Her er anden del af vores
cykelberetning op til Nordkysten. Vi besøger kroerne Holland, senere
Postgården og Store kro. Ja og så var det mølleren, der måtte
flygte ud af landet. Han snød med metallet. Ved Lyngby Mølle var der våbenfabrikation. Tietgen købte en kirke, og tvebakker blev
den store eksport – artikel. En fuld bondekone var skyld i en omfattende
brand. Og var Holberg ved Vangede Kilde? Så besøger vi Svanborg, Minelyst
og forskellige batterier og meget mere.

 

På vej til Nordkysten

Dette er anden del af
vores historiske cykeltur til Nordkysten. På vores tur nordpå, passerer
vi mange historiske steder. Det er disse steder, vi vil besøge. Vi
tog flere gange af sted i løbet af en 14 – dages ferie. Det blev
til forskellige smutveje.

 

Så meget at kigge
på 

Og
det sværeste er vel at finde en rigtig overskrift, så man får
det hele med. Men det er nok nærmest umuligt, for det er så meget historisk at kigge på.

 

Vitus Bering

En
stor del af området omkring Klampenborg blev i 1666 overdraget til
historikeren og digteren Vitus Bering af kongen. Her opførte han et landsted, Christians Holm. Ved Berings død i 1675 gik det tilbage
til kronen.

 

I
1746 fik Just Fabritius det hele overdraget af kongen. Fabritius tjente store penge på handel
med Kina og Indien. En ny bygning blev rejst
på stedet.

 

Christiansholms engelske
villakvarter

Grev
Danneskiold – Samsøe købte landstedet i 1863,
og i 1900 blev ejendommen overtaget af et selskab, der hed A/S Christiansholm. Bag dette stod baron Lerche og Gustav Adolph Clauson –
Kaas. De påbegyndte udstykning
af grunden.

Her
blev Christiansholms engelske
villakvarter etableret. Ja og navnet gik
videre i Christiansholms Batteri og Christiansholmsvej.

 

Hovedbygningen
blev købt af Grev Carl Moltke i 1914.

Det
omgivende moseareal blev overtaget af Gentofte Kommune.

 

Christiansholms
batteri

Christiansholms
Batteri kigger vi lige lidt på.
Det er opført fra 1887 – 1892. Det er hovedværket i det såkaldte Christiansholmslinje. På hver side af fprtet er
der placeret to batterier. Linjen er ca. 700 meter lang.Den østlige
del står i forbindelse med Hvidøvre Batteri.

 

Fortet
er i to etager. Her kunne der også indkvarteres soldater. To hånddrevne
maskingeværer var dengang opstillet her. Og 4 stk. 15 mm kanoner havde en rækkevidde på ca. 6 kilometer.
Og egentlig kaldes disse kanoner for kvindekanoner. Det var 20.000 patriotiske kvinder, der havde
indsamlet midlerne til disse og foræret kongen.

 

Og
tænk det hele blev nedlagt i 1920.

 

Ordrup
Krat Batteri

Og
når vi nu er ved Københavns Befæstning. Ja så besøgte vi også Ordrup Krat Batteri. Det blev opført i 1887 – 1888. Ja dele af dette
ligger på Galopbanens område. Her var det så,
at Vestre Ordrup Krat skulle oversvømmes, hvis undertegnede forstod
det rigtigt. Og det kunne ske ved hjælp af skud.

 

Bygningerne
er gravet ned i bagskråningen af de eksisterende bakker. Batterier
var hver udstyret med 4 hurtigskydende kanoner.

 

Gentofte
Batteri

Vi
besøgte også Gentofte Batteri. Den ligger ca. 100 meter øst for Gentofte Sø. Der er vel cirka 2 – 300
meter hen til broen over den såkaldte Fæstningskanal.

Batteriets opgave var at forhindre en fjendtlig overgang
over fæstningskanalen. Man skulle også forhindre en fjendtlig overtagelse
af broen.

 

Et
såkaldt åbent jordanlæg blev etableret.
Det var ca. 90 meter langt med plads til fire stålkanoner. Tidligere
var her nedgravet et krudtmagasin i beton i højre del af batteriet.

Her
var et 2 meter højt og ca. 10 meter tykt brystværn med bagved liggende
kanonbænk.

