DENNE ARTIKEL FINDES I EN MEGET BEDRE UDGAVE. VI HAR OPDATERET OG REDIGERET DEN –
SØG I STEDET EFTER “DA BRIGGEN CHICO AF AABENRAA BLEV OVERFALDET”.
Den 21.01. 1864 blev Aabenraa
– briggen Chico overfaldet af pirater ud for Hongkong. Cirka
et halvt år efter skrev førstestyrmand Meinhardt ned, hvad der skete. Det er
denne dramatiske beretning, vi her bringer. Desuden er her den fantastiske
fortælling om ”Familieringen”. Flere gange overvejede kinesiske
redningsmænd, om de skulle smide Meinhardt i havet. De mente, at han var
mere død end levende. Mandskabet forlod Chico uden at tage de sårede
med.
Søforhør
Vi har ved tidligere lejligheder beskæftiget os med Aabenraas søfart. Og vi har også kigget på briggen Chico af Aabenraa. Om bord var skipper Meinhardt, der under overfaldet af pirater i Kina blev hårdt såret.
Det
var ikke langt fra Hongkong Havn at briggen Chico overfaldet, taget, plyndret
og sat i brand.
I Sydafrika afgav Meinhardt sin beretning ved søforhøret.
Denne beretning har vi fået tilsendt af Meinhardts tipoldebarn i Grindsted, Ellen Maria Meinhardt Bech. Vi bringer også den spændende beretning om ringen.
Troels Kløvedal tog samme tur
Troels
Kløvedal har taget nøjagtig den samme
tur op ad Ganges Floden, som Chico tog.
Såfremt
du har flere oplysninger om denne hændelse, er du velkommen til at
fremkomme med disse, så viderebringer vi disse til Ellen.
Hvad
skete der?
Chico var bygget i 1856 på Mads Michelsens Værft i Aabenraa for rederiet Frederik Callesen. Skibet sejlede på Østasien og hjembragte ris og oversøiske
varer.
Kaptajner
på skibet var Frederik Callesen selv, kaptajn Dresher og sidst kaptajn Ohlsen.
Hvad
skete det den 21.01.1864?
Kaptajn
Ohlsen:
- Dræbt,
sandsynligvis brændt
ihjel
- styrmand, Georg Ludewig
Meinhardt:
- hårdt
såret,
overlevede, reddet af Herluf Trolle af København,
indlagt på Seamens
Hospital i Hongkong, skrev øjenvidneberetning,
signeret 12. august 1864 i Cape
of good Hope ombord på det engelske dampskib Vulcan.
- styrmand, navn ukendt.
- Dræbt
sandsynligvis med sabel.
Matros:
Navn ukendt:
- Hårdt
såret,
overlevende, reddet af engelske battleship Princess Charlotte, indlagt
på Goverment
Hospital i Hongkong.
Dæksfolk
m.m. Navne ukendte:
- Overlevende. Stjal skibsjollen
og efterlod såvel
kaptajn som 1. styrmand til deres egne skæbne.
Hermed
bringer vi Georg Ludvig Meinhardt beretning. Vi har ikke ændret i teksten. Det
eneste, vi har gjort er at ændre afsnittene og indføre overskrifter,
for at gøre teksten mere læservenlig.
Dramaet ved Hongkong
Briggen
forlod, efter endt reparation af sit havari og efter igen at have indtaget
sin last, der bestod af ris, og ellers velforsynet med alt til den forestående sejlads i god sødygtig stand, for
anden gang Hongkongs havn torsdag den 21. 01.
1864 omtrent klokken fem om morgenen. Den blev bugseret af bugserbåden Sterling.
Vinden
var østen med storm og stærke vindstød. Kaptajnen og styrmanden var
først ikke enige, om de skulle
sejle ud eller ikke, men fandt så, da de kom ud i Leumoo – passagen, at de højst kunne føre dobbeltrebede mærssejl, hvorfor de frygtede for,
at den stærke strøm fra nordøst ville sætte dem ud af kurs, og den
høje sø ville standse deres fart på grund af den lille sejlføring,
hvis de skulle gå ud.
