De var vel halvanden hundrede på Nørrebro og Nordvest. Det svarede cirka til halvdelen af Københavns klunsere, der hørte til herude:

– Alvi på Blytækkervej ca. 50 klunsere
– Hovedstadens Pakhus, Brofogedvej ca. 15 klunsere
– Dummann i Dagmarsgade ca. 15 klunsere
– Møller i Ryesgade ca. 20 klunsere
– Hovedstadens Pakhus i Todesgade ca. 25 klunsere
– Jernhandlerne på Svanevej ca. 10 stykker.

Ja, så har vi sikkert også glemt nogen. Så var det også klunserne på Østerbro, men de handlede inde på Nørrebro.
Under krigen var det meget gode priser på klunservare. Da var antallet nok op på et par tusinde.

Hvad er en klunser?
En klunser er en mand, der roder i skraldebøtter og på losepladser efter kasserede ting og sager, for så at sælge det til en produkthandler. Derefter drikker han omgående pengene op.
Det må være et af verdens ældste erhverv. Allerede i Stenalderen rodede han efter madrester. Man kan da sige om manden, at han er moderne. Han går ind for genbrug. Men gennem hele historien har denne erhvervsdrivende været i slagsmål med omstrejfende hunde.

De blev ødelagt af spiritus
Mange var ødelagt af spiritus. De evnede ikke at overholde samfundets regler med hensyn til at overholde herbergernes regler om ankomsttid, ædru tilstand, renlighed og betaling for logi. De sov under halvtage og parkerede lastbiler, i kældre og trappegange.
Han har også sit redskab, ligesom slagteren. I klunsevisen fra 1857 hører vi, at Christen bruger syvtallet. Det er en slags en takket hakke med et solidt træskaft.

Menneskets efterladenskaber
Igen engang kommer vi ind på menneskets efterladenskaber. For nogle hundrede år siden var det i København et ubeskriveligt ælte overalt. Det stank, og man kunne dårligt få luft. Rendestenen var fyldt med skidt og møg, som borgerne uden videre havde kastet ud på gaden. Der lå det så og rådnede sammen med kadavere af selvdøde husdyr.

De ærlige og de uærlige
Det var dengang, at samfundet var opdelt i ærlige og uærlige. Det havde noget at gøre med ens erhverv. En ærlig mand kunne aldrig finde på at røre en uærlig.
De uærlige blev nødt til at gifte sig med hinanden. Først et stykke ind i 1800 – tallet forsvandt denne opdeling. Til de uærlige hørte alle dem, der havde berøring med forbrydere. Det var bødelen, skarpretteren, vægteren og bysvenden. Men også dem, der havde et svinsk og uappetitlig arbejde, hørte til denne gruppe for eksempel skorstensfejeren og hesteslagteren.
Hertil kom alle dem, der havde med transport af latrinspande og skarnet at gøre. Det var rakkeren, natmanden og siden skraldemanden. Ja selvfølgelig var det også klunseren, der rodede rundt i skarnbunkerne. Det var meget praktisk, fordi i mange byer var alle disse uærlige jobs slået sammen til en.

Rakkeren måtte give advarsel
Rakkeren var forsynet med en skralde af træ, så beboerne blev advaret, når han var i anmarch. Men tilbage til klunseren. Han var foruden sit syvtal forsynet med kraftigt forklæde af presenningsstof eller bare en gammel sæk, han hængte om livet. Desuden havde han et par gamle handsker på, der skulle beskytte ham mod glasskår.

Blandt de fattigste
Han var sammen med vagabonden den fattigste i vores samfund. Han ejede kun de klude, han havde på. Ikke engang klunsecyklen ejede han. Den lejede han hos produkthandleren. På denne cykel kunne han også sove. Ved hjælp af presenninger og sække kunne man godt indrette sig. Og så var det bare med at finde et halvtag.

Var det et besværligt folkefærd?
Klunseren færdedes altid rundt i en større eller mindre brandert. Viceværter betragtede klunserne som et besværligt folkefærd. Klunseren arbejde hele døgnet, hvis ikke lige han skulle sove rusen ud. På sin hue havde han en elektrisk lampe, der var forbundet til et batteri i frakkelommen.

Uappetitlige dyr
I det gamle Rabarberkvarter, Rantzausgade med sidegader og Griffenfeldsgade – kvarteret vrimlede det med uappetitlige gnavere, mus og rotter.
Var man først blevet bidt af sådan en, så er det kun en ting at gøre. Og det er at søge det næste hospital og få en modgift.