 

Efter nedlæggelsen blev batteriet udstykket. Man overvejede
dog, at såfremt det var nødvendig i Første Verdenskrig, så skulle de to villaer i nærheden bortspringes
i tilfælde af, at fjenden nærmede sig. Jo, man kan godt se, hvor batteriet
har ligget.

 

Vangede
Batteri

Så 
kunne vi lige så godt aflægge Vangede Batteri et besøg. Herfra skulle man beskyde den sydvestlige
kant og Gentofte Sø. Dette er at betegne som et lille fort. Det hedder hvis nok en lynette. Her var to panser – forsvindningstårne.

 

Her
var dog plads til fire belægningsrum,
magasiner, køkken m.m. Mobiliserings – styrken dengang bestod af tre
officerer, 13 underofficerer og 100 menige. Så hel lille havde fortet
sikkert ikke været.

 

I
de to åbne anneksbatterier var der plads til 9 – 10 stk. 12
cm kanoner med en rækkevidde
på ca. 7 kilometer.

 

Sheriffen
fra Vesterbro

Pludselig
er vi i Dan Turrels Vangede. Længe før Sheriffen fra Vesterbro var her, boede der en masse adelsfolk i området.
Hvorfor siger vi nu det om Dan Turrel? For mange år siden mødte
min kone, der kendte Dan meget godt, på Hovedbanegården.

 

• Hvorfor har du den store
  hat på?

 

Ja
sådan spurgte den ældste, Thomas, Dan Turrel.

 

• Det er fordi, at jeg er
  sherif på Vesterbro

 

Store
dele tilhørte Bispestolen

Det
var en sidebemærkning, men vi skal tilbage til Vangede. Store dele af området tilfaldt
på et tidspunkt Bispestolen. Men kort før reformationen kunne kongen give Biskop Lage Urne pant i en gård i Vangede (1524).

Vangede kunne aldrig helt bryste sig med at være krongods. Det var herude, at Universitetsgården lå. Den fik navnet Holmegården, og blev først afhændet
i 1848.

 

Vartov
Hospital ejede på et tidspunkt fire
gårde på stedet. Antagelig er de blevet skænket hospitalet af kongen.

 

Svenskerne
skyld i meget

Svenskerne
var skyld i, at Vangede blev lagt helt øde. Først
i 1660 køm bønderne tilbage til deres gamle bopladser. De begyndte
at bygget sig hytter til at bo i. Før svenskernes ødelæggelse var
der 13 gårde og 10 huse.

I
byen var det i det 17. og 18. århundrede en kro, der var blevet nedlagt i Christian den Sjettes tid.

Men
i 1750 fik en forhåndværende husar, en hvervet ungarer, der giftede
sig med en skipperdatter fra Lolland atter lov til at holde kro
i Vangede.

 

Stolpegården

Efter
udskiftningen kom gårdene til at ligge ved landevejen , der gik fra Vangede By til Søborghus. Nord for byen lå Stolpegaarden, der fra 1875 blev indrettet
som fattiggård for Gentofte, Lyngby, Søllerød,
Herlev og Gladsakse Kommuner.

Her
lå også Bkkegårdene, Holmegård,
Brogård, Ørnegården og Vintappergården.

 

Og
sidstnævnte hed egentlig Nørregård. Men den har nu også heddet Marieberg. Men vinhandler og stadskaptajn
i Helsingør, Thomas Baildorn fik ændret på dette.

 

Vangede
Kilde

Lige
nord herfor lå en lokalitet som i ældre tid, trak mange mennesker
til, særlig St. Hans aften og aftenen før Vor Frue (2. juli). Ja folket valfartede hertil. Det var ikke ualmindeligt,
at der i kildeblokken fandtes 100 Rdr. eller mere.

Rygtet
gik, om mirakuløs helbredelse af syge og vanføre. Og det er ganske
vist. Således skrev læge Torkel Baden i 1774 i sin omtale af Vangede Kilde,

 

• anpriste dette Vands hemmelige
  Kraft under Blanding med alle Slags spirituose Drikke som et vigtig
  Modgift mod Vattersot, Podegra og alle hektiske Svagheder.

 

Havde
Holberg været her?

Mange nåede slet ikke at smage vandet, kun det medbragte
spiritus ved de festlige anliggender.