Derfor
besluttede de at blive inde til næste morgen eller første afsejlings
– mulighed og ankrede derfor omtrent klokken 10 inden for Tamtoo Island for bagbords anker med 30
fod kæde på 8 fod vand.
Om
eftermiddagen var luften fuld af regn med heftige vindstød. Man lod
folkene gå under, bortset fra en mand på vagt. Om aftenen
klokken seks var vinden stærkt aftagende. Klokken otte sattes vagten.
Andenstyrmanden formanede som sædvanligt folkene at være vagtsomme og
holde god udkig, og hvis junker eller lignende skulle nærme sig, da
holde skarpt øje med dem, og hvis de skulle nærme sig skibet, da skulle
de omgående purre frivagten og styrmanden og straks komme agter for
at få udleveret våben.
Styrmanden
talte senere med kaptajnen om at få geværerne ladt. Der var formentlig
tretten stykker, hvoraf en dobbeltløbet. Ligeledes ønskede styrmanden
den ottepundige kanon ladt; men kaptajnen sagde, at man ikke behøvede
at være bange for sørøvere så tæt ved havnen (omtrent 2 sømil).
Styrmanden svarede, at der i hvert fald ikke var af vejen at have et
skud i beredskab. Kaptajnen sagde nej. De kunne godt lade geværerne;
men kanonerne var intet værd. Så geværerne blev ladet.
Efter
klokken ni gik kaptajnen og førstestyrmanden til
køjs, efter at sidstnævnte endnu engang havde været på dækket for
at undersøge vejret.
Sørøvere
på vej
Omkring
klokken elleve blev styrmanden vækket af den vagthavende matros (englænder)
som sagde, at to junker (kinesiske skibe) nærmede sig skibet fra
agter. Styrmanden sprang ud af køjen og spurgte, om han havde purret
folkene og lod ham løbe hen for at purre dem og straks lade dem komme
op for at få våben.
Førstestyrmand
havde straks kaldt på kaptajnen og andenstyrmand, derefter løb han ind i kahytten, hvor han tog en økse
og løb ud på dækket. Kaptajnen var straks sprunget ud af køjen og
løb efter styrmanden. Han tog også en økse og løb ud på dækket.
I
dette øjeblik var den første junkie på bagbords side, omtrent
tre til fem fod fra vort skib i begreb
med at lægge til siden, og en junke på styrbords side kom uklar med
sin rigning på vort skib. Styrmanden løb over til rælingen for at
skyde langskibs på junkien, idet han råbte til kaptajnen, at det var
sørøvere. I samme øjeblik kastede de såkaldte stinkpotter over skibets
dæk. Styrmanden sigtede efter det sted, hvor stinkpotterne blev kastet
over, og skød.
Kaptajnen
skød ligeledes , efter at have råbt til dem, at de skulle komme væk
fra skibet. Manden, der havde vagt, løb forud, og styrmanden tænkte,
at han endnu ikke havde purret folkene, men nu var på vej for at gøre
det.
Sørøvere
på dækket
Styrmanden
løb igen ind i kahytten, og kaptajnen fulgte efter for at hente et
andet gevær. Da hørte de, at sørøverne var kommet over på dækket, hvorpå kaptajnen løb tilbage og låste
yderdøren. Styrmanden spændte en sabel ved siden, hvorpå han løb
ud i kahyts – gangen. I samme øjeblik kastede sørøverne med stor
styrke og hurtighed stinkpotter gennem dørens vinduer og skylightet,
så det var umuligt at skyde, for der opstod en kvælende røg af svovldampe.
Det var umuligt at blive der, uden at blive kvalt.
Kaptajnen
følte sig allerede helt svimmel i hovedet og gik ind i sit kammer og
låste døren. Styrmanden gik ind i sit kammer, hvortil andenstyrmanden allerede var flygtet. Da førstestyrmanden
var kommet ind i kammeret, bemærkede han en mand foran sit vindue.
Han tog sit gevær og spændte hanen, men i samme sekund fik han en
brændende stinkpot gennem vinduet lige i ansigtet. Han lod geværet
falde og tørrede ilden af og snappede efter vejret.
