Dette er anden del af Det Tyske Mindretals Historie. Vi har fået en del henvendelser på første del. Vi har indlemmet spørgsmålene i artiklen. Men vi kigger også på Det Danske Mindretal syd for grænsen. Det varede længe inden Det Tyske Mindretal tog afstand fra nazismen. De følte sig i offerrollen. Og det var måske med rette. Retsopgøret var meget hård over for specielt denne gruppe. Og her havde Den Sønderjyske Efterretningstjeneste meget travlt. En masse selvtægt blev udøvet fra dansk side. Henvisning til uddybende artikler bagerst i artiklen.

 

Positive reaktioner

Artiklen om Det Tyske Mindretal har givet anledning til mange positive reaktioner. Men det har også givet anledning til mange spørgsmål. Såkaldte professionelle historikere har også henvendt sig. De er ikke enige i min udlægning.  Og det er ikke kun sønderjyder, der læser om Mindretallet.

 

I skrivende stund har artiklen sneget sig ind på 10. pladsen, blandt de mest læste artikler.

 

Mere om det tyske mindretal

Betragt denne artikel som Mere om det Tyske Mindretal. Vi kigger dog også lidt på Det Danske Mindretal i en lidt overraskende situation. Og kære læsere, så får I alt det, jeg glemte i første artikel. En advarsel – det meste af artiklen handler om Det Tyske Mindretal – under besættelsen.

 

Slesvig måtte ikke indlemmes

I revolutionsåret 1848 betragtede danskerne det der skete i Slesvig – Holsten som et oprør. Det var starten til den Første Slesvigske Krig. Ved krigens afslutning efter tre år forpligtede Danmark til ikke at skille de to hertugdømmer fra hinanden. Slesvig måtte ikke indlemmes i den danske nationalstat.

 

I 1852 udstedte Danmark – Januar – bestemmelse, og gav dermed tilsagn om, at Danmark ville bevare Slesvigs hidtidige særstilling. Alligevel forsøgte Danmark i mellemkrigsårene at fordanske Slesvig og knytte området tættere til Danmark end til Holsten. Forsøget medførte international kritik.

 

Men i 1863 fik de nationalliberale ødelagt aftalen.  De fik Kong Christian den Niende med på deres side. Han skrev under på en fælles lovgivning, der også gjaldt Slesvig.

 

Danmark var underlegen

Østrig og Preussen forlangte, at Danmark skulle trække lovgivningen tilbage, men det skete ikke. Derfor erklærede de to lande Danmark krig. Det gik kun et par måneder, så viste det sig, at Danmark var underlegen.

 

Fredstraktatens § 5

Med freden i 1864 måtte Danmark afstå Slesvig – Holsten til Preussen. I Fredstraktatens § 5 fik Napoleon den Tredje indført en bestemmelse om at befolkningen i de nordlige distrikter af Slesvig skal afstås til Danmark, når de ved fri afstemning tilkendegiver ønske derom.

 

Strøget af traktaten

Bestemmelserne blev dog aldrig ført ud i livet, og i 1879 blev det strøget af traktaten. Det blev en hård tørn for de dansksindede i området. Al administration blev udført på tysk af tyske embedsmænd. Næsten al tysk undervisning foregik på tysk, undtagen nogle få religionstimer.

 

5.000 dansksindede faldt for Preussen

Folk blev rask væk udvist til Danmark eller fængslet for påstået dansk – national virke. De unge dansksindede flygtede til Amerika for at undgå tysk militærtjeneste. Mere end 5.000 unge dansksindede faldt for preusserne ved fronten.

I Slesvig var der udbredt nød og sult.

 

Preusserne forsøgte på alle måder, at knægte det danske tilhørsforhold, men det lykkedes ikke.

 

Danskerne skulle behandles ordentlig

Da Schleswigscher Wählerverein blev dannet den 15. august 1920 startede Det Tyske Mindretal også sit politiske virke.

 

Ved Folketingsvalget samme år fik Slesvigst Parti 14,4 pct. af stemmerne i Nordslesvig. Det blev så den tyske præst i Vodder, Johannes Schmidt, der i de næste 19 år kom til at sidde inde på Christiansborg.

 

Det var denne Johannes Schmidt, der gik ind for, at prøjserne skulle behandle de dansksindede mere lempelig under prøjsernes undertrykkelse.

 

Utilfreds med fredsafgørelsen

Fra tysk side var man utilfreds med freds – afgørelsen i Versailles. Der skulle foretages afstemning i hele tre zoner i Nord – og Sydslesvig.

 

Den 10. februar 1920 blev den første afstemning foretaget. Der blev trukket en linie sydlig for Tønder og nord for Flensborg. 75 pct. stemte for Danmark, 25 pct. for Tyskland. Men i Tønder, Højer og senere i Aabenraa var der flertal for Tyskland.

Således stemte 77 pct. i Tønder for Tyskland, og og tallet for Højer var 73 pct. I Sønderborg og Aabenraa var det også et lille tysk flertal.

 

Den 14. marts 1920 blev der foretaget afstemning i anden zone med Glücksborg, Flensborg, Niebüll, Sylt og øerne. Her blev der givet 80 pct. til tyskerne.

 

Påskekrisen

De tysksindedes sejr i zone 2 gav anledning til Påskekrisen. Mange danskere ønskede Flensborg med til Danmark på trods af afstemningsresultatet. Og de fik kong Christian den Tiende med på ideen.

 

Da Den Radikal regering Zahle nægtede at indlede forhandlinger om Flensborgs status, afskedigede kongen regeringen uden forudgående mistillidsvotum i Folketinget.

Det var et klart grundlovsbrud. Fagbevægelsen varslede generalstrejke. Kongen måtte retirere og erstatte det af ham indsatte forretningsministerium Liebe med en samlingsregering under Friis.

 

Under nyvalget blev det en Venstre regering. Og snart måtte Venstre også erkende, at de ikke kunne få Flensborg.

 

Slesvig har aldrig tilhørt Danmark?

Den 15. juni blev Nordslesvig integreret i Danmark. Ja som danskere siger, vi blev genforenet. Men det ord vil de tysksindede ikke bruge. De mener, at Hertugdømmet Slesvig statsretlig aldrig havde tilhørt Danmark.