Klunseren var ikke sart
En klunser er ikke sart. Men der er hårdrejsende historier om, hvad han har fundet på Nørrebro. Jævnligt fandt han aborter, omhyggelig viklet ind i avispapir. De fleste klunsere arbejde helst om dagen af hensyn til rotteplagen. De starter tidlig, så de kan nå at skrabe et par kroner sammen ti spiritus. Det som blev tjent i går, er for længst brugt.
Legemet kræver et vist kvantum alkohol, før han har det nogenlunde tåleligt. Klunseren er en slave af sin last. Om aftenen finder han over i et skur i et hjørne af klunserpladsen for at hygge sig med kammeraterne, og straks går der bud efter drikkevarer. Nu er livet dejlig igen.

Døden fra Lybæk
En yndet drik blev kaldt Døden fra Lybæk. Man tager en tom flaske. Så hælder man en halv falske hvidtøl i den, og så en rød sodavand. Resten er så sprit.
Det var en drik, der fik klunserne til at gå på røven.

Nikodolsaft
En anden drik var Nikodolsaft. Ja nogle af klunserne kaldte den også for en Jukohama. Man skulle bruge tre sodavand og en halv flaske sprit. Spritten kostede 85 øre og den indeholdt 93 pct. alkohol. Det kunne en hver husmor se på etiketten, når hun pudsede vinduer. Det kunne blive til tre blandinger. Eller som klunserne kaldte det til tre forbrændinger.
Sodavand hældes op i en bajerflaske. Resten fyldes med sprit. Så bliver blandingen destilleret på klunser – maner. Flasken bliver rystet og vendt op og ned et par gange. Så forsvinder noget af spritdampen af med kulsyren. Man kan med tommelfingeren mærke, når trykket er som det skal være. Det er vigtigt, at ikke alt kulsyre forsvinder.
Amerikaner Karl kunne drikke den ren, lige fra spritflasken.
Nogle gange krævede det store overvejelser, hvad man skulle investere i, for en bajer kostede 83 øre, mens en flaske sprit kostede 85 øre.

Koldbrand
I det lange løb ødelægger man marven. I det lange løb går det ud over blodomløbet i benene. Og så kan det opstå koldbrand. Mange klunsere døde af dette.
Men ellers var det også en blanding af brændevin, cognac og rom, der blev indtaget. Ikke overraskende vågnede man om morgenen med mandolinfeber. Den eneste måde at dæmpe dette på, var indtagelsen af en ny forsyning af sprit. Og så var ringen ligesom sluttet.

Klunseskuret
Klunseskuret var de asociale klunseres eneste bindeled til samfundet. Adressen var omhyggelig noteret på folkeregisteret. Det var også her politiet henvendte sig, hvis man skulle fat i en bestemt klunser.
Her kunne klunserne selv lave mad på en primus. Og hver gang blev vittigheden med at det var synd at anvende spritten på den måde.
Fandt man ud af, at en klunser havde lus, ja så sørgede man få at han kom på Kommunehospitalet. Her kunne han blive gratis afluset. Men såfremt han gik rundt og kløede sig i dagvis, blev kollegaerne sure. Så blev hans undertøj flåede af ham og smidt ind i ilden.
Mange klunsere sov i et cykelskur. Men mange sov også i det fri kun overdækket med en presenning på den trehjulede cykel.

12 møgbeskidte klunsere på herberg
Mange af klunserne på Nørrebro havde også dækadresse på herberget ude på Bellahøj. Men her skulle man betale den store formue på halvanden krone pr. dag. Men det kunne blive for meget, når 12 møgbeskidte mandfolk lå der og fes en hel nat for lukkede vinduer.
Middagsmaden blev indtaget på en café under højbanen eller folkekøkkenet i Møllegade. Ja særlig populær hos klunserne var en politiassistent, som de kaldte Lotinga. Han hjalp klunserne.

Guldgrube under krigen
Ordet klunser er afledt af ordet kluns. Dermed menes gammelt ragelse eller gamle klude. Besættelsestiden var en guldgrube for klunserne. Myndighederne havde bestemt, at alle pulterkamre skulle tømmes af hensyn til brandfaren ved eventuel bombning.

Kniven på struben
Engang imellem forsøgte klunserne at komme ud af deres elendighed. De fik arbejde, men snart kom der både breve fra skattemyndighederne og pantefogeder. Så fik de kniven på struben. Der skulle betales børnepenge og manglende skat. Og ofte fandt klunserne så ud af, at det bedt kunne betale sig, at fortsætte med at klunse.

