I den gamle Danmarks –  Historie bliver det påstået, at Christian den Anden nærmest var muret inde på Sønderborg Slot. Men sådan var det ikke. Han levede forholdsvis frit, havde egen have og måtte gå en tur i byen. Han havde et vanskeligt sind og et godt synk. Det varede længe, inden man fik en aftale med kongen. Det skyldtes især døtrene , der håbede på arveretten.

 

Et dyrt maleri

I november 2012 lykkedes det ved hjælp af tre store fonde at sikre sig et hidtil ukendt maleri af Christian den Anden. Det er udført af den kendte tyske renæssancemaler Lucas Cranach den Ældre. Og denne Cranach var borgmester i Wittenberg. Her boede Christian den Anden, da han opsøgte Martin Luther for at diskutere med ham.

 

Overbevist lutheraner

Samtalerne med Luther gjorde kongen til overbevist lutheraner. Men det skabte problemer til svogeren Kejser Karl den Femte.

 

Flygtede fra Danmark

I
1523 måtte Christian den Anden flygte fra Danmark efter det Jyske Oprør. Og i 1531 blev han nødt til at afsværge lutheranismen for at få støtte til sit krigstogt mod Danmark – Norge. Dette endte med, at han sad 17 år på Sønderborg Slot. Luther havde dog heller ikke glemt kongen, og skrev trøstende ord til ham.

 

Adelen ville bestemme

Christian den Anden måtte allerede i 1513 underskrive en håndfæstning, der understregede adelens eneret til lensmands – embedet og forbød kronen at opkøbe adelsgods. Magten skulle ved kongens død tilfalde rigsrådet, som så frit kunne vælge ny konge. Til sidst i håndfæstningen blev det fastslået, at undersåtterne uden at bryde deres ed til kongen havde lov til at belære ham, såfremt rigsrådet fandt, at han overtrådte håndfæstningens bestemmelser.

 

Erobrede Sverige

Det var også Christian den Anden, der erobrede Sverige. Han beundrede hollænderne, og importerede 184 hollandske familier til Amager. I januar 1523 proklameredes oprøret fra Viborg Landsting. Adskillige rigsråder opsagde Christian den Anden ”hudskab og troskab” og beskyldte kongen for at være et viljeløst redskab i hænderne på Sigbrit, som de antydede var troldkvinde. En officiel alliance mellem hertug Frederik og Lübeck begyndte at føre krig mod Christian den Anden.

Den 26. marts blev Frederik hyldet som Frederik den Første på Viborg Landsting.

 

Adelen fik deres vilje

Frederik den Første måtte underskrive, at kun danskfødte adelsmænd kunne blive bisper Desuden måtte herremændene nu frit ansætte og afsætte deres bønder  uden kongens indblanding.
Og hvis kongen ikke rettede sig efter dette kunne rigsrådet afsætte ham. Adelen havde sandelig fået deres vilje.

 

Kongen tog ikke imod

Det er over 400 år siden, at Christian den Anden forlod Sønderborg Slot for at tage ophold på Kalundborg Slot resten af sit liv. Da kongen i 1532 troede han skulle til forhandling med Frederik den Første vidste han ikke, at rejsens egentlige mål var Sønderborg Slot. Han troede, at kunne få frit lejde. Men Rigsrådet ville ikke uden videre lade sig en fange slippe af hænde.

Man havde bildt Christian den Anden ind, at han kunne træffe Frederik den Første i Flensborg.

 

Christian den Anden blev klar over situationen

Først da de nåede Alssund blev Christian den Anden klar over situationen. Endnu tydeligere blev det, da selskabet blev modtaget af Knud Pedersen Gyldenstjerne. Det var kongens gamle fjende. Han trak kongen i skægget, og rev den gamle nederlandske ordenskæde af ham. Den blev senere fundet blandt Frederik den Førstes efterladenskaber. Kun den gamle krigskarl, Mikkel fik kongen lov til at beholde hos sig.

 

Han blev ikke behandlet hårdt

Forlydender vil vide, at Christian den Anden blev behandlet hårdt. Man sagde, at han blev muret inde, og fik maden leveret gennem en luge i muren. På et gammelt
maleri ser man kongen gå rundt omkring det runde bord.

