En adelsborg ved Tørning
Ved Tørning lå vel nok den største borg i Sønderjylland. Den havde sin storhedstid og meget magt blev udbredt herfra. Her sad den berygtede familie Lembek og her residerede familien Ahlefeldt. Kigger man på borgens historie, ja så bliver man i den grad involveret i hele Sønderjyllands historie. Flere gange forsøgte den danske konge at inddrage borgen. Og familien Lembek blev godt sur på Kong Erik, at de atter engang tog grevernes parti. Der har været gang i Sønderjyllands historie.

Et imponerende levn
En af Sønderjyllands største og mest imponerende levn fra adelvældets store tid finder vi ved Tørning. Ja for dem, der ikke er helt inde i geografien, så befinder vi os i det gamle Haderslev Amt. I dag er det nu ikke meget tilbage.

Et bjergslot
På stedet lå en borg i anselige dimensioner, ca. 200 meter lang i nordvest – sydøstlig retning og ca. 150 meter bred på den anden led. Casper Danckwerth har givet udtryk for størrelsen:
– Borgen har efter de Tiders Maade været godt befæstet, og fordi det laae paa et høit Sted, hvor Sporene deraf endnu sees, er det blevet kaldet et Bjergslot.

Lokalbefolkningen brugte murbrokkerne
I grunden er det forbavsende lidt, der er bevaret af dette vældige borganlæg. Det er ikke meget, der vidner om en længst forsvundet fornemhed. Man har fundet rester af søjler af gotlandsk kalksten. Mon ikke lokalbefolkningen har brugt en del af murbrokkerne fra ruinerne selv.

Tilbage til 1331
Navnet Tørning eller Tørninghus dukker ofte op, når man dykker ned i middelalderens historie. Borgen har haft en central betydning for den nordlige del af Sønderjyllands historie.
Ja vi skal helt tilbage til 1331, hvor vi første gang hører om Tørning. Her slutter en holstensk væbner Henneke von Hummersbüttel et forlig med den schauenborgske greve, Gerhard den Tredje. Danskerne kendte denne under navnet Grev Gert eller Den kullede greve.

Vigtigt at have magten
Herremændene med deres svende søgte at stadfæste deres magt ved at befæste deres gårde med voldanlæg og bolværk. Gårdene blev også forsynet med stærke mure og stentårne. Dem, der beherskede borgene, beherskede også magten i Danmark. Dette gjaldt i høj grad for Tørning. Havde man magten her, kunne man også beherske hele omegnens vejsystem, og da først og fremmest den nord – sydgående trafik ned gennem landsdelen.

Den kullede Greve
Det var derfor nødvendig for Grev Gert, at få kontrollen med Tørning. I forvejen havde han et fast greb om Nørrejylland og Fyn. Sammen med sine holstenske stormænd og med støtte blandt de adelige i Nørrejylland var der i sommeren 1326 lykkedes ham, at få sin mindreårige nevø, den kun 10 – årige sønderjyske hertug Valdemar V. Eriksøn gjort til Danmarks konge, som den tredje af navnet Valdemar.
Som tak for hjælpen lod han sig arveligt forlene med hele hertugdømmet Sønderjylland fra Ejderen til Kongeåen og Kolding Fjord.

Ville have Sønderjylland til Holsten
Meningen med dette var åbenlys. Grev Gert ville løsrive hertugdømmet fra kongeriget Danmark til Holsten. Han ville derefter give de holstenske stormænd forskellige pantelen rundt omkring i Danmark og i hertugdømmet Sønderjylland.
Dannelsen af pantelen blev katastrofal for Sønderjylland.

Henneke von Hummersbüttel
Den før nævnte væbner, Henneke von Hummersbüttel havde fået overdraget Hindsgavl og hele det vestlige Fyn som pantlen. Men han havde følt, at det var lidt langt fra sin hjemstavn og faren for oprør blandt danske væbner og bønder lurede hele tiden.
Aftalen med Grev Gert i 1331 gik derfor ud på, at greven skulle overlade Henneke von Hummersbüttel:
– Borgen Tørning med hele fogderiet, samt halvdelen af kirketienden fra hele det sønderjyske område, dersom Hindsgavl skulle blive ham afvundet.