Masser
stinkpottere
Til
samme tid åbnede kaptajnen sin kammerdør og løb over til styrmanden.
Sørøverne havde kastet så mange stinkbomber ind gennem vinduet
i hans kammer, at han ikke længere kunne holde ud at være der for stank
og svovldampe. De låste døren. De hørte stor tumult på dækket,
især ved den store luge, som sørøverne var i begreb med at bryde
op. Styrmanden ville skyde efter dem, men kaptajnen rådede ham indstændigt
fra det, fordi som han sagde, de alligevel var overmandet, og når de
brugte våben pg skød – og skød nogle af dem – , kunne de komme
til at lide en frygtelig død, og alene kunne de jo intet gøre. Derfor
skulle han lade være, så kunne de måske redde livet.
Stinkpotterne
blev stadig kastet ind til dem, og andenstyrmand
lå allerede helt forvirret i hovedet i sin køje, hvor han havde viklet
hovedet ind i koøjet. Da sørøverne sandsynligvis havde bemærket,
at de var der, blev den ene stinkpotte efter den anden med stor hurtighed
kastet ind gennem vinduet, så der på et øjeblik opstod en så forfærdelig
røg og svovldamp, at det var umuligt at opholde sig der uden at blive
kvalt.
Svovldampe
Kaptajnen
og førstestyrmanden lagde sig først med hovedet under et dække for
at beskytte sig mod ilden, røgen og svovldampene,
der var tættest i de øvre lag. Ved denne tid havde sørøverne slået
bagdøren til kahytten ind og besat den inderste del af kahytten, hvor
de slog alt itu eller rendte med tingene.
Kaptajnen
klagede over smerter i hovedet, ligeledes styrmanden. Så faldt det
dem ind, at der muligvis kunne være frisk luft inde under halvdækket,
hvortil en lille luge i andenstyrmands køje gav adgang. Han åbnede
lugen, og da de fandt ren luft der, kravlede de alle ind og satte, så
godt det nu kunne lade sig gøre fra indersiden, lugen for igen for
at hindre en indtrængen af svovldunsterne.
Kort
derefter forsøgte sørøverne at slå døren til kammeret ind
og opfordrede dem til at komme ud og give dem pengene, som var på
skibet. Kaptajnen kunne ikke holde det ud længere, da svovldampene
nu også var trængt ind til dem under halvdækket, så han krøb ud.
Han
svarede dem, at de gerne måtte tage alt, og at han ville give dem de
penge, der var på skibet, hvis de ville spare deres liv. De svarede
på engelsk og talte ganske korrekt. Når de
måtte få, hvad de ville have, og han ville give dem pengene, så skulle
de bare komme ud på dækket, så ville de ikke gøre dem noget. Sørøveren
blev ved med at tale godmodigt om, at de bare skulle komme ud. Han ville
ikke gøre dem noget (han talte kun af falskhed).
Kaptajnen
slået ned
Kaptajnen
kunne ikke længere holde ud at være i svovldampene og sagde til styrmanden,
mens han kravlede ud i kammeret, at han måtte gå ud på
dækket. Styrmanden rådede ham fra det, og sagde, at det kun var falsk tale for at få dem på dækket, så
de kunne få deres mordlyst styret, men det mente kaptajnen ikke.
Styrmanden
foreslog, at kaptajnen skulle tage et gevær, som endnu var ladt, eller
en sabel med sig ud. Valgte han det ene, så ville styrmanden tage det andet og følge ham ud. Men dette ville
kaptajnen under ingen omstændigheder gå med til. Han sagde:
- Når vi
kommer på dækket med våben,
så vil
de helt bestemt slå os
ned
Styrmanden
frygtede for, at de alligevel ville gøre det og rådede kaptajnen til at blive, når han ikke ville tage våben med
sig, men kaptajnen ville ikke. Han åbnede døren og gik ud. Da han
stod i døren, sagde sørøveren til ham, at han skulle gå ud på dækket.
Han gik ud og få skridt ud på dækket. Fra kahytten hørte de, at
han gav et par høje skrig fra sig, derpå hørte de et fald og endnu
et par små skrig, mens han lå. Der var ved denne lejlighed opstået
stor tumult på dækket, men så blev der stille nogle minutter.