Det var hvis nok i Hvidtfelds gamle Danmarks – krønike denne opfattelse, bliver videregivet. Men denne opfattelse blev afmystificeret i 1892 i Sønderjyske Årbøger af A.D. Jørgensen. Man fandt nemlig regnskaber fra det meste af fangetiden på Sønderborg Slot. Her i disse regnskaber fremgik det, at kongen var anbragt i det såkaldte Blå Tårn. Han havde dog mere end et rum til rådighed. Ja man taler endda om hans Gemak.

 

En tur i byen og haven

Han skulle kun være indelukket om natten. Ellers havde han fri udgang, endda også til at gå sig en tur i byen. Ja kongen havde endda sin egen have, for i regnskabet 1533 er der følgende udgiftspost:

• Endvidere (betalt) gamle Peter Hansen 4 ½ skilling for 3 rafter til Kong Christians Urtehave.

 

Et vanskeligt gemyt

Til at begynde med havde han fire adelsmænd til selskab, men de forsvandt hurtigt, og udgifter til dem figurerede ikke i regnskaberne. Den gamle krigskarl, Mikkel blev aflønnet som tjener
for  mark lybsk årligt. Det var en ret så lav løn. Kongen var ikke så let at omgås, så jobbet var ikke så eftertragtet. Et brev fra 1546 til Christian den tredje fra slotsherren Bertram Ahlefeldt er bevaret:

• Han anstiller sig saare sælsomt med sin Bortgang og udridende ……Thi han rider ud, naar det behager ham og siger ikke sine Tjenere et Ord om det, før han gaar i Slotsgaarden og er i Støvlerne. Saa rider han sin Vej. De kan komme efter, om de kan. Forleden ville han engang ride ud om Natten, hvad der ogsaa skete. Han red fra Slottet, før jeg vidste om det. Da sendte jeg efter ham og kom ogsaa selv afsted. Jeg traf ham mellem de to Porte og søgte at tale ham til Rette.
  Da blev han vred og sagde, at eders kgl. majestæt havde tilladt ham at gå og ride, hvor han ville, og skulle det ikke holdes ham, ville vel andet og mere ikke blive holdt. Jeg svarede med spagfærdige Ord for ikke at opirre ham. Men han af sted og red sin Vej.

 

Forholdsvis frit

En anden gang sad han og drak øl med lejetropsføreren på slottet til langt ud på natten, til tårnet skulle lukkes, da ville han ikke gå op, men adlød dog til sidst i vrede på husfogedens lempelige henstilling. Christian den Anden stod uhindret i forbindelse med omverdenen efter Frederik den Førstes død i 1533. Der er bevaret breve både til Kejser Karl den Femte, hans børn og til Christian den Tredje

 

Et godt synk

Christian den Anden forsøgte dog også en enkelt gang en flugt. Det var lige efter interneringen, men det mislykkedes. Bagmændene blev pågrebet og henrettet. Blandt dem var præsten i Lysabild. Skarpretteren tjente ved denne aktion 1 mk. Lybsk.

Kongen fik ved den lejlighed besøg af fire rigsråder, som læste ham teksten. Bagefter styrkede de sig med en tønde hamborger-øl. Den fornøjelse kostede kongen 4 mk. 12 sk.

Den tilfangetagende konge levede et forholdsvis fyrsteligt liv i det daglige. Der blev gjort en del, for at gøre ham det så behageligt som muligt. Regnskabet for 1533 indeholdt poster for rosiner, grøn olie, oliven, grøn ingefær og sidst med mindst drikkevarer. Til personligt forbrug indkøbtes der i 1533, 27 tønder Kakebille (en stærk tysk øltype) a 131 liter og godt 200 stob
vin a 4 ½ liter, så det personlige forbrug har ikke været så lille. Men han har sikkert også skænket for sine gæster.

Drikkevarerne blev hentet i særlig Flensborg og Eckernførde. Disse byers øl kunne kongen godt lide. Vinen blev hentet i Hamborg.

En enkelt gang er der udgift til brændevin, sandsynligvis har det drejet sig om et sygdomstilfælde. Dengang var brændevin også medicin.

 

Drikkevandsforbruget
steg med årene. I 1537 forbrugte kongen foruden 43 tønder Kakebille også et mindre kvantum af andre sorter og godt 260 stob vin, foruden en mindre mængde malmasie og brændevin.
Forbruget steg stødt i alle årene. Det kan tænkes, at kongen blev psykisk påvirket af opholdet.

