Del af foredrag afholdt den 21. Februar 2013 i Stefans Kirken. Kirkegården skal fredeliggøres. Måske får vi en iskiosk bag Søren Kierkegaard eller et toilet bag H.C. Andersen. På kirkegården herskede det lystige liv. Her var også en der rejste fra kisten. Der var masser af gravrøvere. Og vand fra kirkegården løb ned i Ladegårdsåen. På et tidspunkt overvejede man at rejse tribuner på kirkegården, så folk bedre kunne se, hvad der foregik. Og rødhårede måtte ikke komme her.

Historien kan ikke fortælles på 25 minutter På 25 minutter kan man ikke fortælle hele kirkegårdens historie, men så må  jeg henvise til de cirka 10 artikler, der ligger på denne side. Og det er virkelig en oase vi har her på Nørrebro. Flere gange har vedkommende været på rundvisning med de dygtige guider fra Kulturcentret. Engang var jeg med til at arrangere en sådan rundvisning for Nørrebro Handelsforening. Der kom 135 deltagere.

 

Et toilet bag Kierkegaard

Forfatteren, Martin A. Hansen sagde engang:

• Måtte Nørrebro tælle sine døde med, ville det være landets åndelige centrum

Ja og snart skal det hele omlægges til park. Gad vide, om der i fremtiden kommer et toilet ved siden af Kierkegaard, og en iskiosk lige bag H.C. Andersen. I øjeblikket kan vi glæde os over en kæmpe byggeplads ved indgangen fra Runddelen (Det var dengang, da Metro, blev anlagt)

 

Alle begravelser inde for voldene

Indtil midten af det 18. århundrede foregik de fleste begravelser i København på de kirkegårde, der lå inde i den gamle by. Uden for voldene lå dengang kun Holmens Kirkegård, der blev taget i brug i 1666 og Garnisons Kirkegård dom oprettedes i 1711. Desuden eksisterede Mosaiske Kirkegård på Nørrebro allerede fra 1694.

 

1760 – Det starter på Nørrebro

I 1756 blev det besluttet, at de seks små Assistens Kirkegårde, som lå hist og her mellem husene i den gamle by, skulle nedlægges. Disse grunde blev efter en passende tid udlagt som byggegrunde. Undtagelse var Vajsenhusets og Vartovs, der blev benyttet til udvidelse af Halmtorvet. Men først i 1851 blev det forbudt, at nedsætte lig på nogen kirkegård inden for Københavns Volde.

Den 6. November 1760 blev kirkegården indviet. Disciple fra Vor Frue Kirke sang en salme, som meget passende hed

• Penge, som Judas slængte

De sang hvis ikke helt rent. I hvert fald så skar diverse kirkefolk grimasser.

 

Nu kom de rige

I de første år var her en Fattigkirkegård. Men en sønderjysk adelsmand var den første af de fine, der blev begravet her. Han hed Johan Samuel Augustin. Han var født i Eiderstedt i Nordtyskland. Han var på et tidspunkt knyttet til slottet i Augustenborg. Han skrev i sit testamente, at han aldrig med forsæt eller mod sin vilje, havde fornærmet nogen i levende live. Hans døde legeme skulle heller ikke påføre andre nogen skade. Derfor anmodede han, at blive bestrøget med en tilstrækkelig mængde kalk i en simpel kiste, 10 fod dyb.

Og det med tildækningen tog man ikke så tungt på kirkegården.  Det havde områdets hunde fundet ud af. De flokkedes alle sammen
her.

 

Forskel på folk – selv i døden

Der var forskel på begravelser, alt efter hvor mange penge, man havde og hvilken stand, man havde. Det hele kunne bestilles på Begravelseskontoret. Man blev simpelthen begravet efter rang:

1. Grever
2. Gehejmeråd og Friherrer
3. Militærpersoner, som havde ladet deres tapperhed se i Kongens Tjeneste til lands og til vands
4. Andre af rangen til Landsdommere
5. Øvrige Rangspersoner og adelige
6. Gejstlige og anden verdslig øvrighed, præster og graduerede personer
7. Alle andre

110 kareter

Da grosserer Jørgen Beck skulle begraves, fulgte hele 110 kareter fra Nyhavn til Nørrebro. Og Johan Leohard Fix, direktør for Asiatisk Kompagni blev stedt til hvile, var der fløjels – ligvogn med 4 heste med kusk, biløber, 8 ligbærer, 9 vogne til de sørgende, 25 tjenere og 2 politibetjente. Den fine ligvogn kostede 20 rigsdaler, og så skulle man betale 4 rigsdaler for selve jordpåkastelsen.

