Advarsel: Dette er en lidt bizar historie. Hvis du er følsom, er det nok ikke noget for dig. Den handler om død og begravelse. Og så handler den også om begravelser, der går galt. Vi kigger på en person, der åbnede kistelåger. I døden er ikke alle lige. Det handlede om at man skulle holde sin stand, også i døden. Man blev begravet i krypter i kirkerne, indtil det blev forbudt. Og i dette tilfælde blev der ryddet op i krypten. Hele slægten blev samlet på Assistens Kirkegården.

 

Traditionerne var anderledes

Kære læsere, dette er nok en lidt anderledes Kulturhistorie. Husk lige at i 1700 – tallet var traditionerne og ritualerne lidt anderledes. Nu kommer advarslen, historien er måske lidt for bizar for nogle. Vi kan love for, at det hele ender på Assistens Kirkegård.

 

Det lugtede ikke godt

Vi er tilbage til dengang, da kaptajn i Søetaten, Hans Leth, skulle stedes til hvile. Han blev kun 47 år. Det er den 14. august 1742. Som sædvanlig var det sergenter, der skulle bære kisten. De nærmeste var til stede, og låget til familien Leths gravkrypt var løftet af. Men det var nu ikke alt, som det skulle være. En fugtig stribe hen ad gulvet havde dannet sig. Det var spor efter kisten. Det lugtede ikke særlig godt, og de pårørende tænkte deres.

Men det blev meget værre. Bærerne var nået hen til den åbning i gulvet, hvor kisten skulle fires ned igennem. Men ak og ved, kisten gled ud sine tove. Det lød et uhyggeligt dunk op under kirkehvælvingerne i Trinitatis Kirke. De sørgende blev forskrækkede, men det blev nærmest afløst af vrede. Kisten var faldet med hovedenden først, låget var sprunget op, og dernede kunne man tydeligt se, hvordan ligsafterne skvulpede ud på de øvrige kister i krypten. De rystede sergenter fik ikke uddelt drikkepenge for deres præstation, men de fik en ordentlig skideballe af Holmens chef, admiral Suhm. Han var meget forbitret.

Jo hændelsen er ganske vist. Den blev overværet af dagbogsskriveren Peter Schiønning (1732 – 1813). Han var der sammen med resten af familien, samt afdødes venner og bekendte. Afdøde var Schiønnings morbror, der var en dygtig søofficer. Han havde endda rang af Ekvipagemester på Holmen.

 

Ikke en særlig heldig begravelse

Få dage forinden var han blevet revet bort af vattersoten. Ved sin død boede han til leje i huset hos en blokkedrejer i Store Strandstræde. Både den 12. og den 13. havde familien her været på besøg for at se liget.

Begravelsen var i det hele taget ikke særlig heldig. For det første havde bedemanden ikke sørget for at tappe liget efter døde. Derfor var der så meget væske. Og så var kisten af dårlig kvalitet. Den var ikke oversmurt med beg, og så var der åbninger i bunden, så væsken kunne sive igennem.

 

Gjorde meget ud af de døde

Nu vakte hændelsen ikke rædsel og ubehag på længere sigt. På Holbergs tid var døden mindre tabubelagt end i dag, hvor børn næsten ikke kommer til begravelse. Selvfølgelig blev den oplevet ligeså smertelig dengang som i dag. Men dengang gjorde man meget ud af, at de døde fik en begravelse, som var deres stand værdig. Det kan du også se i de andre artikler fra Assistens Kirkegård.

Familien Schiønning brugte Peter Schiønnings mors familie, familien Leth’s gravkrypt. Den fandtes under gulvet i koret ved Trinitatis Kirke. Her blev Schiønnings døde søskende stedt til hvile sammen med de familiemedlemmer, som blev forundt et længere liv.

 

I døden var alle ikke lige

Dengang var det enevældige samfund stærkt standsopdelt. I døden var alle heller ikke lige. Her var lige så stor forskel på lav og høj, som i resten af samfundet. De arme stakler i lavest nede, døde i trange kælderværelser i de uhumske kvarterer i middelalderbyen. De blev transporteret ud til den store fattigkirkegård uden for Østerport, Holmens Kirkegård eller andre af byens fattigkirkegårde. Her blev de kulet ned, uden ligfølge eller større opmærksomhed. Ofte gik svin rundt på disse kirkegårde og rodede i jorden. Der var ikke råd til at sætte gærde op.

Familien Schiønning var ganske velhavende. Døden ramte dog også rige folks børn. Således var det kun syv af en børneflok på tretten, der nåede voksenalderen. I 1745 blev Peter Schiønnings mor som 45 – årig og tretten fødsler bag sig, forskånet for flere fødsler.