Det blev aldrig en aftale
Som panteherrer på Tørning sad dengang to andre af grev Gerts våbenføre mænd, nemlig ridderne Hartwig og Claus Reventlow. Disse to forpligtede greven sig at købe ud, såfremt at aftalen med Henneke blev gennemført.
Men aftalen kom aldrig i stand. Henneke von Hummersbüttel nævnes endnu i 1348 på Fyn. Meget tyder på, at han gik i Valdemar Atterdags tjeneste. I 1359 nævnes han som død.
Hartwig Rewentlow hører vi om i hele Grev Gerts tid. Claus Rewentlow er muligvis ham, der i 1348 bliver nævnt som Slesvig Domkapitels kanniker.

Hertug Valdemar havde ingen magt
Den unge hertug Valdemar måtte allerede i 1330 opgive sin kongetitel. Han opholdt sig derefter på Tørning. Herfra udstedte han et frihedsbrev til Løgum Kloster. Men det var stadig Grev Gert og hans mænd, der havde den reelle magt.

Mordet på Grev Gert
Men i foråret 1340 var Den Kullede Greve – Grev Gert blevet myrdet. Og det blev den sønderjyske hertug Valdemar, der kom til at betale for Niels Ebbesøns blodige dåd. Greverne overlod hertugen Nørrejylland for 42.000 mark lødigt sølv. Til gengæld skulle han så overlade dem hele Sønderjylland.

Borgen pantsat
Borgen Tønning med Staden Haderslev og hele det tilliggende fogedi skulle hertugen pantsætte til greverne for 10.000 mark lødigt sølv. For samme beløb blev Tønder pantsat. Hele Sydslesvig bortset fra Gottorp med Dänischwohld og med stæderne Eckernförde, Slesvig og Flensborg blev ansat til en sum af 12.000 mark lødigt sølv.
Videre blev der foreskrevet, at hertugen, når han ville indløse de sønderjyske panter, så skulle han først indløse Tørning, derefter Tønder og først til sidst Gottorp.

Nærmest som nutidens grænse i 1350
Valdemar Atterdag havde ægtet hertugens søster og derved modtaget den nordligst del af Nørrejylland. Takket være kongens ihærdige arbejde lykkedes det at få resten af Nørrejylland indløst, og snart blev Tørning og Tønder også indløst. Og omkring 1350 kom grænsen mellem de holstenske grevers og hertugens del af Sønderjylland nærmest til at svare til vores nuværende grænse.

Claus Lembek
Antagelig har hertugen slået en af sine nærmeste rådgivere, Marquard Wulf til ridder mellem 1338 og 1340. Og måske har enken efter denne rådgiver bevaret magten på Tørning ved at indgå ægteskab med den meget berygtede og sagnomspundne Claus Lembek. Vi skal grave i Holstenerpræstens Krønike:
– Dengang (på Valdemar Atterdags tid) var der i Jylland en adelige frue på borgen Tørning, som ægtede en holstener ved navn Claus Lembek. Denne frue havde som enke ved ægteskabsbrev mange godser, som hun ikke kunne forsvare, derfor tog hun den mægtige mand til ægtefælle. Da denne Claus Lembek ville besøge sin hustrus undersåtter, fandt han, at de alle var modvillige og ringeagtede hans befalinger, endog på den måde, at de heller ikke ville ham herberge. Da han var kommet tilbage til sin hustru, åbenbarede han hende, hvorledes der var gået ham. Hun svarede: ”Jeg er en kvinde, jeg kan berede bordet, og hvad dertil hører, og det i rigelig mængde. Se til, at I skaffer et langt og bredt bord, og vend nu tilbage til Eders undersåtter. Thi ordet går, at de danske bønder ikke tager imod få, men mange er de nødt til at tage imod, når de optræder med magt! Derfor hidførte Claus Lembek fra Holsten mange rustede svende, og da tog hans bønder imod ham.
Omkring 1351 skulle der i forbindelse med Valdemar Atterdags indfald i Sønderjylland have været tale om kampe ved Tørning. Kongen forsøgte at belejre borgen, men måtte opgive, da der kom hjælp fra Grev Claus.

