Vi kigger på Ladegårdsvejen,
Nørrebrostræde og Nordvestvejen. Da sidstnævnte ændrede navn til Rantzausgade var der ingen, der kunne huskehvilken Rantzau, der drejede sig om. Og det var selv om den lokale skolelærergjorde en stor indsats. Og så er der hele tre historier til en sten, der blev fundet på Ladegårdsvejen. Så var det også lige historienom Svenske – Stina.

 

Ladegaardsvejen
(Åboulevard)

Egentlig havde vi herpå siden lavet en oversigt over gamle gader på Nørrebro. Disse tre artikler er gengivet i forskellige versioner på nettet med forskellige forfattere. Yderst interessant uden kildeangivelse. Vi udpeger to – tre stykker af disse med fare for, at denne artikel også vil fremkomme i diverse versioner.

En af de mest aktuelle gader vil sikkert være Ladegaardsvej. her vil en del politikere og lokale genskabe den gamle Ladegårdså. Det er altid gratis at have disse drømme og uden at man skal tage stilling til det trafikale kaos, dette vil medføre.

For uforstående skal vi nok lige nævne, at vi egentlig taler om den nuværende Åboulevard. Midt i 1890erne var Ladegårdsvejens særpræg et idyllisk åløb med ikke særlig solide gangbroer over vandspejlet og flotte piletræer langs bredden.
På begge sider var der smukke indhegnede lysthaver, nyopførte rødstensvillaer og hist og her nogle kedelige grå lejekaserner. Ja og så havde vi selvfølgelig selve Ladegårdsåen.

 

Delt op i to afsnit

Oprindelig var gadestrækningen delt op i to afsnit med åen i midten. På Frederiksberg – siden blev strækningen kaldt Ladegårdsvejen og på Nørrebro – siden var det Aagade.

Det var først. da åen, som var byens største vandforsyningsledning blev opfyldt, at hele strækningen fik et fællesnavn – Åboulevarden. Men det kneb gevaldigt i Københavns Borgerrepræsentation, at blive enige om fællesnavnet. Det var adskillige gode forslag fremme. Blandt disse var Frederiksberg Boulevard og Gyldenløves Boulevard. Det nuværende navn blev kun godkendt med en stemmes flertal.

 

En avlsgård

Vi har skrevet en del artikler om Ladegården, men på grund af aktualiteten med planer om at fritlægge søen, skal vi dog her atter engang udpensle historien.

Ladegårdsvejen havde navn efter Christian den Fjerdes gamle ladegård uden for Nørreport – en avlsgård, som skulle forsyne Københavns Slot med madvarer. Denne del af historien varede dog kun til 1651.

 

Åndssvageanstalter

Dernæst blev Ladegården til hospital for afsindige og pestramte. Fra 1733 – 69 blev bygningerne anvendt som krigshospital, fattighus og straffeanstalt for Militæretaten. Og derefter, indtil 1814 var stedet – Åndssvageanstalt.

 

Arbejderanstalt

En del af bygningerne blev revet ned i 1816. I 1822 blev komplekset overdraget til Københavns Fattigvæsen som arbejdsanstalt. Efterhånden var de resterende bygninger blevet meget brøstfældige. Og disse blev yderligere ødelagt af en brand den 14. august 1839. Man antog, at nogle fattiglemmer, som havde villet hævne sig. Der var nemlig sat et plankeværk op, der adskilte de mandlige og kvindelige lemmer.

 

Pjaltehæren

Indtil 1850 var anstalten samtidig tvangsskole for børn, som havde forsømt deres skolepligt. Skolen blev imidlertid nedlagt og børnene anbragt i andre skoler. Derefter var Ladegården helt og aldeles overladt til fattigvæsnets omsorg for subsistensløse… Dette varede ved næsten til 1930erne, hvor Ladegården blev revet ned.

Der er ikke nogen, der mere kan huske, at lemmerne en kold vintermorgen med koste og skovle over skulderen kom sjoskende på vej til fejning og snekastning. De var iklædt mørkeblå benklæder og sort stortrøje.

De bestod af en lille skare af tidligere professionelle tiggere, vagabonder, kronisk arbejdsløse eller småforbrydere, dømt ved retten til tvangsarbejde på Københavns Tvangs – og Arbejdsanstalt, som jo var Ladegårdens officielle navn dengang.

