Fremmedflag i Sønderjylland
I Danmark var der et forbud med fremmedflag. Men dette forbud blev aldrig gennemført i Sønderjylland. Det var først op til amtmændene at vurdere det. Og det blev tolket meget forskelligt. Amtmand Schack havde valgt den bløde side. Han mente ikke, at man skulle betragte Mindretallet som et fremmedlegeme. Også tolkningen af uniformering og møde – og foreningsret blev tolket vidt forskellig. I Sønderjylland var det et statspoliti i modsætning til resten af landet. En ny stilling blev oprettet, Politiadjudant. Denne stilling kom rigtig i offensiven efter besættelsestiden. Da rettede de sig ikke efter justitsministeriet.
Et stigende problem
I mellemkrigsårene blev flagning med tyske flag et stigende problem for de danske myndigheder i det hjemvendte Sønderjylland. De danske myndigheder var heller ikke enige om, hvordan de skulle løse problemet. Dertil kom uniformsforbud samt andet nazistisk agitation.
Flaget – et stærkt national symbol
Fra midten af 1800 – tallet blev flaget nærmest tilbedt som et stærkt nationalt symbol. Det at vise flaget skulle tolkes som et nationalt tilhørsforhold.
I forbindelse med afstemningen i 1. og 2. zone i 1920 var gaderne i de slesvigske byer i rødt, hvidt sort og blåt, hvilket var kendetegnede for Dannebrog, kejsertidens tyske rigsflag og den Slesvig – Holstenske fane.
Den internationale kommission, der stod for styret i afstemningsområdet ville forbyde flagkrigen i de sidste dage før afstemningen i 2. zone den 14. marts 1920. Tyske protester førte dog til, at flagforbuddet blev indskrænket til offentlige bygninger og andre huses stueetager.
En skov af flagstænger
Efter Sønderjyllands genforening med Danmark blev der rejst en skov af flagstænger i landsdelen. Hvis der ikke blev rejst en flagstang på en gård, sagde man at beboerne var tysksindet, og det blev husket.
Det nationale klima bliv i midten af 1920erne tilspidset. Landbrugskrisen kradsede og hermed fulgte øget tilslutning til Det Tyske Mindretal.
Mindretallet gik kraftigt frem ved folketingsvalget i 1926. Det var samme år, som Vogelgesang blev oprettet, som bl.a. blev oprettet ved hjælp af tysk kapital.
Politimesteren gik til justitsministeren
Politimesteren i Tønder, Aage Seidenfaden henvendte sig flere gange i 1927 til justitsministeriet, da han havde modtaget klager fra dansksindede i Tinglev og Tønder. De klagede over hjemmestyskernes brug af det tyske flag og det Slesvig – Holstenske flag.
Ofte var det i forbindelse med tyske skoleindvielser, at problemerne opstod. En gang imellem var der problemer ved familiefester og begravelser, hvor det tyske flag blev anvendt. Men politimesteren fra Tønder var bange for at flagningen efterhånden ville føre til national uro.
Et statsligt politi
Og hans profeti kom til at holde stik. Men det kneb voldsomt med at få den samme flagordning i Sønderjylland som i resten af landet. 1915 – bekendtgørelsen, der proklamerede, at det var forbudt at flage med udenlandsk nationalflag. Det var et anlæggende for Justitsministeriet og det var politiet, der på vegne af ministeriet skulle håndhæve dette.
Måske kan forvirringen skyldes, at politiet i Sønderjylland var statsligt indtil 1938. I resten af landet var det kommunalt. Årsagen til dette var, at man frygtede, at i de kommuner, hvor der var tysk flertal ville ansætte betjente, der måske ikke var 100 pct. loyale over for den danske stat.
En irettesættelse til politimesteren
Aage Seidenfaden fik ikke nogen hjælp fra ministeriet. Tværtimod, så opstod der stor forvirring efter henvendelsen. Ja han måtte endda finde sig i, at få en irettesættelse fra chefen for ordenspolitiet i Sønderjylland, Valdemar Mensen. Han skulle åbenbart informeres, hvis der var sager af den art.
Lempelig ordning i Tønder Amt
Åbenbart havde henvendelsen ikke været helt forgæves, for der blev nedsat en såkaldt flagkommission. Og denne var to år til at fremkomme med en betænkning. Det var så fjerede gang inden 70 år man nedsatte en kommission. Og heller ikke dengang fremkom der nogen egentlig lovgivning på området. Tre gange fremsatte Stauning lovforslag.