De indesluttede var ved at opgive
Sagnet fortæller, at de indesluttede på Tørning var ved at opgive, da de kun havde en eneste ko tilbage. Men de lod den beklæde med forskellig skind, så kongen ikke skulle vide, hvor alvorlig situationen i virkeligheden var.

Claus Lembek var med i alt
Claus Lembek var med i alt, også da der blev sluttet fred med Valdemar Atterdag i 1360 i Kalundborg. Sidste gang han omtales i et brev er i et brev i 1368, hvori han som slotshøvedsmand på Riberhus sammen med sine to sønner, væbnerne Henneke og Wulf Lembek udsteder et skyldnerbrev på 80 mark sølv til en navngiven Ribe – borger.
Han var en virksom mand ud over de sædvanlige. Ham og konen kunne heller ikke finde ro i deres grave. De havde et kobbel glammende sorte hunde, der altid var klar til at gå løs på hovbønderne.
Sønnen, Henneke havde arvet sin fars ”storhed”
Sønnen Henneke havde arvet noget af sin fars storhed. Men modsat sin far koncentrerede han sig om sin hjemstavn. Da Valdemar Atterdag i sine sidste leveår forsøgte at skaffe sig herredømmet over Sønderjylland satte Henneke sig modværge. Atter engang blev Tørning belejret.

Danskerne blev jaget på flugt
Det var i 1372 og den Lübske Krønike fortæller, at kongen havde 500 mand med sig. Men Henneke kunne med sine kun 60 mand jage danskerne på flugt. Meget tyder på, at de havde skydevåben med sig. Man ved, at der blev anvendte krudt i forbindelse med kampen om Gram, som var i kongens hænder. Det var måske første gang i Nordens historie, der blev anvendt krudt i forbindelse med krigshandlinger.

De Holstenske grever tog for sig
Valdemar Atterdag døde pludselig i 1375. Det var samme år, som hertugslægten uddøde. Nu opstod der en helt ny situation i grænselandet. Ingen kunne forhindre de holstenske grever i at bemægtige sig den nordlige del af hertugdømmet. Og deres landsmænd på de største gårde bakkede dem op.

Et åbent slot
Vi ved, at Lüder Lembek på Søgård lovede at holde sin borg som grevernes åbne slot. Også hans slægtning på Tørning stod bag de holstenske grever. I 1376 var Henneke Lembeck, en af de stormænd, der bakkede op om hertug Albrecht af Mecklenburgs krav på den danske krone. Ved den lejlighed blev Henneke omtalt som høvedsmand på Riberhus, som hans far tidligere havde været. Samme år udsendte han et beskyttelsesbrev for Løgum Kloster. Dette gjorde han i sin egenskab som borgherre i Tønder. Samtidig blev han ejer af Trøjborg, efter at hans navnebroder, en søn af Lüder Lembek til Søgård, var afgået ved døden.

Yderligere besiddelse
Henneke Lembek havde på kort tid fået store besiddelser og meget magt i det sønderjyske. I løbet af et par år fik han også Varde Slot med hele Varde syssel som pant. Da panttiden udløb overlod Dronning Margrethe ham det på tro og love. Han skulle først udlevere det, når det forlangtes.

Stod i tjenestelig forhold til to sider
Problemet for Henneke Lembek var, at han stod i tjenesteforhold til to sider, den danske kongemagt og de holstenske grever. Han måtte som høvedsmand titulere Dronning Margrethe med min Frue. Men han var også hertug – grevens mand i flettoget mod ditmarskerne i 1404. Sammen med andre slesvig – holstenske stormænd måtte han bøde med livet. Også hertug – greven Gerhard den Sjette måtte bide i græsset efter fiaskoen i Ditmarsken.