Så 
kan man diskutere om det var denne kilde, som Holberg nævner i Kilderejsen. Da Kirsten Pils Kilde blev fundet, tog det meget af tilstrømningen
til Vangede Kilde, men tilstrømningen hørte først helt op i anden
halvdel af det 19. århundrede.

 

Dengang
blev kilden indrammet, og bønderne holdt øje med at kilde – 
gæsterne ikke betrådte arealer, hvor de ikke måtte færdes. I 1909
rejstes også en sten til minde om 200 året for kilden.

 

Masser
af gravhøje

I
egnen omkring Gentofte og Vangede ligger en del historiske
gravhøje. Det vil sige mange er i tidens løb blevet sløjfet. Omkring
1809 fandtes en grusgrav et bronzekar og smykker af guld og sølv.

Sydøst
for Gentofte by stødte i 1855 på skeletter
samt bronze – og jernsager.

 

Stednavne
omkring Ordrup hed dengang Oredrev, Ored Vang. Endnu i 1507 havde bispestolen gods i Ordrup. Kongen har sikret erhvervet
sig hele byen, for at få hovbønder til Hvidøre. Sandsynligvis blev flere
af gårdene nedlagt i det 16. århundrede og underlagt Kongens Gaard.

 

Byen
blev pansat

I
1659 blev Ordrup By pantsat til Batser Seckman, skriver på klædekammeret. Byen blev dog indløst
allerede i 1664 af kongen. Byen led ikke videre skade af svenskerne.

 

Kro
blev til lazaret

Byen
blev udskiftet i 1764, som den første af de tre bernstorffske landsbyer.
Gårdene blev erstattet af landsteder efterhånden som Bernstoffsvejen blev anlagt.

Et
gæstgiveri havde byen kendt til, før udskiftningen i 1764, men en egentlig kro, kendtes først fra 1768. Den var
i samme slægts besiddelse gennem en lang årrække. Det var også her
englænderne havde et lazaret i 1807.

 

Fornemme gæster fandt Ordrup

Allerede
tidligt blev Ordrup by søgt af fornemme familier fra København. De lejede sig ind hos bønderne
om sommeren. Men også ved vintertid tog de på kanetur i det smukke
landskab.

Med
de fornemme gæster, kom der også små lyststeder. Det ældste
lyststed var nok Baronesse v. Pröcks. Den tilhørte den københavnske brygger, Hans Jespersen Block ved midten af det attende
århundrede. Ja egentlig hed stedet Ordrupgaard, men dette navn slog aldrig rigtig an.

 

Minelyst og Svanborg

Ja
så var det også Svaneborg, der i 1790erne blev ejet
af Grev Magnus von Dernath. Ja egentlig tilhørte stedet, generalguvernøren
i Vestindien, Peter Clausen.

 

En
af de mest betydelige lyststeder var Minelyst. Dette sted havde sit højdepunkt
omkring år 1800, hvor der rejste sig mange lyststeder i området.

Stedet
tilhørte en overgang den berømte Alberti, som vi tidligere har skrevet
om. En ny bygning blev rejst på stedet, og kom til at hedde Ordruplund.

 

En væddeløbsbane

Egnen
nord for Ordrup var bevokset med småskov
Ikke langt fra i mosedraget nord for krattet og delvis inde i Dyrehaven, anlagde Selskabet for den ædle Hesteavls
Fremme en væddeløbsbane i årene
1907 – 1910.

 

Grundtvigsk
højskole

Her
mødtes kunstens og åndens mænd på Skovgaard. Jo sandelig, her kom Thorvaldsen, Eckersberg, Marstrand, Bindesbøl,
Bissen, Sonne og mange flere.

Da Orla Lehmann i 1844 ægtede husets datter,
ja så udvides de besøgende med datidens politiske personligheder.

Ja
her blev også oprettet en Grundtvigsk Folkehøjskole.

Gyldendals indehaver Fr. V. Hegel købte i 1880 gården med et areal på 17 tdr.
land.

 

Lyngby
begynder at ligne en købstad

I
1760 skrev Erik Pontoppidan i sin Danske Atlas om Kongens Lyngby, at den ligesom Frederiksberg By
begynder at ligne en af vore smaa Købstæder eller Flækker, dels ved
Lystgaarde, dels ved Fabrikørers eller deslige Borger – Folkets Hus.