Andenstyrmanden
falder om
Andenstyrmanden
var heller ikke til at formå at tage et våben, i
stedet begyndte han at råbe, at kaptajnen var død, og han foldede
hænderne for sørøverne og bad: Chin Chin. De befalede ham at komme
ud på dækket, og han gik ud. Styrmanden trak sin sabel. En sørøver,
som stod i kaptajnens kammer med en ladt revolver i hånden, så dette,
og idet han råbte noget på kinesisk til de andre sørøvere, forsøgte
han af alle kræfter at spænde revolveren for at skyde styrmanden;
men det var han ikke muligt, da han ikke forstod at håndtere revolveren,
men spændte sig selv, når aftrækkeren blev trukket.
Andenstyremanden
gav uden for døren et par skrig fra sig, hvorpå han faldt. Førstestyrmanden
så fra kahytten en sabel komme frem over døren for at give ham
et hug, hvis han skulle komme ud. Han trak hurtigt hovedet tilbage og førte et hug mod fjenden, der hurtigt
trak sig tilbage. Førstestyrmand løb i samme øjeblik ud; men da han
stak hovedet ud af døren, fik han af nogle sørøvere, som stod klar
der, to hug fra bagbords side, som han afværgede, men i samme øjeblik
kom der også to hug fra styrbords side. De ramte til højre i panden.
Han kom til at ryste over hele kroppen, men det gik over., da han mærkede
det varme blod fra sårene løbe ind i munden, og han blev besat af
et ganske ukendt raseri. Han vendte sig mod højre, hvor sørøverne
lige så hurtig veg tilbage.
Styrmanden
skønnede, at det var godt to hundrede mand. Mange lossede ris til begge
sider over i junkerne. Desuden var dækket og kahytten fyldt med folk,
mens andre var beskæftiget med ladningen på junkerne. Styrmanden slog sig igennem for at komme forud
på skibet. Han nåede også lykkeligt derud, men ikke uden mange og
nogle svære sår. Da han kom til kabyssen, fandt han ingen af mandskabet
på dækket, og da han selv blev hårdt trængt, tænkte han på at
springe over bord for at forsøge, om han ikke kunne svømme i land.
Var
han ikke blevet hindret deri, ville han ubetinget straks være druknet.
Han var på styrbords side, hvor han slog sig igennem, så
løb han til og sprang op på spilhovedet og derfra over mod rælingen, inden han smed sin sabel ind mellem sørøverne.
Men da han sprang over mod rælingen, fik han et voldsomt slag i hovedet,
at issebenet blev gennem – hugget fra den ene side til den anden. Han
faldt straks tilbage og lå nu foran spillet som død. Da han noget
senere kom til sig selv igen, var sørøverne ved at forlade skibet.
Første
– styrmandens lidelser
Junkerne
lå lige agter og drev indefter med strømmen, mere så han
ikke, for han besvimede igen. Noget senere kom han til sig igen og opdagede
da, at en af folkene, matrosen Johann von Alsen lå på den anden side af
spillet og var såret. Han talte til styrmanden, som igen besvimede.
En tid efter kom førstestyrmanden dog til sig igen, og han hørte kaptajnen
kalde på drengene. Henne agter fra. Han befalede dem til at bære ham
ind i kahytten, da han frøs meget.
Styrmanden
hørte, at de arbejdede med ham; men de kunne ikke flytte ham, da de
begge var meget små. Derpå hørte han, at de dækkede kaptajnen
til med tøj. Kaptajnen spurgte drengene, hvor styrmanden var, og de svarede, at det vidste de ikke. Han befalede
dem så at gå forud og se godt efter på dækket forude, da han havde
set, at styrmanden havde slået sig igennem på vej forud.
