Ikke mange skoleelever eller københavnere ved, at 5.270 sønderjyder mistede livet under Første verdenskrig. Man opfordrede fra dansk side til, at man ikke flygtede til Danmark. Men det gjorde ca. 2.500 alligevel. Livet ved fronten var ikke sjov. det værste var bombeild. Det kunne ramme direkte ned i skyttegraven. Her var masser, at rotter, mus lus og meget mere. Man blev sjældent vasket, og tøjet var altid beskidt. Orlov var der ikke masser af. brevene hjem skulle være på tysk.

 

Fylder ikke meget i historien

Efterhånden findes der en del bøger, beretninger, breve, erindringer m.m. om livet under Første Krig, både hjemme i Sønderjylland og ude ved fronten. Her i København er det ikke mange, der tænker på, hvor mange sønderjyder, der omkom og hvor mange, der kom til at lide resten af deres liv. Det er nok heller ikke mange københavnere, der tænker over, hvordan det var at leve under preussiske styre før og under Første verdenskrig. Det fylder heller ikke meget i nutidens historiebøger.

 

5.270 sønderjyder faldt i krigen

I Første Verdenskrig deltog cirka 35.000 sønderjyder i krigen. Det var mere eller mindre frivilligt. Cirka 26.000 af disse var dansksindede. 5.270 faldt i krigen, mange blev såret og endnu flere blev mærket for livet.

Værnepligten gik fra det fyldte 17 år til 45 år. Dagbøger og feltpost fortæller i dag om ufattelige krigsoplevelser og dramaer.

 

Kold, våd og farlig

Da det gik op for de tyske generaler, at krigen nok ikke var vundet så hurtig, som de havde regnet med, blev uuddannede reserver indkaldt.

Krigsuddannelsen var ikke lang. I krigstid kunne den klares på to – tre måneder. I fredstid varede den mindst et år. Og så var det også stor forskel på kasernelivet og livet ved fronten.

Officeren befalede og skulle aflydes. De fik bedre løn og forplejninger end de menige. De fik sikkert også længere orlov.

 

De fleste vagter var både kolde, våde og farlige. Det vigtigste var at holde øje med fjenden. Men skyttegraven skulle også holdes ren for affald, vand og mudder. Det kunne godt være et problem i efterårs – og vinterperioderne.

Skyttegraven skulle også vedligeholdes. Regn og frost kunne få skyttegraven til at skride sammen. Og skyttegraven skulle også helst udvides. Det krævede materiale, som soldaterne skulle bære rundt på i de smalle og zigzagede forbindelsesgange. Meget af dette skulle foregå i mørke, så fjenden ikke kunne følge med.

 

Kilometervis af skyttegrave

Der blev gravet i kilometervise af skyttegrave, som skulle have en dybde af 2,4 meter, og der skulle gerne være tre til fire linjer bag hinanden. Dækningsrum skulle ligge 8 – 10 meter under jorden.

Hygiejnen både i og uden for skyttegravene var temmelig ringe. man havde ikke særlig gode muligheder for at komme af tøjet eller for at vaske sig. Dette førte til utøj, og her var kropslusene de værste. Ja de kunne holde trætte soldater vågne. Der var også masser af fluer og mus og rotter.

 

Brevene skulle skrives på tysk

Breve og pakker hjemmefra var vigtige, ofte var det et godt tilskud til kosten. Og posten fra soldaten til familien var også vigtig. Postuddelingen blev til en hel fest.

Skulle man skrive hjem til familien, kunne man ikke bare pladre løs. man var udsat for censur. Sønderjyder fik at vide, at de skulle skrive brevene på tysk.

Meget sjældent kunne man også få orlov. Mere end en gang om året skulle man ikke regne med, med mindre man var såret eller landmand. Sidstnævnte fik orlov i forbindelse med såning og høst.

 

Nogle gange aftalte de fjendtlige soldater indbyrdes våbenhvile. men når officererne opdagede det, var det ballade. Det var ofte, man kunne høre, hvad der foregik i fjendens skyttegrav.

 

Kanonerne var farligst

Kanonerne var det farligst våben. Projektilet blev affyret i en relativ krum bane. De kunne derfor ramme ned i skyttegraven. Lidt over halvdelen af de dræbte, blev dræbt af kanonbeskydning. Gas og håndgranater dræbte også, det vil sige, at man lærte at beskytte sig mod gas ved hjælp af gasmasker.

Beskydning fra maskingeværer og almindelige geværer var man relativt sikret mod, så længe man ikke forlod skyttegraven.

