompagnier. De havde rådighed over 2.000 straffefanger. Det var både politiske fanger og egne soldater, som havde forbrudt sig mod militærets regler og boede i forskellige fangelejre.

 

15 baraklejre

Straffefangerne boede i 15 baraklejre spredt tværs over Sønderjylland. Arbejdet var ofte umenneskeligt hårdt. I Løgumkloster blev der i 1915 oprettet en særlig krigsfangekirkegård til de mange krigsfangere, der omkom under strabadserne. Men dette er nok ikke helt sandt, hvad der står i historiebøgerne. For til selve dette arbejde brugte tyskerne kun straffefangere.

Men disse fangere levede også et usselt og hårdt liv. Mange døde som følge af sygdomme. Ja, der registreret 71 begravelser af straffefangere i stillingsområdet. Man sandsynligvis er det reelle dødstal langt højere

Man blev aldrig helt færdig, men det var i grunden utroligt var man nåede på bare to år.

 

Store vej – og sporanlæg

Tyskerne anlagde cirka 10 kilometer normalspor i forbindelse med Statsbaner og cirka 40 km meterspor i forbindelse med Amtsbanerne. Desuden anlagde man tipvognsspor. Vejanlæg blev også anlagt i betydelig omfang. Ja i flere tilfælde anlagde man 800 meters tømmerbroer over bløde engstrækninger eller slugter.

Formålet var at etablere et fjernforsvar for flådebasen i Kiel og den vigtige kanal til Nordsøen.

 

Englænderne havde lovet franskmændene hjælp

I 1905 modtog Frankrig fra engelsk side underhåndstilsagn om assistance i tilfælde af, at skulle der opstå krig mod tyskerne ville en styrke på 100.000 englændere blive landsat i Esbjerg og/eller evt. Ålbæk bugt ved Frederikshavn med det formål at erobre Kielerkanalen ved et hurtigt fremstød, hvorefter det ville være muligt at neutralisere den tyske østersøflåde ved at holde den indespærret i Østersøen.

I perioden 1905 – 1909 var der således adskillige engelske flådebesøg i Esbjerg

Tyskerne var under Første Verdenskrig vel ikke helt ubegrundet bange for en britisk invasion på den jyske vestkyst. Og man kunne vel ikke undvære så meget mandskab til at forsvare sig mod briterne. De tyske soldater var travlt beskæftiget ved begge fronter. Ja selv en krigserklæring fra Holland og Danmark var man bange for.

 

Uindskrænket u – bådskrig mod alle

Den engelske flådeblokade var blevet en alvorlig belastning for tyskerne.

Allerede i 1916 besluttede den tyske hærledelse at iværksætte uindskrænket ubådskrig mod Storbritannien. Den påbegyndtes i februar 1917 og gik ud på uden varsel at sænke alle skibe uanset om de var allierede eller neutrale i farvandene omkring Storbritannien. Men de nøjedes nu ikke kun med dette farvand.

 

Andre forsvarsværker

Til kontrol med minefeltet i Lillebælt, blev der på Årø etableret en spærring for ubåde, bevogtet af et 10,5 cm kanonbatteri umiddelbart syd for Årøsund.

 

Zeppeliner i Tønder

Lige nord for Tønder blev der i løbet af de første krigsår anlagt en base for luftskibe, der efter konstruktøren kaldtes Zeppeliner. I 1916 udvidede man med et brintgasværk og en base for Albatros – maskiner, der skulle tage kampen op mod engelske jagerfly, hvis de vovede sig så langt. Men det gjorde de, den 19.juli 1918, hvor de kastede bomber over basen. To af de tre haller blev ramt, ligesom to luftskibe udbrændte. Du kan læse andet steds her på siden om dette angreb. Efter den tid blev basen kun anvendt som nødhavn for de tyske zeppeliner.

Toska var den største af hallerne, ja det var Nordens største byggeri. Den havde en længde på 242 meter, 73 meter i bredden og 42 meter i højden.

På basen var der normal ca. 500 soldater.