Livstegn
fra Kaptajnen
Drengene
kom og fandt førstestyrmanden, der lå midt i en blodpøl med hovedet
på den styrbords ankerkæde. Kahyts – drengen, der begyndte at græde,
løftede styrmandens hoved bort fra kæden og bad den anden dreng løbe
retur og hente en hovedpude, som de lagde under styrmandens hoved, hvorefter
de begge grædende vendte tilbage til kaptajnen, som spurgte dem, hvorfor
de græd. De sagde, at styrmanden lå forude ved spillet med flækket
hoved og helt fuld af sår. Han kunne ikke tale og var næsten død.
Kaptajnen sagde på dansk:
- O Gud, O Gud, den stakkel!
Han
sagde derefter, at han stadig frøs,
om de ikke kunne bære ham ind. Mere hørte styremanden ikke, for han
besvimede igen.
Senere
hørte han drengene sige til kaptajnen, at sørøverne havde lagt ild
i skibet, og han befalede dem at prøve at slukke. Han hørte også,
at pøsene slog mod skibssiden,
men så besvimede han igen. Hvor længe han var besvimet, kan han ikke
sige; men da han kom til sig selv, så han to af folkene komme ud fra
logiet. De gik over til bagbords side og blev stående ved forreste
kant, tilsyneladende for at vente på de andre, som man kunne høre
på trappen.
Flammerne
nærmede sig
Styrmanden
så ikke mere. Det sortnede for øjnene, og han besvimede igen.
Da han kom til sig selv igen, stod agterskibet i flammer. Kahytten var
næsten helt nedbrændt; men det varede kun nogle sekunder,
så besvimede han igen.
Der
må være gået en længere mellemtid, for da han for sjette gang
kom til sig selv igen, så han skibet fra agter til formasten i
flammer. Stormasten lå allerede udenbords på styrbords side.
Hele dækket fra agter til tæt ved kabyssen
var brændt væk, og kun en vandtønde på hver side var tilbage.
Den
forreste rigning stod i flammer og brændte allerede op til underste
mærs. Der stod også en heftig ild op af forreste luge. Med dette
skrækkelige skuespil for øjevågnede han op. Han
følte sig hensat i den dybeste elendighed, men hans kræfter (formodentlig
af heden)vendte tilbage. Han følte en forfærdelig tørst. Så snart
han kunne røre sig, begyndte han at arbejde på at komme op, hvilket
også lykkedes efter lange og store sindsbevægelser.
Han
kunne slet ikke bevæge venstre fod og arm. Det sidste syntes at være
hugget af. Af smerter følte han egentlig ikke noget, kun at hans hele
krop var meget tung. Han arbejde sig, da den sårede matros var borte,
over mod bagbords side, hen mod den tilbageværende
vandtønde, som også allerede var ved at komme i brand, for at stille
sin brændende tørst. Han drak temmelig meget vand, uden at hans tørst
blev stillet, og da han ikke kunne opholde sig her længere end allerhøjst
nødvendig for ilden, arbejde han sig tilbage igen og forsøgte at komme
op på bakken, hvilket også lykkedes for ham efter lange og svære
anstrengelser.
Det
var på høje tid, for den heftige ild fra forlugen havde nu også
sat spillet i brand. Han arbejdede sig forud og satte sig ned. Hvilket
indtryk, det gjorde på ham, hvad han så her rundt om sig, vil han
ikke udtale sig om, men overlade den kære læser at tænke sig til
det. Om han kunne finde sig i den skæbne, han befandt sig i med 27
(syvogtyve) sår, hvoraf flere var svære og dødsensfarlige, uden menneskelig
hjælp og bistand?
Han
så i hvert fald kun skibshunden, som løb rundt hos ham og hylede
og rystede. Det var det eneste levende væsen, som var at se. Han var
forladt af sine egne folk, at mandskabet; men den kære Gud havde ikke forladt
ham. Hans smertensbæger var nu fuldt, og hans nød var meget stor,
men den kære Gud stod også nu ved hans side, og hørte hans bønner.
Han ville redde ham og skaffe ham lindring i hans smerte og give ham
kræfter og styrke hans tro og håb. Han lod nu dagen bryde frem og
viste ham et skib under fulde sejl; men om natten var det blevet stille,
og vinden var gået i nordvest (lige imod forskibet).
Han
blev reddet
Ved
daggry indfandt sig også en mængde små kinesiske både.