 

Klipfisk og vandgrød

Omkring århundredeskiftet modtog lemmerne en dagløn på fire, otte eller tolv øre – alt efter ydeevne. Af ugens arbejdsfortjeneste udbetaltes hver mandag 12 , 24 eller 30 øre, som de så på selve Ladegården kunne købe ost, skrå eller snus for. Resten af de indtjente penge henstod til deres afgang fra institutionen.

Den daglige arbejdstid var på 12 timer med halvanden times hvil midt på dagen. Middagsmaden bestod som regel af klipfisk og vandgrød den ene dag, og sødsuppe og ragout den næste. Søndagen fejredes med kødsuppe. Frokosten bestod af mørkt groft rugbrød med margarine samt et krus øl. Dårlig kost? Nej ikke i forhold til datidens fattige.

 

Allernederste trin

At være lige til Ladegården ansås af alle dengang for det allernederste trin på den sociale rangstige – så hellere leve en fri tilværelse,
selv om det kostede, at man gik dødsulten til ro hver eneste aften.

Ladegårdens belægning varierede i 90’erne fra cirka 700 til 1.000 pensionærer. Anstaltens drift kostede Københavns Kommune omkring 200.000 kr. årligt. Dog kom cirka halvdelen
ind ved tvangsarbejdernes egen indsats.

Kvinderne , som hovedsagelig var endt på Ladegården på grund af usædelighed, blev brugt til syning, strikning, rengøring og tøjvask. Mændene blev, foruden det obligatoriske gadearbejde, sat til at udføre forskellige håndværk, bogbinding, skomageri, smedearbejde og så videre, men frem for alt vævning, som mange af dem tidligere havde lært på  straffeanstalter. De færdige varer blev leveret til hospitaler og plejehjem.

 

Husvild

Ladegården indeholdt også en afdeling for husvilde. De fik anvist et eller to værelser med køkken. Husvilde afdelingen havde plads til 18. Man kunne komme og gå, som man ville. Man skulle bare være hjemme hver aften, inden Ladegården lukkede sine porte klokken 20.30.

 

Omrokeringer

Inspektøren på Ladegården havde ikke grund til klage. Han havde sin store dejlige have, vel den smukkeste i byen.Efterhånden omkring årsskiftet begyndte grundene at stige i pris. En del omrokeringer fandt sted. Gennemførelsen af Rosenørns Allé ud til søerne fandt først sted i 1924. På den tid begyndte Ladegården allerede, at blive affolket. Lemmerne var anbragt andre steder, Sank Hans Hospital, Almindelig Hospital, De Gamles By og Sundholm

I begyndelsen af 1930erne begyndte man så at rive de gamle grimme bygninger ned. På de godt og vel syv tønder land, Ladegården havde strakt sig over, rejstes de nuværende boligkomplekser mellem Åboulevarden, Julius Thomsensgade og Rosenørns Allé.

 

Tre historier om en stand

Lige over for Ladegården lå en spidsformet, halvanden meter høj mindesten på cykelstien – ved Åboulevard nummer 16. Stenen blev fisket op fra åens bund ved Ladegårdsåens overdækning. Ved en nærmere undersøgelse viste det sig, at den i sin tid havde været brugt som vandstandsmåler. Men straks efter sin tilsynekomst på sin nuværende plads bredte der sig
en historie i folkemunde.

Man mente, at stenen, stod der som minde om et ungt nygift brudepar, der for mange år siden i deres brudekaret var kørt løbsk og var druknet i Ladegårdsåen.

En smule sandhed er det dog i historien. For i 1870erne er der vitterlig druknet nogle unge mennesker i åen. Det var to letlevende pigebørn, som efter en glad aften havde hyret en droske til hjemturen. De havde rutsjet frem og tilbage på sæderne indtil døren var sprunget op. De to pigebørn var drattet ud og faldet i der, hvor Ladegårdsåen var dybest.

Og der er også en tredje historie. Det var fire damer fra det bedre borgerskab, der var på besøg på en lystgård i nærheden. På vejen var hestene løbet løbsk og de fire damer var druknet ude i åen.

 

Nørrebrostræde (Stengade)

I kælderlokalerne til Stengade 14, fandtes engang et værtshus, der hed Kommoden. Ja egentlig var det hele ejendommen, der hed sådan. Man sagde nemlig dengang, at beboerne her
var stuvet sammen som i kommodeskuffer.

Det var dengang det hed Nørrebrostræde. Her var landsbyagtige bindingsværkshuse, staldbygninger, frugthaver og hønsehaver.

