Dengang kunne man gå til teaterforestilling i Folkets Hus på Jagtvejen. Efterfølgende var der bal. Så kunne man for en kort stund glemme arbejdsløshed og fattigdom. Lige overfor lå den berømte kirkegård. Her havde arbejderne store problemer. De mente, at præsterne var borgerlige og så måtte de ikke tage deres røde flag med. Det offentlige Danmark havde svært ved at håndtere problemet.

 

Det startede med en teaterforestilling

Der var mange ludfattige og mange børn. Stor nød var der overalt. Børne – dødeligheden var meget stor. Men i forsamlingshuset Folkets Hus på Jagtvejen fortsatte festlighederne. Det startede med en teaterforestilling. Derefter var der bal til klokken tre om morgenen.

 

Feststemning

Den åbenstående fløjdør førte ind til forhallen. Og en meget bred trappe førte op til balkonen. Skulle man snyde sig ind, fordi man ikke havde råd til at betale entre, så skulle man lige forbi en uhyggelig stor kontrollør med en fedtet, sølvbesat kasket. Her var masser af mennesker, både nede på gulvet og oppe på balkonen. Her var løssluppen feststemning og masser af bajere.

Hvis man nu havde snydt sig ind, kunne man lige så godt få noget ud af det. Flasker blev samlet, så så det ud som man hjalp tjeneren. Man kunne nu sætte sig i en krog og drikke sjatterne

 

Esmeralda

Og så begyndte forestillingen. Og hovedpersonen var Esmeralda, datidens kvindeideal – fuldbarmet, lidt kraftig og veldrejet, fuld af humor og livslyst og fuld af kærlighed. Disse
forestillinger var meget populære dengang. De var ægte og menneskelige og fri for opstyltethed.

 

Tid til bal

Og så var der ellers tid til bal. Borde og stole blev slæbt ind til siderne i salen. Orkesteret tog plads oppe på scenen. Der var ikke plads til alle i salen, så de trængtes i sidegangene. I de tilstødende lokaler var der servering. Så begyndte dansen. Musikken larmede, og pludselig var hele gulvet som en myretue af dansende par. Der blev vrikket, spjættet og meget mere.
Først den ene vej og så den anden vej. Ikke alt så lige elegant ud. For nogle kneb det allerede med at holde ligevægten. Men det var et strålende, folkeligt og farverigt eventyr, med et væld
at glade, leende og løsslupne mennesker, der morede sig uhæmmet af hjertens lyst. Glemt var fattigdom og arbejdsløshed.

 

Ud af fjerde klasse

Det var dengang, at mange kun nåede at gå op til fjerde klasse, for så at blive konfirmeret. Så var det ellers ud af skolen for at tjene penge. Hvis man så kunne få en lærerplads, ja så var lykken gjort. Og tænk, hvis man kunne blive ansat i kommunen med blanke knapper, kasket og uniform.

Men når vi nu er ved skolerne. Så besluttede byens vise skolemyndigheder, at skille fårene fra buggene. Husumgades Skole blev gjort til betalingsskole for de fine. Hans Tavsensgades Skole, som til dels var bygget på et fundament af gamle dødningeknogler blev gjort til slyngelskole for gadedrengene. Her skulle tugt få eleverne til at blive bedre mennesker. Ja ofte grænsede dette til mishandling.

 

Prygl har de respekt for

Det var jo i 1906, at landets justitsminister, Peter Adler Alberti fremsatte sin berømte prygellov. Han mente, at det eneste de unge mennesker, havde respekt for, var prygl. Han blev for øvrigt kørt ned af en sporvogn på Nørrebro.

 

Arbejderbevægelsen ville manifestere sig

Vi hørte før om Folkets Hus. Lige over for ligger Assistens Kirkegården. Allerede dengang var kirkegården berømt. Her forsøgte arbejderbevægelsen at manifestere sig. Det var ikke altid
blot en afsked med familie og venner. Arbejderbevægelsen ville vise offentligheden, at de havde magt og indflydelse. Det førte dog ofte til konflikt mellem arbejderne og myndighederne. Særlig de gejstlige myndigheder havde svært ved at håndtere arbejderbevægelsens symboler i begravelsesritualet. Præsterne var ikke begejstret for røde faner Og arbejderne var ikke begejstret for præsternes lig-tale. De betragtede den som borgerlig.

