Dette er et forsøg på  anmeldelse af bogen Den Gode Tysker af Hans Kirchhoff. Duckwitz var kendt som De Dansker Jøders Redningsmænd. Men der stilles mange spørgsmål om den lille embedsmand, der blev større. Hans dagbøger vidner om, at han ville redde danskerne fra overgreb. Disse dagbøger er revideret flere gange. Og ofte er de den eneste kilde til vores hovedpersons gøren og laden. Det efterlader så spørgsmålet – Er biografien så troværdig? Bogen efterlader
flere spørgsmål end svar, trods dette kan den anbefales, se her, hvorfor.

 

Best ville vise handlekraft

Vi har fra Gyldendal fået tilsendt historikeren Hans Kirchhoff’s nyeste bog: (Husk på at artiklen er skrevet for en del år siden)

• Den Gode Tysker – G.F: Duckwitz – De danske jøders redningsmand

Bogen er på 452 sider. Og allerede inden udgivelsen havde Aktive Modstandsfolk protesteret mod titlen. De mener bestemt ikke, at hovedpersonen er en god tysker. Men giver bogen så et svar på, at her har vi så vores redningsmand, som med risiko for at miste livet, reddede 7.000 jøder?

Det var Best, der udløste aktionen. Og han bad åbenbart sin højre hånd, Duckwitz om at advare, at aktionen blev iværksat.

Best ville vise handlekraft over for Berlin, samtidig med at han ville bevare det gode forhold til danskerne. Derfor accepterede han, hvad Duckwitz foretog sig omkring afsløringen af jødeforfølgelsen. Men egentlig kommer vi aldrig helt til bunds i, hvad der helt nøjagtig skete. Duckwitz dagbogs – notater i den forbindelse er meget forvirrende.

Måske var en del af optegnelserne konstrueret, og måske var nogle af optegnelserne skrevet i bagklogskabens lys.

 

Hans Hedtoft bekræfter historien

Det var ikke tvivl om, at Duckwitz var intelligent. Også set i det lys virker nogle af hans optegnelser konstrueret. Dagbogen kunne også blive en slags sikkerhed. Men den fik han dog ikke brug for. Han havde skabt de rigtige kontakter.

Det vi med sikkerhed ved, er at Duckwitz den 28. september 1943 lækkede informationer om den forestående deportation til formanden for Socialdemokratiet, Hans Hedtoft. Denne kontaktede den danske modstandsbevægelse og de danske jøder. Duckwitz havde på forhånd sikret sig, at jøderne kunne få opholdstilladelse i Sverige.

Ved fejringen af Rosh Hashanah den 29. september kunne overrabbineren Marcus Melchior advare jøderne om, at de skulle holde sig fra deres hjem og gå i skjul. Hans Hedtoft har senere bekræftet historien:

• Jeg var midt i et møde, da Duckwitz anmodede om at se mig. ”Katastrofen vil finde sted”, sagde han.  Det er planlagt ned til mindste detalje. Dine stakkels medborgere skal deponeres til ukendt destination”. Duckwitz ansigt var hvidt af vrede og skam.

 

Duckwitz søgte medlemskab af SS

Der er ingen tvivl om, at Werner Best var nazist og antisemit. I bogen lægges der stor vægt på, at beskrive Duckwitz fra at være medlem af nazistpartiet
med antijødiske synspunkter til at være humanist, demokrat og socialdemokrat. Men Duckwitz søgte også optagelse i SS, men blev afvist.

Men kan det være rigtig, at Duckwitz var skyld i, at tyskernes modterror ikke blev endnu værre. Overgivelsen af Danmark blev heller ikke så blodig. Kan vi også takke Duckwitz for dette?

 

Var han spion?

Han blev en del af APA. Det var et helt nyt nazistisk foretagende. Meningen var, at man skulle opbygge celler i udlandet. Norden havde en vigtig plads i APA’ s visioner. Her arbejde Duckwitz i to år. Ved årsskiftet 1933/34 foretog han en rejse til Danmark, hvor målet var at samle forskellige konkurrerende nazist – partier til et nationalt  parti.

Ideen var, at Berlin skulle give handelslettelser mod at det nationale nazist – parti blev kernen. Og Duckwitz kunne godt se betydningen af dette forhold. Men han sagde op, men forblev medlem af partiet.

Abwehr sendte ham i november 1939 til København. Var han spion, som mange hævder? Som skibssagkyndig kunne det godt have været tilfældet. Om Duckwitz havde hentet oplysninger i regeringens nedsatte fragtnævn vides ikke. I slutningen af krigen udnævnte svenskerne ham til storspion.