 

Uhyggelige tab

Man forlod som regel skyttegraven ved angreb. Forud for dette havde man bombarderet fjendes linier måske i dagevis. Man angreb så, hvis man fornemmede at fjenden havde lidt alvorlig skade. Men tabene ved sådanne angreb kunne være voldsomme. Pludselig befandt man sig i åbent område og kunne rammes af fjendens artilleri og så havde maskingeværer frit spil. Tabene ved sådanne angreb kunne blive uhyggelig store.

 

For at undslippe krigshandlinger kunne man selv tilføje sig et sår. Men det var dog lidt risikofyldt. Man kunne dog også være heldig, at få et såkaldt Heimatschuss. Dette var som oftest et sår, der krævede behandling bag fronten, men ikke efterlod synderlige mén.

 

At forlade skyttegraven var en lettelse

Det var en stor lettelse, at kunne forlade skyttegraven. Nu kunne man pludselig få frisk luft og se grønne marker. Nu kunne man få vasket sit tøj og ikke mindst sig selv. Muldvarpetilværelsen var for en tid forbi. Og så kunne man også komme på aflusningsanstalt.

Nogle steder kunne man bag fronten gå i biografen og købe øl. her lå også flyvepladser, hvor flyene kunne lette og fotografere fjendens stillinger. Ja den tyske hær oprettede også bordeller for soldaterne.

 

2.500 flygtede over grænsen

Det var nu ikke alle, der ville lade sig indrulle sig i den preussiske hær. De flygtede, selv om H.P. Hanssen opfordrede til at de ikke skulle flygte, men ca. 2.500 gjorde det nu alligevel.

Vi er og har altid været overbeviste om, at ligeså energisk som de danske Nordslesvigere altid har krævet deres statsborgerlige Rettigheder respekterede, ligesaa samvittighedsfuldt vil de opfylde deres statsborgerlige Pligter i disse alvorlige Tider.

 

Men også redaktøren af Flensborg Avis, Ernst Christiansen var af samme mening:

Hvis vi alle gik over Grænsen, saa kunde muligvis Danmark komme i Fare; men i hvert fald vilde vor Hjemstavn, naar Tyskland ikke bukkede under, af sine egene Børn fuldt og helt være prisgivet sine Erobrere, skønt vi havde brovtet med at vilde hævde vore Fædres jord til sidste Aandedræt. Saa kunde vi fra Landflygtigheden stirre over i det Land, vi frivilligt havde rømmet. Dette at gaa over Grænsen staar for mig som at sætte alt paa et Kort. Og saa er dette Skridt alligvel kun halvt.

 

Den danske bevægelse var imod deserteringer. Man var indstillet på at møde op i krigsudbruddet, politisk i bestræbelserne på at forbedre forholdene for de dansksindede.

Vi har i tidligere artikler skrevet om denne flugt over grænsen.

 

En helt fra Sønderborg

En af Sønderborgs helte var Max Valentiner. Han var præstesøn og fik meget hæder som tysk ubådskommandant. Han udgav en bog om sin bedrifter, og blev kaldt Der Schreck der Meere. Han blev i 1918 belønnet med den højeste tyske orden. Og æresborger i Sønderborg blev han også. Efter Genforeningen overvejede man at fratage ham dette æresborgerskab. Men han valgte selv, at give afkald på dette. En stor bitterhed over dette bredte sig i Det Tyske Mindretal.

 

Kilde: Se

• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)

 

Hvis du vil vide mere: Læs

 

Under Sønderjylland:

• Flugten over grænsen 1914 – 1918
• Haderslev 1917 – 1918
• Haderslev – under Første Verdenskrig
• Krigsfanger i Sønderjylland
• Ned med de dansksindede
• Sønderjyder i Første Verdenskrig
• Vejen hjem – Sønderjyske Skæbner 1864 – 1920

 

Under Aabenraa:

• Aabenraa – under de to krige

 

Under Padborg/Kruså/Bov:

• Første verdenskrig i Bov
• Genforeningen i Bov Sogn

 

Under Højer:

• Højer – minder (2)

 

Under Tønder:

• Da Tønder igen blev dansk
• Dagligliv i Tønder 1910 – 1920
• Hvorfor var Tønder tysk?
• Minder fra Tønder 1864 – 1920
• Tønder – Maskens hovedstad
• Tønders Dansksindede

 

Du finder også mange andre artikler om Det dansk/tyske forhold og artikler om Genforeningen