Hvor ligger Tumbøl?

Vi er syd for Aabenraa – i Felsted Sogn. Dette er ikke historien om Tumbøl. Men den kam som fæstebønderne førte mod hoveri. Myter opstod, men hvad er sandheden. Og er det rigtig, at landsbyen er opkaldt efter en mand fra Felsted. Igen møder vi familien Ahlefeldt. Vi besøger også Ladegaard og Grøngrøft.

 

 

Syd for Aabenraa

Her på siden beskriver vi efterhånden mange lokaliteter. Og vi har mange læsere fra hele Danmark. Så spørgsmålet er vel meget berettiget. Men skal vi nu lægge artiklen under Aabenraa eller Sønderjylland?

Jo, vi befinder os syd for Aabenraa tæt ved Felsted. Næste spørgsmål er, om vi har stavet landsbyens navn rigtig. For i mange år har man i landsbyen diskuteret, om navnet i stedet skal staves med o som i Tombøl. Men rolig nu, Tumbøl med u er det ældste navn. Det fortælles, at en mandsperson fra Felsted, der kaldte sig Tummi fældede en del skov og grundlagde landsbyen. Det var omkring 300 – 400 år efter Kristi fødsel. Til ære for ham, har man nu opstillet en træfigur. Om den så er vellignende, ja det er en anden sag.

 

Skov blev ryddet

Efterhånden som der blev ryddet skov, opstod der nye gårde og landsbyen blev større og større. Landbyens gårde, kådnere og småhuse lå placeret langs bygaden. Her var både bystævne og gadekær. Gadekæret var byens dam, der også virkede som branddam. Dammen blev også brugt til vanding af kreaturer og heste. Og her vaskede bønderne deres vogne og redskaber. Gadekæret eksisterer endnu på Tumbøl Bygade, men dog i stærk begrænset størrelse.

 

Ladegårds historie

For at kunne forstå Tumbøls historie skal vi også kende Ladegårds historie. Gennem store dele af sine levetid, har den hørt under herregården Søgaard, der lå syd for landsbyen Vårbjerg. I 1543 lå der i byen Vårbjerg ni gårde. Brødrene Franz og Gregers Ahlefeldt havde hver fire bøndergårde i Vårbjerg. Seks år senere blev Nyladegaard opført. I de efterfølgende hundrede år blev store dele af Vårbjergs marker lagt under Ladegård, der herefter blev landsbyens navn.

 

Forpligtet til hoveri

Ja i 1569 omtales Nilasgaard, dels som en landsby og dels som en særmark tilhørende Dorothea og Mette Ahlefeldt. Samme år omtales Grøngrøft som en særmark, hvor marken Kajsmaj var fælleseje. Anna Ahlefeldt havde indhegnet en del.

Alle fæstebønder i Tumbøl og Kværs på nær de fyrstelige var forpligtet til at betale en afgift/skat samt yde hoveri på Grøngrøft.

 

 

Kunne betale sig fra hoveri

Ahlefeldterne havde ved kontrakt ladet en del bønder slippe for begrænset hoveri mod at betale højere afgifter. Men med de dårligere tider inden for landbruget hen i 1700 – tallet begyndte Carl von Ahlefeldt på Søgård at stille øgede krav til sine fæstebønder om yderligere hoveriydelser.

Frem til 1725 hørte Ladegaard under slægten Ahlefeldts eje. Men ak og ve, det endte med konkurs og auktion.

 

Mange ejere på Grøngrøft

I 1725 blev Grøngrøft med alt bøndergods i Tumbøl og Kværs solgt til kancelliråd August Christian Paulsen for 16.000 RDL.

Den 10. november 1756 køber Ditlef Johan Petersen hele Grøngrøft, men han var bare stråmand for Hans Petersen.

 

 

Fra forpagter til herregårdsejer

Den nye ejer på Ladegaarden var Johan Nissen. I 1747 var der atter auktion. Den daværende ejer Augusta Elisabeth Petersens børn ønskede ikke at overtage stedet. Den nye ejer blev Hans Petersen, der havde arbejdet sig op som forpagter. Jo det var også ham, der havde overtaget Grøngrøft.  Med sit køb, blev han nu herregårdsejer. Han døde først i 1774, men overgav allerede ejerskabet omkring 1760 til sin søn, Andreas Petersen.