Trøjborg solgt
Som mere eller mindre selvbestaltet formynder for den faldne fyrstes børn, skaffede Dronning Margrethe sig efterhånden lidt efter lidt herredømmet over alle slotte fra Haderslev over Aabenraa til Flensborg. Under dette fremstød synes dronningen at have fået støtte hos den nye borgherre på Tørning, Hennekes søn, Claus Lembek (sønnesøn af den sagnomspundne Claus Lembek). I 1407 solgte han dronningen, Trøjborg, som hun igen pantsatte til Ribe – bispen, hvorved dette godsdistrikt kom ind under Kongeriget, som en del af de Kongerigske enklaver.

Claus Lembek repræsenterede dronningen
Ved en aftale i Kolding i 1411 repræsenterede Claus Lembek dronning Margrethe og hendes adoptivsøn Erik af Pommern, mens Erich Krummendiek til Rundhof i Angel mødte som repræsentant for enkehertuginde Elisabeth og hendes børn.
Stod på dansk side
Det var to af de fornemste repræsentanter for Sønderjyllands del, der mødtes. Men de var kendt for, at være bitre fjender. Som kongemagtens mand havde Claus Lembek udplyndret nogle af Erich Krummendieks undergivne på Tønder – egnen. Han havde ligeledes forgæves forsøgt at indtage enkehertugindens slot i Sønderborg. I striden med holstenerne stod han helt og fuldt på den dansk – nordiske kongemagts side.

Piben fik en anden lugt
Endnu i 1443 nævnes Claus Lembek på danehoffet i Nyborg som en af kongens mænd. Men snart fik piben en anden lugt. I de nordlige egne af Sønderjylland havde Konge Erik indsat sine egne amtmænd. Hovedparten af disse var stormænd fra Kongeriget.

Chikaneret af kongen
Claus Lembek kaldte disse for landsfremmede og følte sig forurettet. Måske havde dette været hovedårsagen til bruddet med kongen. Mange af hans fæstere på hans strøggods ud over landsdelen var atter og atter blevet udsat for voldshandlinger fra disse mænds side. Snart følte Claus Lembek, at kongen ville ham til livs. Efterhånden blev diverse len frataget ham. Men den værste krænkelse var nok, at kongen havde fremsat den påstand, at han ikke var Henneke Lembeks søn. Og det som måske var det allerværste var, at hans fjende Erich Krummendiek forlod holstenernes sag og tog parti for Kong Erik.

I 1421 kom bruddet
I 1421 kom bruddet. Den 5. april lod Kong Erik Claus Lembek stævne for sig ved to af sine væbnere, en handling, der dels foregik på Gram herredsting, hvortil Tørning jo hørte. Og dels ud for brofjælden til hans borg. Denne stævning gav anledning til, at Claus Lembek udfærdigede et brev mod kongen med klage over den behandling, som han havde været udsat for.
Dette brev fremlagde han under fredsforhandlinger ved Fehmernsund. Claus Lembeks sag var dermed blevet en del af det store opgør mellem Danmarks konge og enkehertuginde Elisabths tre sønner, Heinrich, Adolf og Gerhard, der nu var blevet voksne.
Men det hele endte med, at Claus Lembek opsagde troskaben til den danske konge, og han blev modtaget med åbne arme af de holstenske grever.
Nogle uger senere, pantsatte de som hertuger af Sønderjylland Gram, Hviding, Frøs og Kalslund herreder til Claus Lembek for 3.500 mark lübsk.

Kong Erik stræbte Hr. Claus efter livet
Der gik rygter om, at Kong Erik stræbte Hr. Claus efter livet. Og det var da også Kong Eriks største ønske at erobre Tørning. Men holstenerne lod ikke Claus Lembek i stikken. De sendte derfor i 1422, lige så snart vejret tillod det en hærstyrke til undsætning, og den fulgte naturligvis Hærvejen. De danske styrker forsøgte, at standse holstenerne ved Immervad, men forgæves. Tørninghus var atter engang reddet.
Hanseaterne støttede nu også holstenerne. Det betød at de kongelige styrker nu endelig måtte vige.

Ahlefeldt overtager Tørning
Efter Claus Lembeks død blev hans udstrakte ejendomme af de holstenske grever overdraget til hans svoger – eller måske snarere hans svigersøn – Heinrich Ahlefeldt. Denne overdragelse fandt sted i 1428. Pantesummen for Tørning len var blevet forhøjet med 2.000 mark ud over de 3.500, som Claus Lembek måtte udrede.
Den nye borgherre døde dog allerede et par år senere. Det blev derfor hans to sønner, Hans og Benedikt Ahlefeldt, der kom til at føre arven videre. Men dermed var Tørning også fremover en sikker borg for de holstenske grever.