Var Duckwitz national chauvinist, racist, antisemit eller nazist? Og om han i 1939 slutter op om Hitlers udenrigspolitik, får vi egentlig ikke noget svar på.

Han godtog, at der var et jødeproblem. Det måttet løses ved Jødernes udvandring. Men egentlig tog han afstand fra nazisternes rabiate billeder af jøderne, men i dagbøgerne står der ikke noget om udryddelserne i KZ – lejrene.

 

Er historikere romantiske?

Flere jødiske historikere har kaldt de danske historikers omtale af Duckwitz for romantiske. De mener, at det er Himmler og Hitler vi skal takke for selve jødeaktionen og dens fiasko.

Jøderne uden for Danmark nævner Duckwitz ikke. Mon ikke, han allerede fra starten vidste, hvad der foregik i KZ – lejrene? Og mon ikke han vidste, hvad Werner Best havde udrettet.

Hans chef, Werner Best havde givet grønt lys for dødskommandoer i Polen. Ham reddede Duckwitz fra en dødsdom. Det var først langt senere, at han tog afstand fra ham. Men egentlig var Duckwitz en stor beundrer af sin chef, og støttede denne i tykt og tyndt.

 

Det danske folk skylder Best en tak!

Efter krigen udtalte vores hovedperson:

• Det danske folk skylder Dr. Best større tak end nogen som helst anden mand i nyere dansk historie.

En anden bekendt som Duckwitz omgik, var Rudolf Mildner. Heller ikke han, var en af guds bedste børn. Han havde i Auschwitz nydt at henrette fanger.

Af fire lommekalendere, som befinder sig i Politisches Archiv i det tyske udenrigsministerium fremgår det, at Duckwitz i 1939 – 1940 havde forbindelse
med den tyske storspion, Horst von Plugh– Hattung før og efter dennes dom i 1928 for storspionage i Danmark.

 

Han var medlem af partiet

I det jødiske tidsskrift Rambam – Tidsskrift for dansk – jødisk historie, dokumenteres at Duckwitz egne beretninger ikke stemmer overens med oplysninger i danske myndigheders arkiver.

Selv om Duckwitz var antinazist, var hen medlem af NSDAP fra 1932 – 1943. Måske var det hans arbejde, der betingede medlemskab. Hans kone var medlem
af NS – Frauenschaft.

Måske er det kildemangel, der er årsag til, at vi ikke får mere at vide, om hans forhold til NDSAP’ s Ortsgruppe i København. Ægteparret kom til de påtvungne
møder om søndagen. Men ellers holdt Duckwitz lav profil.

 

Vi glemte samarbejdspolitikken

Egentlig var vores hovedperson kun en lille embedsmand. Men han fik en vigtig politisk funktion under folkestrejken. Og også under forhandlingerne omkring kapitulationen havde han en vigtig funktion. Men allermest ros fik han som De Danske Jøders Redningsmand. Hans indsats fik os til at glemme alt om samarbejdspolitikken.

Arbejdsmarkedets organisationer, fagforeningerne, arbejdsgiverne og erhvervene var særdeles samarbejdsvillige med tyskerne. Det samme gjaldt forvaltningscheferne.

Vi havde glemt, at vi havde samme fjender som tyskerne – nemlig kommunisterne, og da de begyndte – modstandsbevægelsen.

Politikerne brød grundloven for at tilfredsstille tyskerne, og anholdte kommunisterne. I bogen får vi en gennemgang af de vigtigste embedsmænd og Duckwitz forhold til dem.

 

Kastet i Kastellet

Duckwitz fik lov til at blive i Danmark efter krigen.  Men han nåede da at blive arresteret og kastet i Kastellet. Men efter indgriben at statsminister Wilhelm Buhl blev han løsladt. Han havde holdt sig skjult på en dækadresse på Østerbro. Da han besøgte sin kone i Lyngby var han blevet arresteret.

Anholdelsen og den påfølgende husundersøgelse kostede Duckwitz sit arkiv og vinkælder. Senere blev han tilbudt dansk statsborgerskab med afslog.

Duckwitz var efter krigen Forbundsrepublikken Tysklands ambassadør i Danmark fra 1955 – 1958. Han sluttede sin karriere som tysk ambassadør i New Delhi. Men i 1967 hentede Willi Brandt, som udenrigsminister Duckwitz tilbage som statssekretær.

 

Indblik i samarbejde

Bogen er et interessant indblik i Werner Best og Duckwitz samarbejde. Men undertegnede har svært ved at acceptere, at alle tyske instanser gav Duckwitz så lang en snor. Gestapo, SA og SS måtte jo have vidst, hvad han åbenbart bedrev. Det bliver godt nok understreget, at Best beskyttede ham – men alligevel.

