Anmeldelse af Sofie Lene Bak: Da krigen var forbi, Gyldendal.

Cirka halvdelen af de hjemvendte jøder mødte lejligheder, der var raseret og hvor en masse ting var stjålet. Den danske stat havde ellers udført en kæmpe indsats for at forhindre ”ariske” danskers overgreb. Ja man samarbejde sågar med det tyske sikkerhedspoliti for at sikre jødisk ejendom. Og antisemitismen trivedes. Således kaldte modstandsbevægelsen jøderne for en ”race”.

 

De fleste nåede væk

Mange danske jøder nåede væk, inden den tyske besættelsesmagt foretog razziaer i Danmark. Angiveligt var det takket være Werner Bests nærmeste medarbejder, G.F. Duckwitz. Det skete muligvis på foranledning af Best.

 

Jødernes hjemkomst var ikke gnidningsfri

Men hvad skete der, da jøderne kom hjem. Det er en af de spørgsmål, vi endnu ikke har fået besvaret før nu. Vi har ellers fået et hav af historiebøger fra besættelsestiden. Men en meget læseværdig bog af Sofie Lene Bak besvarer dette spørgsmål. De fleste danskere tror, at jødernes tilbagekomst var gnidningsfrit. Mange kom også tilbage og blev stillet over for en gæld. Det var de penge, som de havde betalt flugten med. Som vi tidligere har skrevet om her på siden, var flugten til Sverige bestemt ikke billig.

 

Over 7.000 flygtede til Sverige

De tyske politibataljoner assisteret af danske nazister kørte ud i Københavns gader for at lede efter jøderne. Men langt de fleste lejligheder fandt de tomme. 7.742 personer flygtede til Sverige. Deres eksil varede 20 måneder. 472 personer blev arresteret og sendt til Theresienstadt:

• 60 bukkede under for trængslerne
• 20 druknede under flugten til Sverige
• 16 begik selvmord
• 2 blev skudt under flugtforsøg
• 6 døde af chok, udmattelse eller sygdom

Socialtjenesten

Allerede dagen efter aktionen begyndte Socialministeriet og Københavns Kommune at sikre sig de efterladtes ejendele og boliger. Og i Østre Landsret blev den sidste civile retssag afgjort i efteråret 1947. Alle havde meget kort tid til at sikre deres ejendele inden flugten.

Københavns Kommune oprettede Socialtjenesten, der skulle varetage de efterladtes ejendele. Fra starten var man opmærksomme på rapseri og tyveri. Og egentlig var udgifterne til dette forbavsende lille. Det var kun 0,1 pct. af Københavns Kommunes budget.

 

Værdier fra Synagogen blev reddet

Socialtjenesten fjernede også, hvad der var af værdi i Synagogen i Krystalgade. Disse værdier blev bevaret i krypten under en af Københavns kirker.

 

Samarbejde med tyskerne

Gestapo havde fået instrukser om ikke at bryde ind i efterladte boliger hos jødiske familier. Og dette overholdt de næsten. De tyske myndigheder havde også accepteret Socialtjenestens arbejde. Tyskerne undlod at konfiskere eller vandalisere jødisk ejendom. Desuden blev der indgået en aftale med det tyske sikkerhedspoliti om, at boliger m.v. tilhørende jødiske deporterede skulle tages i offentlig forvaring. På et tidspunkt magtede Socialtjenesten også, at de internerede fik tilsendt deres eget tøj.

 

Cirkus Øregård

Da de hjemvendte vendte hjem, blev de indtrængende anmodet om selv at finde privat indkvartering. De som ikke selv havde midler, fik udgifterne dækket af Centralkontoret. Dem
der ikke havde et sted, at tage hen måtte vente i ventesalen på Hovedbanegården. Inden dagens afslutning blev de transporteret til Holte Gymnasium. Her blev der dog hurtig pladsmangel, der var kun plads til 200 personer.

En række nybyggede ældreboliger på Bispebjergvej fungerede også som lejr. Senere blev Øregård Gymnasium også brugt. Man kaldte faktisk forlægningen for Cirkus Øregård. Den var præget af konflikter mellem beboere og mellem beboere og personalet. Der vat tyverier, håndgemæng m.m. Der var ikke meget forståelse for de traumatiske oplevelser, som jøderne havde været igennem. Fra myndighedernes og personalts side havde man forventet taknemlighed. Men man oplevede i stedet irritabilitet, kværulanteri, apati m.m.