De velbjergede købte flere gravsteder af gangen. Og ville man begraves i nærheden af muren, ja så kostede det ekstra. Jo, det bedre borgerskab skulle beundres selv i døden. Småfolk
måtte danne lig – societeter for at klare udgifterne.

 

Ligbærerne
var studenter. Men efter 1920 blev de fastansatte og bar samme uniform, som kirkegårdens opsynsmand. Samme år indførte man normalbegravelser. Således fulgte visse goder med under en begravelse, så som orgelspil, træer, kandelaber m.m.

 

Væmmelse på kirkegården

Knud Lyhne Rahbek, som udgav tidsskriftet, Den danske Tilskuer skrev i 1803 en artikel om Assistens Kirkegården:

• Man behøver kun for at faa Væmmelse nok og aldrig sætte sin Fod der tiere, at gaa derud om Sommeren og se Folk ligge imellem Gravene med Mad og Drikke for sig, mens de rundt om fordelte Musikanter spiller den ene Drikkevise efter den anden. Alt dette burde være anderledes.

 

Stavefejl på gravstenene

Københavnerbladet klagede i 1804 over,  at der burde være en grænse med, hvor store monumenterne kunne blive:

• det er da tungt, om den Fattige, som i sit Liv, saa ofte blev fortrængt af den Rige, ogsaa efter Døden skulle friste denne Skæbne

Ja kirkegården figurerede ofte i datidens medier . I 1805 klagede bladet Politivennen over, at der var for mange stavefejl på gravstenene. Man kopierede hinanden Og så kritiserede datidens medier, at man kopierede hinanden. Det var de samme attributter, der gik igen. Urner, Tårekrukker, gravlamper, slukkede fakler, leen og hunden, der trofast hvilede ved gravmælets fod, men også duerne begyndte at slå sig ned. De var tegn på Helligånden.

Den afdødes virke blev betegnet med et skibsror, passer og vinkel. Håndværkernes redskaber og handelsmandens symboler for eksempel Merkur i samtale med Neptun, kunne ses overalt på Assistens Kirkegård. Endelig kunne man se sommerfuglen og slangen. Sidstnævnte bed sig selv i halen. Og Biskop Frederik Plum sammenfattede det hele i
et digt:

• Her i disse Landelige simple Grave lagdes mangen værdig Borger ned

 

Gravstederne lå tæt

Gravstederne blev lagt tæt sammen, ofte uden at være adskilt af veje. For at komme
til et gravsted, måtte man ofte vade over andre gravsteder.

 

Bombning fra kirkegården

I 1807 blev alle opsynsmænd fyret. De havde stor fortjeneste i at sælge alle de afdødes tøj. Jo der skete sandelig noget på kirkegården. Det var også i 1807, der foregik åben krig omkring kirkegården, da englænderne bombarderede København. Fra et batteri midt i kirkegården kunne man snildt ramme de tætbefolkede områder omkring Vor Frue Kirke.

Danske
tropper forsøgte, at angribe dette batteri, men blev trængt tilbage. De kom i baghold. Og omkring Jødekirkegården åbnede englænderne morderisk ild. Resultatet blev, at 21 danske soldater omkom og 55 blev såret.

 

Krybskytteri

I 1818 kaldte datidens medier, kirkegården for gyseligt Og krybskytteri var det også. Der blev i 1820 meldt om krybskytteri efter harer og agerhøns på kirkegården.

Ligstuen

Kirkegården var langt større end nu. Hans Tausens Park var også kirkegård dengang. Ja man siger, at de nærliggende skoler er bygget over over knogler. Den ældste bygning på kirkegården er Graverbygningen. Og arkitekten Jens Bang skrev også en bog om korsetternes skadelighed.

I 1898 kunne man læse følgende om dette Graverhus:

• I Ligstuen anvendes en Klokke, som gaar ind til Graverens Værelse. Klokkestrengen vedhæftes den Dødes Hænder, saaledes at den ringeste Bevægelse sætter Klokken i gang til at give Lyd. Over Liget er anbragt tvende store Bøjler og over disse er et stærkt Net, som fastgøres, at Liget ej skal falde ud af Kisten, om det kom til live. Mit i Loftet er et Trærør, hvormed Ligstanken kan føre ud gennem Husets Gavl.

 

Jeg er kun skinddød

Dengang talte man meget om skindøde. Således havde H.C. Andersen altid et skilt stående på natbordet, når han var ude at rejse:

• Jeg er kun skindød

Allerede i 1783 udgav teologen Dr. Bastholm et skrift om levende begravelse. Han foreslog blandt andet, at der skulle blæses med trompet, for at se om de afdøde skar ansigt, eller om de
vågnede. Bedemænd i USA og England solgte kister med ilttilførelse og signal apparat er i tilfælde af …..