Von Hanneken havde fået ordre af Hitler til at skrue op for retorikken. Det var lige den modsatte linje Best kørte. Det skabte problemer for Duckwitz.

 

Skærpede krav

I 1942 begyndte sabotagerne. De centrale argumenter i samarbejdspolitikken begyndte at smuldre. Dette førte til Buhls berygtede antisabotage – tale.

Også da Frikorps Danmark var hjemme på orlov, blev dette mødt med demonstrationer og angreb. Dette betragtede tyskerne som angreb mod den tyske hær.
Og så kom telegramkrisen. Det betragtede Hitler som en fornærmelse mod hans person. Nu skulle ske stramninger. Det var derfor Werner Best blev sendt til Danmark.

Denne Best, som Duckwitz i hvert fald i begyndelsen nærmest forgudede, blev beskyldt for mange ting. Han blev dømt til døden i byretten. Det endte med otte års fængsel, og han slap ud af landet i 1951.

Best var også lidt af en mystiker. Han var god til at slette sine spor. Så kørte han også flere dagsordener samtidig. Han forstod også, at udnytte Duckwitz danske sprogkundskaber. Og i dagbogen kan vi læse, at vores hovedperson var imod Best’ s skærpede krav efter 1943.

Gennem første halvdel af 1944 blev forholdet mellem Best og Duckwitz dårligere. Men havde det ikke været for Best, så havde Gestapo eller SA længe hentet vores hovedperson. Således var der flere der blev Duckwitz onde ånd gennem de sidste år af besættelsen. I september 1943 var Gestapo kommet til landet med masser af beføjelser.

 

Hvorfor blev Duckwitz ikke arresteret?

Von Hanneken blev også Best’ s onde ånd. Han iværksatte Operation Safari. Det var den operation, der handlede om likvideringen af den danske flåde og hær. Dette blev iværksat efter August – oprøret.

Den militære undtagelsestilstand gav reelt von Hanneken den reelle magt.  Hvorfor benyttede han ikke lejligheden til at arrestere Duckwitz? Men på et tidspunkt var det også SS med Günther Pancke, der fik magten. Også den aggressive Terboven, der opererede i Norge var en trussel for både Best og Duckwitz.

Hvor tæt var Duckwitz egentlig på beslutningerne på Dagmarhus?

 

De militære opgaver havde topprioritet

De militære opgaver fik topprioritet. Hitler havde krævet terror bekæmpet med modterror. Dødspatruljerne blev planlagt af den specielle Bovensiepen. Denne person skyggede og jagtede vores hovedperson døgnet rundt.

Best havde forlangt, at dansk politi skulle bevogte 60 rustningsfabrikker. Det kunne bringe politiet i direkte konfrontation med danske sabotører. Derfor sagde dansk politi, nej.

Og så var det også Operation Monsun, der skulle få danskerne i gang med at arbejde, efter Augustoprøret. Man kan så undre sig over Best’ s pendling mellem den bløde og den  barske linje. Måske skyldtes det, at han i perioder var sat ud for indflydelse. Gestapo krydsede ofte Best’s planer.

 

Dönitz havde indkaldt til møde

Usikkerhed, frygt og afmagt var herskende stemninger i det dansk – tyske diplomati i vinteren 1945. Og glemmes skal heller ikke, at 65 sabotører blev henrettet i de allersidste måneder af besættelsen.

Duckwitz havde åbenbart fået at vide, at svenskerne ikke stiltiende ville se på, hvad der skete under en kapitulation. Men om svenskerne reel havde planer om en invasion i Norge og Danmark er tvivlsom.

Dönitz havde indkaldt til stormøde i Flensborg inden kapitulationen. Her var Duckwitz også med. Best havde argumenteret for et kampløs overgivelse. Lindemann, Böhme og især Terboven talte imod.

Englænderne befandt sig på daværende tidspunkt i Lübeck, og havde ikke særlig travlt med at komme til Danmark.

Fra en anden kilde forlød det, at hvis ikke tyskerne betingelsesløs ville skrive under en kapitulation, ville englænderne sende polske styrker til Danmark. Og
i den sidste tid er der mange eksempler på, at Duckwitz optrådte på eget initiativ.