 

150
år senere var det med sine 1.500 indbyggere en lille købstad. Der
var adskillige to – etagers huse, apotek, skole, postkontor,
to store gæstgivergårde og flere fabrikker.

Det
var dog især byggeriet omkring Kongevejen, som gav byen sit ualmindelige
præg. Det var rester af den oprindelige landsby, der strækte sig nordøst
for kirken over mod Lundtofte.

Dette
stykke lå nogenlunde uberørt frem til 1900, da Lyngby – Vedbæk banen førtes over Smedebakken tværs gennem Bondebyen – som man kaldte denne bydel
i modsætning til den nyere bebyggelse.

 

Flot
udsigt fra Kirkebakken

Mange
mente, at det nye byggeri gik ud over byens landelige skønhed. Endnu
omkring år 1700 kaldte en fransk rejsende den, for en af de smukkeste landsbyer
på Sjælland – som den ligger der på et højdedrag ved bredden af
en stor sø.

 

Fra Kirkebakken var der dengang fri og vid
udsigt mod mark og skov. Kun en enkelt gård kunne man kalde et lyststed, og den blev beboet af den
hollandske gesandt.

 

Fabrikker
oprettes

Længere
tilbage i tiden var det kun kongens fæstebønder,
der boede i landsbyen. I 1682 var der 19 gårde og jorde. Endvidere
var der 6 landgildehuse og 9 holdshuse (huse, der var
opført på en gårds grund) Og så var der hele 11 huse,
der tilhørte kirken.

 

I
modsætning til gårdene steg husenes antal meget i
det attende århundrede. Oprettelse af fabrikker og manufaktur fik tilstrømningen
til byen til at stige.

I
1802 opmåltes det 72 huspladser i Kongens Lyngby.

 

Fuld
bondekone skyld i brand

I
fortiden har byen ofte været hærget af ildebrande. Det var en katastrofe,
når det skete. De stråtækte bindingsværks – huse lå tæt. Det var
svært at begrænse ilden.

En
ildebrand den 24. juli 1721 blev husket i meget lang tid. En af byens
bønderkoner blev mistænkt for at have påsat ilden enten af ondt Forsæt eller af Skødesløshed.

Hun
blev sat i Blåtårn og blev dømt ved Højesteret til Spindehuset for Livstid. Her sad hun i adskillige år, trods det, at hun
flere gange søgte at komme hjem til hendes børn.

 

Den
pågældende dag havde hun været fuld. Som skik var blandt bønderne,
havde hun hentet ild i en træsko. Det kunne bevises i retten, at hun havde været
i de huse, hvor ilden opstod.

Hele
den midterste del omkring kirken var brændt. Det var ikke blot Fogedgården, men også en række andre
bondegårde og femten af byens huse. Kongen gav tilladelse til, at der
i hovedstaden og hele Københavns Amt blev samlet ind til de skadeslidte.

 

Livlig kramhandel

I Kongens Lyngby var der en livlig kramhandel. I 1722 begærede en mand,
ved navn Petter Worm, privilegium på at handle med salte vare, samt smør, ost,
humle, malt eddike tjære, tran, sæbe og andre ”specerier” Jo, det var tydelig, at han havde været Skibsskriver i flåden.

 

Men
han fik ikke sit ønske opfyldt, da købmandsskab med Kramvare på landet var forbudt efter
loven. Senere kom man over denne hindring. Kroerne begyndte at sælge fra bod, og en række
småhandlende bosatte sig i byerne. Foruden at handle med brød og høkervare,
handlede de også med te, kaffe, sukker, sirup og de andre eftertragtede
varer som Kompagniernes handelsskibe hjembragte fra Kina og Vestindien, samt isenkram og galanteri.

 

Ville oprette købmandshandel

Fra
begyndelsen af 1760erne udstedte Kancelliet talrige bevillinger til småhandelen
i Lyngby.

I
1842 tilbød den københavnske urtekræmmer Sally, at etablere en fuldstændig
købmandshandel i Lyngby, muligvis beregnet til byens
fornemme sommer – gæster. Men Sogneforstander – skabet frabad sig æren af hensyn til Lyngby Hospitals Handelsprivilegium.

 

En skattet
eksport – artikel

I
øvrig havde Lyngby en eksport – artikel, som
blev meget skattet inde i hovedstaden, de såkaldte Lyngby – Tvebakker.