 

Kun et enkelt regiment tilbage

Bemandingen af Sikringsstilling Nord blev aldrig rigtig iværksat. Særlig på vestfronten var der brug for mandskab.

Ved krigens slutning var der kun en enkelt kavaleriregiment dragoner tilbage. Deres opgave var hovedsagelig at tilse anlæggene. I månederne efter våbenhvilen i november 1918 tog også disse syd på. I 1919 kom der arbejdshold fra Krupp – fabrikkerne og afmonterede de store kanoner og jernbanespor.

 

Man valgte at sprænge

I løbet af 1923 – 26 valgte man at sprænge så mange anlæg som lodsejerne og omstændighederne tillod. Ved våbenstilstanden at tage deres materiale med eller at destruere det. Også nedbrydningen af luftskibshallerne skete under kontrollerede former. Det var den såkaldte Militære Kommission, der varetog dette. Og det skete under fransk ledelse. Egentlig burde der et eller andet sted ligge en masse materiale om forsvaret, men tyskerne ville ikke rigtig udlevere noget, dengang.

Og der findes ikke ret meget historisk materiale omkring denne Forsvarsvold.

Mellem 1922 og 1925 blev det meste af forsvarslinjen fjernet af danske ingeniørtropper. Men enkelte steder kan forsvarslinjen tydelig ses. De bedst bevarede bunkere ses ved Arnholm syd for Hovslund, Gammelskov sydvest for Bevtoft, ved Rugbjerg og Strandelhjørn.

 

En bunker midt i Arrild Ferieby

Midt i Arrild Ferieby blev der i vinteren 2010 – 11 udgravet den specielle bunker Elfriede. Over begge indgange er indridset årstallet 1917. Bunkeren måler ca. 5 x 15 meter og er udstyret med kraftige jernhængsler og øskener ved indgangene så de har kunnet låses udefra. Hvad bunkeren var udtænkt som, vides ikke. Måske var den beregnet som depotrum. I krigstid kunne den fungere som en stor mandskabsbunker.

Bunkeren, der lå i 2. skyttegravslinje er forsynet med geværhuller.

 

Forsvarsværk i glemmebogen

Og egentlig gik dette forsvarsværk så i glemmebogen. Og det er vel ikke ret mange skolebørn, der har fået noget at vide om dens eksistens. Men så tog ingeniør Mogens Scott – Hansen fat. Frem til midten af 1970erne har han fået kortlagt og tegnet resterne af Sikringsstilling Nord. Den fynske ingeniør fra Danfoss havde allerede som 12 – 13 årig været ude for at kigge på anlægget.

Et halv snes år brugte han hele sin fritid på at kortlægge anlægget. Hele 700 sønderjyder med kendskab til anlægget fik besøg af fynboen.

 

Hvad kan man se i dag?

 

• I dag er det 75 synlige og intakte eller delvis intakte konstruktioner
• 64 sprængte konstruktioner
• 30 fuldstændigt tildækkede anlæg, hvis nøjagtige placering og tilstand er ukendt.

 

Kilde:

• Inge Adriansen: Ivan fra Odessa, krigsfanger fra Nordslesvig og Danmark
• Sønderjyske Månedsskrifter (Div. Udgaver)
• Sønderjyske Årbøger (Div. Udgaver)
• Se Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• Fyrretyve fortællinger fra Sønderjylland (2014)
• denstorekrig1914-1918.dk
• Mogens Scott Hansen: Sikringsstilling Nord – en tysk befæstningslinie i Sønderjylland (1992)
• Guide til Sikringsstilling Nord (Sønderjyllands Amtsråd 1994)

 

Hvis du vil vide mere: Se

• Æ Kleinbahn i Aabenraa Amt
• Krigsfanger i Sønderjylland
• Dengang – ved Fronten
• Haderslev 1917 – 1918
• Første Verdenskrig i Bov
• En luftskibsbase i Tønder
• Bombeangreb mod Tønder
• Zeppeliner i Tønder
• Minder fra Tønder 1864 – 1920