Ja der blev fremsat en hemmelig instruks allerede den 11. juni 1928. Det var en lempelse af reglerne fra 1915. Den påbød politimestrene ikke at gribe ind. Man skulle kun skride ind, hvis en udpræget demonstration skønnedes tilsigtet. Og politimestrene tolkede dette meget forskelligt. Mest lempeligt var det i Tønder Amt, hvor der var flest hjemmetyskere.
Ved sportsstævner og indvielse af skoler, samt privates flagning en enkelt dag, skulle der ikke skrides ind.
Amtmændene skulle udføre ensartet praksis
Men i 1931 synes det som om, at instruksen var blevet skærpet. Nu skulle der skrides ind mod udlændinge, der bar uniform eller ensartet påklædning, der kunne sidestilles med uniform. Udenlandske bannere og flag og medførte musikkorps, der spillede udenlandske musikstykker eller hvis der blev sunget udenlandske sange. Foranstaltninger af en nationalpolitisk karakter skulle der også skrides ind over for. Her var det op til amtmændene at føre en ensartet praksis.
Selvtilliden voksede i Mindretallet
I 1930erne voksede selvtilliden hos Det Tyske Mindretal og dermed også deres aktiviteter og her var også omfattet flagningen.
Efter nazisternes overtagelse sydpå blev problemerne større i Sønderjylland. Hagekorsflaget og det tyske sort, hvid, røde flag begge blev officielle tyske rigsflag. Det politiske uvejr drev efter påskekrisen ind over Sønderjylland.
Et nyt Tyskland er vågnet
Den 22. marts 1933 indeholdt Nordschleswigsche Zeitung en hagekors – smykket annonce. Den bekendtgjorde, at der på Deutches Haus i Tønder ville blive afholdt en tysk aften, hvor lærer Lutz fra Süderlügum ville tale under emnet: Ein neues Deutschland ist erwacht. Mødet var arrangeret af lokale nazister. Men også medlemmer af SA og Hitler – Jugend fra Süderlügum var til stede.
Der skete noget på Saksborg Kro
Allerede 1. april skete der noget igen. Lærer Jacob Hansens svigersøn, Jep Nissen havde indkaldt til møde på Saksborg Kro. Man kunne tilslutte sig et nazistisk arbejderfælleskab. Og inden aftenen var omme havde 65 deltagere skrevet under.
Omkring den 15. april havde Jens Lorenzen, som også blev kaldt Jens Godaw samlet 300 nazister i Aabenraa.
Hejmdal omtaler den 29. maj 1933, at landråd Sievers på et møde i Leck kom med nye provokerende ytringer om grænsens beliggenhed. Han kaldte grænsen for en hårdrejsende forbrydelse mod det tyske folk.
Også i Tinglev var der gang i den. Man mødtes på Hansens Gasthof.
100 – mandsholdet
Man besluttede, at trække mere statspoliti til Sønderjylland. Resultatet blev oprettelsen af 100 – mandsholdet. Det var et uniformeret statsligt kriminalpoliti. Korpset blev først etableret med base i Sønderjylland, men kunne sættes ind over det ganske land ved lejligheder.
Schack var ikke enig med politimesteren
De danske myndigheder var bekymret for, at nazistbevægelsen skulle få fodfæste inden for nazistbevægelsen. Specielt var situationen spændt i Tønder Amt. Hertil kom også, at politimester Aage Seidenfaden og amtmand O.D. Schack ikke var enige om, hvilken linje, der skulle følges. Og det gjaldt ikke kun i spørgsmålet om flagning.
Justitsministeriet var generelt mere til sinds at følge amtmandens mere eftergivende politik end den linje som politimesteren ville følge.
Nazi – demonstration i Tønder
Da Danmarks Nationale Socialistiske Arbejder Parti (DNSAP) i slutningen af august 1933 anmeldte et demonstrationstog gennem Tønder by til den 17. september, anbefalede Seidenfaden, at demonstrationen skulle forbydes. Han henviste til, at nationalsocialisterne i hvert fald i Sønderjylland var et parti af urostiftere.
Anmelderen af demonstrationen, bagermester Kretzing i Bylderup – Bov, der på den tid optrådte som dansksindet nationalsocialist. Han havde også været med til at stifte Nationalsocialistische Arbeitergemeinschaft Nordschleswig (NSAN) på Saksborg Kro.