 

På det tidspunkt omfattede Det Tyske Mindretal ca. 30.000 personer. Det var fire gange så stort som Det Danske Mindretal

 

Mindretallets parti, Slesvigsk Parti opnåede 14 – 16 pct. af de sønderjyske stemmer ved folketingsvalgene.

 

De rige og de fattige

De dansksindede i Sydslesvig kom typisk fra samfundets underklasse, mens de tysksindede i Nordslesvig var blandt de velstillede. På landet var der mange større gårdejere, og i landet var der mange selvstændige erhvervsdrivende.

 

Danmark sagde nej tak

Enlig havde Danmark fået tilbudt en tredje afstemnings – zone ved Ejderen. Men her sagde den danske regering klogt, Nej Tak.

 

Meget modtagelige for nazismen

Midt i 1920erne var der opstået en kamp om jordbesiddelse. Denne tog til. Inden for Det Tyske Mindretals bønder var der mange national – konservative. De var meget modtagelige for nazisternes Blut – und Bodenpropaganda.

 

Uretten fra Versailles

Mindretallet anerkendte aldrig den dansk – tyske grænse. Det gjorde Tyskland heller ikke. Kravet om grænserevision var det altafgørende krav fra Det Tyske Mindretal i alle mellemkrigsårene. Der blev skrevet og talt meget om Uretten fra Versailles.

 

Ribe – brevet

Helt til 1945 fastholdt Slesvigsk Parti krav om grænserevision i artiklerne 1 og 2. Og hvorfor gjorde de nu det? De henholder sig til Ribe – brevet. Dette er en aftale indgået den 5. marts 1460 mellem det holstenske ridderskab og kong Christian den Første.

Ridderskabet valgte den danske konge som hertug i Slesvig og greve i Holsten. Han måtte anerkende, at han ikke blev valgt i sin egenskab af konge af Danmark.

 

Samtidig gav han ridderskabet løfte om at holde landene Slesvig og Holsten – ewich tosamende ungedelt. Med Ribebrevet blev Holsten de næste 400 år knyttet til det danske monarki med en personalunion. Inden for den ramme blev Slesvigs og Holstens nære samhørighed i form af en realunion fastslået.

 

En stor rolle i 1800 – tallet

Brevet kom til spille en stor rolle i 1800 – tallets konflikt mellem Danmark og Slesvig – Holsten. De tysksindede, mener at Danmark her begået et kæmpe aftale – brud. Ja de kalder hele affæren for en statsretslig historieforfalskning.

 

Gyldigheden bortfaldt

Andre eksperter mener, at gyldigheden bortfaldt, da den danske helhedstat forsvandt med Konventionen den 14. august 1865.

 

Andre igen mener, at ordvalget blot markerede bevarelsen af fred. Brevet skulle ses som et formål på, at den slesvigske adel ikke måtte få forringet deres magt og privilegier, selv om hertugdømmerne blev indlemmet i Danmark.

 

Historien iflg. Tyske historiebøger

Ifølge de tyske historiebøger bestod Slesvig – Holsten også af hertugdømmet Holstein, som siden Karl den Store havde tilhørt det tyske rige. I 1025 havde Kejser Konrad den Anden foræret Danskerkongen hertugdømmet.

 

Historien iflg. Danske historiebøger

Men se i 811 fastslås Ejderen som grænseflod mellem Frankerriget og det danske kongerige. Kulturgrænsen – den sproglige og kulturelle grænse – mellem dansk og tysk lå nordligere ved grænsevolden Danevirke.

 

I 1100 – tallet indsatte den danske konge repræsentanter, som skulle vogte det danske riges sydgrænse ved Ejderen. Repræsentanterne fik titel af hertug og hermed var hertugdømmet Slesvig skabt. Hertugdømmet var underlagt den danske krone og bestod af området fra Kongeåen til Ejder – floden.

 

Hertugerne ønskede selvstændighed fra den danske konge og allerede i denne magtkamp med de holstenske grever knyttedes der stærke bånd mellem Slesvig og Holsten.

 

Kulturgrænse i 1540erne

Ved reformationen i 1540erne var den egentlige kulturgrænse mellem tysk og dansk, som vi kender i dag, dannet.

 

Nazistisk kontrol over Slesvigsk Parti

Da Hitler overtog magten varede det ikke længe inden Det Tyske Mindretal blev nazificeret . Efter en langvarig strid internt, var det NSDAPN, der løb af med sejren og overtog kontrollen med Slesvigsk Parti.

 

I Folketinget

Jens Møller blev NSDAPN’ s fører og stillede op for Slesvigsk Parti. Den 3. april 1939 opnåede han 15,9 pct. af stemmerne i Nordslesvig og rykkede ind i Folketinget.

 

Så frem til grænserevision

Det Tyske Mindretal så frem til, at en grænserevision var nært forstående, da den tyske værnemagt besatte Danmark.

NSDAPN og Slesvigsk Parti ønskede grænsen flyttet op til den gamle grænse ved Kongeåen, men dette ønskede Frits Clausens DNSAP bestemt ikke.

 

Ubrydelig solidaritet

I Nordschlesvigsche Zeitung tilkendegav Jens Møller:

 

       vor ubrydelige solidaritet med folkefører og rige

 

Men indbydelsen blev dog modtaget med åbne arme, tværtimod blev Jens Møller bedt om, at dæmpe retorikken. Tyskland havde ikke bedt om en grænserevision.

 

Führer mach uns frei

I 1939 gav Jens Möller udtryk for mindretallets holdning ved et vælgermøde i Tønder:

 

       Führer mach uns frei

 

V – mænd spionerede

Ledende medlemmer af NSDAP har sikkert haft kendskab til tyskernes besættelse af Danmark. Men det indgik dog ikke i nogen som helst plan, at Det Tyske Mindretal skulle indrages.

Men det vides dog, at den tyske Wehrmacht inden besættelsen brugte såkaldte V – mænd til at samle oplysninger om danske forhold, som de kunne bruge i deres militære operation mod Danmark.