50 klunsere bag et plankeværk
Ude på Blytækkervej holdt cirka 50 klunsere til bag det skærmende plankeværk. Vejen var ofte fyldt op med trehjulede cykler. Inde på pladsen blev varerne grovsorteret af klunserne selv. Rundt om så man stabler af gamle aviser, bildæk, spande og urtepotter. Jo og pladsmanden sørgede for en pinlig orden i alle stakkene.

Den årlige skovtur
De kunne også klæde sig om. Det gjorde de til den årlige skovtur eller når de skulle tage afsked med en kammerat. Det skete ved fælles hjælp, jo de var gode til at hjælpe hinanden. De ville ikke ligne beskidte møgdyr ved sådan en lejlighed. Man lånte beklædningsgenstande hos hinanden.
Man havde gang i 17 kedler vand på en gang. Og hver gang en var blevet vasket og barberet, så var det ud af klappen med ham. For så var der plads til den næste. Og selvfølgelig kom Jyde Ole for sent, møgbeskidt. Han havde ikke en trevl rent tøj at tage på. Men det klarede man også. Og så var 33 klunsere parat, renvaskede og med rent undertøj. De var barberet og havde endda rene skjorter på.

Flere sponsorer
Og turen gik nord på. De skulle have rigtig snaps, sponseret af købmanden, hvor de normalt handlede. Man måtte ikke drikke under selve turen derop, og man skulle selv sørge for madpakken. Men der var flere, der havde sponseret 50 kroner, blandt andet jernhandleren på Brofogedvej,

Kusse – Johannes
Tilfældigt var produkthandlernes sortér – damer også på udflugt samtidig. Egon havde sin harmonika med. Og så blev der ellers danset på græsplænen. Det endte da også med at Kusse Johannes væltede ind i rosenbedet med en lang bønnestage. Og Gamle Valde havde fundet en, der kunne været bygget ude på B&W. Sikke et syn, Gamle Valde lå nederst. Han blev nærmest mast.
Denne Kusse Johannes havde fået at vide, at han af helbredsgrunde ikke måtte drikke spiritus. Men det var han ligeglad med. Han drak tre flasker portvin hver dag. Og så gik han rundt med hjertepille, og skulle spise tre om dagen. Men det tog han ikke så alvorlig, så han tog tre i timen. Han blev senere fundet nede på Drejervej på fortovet – død som en sild.
Skovturen endte ved Bakken. Nogle blev derude, og andre tog hjem til Blytækkervej. Straks gik turen over til købmanden, hvor der blev købt tre hele flasker portvin og noget kogesprit.

Tatoveringer klarede man selv
Mange klunsere gik rundt med tatoveringer. Og det var ikke noget, man fik lavet i fremmede havne eller i Nyhavn. Det var nogle af kammeraterne på Nørrebro, der stod for det.
Man binder syv nåle på et træskaft, sådan bag ved hinanden. Så kradser man tegningen op med nålene. Ja og så blev nålene dyppet i tusch. Der var mange, der var sande mestre i dette. Ofte blev de lavet i beruset tilstand, så gjorde det ikke så ondt.

De mange øgenavne
Vi har her i artiklen allerede mødt et par af klunserne. Men det var jo også lige:
– Kresjan Højttaler, Laurids betjent, Ballét Ole, Løgne Hans, Luse Karl, Skæppeskideren, Prima – Prima, Jens Mangepenge, Ole Strit, Perletand, Fru Petter, Snude Jens, Ålehovedet, Vaskelap, Viggo Plys, Sorte Holger, Røde Holger, Sprit Hans, Gnavpotten, Ålepitten, Den Brølende Løve, Linje 14, Fisselbak og alle de andre.

Når finanserne slap op
Det kunne jo også ske, at man helt var udgået for finanser. Så kiggede man efter dybest nede i lommerne og samlede 1 og 2 ører og samlede disse i en stor bunke. Var det stadig ikke nok, smed man undertøjet, strikketrøjer og den slags unødvendig kluns. Det solgte man så til produkthandleren. Det var så nok til en flaske portvin og en falske sprit.
Klunserne gik skam også til frelsermøder. De kom for at få lidt sang og et kop kaffe samt varme. Her kunne man komme i møgbeskidt tøj med en brandert på, uden nogen sidder og glor på én af den grund. Frelsens Hær kendte godt klunserne og vidste, hvordan de var.