 

Duckwitz dagbøger

Kan man udelukkende lave forskning baseret på en kilde, nemlig Duckwitz egne dagbøger, som han ofte reviderede? Forfatteren Hans Kirchhoff antyder, at kilderne har været begrænset. Fokus på denne biografi ligger på opholdet i Danmark. Duckwitz befinder sig i et spændingsfelt mellem danske og tyske myndigheder. I indledningen fokuserer forfatteren på de problemer, han har haft med at skrive biografien. På en måde går han også ind i den kritik, han har fået blandt andet fra modstandsbevægelsen.

Disse notater i dagbogen er en balance mellem sin egen betydning og distance til sin egen fortræffelighed. Og denne dagbog er skrevet fra 1. januar 1943 til 25. juli 1944, og så igen fra 26, juli 1945 til 31. december 1948. Men også efter den tid ser vi diverse rettelser i form af artikler til historikere, tv – udsendelser, foredrag m.m.

Hvorfor han egentlig begyndte at skrive dagbogen vides ikke. Her er både kritik af Hitler og politiet. Gennem 20 år arbejde vores hovedperson på sin historie. Der kan påvises en del mangler ikke mindst i kronologien.

 

Så smertefri som mulig

Efter krigen udtalte Duckwitz at han ville føre Danmark så smertefri som muligt gennem besættelsen. Udsagnet er ifølge Kirchhof rigtig, i hvert fald efter
1943. Vores hovedpersons arbejdsområder blev stærkt udvidet under besættelsen. I hans notater fra 1946 får vi nærmest indtryk af, at hans job bestod i, at redde så mange danskere som muligt ud af krigsmaskinens kløer. Var det lidt af et skønmaleri?

I slutningen af krigen gjorde han, hvad han kunne for at ødelægge så lidt som muligt.

I 1947 tilbød hans modspiller, A.P. Møller ham et job i hans rederi. Vi har tidligere omtalt A.P. Møllers rolle i en artikel (Riffelsyndikatet på Østerbro). Betingelsen var dog, at han skulle have dansk statsborgerskab, men som nævnt afslog han dette.

Havde rederierne ikke bøjet sig, havde tyskerne beslaglagt alle danske skibe, hævdede Duckwitz senere. Den 9. april 1940 opholdt 2/3 af den danske handelsflåde sig uden for Danmark. Det gjaldt om, at få flåden i neutral havn.

I dagbøgerne pointerede vores hovedperson, at han ikke ville sabotere eller opponere.

 

Ikke alle er begejstret

Men som nævnt, var alle ikke lige begejstret, således blev han i 2004 indlemmet i en bog omhandlende tyske krigsforbrydere, der ikke blev dømt. Problemet er sikkert, at vi ikke kender så meget til Duckwitz, før og efter tiden i Danmark. Ofte har vi kun hans eget udsagn.

Flere andre historikere har stillet sig tvivlende over for Duckwitz rolle. Herunder Terkel Stræde, Aage Trommer og Bo Lidegaard. Sidstnævnte fremkommer også snart med en bog om jødeflugten. Måske indeholder denne bog nyt. (Denne bog har vi anmeldt på vores side).

Andre mener så igen, at vores hovedperson havde andel i 400 danskers død på havet, da mere end 20 danske skibe blev torpederet af tyske u – både.

Som skibssagkyndig i København har han haft mulighed for at videregive oplysningerne. Han har været tilknyttet Abwehr 2, det vil sige kontra – sabotageafdelingen. Men selv hævder Duckwitz, at han har modvirket ordre, som han modtog fra Berlin.

 

Ikke belastet

Der er absolut ikke fundet beviser for Duckwitz har været skyld i sømændenes død. Men det er Aktive Modstandsfolk overbevist om. De mener bestemt ikke, at Duckwitz var en god tysker. Mange angreb fulgte på vores hovedperson. Men en kommission i Hamborg kunne den 10. maj 1948 konstatere, at han var

• ikke belastet

 

Forfalskninger?

Den islandske forsker, Vilhjälmsson mener, at Duckwitz var en uforbederlig nazist. Hans rolle i redningen af jøderne er udokumenteret, mener den islandske
forsker. Han mener, at dokumenterne fra september 1943 kunne kaste lys over sandhederne er forfalskede.

Flere historikere har svært ved at tro, at en aktiv nazist kan blive en troværdig anti – nazist og sætte sit liv på spil for at redde jøder. Usikkerheden har været med til at tegne et billede af en lidt utroværdig Duckwitz.