 

Det lille førerråd

Mange inden for Det Tyske Mindretal hilste de tyske tropper som befrier.

Og i partiet valgtes Det lille Førerråd. Her var ingen afstemning. Det var partiføreren, der tog den endelig beslutning.

 

Over tusinde partimedlemmer i Tønder

Ved udgangen af 1942 var der 1.051 partimedlemmer i Tønder. 165 af disse var på daværende tidspunkt i Waffen SS, mens 185 andre arbejdede for den tyske værnemagt i Danmark eller Tyskland.

 

NSDAP blev ikke styret fra Berlin men fra Aabenraa.

 

Den 1. januar 1945 gjorde 1.391 tjeneste i Waffen SS og 507 i Værnemagten.

 

Militære grupper

Partiet omfattede også et modstykke til Hitler Jugend – Deutsche Jungenschaft Nordschleswig og Deursche Mädschenschaft Nordschleswig, og det paramilitære korps Schleswigsche Kameradschaft (SK).

Dette blev i 1943 suppleret med Zeitfreiwillige og i 1944 med Selbstschutz.

 

Den sidste gruppe bestod af 500 mand. Og man må nok sige, at de overskred deres formål og spredte angst i den danske befolkning.

 

Zeitfreiwilligen

Det var utilfredshed i ledelsen med, at ikke flere meldte sig til fronttjeneste. Det var måske årsag til oprettelse af Zeitfreiwilligen – dienst. Jens Møller skrev i 1942 en artikel, hvor han bl.a. skrev om Hvordan tjener jeg mit folk.

 

       Sådan står vores folkegruppe i Tysklands tjeneste. Om gammel eller ung, om borger, bonde eller arbejdsmand, vi arbejder alle for vores Fører og dermed for vores sejr.

 

Cirka 1.700 fik en militær – uddannelse i Zeitfreiwilligen – Korps. Efter den 29. august 1943 kom Tjenesten i aktion.

 

Antallet af tyske skoler steg

Antallet af tyske privatskoler steg i begyndelsen af besættelsen til 59, mens antallet af tysksprogede kommuneskoler forblev uændret på 30.

 

Forsøgte at få frigivet internerede danskere

Historiebøgerne fortæller ikke, at Jens Møller faktisk flere gange fra 1943 forsøgte at få frigivet internerede danskere. Og i 1944 forsvandt Hagekorset i Nordschleswigische Zeitung og blev erstattet af de slesvigske løver.

 

Grænsevagten tordner mod ”Hjemmetyskerne”

I Grænsevagten i februar 1945 var det ikke lovord, der blev sagt om Det Tyske Mindretal. Men det viser nok meget godt, hvordan stemningen var hos de dansksindede:

 

       De værste Fjender har, findes i Hjemmetyskernes Rækker! Dette er en Sandhed, man ikke kan komme udenom. Disse Mennesker af dansk Afstemning, der har vendt sig bort fra deres Ophav og ladet sig beruse af den danske Storhed, hader og foragter i Virkelighedens Danmark dybt og hjerteligt. De har sagt Farvel til det danske – og saa harmer det dem, hver gang de møder noget dansk. Før Genforeningen var de i et og alt med i den tyske Voldspolitik overfor de danske Sønderjyder, og i Aarene efter Genforeningen forsømte de ingen Lejlighed til at rakke det danske Styre ned, og puste til Mistænksomheden over for meget af det ny, der ved dansk Styre kom til Landet. De betragter det som en Selvfølge, at de skulde have alle mulige Rettigheder og Friheder. De udnyttede til det yderste den danske Frihed i Skole, Presse og Forsamlingsliv. De modtog med Begærlighed og som en selvfølge de danske Tilskud til deres Skoler – men nægtede sig ingen som helst Hadefuldhed og nedrakning af det danske Folk og danske Embedsmænd.

 

       Efter den 9. April troede de, at for evigt var nu den danske Magt forbi, og med skamløs Iver udnyttede de den Fordel, som den tyske Besættelse af Landet gav dem. Den danske Stats Tilskud til dem maatte rinde i forøget Tempo, ligesom Penge blev rekvireret fra Nationalbanken til nye tyske Skolebygninger, som i Graasten og Kegnæs. Og samtidig optrådte Hjemmetyskerne og deres Presse med de modbydeligste angiveri over for Danskerne, rent bortset fra, at hjemmetyske Entreprenører og Haandværkere tjente fantastiske Summer ved Værnemageri, Summer der selvfølgelig blev udredet af Danmark.

 

       Og nu har de væbnet sig til den sidste Dyst med Danskerne! Værnemagten har givet dem Vaaben og de er militært organiseret i Heimwehr. Saaledes er det altsaa endt med hjemmetyskerne! Ethvert Forsøg paa Forsoning er slaaet Fejl, og de vil benytte den sidste Time og det sidste Minut til at trodse Danmark. Derfor er der fra Dansk Side ikke andet at gøre end at likvidere hele det Hjemmetyske Problem en Gang for alle ved at faa de Hjemmetyskere, der er faldet deres Herbergsstat i Ryggen, sat paa Porten. At vise Mildhed og Overbærenhed og stole paa Forsoning, som i 1920 vil vise sig omsonst. Naar Tyskland har endeligt Tabt, vil Hjemmetyskerne hyle som piskede Hunde. Men de vil være parate tilo at springe os i Struben, hvis de atter faar Medhør!

 

Jens Möller

Ved kapitulationen den 5. maj 1945 blev Jens Møller anholdt. Arrestetaionen forløb frivilling og blev foretaget af en politibetjent og to modstandsfolk. En tusindtallig skare havde taget opstilling langs gaderne. De spyttede på ham og råbte. I praksis ophørte NSDAPN med arrestationen at eksistere. Da Jens Møller og ”Det lille Råd” blev arresteret. Men mange af dem vendte tilbage i mindretallets organisationer, da de havde udstået deres straf.

 

Jens Møller blev idømt 15 års fængsel, men blev benådet i 1950. Året efter ankom han i et færdselsuheld. Han samlede og ensrettede fra 1938 Det Tyske Mindretal. Han var hovedskikkelsen i den massive nazificering af mindretallets organisationer før krigen.