 

Offentlig værtshus i Benhuset

Tænk
her var tidligere en sumpet mark, hvor der blev dyrket tobak. Ja det blev sandelig et tilløbsstykke, og det med sumpen afstedkom også senere problemer. Det
var noget at opleve her blandt de døde. Så stor var interessen, at det kunne sammenlignes med slotshaven på Frederiksberg. Man kunne enten se på, når de fine blev begravet,
eller man kunne fornøje sig med sprit og mad på gravstenene. De små kriminelle delte deres bytte herude på kirkegården.

På  tidspunkt blev man fra øvrigheden nødt til at udsende en forordning:

• Det er forbudt at Æde – og Drikkevarer falholdes eller fortæres paa Kirkegaarden eller at der paa samme holdes Musik eller foretages noget, der ligner Lystighed. Tillige skulle de nøjagtigen paase, at intet Kreatur græsses.

I 1813 blev det forbudt for graverne at sælge sprit de besøgende. Men det var ikke sådan at stoppe. I 1851 talte man om

• Offentlig værtshus i Benhuset

 

Havarerede eksistenser færdes på kirkegården

Jo graverne ville gerne udstedes med politiskilte, for at få stoppet alle ulovligheder. Og i H.C. Andersens sidste eventyr Portnøglen fra 1872 kunne man læse om hvæssende lirekasser og svævende klarinetter og spisende folk på gravstederne. Det var netop det eventyret handlede om, Madkasse – fænomenet på Assistens Kirkegård.

Tilstrømningen til kirkegården var så stor, at man talte om at indføre entré. Taksten skulle være fra 4 – 8 skilling. Om søndagen skulle det være gratis. Andre forslag gik ud på, at hunde,
børn og folk med kårde og stok skulle nægtes adgang. Man kunne i datidens medier læse, at

• Det er et Samlingssted for havarerede Eksistenser, en slags Forlystelsessted af den Forkasteligste art. Her kommer den laveste del af omegnens befolkning.

Spritterne og vagabonderne holdt til her på kirkegården. Om natten var der altid sammenskudsgilde her. Man delte det man på mere eller mindre ærlig vis, havde tildraget sig.

 

Rødhårede var for festlige

Nu kunne det hele også blive lidt for festligt, når der var begravelser. Således var der forslag fremme, at rødhårede skulle forbydes adgang. De skulle ikke bryde den højtidelige stemning. De kunne passes smøres ind i komøg. Men hvad med lugten I 1914 udkom der en roman, der handlede om kirkegården. Den handlede om en mestertyv, der sammen med sin datter i månedsvis holdt sig skjult i en åben grav. Titlen på bogen var Rotterne.

 

Den Spanske Syge

1918 var et sort år for Nørrebro. Ifølge Dr. Shaefer var der mange steder, hvor hele familier lå syge. Ja det var hele huse, fra kælder til loft, hvor alle var ramt af Den Spanske Syge. En værkfører havde mistet alle sine tre døtre. Aldrig siden kolera – epidemien havde der været så mange begravelser på kirkegården. Således stod der dagligt 50 kister på kapellet. Begravelserne blev afholdt None Stop fra 8, 30 om morgenen til kl. 16 om eftermiddagen gennem flere uger.  På 10 dage foregik der ca. 350 begravelser på Assistens Kirkegården.

 

Regine Olsen og Alberti

Tænk her på kirkegården ligger Regine Olsen. Det var hende Søren Kierkegaard var held vilde med. Han gik gennem et helt år fra Østerbro til Nørrebro, langs søerne bare for at få et glimt af hende. Men hun tog til Dansk Vestindien med hendes mand. Og her ligger Alberti, storsvindler, spekulant, minister m.m. Han blev kørt ned af en sporvogn ved Fælledvej og døde et par dage senere. Det var også Alberti, der i 1906 fremsatte sin berømte pryglelov. Moralen dengang var at korporlig revselse var en del af opdragelsesmidlet. I skolen gik man frem med, Respekt plus eksamen er lig med prygl.

Spanskrørets trolddomsmagt blev så sandelig brugt af lærerne. Respekten skulle prygles ind. Og det var Alberti med til at fremme.

 

De kendtes gravplads

Her ligger “Sheriffen af Vesterbro” Dan Türrel. Ifølge min afdøde kone var hun årsag til, at han fik sorte negle. Så kunne han hurtigere blive berømt Og ikke at forglemme Natasja. Det var hende med “Vi vil have Danmark tilbage”

Her ligger skaberen af Brøndum Snapsen, også kaldet Den Falske Greve, Han gjorde kongens elsker, Fru Danemand gravid, mens kongen var i Wien. Hun ligger hvis nok på Garnisons Kirkegård. Ellers kan kirkegården også byde på Peter Malmberg, Ben Webster, Barbermaleren, Henry Heerup, Hans Scherfig, Thomas Koppel, Etta Cameron og Christen Købke.