Seidenfaden slog fast at i:
- Grænseegnene specielt i Tønder, maa jeg formene at Optog af Nationalsocialister, være sig danske eller tyske, paa offentlig Gade ikke bør taales.
Schack var af en anden overbevisning. Men justitsminister Zahle afgjorde sagen til amtmandens fordel.
Befolkningen grinede af Nazisterne
Ved selve demonstrationen i Tønder by deltog ca. 140 personer som medbragte 10 faner med hagekors. Demonstrationen samlede både dansk – og tysksindede. Under marchen gennem Vestergade spillede musikkorpset melodien til Horst Wessel – sangen, og de tyske tilskuere, der stod på fortovet istemte straks: Die Fane hoch, die Reihen fest geschlossen og hilste med Heil Hitler.
Byens tyske nazistgruppe optrådte som Tordenskjolds soldater. Men mange danske tilskuere fandt optoget latterlig, og de måtte le. Dette medførte dagens eneste voldelige episode. En tysk statsborger, der deltog i optoget, så sig gal på en tilskuer, som han mente lo af ham, hvilket gav anledning til at give tilskuer, som han mente lo af ham, hvilket gav ham anledning til at give en tilskuer et slag i ansigtet.
Politiet greb straks ind og anholdte manden. Optoget var en klar provokation, men der kom ikke til yderligere provokationer.
Slesvigsk Automobilklub
I Tønder blev der i begyndelsen af december først oprettet en SA – efterretningsstorm. Men den blev senere omdannet til en motorstorm. Men her slog politiet så til. Derefter fik afdelingen det tandløse navn: Slesvigsk Automobilklub.
I Tønder fik man uniformer fra lidelsesfæller syd fra. Men på grund af uniformsforbuddet, så blev øvelser i fuld mundering henlagt til om natten eller tidligt om morgenen.
Faner, pomp og pragt
Hjemmetyskerne i Sønderjylland ville gerne efterligne nazisternes partidage i Nürnberg med faner, pomp og pragt. Set fra dansk side var det tyske mindretals talmæssige styrke ikke foruroligende. Dets kraft bestod i den faste organisation og store støtte syd fra. Og det tyske mindretal sluttede meget massivt op om nazismen.
En særlig politistilling
Det tyske mindretals nazificering fik i 1934 den danske regering til at oprette en særlig politistilling i Sønderjylland. Den 20. april 1934 blev Fritz Jacobsen beskikket. I hans instruks stod det bl.a.:
- Som Politiadjudant i de sønderjyske Landsdele er De direkte underlagt Justitsministeriet som Raadgiver i Sager angaaende grænse – politiske Spørgsmaal. Det vil navnlig paahvile Dem gennem Politimestrene og i Samarbejde med Statsadvokaten, Amtmændene og Centraladministrationen at samle alle Oplysninger om de særlige sønderjydske Forhold og skabe en hurtigt virkende Oplysningscentral for Landsdelen under Anvendelse af Person – og Sagskartoteker. Til Fremme heraf kan De i det Omfang De skønner det nødvendigt, sætte en udvidet Efterretningstjeneste i System i de enkelte Politikredse i Samarbejde med den stedlige Politimester.
- De vil derhos, saafremt der i Tilfælde af Uroligheder, Demonstrationer o.lign. bliver Spørgsmaal om Anvendelse af større Politistyrker have Dispositionsret over det i Sønderjylland stationerede Politi, ligesom De bør være tilstede ved Uroligheder af denne Art og eventuel lede Politiets Bevægelser i Marken. Af de af Dem til Justitsministeriet afgivne Indberetninger og Indstillinger vil De samtidig have at sende Genpart til Chefen for Statspolitiet.
Stilling overdraget til Refslund Tomsen
Der lå igen instrukser omkring flagning. Og nu var det åbenbart sket en ændring i kompetencespørgsmålet.
Fritz Jacobsen kom kun til at virke i godt et år. Den 4. august 1935 døde han af hjertelammelse i en alder af 43 år.
Stillingen blev den 19. november 1935 blev overtaget af amtmand for Aabenraa og Sønderborg amter, Kresten Refslund Thomsen. Han var sønderjyde og med indgående kendskab til grænselandets mange aspekter og sine landsmænds mentalitet. Men han var forsigtig og tilbageholdene.
Onde tunger vover den påstand, at udnævnelsen først kom efter massiv pres fra statsminister Th. Stauning samt svigerfaderen H.P. Hanssen.