 

Stinkende blod ud af munden

Hendes mand og Peter Schiønnings far, renteskriver Peder Schiønning, blev ikke forundt mange år mere på denne jord. I januar 1745 blev han ramt af ondartet feber, som raserede i København det år. Selv om, der blev tilkaldt flere doktorer, var det ikke noget at stille op. En dags tid efter hans død, løb der en del stinkende blod ud af munden på ham, og en svulst anedes på hans hals.

Doktoren ville gerne åbne ham, men dette nægtede enken. Børn blev ikke forskånet dengang. I sin dagbog skriver Peter:

Jeg saa ham lig adskillige gange. Og sidste gang fik ondt derved, at jeg nær havde besvimet.

 

Det kostede 24 rigsdaler

Faren blev begravet fem dage efter. Alt gik efter bogen i modsætning til svogerens begravelse. Ceremonien foregik ved middagstid og måske belært af de dårlige erfaringer, havde man sørget for en dobbelt egeudklædt Kiste, indvendig med Jern beslagen, der efter Regningen foruden betrækket, kostede 24 Rigsdaler.

 

Meget frisk efter 15 år

I 1759 døde Peter Schiønnings onkel, etatsråd Christian Leth, i en alder af 64 år. I nogle år havde han døjet med en leversygdom. To dage efter at døden var indtrådt, så Peter sin onkels lig. Ifølge dagbogen, som alt var svulden og flydende. To dage senere var man klar til begravelsen. Der var godt pakket med kister nede i krypten. Der skulle gøres plads til kisten. Den 28. august 1759 fik Peter, hans brødre og onkler lukket kirken og åbnet lemmen i gulvet ned til krypten. Når de nu alligevel var nede i krypten, skulle Peter da lige kigge til familien for at se, hvordan de havde det. Han åbnede nogle af kistelågene.

De åbnede blandt andet Peters fars kiste. Han noterede blandt andet i dagbogen:

Meget frisk, og endnu, skønt efter 15 aars Tid, lignede sig en Del.

 

Hovedet blev lagt rigtig

Også den uheldige kaptajn Leths kiste blev åbnet. Og her kunne det konstateres, at den barske medfart ikke var gået sporløst hen over ham:

Halsen var bleven knækket, saa at Hovedet laa hel paa Siden, og Skuldrene op mod Enden. Jeg trak Liget ned, der nu var let, som en Fjer, og lagde Hovedet paa sin rette Plads. De Orme, der havde fortæret ham, kunne og ses døde i stor Mængde, at ligge der endnu, da han døde om Sommeren, August 1742. De var af de samme slags som gerne ses i piverter, gule og temmelig store.

Man kunne næsten fornemme de maddiker, som dengang også levede et herligt liv i byens lokummer.

 

Fornemt lille optog

I oktober 1766 var det Peter Schiønnings mors tur til at dø. Doktorerne havde ellers kæmpet for at bevare hendes liv. De havde ordineret store doser opium, hvilket ikke udsatte hendes død. Men det hensatte hende i en salig rus. Hun fortalte dog også, at hun havde drømt, at hun var i himlen.

Denne gang skrev Peter om, at hans mor de sidste år havde boet på Regensen, lige over for Runde Tårn og Trinitatis Kirke. Så det var ikke langt at bære hende. Hendes ene søn var forstander eller provst på Regensen. Han havde derfor en stor embedsbolig der. Den nærmeste familie fulgte kisten, som blev båret af studenter fra Regensen, iført søgekapper. En række tjenere fulgte også på hver side af familien, så det var et fornemt lille optog. Studenterne havde kendt provstens mor, men det var nu ikke derfor de bar kisten. Det var et privilegium for dem, og de gjorde det ikke gratis. Et tilskud til studierne var altid velkommen.

 

Døden var nærværende

Døden var nærværende i 1700 – tallet, og i hvert fald ifølge dagbogen i Peter Schiønnings liv. Tidlig om morgenen den 4. august 1776 døde Catharina Margarethe Leth i den ærværdige alder af 71 år. Hun var en halvsøster til Schiønnings mor. I familien hed hun ikke andet end Moster Grethe.

Morgenen efter mosterens død begav familien sig atter til kirken for at flytte rundt på kisterne. I dagbogen kan man læse:

Lod Kirkedørene lukke og aabne adskillige Kister blandt andet 1 ste Marie Rebeckes (en af Peters afdøde søstre), som der endnu, uagtet næsten 50 aar siden, kom en slags muggen Liglugt af. Jeg har aldrig set hende før uden nu paa den Maade, da hun som en ældre Søster af mig var død, førend jeg blev født. Hendes Kiste var foret med hvidt cattun, som da var tilladt.