De kom for at stjæle tovværk og sejl;
men han kunne ikke bevæge nogen af dem om bord fra det brændende skib,
heller ikke da han lovede dem ti dollar for det.
Ilden
bredte sig helt ud til bakken, og han måtte igen flygte. Han arbejdede
sig, trods sine svage kræfter ud under bovsprydet. Forsejlene
brændte også straks løs, da sejsinerne var taget af allerede dagen
før. De stod straks i flammer og faldt. Store stykker brændende sejldug
blev af vinden fra agter ført frem og faldt ned omkring styrmanden,
og nogle ramte hans hoved og krop. Til sidst kunne han ikke fjerne stykkerne
så hurtigt, som de faldt over ham. I denne tilstand var han ved at
miste håbet. Hans skjorte var allerede forbrændt på skuldrene, så
han havde kun valget mellem at overgive sig til et af de to modsatte
elementer – ilden eller havet. Han valgte det sidste, men med den
almægtige Guds hjælp blev han reddet.
Her
skulle den sørgelige historie om briggen Chico vel være til ende, men for
at fortælle forskellige menneskers karakter, deres menneske – kærlighed
og deres utænkelige afskyelighed, vil jeg fortælle om de med skibets
skæbne så tæt forbundne førstestyrmand og den sårede matros, indtil
de er i sikkerhed og under lægehjælp.
Efter
at sørøverne havde været borte et stykke tid, og folkene i nogen
tid ikke havde hørt noget, vovede
en af matroserne sig op på dækket for at spejde. Da han så, at junkerne
var borte, kaldte han også de andre på dækket. Ifølge den sårede
matros´s udsagn gik folkene straks i gang med at sætte en jolle i
vandet og fik derefter alle i båden.
Forinden
havde den sårede talt til dem, og da han så dem gå ud i
båden, råbte han til dem fra sin plads ved lugen, at de ikke skulle
tage bort uden at tage ham med, og at en mand skulle komme og hjælpe
ham. Han fik det svar:
- Hvis du vil med, så kom
Han
sagde, at han ikke kunne gå og bad dem komme igen, at dog en ville
komme hen og hjælpe ham, for han havde flere sår på sine ben.
En af matroserne (født i Preussen) gav ham det svar:
- Hvorledes, du er vel ikke
en gammel kælling?
Hvis du vil med, så kom, ellers sejler vi
Den
sårede gentog endnu engang sin bøn, men fik samme svar. Derefter gik
en for en i båden. Så arbejde den sårede sig krybende på
hænder og fødder så hurtigt som muligt langs dækket hen midtskibs
og derfra ned i båden, hvorpå de straks stødte fra
og roede væk, efterladende den endnu levende kaptajn og første –
styrmand og den døde anden – styrmand.
De lod
ham ligge i båden
De
roede nu hen i Leumoonpassagen, hvor de gik i land, da de var bange for at fortsætte
til Hongkong havn af frygt for sørøverne. Den sårede ville de
ikke hjælpe i land, men lod ham ligge i båden, hvor han nær var druknet,
da bundproppen var røget ud, og båden løb fuld af vand. Her lå han
til næste formiddag, da han blev samlet op af en båd fra det engelske battleship, Princess Charlotte, der havde læge ombord. Derfra
blev han bragt til Goverment Hospital i Hongkong, hvor vi nu vil forlade ham. Gennem Guds nåde var han efter tre ugers
forløb igen rask og hans sår lægt.
Første
– styrmanden besluttede at overgive sig til havet og
lod sig falde, men på grund af sin venstre arm, der var hårdt såret
og lammet og føltes død, kom han uklar af waterstaget og blev hængende nogle sekunder
nede ved vandet. En af de mange kinesiske både med fem mand om bord,
der ikke havde stjålet, som de andre havde gjort, havde hele tiden
iagttaget styrmanden uden at ville hjælpe ham, da han bad dem om det.
Styrmanden
tænkte ganske enkelt, at båden og dens besætning hørte til sørøverne.
Nu kom båden helt hen til styrmanden, og de sagde, at han skulle holde
fast, for de ville tage ham om bord. De kom hurtigt hen og tog ham indenbords.