Unde besættelsen fik han adskillige formaninger fra Berlin, om at han skulle holde sin mund vedr. grænsespørgsmålet.

 

Han fulgte et tysk krav om, at hverve unge blandt mindretallet til tysk krigstjeneste. Det var han dog ikke helt begejstret for. Han fik sikret, at mange unge mennesker blev erklæret Unabkömmlich – uundværlige – for Mindretallet. Det gjaldt både for den første hververunde i 1940 – 41 og ved Waffen SS – kampagen i foråret 1942.

Han blev dømt hårdt fordi han havde stået for oprettelsen af de to militære korps, Zeitfreiwillig og Selbstschutz – korpsene. Desuden var han mistænkt for under besættelsen at have spioneret for de tyske politimyndigheder i Danmark.

 

Johannes Schmidt – Vodder

Johannes Schmidt var tysk præst i Vodder, syd for Ribe. Han var født i Tønder, og sad 19 år i Folketinget. Han var fra 1920 den første formand for Schleswigschen Wählerverein Han havde stor indflydelse i mindretallet ind til 1933, hvor han blev kørt ud på et sidespor.

I 1934 grundlagde han Deutsche Front. Organisationen var opbygget efter samme skabelon som det Nationalsocialistiske system.

Under besættelsen stillede han sig til rådighed for de tyske myndigheder med artikler og radioforedrag. Han var en ivrig bidragsyder til Junger Front. Dette var årsag til, at han blev arresteret i 1946, men som tusindvis af medlemmer af Det Tyske Mindretal blev han løsladt uden retssag.

 

Peter Callesen

Peter Callesen var en slags kultur – ambassadør for NSDAPN. Han var ansvarlig for månedsavisen Jungen Front. Ganske naturligt hørte han med til Det lille politiske Råd. Han blev dømt til fem års fængsel. Senere fik han en stilling som bibliotekar og var med i redaktionen af Deutsche Volkskalender für Nordschleswig.

 

Ernst Siegfried Hansen

Journalist Ernst Siegfried Hansen offentliggjorde fra 1937 til 1944 regelmæssig politiske artikler i Jungen Front. Han var redaktør på Nordschleswigschen Zeitung. Den 9. maj blev han arresteret og indsat i Faarhus – lejren.

Fra februar 1946 var han redaktør af avisen Der Nordschleswiger.

 

Peter Larsen

Overløjtnant Peter Larsen var Jens Möllers nære medarbejder. Han redigerede den provokerende Unsere Stimme i Nordschleswigschen Zeitung.

 

Rudolf Stehr

Rudolf Stehr var en af de 17 anklagede, der i februar fik sin dom. Den lød på 10 års fængsel. Men han blev lige som de andre dømte benådet. Rudolf Stehr stor for PR – afdelingen. Han var en ivrig taler. Fra 1937 til 1944 skrev han i Junger Front. Han havde tillidshverv inden for Det Tyske Mindretal ind til 1973.

 

Harboe Kardel

Skoleleder Harboe Kardel er født og opvokset i Tønder, og var allerede med i det nazistiske NSAN i 1934. Han var også senere chefredaktør af Der Nordsschleswigschen Zeitung. Han blev også leder af Nordsleswigschen Zeitung, og leverede mange artikler til Jungen Front. I den nazistoiske tid udgav han nazistiske bøger i Tyskland. I sin Nordslesvig – bog roste han Hitler – staten og sin fører. Han udgav også en bog, Danmark under tysk beskyttelse. Seks års fængsel fik han.

 

Hans Schmidt – Oxbüll

I april 1933 læste Hans Schmidt – Oxbüll op af Manifest der Jugend. Han var aktiv i NSDAPN. Efter at være interneret i Fårhuslejren blev han medlem af hovedbestyrelsen i BDN. Han kæmpede ivrigt for, at de frontfrivillige skulle få nedsat deres straf. Den 22. september 1953 tog han som første folketingsmedlem for Det Tyske Mindretal ind i Folketinget.

 

Danske vejskilte

Ja, tænk først i 1945 blev der anbragt danske vejskilte i Danmark.

 

Opråb fra Frihedsrådet

Når vi nu skal tale om Retsopgøret, så har vi fundet dette Opråb fra Frihedsrådet:

 

       Borgere i Tønder

       Den store Time er inde. Fredens og Frihedens Klokker toner ud over vor By og vort Land. Glæde og Tak fylder os alle

 

       Under vor Konges Førerskab gaar vi værdige, rolige og tillidsfulde ind i Arbejdet for at bygge Fremtidens Danmark paa Demokratiets faste Grund.

 

       I Mindet om vore Døde, som faldt i Kampen for Danmarks Frihed og Ære, kræver vi Straf over dem, som forbrød sig mod Landsmænd og Landets Love, og over dem, som drog personlig Fordel af vort Lands Ufrihed, men Afstraffelsen af de Skyldige skal ske efter dansk Sæd og Skik paa Lovens Grund og af de rette Myndigheder.

 

       Det danske Politi overtager nu igen Ansvaret for Ro og Orden og ingen maa nedværdige sig til at begaa Selvtægt.

 

       Danmarks Frihedsraads Lokalkomite i Tønder 5. Maj 1945

 

Mindretallet i offerrollen

Retsopgøret forløb ikke værdig og rolig. Og der var også diskussion om afstraffelsen forløb efter dansk Sæd og Skik. I hvert fald blev Grundloven overtrådt adskillige gange. Selvtægt var det også meget af.

Retsopgøret levede ikke op til høje etiske krav, som Danmark ellers har været så stolt af. Måske var det årsag til, at Mindretallet i så mange år forblev i offerrollen.

 

Masser af tysksindede familier forfulgt

Retsopgøret blev i Det Tyske Mindretal betragtet som dybt uretfærdigt. Men også det, der skete bagefter, som nok ikke rigtig er belyst i historiebøgerne. Således blev tysksindede familier forfulgt. Nogle følte, at de vilkårligt blev udvist af Danmark, uden at kunne protestere.