 

Antisemitismen blomstrede

Antisemitismen blomstrede, da jøderne vendte hjem. I modstandsbevægelsens egne organer brugte man i efterkrigstiden udtrykket race om jøder. I medierne har vi fundet denne notits:

• det antisemitiske spøgelse stikker igen sit hoved frem.

Allerede under opholdet i Sverige mødte de danske jøder antisemitismen. Hjemme i Danmark var mange af den opfattelse at jøderne levede i ren luksus derover. Men det var langt fra tilfældet.

 

Armod og forvirring

Frit Danmark bad i august 1945 rabbiner Marcus Melchior gøre status over situationen for de hjemvendte jøder. Han kom med den konklusion:

• at det dansk – jødiske samfund vel var kommet hjem, men at det var vendt hjem til armod og forvirring

 

Alvorlige tillidsbrud

Melchior henledte opmærksomheden på, at lejligheder i stort omfang var blevet overtaget af andre, forretninger og virksomheder var afhændet og hjem var plyndret:

• Med nogen bitterhed må det dog konstateres, at medens store dele af det danske folk i de skæbnesvanger razzia – dage stod ved deres jødiske landsmænds side og hjalp dem til
  flugt og frelse, har en række enkeltpersoner gennem den måde, de har ”varetaget” de bortrejstes interesser, begået alvorlige tillidsbrud, ofte langt ud over de kriminelle grænser.

Socialtjenesten i København modtog adskillige anmeldelser om indbrud, tyveri og tyveriforsøg fra lejligheder, der nu var forladt af jødiske familier.

 

Halvdelen mødte problemer

Volden og kriminaliteten slog til et hidtil uset niveau under den tyske besættelse. I en del tilfælde havde modstandsbevægelsen benyttet sig af de tomme lejligheder. Og i ikke så få tilfælde var der fjernet værdier fra disse lejligheder. Cirka halvdelen af de hjemvendte jøder mødte på en eller anden måde en svigt fra deres omgivelser på grund af deres fravær. Der var mange danskere, der mere eller mindre bevidst svigtede deres bemyndigelser og ansvar.

 

Masser af konflikter

Hjemkomsten var mere ubehagelig og tvetydig, end man egentlig kunne forestille sig. Sørgelige konflikter mellem jødiske og ikke jødiske danskere opstod. Bogen afslører, at der var danskere, der berigede sig på bekostning af mennesker på flugt og misbrugte jødernes tillid. Den danske stat påtog sig derimod en enestående omsorg for sine jødiske borgere.

Mindst 150 børn blev gemt i Danmark, da deres forældre flygtede til Sverige. Men det er en anden historie, som der også for nylig er skrevet en bog over.

 

Historiebøgerne skal revideres

Atter engang skal historiebøgerne revideres. Vi skal revidere vores opfattelse af fortiden. Det gør stadig ondt.

 

Mistede børn, traumer og fortrængninger

Sofie Lene Bak er museumsinspektør ved Dansk – Jødisk Museum. Og hun har begået en aldeles god bog. Historien er speget, pletvis pinagtig men også smuk. Den er fuld af paradokser. Men det er det vel, hvis vi i dag borer bare en lille smule dybere i besættelsestidens historie. Vi hører om mange barske skæbner, om mistede børn, fortrængninger og traumer. Måske
hører vi for lidt til den barske danske udenrigspolitik og den tidlige udvisning af jøder direkte til KZ – lejre i Tyskland.

 

Velfungerende hjælpe-apparat

Nyt er det velfungerende hjælpe-apparat, som de hjemvendte mødte. Socialtjenesten hindrede, at mange fristede ”ariske” danskere skulle berige sig fra de forladte lejligheder og ejendomme. Det var fristende at begå tyveri, selvtægt og sortbørshandel i den lov – og delvis politiløse tid.

 

Kilde: 

Sofie Lene Bak: Da krigen var forbi – Gyldendal

 

Hvis du vil vide mere 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler, heraf 362 artikler fra besættelsestiden (før/under/efter)

Redigeret 8-10-2021.