Bagefter tog en mand en stor køkkenkniv og holdt den over styrmandens
hoved, idet han spurgte, om og hvor, han havde pengene? Styrmanden svarede: Nej.
Ti dollar
for at redde ham
De
spurgte så, hvordan de så skulle få de ti dollar, han havde
lovet dem, hvis de tog ham ombord?
Styrmanden
svarede, at de ikke skulle være bange for de ti dollar. Dem skulle
de nok få af købmanden, den danske konsul, når de bragte ham til havnen i Hongkong. De talte med hinanden om
det på kinesisk, inden de roede af sted.
Da
styrmanden så, at de roede for Leumoopassagen, sagde han, så godt han nu kunne tale, at de roede
i en gal retning, og han pegede mod passagen. Kineserne sagde nej; men
da styrmanden sagde ja, svarede den ene kineser, at han straks skulle
tie stille, ellers ville de kaste ham overbord, hvorpå han tav.
Efter
en stund sagde de til styrmanden, at han ikke skulle være bange. De
ville ikke gøre ham noget, men de ville først hjem og
have noget at spise. De roede helt op i bugten med ham, og gik, efter
at de havde slæbt båden med styrmanden op på stranden, alle lystigt
syngende ind i landet.
De ville
kaste ham i havet
Efter
omtrent halvanden time kom de tilbage og roede så mod havnen
i Hongkong med ham. På vejen lige inden
for Leumoorpassagen tabte styrmanden igen kræfterne og besvimede.
Da han igen kom til bevidsthed, lå kineserne stille og roede ikke.
Den ene, som kunne tale engelsk, spurgte, om han mente, at han kunne
leve så længe, til de fik ham i land, ellers ville de ikke ro videre,
for hvis han skulle dø, ville de ikke få noget for deres ulejlighed,
og han mente, at de lige så godt straks kunne smide ham ombord, for
han syntes dem næsten at være død.
Styrmanden
anstrengte sig for at tale og sagde, at han nok skulle leve. De skulle
bare ro hurtigt til, hvad de så også gjorde, efter at have
talt sammen om det.
Styrmandens
kræfter svandt dog hurtigt igen, og selv om han anstrengte sig meget,
fordi han så, hvilken fare han stadig
svævede i, så besvimede han alligevel efter kort tid. Hvor længe
denne bevidsthed varede, havde han ingen rigtig fornemmelse af; men
han følte, at det måtte have varet længere tid, for da han kom til
sig selv igen, så han sig omgivet af alle fem kinesere, der havde taget
fat i ham og løftet ham op.
Da
han slog øjnene op, lagde de ham ned igen og satte sig rundt om ham
og talte til ham. De sagde, at de ikke ville ro længere, men kaste
ham overbord, da han dog ikke kunne leve længere.
Herved
ville han dø på minuttet, og jo før det skete, des bedre
var det for ham. Det gik endnu en tid, inden han kunne tale, og han
bad dem hurtigt ro videre. Det varede dog noget, inden han kunne bevæge
dem til det. Endelig roede de så hurtigt som muligt videre. Kort tid efter
så styrmanden den danske bark, Herluf Trolle, Kaptajn Wandahl, ikke langt borte, og da han følte, at kræfterne
igen var ved at svigte, pegede han på skibet og bad dem om at bringe
ham om bord.
Den
danske bark Herluf Trolle
Tæt ved skibet besvimede han igen; men da de kom
op på siden af skibet, kom han til sig selv igen og fandt styrmand Ravnkilde (en ven af ham) hos sig.
Han så ham nu kun et øjeblik, for da han så sig i sikkerhed, var
også hans sidste kræfter borte. Han besvimede igen og kunne derefter
i en tid på otte dage intet huske.
Førstestyrmand Ravnkilde fra barken Herluf Trolle af København bragte ham straks (da kaptajn Wandahl ikke var om bord) til Seamenns Hospital ved hjælp af Mr. Rohs eller Ross, som han traf de de kom i
land, og da han havde tømret på Chico efter havariet havde han
sluttet venskab med den sårede førstestyrmand.