 

Det
første apotek

Den
første læge i Lyngby var nordmand, og hed J.A. Münster. Han praktiserede fra 1798
indtil han blev Landfysikus i Drammen. Han havde stor andel i, at
der blev oprettet et apotek i byen.

Det
var vanskeligt at få medicin fra København, når portene var lukkede.
Og nu var det også kommet et hospital i Lyngby og Søllerød. Münster mente, at de københavnske apotekere bare kunne
åbne en filial i byen. Men det vakte ikke genklang.

Men
en bevilling blev givet, og Seehausen blev den første apoteker
i byen i 1806.

 

Søerne
tilhørte kongen

Mølleåen gennemstrømmer den store Lyngby Sø. Med Bagsværd Sø står den i forbindelse ved kanalen gennem den
smalle tange ved Nybro. Og med Furresøen ved den som fæstningskanal regulerende Mølleå.

 

I
gamle dage tilhørte søerne kongen. Rørskæreriet i Lyngby Sø havde ikke den store betydning.
Men det havde fiskeriet. I 1576 fik Jørgen Ibsen tilladelse til at fiske i søen med Tene (ruser), med ikke med vod,garn eller
andre redskaber. Lensmændene havde ret til at fiske efter eget behov.
Oprindelig skulle de selv afholde udgifterne derved. Men i 1629 fik
lensmanden et beløb til vedligeholdelse af fiskeredskaberne.

Denne
arv gik efter 1660 i arv til amtmændene men dog med nogle indskrænkninger.
Siden fik ejerne af Lyngby Vandmølle begrænset ret til ålefiskeri.

 

Tietgen købte kirken

Fra
gammel tid tilhørte Lyngby Kirke kongen. Da Rytterdistriktet blev oprettet, blev den lagt under Ryttergodset. Staten vedblev at være ejer
indtil den blev sat på aktion den 6. februar 1868. Den store finansmand C.F. Tietgen købte kirken, men en gårdejer
tiltrådte som ejer. Kort før sin død overlod Tietgen ejerskabet til Lyngby Kommune.

 

Brand i 1681

I
maj 1681 nedbrændte præstegården sammen med flere bondegårde i nærheden.
Også fem af kirkens huse blev flammernes bytte. Der var ikke nogen
fast degn til kirken. Men på præstens jord omtales fra gammel
tid en degne – bolig.

 

I
de første år af det 17. århundrede
var der en pebling fra Vor Frue Skole i København, der hver søndag morgen tog
til Lyngby for at synge for menigheden
og forrette den øvrige degne – tjeneste.

 

Fredelig
idyl

Indtil
midten af det 17. århundrede lå Kongens Lyngby som en fredelig idyl. Stedet var endnu ikke opdaget
af hovedstadens beboere. Der var ingen kroer, og det var en lukket kongevej.
Denne var kun åben for de kongelige herskaber og folk, der var forsynet
med kongelig pas. Bymarken var indhegnet med porte.

 

Tre
energiske personer

Men
i løbet af bare 50 år var der især tre mænd, der ændrede det fredelige Lyngby. De tre og deres arvinger
købte og solgte, drev industri og indrettede krohuse.

Den
første var Casper Herbach, kendt under navnet Kunst – Casper. Den anden var borgmester Anders Jacobsen, senere kendt under navnet Lindberg. Den tredje var diplomaten, Frederik Weiberg.

 

Guldmageren

Caspar
Herbach blev kaldt til Danmark i 1643 af Christian den Fjerde. Han blev ansat som hofsnedker. Men han mestrede
også mange andre ting. Han var mekanikus, møntmester, guldsmed
– og guldmager. Under Frederik den Tredje beholdt han sin foretrukne stilling blandt Hoffets kunsthåndværkere.

 

Et mølleværk
i Lyngby

Han
fik en masse anerkendelse af kongen og en af dem var et Mølleværk i Lyngby i 1650. Ja, og Lyngby Mølle går ligesom de andre møller
i området langt tilbage i tiden. Men denne mølle er næppe den, som
betegnes som Molendinum Lughna, der tilhørte Roskilde Bispestol ca. 1370.

Lyngby
Mølle var kongens ejendom var kongens
ejendom inden reformationen. I det 16. og første halvdel af det 17.
århundrede var det kun en grynmølle. Her fik de lokale bønder
malet deres korn.