 

Loyalitets – hensyn

Det Tyske Mindretal henviste til deres loyalitets – hensyn som medlem af et mindretal over for regering og myndigheder, samt militæret. Også international blev der protesteret. En gruppe jurister måtte derfor igen igen i gang med at kigge på lovene omkring retsopgøret. Men selv efter redigeringen kunne ikke alle jurister stå inde for de forskellige love.

Der blev ikke gjort forskel på almindelige danskere og medlemmer af Det Tyske Mindretal hos dommerne.

 

Fra helt til landsforræder

I mange generationer var det mange hjemmetyskere, der ikke var blevet en frivillig del af det danske samfund. De nationale følelser var stadig bundet til Tyskland i 1930erne. Dem, der havde meldt sig under de tyske faner, blev anset som helte, da de rejste ud. Da de kom hjem var de landsforrædere.

 

7.000 dømt for tysk krigstjeneste

Af de 13.000 danske statsborgere statsborgere, der blev dømt under retsopgøret, blev mere end 7.000 dømt for tysk krigstjeneste. Det selv om næsten alle var taget til fronten i den første halvdel af krigen, med fuld accept af den danske regering.

Efter det første udkast var der en minimumsstraf på fire år for tysk krigstjeneste – med tilbagevirkende kraft.

 

Det Sønderjyske Råd forlangte udvisning

I Sønderjylland var retsopgøret uhyggelig vanskelig. Der var store problemer med, hvem der skulle retsforfølges og hvad man skulle straffes for. Problemet var, at en stor del af Det Tyske Mindretal på en eller enden måde havde støttet besættelsesmagten. Det Sønderjyske Råd havde et stykke tid før kapitulationen i programmet Vi kræver lagt op til, at Mindretallet skulle rammes hårdt. De krævede blandt andet, at mange skulle udvises af Danmark.

 

90 pct. af lærerne bag gitter

Men redigeringen betød dog mildere straffe. Men lærerne på de tyske skoler blev også ekstra straffet, fordi man lukkede skolerne.

 

Over 31 kommunale og 45 private tyske skoler blev lukket. Ja og 90 pct. af lærerne blev spærret inde. 3.000 tyske børn måtte vende sig til dansk undervisningssprog. Et år efter kunne 280 elever starte i nyoprettede privatskoler.

 

Interneret i flere måneder uden dom

Mange fra det tyske mindretal sad interneret i flere måneder uden nogensinde at blive dømt. 

 

Strenge straffe

Det var en traumatisk oplevelse for de 3.500 medlemmer af Det Tyske Mindretal, der sad interneret. Hovedparten af de dømte, var yngre mænd, der var savnet af deres familier i genopbygningen after krigen.

 

       Havde man deltaget i tysk uniform ved fronten i Waffen SS eller et andet korps, så fik man 1 ½ års fængsel

       Zeitfreiwilligen fik to års fængsel

       Selbstschutz – medlemmer fik 2 ½ års fængsel

 

Højere straffe fik dem, der havde deltaget i Sikkerhedstjenesten (SD) . Det samme gjaldt dem der havde deltaget i spionage – og efterretningsvirksomhed.

Og dem, der havde foretaget værnemageri, det vil sige handlet med tyskerne fik mellem 30 dage og 10 måneders fængsel.

 

Frataget borgerlige rettigheder

Oven i dette fik man også bøde, og fik frataget sine borgerlige rettigheder. Det betød blandt andet, at man i en årrække ikke kunne søge et borgerlig job.

Vi er en del med forfædre i det tyske mindretal, der kan berette om Berufsverbot helt op til 1970erne.

 

De små fisk blev hårdt ramt, mens de store gik fri. Domme, der blev afsagt lige efter besættelsen var væsentlig hårde end dem, der blev afsagt nogle år efter. Og det for den samme forbrydelse.

 

Adgang forbudt for allierede

I en række sønderjyske byer drog modstandsfolk gennem byerne og dækkede tysksindedes forretningsvinduer til med dansk – engelske boykot – plakater:

 

       Adgang forbudt for allierede soldater

 

Den engelske kommandant vidste ikke noget om dette, og vrede engelske soldater blev beordret til at fjerne alle disse plakater.

 

Omfattende bombeanslag

Omfattende bombeanslag fulgte mod tysksindede butikker, blandt andet gik det ud over seks butikker i Tønder efter et bal holdt til ære for de engelske soldater.

Mange tysksindede modtog bombetrusler.

Frivillig Brandværn uden tysksindede

Og i Tønder blev alle tysksindede medlemmer smidt ud af klubben. Det Frivillige Brandværn i Haderslev besluttede alle fremtidige brande skulle slukkes uden de tysksindedes tilstedeværelse.

 

Mord bedømt til seks måneders fængsel

Natten til 28. december 1948 betød den anti – tyske propaganda også et dødsoffer. Fra gaden skød en lokal modstandsmand en række advarselsskud, som retten bedømte det til Vedkommende skød fra gaden ind i en hotelsal, hvor 350 tysker var samlet til en juletræsfest. Lærerinde Sasse blev ramt i hovedet og døde øjeblikkelig.

 

Selv danskere undrede sig over den dom, amtsretten fandt frem til – fem måneders fængsel. Men landsretten dømte modstandskæmperen til 18 måneders fængsel.

 

Trusselsbreve til begravelsen

Andre tysksindede familier kunne fortælle om, at de i stedet for blomster til en begravelse, ja så modtog de en krans med trusselsbreve. En anden fik leveret en kiste fra et begravelsesfirma i Tønder.

 

Stor fattigdom

Den danske stat foretog også store økonomiske udlæg i den dømtes økonomi.Man kaldte det for Beslaglæggelse Dette betød stor fattigdom i en årrække i mindretals – kredse.

 

De var jo selv ude om det

Hos de almindelige sønderjyder var det ikke stor medfølelse for dette:

 

       De var jo selv ude om det.

 

Bistand og Råd

Det Tyske Mindretal var også utilfredse med formuleringen, bistand og råd. For havde man bistået og givet råd til den tyske værnemagt havde man også gjort sig strafbar. Mindretallet mente, at det var for vilkårligt den måde, man straffede på.

Og i Det Tyske Mindretal opfattede man mange af dommene som hævn for de grusomheder Det Tredje Rige og Nazisterne havde udført.