Kun
få timer tilbage
På
hospitalet kaldte Resident Mr. Adams doktor Schebeling til hjælp, og de behandlede
og forbandt så styrmanden. De opgav dog samtlige håb om at redde ham.
Doktor Adams erklærede overfor styrmand Ravnkilde, at han kun havde få timer
tilbage, og at han skulle spørge i tilfælde af , at han endnu kunne
kende ham, om han havde noget at sige til ham.
Han
kunne imidlertid ikke tale og kendte ingen.
Efter tre ugers forløb håbede doktor Adams, at han endnu kunne leve,
hvilket han også med Guds hjælp og bistand gjorde,
for han gik nu sin helbredelse langsomt i møde og var i løbet af 4
1½ måned nået så langt, at han sundhedsmæssigt kunne forlade hospitalet
og begive sig på hjemrejsen, men dog under lægetilsyn.
Skrevet
i Sydafrika
Her
vil vi nu forlade ham – og også de mange lidelser, som
han havde udstået – og ønske ham lykke og velsignelse på
hans rejse og bede den kære Gud give ham sundhed som før.
- Dateret om bord på H.B. Mays steam ship Vulkan
Simmons
Bay
Cape
of good Hope 12 te august 1864
- Georg Ludvig Meinhardt
Førstestyrmand
på danske brig Chico
Og
så kunne historien være sluttet. Men der er en historie mere
tilknyttet denne – nemlig
historien om Familieringen.
Historien om Familieringen
Ifølge
beretningerne skulle Familieringen, der er gået i arv til alle ældste døtre af Meinhardt – slægten siden 1864 være købt på
denne rejse.
Onkel
Georg i Flensborg, der var søn af Georg Ludvig Meinhardt har fantasifuldt malet historien
vedrørende den smukke guldring med de mange diamanter. Han påstod,
at hans far havde gemt ringen under armhulen, alt imens piraterne spredte
død og ødelæggelse omkring sig. Og han havde købt den til sin elskede
kone.
Ringen
købt i Sydamerika
En
god historie, men nok ikke helt rigtig. Marie født Jessen, som han godt nok senere blev
gift med, var på daværende tidspunkt kun 6 – 7 år gammel. Måske
købte Georg Ludvig den til sin mor, Anna Botilla.
Ingen
kan vide, om den er købt før eller efter overfaldet, men det er også
ligegyldigt.
Marie fik i hvert fald ringen og blev gift med Georg Ludvig. Om hun fik den, da hun blev
gift, eller da svigermor døde i 1877, vides ikke.
Cathrine fik ringen ved sin mor, Maries død i 1902, da hun var 16
år. Tidde, som Cathrine blev kaldt, ejede ringen
indtil 1960.
Hun
døde hos sin datter, Marie Eggertsen født Meinhardt
i Bjæverskov ved Køge. Ringen gik videre til Marie, der kun nåede at eje den
i fem år. I 1965 gik den videre til Bodil. Ved hendes død, vil den
gå videre til hendes datter, Ellen Marie.
Det
er ingen tvivl om, at ringen er købt i Sydafrika, diamanternes land.
Denne
beretning, som I lige har læst, kære læsere,
vil gå videre hos familien Meinhardt. Og det er klart at familien
vil værne om ringen.
De smukke
ord om ringen
Som
det så smukt hedder i familie – beretningen:
- 150 år er
i menneskernes verden så langt
et spænd
af tiden. For ringen er det som få minutter.
Den kan bestå evigt,
hvis den ikke igen bliver opslugt
af jordens indre i et ragnarok af ild. Menneskerne kan ødelægge den som ring, men bestanddelene,
guldet og diamanterne, vil kunne ændres af jordens kredsløb. Det er en skøn tanke.
Kilde: Familien Meinhardt
Hvis
du vil vide mere: Om Søfart i Aabenraa: Læs
- Aabenraa 1800 – 1850
- Aabenraa som søfartsby
- Flere skibe fra Aabenraa
- Skibe fra Aabenraa
Se også:
- Litteratur Aabenraa
- www.søfartshistorie.dk