 

 

En hård negl

Og den ny ejer blev betegnet som en særdeles hård negl og som gal. Han plagede områdets bønder med hoveri. I Tumbøl erhvervede han et stort antal gårde. Han forlangte, at bønderne skulle udføre hoveri på Ladegaard. De modsatte sig dog hans ordre.

 

Hoveriet var utåleligt

Fra 1762 – 66 blev der ført en retssag mod herremanden på (Kværs) Ladegård. Beslutningen om, at gå til retten i Slesvig på Gottorp Slot, kom senere til at ændre Tumbøl – bøndernes tilværelse fuldstændig. Ja hele dagligdagen for sognets befolkning blev ændret. For bønderne vandt retssagen. Retten fandt hoveriet utåleligt.

 

Andreas Petersen i økonomiske problemer

Andreas Petersen løb ind i økonomiske problemer. I løbet af 1760erne måtte han sælge ud af Ladegaardens jord. Samtidig tilbagekøbte en del af bønderne i Tumbøl, deres gårde. Endelig valgte Andreas Petersen at sælge selve Ladegaarden til sin søn, Søncke Ludewig Petersen. Flere gårde blev bortsolgt og gårdens jorde blev udstykket. Livet som godsejer passede ham ikke, og der for blev Ladegaarden i 1790 solgt videre til fætteren, Andreas Petræus.

 

 

Overleveringer og myter

Denne Andreas Petersen blev i den grad betegnet som hensynsløs og brutal bondeplager. Der er talrige eksempler på hans ødsle og foragtlige liv. Nu flyder overleveringen måske over, ved at hans to sønners liv også indgår i det frygtlige minde om Andreas Petersen. De lokale har endda opført et teaterstykke om denne forfærdelige herremand.

 

Dokumenter fra dengang

De lokale bønder kom i besiddelse af en række dokumenter fra den tid. Disse blev opbevaret på forskellige gårde i lokalområdet. Man nedfældede også en beretning omfattende tidsrummet 1714 – 66.

• For os, som nu leve, og allermest for vore Efterkommere

I denne beretning kan det læses om striden med godsherreskabet, selve retssagen og frikøbet. Originalen er gået tabt, men der er bevaret flere afskrifter. Den ældste skulle befinde sig på Landsarkivet i Aabenraa.

 

En historisk roman

En af dem, der var i besiddelse af en afskrift var lokalhistorikeren, Th. Kaufmann fra Bovrup (1877 – 1971). Han valgte at udgive en historisk roman, som han kaldte Den onde Herremand paa Ladegaard (1961).

Nu er sådanne historier altid interessante, i hvert fald som myter eller vandrehistorie. Men mon man fik hele sandheden, når dem der stod for afskriften, var part i sagen (bønderne).

 

Nye dokumenter

Både i Aabenraa og på Gottorp findes der dokumenter, som ikke er blevet inddraget i de beretninger, der indtil nu er offentliggjort.

Bønderne i Tumbøl har således langt tilbage i tiden forrettet hoveri på ladegården Grøngrøft, der lå 3 kilometer sydøst for landsbyen. Men denne blev også lagt under Ladegården.

 

Bøndernes Frihedsbrev – hvor er det?

I retssagen blev der talt om Bøndernes Frihedsbrev. Men dette brev havde åbenbart ingen værdi, da det aldrig har været anmeldt. I bøndernes optik var dette et vidnesbyrd om, at de ikke havde været underkastet vilkårligt hoveri, og derfor ikke var at betragte som livegne.

 

Bønderne måtte afgive deres gårde

Den 6. oktober 1716 blev der oprettet et såkaldt Vilkaarsbrev for Landsbyen. Dette betød, at bønderne måtte afgive deres gårde. I et jordebrev fra 1721 kan man læse om bøndernes ændrede hoverikontrakt. Bønderne havde åbenbart besværet sig over forøget hoveri.

 

Fribønder uden hoveripligt

Men egentlig var det ikke mere arbejde for herremanden. Bønderne var ikke vant til daglig hovtjeneste. Men det fremgår også af dokumenter, at de i perioder var fribønder uden hoveripligt.

Forpagter Christian Petersen på Grøngrøft klagede til greven om, at den nedsatte hoveriydelse betød en anselig belastning for ham. Han opnåede dog en gunstigere forpagtningskontrakt de næste 4 år.