 

Særlig galt var det hos retskredsene i Tønder, Aabenraa og Gråsten. Disse retskredse var også kommet på overarbejde.

 

 

En pastors foredrag i København

Den 15.oktober 1946 holdt pastor H.J. Hansen, Løjt et foredrag i Simon Peter Sogns Menighedshus i København. Fra www.tidehverv.dk bringer vi disse brudstykker, som viser noget af det had, som Det Tyske Mindretal, halvanden år efter befrielsen stadig lå under for:

 

       Vi vil aldrig kunne glemme, hvordan de under Besættelsen paa enhver Maade gjorde sig til eet med vore tyske Undertrykkere, hvordan de fik organiseret den militære Tidsfrivillige Tjeneste, som selvfølgelig af os Danske føles som en Pistol i Ryggen.

 

       De ledende Mænd inden for de saakaldte loyale´s Kreds fortjener ikke, at vi viser dem Tillid. Den almindelige Stemning blandt Hjemmetyskere i Dag kan karakteriseres som en Blanding af Selvmedlidenhed og Had til os Danskere. Tyskerne føler sig i Dag som alle Tiders største Martyrer. De har saa ondt, saa ondt – ikke af Nazismens Millioner af Ofre – al denne Tale om de tyske Grusomheder, den er sikkert stærkt overdrevet, mener de. ”Og nu skal der være saa meget hæsligt ved Nationalsocialismen? Det tror vi ganske simpelt ikke paa. Vi har jo før hørt Løgnehistorier om Tyskerne, som den om de afhuggede Hænder hos de belgiske Børn i Liég, og hvordan vore Venner da blev behandlet af Danskerne?”

 

       Tyskerne i Dag hader Danmark og afskyr det Danske Folk og alt, hvad der er Dansk. Og de mener, at de er i deres gode Ret til det. Danskerne har Magten i Dag, og de misbruger deres Magt. Tyskerne er afmægtige. Og de maa lide taale og vente – vente paa den Dag, da Bladet igen vender sig.

 

       Hvad er det, som gør, at Dansk Demokrati har saa lidt vindende Kraft overfor Tyskerne? Det er vanskeligt at sige. Men det er en Kendsgerning, at de to passer ikke sammen. Det hænger nok sammen med, at Demokratiet forudsætter en politisk og menneskelig Modenhed, som Tyskerne ganske simpelt ikke er i besiddelse af – Tyskerne er som Børn

 

       Tyskerne er tankeløse og derfor hensynsløse, undertiden grusomme, – som Børn

 

       De er utaknemmelige – som Børn.

 

       Tyskerne er let at paavirke – som Børn. De kan ikke skelne mellem stort og smaat, væsentligt og uvæsentligt. Derfor bliver de et let Bytte for Demagoger og Agitatorer,

 

Det lille politiske råd blev dømt

Først i 1948 begyndte retssagen mod 15 medlemmer af Det lille politiske råd og to ansvarlige medarbejdere fra Nordschleswigschen Zeitung.

Måske var de 17 selv skyld i, at deres arrestation varede så længe. Kort før kapitulationen brændte de det meste af bevismaterialet.

 

15 års fængsel

Möller og Larsen fik hver 15 års fængsel. De andre fik mellem fem og to år. De fleste blev dog benådet i løbet af 1950erne. Det betød, at en krigsdeltager, der havde meldt sig til Waffen SS fik lige så hård en dom som en af lederne inden for Det Tyske Mindretal.

 

En fjerdedel af de mandlige medlemmer af mindretallet blev straffet. De blev ofre for Det Tredje Riges synder. Det var ikke så meget for selve straffen, men de år der fulgte derefter.

 

Fårhus mentalitet

Der opstod den særlige Fårhus – mentalitet. Det udviklede sig til en slags protest – bevægelse, de var imod enhver forståelse mellem dansk og tysk forståelse. Man følte sig dybt uretfærdig behandlet.

 

En anden reaktion, betød at mange meldte sig ud af det tyske fællesskab som en chock – reaktion. Og så var det også dem, der fik ny energi, og startede forfra med at samle det tyske.

 

Haderslev – kredsen

Det står heller ikke i nogen historiebog, at der allerede den 11. november 1943 havde været et møde i Haderslev kredsen, hvor man havde diskuteret, hvordan forholdene mellem de dansk – og tysksindede kunne blive efter krigens ophør.

Det var pastor Friedrich Prahl fra Haderslev, der havde lagt op til, at man skulle anerkende grænsen fra 1920 og vise loyalitet over for den danske stat.

Men mødets konklusioner vandt ikke genklang før tyskernes endelige nederlag.

 

Men den 22. november 1945 var man dog ikke helt klar til at vedtage hele ordlyden. Man ville godt give den danske stat den fulde loyalitet. Men en total afstandtagen til nazismen var man endnu ikke i stand til. Men man bekendte sig dog til demokratiet

 

De dømte vendte tilbage efter straf

Op til begyndelsen af 1947 blev 23 lokale foreninger af Bund Deutscher Nordschleswiger oprettet. Man fik ret hurtig 3.000 medlemmer.

Alle var velkommen. Dog var det betænkelighed fra Haderslev – kredsen med at de dømte nazister skulle vende tilbage efterhånden som de havde udstået deres straf.

I 1946 man man begynde forfra med at indrette nye skoler, der dog ikke måtte fortage eksamener.

 

Forfølgelse og kompromisløs

I 1951 udkom Pastor Schmidt – Vodder med Fra Vodder til København, fra Tyskland til Europa. Her betegnede forfatteren besættelsen af Danmark som en katastrofe, som hverken var klog eller god. Nationalsocialismen betegnede han som utysk og syndefald. Men han betegnede også retsopgøret som forfølgelse og kompromisløs.

 

I 1951 kunne de tysksindede igen gå i gang med skolerne. Men de skulle selv købe dem tilbage.

 

Kunne ikke acceptere Troels Fink

Historikeren Troels Fink udkom i 1958 med Historie om det slesvigske grænseland på tysk. Men Det Tyske Mindretal tog ikke dette indlæg alvorlig af den grund, at Troels Fink under retsopgøret fungerede som sagfører og som modstander mod tyskerne.