 

Levede sundt

Han fik meget sødt, således var der masser af sukkerkandis i kosten. Men kosten var ellers varieret. Der var masser af sild, skånske, flamske, ferske og salte, torsk, makrel, ”skull” og ”bott”, vildsvinesteg, hummerfiskog krydderier, muskatblomme, ingefær, nelliker, peber, kanel og saffran. De sidste varer skulle helst være fra apotekeren i Slesvig. Rejsesvendene tjente mangen
en skilling for at hente dem.

 

I flot tøj

Sit tøj behøvede kongen ikke at skamme sig over, heller ikke hans folk. En skrædder-regning fra 1533 lød således:

 

• For at sy 2 par bukser og 1 damask vams 1 gylden
• For endnu 2 par bukser, 4 sk.
• 1 alen lærred 4 ”hvide” for at sy 4 sokker 1 sk.
• 1 omhæng til sengen 4 sk.
• 1 damask tæppe 4 sk.
• 1 par bukser, 1 vams, 1 foret skjorte til tjeneren 8 sk.
• 1 alen fordug 14 pfennig
• 5 alen lærred 5 sk.
• Syløn for 1 frakke til Bernt kok (Kongens personlige kok) 8 sk.
• 3 alen klæde til samme 4 mk. 2 sk.
• 1 par bukser og 1 vams at sy 8 sk.
• 1 alen Hardewicker – klæde 9 sk.

I løbet af året brugte kongen og hans tjenere 65 ½ alen lærred, bl.a. til lagener og skjorter, 16 alen damask, 8 alen sindal og 2 alen westerländisch, det vil sige fra Westerland.

Kongens fornemste erhvervelse var ellers en “silkejoppe”, hvortil der gik 7 alen tøj og Laurens Guldsmed i Flensborg lavede sølvbeslag til den for 1 ½ mk. Sindal – vamsen fik han foret med pelsværk.

 

Værelser sat i stand

Hans værelser blev også jævnligt efterset. I 1533 gik Claus snedker og reparerede og fornyede i 4 dage og tjente sin gode dagløn derved. Imidlertid havde Christian den Andens fangenskab også en udenrigspolitisk side. Man turde ikke af hensyn til Kejser Karl den femte af Tyskland behandle ham for dårligt. Christian den Anden havde jo været gift med kejserens søster. De overlevende af deres børn levede nu i Tyskland.

 

Endelig en aftale i stand

Selv om Christian den Anden i 1523 og de følgende år ikke havde kunnet opnå ordentlig støtte til tilbageerobring af sine riger, havde kejseren ikke glemt ham. Måske håbede kejseren stadig på, at kunne opnå indflydelse i de nordiske forhold. Christian den Tredje og hans mænd lå i stadige forhandlinger for at finde en løsning på sagen. Den kom først i 1544 – 46 og afsluttedes
med Christian den Andens højtidelige afkald på alle sine riger og lande mod at han fik underhold fra Kalundborg len og Sæbygård på Sjælland samt Samsø.

 

Af indtægten skulle han selv lønne en kongelig lensmand og de øvrige embedsmænd. Han skulle desuden aflægge ed til den regerende konge. Men døtrene og deres mænd ville ikke være med til det og forsøgte at trække tiden ud. Måske håbede de på, at kongen ville dø, så arveretten gik videre til dem. Men efter nytår 1549 opgav kongen og skrev under på en aftale.

 

Endnu 10 år i forholdsvis frihed

I februar 1549 blev flytningen iværksat under fyrstelige æresbevisninger gennem Als til Assens. Fire rigsråder ledsagede kongen. Den regerende konge og Hertug Hans den Ældre modtog ham. Senere stødte kronprinsen også til. 10 år lykkedes det for Christian den Anden at leve her under forholdsvis frie former.

 

Kilde:

• Litteratur Sønderjylland ( under udarbejdelse)
• www.tidsskrift.dk

 

Hvis du vil vide mere om

• www.dengang.dk indeholder 1.778 artikler, herunder 207 artikler om Sønderjylland:

Om Sønderborg: Læs

• Sønderborg – i begyndelsen (1)
• Da Als var republik
• Stikkeren  – mord uden samvittighed
• Modstand i Sønderjylland
• i øvrigt siger vores søgemaskine, at 94 artikler indeholder navnet Sønderborg