 

Krigsforbrydelser

De danske myndigheder havde helst set at Werner Best var blevet dømt ved processen i Nürnberg. Der var han flere gange indkaldt som vidne. Han
blev transporteret frem og tilbage og indsat i isolation i Nytorv Fængsel. Han havde håbet på en mere fair behandling af danskerne. Konen måtte ikke besøge ham, og hun truede med skilsmisse. Processen mod de store krigsforbrydere blev forberedt herhjemme, og det var mod

• Werner Best
• von Hanneken
• Politichef Pancke
• Chefen for Sikkerhedspolitiet, Bovensiepen

 

Nærmest frikendt

Byretten dømte Best til døden. Den samme straf fik Bovensiepen. Pancke fik 20 år og von Hanneken 8 år. Landsretsdommen over Best blev omgjort til fem års fængsel. De fire år blev betragtet som afsonet. Dommen var vel det nærmeste, man kunne komme en frifindelse. Best truede efterfølgende med, at ville afsløre danske politikere, hvis han ikke fik bedre forhold i Horsens Statsfængsel.

Under retssagerne støttede Duckwitz sin chef. Dog tog han senere afstand fra Best’ s Stor – Germanske drømme. Efterhånden som Best´ s krigsforbrydelser dukkede op, tog Duckwitz afstand fra ham.

 

Skulle ikke snakke med Carl Madsen

På et tidspunkt ville landsretssagfører Carl Madsen gerne have fat i Duckwitz i forbindelse med det påståede Rostock – møde i marts 1940. Men vores hovedperson kontaktede sine socialdemokratiske venner i Danmark, og de frarådede ham et møde med Carl Madsen.

 

Best undgik domfældelse

Der går rygter om, at der var indgået aftale med, at ingen tyske krigsforbrydere skulle henrettes i Danmark. Men Best vendte tilbage til Tyskland. Her hjalp han gamle SS – venner og kammerater. Det var også dem, der hjalp han til et job i erhvervslivet. I 1969 blev han sigtet for at have organiseret mordkommandoer i Polen. Men på grund af sygdom opgav man sigtelsen. Kun en enkelt gang besøgte Duckwitz ham, selv om Best tryglede ham om besøg.

Duckwitz døde i 1973, og enken modtog et telegram fra Best, hvor han talte om fælles fortid.

 

Retssag efter død

Siegfried Matloch udgav en omstridt bog om Werner Best på tysk. Den kom senere i en revideret dansk udgave, Danmark i Hitlers Hånd. I 1989 blev Best anset for rask nok til at stå til ansvar for mord på 8.723 polakker. Men han blev aldrig stillet til ansvar, for han døde inden retssagen, 86 år gammel.

 

Historieskrivning er et problem

Eichmann var i København for at forberede jødeaktionen. To gange flygtede denne fra amerikansk interneringslejr. Eichmanns kone forsøgte at få ham
erklæret død i 1947, men Simon Wiesenthal kunne i retten påvise, at han ikke var død. I 1949 erklærede Duckwitz ham død. Onde tunger påstod, at det var fordi, at Eichmann måske kunne fortælle sandheden om jødernes redning. Måske skal vi lige tilføje, at det var det israelske efterretningsvæsen, der endelig fik fat i ham, dømte ham og henrettede ham i Jerusalem.

Historieskrivning er en del af problemet med at få et sandhedsbillede om besættelsestiden, om tiden før og efter. Arkiverne er lukket for nogle og åbne for andre. Der er plantet falske oplysninger nogle steder, for at give eftertiden et falsk billede af, hvad der egentlig skete. I vores egen forskning har vi fundet fejltagelser. Hvorfor indrømmer man ikke det, så mange år efter. Historikere har prøvet på at rette op på dette, med vekslende held.

 

Interne magtkampe

Bogen er også et interessant indblik i tyskernes forsøg på internt at få magten i det besatte Danmark. Og Duckwitz dagbogs – notater er blevet fortrængt, forkastet mellem de forskellige versioner. Selv forfatteren har vanskeligheder ved at finde hoved og hale i det. Egentlig giver bogen ikke en egentlig klarhed over, hvad der egentlig skete dengang. Den stiller flere spørgsmål end svar. Efterhånden som arkiverne må åbnes og efterhånden som vi som danskere erkender vore fejl i forbindelse med besættelsestiden, får vi den fulde sandhed. Selverkendelse skal det vel også til

Men trods dette forhold kan bogen varmt anbefales. Den giver på mange måder et anderledes indblik i de vanskelige år – dengang.

• Hans Kiirchhoff: Den Gode Tysker – G.F. Duckwitz – De Danske Jøders Redningsmand / Gyldendal

 

Kilde:

• Diverse besættelsesbøger
• www.dengang.dk – diverse artikler

 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under København finder du 191 artikler
• Under Besættelsestiden (før/under/Efter) finder du 362 artikler

Redigeret 10. – o1. 2022