Blandt de ledende
Bennedikt Ahlefeldt (den ældres) søn Claus Ahlefeldt var inden århundredeskiftet blevet gift med Anna Pogwisch, en datterdatter af Henneke Lembek af Trøjborg, og efter ham, der var Lüder Lembeks søn, arvede han Søgård, som derefter forblev i Ahlefeldernes eje til 1725.
Søgård og Tørning indgik troskab mod de holstenske grever. Det skete bl.a. i slægtskab. Den danske konges nederlag i Flensborg i 1431, betød at en af grevebrødrene, Adolf den Ottende kunne sætte sig til rette i Sønderjylland som hertug af Slesvig. Og Ahlefeldterne på Søgård og Tørning var som medlemmer af det slesvig – holstenske ridderskab at finde blandt de ledende.

Død under en pilgrimsrejse
Hans Ahlefeldt til Tørning var således til stede i Haderslev, da hertugens søstersøn, Christian af Oldenburg i 1448 forud for sit kongevalg førte forhandlinger med medlemmer af Danmarks Rigsråd. Men to år senere døde Hans Ahlefeldt under en pilgrimsrejse ril Rom.
Nu sad Benedikt Ahlefeldt alene tilbage med den kæmpe besiddelse og indflydelse. Christian den Første overlod hele Gram herred til Ahlefeldt. Dette betød med et slag, at bønderne i Gram blev adelsbønder og tjenere under Tørning.

Den gode hustru
Bennedikt Ahlefeldt døde i 1470. Han havde været gift med Dorothea Heesten, der lige som ham selv var af holstensk adel. Endnu i 1496 nævnes hun, da hun skænkede en pengesum til Haderslev Vor Frue Kirke. Hun skænkede også en betydelig sum til opførelse af et nonnekloster i Haderslev.
I ægteskabet var der syv børn. En søn, Diedrich faldt i Slaget ved Brunkenberg i 1471. Det var her, hvor Christian den Første forsøgte forgæves at få magten over Sverige. En anden søn, Benedict druknede i Elben.

Sønnerne arvede Tørning
De to sønner, Heinrich og Hans Ahlefeldt arvede Tørning. Af døtrene blev Anna gift med Hans Pogwich og bosat syd på. Salome blev gift med Henneke von der Wich, der sad som borgherre på det nærliggende Ejsbøl. Margaretha blev gift med Peter Rantzau, der var amtmand på Haderslevhus.
Hans Ahlefeldt var nok den mest frembrusende. Hans ægteskab med Elsebe Rosenkrantz skabte ham indflydelse i kongeriget Danmarks højadel.

Drikkepenge til herskabet
Ved delingen tilfaldt Haderslev amt hertug Frederik. Han har åbenbart haft et nært forhold til herskabet på Tørning. Således kan man se på efterladte regnskaber se, at han under et ophold den 11.9. 1490 havde givet borgens piger 1 Rhinsk Gylden i drikkepenge, mens jægerne havde fået 4 Skilling for at skaffe hunde til jagten.
Under et besøg i 1494 har han rigtig måttet punge ud. Således har kokken og kældersvende fået 1 Rhinsk Gylden, kammerfruen har fået 2 mark lübsk, og der var seks Skilling til portneren. Jo udgifterne under dette ophold beløb sig til 19 mark og 15 skilling.