 

Fascination for åbne kister

Man kan godt kalde Peters oplevelser som bizar. Mødet med de døde var på ingen måde formaliseret eller omgivet af ritualer. Peter Schiønning og hans familie skilte sig ud fra mængden med deres fascination for at åbne kister. Nu de så heldige at eje en gravkrypt, og med mellemrum flyttede de rundt på kisterne. Jo det var en fornem familie.

Og så havde han hele tre søstre, der hed Marie Rebecca. Men de døde alle som spæd. I 1729 døde den første af dem kun lidt over et år gammel. Peter mødte hende først i døden. De to andre med samme navn døde som spædbørn.

 

Åben begravelse på Christiansø

I 1770 var Peter Schiønning på Christiansø. Her så han, at der var opført åbne begravelser til øens afdøde kommandanter. Man må antage, at han med det, mente små murede kapeller. Han opdagede, at kistelåget på Christiansøs første kommandant, Hofmanns kiste sad løst. Han åbnede det helt

Og saa man ham deri at ligge ganske hel og indtørret, uagtet nogle og 90 aar siden hans Begravelse, han var vel klædt. Et rørende og indtagende Syn for mig at se, og som den nærværende Tid oftere burde stræbe efter at kunne give Efterkommere.

Schiønning var drevet ikke blot af nysgerrighed. Åbenbart havde han den historieopfattelse, der fordrede, at han skulle have et direkte møde med det forgangne. Og han fandt åbenbart ud af, at de ikke havde jord til begravelse, derfor foregik begravelsen ”åben”.

 

Lille Peter Anthon dør

Den 16. marts 1778 om natten klokken kvarter over et blev Peter Schiønning stille vækket af pigen i huset. Han var godt klar over, hvad der var ved at ske. Hans søn, Peter Anthon lå på det yderste. Kort efter døde han, kun fem år gammel:

Ingen uden den, som selv har forsøgt det, kan vel siges eller vide, hvad man føler ved ens barns død, i det ringeste den første gang, man prøver denne skæbne, og hvad det er for kummerlige timer at udstaa.

Sådan betroede han sig til sin dagbog. Schiønning forberedte sig på, at døden kunne komme igen efter hans små piger. Det gjorde den dog ikke, takket være koppeinokulationer, som de blev vaccineret med kort efter.

 

Moderen kunne ikke deltage

Om morgenen klokken 9 kom snedkeren og tog mål til kisten. Samme aften klokken 6 blev lille Peter lagt i kiste og klædt af en kone, som plejede at gøre dette efter nu brugerlig Skik for Børn, skriver Schiønning. Peter Anthon skulle begraves dagen efter ved middagstid. Bedemanden og formanden for studenterne havde allerede været der og indgået de nødvendige aftaler. Næste formiddag så Peter Schiønning og hans kone deres lille søn en sidste gang.

Han var klædt med kulørte Baand, bart Hoved, Hænderne lige ud med Handsker paa, nye Strømper paa Fødderne. Havde et rødt bredt Baand om Livet som et Skærft, ligeledes røde, couleur de chair silkeopslag og Krave paa en hvid Kjole.

Klokken halv tolv blev han begravet i krypten. Schiønning skrev, at han blev kørt i en stor karet og båret af fire studenter. En gadekommissær gik foran for at gøre plads over Kultorvet.

Han havde en net overtrukken Egekiste med en smuk Plade paa. Hans Morfar Nägler og jeg fulgte dem. Schønheider havde kastet Jord paa.

Schiønnings kone, Marie Christine følte åbenbart sorgen alt for stærkt til, at hun kunne magte at følge liget.

 

Benkister

Peter Anthon var blandt de sidste, der blev begravet i krypten. I 1789 blev hans fætters kone, fru Bording begravet i en krypt i Runde Kirke.

De mest medtagende kister blev efterhånden slået i stykker. Det skabte mere plads. De dødes knogler blev samlet i de mindre pladskrævende benkister, som forblev i krypten.

 

Forbudt at begrave lig i kirker

I 1805 blev det forbudt at begrave lig i kirkerne. Peter Schiønning og hans kone, blev ikke gravsat i krypten. Da hans storesøster, Helena Dorthea, gift von Aphelen i 1792 døde skrev han atter i dagbogen. Hun blev ganske vist begravet standsmæssigt med fire heste. Men det var på Frue Kirkegård

Da der ikke var plads i begravelsen i Runde Kirke

 

En ” ny mode” i slutningen af 1700 – tallet

For første gang blev familiens medlemmer begravet i egentlig jordfæstegrave. Det var en ny mode, der spredte sig i slutningen af 1700 – tallet.