Da Amerikaner Karl døde
Der var sorg at spore, da Amerikaner Karl døde. Han drak sig ihjel i sprit. Tre flasker sprit havde han købt henne hos købmanden nytårsaften. Han havde drukket det rent.
De fandt ham ovre i kælderen i Tikøbgade 4. Han havde fået lov til at sidde lidt og varme sig på en røgkanal af varmemesteren. De sagde, at han sad med begge hænder i bukselommen, da de fandt ham. Han var død i en brandert. Hvis han vidste, at han skulle dø på den måde med tre flasker kogesprit uden om sig, ville han havde frydet sig. Han var en hård hund.
Der var blevet skramlet sammen til en krans med bånd på:

– Det sidste Farvel fra Kammeraterne på Blytækkervej

Hele 15 var med til begravelsen. Og mange af klunserne undrede sig over præstens valg af den ene salme:

– Du kvæger i ørkenen i den tørstende sjæl

Der blev drukket meget på Nørrebro
Det var ikke kun klunserne, der drak på Nørrebro. I begyndelsen af 1900 – tallet var der alene fra Nørrebros Runddel til Harreskovbanen 26 mere eller mindre beskidte værtshuse. Særlig fredag og lørdag var der travlt. Politiet havde lejet en vognmand med hestedroske. Nogle af de anholdte var befængt med lus.

Utterslev – prangerne
Så var det jo også lige Utterslevprangerne. De gik i blankpudsede træsko, som blev kaldt for køjebunde. De var spidse og stak lidt ud. Og en rigtig pranger havde en broget vest på – selvfølgelig toradet – og et halstørklæde. Den var bundet i en sirlig knude.
De havde også hatte på, men det var mange forskellige slags. Sportskasketter, bløde hatte eller bowlerhatte.
Disse prangere kørte helt til Præstø efter kirsebær. Så solgte de dem enten til konservesfabrikker eller på torvet. De handlede med alt muligt. Jern, metal, frugt og grøntsager. Det var en pærevælling.

Slagterne i Utterslev
Det var et helt eldorado for slagtere herude før første verdenskrig. Foruden en hel masse almindelige slagtere, der slagtede alt muligt, køer, kalve og grise i egne slagterhuse herude, så boede der også her to deciderede hesteslagtere, Johan Bekker og Wenzel Førsterling.
Nu ved jeg ikke om de havde et dyreværn dengang. Men særlig dyrevenlig var slagtermetoden nu ikke. Man havde en trekantet trækølle, som man daskede hesten med. Når den så væltede omkuld, så blev halsen skåret over på den. Huden blev sprætter af, og så blev kadaveret hængt op.
Det var kun hos de fattige, man spiste hestekød dengang. Kødet kostede ikke mere end tre pund for en krone. Og grunden til det var, at der var masser af heste i Sverige dengang. Prisen for en hest lå mellem 20 og 35 kroner.

Blomsterkranse blev solgt
Omkring 1900 – tallet var det ikke ualmindeligt at børn bandt blomsterkranse og solgte dem ude på Bispebjergvej, som i dag hedder Frederiksborgvej. Her kom om søndagen fine hestevogne forbi, så kunne børnene afsætte deres blomsterkranse. De forlangte 10 øre, men ofte fik de 25 øre for dem. Det var faktisk en tradition derude.
Der blev solgt meget ved dørene dengang. Røgede sild, radiser, blomsterbuketter, figurer af gips og meget mere. Dette foregik blandt andet på den nuværende Nørrebrogade. Jo man havde diverse love, næringslov, lukkelov m.m. i 1890erne mens dette foregik. Men det var nu ikke så mange, der rettede sig efter det.

Den Glade Sandmand
Faderen til den berømte eller nærmere berygtede Karen Spidsmus kørte rundt med en vogn og en gammel krikke og solgte sand. Jo han blev kaldt Den glade Sandmand. Han solgte gulvsand og sand til spytbakker. Nede i spytbakken lå der et stykke avispapir lidt over kanten.
Mange af de klunsere, der gik rundt på Nørrebro havde tilbragt store dele af deres ungdom på Fælleden. Hvordan så det ud dengang?