 

Forlangte retsafgørelserne revideret

Heller ikke under formand, Harro Marquardsen, der i 1960 overtog formands – rollen udviklede der sig til nogen egentlig modstand eller opgør med den tidligere nazi – historie.

 

Helt frem til 1964 forlangte Slesvigsk Parti at retsafgørelserne blev revideret. Men det blev de aldrig.

 

 

1965: Tyskerne reddede Danmark

Så sent som i 1965 kunne men i en lederartikel i Der Nordschleswiger læse, at tyskerne reddede Danmark for noget, der var meget værre. Det ville ske i tilfælde af, at englænderne ville besætte landet.

 

Har taget afstand fra Nazismen

Senere må man nok sige, at Det Tyske Mindretal i den grad har taget afstand fra nazismen. Men de synes stadig, at have været uretfærdig behandlet i retsopgøret. Og statsgrænsen, ja den har de også godkendt.

 

Tilbagegang for danskheden

Men hvordan så udviklingen ud for Det Danske Mindretal syd for grænsen

Tilbagegangen for danskheden i Sydslesvig skete til trods for, at der i årene efter 1864 lykkedes de dansksindede at etablere sig som et egentlig mindretal, der var organiseret i foreninger.

I 1869 blev Flensborg Avis grundlagt. Det var den første dansksindede avis, der blev skrevet på dansk i Sydslesvig.

 

Saltvandsindsprøjtning

Afstemningskampen 1918 – 1920 gav den hensyngende danskhed i Sydslesvig en gevaldig saltvandsindsprøjtning.

 

I skal ikke blive glemt

Efter 1920 havde Det Danske Mindretal i Sydslesvig 6 – 8.000 medlemmer. Ved Genforeningsfesten på Dybbøl den 11. juli 1920 lovede den danske statsminister:

 

       I skal ikke blive glemt

 

Og lige siden er der strømmet midler til. Og beløbet stiger hvert år. Det er nu oppe på et årligt bidrag på 550 millioner kroner.

De kulturelle og økonomiske forbindelser har aldrig været tættere.

 

Således fik Det Danske Mindretals talerør, Flensborg Avis et tilskud på ca. 22 millioner kroner.

 

Kun få grupper – dansksindede

I begyndelsen boede de dansksindede udelukkende i Flensborg og i området lige syd for den dansk – tyske grænse. Desuden var der danske grupper i Tönning og i byen Slesvig.

 

Taget afstand fra racisme

De havde bestemt ikke haft det let under Hitler – tiden. Det Danske Mindretal blev ladt alene med kravet, Danmark til Ejderen. De havde taget afstand til nazismen og den specielle form for racisme og dyrkelse af den germanske kulur og race.

 

Måtte ikke gifte sig med hvem som helst

Men i marts 1948 besluttede SSV, at deres medlemmer ikke måtte gifte sig med nogen, der var født syd for Ejderen. De måtte heller ikke gifte sig med nogle, der var indvandret efter 1. oktober 1939. Gjorde de det blev de udlukket fra Det Danske Mindretal og kunne ikke mere gøre brug af de goder, der tilgik dem.

Trods disse forbud, måtte Det Danske Mindretal udelukke 45 medlemmer. De havde overtrådt reglerne.

 

Skulle være nordisk udseende

Så sent som i 1949 kunne man i den Slesvigske hjemstavns – avis, som speciel udkom til  Det Danske Mindretal på tysk læse, at der var stor fare for de frisiske folks blod. Folk øst fra blandede sig. Og der var fare for at slaviske træk ville blande sig. Derefter fulgte en beskrivelse af, hvordan avisen mente, at det kunne skade udseendet af den nordiske slægt.

 

Embeder kun til nordiske

Avisen forlangte også alle embeder i den nordlige del af Slesvig – Holsten kun måtte besættes af personer med en helt ren nordisk race.

 

Speck – Dänen

Det Danske Mindretal syd for grænsen fik tilsendt store mængder af levnedsmidler. Og hvis man ville have andel i dette, måtte man melde børnene i dansk børnehave og danske skoler.

Allerede omkring 1920 blev der sendt masser af fødevarer til Sydslesvig. Deraf stammer udtrykket Speck – Dänen. Fra tysk side var man ikke begejstret for den måde at agitere på. Både under og efter første – og anden verdenskrig var der mangel på fødevarer i Sydslesvig. Og fra tysk side, opstod der hurtig dette valgsprog:

 

       Esst dänischen Speck, aber wählt Deutsch

 

Satsningen bar frugt

Satsningen fra dansk side bar frugt. Det første kommunalvalg efter krigen gav stor stemmetal til Det danske Mindretal syd for grænsen. I Flensborg fik man 33 mandater, de tysksindede fik kun 6 mandater.

 

I april 1947 stemte 100.000 på SSV (Südschleswigischer Wählerverband). Fra dansk side udnyttede man nøds – situationen. Man fortsatte med at sende levnedsmiddelpakker til alle dem, der støttede den danske ide.

 

Løftet pegefinger fra englænderne

Til sidst fik den danske regering en forespørgsel fra den engelske regring. Man ville vide, hvad Danmark ville med Sydslesvig. Fra dansk side blev det svaret, at grænsen lå fast.

 

Tyskerne havde fået flertal

I 1951 var der jubel hos de tysksindede i Flensborg. Man havde igen fået flertal i byrådet. Og i 1971 havde Det Danske Mindretal kun fået 19.700 stemmer.

 

Sydslesvig var stjålet!

I 1980 udkom tidsskriftet Slesvigland. Læser man de første udgaver, får man nærmest indtrykket, at Sydslesvig er stjålet fra danskerne og at det er dybt uretfærdigt. Bladet blev finansieret af tekstilfabrikant H.P. Møller.

 

Penge ikke altid til danske formål

Dengang da man startede de økonomiske tilskud var det for at forankre den danske kultur og et dansk sindelag. Nu har man åbnet sig mere til en regional og global orienteret forening. Penge går ikke nødvendigvis til danske formål.

Man lægger ikke mere så meget vægt på det nationale som man gjorde for 50 år siden.