 

Politiet stjal liget

Harald Brix, der var medstifter af 1. Internationale og en af pionererne i den danske arbejderbevægelse måtte ikke hyldes. Det bestemte myndighederne. Brix’ s lig blev natten til den 1.
juni fjernet af politiet og låst inde på Garnisons Kirkes kapel for at forhindre at hans partifæller gik i ligtog med røde faner.

 

Evig fordømmelse – han var socialdemokrat

Optog med røde faner blev opfattet som en trussel mod den offentlige orden. Ak ja, også på Assistens Kirkegård havde præster overgivet den afdøde til evig fordømmelse blot fordi han var Socialdemokrat. Man havde fra myndighedernes side påpeget, at hvis ikke bestemte normer for opførsel blev fulgt, ville begravelsen ikke blive gennemført.

 

Folkets vilje er højeste ønske

I efteråret 1891 diskuterede man i Københavns Præstekonvent diskussionen om faner. Pastor la Cour mente, at fagforeningsfaner ikke burde forbydes, men derimod den socialdemokratiske fane med indskriften Folkets Vilje er højeste Lov. Flere præster mente, at forbud imod faner ville skubbe arbejderne længere væk fra kirken, hvilket ikke var ønskeligt, fordi at selv under den røde Fane findes der Menigheder.

 

Pastor Steen

Vi har tidligere her på siden beskrevet en begravelse på Assistens Kirkegård i 1887. Den skulle besørges af en af arbejderbevægelsens største fjender den indremissionske præst Pastor Steen. I avisen Social – Demokraten blev det omtalt, at selve ligtoget foregik stille og rolig:

• Der var den tavse Højtidelighed over Forsamlingen som Døden altid plejer at indgive. Saa kom Pastor Steen og brød Freden. Han kom som en Mand, der har Sværdet. Han havde med sig et Forbud mod at der blev bragt den fattige, hæderlige gamle Arbejder et Farvel ved Graven af en af hans mange Venner, og Præsten benyttede sig af sin Myndighed.

 

En provokation

Det faldt også avisen for brystet, at præsten efter jordpåkastelsen udtalte:

• Jeg henstiller til Hr. Politiassistent Rantzau at sørge for Forbuddets overholdelse

Dette blev af arbejderne betragtet som en provokation. Så mange som mulig skulle deltage En begravelsesannonce kunne lyde:

• Medlemmer af 6. kreds` Socialdemokratiske Vælgerforening anmodes om at give Møde ved vor Partifælle A. Mundbergs Begravelse, som foregaar i Morgen kl.1 fra det store kapel paa Assistens Kirkegaard.

For Arbejderbevægelsen var det vigtigt, at så mange som mulig deltog. Og alt efter indflydelse mødte der mellem 200 og 50.000 op til sådanne begravelser. Følgets størrelse var et signal
til omverdenen om Arbejderbevægelsens styrke. Arbejderbevægelsen udfordrede kirkens egne symboler og værdier samt rummelighed. Og arbejderne er både blevet mødt af modstand og langsom eftergivelse af folkekirkens præster.

 

Kilde:

• www.dengang.dk – diverse artikler
• Se Litteratur Nørrebro

 

• Hvis du vil vide mere:
• www.dengang.dk indeholder 1.780 artikler- heraf 304 artikler fra Nørrebro:

 

• Arbejdere og Industri på Nørrebro 2
• Arbejderkamp på Nørrebro
• Arbejderne på Nørrebro
• En vandring på Ydre Nørrebro
• Flere arbejdere på Nørrebro
• Gamle virksomheder på Nørrebro
• Louis Pio på Nørrebro
• Stauning på Nørrebro
• Assistens Kirkegård – 250 år
• Begravelse på Assistens Kirkegaard 1887
• Kejserinde Dagmar på Nørrebro
• Livet på Assistens Kirkegård
• Under jorden – på Assistens Kirkegaard og mange flere

 

• Under København (191 artikler):

 

• En arbejder i København
• Historien om Første Maj
• Når jeg ser et rødt flag smælde
• Stjernen – arbejdernes bryggeri  og mange flere

 

Redigeret 14.09.2021