 

Så befri mig dog fra dette mørke sted

Åh ja, her ligger Gertrud (Giertrud Bodenhof). Natten efter, at hun ifølge hendes bror, Den unge Rosted, blev begravet med røde kinder, var gravrøvere i gang. Da de skulle til at tage hendes øreringe af, rejste hun sig så pludselig og råbte:

• Så befri mig dog fra dette mørke sted

Og hun lovede dem guld og grønne skove, samt en rejse til Amerika. Men de tog en spade og dræbte hende – denne gang rigtig. Og det er ganske vist, for den ene af røverne tilstød på sit dødsleje på Frederiks Hospital over for den senere Biskop Münster. Senere undersøgelser i 1950erne kunne hverken be – eller afkræfte episoden.

 

Hvor er min søn?

Ja der var masser af gravrøveri. Skomager Meyers søn fik en bom i hovedet, da far og søn gik en tur på Vesterbro. Han blev begravet på Assistens Kirkegård. Da familien efterfølgende
ville besøge ham, var kisten væk. Familien søgte længe efter ham, lånte en spade og fandt endelig drengen afklædt og uden kiste. Kadetter blev udkommanderet til at bistå politiet, bevæbnet med jernstænger. Dem stak de i jorden for at konstatere, om der manglede en kiste. Man fandt i 1804 ud af, at 509 grave var blevet hjemsøgt.

 

Børnemord

Ja vi skal vel også lige have med, at Dagmar Overby myrdede to af de ca. 25 børn, som hun i alt myrdede her på kirkegården. Og barnemorderen boede i Jægersborggade. Hun tjente sine penge som dagpleje – mor, eller nærmere hel – pleje mor. Og en gang imellem kom mødrene forbi, og kunne ikke rigtig forstå, at barnet ikke rigtig lignede. De fleste af børnene blev brændt i kakkelovnen.

 

Død ved Ladegårdsåen

I 1833 stod kister under vand på kirkegården, og dette vand blev ledet ned i Ladegårdsåen, som blev brugt som drikkevand. I 1879 kunne Blade fra Kirkegården fortælle om, at nogle beboere nede ved Ladegårdsåen var fundet døde i et hus. De havde antagelig drukket af vandet i åen.

 

Socialdemokrat til evig forbandelse

Det var her i 1887, hvor den store socialdemokrat Adam Poulsen blev begravet. Men pastor Peter Steen var meget ufleksibel. Det var lige før, at et sandt arbejderoprør var startet her. Således måtte den røde fane ikke bruges. Og en socialdemokrat ville pastoren ikke velsigne. På et tidspunkt havde præsterne på Assistens Kirkegård overgivet den afdøde til evig forbandelse, bare fordi han var socialdemokrat. Kammeraterne måtte heller ikke sige nogle bevingede ord. Politiassistent Rantzau havde sit hyr med at få dæmpet gemytterne.

Arbejderbevægelsen og myndighederne i kirker og på kirkegårde var ofte i konflikt. Arbejderbevægelsen ville også lige markere, at de havde magt og indflydelse. Men særlig de gejstlige havde svært ved at håndtere arbejderbevægelsens symboler i begravelsesritualet.

Den velbjergede måtte gerne have alle sine ordner med, men arbejderen måtte ikke have sin røde fane med. Disse faner var ikke velanset. Og arbejderne var ikke begejstret for præsternes
lig-tale. De blev betragtet som småborgerlig.

 

Kejserinde Dagmars hof

Vidste I, at næsten hele kejserinde Dagmars hof ligger her. Hun, som også hed Maria Fjodrovna havde købt brugsretten fra Sankt Ansgar Kirken. Hende hilste H.C. Andersen også på. Han skrev i sin dagbog:

• Idet Dagmar gik mig forbi, standsede hun og trykkede min hånd, jeg fik tårer i øjnene.

Ja og da Bornholm blev besat af russerne, da bad Kong Frederik den Niende den tidligere kejserindes datter, Olga om skyndsomt at forlade Danmark.

Ja sådan kunne vi blive ved med at fortælle historier fra Nørrebros oase – Assistens Kirkegård. Men gå ind og læs de cirka 10 artikler om vores oase på Nørrebro. Du kan også tage med på en af de interessante rundvisninger på kirkegården.

 

Kilde:

• www.dengang.dk – diverse artikler

 

• Hvis du vil vide mere:
• www. dengang.dk indeholder 1.780 artikler, heraf 304 artikler fra Nørrebro – På vores side finder du ca. 10 artikler om Assistens Kirkegård.

Redigeret 14.09.2021