 

20 pct. følte sig danske

Det er specielt de unge, der vender sig fra det danske. En skoleklasse blev på Duborg – skolen spurgt om deres nationale tilhørsforhold. Resultatet blev

 

       40 pct. svarede at de var tyske

       40 pct. svarede, at de var sydslesvigere

       20 pct. svarede, at de var danske.

 

Mindre tilknytning til danskheden

Kritikere påpeger, at et øget antal tyske forældre uden tilknytning til det danske mindretal, har fået deres børn optaget på de danske skoler. Det er mere tillokkende for tyske forældre at sende deres børn i dansk skole. Skolerne er mindre, der er færre elever og gebyret for skolematerialer er markant mindre end i de tyske skoler.

 

Gratis på Kollegiet

De elever, der går på Duborg Skolen og bor så langt fra skolen, at de ikke kan nå hjem, kan få gratis kost og logi på kollegiet.

Og elever, der vil have en videregående uddannelse er sikret plads på danske institutioner. Og her forlanger, man åbenbart ikke de samme krav som stilles til elever bosiddende i Danmark.

Bliver en elev fra Flensborg optaget på Statsskolen i Aabenraa, ja så får eleven både SU fra den danske stat og børnepenge (til det 23. år), når man er tysk statsborger.

 

Rigsrevisionen med løftet pegefinger

For nogle år siden var Rigsrevisionen ude efter Det danske Mindretal. I medierne blev kritikken udlagt som noget med vennetjenester, personalelån, tjenesteboliger og regnskabsrod. Den kraftige kritik blev afvist af Det danske Mindretal.

 

Stor indflydelse

Ved det sidste delstatsvalg opnåede SSW det bedste valg siden 1950. Man opnåede 70.000 stemmer, hvilket svarer til 4,6 pct.

 

Justits – og Kulturminister blev Anke Spoorendonk fra SSW. Man råder over 200 mandater i 76 kommunalbestyrelser. Og i de nordlige egne opnåede man helt op til 20 pct. af stemmerne. SSW er ikke underlagt spærregrænsen på 5 pct.

 

Kilde: se

       Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)

       Litteratur Besættelsestiden A – L

       Litteratur Besættelsestiden M – Å

 

Hvis du vil vide mere: Om det dansk – tyske forhold: Læs

 

Sønderjylland:

       Flugten over grænsen 1914 – 1918

       Krigsfanger i Sønderjylland

       Sønderjyder i Første Verdenskrig

       Isted – løven brøler stadig

       Jordkamp, Vogelgesang og Domænegårde

       Rendsborg 1848

       Sønderjylland til Ejderen?

 

 

Aabenraa:

       Aabenraa under de to krige

       Løjt – mellem dansk og tysk

 

Padborg/Kruså/Bov

       Genforeningen i Bov Sogn

       Kampen ved Bov – og de slesvigske krige

 

Tønder:

       Dagligliv i Tønder 1910 – 1920

       Minder fra Tønder 1864 – 1920

       Tønder på en anden måde

       Tønders dansksindede

       Da Tønder igen blev dansk

       Dagbog fra Møgeltønder

       Hvorfor var Tønder tysk?

       Soldat i Tønder 1851

       Tønder før og efter Genforeningen

 

Højer:

       Højer Minder 1 – 3

 

Hvis du vil vide mere: Om Besættelsestiden: Læs

 

Sønderjylland:

       Stikkeren – mord uden samvittighed

       Den Sønderjyske Efterretningstjeneste

       Det Tyske Mindretal

       En Stikker fra Sønderjylland

       Holocaust – aldrig igen

       Kampene – 9. april 1940

       Modstand i Kolding

       Modstand i Sønderjylland

       Opgøret efter 1945

       Tyskertøser, Feltmadrasser og Horeunger

       Vingeskudt på Mandø

       Sheriffen fra Tinglev

       Langs Grænsen

 

Aabenraa:

       Aabenraa – under de to krige

       Fritz Clausen – lægen fra Tønder

       Frits, nazister og et kartotek

       Modstandsbevægelsen i Aabenraa

       Sabotage i Aabenraa

 

Padborg/Kruså/Bov

       Mord i Padborg 1945

       To skæbner i Kiskelund

       Bov Kommune – under Besættelsen

       Dagligliv i Frøslevlejren

       Dramaet ved Viadukten

       En Sønderjyde krydser sine spor

       Frøslevlejren

       Faarhuslejren (Fårhuslejren)

       Harreslev – dengang

       Rønshoved, Hokkerup og Gaardeby

       Straffelejren

 

Tønder:

       Bombeangreb mod Tønder

       Da Tyskerne kom til Tønder

       Flygtninge i Tønder

       Historien om Jeppe K. Christensen

       Nazister i Tønder

       Obersten fra Tønder

       Sabotage i Tønder

       Sønderjylland 9. april 1940

       Tønder – under besættelsen

       Tønder – efter krigen

       Tønder – Marskens hovedstad

 

Højer:

       Højer 1935 – 1945

       Baraklejren i Højer

 

København:

       I Ondskabens skygge af Holocaust

       Tyske Flygtninge

       Stikkerdrab

       Tyskerluder og Drageyngel

       Holger Danske – afdeling Eigil

       Dengang – det var alvor

       Danmark var advaret – 9. april

       De forfulgte jøder

       Den Franske skole i bomberegn

       Den Franske Skole – nok engang

       Flugten over Øresund

       Humor under Besættelsen

       Landsforrædere og landssvigere

       Besættelsestidens Fortrængninger

 

Østerbro:

       Besættelsestiden på Østerbro 1 – 4

       Flere sabotager på Østerbro

       Hagekorset i Parken

       Mord i Vordingborggade (Øresundsgade) 1942

       Sabotører og Stikkere på Østerbro

       Riffelsyndikatet på Østerbro

 

Nørrebro:

       Besættelsen på Nørrebro 1 – 5

       Likvideret på Nørrebro

       Nørrebro – 9 dage i sommeren 1944

       Nørrebro – flere sabotager

       Nørrebrogade 156 (Frihedsrådet)

       Sabotage på Nørrebro

       Varehuset Bulldog på Nørrebrogade