 

Våbenindustri

Lige
over for den omtalte mølle oprettede tyskeren, Jacob Petz i 1640 en industri – mølle.
Tyskeren mente, at man kunne fremstille bedre våben, end det man kunne
få i udlandet. Hans planer blev støttet af regeringen. Og det han
byggede, var en Smede – , Bore – , Slibe
– og Poleremølle.

Når
man havde forsynet de danske soldater med våben, ville man begynde at eksportere.

Allerede
i maj 1640 havde Jacob Petz ca. 300 musketter færdige.
Da han overdrog anlægget til Kronen ydedes der en afståelsessum
på 2.000 Slettedaler.

 

Også 
denne mølle fik Capar Herbach i 1650 skøde på.

Men
ak, også dette ødelagde svenskerne.
Indtil 1662 lå mølleværket i ruiner.

 

Flygtede
ud af landet

Kort
før sin død fik han dog møllerne i gang igen. Og sønnen, Frederik Herbach fortsatte mølle – eventyret.
En valsemølle blev ligeledes etableret. Men sønnen bevægede sig på
lovens kant. Der blev godt nok slået kongelig mønt, stampet klæde
og malet korn, men det skete med en hensynsløshed, som gik ud over
de andre mølleværker i området.

 

Men
ikke nok med det. Det viste sig, at Herbach i forståelse med møntmester Krøger sparede på ædelmetallet
i de møntstykker, han slog for kongen. Derved bedrog han Staten.

Sagen
kom op i 1671. Statskollegiet indstillede ham til Embedsfortabelse og Pengestraf
”efter enhvers yderste Formue”. Møntmesteren fik lov til
at blive i sit embede, men Herbach forsvandt skyndsomt ud af
landet fra alle sine forpligtelser.

 

Den
åndelige elite

Hans
Heuser på Frederiksdal overtog kornmøllen, og indrettede det til Papirstampeværk. Senere blev Arne Jacobsen eneejer af Lyngby Mølle. Han blev i 1690 blevet udnævnt til viceborgmester i København. Han døde i 1717 som højesteretsassessor og Etatsråd.

Lyngby
Mølle oplevede en omskiftelig tilværelse
efter den tid.

 

I
umiddelbar nærhed opstod Holmsteds Farveri og Preislers Lystgård. Og på sidstnævnte mødtes den åndelige elite,
heriblandt den navnkundige Rahbek.

 

Byens
to priviligerede kroer fik plads ved de to Kongeporte. Store Kro lå ved den nordlige port, og Holland ved den sydlige. Også dette
forhold skyldes Caspar Herbach.

 

Udskænkning
af øl 

Da Casper Herbach var uden næring efter, at svenskerne havde ødelagt møllerne
søgte han tilladelse til udskænkning af øl i Lyngby.

 

Den
7. december 1661 fik han kongelig bevilling i sit hus i Lyngby:

 

• alene ser i Byen for den
  Rejsende og alle, som det behøver, Ølsalg holde, dog skal han derimod
  forpligt være hvis Øl, som i saa Maader sælges, for Sværmeri tilstede, som Usikkerhed
  foraarsage kunde.

 

Smugkro
i Lyngby

Navnet Store Kro kom i øvrigt først i brug
efter år 1700, da Casper Herbachs kro havde fået en konkurrent ved byens sydlige
ende. Før den tid hed det bare Lyngby Kro.

Og
dengang blev det opdaget, at der i Lyngby var smugkro. Ofte måtte
ridefogeden tilkaldes for at få det uvæsen til at ophøre.

 

Store
Kro bliver til gæstgiveri

Det
var nok Grev Carl Ahlefeldt og hans investeringer i Store Kro, der kom til at betyde noget
for udviklingen. Han opnåede også tilladelse til selv at brygge øl
og brænde brændevin.

Der
blev indrettet værelser, vognskur, staldrum og meget mere. Som tillægende
til Sorgenfri kom Store Kro i statens eje. Det vil sige
den kom under Rentekammeret. Gæstgiveriet blev forpagtet ud i en periode på
seks år, og sådan n oget skete under auktion.