Hjemmetyskere blev truet
Man frygtede nu at, NSDAP – N ville samle alle de hjemmetyske nazist – bevægelser under et. Der var sket en yderligere radikalisering efter at dette parti var blevet dannet i juli 1935.
Hver enkelt medlem af Det Tyske Mindretal blev presset af NSDAP – N. Man blev truet med repressalier og meget mere.
Og det var blevet endnu svære at se en ensartet holdning over for flagningen i Sønderjylland. Det så noget vilkårligt ud. Den danske regering frygtede faktisk, at en stramning over for Det Tyske Mindretal i Danmark ville føre til repressalier over for det danske mindretal syd på.
Flagkampen blev udnyttet af hjemmetyskerne
Flagkampen blev selvfølgelig udnyttet af Det Tyske Mindretal. Man flagede til Knivsbjerg – festene, Hindenburgs begravelse, Heldebgedenktag, Volkstrauertag, de tyske nazisters partidage og Die Machtergreifung.
I 1934 var der lagt op til den helt store fest på Knivsbjerg. Fritz Jacobsen forlangte, at festkomiteen garanterede, at der ikke blev opildnet mod den danske stat. Man måtte kun bruge et flag, og der var ikke noget med at gå i optog gennem Aabenraa. Fritz Jacobsen forbød tillige, at der måtte afsynges Deutschland, Deutschland über alles, Schleswig – Holstein Meerumschlungen og den tyske Horst Wessel – sang.
Justitsminister kritiseret i Hejmdal
Dette blev stort set overholdt og blev håndteret på den bedste måde. Men det gjorde det godt nok ikke, da Johannes Schmidt, Vodder lederen af Det Tyske Mindretal rettede en henvendelse til justitsminister Zahle angående tysk flagning i Nordslesvig ved Hindenburgs jordefærd. Man fik lov at flage fra tyske bygninger, men fik ikke tilladelse til at flage privat.
H.P. Hanssens avis Hejmdal kritiserede i kraftige vendinger, justitsministerens tilladelse. Og det var nu ikke alle, der overholdt reglerne. Således flagede formænd for tyske foreninger foran deres private boliger, og det samme gjorde tyske frimenighedspræster.
Episoden i Rends
På kommuneskolen i Rends opstod der en absurd situation. Det var en dansk skole med en tysk afdeling, og lederen af denne havde hejst det tyske flag. Flaget blev dog på foranledning af skolekommissionens formand fjernet.
Volkstrauertag i Haderslev
I Hadeslev blev der til Volkstrauertag nedlagt kranse. I den forbindelse brugte man flag med hagekors. De blev dog efterfølgende fjernet af dansksindede eller folk fra mindretallet, der ikke sympatiserede med nazismen.
Et sekundært problem for Hitler
I Berlin lagde man i 1935 større afstand til mindretallets ønske om en grænserevision. For Hitler var mindretalsproblematikken sekundær i forhold til de udenrigspolitiske mål, som han fulgte. Et var som om, at dette satte en lille dæmper på propagandaen.
Ny fornuftig procedure
Man fandt nu frem til en anden procedure i forbindelse med flagning m.m. Når der til politimesteren eller politiadjudanten nu indløb en anmeldelse om et optog, sammenkomst m.m. blev den ansvarlige indkaldt til en samtale hos politimesteren. Her blev der spurgt om arrangementets karakter, hvem der skulle deltage, om musikken, om bannere m.m. Tilladelse kunne nu først gives hvis:
- Der ikke deltog udlændinge i større tal.
- De udlændinge, der deltog ikke optrådte i særskilte grupper, markerede kooperationer og organisationer
- Ingen udenlandske musikkorps
- Indenlandske musikkorps ikke spillede udenlandske national – og kampmelodier
- Flag eller bannere ikke blev medført, hvis der var tale om udenlandske flag og – bannere, som havde været i vedkommende forenings eje fra før Genforeningen.
- Ingen fællessang i gader inden for bymæssige bebyggelse.
Mere lempelige regler blev praktiseret ved sportsstævner.
Endnu flere uklare procedurer
Men allerede i 1936 kom en ny forordning, hvor der blev anmodet om, at sager omkring nationalpolitisk karakter skulle forelægges politiadjudanten. Man kan med andre ord sige, at reglerne var nu igen engang blevet mere uklare.
Politiadjudanten fik større kompetence, og det var amtmanden i Tønder, Grev Schack ikke tilfreds med. Måske var det med vilje at han titulerede Refslund Paulsen med Gode Kollega og ikke som politiadjudant.