Borgervæbningen
Aldersro Bryggeri lå ikke langt fra Nørre Fælled og blev storleverandør, når Borgervæbningen her holdt deres øvelser. Som regel var det mor, der gik over på bryggeriet på Jagtvejen og købte et anker – bajersk øl. Det havde far godt af i pauserne. Jo det var lystigt dengang.
Borgervæbningen var et slags hjemmeværn. Den sidste Borgervæbning, der blev indkaldt var i 1909. Man fik udleveret en uniformskasket med firkantet skygge og en uniformsjakke. Den var sort og havde skulderstropper på. Ja og så fik man geværet. Man skulle så selv levere bukserne. Og det skulle være de allerpæneste.
De skulle give møde hver eftermiddag. Så skulle de spørge om fri et par timer fra deres normale arbejde. Det hændte jo så at knægtene fik en to øre for at bære de stolte soldaters geværer. Jo de skulle også lære at marchere og det foregik ved rigtig militærmusik.
Men nu var det ikke alle, der ville have, at Mutter kom og overværede sceneriet eller ønskede at blive afhentet af hende. Man så lige sit snit til at frekventere værtshuset Første Maj på Blegdamsvej. De satte geværerne i pyramideform i haven, og så drak de bajere langt ud på aftenen.
Derude på Fælleden var der masser af hestepærer og godt med kokager dengang. Ja så var der mere for mutter at rense på de allerbedste bukser.

Soldaterlokummer
Jo der var også soldaterlokummer derover. Det var nogen sorte nogen, som var tjærede. De var beregnet til Borgervæbningen. Men det hændte jo også at almindelige borgere fik mavepine. Og så skete det, at man listede derind.
Men det var ikke kønt. Der var gerne top på. Ja det var ligefrem væmmeligt, for fluerne havde også søgt herind. Der var som regel plads til 4 – 5 stykker lige ved siden af hinanden uden skillevæg mellem hullerne. De stod faktisk der, hvor Rigshospitalet ligger i dag.
Ja soldaternes største fjende var nok alle de køer og heste, der gik rundt ude på Fælleden. Men ak paradiset stoppede, da man begyndte at bygge Rigshospitalet i 1905 – 1906. Man kan vel godt forstå, at Fælledbisserne følte sig trængt.

De mange vandhuller på Fælleden
Lige der, hvor man byggede Rigshospitalet lå et vandhul, der hed Gåsen. Længere ude lå fælleden lå et par vandhuller, der hed Holger Danskes Briller. Lidt derfra lå en aflang sø, som de kaldte for Lammeparken. Knægtene lavede flåder dengang og sejlede ud. Men det var ikke helt ufarligt at falde i vandet, når man ikke kunne svømme. Det vrimlede med fisk i søen.

De brutale Gadekampe
Der var masser af gadekampe dengang. Ryerne var dem, der boede i Ryesgade, Fredensgade og hen ad Blegdamsvejen.
Så var det dem, som boede oppe i arbejderboligerne på hjørnet af Jagtvejen og Tagensvej som blev kaldt Rakkerne.
De to grupper kunne ikke tåle hinanden, og begge ville reagere over Fælleden. Det var ikke kun knægte, der sloges. Ofte var voksne på 20 – 22 år med i kampene. Det gik hårdt for sig. De var vel omkring et par hundrede på hver side.
Af våben kunne man se stenslynger, som blev slynget rundt, så stenene kunne ramme en, som et projektil. En af knægtene mistede et øje ved en af disse kampe, ramt af sådan et projektil.
Politiet blev væk. Og havde de vist sig havde fjenderne nok slået sig sammen og kæmpet mod politiet.
Nede på Øster Fælled lå Lægeforeningens Boliger. Banden derfra blev kaldt for Bromlebyerne. De holdt med Ryerne. Rakkerne måtte så have forstærkning oppe fra Nordvestkvarteret. Engang imellem blandede Rabarberdrengene sig også i kampene.

Jomfru Tidsfordriv
På gaderne i Nordvestvejkvarteret gik Jomfru Tidsfordriv rundt. Hun gik rundt med sin grønne nederdel, og så havde hun meget store gummistøvler. Når det så var dårligt vejr, hankede hun op i skørterne. Hun var ellers en nydelig dame. Ungerne fandt ud af, at hvis de begyndte at synge en sang om hende, havde hun som regel godter med til dem.

Nytårsløjer
Jo børnene havde mange fornøjelser dengang. Bisserne holdt til på Nordvestvej, som i dag hedder Rantzausgade. De trillede latrintønderne ud midt på gaden når det var nytårsaften. Når så politiet kom, ja så huggede de betjentenes hjelme og smed dem i tønderne.
Når politiet så trak af sted med fuldriggerne, ja så trak børnene betjentene i jakken hele vejen ned til Korsgades Politistation. Dengang var der også bål i gaderne på Nørrebro både nytårsaften og til Sankt Hans.

Kilde: Se

– Litteratur Nørrebro

Hvis du vil læse mere:

– Du kan på vores hjemmeside finde masser af artikler, der berører de emner, vi har omtalt i artiklen.