 

Råderetten bliver begrænset

Kromanden
var forpligtet til at holde hyrde ved Kongeporten. I 1753 blev råderetten stærk beskåret. Det
skyldtes en kongelig gave til naboen, Walter Titley. Nu kunne kromanden ikke mere sætte telte i skoven
eller telte ned mod åen. Ved den lejlighed mistede kromanden to tredjedel
af skoven.

 

Enkefyrstinden var utilfreds

På Sorgenfri var kongens moster anbragt.
Det var Enkefyrstinden af Ostfriesland. Hun følte sig generet af kromandens kvæg. Hun
turde heller ikke vandre i skoven af frygt for at bliver overfaldet
af disse bæster. Derfor klagede hun til Rentekammeret.

Og
så forbød Rentekammeret kromanden at holde svin og kreatur i skoven.

 

På 
et tidspunkt rådede Andreas Kiær over begge byens kroer. Og egentlig var det Enkefyrstinden, der skulle sørge for Store Kros istandsættelse, men i virkeligheden
var staten, der måtte spæde til. Det gjaldt også i 1759, da der efter
en brand måtte opføres ny stald og lade.

 

Fallit

Store
Kro var ret anseelig. Hovedbygningen,
der lå ud mod Kongevejen var på 12 fag. Den store
have havde også fiskedam. Men ak, i 1763 gik Andreas Kiær fallit med begge kroer.

Efter
en omskiftelig historie med brand i både 1874 og 1891, blev Store Kro nyopført.

 

Øl
og brændevin

Den
kongelige jagtskrædder, Jacob Gamb havde fået et bijob, og
det var at holde opsyn med Kongevejen. Christian den
Femte havde opført et hus til
ham ved Kongeporten. Og en god indtægt var at sælge øl og brændevin
til de rejsende.

 

Kroen
”Holland” 

Og
kroen Holland blev i 1761 fuldt udbygget
med syv større og mindre bygninger. Kroens hovedbygning var på hele
25 fag.

Holland forblev i samme families eje indtil 1848. Stedet
blev nu også kaldet for Postgaarden.

 

Utilfreds
med kaffen

Og
i bladet Politivenner er der en rejsende, der i 1809 klager over servicen
på stedet. Han kan ikke uden videre få sig et kop kaffe. Han søger
forgæves en opvarter, og finder en romanlæsende pige. For to mark
får han nu en grumset væske, der kaldes kaffe. Gæsten klagede til Generalpostdirektoratet, og anbefalede at posten fremover
holdt inde et andet sted, med bedre forhold.

 

Sørgelig
slutning

I
sidste halvdel af det nittende århundrede, navnlig efter jernbanens
åbning mistede Holland sin betydning. Det gamle
stolte krosted blev ombygget og indrettet til forretningsejendom. Jordene
blev udstykket og bortsolgt.

 

Farlig
omgang med ild

Der
skete ting og sager dengang. Således en juliaften i 1696 på Weibergs Gård, hvor der efter festligt lag
blev affyret små salutkanoner. Men det resulterede i at gården plus
to nabogårde nedbrændte.

 

Rustenborg

Men Weiberg anlagde lystgården Rustenborg. Rust betyder hvile eller fred
på nedlerlandsk. Stedet blev både avlsgård og fogedgård. Ja her
blev der sandelig også krohold. På søn – og helligdage var søgningen
ganske enorm.

 

Traktørstedet
blev videreført med en nybygning Ny Rustenborg.

 

Frederiksdal
i sigte

Vi
blev slet ikke færdig med Lyngby. Men det kan vi vende tilbage
til på hjemvejen. Undertegnede var præget af så mange indtryk, at
det er umuligt at fastholde disse i en enkelt artikel. Så vær beredt.
Vi vender tilbage til Fæstningskanalen, de mindre
traktørsteder i Lyngby, Søllerød, Sorgenfri, Lundtofte, Virum og meget mere.

 

Men
lige nu nyder den aldrende redaktør synet af Frederiksdal og dens natur. Og den historie
får I så i tredje del af vores historiske cykeltur op til Nordkysten.

 

Kilde: Se

• Litteratur København (under udarbejdelse)

 

Hvis
du vil vide mere: Læs

• Fra Østerbro
  til Klampenborg
• Nord for Østerbro
• De første
  på Østerbro
• Sporvogn på Østerbro
• Strandvejens historie
• Nørrebro
  og Omegn (under Nørrebro)
• Hvad skete der med Serridslev?
  (under Nørrebro)