Midtvejs ned til Korsgade var gadestrækningen spærret med solide plankeværksstolper. Herfra begyndte så den rigtige Stengade. Gaden fik navn efter boghandler Chr. Steen, Nørrebrogade 45. i 1858.

Det gamle Nørrebrostræde skiftede navn til Stengade i 1927, således at hele strækningen fra Nørrebrogade til Korsgade har samme navn.

Ved hjørnet af Prins Jørgensgade kunne man endnu i mange se rester af fortidens småbygninger, hvor skellet stod mellem Nørrebrostræde og Stengade.

 

Nordvestvej (Rantzausgade)

Inden Bulldozersaneringen stod de gamle grimme lejekaserner tæt op ad hinanden, indrettet efter det berygtede korridorsystem fra midten og slutningen af 1800 – tallet. Byggematadorerne gav dengang gaden navnet Nordvestvej, fordi den gik i stik nordvestlig retning bort fra byen. I nogle år umiddelbart efter bebyggelsen var gaden den længste i det gamle København. For enden af gaden begyndte Bøh – landet.

 

Svenske- Stina

Nordvestvej havde ikke det bedste ry. Ølhundene glammede talstærkt på værtshusene, daleren rullede flittigt, og slagsmål både udendørs og indendørs var mangfoldige.

Det var også her Svenske – Stina underholdt om valutasituationen i særdeles bramfri udtryk. Den drikfældige kvinde sad med fødderne i tagrenden og i et ret så bramfri kostume. Midt under hendes foredrag lykkedes det for en betjent, at trænge ind på hendes kvistværelse og få hende væk fra vinduet. På sine brede skuldre bar han kvindemennesket ned ad trapperne og ind i Salatfadet. Som tak for bæreturen havde Svenske – Stina gjort ham våd på ryggen!

 

Hvilken Rantzau?

Gaden skiftede navn til Rantzausgade i 1905. Ingen af beboerne for at sige slet ingen var klar over, hvilken Rantzau gaden blev opkaldt efter. Det var myndighederne hvis nok heller ikke selv klar over. På  en forespørgsel fra en kreds af nørrebroere, svarede borgmesteren ved et møde på rådhuset, at det stod enhver frit at tænke på den Rantzau man ville, om det så var Johan, Daniel eller Gert.

Men på det tidspunkt var de fleste nørrebroere ikke så stive i Danmarkshistorien. Mange af dem var af den opfattelse at gaden var opkaldt efter en politiassistent Rantzau i den lokale politistyrke. (Se artiklen: Fælledvejens Politistation).

 

Den tapre Skolelærer

En skolelærer, der underviste børnene fra Rantzausgade – kvarteret, fik i forbindelse med navneskiftet den lyse idé, et eksaminere børnene i kendte navne fra Danmarkshistorien, især fra Frederik den Tredjes tid.

Han spurgte flere elever, om de dog ikke kunne huske en eller anden feltherre, hvis navn nu havde fået tilknytning til Nørrebro. Og for at hjælpe på børnenes hukommelse lidt på gled mindede han dem om Frederik den Tredjes udødelige ord om at dø i sin rede.

– Hvorfor sagde kongen det?, spurgte læreren

– Fordi, lød svaret, at han la’ i sin seng, da de skød.

Rantzausgade- kvarteret har mere end en menneskealder været præget af slum med triste grå sidegader, korridorlejligheder, skumle baggårde og dårlig luft. Det var før saneringen.

 

Kilde: Se

Litteratur Nørrebro

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.780 artikler

• Heraf er 304 artikler fra Nørrebro:
• Et Hospital på Nørrebro
• Blaagaarden på en anden måde
• Blaagaards – kvarteret gennem 400 år
• Blågårds Plads på Nørrebro
• Blågårdsgade – dengang
• Flere gader og veje på Nørrebro
• Gader og veje på Nørrebro
• Gamle Gader og veje på Nørrebro
• Historien om Jægersborggade
• Nørrebros Gader A – G
• Nørrebros Gader H – N
• Nørrebros Gader O – Å
• Omkring Nørrebroparken 1 – 3
• Omkring Skt. Hans Plads
• Rabarberlandet
• Fattiglemmer på Ladegården
• Ladegården- dengang
• Bulldozersaneringen ødelagde detailhandelen
• Fælledvejens Politistation og mange flere

Artiklen redigeret 2/9 – 2014  og 11/9 – 2021