Mindretallet var ikke et fremmedlegeme
Schack var af den opfattelse. Han mente ikke, at mindretallet skulle betragtes som et fremmedlegeme uden eksistensberettigelse. Undtagelseslovgivning, politiregimente og snart en streng kurs er fejlgreb, der absolut burde undgås.
En eftergivende politik, som Schack stod for, blev ikke kronet med succes, når modstanderne bestod af yderliggående nazistiske bevægelser, der udfoldede antidemokratiske bevægelser.
Pressen blev beskyldt for at piske en stemning i vejret, der var helt ude af proportion med virkeligheden. Det var med til at piske en stemning i vejret.
Men det lykkedes ikke for Refslund Thomsen for at få en ny flaginstruks for Sønderjylland.
Hagekorsflag i Sønderborg
Hagekorsfanerne vajede også ved NSDAP – N’ s hyldestmarch gennem Sønderborg i anledning af 6 – års dagen for Hitlers magtovertagelse i 1939. Her var alle spidser til stede, og der var masser af faner.
Østrigs indlemmelse i Tyskland var en opmuntring for hjemmetyskerne i Sønderjylland i 1938. Man vejrede nu atter engang muligheden for grænserevision.
Partistævne i Haderslev
Det årlige partistævne i Haderslev blev imødeset med spænding. Den 14. april skulle der ske en march gennem byen. I alt deltog der 800 – 1.000 mennesker. Haderslev – borgerne havde smykket byen med Dannebrog. Det var en slags moddemonstration med nazisterne. Og disse brugte rigeligt fanerne. Dette var en klar overtrædelse af gældende regler. Men politiet valgte ikke at skride ind.
Man rejste dog sag mod optogets ansvarlige leder for bevidst tilsidesættelse af påbuddet.
Det Tyske Mindretal i Sønderjylland var relativt svag i antal og indbyrdes var de også splittet. Deres grænserevision fik aldrig opbakning i Berlin. Men kunne man stole på Berlin?
Den efterretningscentral, som politiadjudanten opbyggede havde et udsædvanligt indblik i Det Tyske Mindretals gøren og laden. Måske var det årsag til at denne ikke lod sig provokere.
Politiadjudanten i offensiven
Efter 9. april havde de danske myndigheder svært ved at styre flag – reglerne. Men efter den 5. maj 1945 tog Politiadjudanten revanche og hævn. Det kan du læse om her på siden i diverse artikler. Det Tyske Mindretal blev i den grad overvåget. Mystiske dødsfald uden egentlig opklaringsarbejde og forfalskede rapporter fulgte. Her var det også en masse eksempler på at Politiadjudanten i Sønderjylland ikke rettede sig efter Justitsministeriet’ s henvisninger og retningslinjer.
Kilde:
- Fortid og Nutid (2009)
- Grænsevagten (diverse udgaver)
- Se Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
- Sønderjylland i 1933 (Historisk Samfund for Sønderjylland)
- Claus Bundgård Christensen m.fl.: Danmark besat – krig og hverdag
- Karen Gram – Skjoldager: Grænsen ligger fast
Hvis du vil vide mere: Læs:
- Danskerpak og Tyskerpak
- Retsopgøret i Sønderjylland
- De danske nazister
- Hagekorset i Parken
- Den Sønderjyske Efterretningstjeneste
- Mindretal i brændpunktet
- Opgøret efter 1845
- De mystiske mord ved grænsen
- Jens Møller – folkefører eller folkeforfører
- De femlange år i Sønderjylland
- Knivsbjerg – nord for Aabenraa
- Det Tyske Mindretal
- Mord i Padborg 1 – 4
- To skæbner i Kiskelund
- Nazister i Tønder
- Dødsdømte fra Tønder
- Frits Clausen – lægen fra Aabenraa
- Frits, nazister og et kartotek
- Tondern Station
- Heimatfest 1921
- Jamen – vi forstår ikke tysk
- Da, Tønder igen blev dansk
- Tønder – mellem dansk og tysk
- Løjt, mellem dansk og tysk
- Tønders dansksindede
- Hvorfor var Tønder tysk?
- Den dansk – tyske sameksistens
- Sønderjylland – efter Genforeningen
- Ned med de dansksindede
- Sønderjylland – i knibe
- Bov Sogn – mellem dansk og tysk
- Genforeningen i Bov Sogn og mange flere.