Gang i overklassens muntre liv
Der var gang i overklassens muntre jagtliv på Tørning, dengang. Men 1494 var også et uigenkaldelige farvel til Tørning. De to brødre solgte deres arveejendom med alt tilbehør til Kong Hans for ikke mindre end 102.000 mark lübsk.
For at skaffe denne enorme sum, måtte kongen give et andet gods i bytte. Heinrich Ahlefeldt fik Pronsdorf mellem Segeberg og Lübeck. Hans Ahlefeldt fik Haseldorf med tilhørende sogne i Elbmarksen nordvest for Hamborg. Til erstatning for indtægterne fik de begge to vellønnede stillinger som amtmænd.
Ahlefeldterne faldt også i Ditmarsken
Som så mange andre stormænd faldt Hans Ahlefeldt i kong Hans og hertug Frederiks fælles krigstogt mod Ditmarsken i år 1500.
Som kongelig borg bevarede Tørning endnu sin centrale placering på egnen i endnu en menneskealder. I 1499 nævnes Claus Krummendiek som amtmand. Herefter fulgte tre personer af familien Rosenkrantz som amtmænd.

Lagt sammen med Haderslev
Ved Christian den Andens forjagelse blev Tørning len blev lagt sammen med Haderslevhus len. Efter sit giftemål i 1525 fik Frederik den Førstes ældste søn, hertug Christian begge områder til sit underhold. Residensen for det lille hertugdømme Haderslev – Tørning blev Haderslevhus.
Dette var medvirkende til, at Tørninghus blev forsømt og som følge heraf gik i forfald. Som alle middelalderborge havde også dette sted for længst mistet sin militære betydning. Christian den Tredje opholdt sig kun en enkelt gang på den gamle borg. Han interesserede sig ikke for jagt, men kun åndelig ting.

Tørning sat i skyggen
Da hans bror, Hans overtog Tørning len i 1544 sammen med Haderslev amt, blev det klart at Tørning var sat i skyggen af Haderslevhus. Kombinationen Haderslev – Tørning varede lige til hertug Hans død i 1580.
Frederik den Anden opførte Hansborg i stedet for Haderslevhus. Og i nærheden af Burkal opførte han sit jagtslot, Grøngård. Tørning fik lov til at gå sin undergang i møde. Den 9. marts 1597 nedbrændte den gamle borg. En ruin ribbet for fordums stortid, stod tilbage.

Bedre at betale afgift end hoveri?
Christian den Fjerde fandt ud af, at der flere penge i, at bønderne betalte mere i afgifter. Så de slap for hoveriet. I årene 1632 – 1633 blev stort set alt hoveriet afløst af stigende afgifter i de kongelige amter.

Under krigsødelæggelserne under Wallenstein i 1627 nævnes kun Tørning Ladegård.

Kilde:
– Anna Hude: Holstenerpræstens krønike (1903)
– J. Kinch, Ribe bys Historie og Beskrivelse 1 (1869)
– Louis Bobè: Slægten Ahlefeldts Historie 1(1897)
– H.V. Gregersen: Egnen omkring Vojens
– De Slesvigske Hertuger (2008)

Hvis du vil vide mere om: Haderslev:
– Haderslev under første verdenskrig
– Haderslev 1917 – 1918
– Haderslevs historie (3)
– Et apotek i Haderslev
– Haderslev – handel og søfart
– Haderslev – i begyndelsen (1)

Hvis du vil vide mere om Adel, slotte og borge i Sønderjylland:
– Gråsten en flig af historien
– De sidste hertuger på Augustenborg
– Margrethe den Første og Sønderjylland
– Abel og hans sønner
– Enklaverne i Sønderjylland
– Caspar von Saldern – hvem var han?
– Mysteriet i Ensted
– Brundlund Slot
– Ahlefeldt og Søgård
– Adelsslægten, der uddøde
– Adelsslægten fra Aabenraa
– Trøjborg – den fjerde historie
– Overinspektør på Schackenborg
– Møgeltønder – fra Ahlefeldt til Schack
– Adel og storgårde i Tønder Amt
– Bondeslægten fra Trøjborg – endnu mere
– Bondeslægten fra Trøjborg
– Møgeltønder – dengang
– Trøjborg – nord for Tønder
– Schackenborg i Møgeltønder
– Tønderhus – slot, borg og fæstning
– Hertugen af tønder
– Kirker – syd for Aabenraa
– Folk syd for Aabenraa
– Hvor ligger Tumbøl?
– Ahlefeldt – fra storhed til fald
– Frederiksberg Slot
– Akeleye – slægten 1 – 9 og mange flere