Man skulle tro, at vores hovedperson gik ind for begravelse i krypten, men faktisk skrev han et essay allerede i 1760’erne, hvordan han syntes, at det egentlig var en uskik. Det lugtede fælt, og var ikke særlig værdigt. Men det skulle gå nogle år, før familien forlod kryptbegravelserne.

 

Kirkegården ud for Nørre Port

Det begyndte ved Schiønnings svigerindes besøg i 1797. Hun havde holdt på, at hun ville begraves i jorden på Kirkegaarden uden for Nørre Port, altså Assistens Kirkegård. Jordfæstebegravelser var nu så moderigtige, at familien havde fravalgt de gammeldags gravkrypter.

Schiønnings bror gav ved den lejlighed udtryk for, at han ville købe et egentligt familiegravsted på kirkegården. Disse familiegravsteder var faktisk en videreførelse af den fornemme skik at have sin egen krypt. Omgivelserne var nye, men behovet for at hævde sin families status gennem gravlæggelse var uændret. Som vi tidligere har nævnt, så var man heller ikke lige i døden.

 

Oplevelser på Assistens Kirkegård

I 1797 skriver Schiønning i dagbogen, hvordan han har oplevet et besøg på Assistens Kirkegård, som nu for alvor var ved at blive et fornemt sted, hvor han beså

Kirkegaarden uden for Nørre Port, der nu er ziret med mange og kostbare marmormonumenter og Stene.

Schiønning mente, at det var en fornøjelse at se alle disse smagfulde gravmæler, kunstneren Wiedewelt havde udformet mange af dem. Ved den lejlighed så han også sin svigerindes grav, der var ved den nordvestlige mur. Her havde broren købt et stykke jord til hele familien.

 

Kisterne samlet på Assistens Kirkegård

Hvad skete der med familie – krypten i Trinitatis Kirke? Kisterne blev ikke slagen itu. I 1926 – 27 gennemførte Nationalmuseet en temmelig hårdhændet oprydning i krypterne under kirken. I familien Leths kapel eksisterede der ikke færre end 333 kister, der lå stablet i fire lag. Mange af kisterne var i en temmelig forfalden stand. Man mente, at denne tingenes tilstand var uværdig. Derfor valgte museet, at dokumentere kisterne så godt, som man mente af antikvariske hensyn, og derefter genbegrave dem alle på Assistens Kirkegård.

Så kom de dog alle i jorden. Gad godt nok vide, hvad de syntes om dette. Onkel Leth, der var faldet på hovedet i krypten, Schiønnings far, den opiumbedøvede mor og hans søn, den lille Peter Anthon. De havde nok ikke regnet med, at skulle samles på Assistents Kirkegården. Igennem Peter Schiønnings skriverier har de alle fået et eftermæle. Disse papirer findes i dag på Det Kongelige Biblioteks Håndskriftssamling. Museumsinspektør Jakob Seerup, har gjort dem tilgængelig på www.orlogsmuseet.dk/schioenning.htm .

 

Kilde: Se

• Litteratur Nørrebro
• Litteratur København (under udarbejdelse)
• Siden Saxo (tidsskrift) 2005

 

Hvis du vil vide mere: Læs

• Assistens Kirkegård – 250 år
• Assistens Kirkegård – en oase
• Barnemoderen fra Jægersborggade
• Begravelse på Assistens Kirkegaard 1887
• Da Gertrud rejste fra kisten
• Kejserinde Dagmar på Nørrebro
• Livet på Assistens Kirkegård
• Pest på Nørrebro
• Under jorden på Assistens kirkegård
• Sagn og historier fra Brokvarterne

 

Under Østerbro

• Garnisons Kirkegård
• Henrettelse på Østerbro
• Legemsdele i Kastelsgraven

 

Under København

• Pest i København
• Skt. Jørgen – Helgen, Hospital og Sø
• Røverhistorier fra Lægekunsten

 

Under Aabenraa

• Henrettet i Aabenraa
• Jordemødre, Hekse og kloge koner
• Syge mennesker i Aabenraa

 

Under Padborg/Kruså/Bov

• Ligvognen fra Frøslev

 

Under Tønder

• Henrettet i Tønder

 

Under Højer

• Den mærkelige læge i Højer

 

Under Sønderjylland

• Et apotek i Haderslev