 

Bønder havde indflydelse på kontrakt

Bønderne havde åbenbart haft indflydelse på den kontrakt, der blev udfærdiget. Så længe dette stod på, følte de sig hævet over de livegne. Men da de ikke mere kunne få indflydelse følte de sig socialt trykket.

 

Militæret rykkede ind

Da bønderne nægtede at udføre mere arbejde truede Grøngrøfts ejer, Hans Petersen dem den 25. marts 1758 med militær eksekution. Men truslerne hjalp ikke. Bønderne fik nu påtvunget militær indkvartering af et rytteri. Kvarterværterne måtte vederlagsfrit give soldaterne husly, forplejning og håndpenge. De skulle også levere foder til hestene. Dertil kom også en dagbøde. Og denne blev fordoblet hver tredje dag.

 

De opgav ikke modstanden

Under disse forhold måtte bønderne hurtigt kapitulere. Men de opgav dog ikke modstanden. I en kontrakt af 12. maj 1758 er der åbenbart indgået et forlig. Åbenbart havde bønderne fået en del indrømmelser ved dette forlig.

 

Restancer blev alligevel opkrævet

Men da Grøngrøft nu overgik til Ladegaarden opstod der nye problemer. Således skulle bønderne køre til Sønderborg efter Spanske Bjælker. De var så tunge, at bøndernes vogne gik i stykker. Bønderne havde fået lovning på eftergivelse af restancer, men den nye ejer krævede dem alligevel.

 

Bægeret flød over

Bægeret flød over, da en bol havde købt sig fri for hoveri først på året i 1762 for rigelig betaling. Men den frikøbte bols ydelser blev fordelt på de andre bols ydelser.

 

Ingen fri proces for bønderne

Hans Petersen mente ikke, at fæstebønderne var så usle og fattige, som de gjorde sig selv til. Bønderne fik ikke ret til at føre fri proces. De måtte stille med 600 RDL. For at kunne føre processen. Det var 16 bønder, der måtte samle sammen til dette.

Bønderne kunne henvise til, at Hans Petersen havde underskrevet to tidligere kontrakter. Og måske var det årsagen til at bønderne i sidste ende vandt. Retssagen.

 

Mulighed for tilbagekøb

Bønderne i Tumbøl fik nu mulighed for at købe deres gårde tilbage. Ejerne af de to største bøndergårde i Rinkenæs var villige til at kautionere for dem.

Dokumenterne fra selve retssagen var foretaget på tysk med rigelig brug af latinske udtryk, som bønderne næppe kunne tyde.

 

Hvorfor er det ikke et monument?

Hundredeåret for den genfundne frihed blev fejret af bønderne i Tumbøl med en fest og med sange, der var skrevet til lejligheden. På 200 års dagen blev det ikke gjort noget ud af festlighederne. Men egentlig burde Tumbøl rejse et monument for disse seje, stolte og udholdende bønder, der ikke ville finde sig i noget fra øvrigheden.

 

Kilde:

• H. Jensen: Et stykke landsbyhistorie i kildebelysning Tumbøl 1714 – 1766
• Danske Slotte og Herregårde bd. 4
• Dansk Center for Herregårdsforskning
• Sønderjysk Månedsskrift (diverse nr.)
• Andreas Asmussen: Grøngrøft – fra hovedgård til slot

Hvis du vil læse mere om den egn, vi beskriver, samt Ahlefeldt og Adel, Læs

• Fra Varnæs til Felsted
• Folk – syd for Aabenraa
• Kirker – syd for Aabenraa
• Æ Kleinbahn i Aabenraa Amt
• Mysteriet i Ensted
• Frits Clausen – lægen fra Aabenraa (Bovrup)
• Frits, nazister og et kartotek (Bovrup)
• Ahlefeldt og Søgård
• Gråsten – en flig af historien
• Møgeltønder – fra Ahlefeldt til Schack
• Ahlefeldt fra Storhed til fald
• Trøjborg – den fjerde historie
• I Rinkenæs Sogn
• Adel og storgårde i Tønder Amt
• Adelslægten fra Aabenraa
• Adelslægten, der uddøde
• Caspar von Saldern – hvem var han
• Historien om adelslægten (Akeleye)